Antidumpingtold på import af fedtsyre fra Indonesien

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2023/111

af 18. januar 2023

om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af fedtsyre med oprindelse i Indonesien

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (»grundforordningen«), særlig artikel 9, stk. 4,

ud fra følgende betragtninger:

1. SAGSFORLØB

1.1. Indledning

(1) Den 30. november 2021 indledte Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) en antidumpingundersøgelse vedrørende importen af fedtsyre med oprindelse i Indonesien (»det pågældende land«) på grundlag af artikel 5 i grundforordningen. Den offentliggjorde en indledningsmeddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (»indledningsmeddelelsen«).

(2) Kommissionen indledte undersøgelsen som følge af en klage, der blev indgivet den 18. oktober 2021 af Coalition against Unfair Trade in Fatty Acid (»klageren« eller »CUTFA«). Klagen blev indgivet på vegne af EU-erhvervsgrenen for fedtsyre i henhold til grundforordningens artikel 5, stk. 4. Klagen indeholdt beviser for dumping og deraf følgende væsentlig skade, som var tilstrækkelige til at berettige indledningen af undersøgelsen.

(3) Den 13. maj 2022 indledte Kommissionen en antisubsidieundersøgelse vedrørende importen af fedtsyre med oprindelse i Indonesien. Kommissionen offentliggjorde en indledningsmeddelelse i Den Europæiske Unions Tidende .

1.2. Interesserede parter

(4) I indledningsmeddelelsen opfordrede Kommissionen interesserede parter til at kontakte den med henblik på at deltage i undersøgelsen. Endvidere underrettede Kommissionen særligt ansøgeren, andre kendte EU-producenter, de kendte eksporterende producenter og myndighederne i Indonesien og kendte importører og brugere om indledningen af undersøgelsen, og opfordrede dem til at deltage.

(5) De interesserede parter fik mulighed for at fremsætte bemærkninger til indledningen af undersøgelsen og for at anmode om en høring med Kommissionen og/eller høringskonsulenten i handelsprocedurer.

(6) Der blev afholdt høringer med en biodieselproducent Campa Iberia SAU (»Campa«) og dennes forretningsmæssigt forbundne virksomhed IM Biofuel Italy S.r.l. (»IMBI«) (tilsammen benævnt »Campa/IMBI«) og en stikprøveudtaget EU-producent AAK AB (»AAK«).

1.3. Bemærkninger til indledningen af undersøgelsen

(7) Kommissionen modtog bemærkninger til indledningen af undersøgelsen fra de eksporterende producenter P.T, Musim Mas (»Musim Mas«) og dennes forretningsmæssigt forbundne eksportør P.T. Intibenua Perkasatama (»IBP«) (tilsammen benævnt »Musim Mas-gruppen«), P.T. Wilmar Nabati Indonesien (»Wilmar«), P.T. Nubika Jaya og P.T. Permata Hijau Palm Oleo (tilsammen benævnt »Permata-gruppen«), og den indonesiske regering (»GOI«).

(8) Musim Mas-gruppen, Wilmar og GOI hævdede, at definitionen af den undersøgte vare i klagen var for bred, da den omfattede fedtsyrer, der ikke var omfattet af klagen (såsom fedtsyre, der anvendes til fremstilling af biodiesel, palmitinsyrer, der anvendes til dyrefoder, vegetabilsk oliesyre, der anvendes til fødevarer, og fedtsyrer afledt af kokosolie). GOI hævdede, at da klageren ikke havde defineret varedækningen korrekt i klagen, ville dette påvirke klagens gyldighed og begrundelsen for at indlede undersøgelsen.

(9) Det blev endvidere påstået, at på grund af den brede definition af den undersøgte vare var oplysningerne i klagen (nemlig produktion, produktionskapacitet, beskæftigelse, salg, markedsandel, fortjeneste, årsagssammenhæng og EU-erhvervsgrenen) ufuldstændige, da de kun blev indsamlet for de typer fedtsyrer, som klageren havde medtaget.

(10) Desuden hævdede Musim Mas-gruppen og Wilmar, at importen fra Indonesien var overdrevet i klagen, da den omfatter fedtsyre importeret til Unionen til produktion af biodiesel og andre fedtsyrer, der ikke anvendes i fødevarer, kosmetik, personlige plejeprodukter og lægemidler såsom palmitinsyre. Som følge heraf var oplysningerne om forbrug og markedsandele i klagen ikke korrekte.

(11) Det blev desuden påstået, at prisen på importen fra Indonesien var undervurderet i klagen, da den omfattede fedtsyre til lavere priser fremstillet af affald og biprodukter, der anvendes til produktion af biodiesel. Underbudsmargenerne var derfor heller ikke korrekte.

(12) Endelig hævdede Musim Mas-gruppen og GOI, at indledningen af undersøgelsen på grund af problemerne med den pågældende vare og samme vare var baseret på upålidelige, ufuldstændige og unøjagtige oplysninger. Undersøgelsen er derfor også behæftet med de samme problemer som klagen og bør derfor afsluttes.

(13) Varedefinitionen i klagen og i indledningsmeddelelsen var baseret på de oplysninger, som klageren havde til rådighed på det tidspunkt, hvor klagen blev udarbejdet og indgivet. Der var på daværende tidspunkt ingen oplysninger om, at varen, sådan som den er defineret, kunne omfatte fedtsyretyper, der ikke produceres af den klagende erhvervsgren. Denne bemærkning blev fremsat efter indledningen og blev behørigt behandlet i betragtning 91-102 og 108-124. Hvad angår oplysningerne om skade i klagen, er de påstande, der er sammenfattet i betragtning 9, faktuelt ukorrekte eller baseret på en misforståelse. Skadesoplysningerne i klagen vedrører faktisk den pågældende vare. Varedefinitionen var baseret på den vare, der blev fremstillet af klageren, og afspejlede den målrettede varedækning. Skadesanalysen var baseret på den målrettede varedækning, som var den faktiske vare, som klageren ønskede at dække. Derfor var oplysningerne i klagen vedrørende skadesanalysen fuldstændige, hvilket er blevet bekræftet i forbindelse med undersøgelsen.

(14) De indonesiske importtal, der var afspejlet i klagen, var baseret på de oplysninger, som klageren havde til rådighed på daværende tidspunkt. Kommissionen undersøgte omhyggeligt nøjagtigheden og tilstrækkeligheden af oplysningerne fra klageren og nåede frem til den konklusion, at de forskellige fedtsyretyper havde de samme grundlæggende egenskaber, hvilket betyder, at de tilhører samme varekategori. Samtidig gjorde de grundlæggende egenskaber ved den pågældende vare det muligt at adskille den fra andre varetyper, i det omfang disse kunne anses for at være forskellige og tilhøre en anden kategori af fedtsyre. Det fremgik derfor i den indledende fase, at den varedefinition, som klageren havde foreslået, opfyldte alle de relevante lovbestemte krav.

(15) Dette anfægtes ikke af, at oplysninger og beviser, der blev indsamlet efter indledningen af undersøgelsen, gav anledning til en præcisering af varedækningen efter indledningen samt til passende vareudelukkelse, jf. betragtning 94-124. Oplysningerne i klagen stemte overens med Kommissionens præciseringer i betragtning 91. Disse påstande blev derfor afvist.

(16) Wilmar hævdede, at klagen ikke indeholdt tilstrækkelige beviser til støtte for en konklusion om væsentlig skade eller trussel herom for EU-producenterne. Det blev navnlig anført, at produktionen og kapacitetsudnyttelsen ikke viste skade, og at beskæftigelsen og investeringerne er steget og ikke afspejler skade. Det blev desuden påstået, at påstandene om prisunderbud i klagen ikke var afgørende, da EU-producenterne øgede deres salgspriser betydeligt. Det blev også anført, at klagen ikke indeholdt oplysninger om klagerens rentabilitet. Derudover blev det anført, at der heller ikke var nogen trussel om skade, da den indonesiske kapacitet var overdrevet, og efterspørgslen på hjemmemarkedet var stigende.

(17) Kommissionen minder om, at klagen i medfør af grundforordningens artikel 5, stk. 2, skal indeholde oplysninger om den mængdemæssige udvikling i den påståede dumpingimport, dumpingimportens indvirkning på priserne på samme vare på EU-markedet og følgevirkningerne af importen for EU-erhvervsgrenen, som er dokumenteret ved relevante (ikke nødvendigvis alle) faktorer og forhold, der har indflydelse på EU-erhvervsgrenens situation, såsom de faktorer og forhold, der er anført i grundforordningens artikel 3, stk. 3 og 5, som klageren med rimelighed har adgang til. Det er ikke alle faktorer, som skal udvise en forværring, for at der kan konstateres væsentlig skade.

(18) I den forbindelse viste klagen en overordnet skadevoldende tendens i både makro- og mikroindikatorerne. Analysen viste et fald i produktionen og kapacitetsudnyttelsen. Med hensyn til stigningerne i EU-producenternes salgspriser fandt Kommissionen, at sådanne stigninger ikke ville være tilstrækkelige til at rejse tvivl om klagernes påstande om underbud, og at de delvis afspejlede stigningen i omkostningerne ved råmaterialer. Wilmars påstand vedrørende oplysningerne om klagerens rentabilitet var faktuelt ukorrekt. Klagen indeholdt tilstrækkelige oplysninger i form af indekser om den negative udvikling i EU-erhvervsgrenens fortjenstmargener. Oplysningerne blev betragtet som fortrolige på grund af det begrænsede antal EU-producenter, der deltager i og støtter klagen, og disse oplysningers store følsomhed. Det fremgik endvidere af klagen, at årsagen til stigningen i investeringerne ikke var knyttet til kapacitetsopbygning, men til nationale miljøkrav. Selv om beskæftigelsen steg marginalt, fandt Kommissionen, at klagen samlet set indeholdt tilstrækkelige beviser, der tydede på, at EU-erhvervsgrenen befandt sig i en skadevoldende situation. Endelig fremlagde klageren for så vidt angår den indonesiske kapacitet og efterspørgslen på det indonesiske hjemmemarked faktisk dokumentation for, at den indonesiske produktion var større end den lokale efterspørgsel og det lokale forbrug. Desuden ville et lavere kapacitetsniveau og en stigende indenlandsk efterspørgsel ikke være tilstrækkeligt til at afkræfte forekomsten af væsentlig skade. Disse påstande blev derfor afvist.

(19) Musim Mas-gruppen og Wilmar hævdede også, at klagen ikke var repræsentativ for EU-produktionen af fedtsyre, da den ikke omfattede data fra EU-biodieselproducenterne, som også producerer fedtsyrer i betydelige mængder.

(20) I den forbindelse bemærker Kommissionen, at fedtsyre produceret som biprodukt fra biodieselproduktion ikke indgik i undersøgelsen. Kommissionen tilføjede et notat, der præciserer dette punkt, til sagsakterne den 21. januar 2022. Der var derfor ingen problemer med hensyn til EU-erhvervsgrenens repræsentativitet i klagen. Påstanden blev derfor afvist.

(21) Musim Mas-gruppen og Wilmar hævdede også, at de EU-producenter, der var forretningsmæssigt forbundet med indonesiske producenter af fedtsyre eller malaysiske eksportører af fedtsyre til Unionen, burde udelukkes fra definitionen af EU-erhvervsgrenen, da disse virksomheder var genstand for en interessekonflikt, og i dette tilfælde blev det anført, at Kommissionen på ny burde vurdere, om de resterende klagere ville overholde den nødvendige tærskel for klagen.

(22) Kommissionen bemærker, at der i analysen forud for indledningen af undersøgelsen ikke blev fundet nogen grund til at udelukke nogen af producenterne i Unionen. For så vidt angår EU-producenter, der er forretningsmæssigt forbundet med malaysiske eksportører af fedtsyre, forklarede Musim Mas-gruppen og Wilmar ikke arten af den påståede »interessekonflikt«, hvorfor den burde føre til en udelukkelse af disse producenter fra definitionen af EU-erhvervsgrenen, og hvad der ville være retsgrundlaget for en sådan udelukkelse. Påstanden blev derfor afvist.

(23) Musim Mas-gruppen hævdede også, at den malaysiske og indonesiske regering har vedtaget en meget ensartet politik vedrørende eksportafgiften på rå palmeolie og rå palmekerneolie, og hvis denne politik forvoldte EU-erhvervsgrenen skade, burde undersøgelsen også omfatte Malaysia. Det blev endvidere påstået, at klagerens hensigt var at blokere importen fra Indonesien til fordel for de malaysiske virksomheder, der er forretningsmæssigt forbundet med EU-producenterne.

(24) Importen fra Malaysia blev vurderet i klagen. Ifølge klagerens oplysninger var importmængden fra Malaysia imidlertid meget mindre end mængden fra Indonesien og udviste et lille fald fra 2018 til marts 2021. Desuden fandt importen fra Malaysia sted til en pris, der lå over EU-erhvervsgrenens målpris, og kunne ikke have forvoldt nogen skade. Påstanden blev derfor afvist.

(25) Musim Mas-gruppen og Wilmar hævdede også, at klageren fejlagtigt tilskrev importen fra Indonesien hele den påståede skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt. Desuden hævdede Musim Mas-gruppen, at en eventuel årsagssammenhæng mellem den påståede skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt, og importen fra Indonesien også var påvirket af de spørgsmål, der er nævnt i betragtning 8. Wilmar hævdede, at andre årsager til skaden brød den årsagssammenhæng, som klagen forsøgte at fastslå, såsom: 1) stigningen i EU-producenternes vigtigste råmateriale, talg, i produktionen af biobrændstoffer, 2) covid-19-pandemiens indvirkning på bilindustrien, 3) ineffektivitet i EU-erhvervsgrenen som følge af manglende investeringer i nyt og bedre udstyr, 4) EU-erhvervsgrenens resultater med hensyn til overholdelse af frister og kvalitet, 5) overdrevne produktionsomkostninger som følge af oppustede arbejdskraftomkostninger, 6) produktionsanlæggenes geografisk ufordelagtige placering, som øgede omkostningerne ved adgang til råmaterialerne og påvirkede eksportmulighederne, og 7) den lovgivningsmæssige udvikling, herunder ikrafttrædelsen af lovkravene i 3-MCPD.

(26) Klagen indeholdt en analyse af andre faktorer, der kunne have påvirket årsagssammenhængen mellem den påståede dumpingimport fra Indonesien og EU-erhvervsgrenens skadevoldende situation, nemlig anden import, omkostningerne ved råmaterialer og EU-erhvervsgrenens eksport. Ingen af de øvrige faktorer svækkede imidlertid årsagsforbindelsen i klagen. Dette var tilstrækkeligt bevis, som klageren med rimelighed havde adgang til, og som pegede på, at den tilsyneladende væsentlige skade ikke skyldtes andre faktorer. I løbet af undersøgelsen fik interesserede parter mulighed for at fremsætte mere detaljerede påstande vedrørende andre faktorer, der kan have påvirket årsagssammenhængen, og som vurderes af Kommissionen.

(27) Musim Mas-gruppen anførte også, at klagen på grund af den forkerte definition af den pågældende vare og den tilsvarende samme vare ikke tog hensyn til Unionens interesser for så vidt angår producenter, brugere og importører af fedtsyrer, der ikke konkurrerer med fedtsyrer fremstillet af klageren (såsom Unionens biodieselindustri og forbrugere af importerede fedtsyrer, der ikke anvendes i fødevarer, kosmetik, personlig pleje og lægemidler, herunder palmitinsyrer og fedtsyrer fremstillet af kokosolie).

(28) Grundforordningens artikel 5, stk. 2, kræver ikke, at klageren medtager oplysninger om Unionens interesser i klagen, og undersøgelsen af Unionens interesser er ikke relevant i forbindelse med indledningen af undersøgelsen. Som anført i betragtning 20 var fedtsyre produceret som biprodukt fra biodieselproduktion under alle omstændigheder ikke omfattet af klagen/undersøgelsen.

(29) Wilmar hævdede, at klagen ikke indeholdt tilstrækkelige beviser til at begrunde anvendelsen af grundforordningens artikel 7, stk. 2a. Parten anførte navnlig, at den eksportskat, der blev indført med henblik på at finansiere Oil Palm Plantation Fund, reelt var en legitim indtægtsskabende afgift på konkurrencedygtige råvarer, og klagerens påstand om, at eksportskatten havde en prisfordrejende virkning på priserne på rå palmeolie og rå palmekerneolie, var ubegrundet. Den hævdede endvidere, at klagen ikke fastslog, at eksportafgiften og eksportskatten fungerer som et dobbelt system, der virker som en eksportbegrænsning, og at den påståede maksimumspris på rå palmeolie og rå palmekerneolie og det udbudssystem, som de statsejede virksomheder organiserede under navnet P.T. Perkebunan Nusantara (under ét benævnt »PTPN«), ikke førte til et fald i hjemmemarkedspriserne på rå palmeolie. De priser, som PTPN accepterede, var resultatet af konkurrenceprægede udbud, og udbudssystemet udgjorde en gennemsigtig prismekanisme svarende til andre børshandlede markeder. De mente, at der ikke var bevis for, at PTPN bevidst fastsatte priserne kunstigt lavt. PTPN sælger til den højestbydende, og de priser, som PTPN kan opnå ved offentlige udbud, afhænger ikke kun af den pris, som PTPN ønsker at sælge til, men også af den pris, som køberne er villige til at betale. Wilmar hævdede derfor, at den pris, som PTPN i sidste ende accepterede, var en markedspris, der afspejlede udbud og efterspørgsel i Indonesien. Det forhold, at priserne på rå palmeolie i Indonesien var lavere end på andre internationale markeder, viste desuden ikke, at priserne var kunstigt lave, da Indonesien var den største producent af rå palmeolie på verdensplan. Endelig blev det anført, at de påståede prisforskelle mellem hjemmemarkedspriserne på rå palmeolie og rå palmekerneolie og de internationale priser var fejlagtige, da klageren har anvendt to forskellige og inkonsekvente benchmarks, dvs. for rå palmeolie den malaysiske hjemmemarkedspris og for rå palmekerneolie cif-priserne ved ankomst til Rotterdam havn. Wilmar og Musim Mas-gruppen anførte, at klageren burde have anvendt et enkelt benchmark for både rå palmeolie og rå palmekerneolie. Wilmar anførte, at de påståede prisforskelle på 14 % for rå palmeolie og 11 % for rå palmekerneolie lå under den »betydeligt lavere« tærskel, der kræves i grundforordningens artikel 7, stk. 2a.

(30) Kommissionen var ikke enig i denne påstand. Klageren var ikke forpligtet til at godtgøre, at eksportafgiften og eksportskatten fungerede som et dobbelt system, der virkede som en eksportbegrænsning. Eksportafgiften er en af de fordrejninger af råmaterialepriserne, der er nævnt i grundforordningens artikel 7, stk. 2a. Med hensyn til benchmarkene anvendte klageren det mest repræsentative benchmark, som den havde til rådighed, og som Kommissionen fandt passende i klagefasen. Desuden fandt Kommissionen, at prisforskellen i dette tilfælde som beskrevet i klagen var »betydeligt lavere«, jf. grundforordningens artikel 7, stk. 2a. Påstanden blev derfor afvist.

(31) Permata-gruppen hævdede, at klageren begik en fejl ved at anføre, at formålet med eksportafgiften var at bidrage til den indonesiske politik, der har til formål at omstille den indonesiske økonomi til produktion af varer af høj værdi, såsom oliekemiske produkter. Ifølge Permata-gruppen blev eksportafgiften indført med det specifikke formål at sikre den lokale efterspørgsel efter madolie og sikre prisstabilitet for denne vare. Permata-gruppen fremførte derfor, at der ikke fandtes fordrejninger af råmaterialepriserne, jf. grundforordningens artikel 7, stk. 2a, fordi eksportafgiften ikke var udformet eller indført med henblik på at holde priserne på rå palmeolie og rå palmekerneolie på et kunstigt lavt niveau til fordel for de oliekemiske produkter.

(32) Kommissionen bemærkede, at der ved analysen af, om der forekommer fordrejninger af råmaterialepriserne tages hensyn til virkningerne af fordrejningerne på råmaterialepriserne, uanset formålet med de foranstaltninger, der forårsager fordrejningerne. Påstanden blev derfor afvist.

(33) Som konklusion mindede Kommissionen om, at den retlige standard for beviser, der kræves i forbindelse med en klage, gør det klart, at mængden og kvaliteten af oplysningerne i klagen ikke er den samme som den, der kræves i forbindelse med en endelig afgørelse ved afslutningen af en undersøgelse. Som forklaret i betragtning 13 blev den varedefinition, som klageren foreslog, i den indledende fase anset for at opfylde alle relevante lovbestemte krav. Eksistensen af de elementer, der er nødvendige for at vedtage foranstaltninger eller afslutte en procedure, bekræftes derefter gradvist, efterhånden som undersøgelsen skrider frem. Det kan derfor ikke udelukkes, at der vil ske ændringer mellem klagefasen og afslutningen af undersøgelsen. I lyset heraf var Kommissionen uenig i, at der havde været problemer vedrørende oplysningerne i klagen, som kunne berettige en afslutning af undersøgelsen.

(34) Samlet set bekræftede Kommissionens analyse, at ingen af ovennævnte elementer, uanset om de er faktuelt korrekte eller ej, var tilstrækkelige til at rejse tvivl om konklusionen om, at klagen indeholdt tilstrækkelige beviser, der kunne godtgøre, at der fandt dumping sted af fedtsyrer importeret fra Indonesien, som forvoldte EU-erhvervsgrenen skade. Disse aspekter blev fastlagt på grundlag af de bedste oplysninger, som klageren havde til rådighed på det tidspunkt, hvor klagen blev indgivet, og blev anset for at være tilstrækkeligt repræsentative og pålidelige til at indlede en undersøgelse.

1.4. Stikprøveudtagning

(35) I indledningsmeddelelsen anførte Kommissionen, at den eventuelt ville udtage en stikprøve af de interesserede parter i henhold til grundforordningens artikel 17.

1.4.1. Stikprøveudtagning af EU-producenter

(36) Kommissionen anførte i indledningsmeddelelsen, at den havde udtaget en foreløbig stikprøve af EU-producenter. Kommissionen udtog stikprøven på grundlag af grundforordningens artikel 17 og fastsatte som hovedkriterium repræsentativiteten med hensyn til produktions- og salgsmængde af samme vare i Unionen i perioden fra den 1. oktober 2020 til den 30. september 2021. Stikprøven bestod af fire EU-producenter, som tegnede sig for 61 % af den anslåede samlede produktionsmængde og 63 % af salget. Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte bemærkninger til den foreløbige stikprøve, men modtog ikke nogen bemærkninger. Stikprøven blev bekræftet og anset for at være repræsentativ for EU-erhvervsgrenen.

1.4.2. Stikprøveudtagning af importører

(37) For at afgøre, om det var nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodede Kommissionen ikke forretningsmæssigt forbundne importører om at indgive de oplysninger, der anmodes om i indledningsmeddelelsen.

(38) Ingen af de ikke forretningsmæssigt forbundne importører afgav de ønskede oplysninger eller indvilligede i at indgå i stikprøven. Da Kommissionen ikke modtog nogen svar, besluttede den, at stikprøveudtagning ikke var nødvendig.

1.4.3. Stikprøveudtagning af eksporterende producenter i Indonesien

(39) For at afgøre, om det var nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodede Kommissionen alle eksporterende producenter i Indonesien om at afgive de oplysninger, der anmodes om i indledningsmeddelelsen. Kommissionen anmodede desuden Indonesiens repræsentation ved Den Europæiske Union om at udpege og/eller kontakte eventuelle andre eksporterende producenter, der kunne være interesserede i at deltage i undersøgelsen.

(40) 16 eksporterende producenter i det pågældende land, der tilhørte otte grupper, afgav de ønskede oplysninger og indvilligede i at indgå i stikprøven. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 17, stk. 1, udtog Kommissionen en stikprøve bestående af tre virksomheder, som tilhører to grupper, på grundlag af den største repræsentative eksportmængde til Unionen, der med rimelighed kunne undersøges inden for den tid, der var til rådighed. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 17, stk. 2, blev alle kendte, berørte eksporterende producenter og myndighederne i det pågældende land hørt om udtagningen af stikprøven. Der blev ikke modtaget nogen bemærkninger.

1.5. Individuel undersøgelse

(41) Ni eksporterende producenter i Indonesien, som tilhørte syv grupper, anmodede om en individuel undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 3. Kommissionen underrettede de eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven, om, at de var forpligtet til at afgive en spørgeskemabesvarelse, hvis de ønskede at blive undersøgt individuelt. To grupper af eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven, indsendte en spørgeskemabesvarelse.

(42) På grund af undersøgelsens kompleksitet og de stikprøveudtagne eksporterende producenters komplekse struktur (en af de to grupper af eksporterende producenter omfattede to producenter i Indonesien og en forhandler i Singapore, mens den anden var en del af en multinational virksomhed med en kompleks distributionskanal) konkluderede Kommissionen, at det ikke var muligt at indrømme en individuel undersøgelse og afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte frist.

(43) I sine bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger (som uddybet i betragtning 57) hævdede Permata-gruppen, at Kommissionen overtrådte bestemmelserne i grundforordningens artikel 17, stk. 3, og artikel 6.10.2 i WTO's antidumpingaftale (»antidumpingaftalen«). Permata-gruppen hævdede navnlig, at Kommissionen afviste dens anmodning om en individuel undersøgelse på grund af undersøgelsens kompleksitet og den komplekse struktur hos de stikprøveudtagne eksporterende producenter og ikke på grund af antallet af eksportører eller producenter, der anmodede om en individuel undersøgelse, hvilket ville gøre individuelle undersøgelser urimeligt byrdefulde og hindre en rettidig afslutning af undersøgelsen. Permata-gruppen hævdede endvidere, at dens individuelle undersøgelse ikke ville være urimeligt byrdefuld og ikke ville hindre en rettidig afslutning af undersøgelsen, da Kommissionen stadig havde fem måneder tilbage indtil fristen for indførelse af endelige foranstaltninger. Desuden tilføjede Permata-gruppen, at den oprindelige forsinkelse i undersøgelsen som følge af definitionen af varedækningen ikke skyldtes Permata-gruppen og ikke kunne føre til, at Permata-gruppen blev frataget sine proceduremæssige rettigheder.

(44) Kommissionen bemærkede, at den rent faktisk afviste de to anmodninger om individuel undersøgelse med den begrundelse, at disse individuelle undersøgelser ville have været urimeligt byrdefulde. På trods af den fejlagtige henvisning til »stikprøveudtagne eksporterende producenter « i betragtning 42 fremgik det klart af sammenhængen og sætningerne umiddelbart før og efter, at den korrekte henvisning var til de to »eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven«, som anmodede om en individuel undersøgelse, og betragtning 42 skal læses sådan. Sætningen i parentes i samme betragtning præciserede, at de nævnte eksporterende producenter faktisk var Permata-gruppen (»en af de to grupper af eksporterende producenter omfattede to producenter i Indonesien og en forhandler i Singapore«) og P.T. Unilever Oleochemical Indonesia (»Unilever Indonesia« — »den anden var en del af en multinational virksomhed med en kompleks distributionskanal«), som begge anmodede om en individuel undersøgelse. Kommissionen anvendte således det rette retlige kriterium i sin vurdering og bekræftede, at det ikke var muligt at indrømme en individuel undersøgelse på grund af undersøgelsens kompleksitet og den komplekse struktur hos de eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven, og som anmodede om en individuel undersøgelse, hvilket ville have gjort den individuelle undersøgelse urimeligt byrdefuld, således at den rettidige afslutning af undersøgelsen kunne være blevet bragt i fare.

(45) Kommissionen bemærkede endvidere, at selv om antallet af grupper af eksporterende producenter, der indsendte spørgeskemabesvarelsen med henblik på en individuel undersøgelse, var begrænset til to, ville deres komplekse struktur have omfattet kontrol af flere enheder. For at indrømme en individuel undersøgelse ville Kommissionen have været nødt til at kontrollere alle producenter, forretningsmæssigt forbundne forhandlere og importører, der var involveret i salget af den pågældende vare til Unionen, og analyseret alle deres distributionskanaler, som det var tilfældet for de stikprøveudtagne eksporterende producenter. Uanset den oprindelige forsinkelse i undersøgelsen som følge af definitionen af varedækningen ville en sådan kontrol og analyse, navnlig med inddragelse af mere end én gruppe med en kompleks struktur, have været urimeligt byrdefuld. De fem måneder, som Permata-gruppen nævner i betragtning 43, er ikke udelukkende afsat til undersøgelses- og resultatfasen, da sådanne procedurer omfatter flere måneders administrative procedurer (behandling af bemærkninger, afholdelse af høringer, interne godkendelser, høringer med andre af Kommissionens tjenestegrene, oversættelse osv.). Alle disse faktorer samt kompleksiteten i de involverede virksomheder (som vil diktere den tid, der er nødvendig for at foretage en korrekt analyse af hver eksporterende producent), skal tages i betragtning under ét. I denne forbindelse skal det desuden tages i betragtning, at de to stikprøveudtagne virksomheder også havde meget komplekse strukturer, som krævede, at der blev afsat betydelige undersøgelses- og administrationsressourcer til at udtage stikprøven og opnå nøjagtige resultater. Kommissionen kan således ikke bebrejdes for sin beslutning om ikke at inddrage yderligere to grupper og risikere ikke at være i stand til at afslutte og offentliggøre resultaterne af undersøgelserne rettidigt. Påstanden blev derfor afvist.

(46) I sine bemærkninger efter den supplerende endelige fremlæggelse af oplysninger (som uddybet i betragtning 58) gentog Permata-gruppen tidligere bemærkninger og hævdede, at Unilever Indonesia tilsyneladende ikke længere ønskede en individuel undersøgelse. Kommissionens arbejdsbyrde ville derfor have været endnu mere begrænset.

(47) Kommissionen bemærkede, at denne påstand var faktuelt ukorrekt og derfor blev afvist, da Unilever Indonesia gentog sin anmodning indtil høringen efter den endelige fremlæggelse af oplysninger, jf. næste betragtning.

(48) Under høringen efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Unilever Indonesia og Unilever Europe BV (»Unilever«), at tidsplanen for undersøgelsen ikke kunne være en grund til at afvise Unilever Indonesias anmodning om en individuel undersøgelse i betragtning af de skadelige virkninger, som antidumpingforanstaltninger kan have på Unilevers aktiviteter i Europa.

(49) Kommissionen bemærkede, at den er berettiget til at afvise anmodninger om individuelle undersøgelser, i tilfælde hvor de ville være urimeligt byrdefulde og ville forhindre en rettidig afslutning af undersøgelsen. Som forklaret ovenfor ville det have været urimeligt byrdefuldt at indrømme Permata-gruppen og Unilever Indonesia en individuel undersøgelse og ville have ført til, at en rettidig afslutning af undersøgelsen ville være blevet bragt i fare.

1.6. Spørgeskemabesvarelser og kontrolbesøg

(50) I klagen fremlagde klageren tilstrækkelige beviser for fordrejninger af råmaterialepriserne i Indonesien for så vidt angår den pågældende vare. Som anført i indledningsmeddelelsen omfatter denne undersøgelse derfor disse fordrejninger af råmaterialepriserne for at afgøre, om bestemmelserne i grundforordningens artikel 7, stk. 2a og 2b, skal finde anvendelse i forbindelse med Indonesien. Derfor sendte Kommissionen et yderligere spørgeskema til den indonesiske regering.

(51) Kommissionen gjorde spørgeskemaer for EU-producenter, importører, brugere og eksporterende producenter tilgængelige online på datoen for indledningen af undersøgelsen. Desuden sendte Kommissionen et spørgeskema til CUTFA.

(52) Kommissionen modtog spørgeskemabesvarelser fra CUTFA, GOI og fire EU-producenter: Oleon N.V., KLK Emmerich GmbH (»KLK«), AAK, Cailà & Parés S.A. (»Cailà & Parés«), fire brugere: Peter Greven Nederlands C.V., Peter Greven GmbH & Co. KG (tilsammen benævnt »Greven-gruppen«), Schill + Seilacher »Struktol« GmbH og Schill + Seilacher GmbH (tilsammen benævnt »Schill + Seilacher-gruppen«), tre stikprøveudtagne eksporterende producenter: Musim Mas, IBP og Wilmar, deres forretningsmæssigt forbundne forhandlere: Inter-Continental Oils & Fats Pte. Ltd., Wilmar Trading Pte. Ltd., Volac Wilmar Feed Ingredients Ltd., og deres forretningsmæssigt forbundne importører: ICOF Europe GmbH, IMBI, og Wilmar Europe Trading B.V.

(53) Kommissionen indhentede og efterprøvede alle de oplysninger, som den anså for nødvendige for at kunne træffe afgørelse om dumping, deraf følgende skade og Unionens interesser. Der blev aflagt kontrolbesøg i henhold til grundforordningens artikel 16 hos følgende virksomheder/organisationer:

Sammenslutning af EU-producenter

— Coalition against Unfair Trade in Fatty Acid

EU-producenter

— Oleon N.V., Ertvelde, Belgien

— KLK Emmerich GmbH, Emmerich am Rhein, Tyskland

— AAK AB, Malmö, Sverige

— Cailà & Parés S.A., Barcelona, Spanien

Eksporterende producenter i Indonesien

— P.T. Musim Mas og P.T. Intibenua Perkasatama, Medan og Dumai

— P.T. Wilmar Nabati Indonesien, Medan

Forretningsmæssigt forbundne forhandlere i Singapore

— Inter-Continental Oils & Fats Pte. Ltd., Singapore

— Wilmar Trading Pte. Ltd., Singapore

Forretningsmæssigt forbundet forhandler i Det Forenede Kongerige

— Volac Wilmar Feed Ingredients Ltd., Royston

Forretningsmæssigt forbundne importører i Unionen

— ICOF Europe GmbH, Hamburg, Tyskland

— Wilmar Europe Trading B.V., Rotterdam, Nederlandene.

1.7. Undersøgelsesperioden og den betragtede periode

(54) Undersøgelsen af dumping og skade omfattede perioden fra den 1. oktober 2020 til den 30. september 2021 (»undersøgelsesperioden«). Undersøgelsen af udviklingstendenser af relevans for vurderingen af skade omfattede perioden fra den 1. januar 2018 frem til udgangen af undersøgelsesperioden (»den betragtede periode«).

1.8. Ingen indførelse af midlertidige foranstaltninger

(55) I betragtning af sagens komplekse karakter besluttede Kommissionen ikke at indføre midlertidige foranstaltninger og at fortsætte undersøgelsen.

(56) Den 1. juli 2022 underrettede Kommissionen i overensstemmelse med grundforordningens artikel 19a, stk. 2, medlemsstaterne og alle interesserede parter om, at der ikke ville blive indført midlertidig told på importen af fedtsyre med oprindelse i Indonesien, og at undersøgelsen ville fortsætte.

1.9. Fremlæggelse af oplysninger

(57) Kommissionen underrettede den 1. august 2022 alle interesserede parter om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, der ligger til grund for hensigten om at indføre en endelig antidumpingtold på importen af fedtsyre med oprindelse i Indonesien (»den endelige fremlæggelse af oplysninger«). Alle parter fik en frist til at fremsætte bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger. Kommissionen modtog bemærkninger fra GOI, de eksporterende producenter, Musim Mas-gruppen, Wilmar, P.T. Ecogreen Oleochemicals (»Ecogreen«), Unilever Indonesia, brugerne IMBI, Procter & Gamble International Operations SA (»P&G«), Greven-gruppen, Schill + Seilacher-gruppen, Henkel Global Supply Chain B.V. (»Henkel«), Kapachim S.A. (»Kapachim«), Evonik Industries AG (»Evonik«), Quaker Chemical Corporation (»Quaker Houghton«), Omya GmbH (»Omya«), Stéarinerie Dubois Fils (»Stéarinerie Dubois«), NYCO-gruppen (»NYCO«), DHW Deutsche Hydrierwerke GmbH Rodleben (»DHW«), E&S Chemie SAS (»E&S«) og Unilever.

(58) På grundlag af disse bemærkninger ændrede Kommissionen nogle af de betragtninger, der lå til grund for hensigten om at indføre en endelig antidumpingtold, og underrettede alle interesserede parter herom (»den supplerende endelige fremlæggelse af oplysninger« og »den anden supplerende endelige fremlæggelse af oplysninger«) henholdsvis den 4. oktober 2022 og den 28. november 2022.

(59) Der blev modtaget bemærkninger til den supplerende endelige fremlæggelse af oplysninger fra Wilmar, Musim Mas, Permata-gruppen, Stéarinerie Dubois og Henkel, og til den anden supplerende endelige fremlæggelse af oplysninger fra Wilmar, Musim Mas og Permata-gruppen. Selv om Kommissionen anmodede interesserede parter om kun at fremsætte bemærkninger begrænset til de supplerende endelige fremlæggelser af oplysninger, gentog Musim Mas, Permata-gruppen, Wilmar, Henkel og Stéarinerie Dubois de påstande, som de fremsatte efter den endelige fremlæggelse af oplysninger.

(60) Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger fik interesserede parter mulighed for at blive hørt i henhold til bestemmelserne i punkt 5.7 i indledningsmeddelelsen. Der blev afholdt høringer om den endelige fremlæggelse af oplysninger med Musim Mas-gruppen, Wilmar, Ecogreen, Unilever, Greven-gruppen, Schill + Seilacher-gruppen og AAK. Efter anmodning fra Greven-gruppen blev der desuden afholdt en høring med høringskonsulenten i handelsprocedurer. Høringskonsulenten fandt, at de interesserede parters ret til at forsvare sig blev respekteret i denne procedure.

1.10. Tilbagetrækning af klagen

(61) Den 24. august 2022 trak CUTFA klagen tilbage.

(62) Der blev fremsat bemærkninger vedrørende tilbagetrækningen af klagen fra GOI, Musim Mas, Wilmar, P.T. Soci Mas og P.T. Energi Sejahtera Mas (tilsammen benævnt »SOCI/ESM«), Ecogreen, P&G, Omya og Stéarinerie Dubois.

(63) GOI anførte, at Kommissionen i betragtning af tilbagetrækningen af klagen omgående burde afslutte undersøgelsen på grund af manglende søgsmålskompetence. I den forbindelse henviste GOI til artikel 5.4 i WTO's antidumpingaftale, som angiveligt kræver opfyldelse af søgsmålskompetencen som begrundelse for undersøgelsen. GOI fremførte, at undersøgelsen desuden ikke længere havde støtte fra mere end 50 % af EU-erhvervsgrenens produktion af samme vare og ikke engang af 25 % af alle EU-producenter af samme vare i betragtning af tilbagetrækningen af klagen og i betragtning af, at KLK, en af de største EU-producenter, i et brev af 15. august 2022 fandt, at den foreslåede antidumpingtold kunne skabe forstyrrelser i forsyningen af fedtsyre fra Asien, og derefter helt modsatte sig indførelsen af antidumpingforanstaltninger i endnu et brev af 19. august 2022.

(64) Kommissionen bemærker indledningsvis, at der i artikel 5.4 i WTO's antidumpingaftale henvises til indledningen af undersøgelsen. Kommissionen skal derfor kun kræve søgsmålskompetence ved indledningen af undersøgelsen. Desuden henviser tærsklen på 50 % og tærsklen på 25 % i artikel 5.4 i WTO's antidumpingaftale til forskellige grupper af EU-producenter. I modsætning til, hvad GOI anførte i sit indlæg, vedrører tærsklen på 50 % udelukkende den relative vægt af de EU-producenter, der støtter klagen inden for gruppen af EU-producenter, der støtter eller modsætter sig den. Derimod henviser tærsklen på 25 % til »den samlede produktion af samme vare produceret af den indenlandske erhvervsgren« og vedrører den procentdel af EU-producenter, der støtter klagen ud af den samlede EU-produktion. Kommissionen mindede desuden om, at artikel 5.4 i WTO's antidumpingaftale ifølge fast retspraksis ikke pålægger et medlems, i dette tilfælde Kommissionens, undersøgelsesmyndigheder nogen forpligtelse til at afslutte en igangværende antidumpingundersøgelse, når niveauet for støtte til klagen falder til under en minimumstærskel på 25 % af den indenlandske produktion. Denne artikel vedrører nemlig kun den grad af tilslutning til klagen, der er nødvendig for, at Kommissionen kan indlede en procedure. Dette gælder så meget desto mere også for tærsklen på 50 %. Denne fortolkning bekræftes af ordlyden i grundforordningens artikel 9, stk. 1, om tilbagetrækning af klagen, som anvender verbet »kan«. Selv om klagen således trækkes tilbage af EU-erhvervsgrenen, er Kommissionen ikke forpligtet til at afslutte proceduren, men har blot mulighed for at gøre det. Påstanden blev derfor afvist.

(65) Desuden hævdede GOI, at Kommissionens skadesanalyse på grund af tilbagetrækningen af klagen og KLK's modstand mod foranstaltninger ikke omfattede EU-erhvervsgrenen forstået som »den indenlandske erhvervsgren«, der i henhold til artikel 4, stk. 1, i WTO's antidumpingaftale bør henvise til de indenlandske producenter af samme vare som helhed eller til størstedelen af den samlede indenlandske produktion af samme vare.

(66) Kommissionen bemærkede, at begrebet »indenlandsk erhvervsgren«, der anvendes til at fastslå skaden, ikke nødvendigvis skal omfatte de samme indenlandske producenter som dem, der udgør den indenlandske erhvervsgren, der tages i betragtning med henblik på at afgøre, om klagen modtog tilstrækkelig støtte i henhold til artikel 5, stk. 4, i WTO's antidumpingaftale. Artikel 5, stk. 4, i WTO's antidumpingaftale vedrører nemlig spørgsmålet om søgsmålskompetence og behandler ikke det særskilte spørgsmål om, hvad der udgør en væsentlig del i henhold til artikel 4, stk. 1, WTO's antidumpingaftale . Desuden er artikel 4, stk. 1, i WTO's antidumpingaftale ikke til hinder for, at producenter, der ikke støttede klagen, eller som ikke samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen, medtages i definitionen af den indenlandske erhvervsgren . Desuden omfattede Kommissionens skadesanalyse hele EU-erhvervsgrenen uanset den enkelte EU-producents støtte eller samarbejde. Påstanden blev derfor afvist.

(67) GOI, Wilmar, Musim Mas, SOCI/ESM, Stéarinerie Dubois, P&G og Omya fremførte, at brevene fra KLK og tilbagetrækningen af klagen viste, at indførelsen af antidumpingtold ville være i strid med Unionens interesser. Navnlig gjorde Wilmar, P&G og Stéarinerie Dubois gældende, at Kommissionen efter tilbagetrækningen af klagen burde afslutte undersøgelsen på grundlag af grundforordningens artikel 9, stk. 1, da indførelsen af foranstaltningerne ville være i strid med Unionens interesser. Wilmar henviste desuden til to undersøgelser , som Kommissionen afsluttede efter tilbagetrækningen af klagen, samt til sagen om korte syntetiske fibre af polyester , hvor Kommissionen analyserede fem faktorer, inden den konkluderede, at det ikke var i Unionens interesse at fortsætte undersøgelsen. Ecogreen anførte, at tilbagetrækningen af klagen viste, at det ville være i Unionens interesse at afslutte undersøgelsen. Musim Mas anførte, at tilbagetrækningen af klagen og de to breve fra KLK, der er nævnt i betragtning 63, og som bekræfter, at KLK ikke blev forvoldt skade af importen fra Indonesien, bekræfter, at EU-erhvervsgrenen ikke blev forvoldt skade af importen fra Indonesien.

(68) Kommissionen mindede om, at tilbagetrækningen af en antidumpingklage er omfattet af grundforordningens artikel 9, stk. 1, hvori det hedder, at »Trækkes klagen tilbage, kan proceduren afsluttes, medmindre en sådan afslutning ikke vil være i Unionens interesse« (fremhævelse tilføjet). Retten fortolkede bestemmelserne i grundforordningens artikel 9, stk. 1, bl.a. i dommen i sagen Philips Lighting Poland og Philips Lighting mod Rådet, som ikke blev anfægtet under appelsagen . Retten anerkendte, at EU-institutionerne havde vide skønsbeføjelser til at fortsætte eller afslutte en undersøgelse efter en tilbagetrækning, og præciserede, at Unionens interesser strengt taget kun skal tages i betragtning, hvis Kommissionen overvejer at afslutte undersøgelsen; i så fald skal Kommissionen kontrollere, at afslutningen ikke strider mod Unionens interesse. I denne forbindelse har de seneste undersøgelser, som Kommissionen besluttede at afslutte efter tilbagetrækningen af klagen, ingen generel værdi som bindende præcedens og svarer i stedet til en analyse fra sag til sag. Desuden vedrørte den analyse af Unionens interesser, som Kommissionen foretog i forbindelse med PSF-undersøgelsen, ikke videreførelsen af sagen, men derimod dens afslutning. I forbindelse med den nuværende undersøgelse gennemførte Kommissionen desuden en skadesanalyse for hele EU-erhvervsgrenen, og undersøgelsen viste, at EU-erhvervsgrenen led væsentlig skade som følge af importen fra Indonesien til dumpingpriser, jf. betragtning 180-372. Et simpelt udsagn i et brev fra en EU-producent uden dokumentation modsiger ikke Kommissionens konklusioner i undersøgelsen. Disse påstande blev derfor afvist.

(69) På grundlag af ovenstående betragtninger besluttede Kommissionen at fortsætte undersøgelsen på trods af tilbagetrækningen af klagen og at undersøge, om de bemærkninger, der blev fremsat efter den endelige fremlæggelse af oplysninger, ville afkræfte dens konklusioner om, at betingelserne for at indføre foranstaltninger var opfyldt. Som uddybet senere i denne forordning konkluderede Kommissionen, at betingelserne for at indføre endelige foranstaltninger fortsat er opfyldt.

2. DEN UNDERSØGTE VARE, DEN PÅGÆLDENDE VARE OG SAMME VARE

2.1. Den undersøgte vare

(70) Den undersøgte vare er fedtsyrer med en kulstofkædelængde på C6, C8, C10, C12, C14, C16 eller C18 med en jodværdi på under 105 g/100 g og med et forhold mellem frie fedtsyrer og triglycerider (degree of split (spaltningsgrad)— »DoS«) på mindst 97 %, herunder:

— enkelt fedtsyre (også kaldet »pure cut«) og

— blandinger, der indeholder en kombination af to eller flere kulstofkædelængder

undtagen fedtsyre certificeret af en af de frivillige ordninger for produktion af bæredygtige biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler, der er anerkendt af Europa-Kommissionen i henhold til artikel 30, stk. 4, eller ved en frivillig national ordning, der er oprettet i henhold til , i øjeblikket henhørende under KN-kode ex 2915 70 40, ex 2915 70 50, ex 2915 90 30, ex 2915 90 70, ex 2916 15 00, ex 3823 11 00, ex 3823 12 00, ex 3823 19 10 og ex 3823 19 90 (Taric-kode: 2915704095, 2915705010, 2915903095, 2915907095, 2916150010, 3823110020, 3823110070, 3823120020, 3823120070, 3823191030, 3823191070, 3823199070 og 3823199095).

(71) I indledningsmeddelelsen var udtrykket »DoS« ikke medtaget i definitionen af den undersøgte vare. Efter at have modtaget bemærkninger fra parterne, jf. betragtning 80-90, bekræftede Kommissionen den 21. januar 2022 varedækningen som defineret i indledningsmeddelelsen gennem et notat til dossieret, hvori den præciserede, at kun fedtsyrer med en DoS på mindst 97 % var omfattet af undersøgelsen.

(72) Fedtsyrer er produkter fra kemisk omdannelse af vegetabilsk olie, herunder palmekerneolie og palmeolie, eller animalsk fedt. Som sådan forekommer de sjældent som frie molekyler i naturen og fremstilles snarere ved destillation og fraktionering af olier og fedtstoffer.

(73) Fedtsyre anvendes til en lang række formål og kan således findes i en lang række almindelige varer, f.eks. flere fødevarer, dyrefoder, sæbe, rengørings- og vaskemidler, lægemidler, kosmetik og andre produkter til personlig pleje samt hjemmepleje.

2.2. Den pågældende vare

(74) Den pågældende vare er den undersøgte vare med oprindelse i Indonesien (»den pågældende vare«).

2.3. Samme vare

(75) Undersøgelsen viste, at følgende varer har samme grundlæggende fysiske, kemiske og tekniske egenskaber og samme grundlæggende anvendelsesformål:

— den pågældende vare

— den vare, der fremstilles og sælges på det pågældende lands hjemmemarked, og

— den undersøgte vare, der fremstilles og sælges i Unionen af EU-erhvervsgrenen.

(76) Kommissionen besluttede på dette tidspunkt, at disse varer derfor udgør samme vare, jf. grundforordningens artikel 1, stk. 4.

(77) I sine bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Stéarinerie Dubois, at den pågældende vare og den vare, der fremstilles og sælges af EU-erhvervsgrenen på EU-markedet, ikke er samme vare, navnlig fordi der ikke er noget EU-marked for den undersøgte vare produceret af EU-erhvervsgrenen, som opfylder kravene i REACH-lovgivningen samt kravene til Kosher og Halal.

(78) I grundforordningens artikel 1, stk. 4, hedder det, at der ved »samme vare« forstås en vare, der er identisk med eller har egenskaber, der ligger tæt op ad den pågældende vares egenskaber. Kommissionen konstaterede, at den vare, der fremstilles og sælges i det pågældende land, og den vare, der fremstilles og sælges i Unionen af EU-erhvervsgrenen, har de samme grundlæggende fysiske, kemiske og tekniske egenskaber. Desuden producerer EU-erhvervsgrenen store mængder fedtsyre, som er i overensstemmelse med REACH-lovgivningen og/eller kravene til Kosher og/eller Halal, jf. betragtning 337. Kommissionen bekræfter derfor, at den pågældende vare og de varer, der fremstilles og sælges på EU-markedet af EU-erhvervsgrenen, er samme vare.

2.4. Påstande vedrørende varedækningen

(79) Kommissionen modtog bemærkninger til varedækningen fra Musim Mas-gruppen, Wilmar, AAK, Campa/IMBI, EBB (European Biodiesel Board), ASSITOL (den italienske sammenslutning af biodieselproducenter), APPA Biocarburantes (den spanske sammenslutning af producenter af biobrændstoffer), Neste (producent af vedvarende diesel) og to virksomheder, der er forretningsmæssigt forbundet med Ecogreen, en indonesisk producent af fedtalkohol: DHW, producent af polyoler, fedtestere, fedtaminer og umættede fedtalkoholer, og E&S, som er en producent af fedtestere, ethoxylater og sulfonater. Klageren fremsatte også bemærkninger i denne forbindelse.

2.4.1. Palmefedtsyredestillat, spildevand fra palmeoliemøller, palmesyreolie og fedtsyre som biprodukt

(80) Neste anmodede Kommissionen om at bekræfte, at palmefedtsyredestillat (»PFAD«) ikke var omfattet af undersøgelsen. Palmefedtsyredestillat er et råmateriale bestående af biobaseret affald og restprodukter, der stammer fra raffinering af palmeolie af fødevarekvalitet, der anvendes til fremstilling af vedvarende diesel og andre vedvarende produkter.

(81) Wilmar anmodede om en præcisering af, hvorvidt spildevand fra palmeoliemøller (»POME«) faldt ind under varedækningen i undersøgelsen. POME er en spildevandsstrøm, der opstår ved den fysiske formalingsproces i forbindelse med fremstilling af palmeolie, og det er et råmateriale, der anvendes til produktion af biobrændstoffer. POME består hovedsagelig af vand og en lille procentdel olie og fast stof.

(82) AAK anmodede om, at palmesyreolie blev udelukket fra undersøgelsen, når der henvises til KN-kode 3823 19 90. Virksomheden hævdede navnlig, at palmesyreolie, der henhører under denne KN-kode, adskilte sig fra fedtsyre, og at den indeholdt en betydelig andel af olie, hvilket forhindrer den i at blive anvendt som fedtsyre. Det blev forklaret, at palmesyreolie er et biprodukt fra de forudgående raffinaderiprocesser og anvendes som råmateriale til fremstilling af stearinsyrer, som var omfattet af undersøgelsen.

(83) Campa/IMBI og EBB anførte, at biodieselproducenterne også var fedtsyreproducenter, da de producerede fedtsyre som et biprodukt under produktionsprocessen for biodiesel. Det blev navnlig anført, at raffineringen af råolien skabte et affaldsprodukt kaldet »fedtsyredestillat«. Desuden opstår fedtsyre som et restprodukt, når biodiesel fremstilles ved transesterificering af raffineret olie og methanol.

(84) Som svar på disse påstande bekræftede klageren, at det ikke var hensigten, at de fedtsyretyper, der anvendes i biodieselproduktionen, skulle være omfattet af undersøgelsen. I den forbindelse anførte klageren, at disse fedtsyrer kunne differentieres på grund af forskelle i produktionsprocesserne (oliekemiske formål og ikke dem, der vedrører biodieselproduktionen). Ifølge klageren er de to typer fedtsyre forskellige varer, som ikke konkurrerer med hinanden og ikke kan indgå som en del af den pågældende vare.

(85) Klageren forklarede endvidere, at fremstillingen af oliekemiske fedtsyrer var en vigtig proces, der var nødvendig for at bryde triglyceriderne for at frigive og adskille fedtsyrerne og glycerinerne med henblik på at opnå et højrenset produkt med mindst 97 % fedtsyrer og højst 3 % ikke-spaltet fedt. Denne proces kaldes »spaltning«. For at opnå et produkt, der er næsten 100 % rent, gennemgår fedtsyren yderligere destillation eller fraktionering, som har til formål at fjerne det resterende ikke-spaltede fedt og eventuelle resterende urenheder. Både destilleret og fraktioneret fedtsyre er omfattet af varedækningen, forudsat at disse produkter opfylder tærsklen for jodværdien på 105 g/100 g.

(86) Klageren forklarede endvidere, at processen til fremstilling af biodiesel bestod i at raffinere olien for at fjerne urenheder, men at der ikke forekom nogen spaltning. Flere fedtsyredestillater såsom FAD (fedtsyredestillat), PFAD (palmefedtsyredestillat), PKFAD (palmekernefedtsyredestillat) opstår i biodieselproduktionsprocessen som biprodukter.

(87) Klageren hævdede derfor, at DoS eller spaltningsværdien, som angiver procentdelen af spaltede fedtsyrer i olien, udgjorde en klar og objektiv skillelinje, som betyder, at man kan skelne den undersøgte vare fra andre fedtsyretyper, der ikke er omfattet af undersøgelsen. DoS beregnes ved at dividere syreværdien med forsæbningsværdien. Syreværdien (eller neutraliseringsværdien) og forsæbningsværdien blev defineret i klagen. Klageren forklarede, at selv om DoS-kriteriet var blevet overvejet i klagestadiet, var årsagen til, at det ikke var blevet bibeholdt som sådan (dvs. udtrykt som syreværdi i forhold til forsæbningsværdi), at alle oliekemiske fedtsyrer, der er omfattet af varedækningen, har samme egenskab med et fedtsyreindhold på mindst 97 %.

(88) Ifølge klageren har de fedtsyrer, der anvendes i biodieselproduktionen, meget lavere DoS-værdier (mellem 81 % og 97 %). På grundlag af ovenstående hævdede klageren, at DoS-værdien på 97 % burde betragtes som et udelukkelseskriterium for at skelne mellem fedtsyrer.

(89) AAK gav udtryk for sin støtte til klagerens tilgang.

(90) Wilmar rejste tvivl om, hvorvidt den syreværdi, der blev anvendt ved beregningen af DoS, ville være den mest hensigtsmæssige måde at differentiere fedtsyrer på. Den hævdede, at DoS ikke var så præcis som en fast grænse baseret på syreværdien. Wilmar anmodede Kommissionen om at medtage syreværdien i varekontrolnummeret.

(91) Som anført i betragtning 71 tog Kommissionen de interesserede parters bemærkninger vedrørende varedækningen til efterretning, og den præciserede gennem et notat til dossieret, at kun fedtsyrer med en DoS på mindst 97 % var omfattet af undersøgelsen. Derfor var PFAD, POME, palmesyreolie henhørende under KN-kode 3823 19 90 og fedtsyre fremstillet som biprodukt ved fremstillingen af biodiesel ikke omfattet af undersøgelsen, da deres DoS er lavere end 97 %. Kommissionen opfordrede også interesserede parter til at identificere alle mængder fedtsyre med en DoS på mindst 97 %, der importeres med henblik på produktion af biodiesel, og til at specificere enhver særligt fysisk, kemisk og/eller teknisk egenskab ved denne type fedtsyre i modsætning til fedtsyre til andre anvendelsesformål.

(92) Wilmar hævdede, at da indførelsen af en DoS-tærskel på 97 % ændrede varedækningen betydeligt, burde klagen afvises, da den ikke indeholdt tilstrækkelige beviser for hverken dumping eller skade. Virksomheden hævdede endvidere, at oplysningerne i klagen var baseret på en anden varedefinition end den, der blev anvendt i forbindelse med den nuværende undersøgelse.

(93) Kommissionen var ikke enig i denne påstand. Præciseringen som følge af indførelsen af en DoS-værdi på 97 % i definitionen af varedækningen, som forklaret i betragtning 71, ændrede hverken varedækningen eller klagen, da den blot præciserede og bedre beskrev den vare, der var omfattet af klagen. Påstanden blev derfor afvist.

2.4.2. Fedtsyre fremstillet af palmeaffald og anvendt til produktion af biodiesel

(94) EBB, Musim Mas-gruppen og Campa/IMBI anførte, at biodieselproducenterne anvendte fedtsyre fremstillet af affald til produktionen af biodiesel. Campa/IMBI og Musim Mas-gruppen anførte, at der til fremstilling af biodiesel i et esterificeringsanlæg anvendes fedtsyrer med en DoS-værdi på mindst 97 % som de vigtigste råmaterialer, og at den fedtsyre, der anvendes af Campa/IMBI til produktion af biodiesel, stadig vil være omfattet af undersøgelsen efter Kommissionens præcisering i betragtning 91. Campa/IMBI, Musim Mas-gruppen og EBB anførte, at det endelige anvendelsesformål var det eneste relevante kriterium til at skelne mellem fedtsyrer, der er omfattet af undersøgelsen, og fedtsyrer, der anvendes til produktion af biodiesel. Det blev endvidere anført, at certificeringsdokumentet var afgørende for at forstå varens endelige anvendelsesformål. Navnlig er den fedtsyre, der kræves af kosmetik-, lægemiddel-, kemi- og fødevareindustrien, udformet til at opfylde forskellige certificeringskrav (f.eks. Kosher, Halal, GMP+, FSSC 22000, RSPO-certificering, ISO 9001, ISO 14001 og ISO 45001), mens biodieselproducenter kun skal certificeres for at overholde direktiv (EU) 2018/2001 om vedvarende energi (RED II) (en frivillig ordning, der er anerkendt af Europa-Kommissionen i henhold til RED II, såsom ISCC EU eller 2BSVS, eller en national certificeringsordning, der er oprettet i henhold til RED II). Det blev også anført, at EU-erhvervsgrenen ikke producerede eller var i stand til at producere fedtsyre med høj DoS-værdi til biodieselproduktion, der er omfattet af RED II, hvilket tilskyndede til anvendelse af avancerede råmaterialer i den forbindelse. Campa/IMBI anførte også, at virksomheden importerede denne type fedtsyre under Taric-kode 3823193089, som hverken var omfattet af klagen eller indledningsmeddelelsen.

(95) Campa/IMBI og EBB anmodede Kommissionen om at bekræfte, at fedtsyrer, der anvendes til biodieselproduktion, ikke var omfattet af undersøgelsen. Det blev navnlig anført, at definitionen af varedækningen omfattede den fedtsyre, som Campa/IMBI anvender til produktion af biodiesel. Det blev desuden anført, at klagen ikke opførte EU-biodieselproducenterne som importører eller brugere af fedtsyrer, og at biodiesel ikke var blandt de anvendelser af den pågældende vare, der er anført i klagen.

(96) ASSITOL og APPA Biocarburantes udtrykte ligeledes modstand mod anvendelsen af DoS-værdien til at definere den fedtsyre, der er omfattet af undersøgelsen, da den ikke udelukkede alle fedtsyrer, der anvendes til produktion af biodiesel. De fremførte, at der burde anvendes en anden mekanisme, nemlig baseret på varens endelige anvendelsesformål i henhold til artikel 254 i EU-toldkodeksen.

(97) I den forbindelse anmodede ASSITOL og Campa/IMBI Kommissionen om, at der offentliggøres en meddelelse om ændring af indledningsmeddelelsen.

(98) Kommissionen kunne ikke bekræfte, om fedtsyre med en DoS på mindst 97 % fremstillet af affald var den pågældende vare uden at vurdere, om den havde de samme grundlæggende fysiske, tekniske og kemiske egenskaber og havde de samme anvendelsesformål som samme vare, og om den konkurrerede med samme vare. Desuden er råmaterialerne ikke en afgørende faktor for at udelukke en varetype fra varedækningen i undersøgelsen, hvis de endelige varer er de samme og har de samme grundlæggende fysiske, tekniske og kemiske egenskaber.

(99) Kontrolbesøget hos den eksporterende producent i Indonesien viste faktisk, at de destillerede fedtsyrer, som IMBI importerede, var fremstillet enten af biprodukter såsom PFAD'er eller af forskellige råmaterialer af palmeaffald.

(100) Under kontrolbesøget i Indonesien vurderede Kommissionen varens fysiske egenskaber (f.eks. udseende, lugt, titer og farve), de tekniske egenskaber (f.eks. type og kvalitet, materialeformer og farvestabilitet) og kemiske egenskaber (f.eks. syreværdi, forsæbningsværdi, jodværdi og fedtsyresammensætning) for den destillerede fedtsyre fremstillet af affald sammenlignet med den anden type fedtsyre. Undersøgelsen viste imidlertid, at destillerede fedtsyrer fremstillet af affald har næsten de samme fysiske, tekniske og kemiske egenskaber som fedtsyrer fremstillet af rå palmeolie og rå palmekerneolie. Undersøgelsen viste derfor ikke nogen grundlæggende fysiske, tekniske eller kemiske egenskaber, der adskiller destilleret fedtsyre fremstillet af affald fra den anden type fedtsyre.

(101) Undersøgelsen viste endvidere, at destilleret fedtsyre fremstillet af affald er omfattet af EU-lovgivningen om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder (RED II ), hvori det fastslås, at EU's medlemsstater kan tage biodiesel fremstillet af fedtsyre ved hjælp af affaldsmaterialer eller biprodukter i betragtning i forbindelse med de mål, der er fastsat i RED II . I henhold til RED II skal råmaterialerne til biodiesel, i dette tilfælde de destillerede fedtsyrer, certificeres for at sikre overholdelse af bæredygtigheds- og kemiske standarder, for at EU's medlemsstater kan medregne biodiesel i opfyldelsen af deres bæredygtighedsmål.

(102) På dette grundlag fandt Kommissionen, at fedtsyrer med en DoS på mindst 97 %, der er produceret af affald og certificeret under en frivillig ordning, der er anerkendt af Kommissionen i henhold til artikel 30, stk. 4, i RED II , eller en national certificeringsordning, der er oprettet i henhold til artikel 30, stk. 6, i RED II, ganske vist har samme egenskaber som andre fedtsyrer, men har forskellige anvendelsesformål og ikke konkurrerer med samme vare. Kommissionen bekræftede også, at disse fedtsyrer, der er fremstillet af affald, ikke indgår i klagen. Kommissionen konkluderede derfor, at disse fedtsyrer ikke var en del af den pågældende vare, og de blev derfor udelukket fra undersøgelsen. Som følge heraf blev det konstateret, at den import af sådanne fedtsyrer fra bl.a. den stikprøveudtagne eksporterende producent IBP, der indgår i Musim Mas-gruppen, som blev importeret af IMBI, ikke var berørt af denne undersøgelse.

(103) Disse yderligere præciseringer af varedækningen, ud over dem, der blev offentliggjort i et notat til dossieret, jf. betragtning 71, er afspejlet i definitionen af den undersøgte vare, jf. betragtning 70.

2.4.3. Andre typer fedtsyre

(104) Ecogreens tilknyttede virksomheder, DHW og E&S, anmodede om en udelukkelse af fedtsyre C6 (handelsnavn: Ecoric 6), C8-C10 (handelsnavn: Ecoric 80), C16-C18, C18, umættet (handelsnavn: Ecoric 68 TA) og C18:1 (handelsnavn: Ecoric 18W) udelukkes fra varedækningen. De hævdede, at disse typer fedtsyre blev fremstillet af deres forretningsmæssigt forbundne eksporterende producent Ecogreen under fremstillingsprocessen for fedtalkohol, og at de havde visse unikke egenskaber og ikke kunne fremstilles af EU-producenterne i samme kvalitet. DHW og E&S anførte, at Ecogreen navnlig kun eksporterede de tre første fedtsyrer til sine tilknyttede virksomheder i Europa med henblik på intern videreforarbejdning på grund af kvalitetsstabilitet, forsyningskontinuitet og den etablerede certificeringskæde. DHW og E&S anførte navnlig, at Ecoric 6 kun kunne fremstilles af rå palmekerneolie og ren kokosolie i en meget lille mængde. Desuden anførte DHW og E&S, at der var andre C6-syrer til rådighed i Unionen, men at de blev fremstillet ved fermentering, hvilket Ecogreen ikke kunne anvende. Desuden hævdede de, at Ecoric 80 hovedsagelig blev fremstillet af rå palmekerneolie og kokosolie og blev anvendt til at fremstille fedtestere, som efter behandling hos DHW ved hjælp af et bestemt patent ville resultere i en ester af høj kvalitet med hensyn til smag, lugt og farvestabilitet. Ecoric 68 TA blev fremstillet af rå palmekerneolie, mens kulstofkædeintervallet var næsten identisk med fedtsyren fra talg og blev anvendt til at fremstille talgfrie fedtaminer. Ecoric 18W blev anvendt til at fremstille estere med gode egenskaber ved kolde temperaturer, bedre farve i slutproduktet og færre biprodukter. Endelig anførte de, at animalsk baseret oliesyre var forbudt i deres esteranlæg på grund af strenge kosher-regler.

(105) Som svar herpå modsatte klageren sig udelukkelsen af disse typer fedtsyre og hævdede, at det ville påvirke hele varedækningen af den undersøgte vare, da den vareudelukkelse, som Ecogreens tilknyttede virksomheder anmodede om, omfattede hele kædelængden af de pågældende fedtsyrer, fra C6 til C18. Desuden hævdede klageren, at EU-producenterne i modsætning til påstandene fra DHW og E&S var i stand til at producere og faktisk leverede denne type fedtsyrer til Ecogreens tilknyttede virksomheder, da disse varer ikke var »unikke« for Ecogreen-gruppen og faktisk kunne erstattes med de fedtsyrer, der produceres af EU-erhvervsgrenen.

(106) Kommissionen konkluderede, at EU-erhvervsgrenen producerede lignende fedtsyrer, og at de varer, som DHW og E&S anmodede om at få udelukket fra varedækningen, derfor konkurrerede med EU-erhvervsgrenens og forvoldte skade. Kommissionen afviste derfor denne anmodning om udelukkelse.

(107) I sine bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog Ecogreen sin anmodning om udelukkelse, jf. betragtning 104. Ecogreen hævdede, at virksomhedens anmodning om udelukkelse i modsætning til klagerens påstand ikke omfattede hele kædelængden af de fedtsyrer, der var omfattet af undersøgelsen, da C12 (laurinsyre), C14 (myristinsyre), C16 (palmitinsyre), C18 (stearinsyre) samt deres blandingsprodukter ikke var omfattet af virksomhedens anmodning om udelukkelse. Med hensyn til de varer, der er omfattet af anmodningen om udelukkelse, hævdede Ecogreen desuden, at EU-erhvervsgrenen ikke producerer samme vare. Ecogreen hævdede navnlig, at virksomhedens Ecoric 6-produkter omfatter et særligt organisk stof, som ikke kan findes i C6-syrer produceret af EU-erhvervsgrenen. Ecogreen hævdede desuden, at EU-erhvervsgrenen anvendte en helt anden produktionsproces for C6-, C8-C10-, C16-C18- og C18-produkter (umættede). Vedrørende C6 hævdede Ecogreen navnlig, at EU-erhvervsgrenen anvendte fermentering, og at hverken Ecogreen-gruppen eller dens kunder nogensinde har godkendt fermenteringsprocessen som en proces til fremstilling af fedtsyre, da dette kan påvirke de fremstillede fedtsyrers grundlæggende egenskaber. Ecogreen hævdede vedrørende sit C18:1-produkt, at det er af særlig høj kvalitet, og at EU-brugerne af denne vare har indgået kvalitetsaftaler, der forpligter dem til at forsyne deres kunder med estere fremstillet med C18:1-fedtsyre, der opfylder strenge specifikationer.

(108) Kommissionen var enig i, at Ecogreens anmodning om udelukkelse af varer ikke omfattede alle mulige kulstofkædelængder af de pågældende fedtsyrer, men ikke desto mindre omfattede en væsentlig del heraf. Med hensyn til de varer, der indgik i anmodningen om udelukkelse, fremlagde Ecogreen under alle omstændigheder ikke dokumentation for, at EU-erhvervsgrenen ikke producerer »samme vare«. For så vidt angår det organiske stof, der angiveligt adskiller Ecogreens C6-produkt fra de respektive produkter fremstillet af EU-erhvervsgrenen, har virksomheden ikke fremlagt dokumentation for dets relevans, herunder for koncentrationen af dette stof i produktet og for, hvordan det påvirker dets grundlæggende egenskaber og anvendelsesformål. Da der ikke er fremlagt oplysninger om dette stof, herunder dets navn, i den ikkefortrolige udgave af indlægget, har andre interesserede parter desuden ikke været i stand til at fremsætte bemærkninger til disse aspekter. Med hensyn til de påståede forskelle i produktionsprocessen minder Kommissionen om, at produktionsprocesser i princippet ikke er relevante for vurderingen af, om varer er »samme vare«. I dette særlige tilfælde fremlagde Ecogreen ikke konkret dokumentation for, hvordan de ville påvirke slutproduktets grundlæggende egenskaber. Navnlig med hensyn til fermentering præsenterer Ecogreen selv de påståede forskelle i produktets grundlæggende egenskaber, der følger af denne proces, som blot en mulighed og ikke som en dokumenteret kendsgerning, der er underbygget af beviser. På baggrund af ovenstående afviste Kommissionen anmodningen om udelukkelse.

(109) AAK anmodede Kommissionen om at udelukke oliesyre af fødevarekvalitet fra varedækningen i undersøgelsen. AAK hævdede, at selv om oliesyre var omfattet af undersøgelsen, kunne der skelnes mellem to typer oliesyre: oliesyre af industriel kvalitet og oliesyre af fødevarekvalitet. AAK anførte, at selv om de to kvaliteter har de samme grundlæggende kemiske egenskaber, skal produktionsprocessen for oliesyre af fødevarekvalitet overholde strengere standarder, dvs. at indholdet af forurenende stoffer i syren ikke må overstige et vist niveau som fastsat i EU's fødevareforordning , idet oliesyre af fødevarekvalitet anvendes til fremstilling af fødevarer. AAK hævdede også, at oliesyre af fødevarekvalitet var betydeligt dyrere end oliesyre af industriel kvalitet og ikke kunne erstattes af oliesyre af industriel kvalitet, og at EU-erhvervsgrenen ikke var i stand til at levere øgede mængder. AAK anførte, at der kun var marginal import af oliesyre af fødevarekvalitet fra Indonesien, og at den derfor ikke kunne forvolde EU-erhvervsgrenen skade. AAK anførte, at den sandsynligvis var den eneste EU-importør af betydelige mængder oliesyre af fødevarekvalitet fra andre lande. AAK anførte også, at ingen af de anlæg, der producerede oliesyre i Indonesien, ifølge deres oplysninger opfyldte de strenge krav om maksimumsindhold af forurenende stoffer i fødevarer. AAK anførte, at de øgede priser på potentiel import af oliesyre af fødevarekvalitet fra Indonesien som følge heraf ville øge EU-brugernes priser for alle kategorier af oliesyre også fra Malaysia, hvilket ville påvirke AAK's aktiviteter negativt. AAK foreslog, at oliesyre af fødevarekvalitet kunne udelukkes ved at henvise til grænseværdierne for benso(a)pyren og indholdet af transfedtsyrer, som var officielt vedtagne tærskler, der er fastsat i EU's forordning om fødevarer.

(110) Som svar på ovennævnte påstand gav klageren udtryk for sin modstand mod at udelukke oliesyre af fødevarekvalitet fra undersøgelsen. I denne forbindelse hævdede klageren, at oliesyre af fødevarekvalitet havde de samme grundlæggende fysiske, kemiske og tekniske egenskaber som de andre varer, der er omfattet af undersøgelsen, og at udelukkelsen af denne gruppe af varer derfor ville medføre en høj risiko for omgåelse af foranstaltningerne. Desuden hævdede klageren, at de producenter, der anvender oliesyre af fødevarekvalitet, også var brugere af oliesyre af teknisk kvalitet, og at en skelnen baseret på slutanvendelse derfor ikke ville forhindre risikoen for omgåelse. Klageren hævdede også, at oliesyre af fødevarekvalitet var tilgængelig fra andre importkilder, som ikke var omfattet af undersøgelsen, og der var derfor ingen risiko for forsyningsknaphed.

(111) I den forbindelse konkluderede Kommissionen, at oliesyre af fødevarekvalitet havde næsten samme grundlæggende fysiske, tekniske og kemiske egenskaber som oliesyre af industriel kvalitet. Selv om oliesyre af fødevarekvalitet var underlagt strengere krav vedrørende kvalitet og renhed, havde den samme kulstofkædelængde som oliesyre, der anvendes til industrielle formål. Prisforskellen mellem de to kvaliteter er ikke i sig selv et centralt element i forbindelse med udelukkelse af varer. Desuden producerer EU-erhvervsgrenen ganske rigtigt oliesyre af fødevarekvalitet, og der findes andre forsyningskilder som f.eks. Malaysia. På denne baggrund afviste Kommissionen anmodningen om udelukkelse.

(112) I sine bemærkninger til den endelig fremlæggelse af oplysninger gentog AAK sin anmodning om at udelukke oliesyre af fødevarekvalitet fra varedækningen i undersøgelsen. AAK kritiserede Kommissionen for ikke at have behandlet virksomhedens påstande korrekt og hævdede, at den anvendte usammenhængende kriterier i sin beslutning om at udelukke fedtsyre beregnet til biodieselproduktion i forhold til oliesyre af fødevarekvalitet. AAK hævdede navnlig, at Kommissionens konklusion i betragtning 102 om at udelukke fedtsyre fremstillet af affald var baseret på, at denne bestemte fedtsyre havde andre anvendelsesformål og ikke konkurrerede med samme vare, samtidig med at den havde de samme egenskaber som andre fedtsyrer. For ikke at udelukke oliesyre af fødevarekvalitet fra varedækningen i undersøgelsen konkluderede Kommissionen på den anden side i betragtning 111, at oliesyre af fødevarekvalitet har omtrent de samme grundlæggende fysiske, tekniske og kemiske egenskaber som oliesyre af industriel kvalitet med samme kulstofkædelængde. AAK anførte endvidere, at oliesyre af fødevarekvalitet og oliesyre af industriel kvalitet har forskellige anvendelsesformål og ikke konkurrerer med hinanden, og at Kommissionens påstand om, at begge typer har omtrent samme fysiske, kemiske og tekniske egenskaber, ikke er underbygget af de faktiske omstændigheder og ikke er begrundet i forordningen. Endelig hævdede AAK, at hvis Kommissionen havde foretaget en lignende analyse af oliesyre af fødevarekvalitet og oliesyre af industriel kvalitet, ville den have konstateret forskelle i type og kvalitet mellem de to typer.

(113) Kommissionen var ikke enig i disse påstande. For det første, hvad angår fedtsyrer fremstillet af affald, var det ikke meningen, at fedtsyrer fremstillet af affald, som anført i betragtning 102, skulle være omfattet af undersøgelsen. Da de imidlertid havde de samme fysiske, tekniske og kemiske egenskaber som andre fedtsyrer, blev de utilsigtet omfattet af varedefinitionen. For at sikre, at undersøgelsen og de potentielle foranstaltninger blev gennemført og anvendt korrekt, undersøgte Kommissionen indgående denne bestemte vare, inden den bekræftede, at den faktisk ikke burde have været undersøgt/omfattet af foranstaltningerne, jf. betragtning 98-102. Dette står i modsætning til fedtsyrer til anvendelse i fødevarer (f.eks. oliesyre af fødevarekvalitet), som var omfattet af klagen, og for hvilke klagerne fremlagde beviser for dumping, skade og årsagssammenhæng, hvilket blev bekræftet i løbet af undersøgelsen. For det andet er AAK's kritik baseret på en misforståelse af den faktiske og den retlige situation med hensyn til anmodningen om udelukkelse af oliesyre af fødevarekvalitet. Selv om oliesyre af industriel kvalitet og oliesyre af fødevarekvalitet blev betragtet som to forskellige typer fedtsyrer som hævdet af AAK, ville dette ikke have nogen indflydelse på Kommissionens konklusioner. EU-erhvervsgrenen producerer og sælger oliesyre af fødevarekvalitet, og der er potentielt import af oliesyre af fødevarekvalitet fra Indonesien , som kan være i direkte konkurrence med den vare, der sælges af EU-erhvervsgrenen, og dermed forvolder skade. Der er således ingen grund til, at Kommissionen skulle konkludere, at det er berettiget at udelukke oliesyre af fødevarekvalitet. Den logiske konklusion må være præcis det modsatte: det er ikke muligt at udelukke oliesyre af fødevarekvalitet uden at undergrave de afhjælpende virkninger af de foranstaltninger, der skal indføres.

(114) AAK anførte også, at den marginale EU-produktion af oliesyre af fødevarekvalitet og eksistensen af et andet tredjeland, der leverer varen, ikke var til støtte for fortsat at medtage oliesyre af fødevarekvalitet i undersøgelsens varedækning. AAK anførte navnlig, at Kommissionen tidligere i forbindelse med fastlæggelsen af varedækningen lagde vægt på, om EU-produktionen af en varetype var begrænset. I den forbindelse henviste AAK til antidumpingundersøgelsen vedrørende importen af korte syntetiske fibre af polyester med oprindelse i Malaysia og Taiwan . AAK henviste også til en fornyet undersøgelse af varedækningen vedrørende antidumpingforanstaltningerne over for importen af kornorienterede fladvalsede produkter af silicium-elektrisk stål (»GOES«) med oprindelse i USA og Rusland og hævdede, at en tynd variant af denne vare var udelukket, fordi ingen af producenterne havde en direkte interesse i at fremstille den.

(115) Ud over de to virksomheder, som AAK nævnte i sit indlæg, leverer en tredje EU-producent oliesyre af fødevarekvalitet til EU-markedet . Kommissionen bemærkede endvidere, at der i forbindelse med denne vare også kan indkøbes fra leverandører i Malaysia. Påstanden blev derfor afvist.

(116) AAK og Musim Mas-gruppen anmodede om, at palmitinsyre, der anvendes til dyrefoder, udelukkes fra varedækningen. AAK er en producent af palmitinsyre i Unionen. Virksomhedens samlede efterspørgsel overstiger imidlertid dens produktionskapacitet. Det blev anført, at ren palmitinsyre med kulstofkædelængde C16 fremstilles af rå palmeolie og rå palmekerneolie. Efter parternes opfattelse kunne talg ikke anvendes som råmateriale til at fremstille palmitinsyre til produktion af dyrefoder, da EU's lovgivning om dyrefoder forbyder anvendelsen af animalsk fedt i foder til drøvtyggere . Det blev endvidere anført, at den europæiske produktion af palmitinsyre var ubetydelig med kun to andre EU-producenter af palmitinsyre, nemlig KLK og IOI Oleo GmbH. AAK anslog, at efterspørgslen efter palmitinsyre i Unionen var på 45 000 ton om året. AAK anførte, at ren palmitinsyre ikke kunne erstattes med andre fedtsyrer, og at andre fedtsyrer heller ikke kunne erstatte palmitinsyre. Det blev desuden anført, at fedtsyrer fremstillet af rapsfrø, som angiveligt er det vigtigste tilgængelige råmateriale i Unionen, ikke var egnede til dyrefoder, da de ikke støttede komælksproduktionen, hvilket palmitinsyre gør. Ifølge AAK mangler EU-producenterne incitamenter til at producere palmitinsyre i betydelige mængder på grund af den lave efterspørgsel efter stearinsyre, da disse produkter fremstilles parallelt. AAK foreslog, at denne udelukkelse kunne gennemføres ved at fjerne C16 fra varedefinitionen.

