EU's kulstofgrænseafgift presser Centralasien til grøn energiomstilling

EU's kulstofgrænseafgift omformer handelsvilkår for Centralasien

EU's Carbon Border Adjustment Mechanism (CBAM) er ved at omskrive reglerne for international handel med emissionsintensive varer. Med indfasningen fra 2026 til 2034 vil mekanismen pålægge importører af seks sektorer – aluminium, cement, elektricitet, gødningsstoffer, brint samt jern og stål – at købe CBAM-certifikater knyttet til priserne i EU's emissionshandelssystem (ETS). For Centralasien, der eksporterer netop disse varer til Europa, er konsekvenserne betydelige.

For at hjælpe de centralasiatiske lande med at navigere i disse forandringer har UNECE offentliggjort analyserapporten The Implications of the Carbon Border Adjustment Mechanism on the Energy Transition in Central Asia. Rapporten er udarbejdet af Stockholm Environment Institute og UNECEs afdeling for bæredygtig energi under projektet "Energy Connectivity in Central Asia", finansieret af GIZ på vegne af det tyske forbundsministerium for miljø, naturbeskyttelse, nuklear sikkerhed og forbrugerbeskyttelse (BMUV).

Stigende CO₂-priser skaber pres på eksportører

Rapporten kortlægger, hvordan EU ETS-priserne forventes at stige markant i de kommende årtier:

Disse prisniveauer vil især ramme Kasakhstan og Usbekistan, der begge har potentiale for fremtidige el- og brinteksporter til EU. Uden klimatiltag risikerer Kasakhstan en CBAM-regning på over €2 milliarder om året inden 2035, mens Usbekistan og Tadsjikistan står over for henholdsvis ca. €140 millioner og €20 millioner om året.

Dekarbonisering er den mest omkostningseffektive strategi

Rapporten sammenligner et basisscenarie uden CO₂-prissætning med et klimaambitionsscenarie, der modellerer CBAM-overholdelse via dekarbonisering. Konklusionen er klar: En systematisk omstilling af de CBAM-omfattede sektorer er den mest omkostningsminimerende tilgang.

Modelleringsresultaterne viser følgende centrale tendenser:

• Elproduktion: I Kasakhstan og Usbekistan sker et markant skift væk fra kulbaseret elproduktion mod vind, sol, fossil gas, atomkraft og brint. Frem mod 2050 skiftes ca. en tredjedel af energiforbruget til elproduktion fra kul til lavemissionskilder.
• Brintproduktion: Produktionen stiger som følge af øget brug i industrien og energisektoren, og producenter foretrækker elektrolyse frem for dampmetanreformering.
• Stålproduktion: Konventionelle teknologier erstattes af direkte reduktionsprocesser, der tegner sig for 65 % af den samlede produktion i 2050, hvilket muliggør substitution af fossil gas for mere kulstofintensive brændstoffer.
• Cementindustrien: Overgår til elektriske teknologier for over 80 % af procesvarmebehovet i 2050, mod næsten 100 % kulbaseret opvarmning i basisscenariet.
• Samlet brændselsskift: Op til mere end 600 PJ (ca. 167 TWh) kan skiftes væk fra kul inden 2050.

Methan er næste skridt i klimareguleringen

Selvom CBAM i sin nuværende form primært dækker CO₂, er methan (CH₄) ved at blive det næste fokuspunkt i EU's klimaindsats. Methan er over 80 gange mere potent end CO₂ over en 20-årig tidshorisont. Fra 2026 indgår methan i EU's emissionshandelssystem, hvilket understreger behovet for fremsynede dekarboniseringsstrategier, der også adresserer metanemissioner.

Centralasien er allerede i gang på dette område. Det nyligt lancerede projekt Central Asian Capacity Building for Methane Emission Reduction (CA CBMER), der løber fra februar 2025 til marts 2027, er designet til at opbygge kapacitet i alle fem centralasiatiske lande inden for sporing, rapportering og reduktion af metanemissioner – primært fra olie- og gassektoren.

Tre anbefalinger til Centralasien

Rapportens forfattere fremsætter tre konkrete anbefalinger:

1. Fortsat forskning i CBAM-konsekvenser og CO₂-prissætning

Næsten to tredjedele af verdens BNP er nu dækket af ca. 80 CO₂-prissætningsmekanismer globalt. Kina er ved at opbygge verdens største emissionshandelssystem, som allerede i 2025 dækker 8 milliarder ton CO₂-ækvivalenter. For Centralasien er det afgørende at opbygge specifik ekspertise inden for regulering, industri, finansiering, teknologi og institutionelle rammer – bl.a. i samarbejde med UNECE og nationale forskningsinstitutioner som Astana IT University og Nazarbayev University.

2. Indførelse af nationale CO₂-prissætningsinstrumenter

EU's CBAM giver mulighed for fradrag af kulstofomkostninger, der allerede er betalt i eksportlandet. En national CO₂-prissætning vil derfor direkte reducere CBAM-eksponeringen og fastholde skatteindtægter inden for regionen frem for at overdrage dem til EU. Kasakhstans ETS, der er etableret siden 2013, dækker allerede ca. 47 % af landets drivhusgasemissioner og er et fremskredent system blandt mellemindkomstlande i regionen. Til sammenligning genererede EU's ETS i 2024 USD 41,7 milliarder i statslige indtægter med en dækning på 40 % af landets drivhusgasemissioner, mens Det Forenede Kongerige indkasserede USD 3,2 milliarder med en dækning på 27 %.

3. Tilsagn om en progressiv dekarboniseringsvej

Nationale dekarboniseringsplaner skal løbende opdateres og omsættes til konkrete sektorelle køreplaner. Usbekistan har i sin seneste NDC fra 2025 forpligtet sig til en 50 % reduktion i specifikke drivhusgasemissioner pr. BNP-enhed inden 2035 sammenlignet med 2010-niveauer – en stigning på 15 procentpoint i forhold til 2021-forpligtelsen. Kirgisistan har ligeledes hævet sit ubetingede emissionsreduktionsmål for 2030 fra 15,97 % til 18 % under business-as-usual-niveauet.

Et konkret eksempel på finansieret klimaindsats er Usbekistans iCRAFT-projekt under Verdensbankens Transformative Carbon Asset Facility (TCAF), der er det første internationale kulstofsfinansieringsprogram i Centralasien under Parisaftalens artikel 6. Usbekistan modtog i 2024 den første udbetaling på USD 7,5 millioner for verificerede emissionsreduktioner svarende til 500.000 ton CO₂.

Mulighed frem for hindring

Rapporten konkluderer, at CBAM ikke alene bør betragtes som en ekstern byrde, men som en strategisk katalysator. Proaktiv dekarbonisering reducerer fremtidige CBAM-forpligtelser og styrker Centralasiens langsigtede konkurrenceevne på et globalt marked, der i stigende grad prissætter kulstof. Regeringerne opfordres til at engagere udviklingsfinansieringsinstitutioner, etablere risikodelingsinstrumenter og anvende koncessionel finansiering for at tiltrække privat kapital til grønne investeringer.