Search for a command to run...
(Kommissionens forordning (EF) nr. 692/2008 om gennemførelse og ændring af forordning (EF) nr. 715/2007 vedrørende typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner (Euro 5 og Euro 6) og adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer)
28.7.2008 DA EN Den Europæiske Unions Tidende L 199/1
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 95,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 af 20. juni 2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro 6) og om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer , særlig artikel 4, stk. 4, artikel 5, stk. 3, og artikel 8, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Forordning (EF) nr. 715/2007 er en af de særlige retsakter inden for rammerne af den typegodkendelsesprocedure, der er fastlagt ved Rådets direktiv 70/156/EØF af 6. februar 1970 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om godkendelse af motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer dertil .
(2) Forordning (EF) nr. 715/2007 indeholder bestemmelser om, at nye lette køretøjer skal overholde de nye emissionsgrænseværdier, og yderligere krav om adgang til information. De tekniske krav træder i kraft i to etaper, således at Euro 5 gælder fra 1. september 2009 og Euro 6 fra 1. september 2014. De specifikke tekniske bestemmelser, der er nødvendige for gennemførelsen af nævnte forordning, bør vedtages. Formålet med nærværende forordning er derfor at fastsætte de nødvendige krav for typegodkendelse af Euro 5- og Euro 6-køretøjer.
(3) I henhold til artikel 5 i forordning (EF) nr. 715/2007 skal der fastsættes specifikke tekniske krav om kontrol af emissioner fra køretøjer i gennemførelseslovgivningen. Sådanne krav bør derfor fastsættes.
(4) Det er efter vedtagelsen af de væsentligste krav for typegodkendelse i forordning (EF) nr. 715/2007 nødvendigt at fastsætte administrative bestemmelser for EF-typegodkendelse af lette køretøjer. Disse administrative bestemmelser bør omfatte bestemmelser om produktionens overensstemmelse og overensstemmelse efter ibrugtagning for at sikre fortsat gode præstationer i forbindelse med seriefremstillede køretøjer.
(5) Det er i henhold til artikel 11 i forordning (EF) nr. 715/2007 nødvendigt at fastsætte krav for typegodkendelse af forureningsbegrænsende udskiftningsanordninger for at sikre, at de fungerer korrekt.
(6) Det er i henhold til artikel 6 og 7 i forordning (EF) nr. 715/2007 også nødvendigt at fastsætte krav med henblik på at sikre adgang til OBD-informationer (egendiagnose) samt reparations- og vedligeholdelsesinformationer og at sikre, at uafhængige aktører har adgang til sådanne informationer.
(7) I henhold til forordning (EF) nr. 715/2007 bør bestemmelserne i denne forordning vedrørende adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer, informationer for diagnoseværktøj og om udskiftningsdeles kompatibilitet med køretøjers OBD-systemer ikke være begrænset til emisssionsrelaterede komponenter og systemer, men bør også omfatte alle aspekter af et køretøj, der er genstand for typegodkendelse inden for rammerne af denne forordning.
(8) Som fastsat i artikel 14, stk. 2, i forordning (EF) nr. 715/2007 indføres der justerede grænseværdier for partikelmasse og nye grænseværdier for partikelantal.
(9) Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Tekniske Udvalg for Motorkøretøjer, der er nedsat i henhold til artikel 40 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF af 5. september 2007 om fastlæggelse af en ramme for godkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer (»rammedirektivet«) .
(10) Der bør nedsættes et forum med henblik på at undersøge eventuelle problemer i forbindelse med gennemførelsen af punkt 2.2 i bilag XIV om adgang til informationer om køretøjets sikkerhedselementer. Udvekslingen af informationer inden for rammerne af dette forum bør bidrage til at reducere risikoen for misbrug af køretøjers sikkerhedsinformation. Det kan på grund af emnets følsomme karakter være nødvendigt at holde forummets drøftelser og konklusioner fortrolige —
UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING: