Search for a command to run...
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor, og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/629/RIA)
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at følgende forsætlige handlinger er strafbare: Rekruttering, transport, overførelse, ydelse af husly til eller modtagelse af en person, herunder udveksling eller overdragelse af kontrol over de pågældende, ved trusler eller ved brug af magt eller andre former for tvang, ved bortførelse, ved bedrag, ved svig, ved misbrug af magt eller udnyttelse af en sårbar position eller ved, at der ydes eller modtages betaling eller fordele for at opnå samtykke fra en person, der har kontrol over en anden person, med henblik på udnyttelse.
2. En sårbar position betyder, en situation, hvor den pågældende ikke har noget reelt eller acceptabelt alternativ til at finde sig i misbruget.
3. Udnyttelse skal mindst omfatte udnyttelse af andres prostitution eller andre former for seksuel udnyttelse, tvangsarbejde eller tvangstjenester, herunder tiggeri, slaveri eller slaverilignende forhold, trældom eller udnyttelse af strafbare handlinger eller fjernelse af organer eller udnyttelse af surrogatmoderskab, tvangsægteskab eller ulovlig adoption.
4. Den omstændighed, at et offer for menneskehandel har givet sit samtykke til udnyttelsen, hvad enten dette er tilsigtet eller reelt, er uden betydning, hvis der er gjort brug af et af de i stk. 1 nævnte midler.
5. Hvis adfærden i stk. 1 involverer et barn, er der tale om strafbar menneskehandel, selv om der ikke er gjort brug af nogen af de i stk. 1 omhandlede midler. Nærværende stykke finder ikke anvendelse på udnyttelse af surrogatmoderskab som omhandlet i stk. 3, medmindre surrogatmoderen er et barn.
6. I dette direktiv forstås ved »barn« enhver person under 18 år.
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at anstiftelse af, medvirken i og tilskyndelse til samt forsøg på at begå en af de i artikel 2 omhandlede lovovertrædelser er strafbart.
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at lovovertrædelserne i artikel 2 kan straffes med fængsel med en maksimumsstraf på mindst fem år.
2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at lovovertrædelserne i artikel 2 kan straffes med fængsel med en maksimumsstraf på mindst ti år, når lovovertrædelsen:
a)
er begået mod et offer, der i særlig grad var sårbart, hvilket i dette direktiv mindst omfatter børneofre
b)
er begået inden for en kriminel organisation i betydningen i Rådets rammeafgørelse 2008/841/RIA af 24. oktober 2008 om bekæmpelse af organiseret kriminalitet ()
c)
forsætligt eller groft uagtsomt har bragt offeret i livsfare, eller
d)
er begået med brug af grov vold, eller offeret blev forvoldt særlig alvorlig skade ved lovovertrædelsen, herunder fysisk eller psykisk skade.
3. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at følgende i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i national ret betragtes som skærpende omstændigheder, når de vedrører en lovovertrædelse som omhandlet i artikel 2:
a)
det forhold, at lovovertrædelsen blev begået af en offentligt ansat under udførelsen af dennes opgaver
b)
det forhold, at gerningsmanden ved hjælp af informations- og kommunikationsteknologi har lettet eller foretaget udbredelse af billeder eller videoer eller lignende materiale af seksuel karakter, der involverer offeret.
4. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de i artikel 3 nævnte strafbare handlinger kan straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til den strafbare handling og har afskrækkende virkning og som kan medføre overgivelse.
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at juridiske personer kan drages til ansvar for lovovertrædelser, jf. artikel 2 og 3 og artikel 18a, stk. 1, som for at skaffe dem vinding begås af en person, der handler enten individuelt eller som medlem af et organ under den juridiske person, og som har en ledende stilling inden for den juridiske person, idet den pågældende har:
a)
beføjelse til at repræsentere den juridiske person
b)
beføjelse til at træffe beslutninger på den juridiske persons vegne, eller
c)
beføjelse til at udøve intern kontrol.
2. Medlemsstaterne sikrer også, at en juridisk person kan drages til ansvar, når manglende tilsyn eller kontrol fra en af de i stk. 1 omhandlede personers side har gjort det muligt for en person, der er underlagt den juridiske persons myndighed, at begå lovovertrædelserne i artikel 2 og 3 og artikel 18a, stk. 1, for at skaffe den juridiske person vinding.
