Search for a command to run...
(Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/171 af 19. oktober 2017 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for væsentlighedsgrænsen for gældsforpligtelser i restance (EØS-relevant tekst. ))
1. En kompetent myndighed fastlægger for alle institutter i sin jurisdiktion en fælles væsentlighedsgrænse for detaileksponeringer.
For institutter, som anvender definitionen af misligholdelse i og på et niveau svarende til den individuelle kreditfacilitet, kan den kompetente myndighed imidlertid fastlægge en særskilt fælles væsentlighedsgrænse for detaileksponeringer.
2. Den i stk. 1, første afsnit, omhandlede væsentlighedsgrænse består af en absolut og en relativ komponent.
Den absolutte komponent udtrykkes som et maksimumsbeløb for summen af alle restancer, som en låntager skylder instituttet, dette instituts moderselskab eller et af dets datterselskaber (»gældsforpligtelse i restance«). Maksimumsbeløbet må ikke overstige 100 EUR eller det tilsvarende beløb i den relevante nationale valuta.
Den relative komponent udtrykkes som en procentdel, som afspejler forholdet mellem gældsforpligtelsen i restance og instituttets, dette instituts moderselskabs eller et af dets datterselskabers samlede balanceførte eksponeringer mod denne låntager, bortset fra aktieeksponeringer. Procenten skal være på mellem 0 % og 2,5 % og sættes til 1 %, når denne procentdel afspejler et risikoniveau, som den kompetente myndighed anser for at være acceptabelt, jf. artikel 3.
3. Den i stk. 1, andet afsnit, omhandlede væsentlighedsgrænse fastlægges i overensstemmelse med det i stk. 2 omhandlede grundlag, dog med den forskel, at »gældsforpligtelse i restance« og »instituttets samlede balanceførte eksponeringer mod denne låntager, bortset fra aktieeksponeringer« henviser til de af låntagerens gældsforpligtelser, som hidrører fra en enkelt kreditfacilitet, som instituttet, moderselskabet eller et af dets datterselskaber har stillet til rådighed.
4. Ved fastlæggelse af væsentlighedsgrænsen i overensstemmelse med nærværende artikel skal den kompetente myndighed tage hensyn til risikokarakteristikken for detaileksponeringer og specifikationen af detaileksponeringer i i forbindelse med banker, som anvender den interne ratingbaserede metode, og i nævnte forordnings artikel 123 i forbindelse med institutter, som anvender standardmetoden.
5. Ved fastlæggelse af væsentlighedsgrænsen i overensstemmelse med nærværende artikel skal den kompetente myndighed antage, at der foreligger misligholdelse fra låntagerens side, hvis både den grænse, der udtrykkes ved væsentlighedsgrænsens absolutte komponent, og den grænse, der udtrykkes ved denne grænses relative komponent, overstiges enten 90 dage i træk eller 180 dage i træk, såfremt alle de eksponeringer, der indgår i beregningen af gældsforpligtelsen i restance, er sikret ved pant i beboelsesejendomme eller SMV-erhvervsejendomme og de 90 dage for disse eksponeringer er blevet erstattet med 180 dage i henhold til .
1. En kompetent myndighed fastlægger for alle institutter i sin jurisdiktion en fælles væsentlighedsgrænse for andre eksponeringer end detaileksponeringer.
2. Den i stk. 1 omhandlede væsentlighedsgrænse fastlægges i overensstemmelse med det i artikel 1, stk. 2, omhandlede grundlag, dog med den forskel, at væsentlighedsgrænsens absolutte komponent ikke må overstige 500 EUR eller det tilsvarende beløb i den relevante nationale valuta.
3. Ved fastlæggelse af væsentlighedsgrænsen i overensstemmelse med denne artikel skal den kompetente myndighed tage hensyn til risikokarakteristikken for andre eksponeringer end detaileksponeringer.
4. Ved fastlæggelse af væsentlighedsgrænsen i overensstemmelse med nærværende artikel skal den kompetente myndighed antage, at der foreligger misligholdelse fra låntagerens side, hvis både den grænse, der udtrykkes ved væsentlighedsgrænsens absolutte komponent, og den grænse, der udtrykkes ved denne grænses relative komponent, overstiges enten 90 dage i træk eller 180 dage i træk, såfremt de eksponeringer, der indgår i beregningen af gældsforpligtelsen i restance, er eksponeringer mod en offentlig enhed og de 90 dage for disse eksponeringer er blevet erstattet med 180 dage i henhold til .
En kompetent myndighed skal anse en væsentlighedsgrænse for at afspejle et acceptabelt risikoniveau, jf. kravene i , hvis denne grænse hverken medfører anerkendelsen af uforholdsmæssigt mange misligholdelser, som skyldes andre forhold end en låntagers økonomiske vanskeligheder, eller betydelige forsinkelser i anerkendelsen af misligholdelser, som skyldes en låntagers økonomiske vanskeligheder.
En kompetent myndighed giver EBA meddelelse om de væsentlighedsgrænser, der fastlægges i dens jurisdiktion. En kompetent myndighed, som fastlægger væsentlighedsgrænsens relative komponent, således at denne er højere eller mindre end 1 %, skal begrunde dette valg over for EBA.
Hvis væsentlighedsgrænsens absolutte komponent fastlægges i en anden valuta end euro og det hertil svarende beløb for komponenten som følge af udsving i valutakurserne overstiger 100 EUR for detaileksponeringer og 500 EUR for andre eksponeringer end detaileksponeringer, må grænsen ikke ændres, medmindre den kompetente myndighed over for EBA sandsynliggør, at væsentlighedsgrænsen ikke længere afspejler et risikoniveau, som den kompetente myndighed anser for at være acceptabelt.
En kompetent myndighed fastsætter en anvendelsesdato for væsentlighedsgrænserne, som kan være forskellig for forskellige kategorier af institutter, men som for institutter, som anvender standardmetoden i tredje del, afsnit II, kapital 2, i forordning (EU) nr. 575/2013, ikke må ligge senere end den 31. december 2020.
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Den anvendes fra den 7. maj 2018.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 19. oktober 2017.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12).
