Rom I-forordningen om lovvalg for kontraktlige forpligtelser

Artikel 1

Materielt anvendelsesområde

1. Denne forordning finder anvendelse på kontraktlige forpligtelser på det civil- og handelsretlige område i situationer, hvor der skal foretages et lovvalg.

Den finder i særdeleshed ikke anvendelse på spørgsmål vedrørende skat, told eller på administrative anliggender.

2. Denne forordning finder ikke anvendelse på:

a) spørgsmål vedrørende fysiske personers rets- eller handleevne, jf. dog artikel 13

b) forpligtelser, der udspringer af familieforhold og af forhold, der ifølge den lov, der finder anvendelse på sådanne forhold, anses for at have tilsvarende virkninger, herunder underholdsforpligtelser

c) forpligtelser, der udspringer af formueforholdet mellem ægtefæller, af formueforholdet mellem partnere i forhold, der ifølge den lov, der finder anvendelse på sådanne forhold, anses for at have virkninger svarende til et ægteskabs, eller af testamenter og arv

d) forpligtelser, der udspringer af veksler, checks og ordregældsbreve eller af andre omsætningspapirer i det omfang forpligtelserne ifølge sådanne andre omsætningspapirer udspringer af deres negotiable karakter

e) voldgifts- og værnetingsaftaler

f) spørgsmål, der er omfattet af reglerne for selskaber, foreninger og andre juridiske personer, såsom spørgsmål om disses stiftelse ved registrering eller på anden måde, deres handleevne, interne organisation og opløsning samt om ledelsens eller deltagernes personlige ansvar i denne egenskab for selskabets, foreningens eller den juridiske persons forpligtelser

g) spørgsmålet om, hvorvidt en mellemmand kan indgå bindende retshandler over for tredjemand på en principals vegne, eller et organ kan indgå bindende retshandler over for tredjemand på et selskabs, en forenings eller en anden juridisk persons vegne

h) stiftelse af en trust eller forholdet mellem stiftere, trustees og begunstigede

i) forpligtelser, der udspringer af forhandlinger forud for indgåelsen af en kontrakt

j) forsikringsaftaler, der udspringer af virksomhed udøvet af andre organer end de selskaber, der er nævnt i artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring (), hvormed formålet er at tildele lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, der er sammensluttet enten inden for et selskab eller en gruppe af selskaber eller inden for en faglig eller tværfaglig sektor, ydelser ved dødsfald, i levende live eller ved bortfald eller nedsættelse af erhvervsevnen eller ved arbejdsrelateret sygdom eller arbejdsulykker.

3. Denne forordning finder ikke anvendelse på bevisspørgsmål og processuelle spørgsmål, jf. dog artikel 18.

4. I denne forordning forstås ved »medlemsstat«, de medlemsstater, som denne forordning finder anvendelse på. I artikel 3, stk. 4, og artikel 7 forstås dog samtlige medlemsstater.

Artikel 2

Universel anvendelse

Den lov, som udpeges efter denne forordning, finder anvendelse, selv om det ikke er loven i en medlemsstat.

KAPITEL II

ENSARTEDE REGLER

Artikel 3

Aftalt lovvalg

1. En aftale er underlagt den lov, som parterne har vedtaget. Lovvalget skal være udtrykkeligt eller klart fremgå af aftalens bestemmelser eller omstændighederne i øvrigt. Parternes lovvalg kan omfatte hele aftalen eller kun en del deraf.

2. Parterne kan på et hvilket som helst tidspunkt vedtage, at aftalen skal være underkastet en anden lov end den, som hidtil skulle anvendes, enten ifølge et tidligere lovvalg aftalt i henhold til denne artikel eller i henhold til andre bestemmelser i denne forordning. Enhver ændring af lovvalg, der finder sted efter aftalens indgåelse, berører ikke aftalens gyldighed med hensyn til form ifølge artikel 11 og kan ikke gribe ind i tredjemands rettigheder.

3. Er alle andre elementer med relevans for sagen på det tidspunkt, hvor valget foretages, lokaliseret i et andet land end det land, hvis lov er valgt, kan parternes lovvalg ikke medføre tilsidesættelse af de regler i dette andet lands lovbestemmelser, som ikke kan fraviges ved aftale.

4. Er alle andre elementer med relevans for sagen på det tidspunkt, hvor valget foretages, lokaliseret i en eller flere medlemsstater, kan parternes valg af en anden lov end loven i en medlemsstat ikke medføre tilsidesættelse af bestemmelser i fællesskabsretten, i givet fald som gennemført i den medlemsstat, hvor domstolen er beliggende, som ikke kan fraviges ved aftale.

5. Spørgsmål om eksistens og gyldighed af parternes samtykke til, at en bestemt lov skal anvendes, afgøres efter bestemmelserne i artikel 10, 11 og 13.

Artikel 4

Lovvalg i mangel af aftale herom

1. Har parterne ikke aftalt lovvalg i overensstemmelse med artikel 3, bestemmes den lov, der finder anvendelse på aftalen, som følger, jf. dog artikel 5-8:

a) aftaler om køb af varer er underlagt loven i det land, hvor sælger har sit sædvanlige opholdssted

b) tjenesteydelsesaftaler er underlagt loven i det land, hvor tjenesteyderen har sit sædvanlige opholdssted

c) aftaler vedrørende en tinglig rettighed over fast ejendom eller leje eller forpagtning af fast ejendom er underlagt loven i det land, hvor ejendommen er beliggende

d) uanset litra c) gælder, at aftaler om leje eller forpagtning af fast ejendom med henblik på midlertidig privat brug i højst seks på hinanden følgende måneder er underlagt loven i det land, hvor ejeren har sit sædvanlige opholdssted, forudsat at lejeren eller forpagteren er en fysisk person med sædvanligt opholdssted i samme land

e) franchiseaftaler er underlagt loven i det land, hvor franchisetageren har sit sædvanlige opholdssted

f) distributionsaftaler er underlagt loven i det land, hvor distributøren har sit sædvanlige opholdssted

g) aftaler om salg af varer ved auktion er underlagt loven i det land, hvor auktionen finder sted, hvis et sådant sted kan bestemmes

h) aftaler indgået inden for et multilateralt system, der sætter flere tredjeparters interesse i køb og salg af finansielle instrumenter i forbindelse med hinanden eller befordrer dette, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 17), i direktiv 2004/39/EF, under iagttagelse af ufravigelige regler og underlagt én enkelt lov, er underlagt denne lov.

2. Er aftalen ikke omfattet af stk. 1, eller er aftalens bestanddele omfattet af mere end et af litraerne a)-h) i stk. 1, underlægges aftalen loven i det land, hvor den part, der præsterer den for aftalen karakteristiske ydelse, har sit sædvanlige opholdssted.

3. Fremgår det klart af alle sagens omstændigheder, at aftalen hvor parterne ikke har aftalt lovvalg, har åbenbart nærmere tilknytning til et andet land end det, der er angivet i stk. 1 eller 2, finder loven i dette andet land anvendelse.

4. Kan det i henhold til stk. 1 eller 2 ikke bestemmes, hvilken lov der finder anvendelse, er aftalen underlagt loven i det land, hvortil den har sin nærmeste tilknytning.

Artikel 5

Transportaftaler

1. I det omfang parterne i henhold til artikel 3 ikke har aftalt, hvilken lov der finder anvendelse på en transportaftale, finder loven i det land, hvor transportøren har sit sædvanlige opholdssted, anvendelse, forudsat at modtagelsesstedet eller leveringsstedet eller befragterens sædvanlige opholdssted også er beliggende i dette land. Er disse krav ikke opfyldt, finder loven i det land, hvor det mellem parterne aftalte leveringssted er beliggende, anvendelse.

2. I det omfang parterne ikke har aftalt, hvilken lov der finder anvendelse på en aftale om befordring af passagerer, jf. andet afsnit, er sådanne aftaler underlagt loven i det land, hvor passageren har sit sædvanlige opholdssted, forudsat at enten afrejsestedet eller bestemmelsesstedet er beliggende i dette land. Er disse krav ikke opfyldt, finder loven i det land, hvor transportøren har sit sædvanlige opholdssted, anvendelse.

Som den lov, der finder anvendelse på en aftale om befordring af passagerer, jf. artikel 3, kan parterne kun vælge loven i det land, hvor:

a) passageren har sit sædvanlige opholdssted, eller

b) transportøren har sit sædvanlige opholdssted, eller

c) transportøren har sit hovedkontor, eller

d) afrejsestedet er beliggende, eller

e) bestemmelsesstedet er beliggende.

3. Fremgår det klart af alle sagens omstændigheder, at aftalen, hvor parterne ikke har aftalt lovvalg, har åbenbart nærmere tilknytning til et andet land end det, der er angivet i stk. 1 eller 2, finder loven i dette andet land anvendelse.

Artikel 6

Forbrugeraftaler

1. Med forbehold af artikel 5 og 7 er en aftale, som en fysisk person med henblik på brug, der må anses for at ligge uden for vedkommendes erhvervsmæssige virksomhed (»forbrugeren«), indgår med en anden person, der handler som led i sin erhvervsmæssige virksomhed (»den erhvervsdrivende«), underlagt loven i det land, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted, forudsat at den erhvervsdrivende:

a) udøver sin erhvervsmæssige virksomhed i det land, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted, eller

b) på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod dette land eller mod flere lande, inklusive dette land

og aftalen er omfattet af sådan virksomhed.

2. Uanset stk. 1 kan parterne vælge den lov, der skal finde anvendelse på en aftale, der opfylder kravene i stk. 1, i overensstemmelse med artikel 3. Et sådant lovvalg må dog ikke medføre, at forbrugeren berøves den beskyttelse, der tilkommer ham i medfør af bestemmelser, som ikke kan fraviges ved aftale i henhold til den lov, som ville have fundet anvendelse efter stk. 1, såfremt parterne ikke havde aftalt lovvalg.

3. Er kravene i stk. 1, litra a) eller b), ikke opfyldt, bestemmes den lov, der finder anvendelse på en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, efter artikel 3 og 4.

4. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på:

a) aftaler om levering af tjenesteydelser til forbrugere, såfremt disse udelukkende skal præsteres i et andet land end det, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted

b) transportaftaler, bortset fra aftaler om pakkerejser som defineret i Rådets direktiv 90/314/EØF af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure ()

c) aftaler vedrørende en tinglig rettighed over fast ejendom eller leje eller forpagtning af fast ejendom, bortset fra aftaler om brugsret til fast ejendom på timesharebasis som defineret i direktiv 94/47/EF

d) rettigheder og forpligtelser, der udgør et finansielt instrument, og rettigheder og forpligtelser, der udgør vilkår og betingelser for udstedelse, udbud til offentligheden eller offentlige tilbud om overtagelse af værdipapirer og tegning og tilbagetrækning af andele i investeringsinstitutter, for så vidt disse aktiviteter ikke udgør levering af en finansiel tjenesteydelse

e) aftaler indgået inden for den type system, der falder ind under anvendelsesområdet for artikel 4, stk. 1, litra h).

Artikel 7

Forsikringsaftaler

1. Denne artikel finder anvendelse på de i stk. 2 omhandlede aftaler, uanset om den dækkede risiko er beliggende i en medlemsstat eller ej, og på alle andre forsikringsaftaler, der dækker risici, der er beliggende inden for medlemsstaternes område. Den finder ikke anvendelse på genforsikringsaftaler.

2. En forsikringsaftale, der dækker store risici som defineret i artikel 5, litra d), i Rådets første direktiv 73/239/EØF af 24. juli 1973 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (), er underlagt den lov, som parterne har aftalt i overensstemmelse med artikel 3 i denne forordning.

Har parterne ikke aftalt, hvilken lov der finder anvendelse, er forsikringsaftalen underlagt loven i det land, hvor forsikringsgiveren har sit sædvanlige opholdssted. Fremgår det af alle sagens omstændigheder klart, at aftalen har en åbenbart nærmere tilknytning til et andet land, finder loven i dette andet land anvendelse.

3. Er der tale om en anden type forsikringsaftale end den i stk. 2 omhandlede, kan parterne kun vælge følgende love i overensstemmelse med stk. 3:

a) loven i enhver medlemsstat, hvor risikoen er beliggende på tidspunktet for aftalens indgåelse

b) loven i det land, hvor forsikringstageren har sit sædvanlige opholdssted

c) for så vidt angår livsforsikringsaftaler, loven i den medlemsstat, hvori forsikringstageren er statsborger

d) for så vidt angår forsikringsaftaler, der dækker risici begrænset til begivenheder, der finder sted i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor risikoen er beliggende, loven i den medlemsstat

e) hvor forsikringstageren til en aftale, der er omfattet af dette stykke, udøver en kommerciel eller industriel aktivitet eller et liberalt erhverv, og forsikringsaftalen dækker to eller flere risici, som har relation til disse aktiviteter og er beliggende i forskellige medlemsstater, loven i enhver af de berørte medlemsstater eller loven i det land, hvori forsikringstageren har sit sædvanlige opholdssted.

Giver de medlemsstater, der henvises til i de i litra a), b) eller e) omhandlede tilfælde, større frihed med hensyn til valg af den lov, der finder anvendelse på forsikringsaftalen, kan parterne benytte sig af denne frihed.

Har parterne ikke aftalt, hvilken lov der finder anvendelse i overensstemmelse med dette stykke, underlægges den pågældende aftale loven i den medlemsstat, hvori risikoen er beliggende på tidspunktet for aftalens indgåelse.

4. Følgende supplerende bestemmelser finder anvendelse på forsikringsaftaler, der dækker risici mod hvilke, der er pligt til at tegne forsikring i medlemsstaterne:

a) Forsikringsaftalen opfylder ikke forpligtelsen til at tegne forsikring, medmindre den overholder de særlige bestemmelser vedrørende den pågældende forsikring, der er fastlagt af den medlemsstat, hvor tegning af forsikringen er obligatorisk. Hvis loven i den medlemsstat, hvori risikoen er beliggende, og loven i den medlemsstat, hvor tegning af forsikringen er obligatorisk, er i modstrid med hinanden, finder loven i sidstnævnte medlemsstat anvendelse.

Artikel 8

Individuelle arbejdsaftaler

1. En individuel arbejdsaftale er undergivet loven i det land, som parterne har aftalt i henhold til artikel 3. Et sådant lovvalg må dog ikke medføre, at arbejdstageren berøves den beskyttelse, der tilkommer ham i medfør af bestemmelser, som ikke kan fraviges ved aftale i henhold til den lov, som ville have fundet anvendelse efter stk. 2, 3 og 4 i denne artikel, såfremt parterne ikke havde aftalt lovvalg.

2. I det omfang parterne ikke har aftalt, hvilken lov der skal anvendes på den individuelle arbejdsaftale, er aftalen undergivet loven i det land, hvori eller subsidiært hvorfra arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde. Det land, hvor arbejdet sædvanligvis udføres, anses ikke for at have ændret sig, hvis arbejdstageren midlertidigt er beskæftiget i et andet land.

3. Kan det ikke i henhold til stk. 2 afgøres, hvilken lov der skal anvendes, er aftalen underlagt loven i det land, hvor det forretningssted, som har antaget arbejdstageren, er beliggende.

4. Når det af omstændighederne som helhed fremgår, at aftalen har en nærmere tilknytning til et andet land end det, der er omhandlet i stk. 2 og 3, anvendes dette andet lands lov.

Artikel 9

Overordnede præceptive bestemmelser

1. Overordnede præceptive bestemmelser er bestemmelser, hvis overholdelse af et land anses for at være så afgørende for beskyttelsen af dets offentlige interesser, som f.eks. dets politiske, sociale og økonomiske struktur, at bestemmelserne finder anvendelse på alle forhold, der falder ind under deres anvendelsesområde, uanset hvilken lov der i øvrigt skal anvendes på aftalen i henhold til denne forordning.

2. Intet i denne forordning begrænser anvendelsen af overordnede præceptive bestemmelser i domstolslandets lov.

3. De overordnede præceptive bestemmelser i det land, hvor de forpligtelser, der udspringer af aftalen, skal opfyldes eller allerede er opfyldt, kan tillægges vægt, for så vidt disse overordnede præceptive bestemmelser gør opfyldelsen af aftalen ulovlig. Ved afgørelsen af, om sådanne bestemmelser bør tillægges vægt, tages der hensyn til deres karakter og formål samt til virkningerne af deres anvendelse eller tilsidesættelse.

Artikel 10

Samtykke og materiel gyldighed

1. Spørgsmål om eksistensen og gyldigheden af en aftale eller en aftalebestemmelse er underlagt den lov, der ville finde anvendelse i henhold til denne forordning, hvis aftalen eller bestemmelsen var gyldig.

2. En part kan dog, for at godtgøre, at han eller hun ikke har samtykket i aftalen eller bestemmelsen, påberåbe sig loven i det land, hvor han eller hun har sit sædvanlige opholdssted såfremt det af omstændighederne fremgår, at det ikke ville være rimeligt at bestemme virkningen af hans eller hendes adfærd efter den i stk. 1 angivne lov.

Artikel 11

Gyldighed med hensyn til form

1. En aftale, der er indgået mellem personer, som, eller hvis befuldmægtigede, befinder sig i samme land på tidspunktet for aftalens indgåelse, er gyldig med hensyn til form, hvis den opfylder formkravene i den lov, som i henhold til denne forordning finder anvendelse på aftalens materielle indhold, eller loven i det land, hvor aftalen er indgået.

2. En aftale, der er indgået mellem personer, som, eller hvis befuldmægtigede, befinder sig i forskellige lande på tidspunktet for aftalens indgåelse, er gyldig med hensyn til form, hvis den opfylder formkravene i den lov, som i henhold til denne forordning finder anvendelse på aftalens materielle indhold, eller loven i et af de lande, hvor en af parterne eller en af disses befuldmægtigede befinder sig på tidspunktet for aftalens indgåelse, eller loven i det land, hvor en af parterne på det pågældende tidspunkt havde sit sædvanlige opholdssted.

3. En ensidig viljeserklæring vedrørende en eksisterende eller påtænkt aftale er gyldig med hensyn til form, hvis den opfylder formkravene i den lov, som finder eller ville finde anvendelse på aftalens materielle indhold i henhold til denne forordning, eller loven i det land, hvor den pågældende viljeserklæring blev afgivet, eller loven i det land, hvor den person, der afgav den, på det tidspunkt havde sit sædvanlige opholdssted.

4. Stk. 1, 2 og 3 finder ikke anvendelse på aftaler, som er omfattet af artikel 6. Spørgsmålet om disse aftalers gyldighed med hensyn til form afgøres efter loven i det land, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted.

5. Uanset stk. 1-4 er en aftale vedrørende en tinglig rettighed over fast ejendom eller leje eller forpagtning af fast ejendom underlagt formkravene i loven i det land, hvor ejendommen er beliggende, for så vidt disse krav ifølge denne lov:

a) skal iagttages, uanset i hvilket land aftalen indgås og uanset hvilken lov der finder anvendelse på aftalen, og

b) ikke kan fraviges ved aftale.

Artikel 12

Rækkevidden af den lov, der skal anvendes

1. Den lov, som i henhold til denne forordning skal anvendes på en aftale, finder navnlig anvendelse på spørgsmål om:

a) fortolkning

b) opfyldelse

c) virkningerne af hel eller delvis misligholdelse af aftalen, herunder erstatningsudmåling i det omfang, dette reguleres af retsregler, dog kun inden for grænserne af de beføjelser, som domstolen er tillagt ved de retsplejeregler, den er underlagt

d) de forskellige måder, hvorpå forpligtelser kan ophøre, samt forældelse og anden rettighedsfortabelse som følge af fristoverskridelse

e) virkningerne af en aftales ugyldighed.

2. For så vidt angår opfyldelsesmåderne og de foranstaltninger, kreditor kan træffe i tilfælde af mangelfuld opfyldelse, skal der tages hensyn til loven på det sted, hvor opfyldelsen sker.

Artikel 13

Manglende handleevne

Er en aftale indgået mellem personer, der befinder sig i samme land, kan en fysisk person, som ville have handleevne efter loven i dette land, kun påberåbe sig sin manglende handleevne efter loven i et andet land, såfremt den anden aftalepart ved aftalens indgåelse var eller burde have været klar over denne manglende handleevne.

Artikel 14

Overdragelse af fordringer og aftalebestemt subrogation

1. Ved overdragelse af en fordring mod en anden person (»skyldneren«) eller aftalebestemt subrogation er forholdet mellem overdrageren og erhververen undergivet den lov, som i henhold til denne forordning skal anvendes på aftalen mellem overdrageren og erhververen.

2. Den lov, som finder anvendelse på den af overdragelsen eller subrogationen omfattede fordring, afgør fordringens overdragelighed, forholdet mellem erhververen og skyldneren eller mellem overdrageren og erhververen, betingelserne for, at overdragelsen kan gøres gældende mod skyldneren, samt spørgsmål om, hvorvidt skyldneren er blevet frigjort for sine forpligtelser.