3. Juridiske personers ansvar i henhold til stk. 1 og 2 udelukker ikke strafferetlig forfølgning af fysiske personer, der begår, anstifter eller medvirker i lovovertrædelserne i artikel 2 og 3 og artikel 18a, stk. 1.
4. I dette direktiv forstås ved »juridisk person« enhver enhed, der har retssubjektivitet i henhold til den lovgivning, der finder anvendelse, dog ikke stater og andre offentlige organer under udøvelsen af offentligretlige beføjelser eller offentligretlige internationale organisationer.
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at juridiske personer, der drages til ansvar i henhold til artikel 5, stk. 1 eller 2, kan straffes med strafferetlige eller ikkestrafferetlige sanktioner eller foranstaltninger, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning.
2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at sanktioner eller foranstaltninger over for juridiske personer, der drages til ansvar i henhold til artikel 5, stk. 1 eller 2, for de lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 2 og 3 og artikel 18a, stk. 1, omfatter strafferetlige eller ikkestrafferetlige bøder og kan omfatte ikkestrafferetlige sanktioner eller foranstaltninger såsom:
a)
udelukkelse fra offentlige ydelser eller offentlig støtte
b)
udelukkelse fra adgang til offentlig finansiering, herunder udbudsprocedurer, tilskud, koncessioner og licenser
c)
midlertidigt eller varigt forbud mod at udøve forretningsaktiviteter
d)
inddragelse af tilladelser og beføjelser til at udøve aktiviteter, der førte til den relevante lovovertrædelse
e)
anbringelse under retsligt tilsyn
f)
tvangsopløsning
g)
lukning af forretningssteder, der er blevet brugt til at begå lovovertrædelsen
h)
hvis det er i offentlighedens interesse, offentliggørelse af hele eller dele af den retsafgørelse, som vedrører den strafbare handling, der er begået, og de sanktioner eller foranstaltninger, der er pålagt, uden at dette berører reglerne om privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger.
Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med de grundlæggende principper i deres retssystemer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at deres kompetente nationale myndigheder har ret til at undlade at retsforfølge eller straffe ofre for menneskehandel i forbindelse med deres indblanding i kriminelle eller andre ulovlige aktiviteter, som de er blevet tvunget til at begå som en direkte følge af, at de har været udsat for en af de i artikel 2 omhandlede handlinger.
1. Medlemsstaterne sikrer, at efterforskning af lovovertrædelserne i artikel 2 og 3 og artikel 18a, stk. 1, og retsforfølgning i forbindelse hermed ikke er afhængig af offerets anmeldelse eller anklage, og at der fortsat kan ske retsforfølgning, selv om offeret trækker sin forklaring tilbage.
2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at der, når karakteren af handlingen tilsiger det, kan ske retsforfølgning i forbindelse med lovovertrædelserne i artikel 2 og 3 i tilstrækkelig lang tid, efter at ofret har nået myndighedsalderen.
3. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at personer, enheder eller tjenester med ansvar for at efterforske lovovertrædelserne i artikel 2 og 3 eller indlede retsforfølgning i forbindelse med disse er uddannede hertil. Medlemsstaterne sikrer, at personer, enheder eller tjenester, der efterforsker og retsforfølger lovovertrædelserne i artikel 2 og 3, hvis disse lovovertrædelser begås eller lettes ved hjælp af informations- eller kommunikationsteknologi, har tilstrækkelig ekspertise og teknologisk kapacitet. Medlemsstaterne opfordres til at oprette specialiserede enheder inden for de retshåndhævende myndigheder og anklagemyndigheden, hvis det er relevant og i overensstemmelse med deres nationale retssystemer.
4. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at personer, enheder og tjenester med ansvar for efterforskning af eller retsforfølgning i forbindelse med lovovertrædelserne i artikel 2 og 3 kan anvende effektive efterforskningsmetoder såsom dem, der bruges mod organiseret kriminalitet eller andre alvorlige forbrydelser.
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at fastslå deres jurisdiktionskompetence med hensyn til lovovertrædelserne i artikel 2 og 3 og artikel 18a, stk. 1, når:
a)
lovovertrædelsen helt eller delvis er begået på deres område eller
b)
gerningsmanden er deres statsborger.
2. En medlemsstat underretter Kommissionen, når den beslutter at udvide sin jurisdiktionskompetence med hensyn til de i artikel 2 og 3 og artikel 18a, stk. 1, omhandlede lovovertrædelser, der er begået uden for dens område, f.eks. når:
a)
lovovertrædelsen er begået mod en af dens statsborgere eller mod en person, der har sædvanligt opholdssted på dens område, eller
b)
lovovertrædelsen er begået for at skaffe en juridisk person, som har hjemsted på den pågældende medlemsstat, vinding, eller
c)
gerningsmanden har sædvanligt opholdssted på dens område.
3. Med henblik på retsforfølgning i forbindelse med lovovertrædelserne i artikel 2 og 3, når de er begået uden for den pågældende medlemsstats område, skal hver medlemsstat i de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1, litra b), og kan i de tilfælde, der er omhandlet i stk. 2, træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at dens jurisdiktionskompetence ikke er betinget af et af følgende:
a)
at gerningerne er strafbare på gerningsstedet, eller
b)
at der kun kan ske retsforfølgning på grundlag af en anmeldelse, som ofret har indgivet på gerningsstedet, eller efter en anmeldelse fra den stat, hvor lovovertrædelsen blev begået.
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at ofre får specialiseret bistand og støtte ud fra en offercentreret og køns-, handicap- og børnesensitiv tilgang før, under og i et passende tidsrum efter straffesagens afslutning, så de kan udøve de rettigheder, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU () og i nærværende direktiv.
2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at der straks ydes bistand og støtte til personer, når de kompetente myndigheder har en rimelig begrundet indikation, der giver anledning til at antage, at vedkommende kan have været offer for en af lovovertrædelserne i artikel 2 og 3.
3. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at bistand og støtte til et offer ikke betinges af, at ofret er rede til at samarbejde under den strafferetlige efterforskning, retsforfølgningen eller retssagen, uden at dette dog berører direktiv 2004/81/EF eller lignende nationale regler.
4. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til ved love og administrative bestemmelser at oprette en eller flere mekanismer med henblik på tidlig opdagelse og identifikation af og ydelse af bistand og støtte til identificerede og formodede ofre i samarbejde med de relevante støtteorganisationer og at udpege et kontaktpunkt for den grænseoverskridende henvisning af ofre.
Henvisningsmekanismernes opgaver i henhold til dette stykke skal mindst omfatte følgende:
a)
fastsættelse af minimumsstandarder for opdagelse og tidlig identifikation af ofre og tilpasning af procedurerne for en sådan opdagelse og identifikation til de forskellige former for udnyttelse, der er omfattet af dette direktiv
b)
henvisning af offeret til den mest hensigtsmæssige støtte og bistand
c)
etablering af samarbejdsordninger eller -protokoller med asylmyndighederne for at sikre, at der ydes bistand, støtte og beskyttelse til ofre for menneskehandel, som også har behov for international beskyttelse, eller som ønsker at ansøge om en sådan beskyttelse, under hensyntagen til offerets individuelle omstændigheder.
5. De i stk. 1 og 2 omhandlede bistands- og støtteforanstaltninger skal ydes på grundlag af information og samtykke og skal mindst omfatte sikring af en levestandard, så offeret har til livets opretholdelse, i form af foranstaltninger såsom passende og sikker indkvartering, herunder krisecentre og anden passende midlertidig indkvartering, og materiel bistand samt den nødvendige lægehjælp, herunder psykologisk bistand, rådgivning og information og, hvis det er relevant, oversættelse og tolkning.
1. Medlemsstaterne sikrer komplementaritet og koordinering mellem de myndigheder, der er involveret i aktiviteter til bekæmpelse af menneskehandel, og asylmyndighederne.
2. Medlemsstaterne sikrer, at ofre for menneskehandel kan udøve deres ret til at ansøge om international beskyttelse eller tilsvarende national status, herunder når offeret modtager bistand, støtte og beskyttelse som et formodet eller identificeret offer for menneskehandel.
1. Beskyttelsesforanstaltningerne i denne artikel finder anvendelse ud over de rettigheder, der er fastsat i direktiv 2012/29/EU.
2. Medlemsstaterne sikrer, at ofre for menneskehandel straks får adgang til juridisk rådgivning og, i overensstemmelse med ofres rolle i det relevante retssystem, til juridisk bistand under straffesagen, herunder med henblik på at rejse erstatningskrav. Juridisk rådgivning og bistand skal være gratis, når ofret ikke har tilstrækkelige økonomiske midler.
3. Medlemsstaterne sikrer, at ofre for menneskehandel får passende beskyttelse ud fra en konkret risikovurdering, bl.a. ved at få adgang til vidnebeskyttelsesprogrammer og andre tilsvarende foranstaltninger, hvor det er relevant, på det i national ret eller i nationale procedurer fastsatte grundlag.
4. Medlemsstaten skal, uden at dette dog indebærer en begrænsning i forsvarets rettigheder, på grundlag af de kompetente myndigheders konkrete vurdering af ofrets personlige omstændigheder sikre, at ofre for menneskehandel modtager særlig behandling med henblik på at forebygge sekundær viktimisering ved så vidt muligt, på de i national ret fastsatte betingelser og i overensstemmelse med reglerne om rettens skøn, praksis eller vejledning, at undgå:
a)
unødvendig gentagelse af afhøringer under efterforskningen og under retsforfølgningen og retssagen
b)
visuel kontakt mellem offer og tiltalte, herunder under aflæggelse af vidnesbyrd, såsom afhøringer og krydsforhør, ved hjælp af egnede midler, herunder ved brug af egnet kommunikationsteknologi
c)
afgivelse af vidneforklaring uden dørlukning og
d)
unødvendig udspørgen om privatlivets forhold.
1. Børn, der har været ofre for menneskehandel, skal have bistand, støtte og beskyttelse. Ved anvendelsen af dette direktiv skal barnets tarv være et primært hensyn.
2. Medlemsstaterne sikrer, at det, såfremt der hersker usikkerhed om alderen på den person, der har været offer for menneskehandel, og der er grund til at formode, at personen er et barn, antages, at personen er et barn, så det straks kan få adgang til bistand, støtte og beskyttelse i overensstemmelse med artikel 14 og 15.
3. Medlemsstaterne sikrer, at procedurerne for anmeldelse af en lovovertrædelse i medfør af dette direktiv er sikre, gennemføres fortroligt i overensstemmelse med national ret, udformes og er tilgængelige på en børnevenlig måde og anvender et sprog, der er i overensstemmelse med børneofres alder og modenhed.
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de særlige foranstaltninger til at bistå og støtte børn, der har været ofre for menneskehandel, i deres fysiske og psykosociale rehabilitering på kort og lang sigt iværksættes efter en konkret vurdering af de særlige forhold, der gør sig gældende for det enkelte barneoffer, og under hensyntagen til barnets ønsker, behov og problemer, for at finde en varig løsning for barnet, herunder programmer til at støtte deres overgang til myndiggørelse og voksenlivet med henblik på at undgå ny menneskehandel. Inden for en rimelig tid giver medlemsstaterne børneofre, og børn af ofre, der modtager bistand og støtte efter artikel 11, adgang til uddannelse i overensstemmelse med medlemsstaternes nationale ret.
2. Medlemsstaterne udpeger en værge eller en repræsentant for et barn, der har været offer for menneskehandel, så snart barnet er identificeret af myndighederne, når indehaverne af forældremyndigheden i henhold til national ret ikke kan varetage barnets tarv og/eller ikke kan repræsentere barnet på grund af en interessekonflikt mellem dem og barneofferet. Medlemsstaterne sikrer, at der i tilfælde af en interessekonflikt mellem værgen eller repræsentanten og barneofferet udpeges en anden værge eller repræsentant.
3. Medlemsstaterne træffer, hvor det er relevant og muligt, foranstaltninger til at yde bistand og støtte til familien til et barn, der har været offer for menneskehandel, når familien befinder sig på medlemsstaternes område. Navnlig anvender medlemsstaterne artikel 4 i direktiv 2012/29/EU på familien, når det er hensigtsmæssigt og muligt.
4. Denne artikel anvendes med forbehold af artikel 11.
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de kompetente myndigheder under efterforskningen og under straffesagen, i overensstemmelse med ofres rolle i det relevante retssystem, udpeger en repræsentant for et barn, der har været offer for menneskehandel, når indehaverne af forældremyndigheden i henhold til national ret ikke kan repræsentere barnet på grund af en interessekonflikt mellem dem og barneofret.
2. Medlemsstaterne sikrer, i overensstemmelse med ofres rolle i det relevante retssystem, at børneofre straks får adgang til gratis juridisk rådgivning og bistand, herunder med henblik på at rejse erstatningskrav, medmindre de har tilstrækkelige økonomiske midler.
3. Medlemsstaten skal, uden at dette dog indebærer en begrænsning i forsvarets rettigheder, træffe de nødvendige foranstaltninger til i forbindelse med efterforskningen og under straffesager vedrørende lovovertrædelserne i artikel 2 og 3 at sikre, at
a)
afhøring af barneofret finder sted uden ugrundet ophold, efter at forholdene er blevet anmeldt til de kompetente myndigheder
b)
afhøring af barneofret om nødvendigt finder sted i lokaler, der er indrettet eller tilpasset til formålet
c)
afhøring af barneofret efter omstændighederne foretages af eller gennem personer, der er uddannet hertil
d)
alle afhøringer af barneofret foretages af den samme person, hvis det er muligt og hensigtsmæssigt
e)
antallet af afhøringer begrænses mest muligt, og at afhøring kun foretages, hvis det er strengt nødvendigt for efterforskningen og straffesagen
f)
barneofret kan ledsages af en repræsentant eller, hvor dette er relevant, af en voksen efter barnets eget valg, medmindre der er truffet en begrundet beslutning om, at den pågældende ikke kan ledsage barnet.
4. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle afhøringer af barneofret eller om nødvendigt af et barnevidne i forbindelse med efterforskningen af lovovertrædelserne i artikel 2 og 3 kan videooptages, og at sådanne videooptagelser af afhøringen kan benyttes som bevismateriale i straffesagen i overensstemmelse med national lovgivning.
5. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at retten i straffesager vedrørende lovovertrædelserne i artikel 2 og 3 kan træffe afgørelse om, at
a)
retsmødet finder sted for lukkede døre, og
b)
barneofret afhøres i retslokalet uden at være til stede, navnlig ved hjælp af hensigtsmæssig kommunikationsteknologi.
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de særlige foranstaltninger til at bistå og støtte børn, der har været ofre for menneskehandel, som omhandlet i artikel 14, stk. 1, tager behørigt hensyn til det uledsagede barneoffers personlige og særlige omstændigheder.
2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger med henblik på at finde en varig løsning baseret på en konkret vurdering af barnets tarv.
3. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at der, hvor det er relevant, udpeges en værge for uledsagede børn, der har været ofre for menneskehandel.
4. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de kompetente myndigheder under efterforskningen og straffesagen, i overensstemmelse med ofres rolle i det relevante retssystem, udpeger en repræsentant, hvis barnet er uledsaget eller adskilt fra sin familie.
5. Denne artikel anvendes med forbehold af artikel 14 og 15.
Medlemsstaterne sikrer, at ofre for menneskehandel får adgang til eksisterende erstatningsordninger for ofre for forsætlige voldsforbrydelser. Medlemsstaterne kan oprette en national fond for ofre eller et lignende instrument i overensstemmelse med deres nationale lovgivning med henblik på at betale erstatning til ofre.
1. Medlemsstaterne træffer egnede foranstaltninger under hensyntagen til de specifikke forhold, der gør sig gældende for de forskellige former for udnyttelse, såsom uddannelse og kampagner, hvis det er relevant med særlig vægt på onlinedimensionen, for at modvirke og mindske den efterspørgsel, der giver anledning til enhver form for udnyttelse i forbindelse med menneskehandel.
2. Medlemsstaterne iværksætter egnede tiltag på en kønssensitiv og børnevenlig måde, herunder via internettet, såsom informations- og bevidstgørelseskampagner, forsknings- og uddannelsesprogrammer, herunder fremme af digitale færdigheder og kompetencer, og, hvis det er relevant i samarbejde med relevante organisationer i civilsamfundet og andre aktører såsom den private sektor, med henblik på at øge bevidstheden og begrænse risikoen for, at folk, navnlig børn og personer med handicap, bliver ofre for menneskehandel.
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at når brugen af tjenester, der leveres af et offer for en af lovovertrædelserne i artikel 2, er forsætlig, udgør den en strafbar handling, hvis offeret udnyttes til at levere sådanne tjenester, og brugeren af tjenesterne ved, at den person, der leverer tjenesten, er offer for en af lovovertrædelserne i artikel 2.
2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at en strafbar handling som fastsat i overensstemmelse med stk. 1 kan straffes med sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning.
1. Medlemsstaterne fremmer eller tilbyder regelmæssig og specialiseret uddannelse til fagfolk, der sandsynligvis vil komme i kontakt med ofre eller potentielle ofre for menneskehandel, herunder sagsbehandlende politifolk, domstolspersonale, bistands- og støttetjenester, arbejdsinspektører og personale inden for sociale tjenester og sundhed, med henblik på at sætte dem i stand til at forebygge og bekæmpe menneskehandel og undgå sekundær viktimisering og til at opdage, identificere, bistå, støtte og beskytte ofrene. En sådan uddannelse skal være menneskerettighedsbaseret, offercentreret og køns-, handicap- og børnesensitiv.
2. Uden at det berører retsvæsenets uafhængighed og forskelle i opbygningen af retsvæsenet i hele Unionen, tilskynder medlemsstaterne til både generel og specialiseret uddannelse af dommere og anklagere, der er involveret i straffesager, med henblik på at sætte dem i stand til at forebygge og bekæmpe menneskehandel og undgå sekundær viktimisering og til at opdage, identificere, bistå, støtte og beskytte ofrene. En sådan uddannelse skal være menneskerettighedsbaseret, offercentreret og køns-, handicap- og børnesensitiv.
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at udpege nationale koordinatorer for bekæmpelse af menneskehandel eller tilsvarende mekanismer og til at tildele dem de ressourcer, der er nødvendige for, at de kan varetage deres funktioner effektivt. De nationale koordinatorer for bekæmpelse af menneskehandel eller de tilsvarende mekanismer arbejder sammen med relevante nationale, regionale og lokale organer og agenturer, navnlig retshåndhævende myndigheder, med nationale henvisningsmekanismer og med relevante civilsamfundsorganisationer, der er aktive på dette område.
2. De opgaver, der skal udføres af de nationale koordinatorer for bekæmpelse af menneskehandel eller tilsvarende mekanismer, skal omfatte vurdering af tendenser i menneskehandelen, måling af resultaterne af tiltag til bekæmpelse af menneskehandel, herunder indsamling af statistikker i tæt samarbejde med de relevante civilsamfundsorganisationer, der er aktive på dette område, og rapportering.
De nationale koordinatorer for bekæmpelse af menneskehandel eller tilsvarende mekanismer kan også varetage følgende opgaver:
a)
udarbejdelse af beredskabsplaner for at forebygge truslen om menneskehandel i tilfælde af større katastrofer
b)
fremme, koordinere og, hvis det er relevant, finansiere programmer til bekæmpelse af menneskehandel.
3. Medlemsstaterne kan også oprette uafhængige organer, hvis rolle kan omfatte overvågning af gennemførelsen og virkningerne af tiltag til bekæmpelse af menneskehandel, forelæggelse af rapporter om spørgsmål, der kræver særlig opmærksomhed fra de kompetente nationale myndigheder, og foretagelse af vurderinger af de grundlæggende årsager til og tendenser i menneskehandelen. Hvis der er oprettet et sådant uafhængigt organ, kan medlemsstaterne tildele det en eller flere af de opgaver, der er omhandlet i stk. 2.
1. Medlemsstaterne sikrer, at der findes et system til registrering, fremstilling og fremlæggelse af anonymiserede statistiske data for at overvåge effektiviteten af deres systemer til bekæmpelse af de lovovertrædelser, der er omhandlet i dette direktiv.
2. De statistiske data, der er omhandlet i stk. 1, skal mindst omfatte de data. der er tilgængelige på centralt plan om:
a)
antallet af registrerede identificerede og formodede ofre for de lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 2, opdelt efter registreringsorganisation, køn, aldersgruppe (barn/voksen), statsborgerskab og udnyttelsesform, i overensstemmelse med national ret og praksis
b)
antallet af personer, som mistænkes for de lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 2, opdelt efter køn, aldersgruppe (barn/voksen), statsborgerskab og udnyttelsesform
c)
antallet af personer, der retsforfølges for de lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 2, opdelt efter køn, aldersgruppe (barn/voksen), statsborgerskab, udnyttelsesform og arten af den endelige afgørelse om retsforfølgelse
d)
antallet af afgørelser om retsforfølgelse (dvs. sigtelser for de lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 2, sigtelser for andre strafbare handlinger, afgørelser om ikke at rejse sigtelse og andet)
e)
antallet af personer, der er dømt for de lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 2, opdelt efter køn, aldersgruppe (barn/voksen) og statsborgerskab
f)
antallet af retsafgørelser (dvs. frifindelse, domfældelser og andet) for de lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 2
g)
antallet af personer, som mistænkes, personer, der retsforfølges, og personer, der dømmes for de lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 18a, stk. 1, opdelt efter køn og aldersgruppe (barn/voksen).
3. Medlemsstaterne sender årligt, i princippet senest den 30. september og, hvis dette ikke er muligt, senest den 31. december, Kommissionen de statistiske data, der er omhandlet i stk. 2, for det foregående år.
1. Medlemsstaterne vedtager senest den 15. juli 2028 deres nationale handlingsplaner for bekæmpelse af menneskehandel, der udarbejdes og gennemføres i samråd med de nationale koordinatorer for bekæmpelse af menneskehandel eller tilsvarende mekanismer, der er omhandlet i artikel 19, med de uafhængige organer og med relevante interessenter, der er aktive inden for forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale handlingsplaner for bekæmpelse af menneskehandel gennemgås og ajourføres med regelmæssige mellemrum på højst fem år.
2. Nationale handlingsplaner for bekæmpelse af menneskehandel kan indeholde følgende elementer:
a)
mål, prioriteter og foranstaltninger til bekæmpelse af menneskehandel i forbindelse med alle former for udnyttelse, herunder specifikke foranstaltninger for børneofre
b)
forebyggende foranstaltninger såsom uddannelse og bevidstgørelseskampagner og forebyggende foranstaltninger som led i katastrofeberedskabet over for risici for menneskehandel som følge af humanitære kriser, hvis det er relevant
c)
foranstaltninger til at styrke bekæmpelsen af menneskehandel, herunder forbedring af efterforskningen og retsforfølgningen i sager om menneskehandel og til forbedring af det grænseoverskridende samarbejde
d)
foranstaltninger til at styrke tidlig identifikation af, bistand til, støtte til og beskyttelse af ofre for menneskehandel
e)
procedurer for regelmæssigt tilsyn med og regelmæssig evaluering af gennemførelsen af de nationale handlingsplaner for bekæmpelse af menneskehandel.
3. Medlemsstaterne meddeler deres nationale handlingsplaner for bekæmpelse af menneskehandel og eventuelle ajourføringer af dem til Kommissionen senest tre måneder efter vedtagelsen heraf.
4. De nationale handlingsplaner for bekæmpelse af menneskehandel skal være offentligt tilgængelige.
1. For at bidrage til en koordineret og konsolideret EU-strategi for bekæmpelse af menneskehandel skal medlemsstaterne lette opgaverne for en EU-koordinator for bekæmpelse af menneskehandel. Navnlig fremsender medlemsstaterne den i artikel 19 omhandlede information til EU-koordinatoren for bekæmpelse af menneskehandel.
