Search for a command to run...
(Kommissionens forordning (EU) nr. 28/2012 om fastsættelse af krav vedrørende udstedelse af certifikater ved import til og transit gennem Unionen af visse sammensatte produkter og om ændring af beslutning 2007/275/EF og forordning (EF) nr. 1162/2009)
14.1.2012 DA Den Europæiske Unions Tidende L 12/1
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Rådets direktiv 97/78/EF af 18. december 1997 om fastsættelse af principperne for tilrettelæggelse af veterinærkontrollen for tredjelandsprodukter, der føres ind i Fællesskabet , særlig artikel 3, stk. 5,
under henvisning til Rådets direktiv 2002/99/EF af 16. december 2002 om dyresundhedsbestemmelser for produktion, tilvirkning, distribution og indførsel af animalske produkter til konsum , særlig artikel 8, stk. 5,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853/2004 af 29. april 2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer , særlig artikel 9, stk. 1,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 af 29. april 2004 om særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol af animalske produkter til konsum , særlig artikel 16, stk. 1,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 af 29. april 2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes , særlig artikel 48, stk. 1 og artikel 63, stk. 1, første afsnit, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I henhold til direktiv 97/78/EF foretager medlemsstaterne i overensstemmelse med direktivet og forordning (EF) nr. 882/2004 veterinærkontrol af tredjelandsprodukter, der føres ind i Unionen.
(2) Ved forordning (EF) nr. 882/2004 er der fastsat generelle regler for offentlig kontrol med, om bestemmelserne overholdes korrekt, navnlig med henblik på at forebygge eller fjerne risici for mennesker og dyr eller nedbringe dem til et acceptabelt niveau enten direkte eller via miljøet.
(3) Direktiv 2002/99/EF fastlægger generelle dyresundhedsbestemmelser for alle produktions-, tilvirknings- og distributionsled inden for Unionen og for indførsel fra tredjelande af animalske produkter og produkter fremstillet heraf bestemt til konsum.
(4) Ved forordning (EF) nr. 853/2004 er der fastsat særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer gældende for ledere af fødevarevirksomheder. Det fremgår af artikel 6, stk. 4, i forordningen, at fødevarevirksomhedsledere, der importerer fødevarer indeholdende både produkter af vegetabilsk oprindelse og forarbejdede produkter af animalsk oprindelse (sammensatte produkter), skal sikre, at de forarbejdede produkter af animalsk oprindelse i sådanne fødevarer opfylder visse folkesundhedskrav, der er fastsat i forordningen. Det bestemmes endvidere i forordning (EF) nr. 853/2004, at fødevarevirksomhedsledere skal være i stand til at påvise, at de har sikret dette, f.eks. ved passende dokumentation eller certificering.
(5) Forordning (EF) nr. 853/2004 anvendes fra den 1. januar 2006. Det ville imidlertid i visse tilfælde bevirke praktiske problemer, hvis nogle af de deri fastsatte foranstaltninger havde fundet anvendelse med øjeblikkelig virkning fra den 1. januar 2006.
(6) Derfor blev det ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2076/2005 bestemt, at uanset artikel 6, stk. 4, i forordning (EF) nr. 853/2004 fritages fødevarevirksomhedsledere, der importerer fødevarer indeholdende sammensatte produkter, fra den i samme artikel fastsatte forpligtelse.
(7) Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1162/2009 af 30. november 2009 om overgangsforanstaltninger i forbindelse med gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853/2004, (EF) nr. 854/2004 og (EF) nr. 882/2004 blev forordning (EF) nr. 2076/2005 ophævet og afløst. Forordning (EF) nr. 1162/2009 indeholder samme undtagelse fra artikel 6, stk. 4, i forordning (EF) nr. 853/2004 som forordning (EF) nr. 2076/2005.
(8) Endvidere fastsættes det i forordning (EF) nr. 1162/2009, at importen af sammensatte produkter skal ske i overensstemmelse med de harmoniserede EU-bestemmelser, i det omfang sådanne findes, og hvis ikke, da i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, medlemsstaterne har gennemført.
(9) Forordning (EF) nr. 1162/2009 anvendes indtil den 31. december 2013.
(10) Ved Kommissionens beslutning 2007/275/EF af 17. april 2007 om lister over dyr og produkter, der skal underkastes kontrol ved grænsekontrolsteder i henhold til Rådets direktiv 91/496/EØF og 97/78/EF , er det fastsat, at visse sammensatte produkter skal underkastes veterinærkontrol ved import til Unionen. Ifølge samme beslutning er de sammensatte produkter, der underkastes veterinærkontrol, alle dem, der indeholder forarbejdede kødprodukter, dem, hvis indhold for mindst halvdelens vedkommende består af et forarbejdet animalsk produkt, der ikke er et forarbejdet kødprodukt, og dem, der ikke indeholder forarbejdede kødprodukter, og hvis indhold for mindre end halvdelens vedkommende består af forarbejdede mejeriprodukter, såfremt de endelige produkter ikke opfylder kravene i artikel 6 i beslutning 2007/275/EF.