(117) Som svar på påstandene anførte Cailà & Parés, at virksomheden, når der på ny er skabt lige konkurrencevilkår på EU-markedet, ville kunne producere 17 000 ton palmitinsyre om året, hvilket ifølge Cailà & Parés udgjorde en betydelig andel af efterspørgslen i Unionen.

(118) I lyset af ovenstående accepterede Kommissionen argumentet om, at rentabiliteten ved produktionen af palmitinsyre hænger sammen med efterspørgslen efter stearinsyre. Den var imidlertid af den opfattelse, at genskabelsen af lige konkurrencevilkår i Unionen for alle fedtsyrer, herunder palmitin- og stearinsyrer, sandsynligvis også ville genskabe EU-producenternes incitamenter til at producere palmitinsyre i betydelige mængder, herunder palmitinsyre egnet til dyrefoder. Desuden findes der andre forsyningskilder for palmitinsyre såsom Malaysia. På dette grundlag og under hensyntagen til de oplysninger, som Cailà & Parés har fremlagt om virksomhedens produktionskapacitet, som er højere end importmængden fra Indonesien og også højere end AAK's efterspørgsel, afviste Kommissionen anmodningen om udelukkelse af palmitinsyre.

(119) I deres bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog Musim Mas-gruppen og AAK deres anmodning om at udelukke palmitinsyre fra varedækningen. Begge virksomheder satte spørgsmålstegn ved Cailà & Parés' evne til at øge sin produktion af palmitinsyre efter indførelsen af antidumpingforanstaltningerne. Musim Mas-gruppen anførte navnlig, at der var tale om en spekulativ påstand uden nogen form for dokumentation. AAK gentog, at produktionen af palmitinsyre var kombineret med produktionen af ren stearinsyre, og at der ikke var noget marked for sidstnævnte i Unionen, da den vigtigste anvendelse af ren stearinsyre var produktionen af AKD-voks (Alkyl-Ketene-Dimer), som ikke længere produceres i Unionen.

(120) Kommissionen godtog ikke disse argumenter, hverken vedrørende den tekniske kapacitet eller incitamenterne til at producere palmitinsyre. Med hensyn til den tekniske kapacitet bekræftede Kommissionen under kontrolbesøget i Cailà & Parés' lokaler, at virksomhedens samlede kapacitet til produktion af fedtsyre var betydeligt højere end dens angivne kapacitet til produktion af palmitinsyre (herunder de respektive side- eller biprodukter), og at den ikke konstaterede nogen åbenlyse flaskehalse, der kunne være specifikke for en øget produktion af palmitinsyre. Hvad angår incitamenterne, og som anført i betragtning 118, bekræftede undersøgelsen, at produktionen af palmitinsyre hænger sammen med produktionen af stearinsyre. I modsætning til, hvad AAK har anført, er sidstnævnte imidlertid ikke begrænset til ren stearinsyre. Navnlig for Cailà & Parés' vedkommende er sideprodukterne ved fremstilling af palmitinsyre andre typer stearinsyre, som sælges i betydelige mængder i Unionen. Kommissionen fastholder derfor, at indførelsen af foranstaltninger over for fedtsyrer, herunder palmitinsyrer og stearinsyrer, sandsynligvis også vil genoprette incitamenterne til at producere palmitinsyre i Unionen.

(121) Musim Mas-gruppen hævdede også, at palmitinsyre efter hensigten ikke skulle være omfattet af klagen, da klagen havde til formål at behandle fedtsyrer til konsum og ikke til foder. Ifølge Musim Mas-gruppen var EU-produktionen af palmitinsyre desuden ikke egnet til anvendelse i foder, fordi den anvendte talg som råmateriale og derfor ikke kunne opfylde visse krav, såsom Kosher og Halal. Musim Mas-gruppen konkluderede, at Kommissionen afviste anmodningen om udelukkelse alene på grund af muligheden for at skifte leverandør af palmitinsyre og anvende Malaysia.

(122) Kommissionen godtog ikke disse påstande. Ud over »fødevarer« henvises der i klagen udtrykkeligt til »foder« som en anvendelse af de varer, der er omfattet af anvendelsesområdet. Undersøgelsen har desuden vist, at EU-producenterne anvender vegetabilske olier, herunder palmeolie, til deres produktion af palmitinsyre. Endelig bemærker Kommissionen, at den, som vist ovenfor, i stedet for blot at basere sig på andre producenter uden for Unionen også har vurderet EU-erhvervsgrenens evne og incitamenter til at øge sin produktion af palmitinsyre.

(123) Musim Mas-gruppen anførte, at da der ikke var nogen eksportafgift eller eksportskat på kokosolie, burde den fedtsyre, der fremstilles af kokosolie, ikke være omfattet af klagen.

(124) Kommissionen bemærker, at selv om klagen vedrører fordrejninger af rå palmeolie og rå palmekerneolie som følge af eksportafgift og eksportskat som omhandlet i grundforordningens artikel 7, stk. 2a, omfatter klagen og undersøgelsen alle typer fedtsyre, der er omfattet af varedefinitionen, og ikke kun de typer, der fremstilles af rå palmeolie og rå palmekerneolie. Under alle omstændigheder blev der under undersøgelsen ikke fundet oplysninger om nogen form for import af fedtsyre fra Indonesien til Unionen, som kun blev fremstillet af kokosolie. Påstanden blev derfor afvist.

(125) I sine bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anmodede NYCO Kommissionen om at udelukke C8-C10-fedtsyrer fra varedækningen. I den forbindelse anførte NYCO, at C8-C10-fedtsyrer er en meget specifik form for fedtsyre, der produceres i begrænsede mængder i Unionen. Denne fedtsyre blev også importeret fra Indonesien og Malaysia. NYCO fremførte, at der siden september 2021 har været en verdensomspændende mangel på C8-C10-fedtsyre på markedet, hvilket har ført til en betydelig prisstigning på denne fedtsyre. NYCO hævdede, at indførelsen af antidumpingtold på denne vare ville have meget negative konsekvenser for virksomhedens globale konkurrenceevne og rentabilitet, og anmodede Kommissionen om at udelukke denne fedtsyre fra varedækningen.

(126) Kommissionen anførte, at bemærkninger til varedækningen burde have været fremsat i de tidlige faser af undersøgelsen for at give tilstrækkelig tid til at vurdere deres berettigelse og give andre interesserede parter mulighed for at reagere på dem. Endvidere fremlagde NYCO ingen grundlæggende fysiske, kemiske og tekniske egenskaber, der kunne adskille denne type fedtsyre fra de andre typer fedtsyrer, der var omfattet af undersøgelsen. Hvad angår de væsentlige punkter i anmodningen, og navnlig vedrørende Unionens interesser, behandles disse i betragtning 470. På baggrund af disse betragtninger afvises påstanden.

(127) I sine bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anførte Wilmar, at den vare, der er omfattet af foranstaltningerne, udtrykkeligt bør udelukke alle varer, der er omfattet af Taric-koder, som er udelukket fra beregningen af importen.

(128) Kommissionen bekræftede, at ovennævnte beskrivelse af den pågældende vare stemte overens med beregningen af importen. De Taric-koder, der anvendes til at beskrive varen, angives kun til orientering.

3. DUMPING

3.1. Normal værdi

(129) »Den normale værdi fastsættes normalt på grundlag af de priser, der er betalt eller skal betales i normal handel af uafhængige kunder i eksportlandet«, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 1.

(130) Kommissionen undersøgte først, om det samlede hjemmemarkedssalg for hver af de stikprøveudtagne eksporterende producenter var repræsentativt, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 2. På den baggrund blev det samlede salg for hver af de stikprøvetagne eksporterende producenter af samme vare på hjemmemarkedet fundet repræsentativt.

(131) Kommissionen undersøgte efterfølgende, hvilke varetyper solgt på hjemmemarkedet der var identiske eller sammenlignelige med varetyper solgt med henblik på eksport til Unionen for de to stikprøveudtagne eksporterende producenter.

(132) Kommissionen undersøgte dernæst, om hjemmemarkedssalget — for hver stikprøveudtagne eksporterende producent på hjemmemarkedet — for hver varetype, der var identisk eller sammenlignelig med en varetype solgt med henblik på eksport til Unionen, var repræsentativt, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 2. Kommissionen fastslog, at hjemmemarkedssalget af visse varetyper ikke var repræsentativt for de to stikprøveudtagne eksporterende producenter.

(133) Kommissionen fastsatte dernæst andelen af rentable salg til uafhængige kunder på hjemmemarkedet for hver varetype i undersøgelsesperioden for at afgøre, hvorvidt det faktiske hjemmemarkedssalg skulle anvendes som grundlag for beregning af den normale værdi, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 4.

(134) Den normale værdi baseres på den faktiske pris på hjemmemarkedet pr. varetype, uanset om dette salg er rentabelt eller ej, hvis:

a) salgsmængden af den varetype, som blev solgt til en nettopris, der svarede til eller lå over de beregnede produktionsomkostninger, udgjorde mere end 80 % af den samlede salgsmængde for denne varetype, og

b) den vejede gennemsnitlige salgspris for denne varetype var lig med eller højere end produktionsomkostningerne pr. enhed.

(135) I så fald er den normale værdi det vejede gennemsnit af priserne på det samlede hjemmemarkedssalg af den pågældende varetype i UP.

(136) Den normale værdi er den faktiske pris på hjemmemarkedet for hver varetype, men kun for det rentable salg på hjemmemarkedet af varetyperne i UP, hvis:

a) mængden af rentabelt salg af varetypen udgør højst 80 % af den samlede salgsmængde for denne varetype, eller

b) den vejede gennemsnitlige pris for denne varetype er lavere end produktionsomkostningerne pr. enhed.

(137) Analysen af hjemmemarkedssalget viste, at mindst 80 % af det samlede salg af hver varetype på hjemmemarkedet var rentabelt, og at den vejede gennemsnitlige salgspris var højere end produktionsomkostningerne. Den normale værdi blev derfor beregnet som et vejet gennemsnit af priserne på alt salg på hjemmemarkedet for disse varetyper i UP.

(138) For visse varetyper, for hvilke der ikke var noget eller utilstrækkeligt salg af en varetype af samme vare i normal handel, eller hvor en varetype ikke blev solgt i repræsentative mængder på hjemmemarkedet, beregnede Kommissionen den normale værdi i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 3 og 6, medmindre det blev anset for mere hensigtsmæssigt at anvende prisen på en tilstrækkeligt sammenlignelig varetype solgt på hjemmemarkedet, som kunne justeres for forskelle i fysiske egenskaber for at sikre en rimelig sammenligning med den relevante eksportpris, jf. betragtning 145.

(139) For visse varetyper blev den normale værdi beregnet ved at tilføje følgende til de stikprøveudtagne samarbejdsvillige eksporterende producenters gennemsnitlige produktionsomkostninger ved samme vare i undersøgelsesperioden:

a) de stikprøveudtagne eksporterende producenters vejede gennemsnitlige salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger (»SA&G«-omkostninger) ved hjemmemarkedssalg af samme vare i normal handel i løbet af UP og

b) det vejede gennemsnit af de stikprøveudtagne samarbejdsvillige eksporterende producenters fortjeneste ved hjemmemarkedssalg af samme vare i normal handel i UP.

(140) For de varetyper, der ikke solgtes i repræsentative mængder på hjemmemarkedet, blev de gennemsnitlige SA&G-omkostninger samt fortjenesten ved transaktioner i normal handel på hjemmemarkedet for disse typer tilføjet. For de varetyper, der slet ikke blev solgt på hjemmemarkedet, blev de vejede gennemsnitlige SA&G-omkostninger samt fortjenesten ved alle transaktioner i normal handel på hjemmemarkedet tilføjet.

3.2. Eksportpris

(141) De stikprøveudtagne eksporterende producenter eksporterede til Unionen gennem forretningsmæssigt forbundne virksomheder, der fungerede som importør i Unionen.

(142) Eksportprisen blev således fastsat på grundlag af den importerede vares pris ved første videresalg til uafhængige kunder i Unionen, i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 9. I dette tilfælde blev prisen justeret for alle omkostninger, der påløb mellem import og videresalg, herunder SA&G-omkostninger samt fortjeneste.

(143) Da ingen af de ikke forretningsmæssigt forbundne importører samarbejdede, jf. betragtning 38, besluttede Kommissionen for så vidt angår fortjenstmargenen at anvende den fortjenstmargen, der blev anvendt i en tidligere procedure vedrørende en anden kemisk vare, der blev fremstillet af en lignende erhvervsgren og importeret under lignende omstændigheder, nemlig en fortjenstmargen på 6,89 % , der blev fastsat i den nylige PVA-undersøgelse.

3.3. Sammenligning

(144) Kommissionen sammenlignede den normale værdi og eksportprisen for de stikprøveudtagne eksporterende producenter ab fabrik.

