Uddannelse af søfarende og gensidig anerkendelse af sønæringsbeviser i EU

Artikel 1

Ændringer af direktiv 2008/106/EF

I direktiv 2008/106/EF foretages følgende ændringer:

1) I artikel 1 tilføjes følgende numre:

»43) »værtsmedlemsstat«: den medlemsstat, hvor søfarende søger accept eller anerkendelse af deres sønæringsbeviser, kvalifikationsbeviser eller dokumentation

1. »IGF-kode«: den internationale kode for sikkerhed for skibe, der bruger gas eller andre brændstoffer med lavt flammepunkt, som defineret i SOLAS 74 reglement II-1/2.29

2. »polarkode«: den internationale kode for skibe, som opererer i polare farvande, som defineret i SOLAS 74 reglement XIV/1.1

3. »polare farvande«: arktiske farvande og/eller Antarktisområdet, som defineret i SOLAS 74 reglement XIV/1.2 til XIV/1.4.«

2) I artikel 2 foretages følgende ændringer:

a) I det eneste stykke affattes indledningen således:

»1. Dette direktiv finder anvendelse på søfarende, som omhandlet i dette direktiv, der gør tjeneste om bord på søgående skibe, der fører en medlemsstats flag, med undtagelse af:«.

b) Følgende stykke tilføjes:

»2. Artikel 5b finder anvendelse på søfarende, der er i besiddelse af et bevis, som er udstedt af en medlemsstat, uanset deres nationalitet.«

3) I artikel 5 foretages følgende ændringer:

a) Stk. 10 affattes således:

»10. Med forbehold af bestemmelserne i artikel 19, stk. 7, skal de beviser, der kræves i henhold til nærværende direktiv, forefindes i original om bord på det skib, hvor indehaveren er tjenstgørende, i papirform eller elektronisk form, idet deres ægthed og gyldighed kan verificeres efter proceduren i denne artikels stk. 12, litra b).«

b) Stk. 13 affattes således:

»13. Når de relevante ændringer af STCW-konventionen og del A i STCW-koden vedrørende digitale beviser for søfarende træder i kraft, tillægges Kommissionen beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 27a for at ændre dette direktiv ved at afstemme alle de relevante bestemmelser deri med de pågældende ændringer med henblik på at digitalisere søfarendes beviser og påtegninger.«

4) Artikel 5a affattes således:

»Artikel 5a

Oplysninger til Kommissionen

Med henblik på artikel 20, stk. 8, og artikel 21, stk. 2, og udelukkende til brug for medlemsstaterne og Kommissionen i forbindelse med politikformulering og til statistiske formål indsender medlemsstaterne hvert år de oplysninger, som er angivet i bilag V til dette direktiv, om sønæringsbeviser og påtegninger, der attesterer anerkendelse af sønæringsbeviserne, til Kommissionen. De kan også på frivilligt grundlag fremlægge oplysninger om de kvalifikationsbeviser, der er udstedt til menige i overensstemmelse med kapitel II, III og VII i bilaget til STCW-konventionen, såsom de oplysninger, der er angivet i bilag V til dette direktiv.«

5) Følgende artikel indsættes:

»Artikel 5b

Gensidig anerkendelse af søfarendes beviser, som er udstedt af medlemsstaterne

1. Enhver medlemsstat accepterer kvalifikationsbeviser og dokumentation, som er udstedt af en anden medlemsstat eller under dennes myndighed, i papirform eller elektronisk form, med henblik på at tillade søfarende at gøre tjeneste på skibe, der fører dens flag.

2. Enhver medlemsstat anerkender sønæringsbeviser, som er udstedt af en anden medlemsstat, eller kvalifikationsbeviser, som er udstedt af en anden medlemsstat, til skibsførere og officerer i henhold til reglement V/1-1 og V/1-2 i bilag I til dette direktiv ved at påtegne disse beviser for at attestere deres anerkendelse. Påtegningen, som attesterer anerkendelsen, begrænses til de stillinger, funktioner og kompetence- eller kvalifikationsniveauer, der er foreskrevet heri. Påtegningen udstedes kun, hvis alle krav i STCW-konventionen er opfyldt i henhold til reglement I/2, stk. 7, i STCW-konventionen. Den anvendte påtegningsform er den, der er gengivet i afsnit A-I/2, stk. 3, i STCW-koden.

3. Enhver medlemsstat accepterer med henblik på at tillade søfarende at gøre tjeneste på skibe, der fører dens flag, helbredsattester, som er udstedt under en anden medlemsstats myndighed i henhold til artikel 11.

4. Værtsmedlemsstaterne sikrer, at de i stk. 1, 2 og 3 omhandlede afgørelser træffes inden for en rimelig frist. Værtsmedlemsstaterne sikrer også, at søfarende i overensstemmelse med national lovgivning og nationale procedurer har ret til at påklage afgørelser, hvorved der nægtes påtegning eller accept af et gyldigt bevis, og klage over manglende svar, og at søfarende ydes tilstrækkelig rådgivning og bistand i forbindelse med sådanne klager i overensstemmelse med fastlagt national lovgivning og fastlagte nationale procedurer.

5. Uanset denne artikels stk. 2 kan en værtsmedlemsstats kompetente myndigheder indføre yderligere begrænsninger med hensyn til stillinger, funktioner og kompetence- eller kvalifikationsniveauer, der vedrører kystfart, som omhandlet i artikel 7 eller alternative beviser, der er udstedt i henhold til reglement VII/1 i bilag I.

6. Uanset stk. 2 kan en værtsmedlemsstat om fornødent tillade en søfarende at gøre tjeneste i et tidsrum på ikke over tre måneder om bord på et skib, der fører medlemsstatens flag, med et behørigt og gyldigt bevis, som er udstedt og påtegnet af en anden medlemsstat, men som endnu ikke er blevet påtegnet af den pågældende værtsmedlemsstat.

Der skal foreligge dokumentation for, at der er blevet indsendt en ansøgning om påtegning til de kompetente myndigheder.

7. En værtsmedlemsstat sikrer, at søfarende, som med henblik på anerkendelse fremlægger beviser for funktioner på lederniveau, har tilstrækkeligt kendskab til den del af den pågældende medlemsstats søfartslovgivning, som er relevant for de funktioner, de har ret til at udføre.«

6) I artikel 12 foretages følgende ændringer:

a) Stk. 1 affattes således:

»1. Skibsførere, officerer og radiooperatører med et bevis, der er udstedt af eller anerkendt i henhold til kapitlerne i bilag I, bortset fra reglement V/3 i kapitel V eller kapitel VI, som gør tjeneste til søs eller har til hensigt at vende tilbage til søen efter en periode i land, skal med henblik på fortsat fartstid til søs med mellemrum på højst fem år:

a) opfylde kravene til sundhedsmæssig egnethed i artikel 11, og

b) bevise, at de fortsat er i besiddelse af deres faglige kvalifikationer i henhold til afsnit A-I/11 i STCW-koden.«

b) Følgende stykke indsættes:

»2b. Skibsførere eller officerer skal med henblik på fortsat fartstid til søs om bord på skibe, som opererer i polare farvande, opfylde kravene i stk. 1 og med mellemrum på højst fem år bevise, at de fortsat er i besiddelse af deres faglige kvalifikationer til skibe, som opererer i polare farvande, i henhold til afsnit A-I/11, stk. 4, i STCW-koden.«

c) Stk. 3 affattes således:

»3. Medlemsstaterne sammenligner de uddannelses- og kvalifikationskrav, som kræves for udstedelse af sønæringsbeviser og/eller kvalifikationsbeviser indtil den 1. januar 2017, med specifikationerne for de pågældende sønærings- og/eller kvalifikationsbeviser i del A i STCW-koden og fastsætter, hvorvidt indehaverne af sådanne sønærings- og/eller kvalifikationsbeviser skal gennemgå relevant genopfrisknings- og ajourføringsuddannelse eller underkastes bedømmelse.«

d) Følgende stykke indsættes:

»3a. Medlemsstaterne sammenligner de uddannelses- og kvalifikationskrav, der kræves for personer, som gør tjeneste på gasdrevne skibe før den 1. januar 2017, med uddannelses- og kvalifikationskravene i afsnit A-V/3 i STCW-koden og fastsætter, hvorvidt disse personer skal ajourføre sine kvalifikationer.«

7) Artikel 19, stk. 2 og 3, affattes således:

»2. En medlemsstat, som tilsigter ved påtegning at anerkende de sønæringsbeviser eller kvalifikationsbeviser som omhandlet i denne artikels stk. 1, der er udstedt af et tredjeland til en skibsfører, officer eller radiooperatør med henblik på tjeneste på skibe, der fører dens flag, indsender en anmodning til Kommissionen om anerkendelse af det pågældende tredjeland ledsaget af en foreløbig analyse af tredjelandets opfyldelse af kravene i STCW-konventionen ved at indsamle de oplysninger, der er omhandlet i bilag II til dette direktiv. I denne foreløbige analyse giver medlemsstaten yderligere oplysninger om årsagerne til anerkendelse af tredjelandet til støtte for sin anmodning.

Efter en medlemsstat har indsendt en sådan anmodning, behandler Kommissionen straks denne anmodning og træffer afgørelse efter undersøgelsesproceduren i artikel 28, stk. 2, om indledning af vurderingen af uddannelses- og bevisudstedelsessystemet i tredjelandet inden for rimelig tid under behørig hensyntagen til den frist, der er fastsat i denne artikels stk. 3.

Når der er vedtaget en positiv afgørelse om at indlede vurderingen, indsamler Kommissionen med bistand fra Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed og i påkommende fald med deltagelse af den medlemsstat, der har indsendt anmodningen, og eventuelle andre interesserede medlemsstater de i bilag II til dette direktiv nævnte oplysninger og foretager en vurdering af uddannelses- og bevisudstedelsessystemerne i det tredjeland, som anerkendelsesanmodningen vedrører, for at verificere, at det pågældende land opfylder alle kravene i STCW-konventionen, og at der er truffet tilstrækkelige foranstaltninger til at hindre svig med beviser, og tage hensyn til, om det har ratificeret konventionen fra 2006 om søfarendes arbejdsforhold.

3. Hvis Kommissionen som følge af den i denne artikels stk. 2 omhandlede vurdering konkluderer, at alle disse krav er opfyldt, vedtager den gennemførelsesretsakter, der fastsætter dens afgørelse om anerkendelse af et tredjeland. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 28, stk. 2, inden for 24 måneder fra en medlemsstat har indsendt anmodningen som omhandlet i nærværende artikels stk. 2.

Hvis det pågældende tredjeland skal træffe større korrigerende foranstaltninger, herunder ændringer af dets lovgivning samt dets uddannelses- og bevisudstedelsessystem for at opfylde kravene i STCW-konventionen, vedtages de gennemførelsesretsakter, der er omhandlet i dette stykkes første afsnit, inden for 36 måneder fra en medlemsstat har indsendt anmodningen som omhandlet i stk. 2 i denne artikel.

Den medlemsstat, der har indsendt denne anmodning, kan ensidigt beslutte at anerkende et tredjeland, indtil der er vedtaget en gennemførelsesretsakt i henhold til dette stykke. I tilfælde af en sådan ensidig anerkendelse meddeler medlemsstaten Kommissionen antallet af de påtegninger, der attesterer anerkendelsen, og som er udstedt for så vidt angår de i stk. 1 omhandlede sønæringsbeviser og kvalifikationsbeviser, som er udstedt af tredjelandet, indtil gennemførelsesretsakten vedrørende anerkendelsen af nævnte tredjeland vedtages.«

8) I artikel 20 tilføjes følgende stykke:

»8. Hvis der ikke er nogen påtegninger, der attesterer den anerkendelse, som er udstedt af en medlemsstat for så vidt angår de i artikel 19, stk. 1, omhandlede sønæringsbeviser eller kvalifikationsbeviser, som er udstedt af et tredjeland i en periode på mere end otte år, skal anerkendelsen af dette lands beviser undersøges på ny. Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der fastsætter dens afgørelse efter denne fornyede undersøgelse. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 28, stk. 2, efter underretning af medlemsstaterne samt det pågældende tredjeland mindst seks måneder i forvejen.«

9) Artikel 21, stk. 1 og 2, affattes således:

»1. De tredjelande, der er blevet anerkendt efter proceduren i artikel 19, stk. 3, første afsnit, herunder de tredjelande, der henvises til i artikel 19, stk. 6, genvurderes regelmæssigt og mindst hvert tiende år af Kommissionen med bistand fra Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed for at verificere, at de opfylder de relevante kriterier i bilag II, og om der er truffet tilstrækkelige foranstaltninger til at hindre svig med beviser.