2. For at sikre en sammenhængende og omfattende tilgang sikrer EU-koordinatoren for bekæmpelse af menneskehandel koordinering med nationale koordinatorer for bekæmpelse af menneskehandel eller tilsvarende mekanismer, uafhængige organer, EU-agenturer og relevante civilsamfundsorganisationer, der er aktive på området, herunder med henblik på bidraget fra EU-koordinatoren for bekæmpelse af menneskehandel til den rapportering, der udføres af Kommissionen hvert andet år, om hvilke fremskridt der er gjort i bekæmpelsen af menneskehandel.
Rammeafgørelse 2002/629/RIA om bekæmpelse af menneskehandel erstattes herved for så vidt angår de medlemsstater, der deltager i vedtagelsen af dette direktiv, idet dette dog ikke berører medlemsstaternes forpligtelser for så vidt angår fristerne for gennemførelse af rammeafgørelsen i national ret.
For så vidt angår de medlemsstater, der deltager i vedtagelsen af dette direktiv, gælder henvisninger til rammeafgørelse 2002/629/RIA som henvisninger til nærværende direktiv.
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden den 6. april 2013.
2. Medlemsstaterne indberetter teksten til de bestemmelser, som gennemfører de forpligtelser, der pålægges dem i medfør af dette direktiv, i deres nationale lovgivning til Kommissionen.
3. Foranstaltningerne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. Metoderne til at lave en sådan henvisning fastsættes af medlemsstaterne.
1. Kommissionen fremsender senest den 6. april 2015 en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet med en vurdering af, i hvilket omfang medlemsstaterne har truffet de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme dette direktiv, herunder en beskrivelse af de foranstaltninger, der er truffet i henhold til artikel 18, stk. 4, om nødvendigt ledsaget af lovgivningsmæssige forslag.
2. Kommissionen fremsender senest den 6. april 2016 en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet med en vurdering af, hvilken indvirkning den eksisterende nationale lovgivning, der gør det strafbart at bruge tjenester i forbindelse med udnyttelse af menneskehandel, har haft på forebyggelsen af menneskehandel, om nødvendigt ledsaget af passende forslag.
3. Senest den 15. juli 2030 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, der skal indeholde en vurdering af, i hvor høj grad medlemsstaterne har truffet de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme dette direktiv, samt en vurdering af virkningerne af disse foranstaltninger.
Dette direktiv træder i kraft på dagen for dets offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.
() EUT L 300 af 11.11.2008, s. 42.
() Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA (EUT L 315 af 14.11.2012, s. 57).
() Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1347 af 14. maj 2024 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af den tildelte beskyttelse, om ændring af Rådets direktiv 2003/109/EF og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU (EUT L, 2024/1347, 22.5.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1347/oj).
() Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1348 af 14. maj 2024 om en fælles procedure for international beskyttelse i Unionen og om ophævelse af direktiv 2013/32/EU (EUT L, 2024/1348, 22.5.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1348/oj).
5a. De krisecentre og den anden passende midlertidig indkvartering, der er omhandlet i stk. 5, skal stilles til rådighed i et tilstrækkeligt antal og være let tilgængelige for formodede og identificerede ofre for menneskehandel. Krisecentrene og den anden passende midlertidig indkvartering skal hjælpe dem til at komme på fode igen ved at tilbyde passende levevilkår med henblik på, at de kan vende tilbage til en selvstændig tilværelse. De skal også være udstyret til at imødekomme børns, herunder børneofres, specifikke behov.
6. Den i stk. 5 omhandlede information skal, hvor det er relevant, omfatte information om en betænkningstid og en restitueringsperiode i medfør af direktiv 2004/81/EF og information om muligheden for at indrømme international beskyttelse i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1347 () og forordning (EU) 2024/1348 () eller i medfør af andre internationale instrumenter eller lignende nationale regler.
7. Medlemsstaterne skal tage vare på ofre med særlige behov, navnlig når disse behov skyldes deres graviditet, deres helbredstilstand, ethvert handicap eller en mental eller psykisk forstyrrelse, som de måtte have, eller alvorlige former for psykisk, fysisk eller seksuel vold, som det måtte have været udsat for.
6. Denne artikel anvendes med forbehold af artikel 12.