3. Begrebet overdragelse i denne artikel omfatter direkte overførsler af fordringer, overførsler af fordringer som sikkerhed og pant eller andre rettigheder til sikkerhed i fordringer.

Artikel 15

Lovbestemt subrogation

Når en person (»fordringshaveren«) har en ved aftale stiftet fordring mod en anden (»skyldneren«), og en tredjemand er forpligtet til at fyldestgøre fordringshaveren eller har fyldestgjort denne i henhold til en sådan forpligtelse, afgør den lov, der finder anvendelse på denne tredjemands forpligtelse til at fyldestgøre fordringshaveren, hvorvidt og i hvilket omfang tredjemand over for skyldneren kan udøve de rettigheder, som fordringshaveren havde mod skyldneren efter den lov, som finder anvendelse på forholdet mellem disse.

Artikel 16

Flere skyldnere

Har en fordringshaver en fordring mod flere skyldnere, der hæfter solidarisk, og har en af skyldnerne allerede fyldestgjort fordringen helt eller delvis, afgør den lov, der finder anvendelse på denne skyldners forpligtelse over for fordringshaveren, også denne skyldners regresret over for de øvrige skyldnere. De øvrige skyldnere kan påberåbe sig de indsigelser, de havde over for fordringshaveren, for så vidt der er hjemmel herfor i den lov, der finder anvendelse på deres forpligtelser over for fordringshaveren.

Artikel 17

Modregning

Har parterne ikke aftalt ret til modregning, er modregning underlagt den lov, der skal anvendes på den fordring, i forhold til hvilken retten til modregning gøres gældende.

Artikel 18

Bevisbyrde

1. Den lov, der gælder for en kontraktlig forpligtelse i henhold til denne forordning, finder anvendelse for så vidt den indeholder lovformodnings- og bevisbyrderegler vedrørende kontraktlige forpligtelser.

2. Bevis for en aftale eller en viljeserklæring kan føres ved ethvert bevismiddel, som anerkendes i domstolslandets lov eller i en af de i artikel 11 omhandlede love, hvorefter aftalen eller viljeserklæringen er gyldig med hensyn til form, forudsat at domstolen kan gennemføre en sådan bevisførelse.

KAPITEL III

ANDRE BESTEMMELSER

Artikel 19

Sædvanligt opholdssted

1. Ved anvendelsen af denne forordning har selskaber, foreninger og andre juridiske personer sædvanligt opholdssted det sted, hvor de har deres hovedkontor.

En fysisk person, der handler som led i sin erhvervsmæssige virksomhed, har sædvanligt opholdssted det sted, hvor den pågældende har sin hovedvirksomhed.

2. Er aftalen indgået som led i driften af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed, eller påhviler det i henhold til aftalen en sådan filial, agentur eller virksomhed at opfylde forpligtelsen, gælder dog stedet for denne virksomhed som sædvanligt opholdssted.

3. Ved bestemmelsen af sædvanligt opholdssted er det relevante tidspunkt tidspunktet for aftalens indgåelse.

Artikel 20

Udelukkelse af renvoi

Anvendelse af et bestemt lands lov, som er udpeget efter denne forordning, indebærer anvendelse af de gældende retsregler i det pågældende land med undtagelse af landets internationalprivatretlige regler, medmindre andet gælder ifølge denne forordning.

Artikel 21

Ordre public i domstolslandet

Anvendelsen af en bestemmelse i et bestemt lands lov, som er udpeget efter denne forordning, kan kun undlades, hvis en sådan anvendelse er åbenbart uforenelig med ordre public i domstolslandet.

Artikel 22

Stater med mere end ét retssystem

1. Omfatter en stat flere territoriale enheder, som hver har sine egne retsregler vedrørende kontraktlige forpligtelser, skal hver territorial enhed anses for et land ved bestemmelsen af, hvilken lov der skal anvendes i henhold til denne forordning.

2. En medlemsstat, i hvilken forskellige territoriale enheder har deres egne retsregler vedrørende kontraktlige forpligtelser, er ikke forpligtet til at anvende denne forordning i tilfælde, hvor der alene er tale om valg mellem lovene i sådanne enheder.

Artikel 23

Forholdet til andre bestemmelser i fællesskabsretten

Med undtagelse af artikel 7 berører denne forordning ikke anvendelsen af fællesskabsretlige bestemmelser, som på særlige områder fastsætter lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser.

Artikel 24

Forholdet til Rom-konventionen

1. Denne forordning træder i stedet for Rom-konventionen i medlemsstaterne, dog ikke for så vidt angår de af medlemsstaternes territorier, som er omfattet af konventionens geografiske anvendelsesområde, og som ikke er omfattet af denne forordning i medfør af traktatens artikel 299.

2. I det omfang denne forordning erstatter bestemmelserne i Rom-konventionen, forstås henvisninger til denne konvention som henvisninger til denne forordning.

Artikel 25

Forholdet til eksisterende internationale konventioner

1. Denne forordning berører ikke anvendelsen af internationale konventioner, som en eller flere medlemsstater er parter i på tidspunktet for denne forordnings vedtagelse, og som fastsætter lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser.

2. Denne forordning har dog i forbindelserne mellem medlemsstaterne forrang for konventioner, der udelukkende er indgået mellem to eller flere medlemsstater, for så vidt sådanne konventioner vedrører områder, der er omfattet af denne forordning.

Artikel 26

Liste over konventioner

1. Senest den 17. juni 2009 meddeler medlemsstaterne Kommissionen de i artikel 25, stk. 1, omhandlede konventioner. Efter denne dato meddeler medlemsstaterne Kommissionen enhver opsigelse af sådanne konventioner.

2. Senest seks måneder efter modtagelsen af de i stk. 1 nævnte meddelelser offentliggør Kommissionen i Den Europæiske Unions Tidende:

a) en liste over de i stk. 1 omhandlede konventioner, og

b) de i stk. 1 omhandlede opsigelser.

Artikel 27

Revisionsklausul

1. Senest den 17. juni 2013 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af denne forordning. Om nødvendigt ledsages rapporten af forslag om tilpasning af denne forordning. Rapporten skal indeholde:

a) en undersøgelse af den lov, der finder anvendelse på forsikringsaftaler, og en vurdering af virkningerne af de bestemmelser, der eventuelt skal indføres, og

b) en vurdering af anvendelsen af artikel 6, navnlig hvad angår sammenhængen i fællesskabslovgivningen på forbrugerbeskyttelsesområdet.

2. Senest den 17. juni 2010 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om effektiviteten af en overdragelse eller subrogation af en fordring over for tredjepart og den fortrinsret, som den af overdragelsen eller subrogationen omfattede fordring har i forhold til en anden persons rettighed. Om nødvendigt ledsages rapporten af et forslag om ændring af denne forordning og en vurdering af virkningerne af de bestemmelser, der skal indføres.

Artikel 28

Tidsmæssig anvendelse

Denne forordning finder anvendelse på aftaler, der er indgået fra den 17. december 2009.

KAPITEL IV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 29

Ikrafttræden og anvendelse

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 17. december 2009, undtagen artikel 26, der anvendes fra den 17. juni 2009.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

() EUT C 318 af 23.12.2006, s. 56.

() Europa-Parlamentets udtalelse af 29.11.2007 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 5.6.2008.

() EFT C 12 af 15.1.2001, s. 1.

() EUT C 53 af 3.3.2005, p. 1.

() EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1791/2006 (EUT L 363 af 20.12.2006, s. 1).

() EUT L 199 af 31.7.2007, s. 40.

() EUT C 334 af 30.12.2005, s. 1.

() EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1. Senest ændret ved direktiv 2008/10/EF (EUT L 76 af 19.3.2008, s. 33).

() EFT L 375 af 31.12.1985, s. 3. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/18/EF (EUT L 76 af 19.3.2008, s. 42).

() EFT L 280 af 29.10.1994, s. 83.

() EFT L 166 af 11.6.1998, s. 45.

() EFT L 18 af 21.1.1997, s. 1.

() EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1.

() EFT L 345 af 19.12.2002, s. 1. Senest ændret ved direktiv 2008/19/EF (EUT L 76 af 19.3.2008, s. 44).

() EFT L 158 af 23.6.1990, s. 59.

() EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF (EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1).

() EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF (EUT L 149 af 11.6.2005, s. 14).