2. Kommissionen foretager med bistand fra Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed genvurderingen af tredjelandene baseret på prioritetskriterier. Disse prioritetskriterier omfatter følgende:

a) resultaterne af havnestatskontrollen i henhold til artikel 23

b) antallet af de påtegninger, der attesterer anerkendelsen, for så vidt angår sønæringsbeviser, eller kvalifikationsbeviser, der er udstedt i overensstemmelse med reglement V/1-1 og V/1-2 i STCW-konventionen, og som er udstedt af tredjelandet

c) antallet af søfartsuddannelsesinstitutioner, som er akkrediteret af tredjelandet

d) antallet af programmer for uddannelse og faglig udvikling af søfarende, som er godkendt af tredjelandet

e) datoen for Kommissionens sidste vurdering af tredjelandet og antallet af mangler i kritiske processer, der er identificeret under denne vurdering

f) alle væsentlige ændringer i tredjelandets søfartsuddannelses- og bevisudstedelsessystem

g) det samlede antal søfarende, der har modtaget bevis fra tredjelandet, og som gør tjeneste om bord på skibe, der fører medlemsstaternes flag, og disse søfarendes uddannelses- og kvalifikationsniveau

h) oplysninger om uddannelsesstandarderne i tredjelandet fra berørte myndigheder eller andre interessenter, hvis sådanne foreligger.

Hvis et tredjeland ikke opfylder kravene i STCW-konventionen i overensstemmelse med dette direktivs artikel 20, har genvurderingen af nævnte tredjeland prioritet i forbindelse med de øvrige tredjelande.«

10) Artikel 25a, stk. 1, affattes således:

»1. Medlemsstaterne meddeler de oplysninger, der er omhandlet i bilag V, til Kommissionen med henblik på artikel 20, stk. 8, og artikel 21, stk. 2, samt til brug af medlemsstaterne og Kommissionen ved politikformulering.«

11) Artikel 26 affattes således:

»Artikel 26

Evalueringsrapport

Senest den 2. august 2024 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en evalueringsrapport, herunder forslag til opfølgende foranstaltninger, der skal træffes i lyset af denne evaluering. I denne evalueringsrapport undersøger Kommissionen gennemførelsen af ordningen om gensidig anerkendelse af søfarendes beviser, som er udstedt af medlemsstaterne, og enhver udvikling vedrørende digitale beviser til søfarende på internationalt plan. Kommissionen evaluerer desuden enhver udvikling vedrørende en fremtidig overvejelse af de europæiske beviser for søfartsuddannelse på højt niveau, som understøttes af anbefalingerne fra arbejdsmarkedets parter.«

12) Artikel 27 affattes således:

»Artikel 27

Ændring

1. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 27a om ændring af bilag I til dette direktiv og de tilhørende bestemmelser i dette direktiv for at afstemme nævnte bilag og disse bestemmelser med ændringerne i STCW-konventionen og del A i STCW-koden.

2. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 27a om ændring af bilag V til dette direktiv vedrørende specifikt og relevant indhold og detaljer vedrørende de oplysninger, der skal indberettes af medlemsstaterne, forudsat at de pågældende retsakter er begrænset til at tage hensyn til ændringerne i STCW-konventionen og del A i STCW-koden og overholder forholdsreglerne om databeskyttelse. Sådanne delegerede retsakter må ikke ændre bestemmelserne om anonymisering af oplysninger som fastsat i artikel 25a, stk. 3.«

13) Artikel 27a affattes således:

»Artikel 27a

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 5, stk. 13, og artikel 27, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 1. august 2019. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3. Den i artikel 5, stk. 13, og artikel 27 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4. Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning af 13. april 2016.

5. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6. En delegeret retsakt, der er vedtaget i henhold til artikel 5, stk. 13, og artikel 27, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.«

14) Bilag I til direktiv 2008/106/EF ændres som anført i bilaget til dette direktiv.

Artikel 2

Ophævelse

Direktiv 2005/45/EF ophæves.

Artikel 3

Gennemførelse

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 2. august 2021. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 4

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 5

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. juni 2019.

På Europa-Parlamentets vegne

A. TAJANI

Formand

På Rådets vegne

G. CIAMBA

Formand

EUT C 110 af 22.3.2019, s. 125.

Europa-Parlamentets holdning af 4.4.2019 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 6.6.2019.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/106/EF af 19. november 2008 om minimumsuddannelsesniveauet for søfartserhverv (EUT L 323 af 3.12.2008, s. 33).

EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (EUT L 255 af 30.9.2005, s. 22).