(11) Desuden er der i beslutning 2007/275/EF fastsat visse certifikatkrav vedrørende sammensatte produkter, der underkastes veterinærkontrol. Det fastsættes, at når sammensatte produkter, der indeholder forarbejdede kødprodukter, føres ind i Unionen, skal de ledsages af det relevante certifikat for kødprodukter i henhold til EU-lovgivningen Når sammensatte produkter, der indeholder forarbejdede mejeriprodukter, og som skal underkastes veterinærkontrol, føres ind i Unionen, skal de ledsages af det relevante certifikat i henhold til EU-lovgivningen. Når sammensatte produkter, der udelukkende indeholder forarbejdede fiskevarer eller ægprodukter, og som skal underkastes veterinærkontrol, føres ind i Unionen, skal de ledsages af det relevante certifikat i henhold til EU-lovgivningen eller af et handelsdokument, hvis der ikke er fastsat krav om et certifikat.
(12) De sammensatte produkter, der underkastes veterinærkontrol i henhold til beslutning 2007/275/EF er de produkter, der er af en sådan art, at de også kan udgøre en større folkesundhedsrisiko. Niveauerne for den potentielle folkesundhedsrisiko varierer afhængigt af det animalske produkt, som indgår i det sammensatte produkt, den procentdel, som det pågældende animalske produkt udgør af det sammensatte produkt, og de behandlinger, det har gennemgået, samt det sammensatte produkts holdbarhed.
(13) Derfor bør de folkesundhedskrav, der er fastlagt i forordning (EF) nr. 853/2004, gælde for disse sammensatte produkter selv inden udløbet af undtagelsen, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1162/2009.
(14) Navnlig bør der i nærværende forordning fastsættes bestemmelser om attestering af overensstemmelse med folkesundhedskrav, som fastsat i forordning (EF) nr. 853/2004, ved import af sammensatte produkter, der indeholder forarbejdede kødprodukter, af sammensatte produkter, hvis indhold for mindst halvdelens vedkommende består af mejeriprodukter eller forarbejdede fiskevarer eller ægprodukter, samt af sammensatte produkter, som ikke indeholder forarbejdede kødprodukter, og hvis indhold for mindre end halvdelens vedkommende består af forarbejdede mejeriprodukter, såfremt de endelige produkter ikke er holdbare ved omgivelsestemperatur, eller når de ikke klart som led i fremstillingen er blevet kogt, stegt eller varmebehandlet med en komplet gennemvarmning, så alle råvarer er blevet denatureret.
(15) Som følge heraf bør undtagelsen i forordning (EF) nr. 1162/2009 ikke længere gælde for disse sammensatte produkter.
(16) Dyresundhedskravene vedrørende disse sammensatte produkter er allerede fastsat i EU-lovgivningen. Ifølge disse krav bør disse sammensatte produkter navnlig kun importeres fra godkendte tredjelande.
(17) Der bør i nærværende forordning fastsættes et særligt standardsundhedscertifikat, hvori det attesteres, at sådanne sammensatte produkter, der importeres til Unionen, opfylder kravene til folke- og dyresundheden. Som følge heraf bør certifikatkravene i beslutning 2007/275/EF ikke længere gælde for disse sammensatte produkter.
(18) Hvad angår øvrige sammensatte produkter, hvis indhold for mindst halvdelens vedkommende består af andre animalske produkter end mejeriprodukter eller fiskevarer eller ægprodukter, bør certifikatkravene i beslutning 2007/275/EF fortsat gælde. For at opnå forenkling og klarhed i EU-lovgivningen bør disse certifikatkrav imidlertid medtages i denne forordning, således at de vigtigste regler med hensyn til attestering af sammensatte produkter er fastsat i kun én retsakt.
(19) Beslutning 2007/275/EF og forordning (EF) nr. 1162/2009 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.
(20) Af dyresundhedsmæssige grunde bør der fastsættes bestemmelser om et certifikat og særlige betingelser for transit via Unionen. Disse betingelser bør dog kun gælde for sammensatte produkter, der indeholder forarbejdede kødprodukter eller forarbejdede mejeriprodukter.
(21) På grund af Kaliningrads geografiske beliggenhed, som kun berører Letland, Litauen og Polen, bør der fastsættes særlige betingelser for transit via Unionen af sendinger til og fra Rusland.
(22) For at undgå handelsforstyrrelser bør det i en overgangsperiode tillades at anvende certifikater udstedt i henhold til beslutning 2007/275/EF før datoen for anvendelse af denne forordning.
(23) Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —
VEDTAGET DENNE FORORDNING: