Search for a command to run...
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 924/2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001)
9.10.2009 DA Den Europæiske Unions Tidende L 266/11
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 95, stk. 1,
under henvisning til forslag fra Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ,
under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank ,
efter proceduren i traktatens artikel 251 , og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Af hensyn til et velfungerende indre marked og for at lette den grænseoverskridende handel i Fællesskabet er det afgørende, at gebyrerne for grænseoverskridende betalinger i euro er de samme som for tilsvarende betalinger inden for en medlemsstat. Dette princip om lige store gebyrer er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2560/2001 af 19. december 2001 om grænseoverskridende betalinger i euro , der gælder for grænseoverskridende betalinger i euro og i svenske kroner op til 50 000 EUR, eller tilsvarende.
(2) Kommissionen rapport af 11. februar 2008 om anvendelsen af forordning (EF) nr. 2560/2001 om grænseoverskridende betalinger i euro bekræftede, at anvendelsen af denne forordning reelt har nedbragt gebyrerne for grænseoverskridende betalingstransaktioner i euro til gebyrniveauet for indenlandske betalinger, og at forordningen har opmuntret den europæiske betalingssektor til at gøre den nødvendige indsats for at opbygge en fællesskabsdækkende betalingsinfrastruktur.
(3) Kommissionens rapport så nærmere på de praktiske problemer i forbindelse med gennemførelsen af forordning (EF) nr. 2560/2001. Som konklusion blev der foreslået en række ændringer af den omtalte forordning for at imødegå de problemer, som blev påpeget under revisionsprocessen. Disse problemer vedrører forstyrrelser af det indre marked for betalinger som følge af uensartede forpligtelser til at indberette statistikker, håndhævelsen af forordning (EF) nr. 2560/2001, fordi der ikke er udpeget nationale kompetente myndigheder, manglen på organer til udenretslig bilæggelse af tvister i relation til den omtalte forordning og det faktum, at forordningen ikke omfatter direkte debiteringer.
(4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstjenester i det indre marked indeholder et moderne retsgrundlag for oprettelsen af et fællesskabsdækkende indre marked for betalinger. For at sikre juridisk sammenhæng mellem begge retsakter er det hensigtsmæssigt at ændre de relevante bestemmelser i forordning (EF) nr. 2560/2001, navnlig definitionerne.
(5) Forordning (EF) nr. 2560/2001 omfatter grænseoverskridende pengeoverførsler og grænseoverskridende elektroniske betalingstransaktioner. I overensstemmelse med målet for direktiv 2007/64/EF, som er at muliggøre grænseoverskridende direkte debiteringer, er det hensigtsmæssigt at udvide anvendelsesområdet for forordning (EF) nr. 2560/2001. Det er stadig ikke hensigtsmæssigt at anvende princippet om lige store gebyrer for betalingsinstrumenter, der hovedsagelig eller udelukkende er papirbaserede, som f.eks. checks, eftersom de i sagens natur ikke kan håndteres så effektivt som elektroniske betalinger.
(6) Princippet om lige store gebyrer bør finde anvendelse på betalinger, der er påbegyndt eller afsluttet på papir eller i kontanter, og som er blevet behandlet elektronisk i løbet af betalingskæden, bortset fra checks, samt på alle gebyrer, der er direkte eller indirekte forbundet med en betalingstransaktion, herunder gebyrer forbundet med en kontrakt, eksklusive vekselgebyrer. Indirekte gebyrer omfatter gebyrer for oprettelse af en fast betalingsordre eller gebyrer for anvendelse af et betalingskort eller debet- eller kreditkort, som bør være de samme for indenlandske og grænseoverskridende betalingstransaktioner inden for Fællesskabet.
(7) Med henblik på at forebygge, at betalingsmarkedet opsplittes, er det hensigtsmæssigt at følge princippet om lige store gebyrer. Der bør til dette formål for hver kategori af grænseoverskridende betalingstransaktion identificeres en indenlandsk betaling med samme eller meget tilsvarende karakteristika som den grænseoverskridende betaling. Det bør være muligt bl.a. at anvende følgende kriterier til identifikation af den indenlandske betaling, der svarer til en grænseoverskridende betaling: den kanal, som benyttes til at initiere, udføre og afslutte betalingen, automatiseringsgraden, en eventuel betalingsgaranti, kundestatus og forbindelse med udbyderen af betalingstjenester eller det betalingsinstrument, der anvendes, som defineret i , . Disse kriterier bør ikke betragtes som udtømmende.
(8) De kompetente myndigheder bør udstede retningslinjer for identifikation af tilsvarende betalinger, når de finder det nødvendigt. Kommissionen bør, om nødvendigt med bistand fra Betalingsudvalget, give passende vejledning og bistå de kompetente myndigheder.
(9) Det er væsentligt at lette udførelsen af grænseoverskridende betalinger for udbyderne af betalingstjenester. I den forbindelse bør standardiseringsbestræbelserne fremmes, især brugen af det internationale bankkontonummer (IBAN) og bankidentifikationskoden (BIC). Det er derfor hensigtsmæssigt, at udbydere af betalingstjenester oplyser betalingstjenesternes brugere om IBAN og BIC for den pågældende konto.
(10) Uensartede indberetningsforpligtelser angående betalingsbalancestatistikker, som udelukkende omfatter grænseoverskridende betalingstransaktioner, hindrer udviklingen af et integreret marked for betalinger, bl.a. inden for rammerne af det fælles eurobetalingsområde (SEPA). Inden for SEPA bør der senest 31. oktober 2011 foretages en fornyet vurdering af, om det vil være hensigtsmæssigt at fjerne disse bankafregningsbaserede indberetningsforpligtelser. For at garantere, at betalingsbalancestatistikker forelægges løbende, rettidigt og på effektiv vis, bør det også sikres, at lettilgængelige betalingsdata, f.eks. IBAN, BIC og transaktionsbeløbet og basale, aggregerede betalingsdata for forskellige betalingsinstrumenter fortsat kan indsamles, hvis ikke indsamlingsprocessen forstyrrer den automatiske gennemførelse af betalinger og kan gøres helt automatisk. Denne forordning berører ikke indberetningsforpligtelser til andre politiske formål som f.eks. forebyggelse af hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme eller til skattemæssige formål.
(11) I øjeblikket er der forskellige forretningsmodeller, der anvendes i forbindelse med de eksisterende nationale ordninger for direkte debitering. For at lette lanceringen af SEPA-ordningen for direkte debitering er det nødvendigt at indføre en fælles forretningsmodel og skabe større juridisk klarhed om multilaterale interbankgebyrer. For grænseoverskridende direkte debiteringer kunne dette opnås ved undtagelsesvis at fastsætte et maksimumsbeløb for det multilaterale interbankgebyr per transaktion i en overgangsperiode. Parterne i en multilateral aftale bør dog frit kunne fastsætte et lavere beløb eller enes om et multilateralt interbankgebyr på nul. For indenlandske direkte debiteringer inden for rammerne af SEPA kan der mellem betalerens og betalingsmodtagerens udbydere af betalingstjenester anvendes de samme interbankgebyrer eller andre aftalte interbankvederlag som dem, der eksisterede på nationalt plan inden datoen for anvendelsen af denne forordning. Hvis et sådant indenlandsk multilateralt interbankgebyr eller et andet aftalt interbankvederlag nedsættes eller afskaffes i løbet af overgangsperioden, for eksempel som følge af anvendelsen af konkurrenceretten, bør den reviderede ordning i overgangsperioden gælde for indenlandske direkte debiteringer inden for rammerne af SEPA. Er den direkte debiteringstransaktion omfattet af en bilateral aftale, bør indholdet i den bilaterale aftale imidlertid gå forud for ethvert multilateralt interbankgebyr eller andre aftalte interbankvederlag. Branchen kan gøre brug af den juridiske sikkerhed, der gives i overgangsperioden, til at udarbejde og vedtage en fælles, langsigtet forretningsmodel for driften af SEPA-ordningen for direkte debitering. Ved afslutningen af overgangsperioden bør en langsigtet løsning for forretningsmodellen for SEPA-ordningen for direkte debitering være på plads i overensstemmelse med EF-konkurrenceretten og Fællesskabets regelsæt. Kommissionen agter, inden for rammerne af en vedvarende dialog med banksektoren og på grundlag af bidrag fra de relevante markedsaktører, som en hastesag at give vejledning med hensyn til de objektive og målbare kriterier for foreneligheden af disse multilaterale interbankvederlag, som kunne omfatte multilaterale interbankgebyrer, med EF-konkurrenceretten og Fællesskabets regelsæt.
(12) For at en direkte debiteringstransaktion kan udføres, skal der være adgang til betalerens konto. For at fremme den vellykkede indførelse af direkte debitering inden for rammerne af SEPA er det derfor afgørende, at der er adgang til alle betaleres konti, når dette allerede er tilfældet for eksisterende indenlandske direkte debiteringer foretaget i euro; ellers vil betaler og betalingsmodtager ikke være i stand til at nyde godt af grænseoverskridende direkte debiteringer. Hvis ikke der er adgang til betalerens konto under SEPA-ordningen for direkte debitering, vil indbetaler (debitor) og betalingsmodtager (kreditor) ikke være i stand til at drage fordel af den nye direkte debiterings muligheder. Dette er især vigtigt, når betalingsmodtageren initierer direkte debiteringer i en batchfil, for eksempel en gang om måneden eller i kvartalet for elregninger eller andre regninger for forbrug, og ikke som en separat debitering for hver kunde. Er kreditorerne ikke i stand til at nå alle deres debitorer i en enkelt operation, vil en supplerende manuel indgriben være nødvendig, hvilket sandsynligvis vil øge omkostningerne. Stilles der derfor ikke krav om, at betalerens udbyder af betalingstjenester skal sikre adgang til dennes konti, vil effektiviteten af direkte debiteringer ikke være fuldt styrket, og konkurrencen på fælleseuropæisk plan vil fortsat være begrænset. I betragtning af de særlige kendetegn ved direkte debiteringer mellem virksomheder bør dette dog kun gælde for den centrale SEPA-ordning for direkte debitering og ikke for SEPA-ordningen for direkte debitering mellem virksomheder. Forpligtelsen til at sikre adgang omfatter retten for en udbyder af betalingstjenester til ikke at gennemføre en direkte debiteringstransaktion i overensstemmelse med den direkte debiteringsordnings regler vedrørende f.eks. afvisning, afslag eller tilbageføring af transaktioner. Forpligtelsen til at sikre adgang bør endvidere ikke gælde for udbydere af betalingstjenester, der er godkendt til at udbyde og udføre direkte debiteringstransaktioner, men som ikke udøver sådanne aktiviteter kommercielt.
(13) På grund af de tekniske krav, der er nødvendige for at sikre adgang, er det endvidere vigtigt for en betalers udbyder af betalingstjenester at have tilstrækkelig tid til at forberede sig på forpligtelsen til at sikre adgang. Udbydere af betalingstjenester bør derfor være omfattet af en overgangsperiode på højst et år efter datoen for anvendelsen af denne forordning med henblik på at overholde denne forpligtelse. Da udbydere af betalingstjenester fra medlemsstaterne uden for euroområdet vil være nødt til at foretage mere forberedende arbejde, bør sådanne udbydere af betalingstjenester have lov til at udsætte anvendelsen af forpligtelsen til at sikre adgang med højst fem år efter datoen for anvendelsen af denne forordning. Udbydere af betalingstjenester, som er beliggende i en medlemsstat, der har indført euroen som sin valuta senest fire år efter datoen for anvendelsen af denne forordning, bør dog være forpligtet til at overholde forpligtelsen til at sikre adgang senest et år efter den dato, hvor den pågældende medlemsstats indtrådte i euroområdet.
(14) De kompetente myndigheder bør have beføjelse til at udføre deres tilsynsopgaver effektivt og træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at betalingstjenesteudbyderne overholder denne forordning.
(15) For at gøre det muligt at klage og få erstatning i tilfælde hvor denne forordning er blevet anvendt ukorrekt, bør medlemsstaterne etablere hensigtsmæssige og effektive klage- og erstatningsprocedurer til bilæggelse af enhver tvist mellem betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen. Det er også vigtigt at udnævne kompetente myndigheder og organer til udenretslig bilæggelse af tvister, enten ved udpegning af eksisterende organer, hvor det er relevant, eller ved oprettelse af nye organer.
(16) Det er afgørende at sikre, at de kompetente myndigheder og organer til udenretslig bilæggelse af tvister i Fællesskabet aktivt samarbejder med henblik på en gnidningsløs og rettidig bilæggelse af tvister på tværs af landegrænser i relation til denne forordning. Det bør være muligt for et sådant samarbejde at udformes som en udveksling af oplysninger om lovgivningen eller den juridiske praksis i deres jurisdiktioner eller en overdragelse eller overtagelse af klage- og erstatningsprocedurer, hvis det er relevant.
(17) Medlemsstaterne bør i deres nationale lovgivning fastsætte sanktioner for manglende overholdelse af denne forordning, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning.
(18) Det ville rumme indlysende fordele at udvide denne forordnings anvendelsesområde til andre valutaer end euroen, især hvad angår det antal betalinger, der er omfattet. Der bør derfor fastlægges en notifikationsprocedure, således at medlemsstater, der ikke benytter euroen som deres valuta, kan lade denne forordning omfatte grænseoverskridende betalinger, der foretages i deres nationale valuta. Dog bør det sikres, at medlemsstater, som allerede har afsluttet denne notifikationsprocedure, ikke behøver at forelægge en ny notifikation.
(19) Kommissionen bør forelægge en rapport om hensigtsmæssigheden af at ophæve afregningsbaserede indenlandske indberetningsforpligtelser. Kommissionen bør ligeledes forelægge en rapport om anvendelsen af denne forordning, der navnlig vurderer, hvordan IBAN og BIC udnyttes til at lette betalinger inden for Fællesskabet samt udviklingen på markedet i relation til anvendelsen af bestemmelserne vedrørende direkte debiteringstransaktioner. I forbindelse med udviklingen af SEPA bør denne rapport også vurdere hensigtsmæssigheden af det loft på 50 000 EUR, der i øjeblikket gælder for princippet om lige store gebyrer.
(20) Af hensyn til retssikkerheden og klarheden bør forordning (EF) nr. 2560/2001 ophæves.
(21) For at sikre juridisk sammenhæng mellem nærværende forordning og direktiv 2007/46/EF, navnlig hvad angår gennemsigtighed i betingelserne for og oplysningskravene til betalingstjenester og betalingstjenestebrugeres og betalingstjenesteudbyderes rettigheder og forpligtelser, bør denne forordning finde anvendelse fra den 1. november 2009. Det er hensigtsmæssigt at give medlemsstaterne en frist indtil den 1. juni 2010 til at træffe foranstaltninger til indførelse af sanktioner for overtrædelse af denne forordning.
(22) Målene for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af foranstaltningens omfang eller virkninger bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går forordningen ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —
UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:
