Search for a command to run...
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1173/2011 af 16. november 2011 om en effektiv håndhævelse af budgetovervågningen i euroområdet)
1. I denne forordning fastlægges et system med sanktioner, der skal styrke håndhævelsen af den forebyggende og den korrigerende del af stabilitets- og vækstpagten i euroområdet.
2. Denne forordning gælder for medlemsstater, der har euroen som valuta.
I denne forordning forstås ved:
»forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten«: det multilaterale overvågningssystem, der er fastlagt i forordning (EF) nr. 1466/97
»korrigerende del af stabilitets- og vækstpagten«: den procedure med henblik på at undgå medlemsstaternes uforholdsmæssigt store underskud, der er fastlagt i artikel 126 i TEUF og forordning (EF) nr. 1467/97
»exceptionelle økonomiske omstændigheder«: omstændigheder, hvor et offentligt underskud, der overskrider referenceværdien, anses for at være exceptionelt i henhold til artikel 126, stk. 2, litra a), andet led, i TEUF og som nærmere fastlagt i forordning (EF) nr. 1467/97.
For at styrke dialogen mellem EU-institutionerne, især Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen, og for at sikre større gennemsigtighed og ansvarlighed kan Europa-Parlamentets kompetente udvalg indbyde Rådets formand, Kommissionen og i relevant omfang Det Europæiske Råds formand eller Eurogruppens formand til at give møde for udvalget for at drøfte afgørelser truffet i medfør af artikel 4, 5, og 6 i denne forordning.
Europa-Parlamentets kompetente udvalg kan tilbyde den medlemsstat, der er berørt af sådanne afgørelser, at deltage i en udveksling af synspunkter.
1. Hvis Rådet vedtager en afgørelse, hvorved det fastslås, at en medlemsstat har undladt at træffe foranstaltninger til opfølgning af Rådets henstilling, jf. artikel 6, stk. 2, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 1466/97, henstiller Kommissionen inden for en frist på 20 dage, efter at Rådet har vedtaget sin afgørelse, til Rådet, at det ved en yderligere afgørelse pålægger den pågældende medlemsstat hos Kommissionen at deponere et rentebærende beløb svarende til 0,2 % af medlemsstatens bruttonationalprodukt (BNP) i det foregående år.
2. Afgørelsen om deponering anses for at være vedtaget af Rådet, medmindre det med kvalificeret flertal beslutter at forkaste Kommissionens henstilling inden for en frist på ti dage, efter at Kommissionen har vedtaget den.
3. Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal, kan ændre Kommissionens henstilling og vedtage den således ændrede tekst ved en rådsafgørelse.
4. Kommissionen kan, efter at den pågældende medlemsstat har fremsat en begrundet anmodning til Kommissionen inden for en frist på ti dage, efter at Rådet har vedtaget den i stk. 1 omhandlede afgørelse, hvorved det fastslås, at en medlemsstat har undladt at træffe foranstaltninger, henstille, at Rådet beslutter, at der skal ske deponering af et lavere rentebærende beløb eller slet ingen deponering.
5. Det rentebærende beløb skal forrentes til en sats, som afspejler Kommissionens kreditrisiko og den relevante investeringsperiode.
6. Hvis den situation, der har givet anledning til den henstilling fra Rådet, der er omhandlet i artikel 6, stk. 2, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 1466/97, hvorved det fastslås at en medlemsstat har undladt at træffe foranstaltninger, ikke længere består, træffer Rådet på grundlag af en yderligere henstilling fra Kommissionen afgørelse om, at det deponerede beløb og de påløbne renter tilbagebetales til den pågældende medlemsstat. Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal, kan ændre Kommissionens yderligere henstilling.
1. Hvis Rådet i henhold til artikel 126, stk. 6, i TEUF fastslår, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud i en medlemsstat, der har deponeret et rentebærende beløb hos Kommissionen i overensstemmelse med denne forordnings artikel 4, stk. 1, eller hvor Kommissionen har konstateret særligt alvorlige overtrædelser af de budgetpolitiske forpligtelser i stabilitets- og vækstpagten, henstiller Kommissionen inden for en frist på 20 dage, efter at Rådet har vedtaget sin afgørelse, til Rådet, at det ved en yderligere afgørelse pålægger den pågældende medlemsstat hos Kommissionen at deponere et ikke-rentebærende beløb svarende til 0,2 % af medlemsstatens BNP i det foregående år.
2. Afgørelsen om deponering anses for at være vedtaget af Rådet, medmindre det med kvalificeret flertal beslutter at forkaste Kommissionens henstilling inden for en frist på ti dage, efter at Kommissionen har vedtaget den.
3. Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal, kan ændre Kommissionens henstilling og vedtage den således ændrede tekst ved en rådsafgørelse.
4. Kommissionen kan, hvis der foreligger exceptionelle økonomiske omstændigheder, eller hvis den pågældende medlemsstat har fremsat en begrundet anmodning til Kommissionen inden for en frist på ti dage, efter at Rådet har vedtaget sin i stk. 1 omhandlede afgørelse i henhold til stk. 126, stk. 6, i TEUF, henstille, at Rådet beslutter, at der skal ske deponering af et lavere ikke-rentebærende beløb eller slet ingen deponering.
5. Deponeringen foretages hos Kommissionen. Har medlemsstaten deponeret et rentebærende beløb hos Kommissionen i henhold til artikel 4, konverteres det pågældende rentebærende beløb til et ikke-rentebærende beløb.
Overstiger størrelsen af et rentebærende beløb, der er deponeret i henhold til artikel 4, og af de renter, der er påløbet, størrelsen af det ikke-rentebærende beløb, der skal deponeres i henhold til nærværende artikels stk. 1, tilbagebetales differencen til medlemsstaten.
Overstiger størrelsen af det ikke-rentebærende beløb størrelsen af et rentebærende beløb, der er deponeret i henhold til artikel 4, og af de renter, der er påløbet, betaler medlemsstaten differencen, når den deponerer det ikke-rentebærende beløb.
1. Hvis Rådet i henhold til artikel 126, stk. 8, i TEUF, træffer afgørelse om, at en medlemsstat ikke har truffet virkningsfulde foranstaltninger for at korrigere sit uforholdsmæssigt store underskud, henstiller Kommissionen, inden for en frist på 20 dage efter den nævnte afgørelse, til Rådet, at det ved en yderligere afgørelse pålægger en bod svarende til 0,2 % af medlemsstatens BNP i det foregående år.
2. Afgørelsen om pålæggelse af en bod anses for at være vedtaget af Rådet, medmindre det med kvalificeret flertal beslutter at forkaste Kommissionens henstilling inden for en frist på ti dage, efter at Kommissionen har vedtaget den.
3. Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal, kan ændre Kommissionens henstilling og vedtage den således ændrede tekst ved en rådsafgørelse.
4. Kommissionen kan, hvis der foreligger exceptionelle økonomiske omstændigheder, eller hvis den pågældende medlemsstat har fremsat en begrundet anmodning til Kommissionen inden for en frist på ti dage, efter at Rådet har vedtaget sin i stk. 1 omhandlede afgørelse i henhold til stk. 126, stk. 8, i TEUF, henstille, at Rådet nedsætter bodens størrelse eller ophæver den.
5. Har medlemsstaten deponeret et ikke-rentebærende beløb hos Kommissionen i henhold til artikel 5, konverteres det ikke-rentebærende beløb til boden.
Overstiger størrelsen af et ikke-rentebærende beløb, der er deponeret i henhold til artikel 5, størrelsen af boden, tilbagebetales differencen til medlemsstaten.
Overstiger størrelsen af boden størrelsen af et ikke-rentebærende beløb, der er deponeret i henhold til artikel 5, betaler medlemsstaten differencen, når den betaler boden.
Hvis Rådet i henhold til artikel 126, stk. 12, i TEUF beslutter at ophæve nogle af eller alle sine afgørelser, tilbagebetales eventuelle ikke-rentebærende beløb deponeret hos Kommissionen til den pågældende medlemsstat.
1. Rådet kan efter henstilling fra Kommissionen vedtage at pålægge en medlemsstat en bod, hvis medlemsstaten forsætligt eller som følge af grov uagtsomhed giver en misvisende fremstilling af data vedrørende underskud og gæld, som er relevante for anvendelsen af artikel 121 eller 126 i TEUF, eller for anvendelsen af protokollen om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF.
2. Den i stk. 1 omhandlede bod skal være effektiv, have afskrækkende virkning og stå i et rimeligt forhold til den misvisende fremstillings art, alvor og varighed. Boden må ikke overstige et beløb svarende til 0,2 % af den pågældende medlemsstats BNP.
3. Kommissionen kan foretage alle fornødne undersøgelser med henblik på at fastslå, hvorvidt der foreligger misvisende fremstillinger som omhandlet i stk. 1. Den kan beslutte at iværksætte en undersøgelse, hvis den finder, at der foreligger alvorlige indikationer på, at der er tale om forhold, der kan udgøre en sådan misvisende fremstilling. Kommissionen undersøger de formodede misvisende fremstillinger under hensyntagen til eventuelle kommentarer forelagt af den berørte medlemsstat. Med henblik på udførelsen af sine opgaver kan Kommissionen anmode medlemsstaten om at forelægge oplysninger, og kan foretage inspektioner på stedet og konsultere regnskaberne for alle statslige instanser på centralt, delstatsligt, lokalt og socialsikkerhedsmæssigt niveau. Såfremt det ved inspektioner på stedet er et krav i lovgivningen i den berørte medlemsstat, at der skal indhentes en forudgående tilladelse fra en retlig myndighed, anmoder Kommissionen om de nødvendige tilladelser.
Efter at have afsluttet sin undersøgelse, og inden den forlægger Rådet noget forslag, giver Kommissionen den berørte medlemsstat mulighed for at blive hørt om de undersøgte forhold. Kommissionen baserer udelukkende sit forslag til Rådet på faktuelle forhold, som den berørte medlemsstat har haft lejlighed til at udtale sig om.
Kommissionen respekterer fuldt ud den berørte medlemsstats ret til forsvar i forbindelse med undersøgelserne.
4. Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 11 vedrørende
a) detaljerede kriterier for fastsættelse af størrelsen af den i stk. 1 omhandlede bod
b) detaljerede regler vedrørende procedurerne for de i stk. 3 omhandlede undersøgelser, hermed forbundne foranstaltninger og rapportering om undersøgelserne
Sanktioner pålagt medlemsstaterne i medfør af artikel 4-8 er af administrativ art.
De renter, som Kommissionen har tjent på de beløb, der er deponeret i henhold til artikel 5, og den bod, der er opkrævet i henhold til artikel 6 og 8, udgør andre indtægter, jf. artikel 311 i TEUF, og afsættes til den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet. Når de medlemsstater, der har euroen som valuta, opretter en anden stabilitetsmekanisme med henblik på at yde finansiel bistand og sikre stabiliteten i hele euroområdet, afsættes renter og bod til nævnte mekanisme.
1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.
2. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 8, stk. 4, tillægges Kommissionen for en periode på tre år fra 13. december 2011. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af treårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.
3. Den i artikel 8, stk. 4, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.
4. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.
5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 8, stk. 4, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.
1. Hvad angår de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 4, 5, 6 og 8, stemmer kun medlemmer af Rådet, som repræsenterer medlemsstater, der har euroen som valuta, og Rådet træffer afgørelse uden at tage hensyn til stemmen fra det medlem af Rådet, som repræsenterer den berørte medlemsstat.
2. Det i stk. 1 omhandlede kvalificerede flertal af Rådets medlemmer defineres i overensstemmelse med artikel 238, stk. 3, litra b), i TEUF.
1. Kommissionen offentliggør senest den 14. december 2014. og derefter hvert femte år en rapport om anvendelsen af denne forordning.
I rapporten foretages der bl.a. en evaluering af:
a) hvor effektiv denne forordning er, herunder af, hvorvidt den har gjort det muligt for Rådet og Kommissionen at gribe ind for at imødegå situationer, der risikerer at bringe Den Monetære Unions rette funktion i fare
b) fremskridtene med at sikre øget samordning af de økonomiske politikker og en varig konvergens mellem medlemsstaternes økonomiske resultater i overensstemmelse med TEUF.
2. Hvis det er hensigtsmæssigt, ledsages rapporten af forslag om ændring af denne forordning.
3. Rapporten fremsendes til Europa-Parlamentet og til Rådet.
4. Kommissionen forelægger inden udgangen af 2011 Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om muligheden for at indføre euro-værdipapirer.
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 16. november 2011.
EUT C 218 af 23.7.2011, s. 46.
Europa-Parlamentets holdning af 28.9.2011 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 8.11.2011.
c) detaljerede procedureregler med henblik på at sikre retten til forsvar, aktindsigt, juridisk repræsentation, fortrolighed, og bestemmelser om fastsættelse af frister og opkrævning af boder, jf. stk. 1.
5. Den Europæiske Unions Domstol har fuld prøvelsesret med hensyn til klager over afgørelser, hvorved Rådet har pålagt en bod i henhold til stk. 1. Den kan annullere, nedsætte eller forhøje den pålagte bod.