(145) I tilfælde, hvor det var begrundet i behovet for at sikre en rimelig sammenligning, justerede Kommissionen i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 10, den normale værdi og/eller eksportprisen for forskelle, der påvirker priserne og prisernes sammenlignelighed. Der blev foretaget justeringer for forskelle i fysiske egenskaber, håndterings- og lasteomkostninger samt dermed forbundne omkostninger, fragt i det pågældende land, indenlandsk forsikring, indenlandsk søtransport, fragt i Unionen, kreditomkostninger, bankgebyrer, søtransport, søforsikring, emballeringsomkostninger, garantiomkostninger samt provisioner.

(146) Der blev foretaget en justering i henhold til artikel 2, stk. 10, litra i), for salg gennem forretningsmæssigt forbundne handelsvirksomheder. Det blev konstateret, at forhandlerne i Singapore og Det Forenede Kongerige havde samme funktioner som en agent. Disse forhandlere søgte kunder, etablerede kontakter med dem, var ansvarlige for salgsprocessen, modtog en avance for deres tjenester og forhandlede en bred vifte af andre varer end den pågældende vare. Justeringen bestod af handelsvirksomhedernes SA&G-omkostninger og den fortjeneste, der er anført i betragtning 143.

(147) I sine bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Wilmar, at virksomheden udgjorde en enkelt økonomisk enhed sammen med sin forretningsmæssigt forbundne forhandler i Singapore, WTPL, og at der derfor ikke burde foretages justeringer på grundlag af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), for WTPL's salg. I den fortrolige udgave af Wilmars indlæg uddybede virksomheden sin påstand nærmere. Wilmar hævdede endvidere, at selv hvis Wilmar og WTPL ikke udgjorde en enkelt økonomisk enhed, var betingelserne for at anvende grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), ikke opfyldt for så vidt angår Wilmars salg gennem WETBV og Volac Wilmar Feed Ingredients Ltd (»VWFI«). Wilmar anførte, at det var WETBV og VWFI — og ikke WTPL — der opsøgte kunder, etablerede kontakter med dem, havde ansvaret for salgsprocessen og modtog en avance for deres tjenester. Wilmar henviste til salgskontrakter, købsordrer, fakturaer, konnossementer, fortoldningsdokumenter, bekræftelser af regnskabsafslutning og kontoudtog, der alle er sendt til WETBV og VWFI, og ikke til WTPL. WTPL var således ikke involveret i WETBV's og VWFI's salg til ikke forretningsmæssigt forbundne parter i Unionen og udførte ingen funktioner svarende til dem, der udøves af en agent Der bør derfor ikke foretages nogen justering for WTPL's SA&G-omkostninger og fortjeneste ved EU-salg, som Wilmar foretog gennem WETBV og VWFI. Wilmar henviste også til antidumpingundersøgelsen af importen af blandinger af urinstof og ammoniumnitrat med oprindelse i Rusland . I nævnte undersøgelse havde en russisk eksportør først solgt den undersøgte vare til en forretningsmæssigt forbundet forhandler i Schweiz, som efterfølgende videresolgte den til den forretningsmæssigt forbundne importør i Unionen, og Kommissionen justerede salgspriserne til en ikke forretningsmæssigt forbundet kunde i Unionen, men kun for den forretningsmæssigt forbundne importørs SA&G-omkostninger og fortjeneste i Unionen i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 9, men ikke for den forretningsmæssigt forbundne forhandlers fortjeneste i Schweiz. I sine bemærkninger efter den supplerende fremlæggelse af oplysninger hævdede Wilmar, at eftersom Kommissionen anvendte metoden fra Biodieselundersøgelsen (jf. betragtning 163) på P.T. Musim Mas til beregning af eksportprisen på grundlag af princippet om ikkeforskelsbehandling, burde Kommissionen også anvende metoden i biodieselundersøgelsen på WINA og navnlig beregne en eksportpris uden fradrag af WTPL's SA&G-omkostninger og fortjeneste.

(148) Kommissionen undersøgte nøje bemærkningerne fra Wilmar efter den endelige fremlæggelse af oplysninger og de supplerende fremlæggelser af oplysninger og konstaterede på baggrund af alle relevante faktorer, at det ud fra dokumentationen fra Wilmar var berettiget at behandle Wilmar og WTPL som én enkelt økonomisk enhed.

(149) Wilmar anfægtede desuden anvendelsen af fortjenstmargenen på 6,89 %, jf. betragtning 143, og hævdede, at den var forældet, ikke tog hensyn til den seneste markedsudvikling såsom betydelige udsving i råmaterialepriser og transportomkostninger og ikke fandt anvendelse på den pågældende vare.

(150) Som forklaret i betragtning 38 samarbejdede ingen ikke forretningsmæssigt forbundne importører i forbindelse med den nuværende undersøgelse. Da der ikke forelå alternative data i sagsakterne, som kunne anvendes, besluttede Kommissionen derfor at anvende den fortjenstmargen, der for nylig blev fastsat i PVA-undersøgelsen. Denne fortjenstmargen er det mest objektive grundlag for at nå frem til en tilfredsstillende vurdering af armslængdeprincippet og dermed en rimelig eksportpris baseret på detaljerede salgsdata for en lignende vare. Kommissionen bemærkede, at Wilmar ikke foreslog andre alternativer. Påstanden blev derfor afvist.

(151) Wilmar anførte også, at den fortjenstmargen, der blev fastsat i PVA-undersøgelsen, var for en ikke forretningsmæssigt forbundet importør i Unionen, og hævdede derfor, at den i den foreliggende sag ikke kunne anvendes på justeringen af fortjenesten for en forhandler i et tredjeland, hvis aktiviteter er anderledes end for en importør i Unionen.

(152) Det er Kommissionens praksis at anvende fortjenesten hos en ikke forretningsmæssigt forbundet importør i Unionen som en indikator for en fortjeneste for en forhandler i et tredjeland, når der ikke foreligger alternative data i sagsakterne, som kan anvendes. Kommissionen bemærkede, at Wilmar ikke foreslog andre alternativer. Påstanden blev derfor afvist.

(153) I forbindelse med beregningen af den normale værdi for de PCN-numre (varekontrolnumre), for hvilke salget ikke blev anset for at have fundet sted i normal handel på grund af prisen, hævdede Wilmar, at Kommissionen burde have beregnet fortjenstmargenen på grundlag af det samlede hjemmemarkedssalg, herunder det salg, der vedrørte de varekontrolnumre, for hvilke den normale værdi skulle beregnes. Eftersom det rentable hjemmemarkedssalg for alle varekontrolnumre samlet set tegner sig for mere end 80 % af det samlede hjemmemarkedssalg, mente Wilmar, at hele hjemmemarkedssalget må anses for at have fundet sted i normal handel.

(154) Kommissionen bemærkede, at Wilmars argument er selvmodsigende og under alle omstændigheder blander to af grundforordningens bestemmelser sammen. Med hensyn til selvmodsigelsen, ser Wilmars argument for det første bort fra, at undersøgelsen af, om handelen har fundet sted i normal handel, foretages for hvert varekontrolnummer. Formålet er for hvert varekontrolnummer at fastslå, om det relevante salg har fundet sted i normal handel i forhold til de relevante omkostninger. Da salget af det pågældende varekontrolnummer i den foreliggende sag ikke blev anset for at have fundet sted i normal handel, måtte den normale værdi for det pågældende varekontrolnummer netop beregnes. Selv om Wilmar ikke har anfægtet denne konklusion på grundlag af artikel 2, stk. 4, tredje afsnit, har den dog gjort gældende, at det samme salg ikke desto mindre bør anvendes til at beregne en fortjenstmargen i normal handel i henhold til artikel 2, stk. 6. Kommissionen var uenig. Salg, der lovligt blev anset for ikke at have fundet sted i normal handel og som derfor kunne udelukkes fra fastsættelsen af den normale værdi (hvilket Wilmar ikke anfægter), kan ikke efterfølgende anvendes til at beregne en fortjenstmargen i normal handel. Påstanden blev derfor afvist.

(155) Wilmar hævdede også, at Kommissionen for de varetyper, der solgtes på både hjemmemarkedet og eksportmarkedet, burde have anvendt oplysningerne om produktionsomkostninger ved eksport (tabellen EUCOP og ikke DMCOP) i forbindelse med beregningen af den normale værdi. I den forbindelse henviste Wilmar til Domstolens dom i de forenede sager C-273/85 og C-107/86 , hvori det i præmis 16 hedder, at »formålet med beregningen af den normale værdi er at fastsætte salgsprisen for en vare, som den ville være, hvis den pågældende vare blev solgt i oprindelseslandet eller i eksportlandet«.

(156) Kommissionen bemærkede, at det af samme dom i samme præmis fremgår, at »det følgelig er de omkostninger, der vedrører salg på hjemmemarkedet, der skal tages i betragtning«, og dermed produktionsomkostningerne på hjemmemarkedet. Det skal desuden erindres, at den normale værdi er den pris, der er betalt eller skal betales i normal handel af uafhængige kunder i eksportlandet, og derfor skal Kommissionen ved beregningen af den normale værdi anvende produktionsomkostningerne ved den vare, der sælges på hjemmemarkedet, og ikke de eksporterede varer. Påstanden blev derfor afvist.

(157) Wilmar hævdede også, at importørens forretningsmæssigt forbundne salg i Unionen burde udelukkes fra beregningen af dumpingmargenen, og hævdede, at det var Kommissionens standardpraksis at udelukke salg til forretningsmæssigt forbundne parter til bunden anvendelse fra beregningen af dumpingmargenen, da det i sådanne tilfælde er umuligt at fastsætte en eksportpris på grundlag af den pris, hvortil den importerede vare første gang blev videresolgt til uafhængige kunder i Unionen, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 9.

(158) Kommissionen var ikke enig i denne påstand. Kommissionen har ikke en sådan praksis. I henhold til appelorganets rapport om overholdelse i EC — Fasteners (DS397) skal dumpingberegningerne dække 100 % af eksporttransaktionerne. Hvis varerne ikke videresælges til en uafhængig køber, kan prisen desuden fastsættes på ethvert rimeligt grundlag, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 9. I betragtning af at mængden af dette salg udgør ca. 1 % af den samlede eksport til Unionen, og da prisen til forretningsmæssigt forbundne kunder er en smule lavere end prisen til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder, reviderede Kommissionen derfor beregningen af eksportprisen ved at anvende prisen til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder som indikator for prisen til forretningsmæssigt forbundne kunder for de samme varetyper.

(159) Wilmar hævdede også, at dens forretningsmæssigt forbundne importørs SA&G-omkostninger i Unionen burde fastsættes uden de finansielle omkostninger. I den fortrolige udgave af Wilmars indlæg uddybede virksomheden sin påstand nærmere.

(160) Kommissionen var ikke enig i denne påstand. De nærmere oplysninger om Kommissionens vurdering blev fremlagt for Wilmar i den virksomhedsspecifikke fremlæggelse, da den omfattede fortrolige forretningsoplysninger.

(161) Wilmar hævdede også, at Kommissionen fratrak visse af WETBV's udgifter to gange, én gang som en justering i beregningen af eksportprisen, og efterfølgende inkluderet i SA&G-omkostningerne. I den fortrolige udgave af Wilmars indlæg uddybede virksomheden sin påstand nærmere.

(162) Denne påstand blev anset for at være berettiget, og Kommissionen indvilligede derfor i at revidere beregningen af eksportprisen tilsvarende.

(163) I sine bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Musim Mas-gruppen, at da Kommissionen i betragtning 388-400 konkluderede, at produktionsomkostningerne ved hjemmemarkedssalget var fordrejet af den indonesiske regerings eksportafgifter og eksportskat på rå palmeolie og rå palmekerneolie sammen med en maksimumspris, betød dette, at også den fortjenstmargen, der fremkommer ved at sammenligne produktionsomkostningerne ved hjemmemarkedssalget med hjemmemarkedssalget, var fordrejet og ikke kunne anvendes som fortjenstmargen for den beregnede normale værdi. I den forbindelse henviste Musim Mas-gruppen til biodieselundersøgelsen , hvor Kommissionen ikke anvendte den faktiske fortjeneste ved hjemmemarkedssalget. Musim Mas-gruppen anførte desuden, at Kommissionen anvendte en fortjeneste på 6 % som benchmark for sin analyse af EU-erhvervsgrenen, mens den anvendte en fortjenstmargen, der var ni gange højere til at beregne den normale værdi. Musim Mas-gruppen anførte derfor, at Kommissionen anvendte en urimelig fortjenstmargen til at beregne den normale værdi. Musim Mas anførte endvidere, at da Kommissionen anvendte fordrejede omkostninger til at beregne en fordrejet fortjeneste, resulterede dette i en fordrejet dumpingmargen, der var højere end skadesmargenen, hvilket igen skabte en situation, hvor Kommissionen kunne påberåbe sig grundforordningens artikel 7, stk. 2a, for at undersøge de samme omkostninger og konkludere, at disse omkostninger var fordrejede. Musim Mas-gruppen anførte derfor, at Kommissionen enten burde anvende en ikkefordrejet fortjenstmargen til at beregne den normale værdi i sin dumpingberegning, inden den anvendte artikel 7, stk. 2a, eller slet ikke anvende artikel 7, stk. 2a.

(164) Kommissionen var ikke enig i denne påstand. Musim Mas forveksler forskellige bestemmelser i grundforordningen, nemlig artikel 2, stk. 1-7, vedrørende fastsættelsen af den normale værdi og artikel 7, stk. 2a, vedrørende fastsættelsen af foranstaltningernes niveau. Kommissionen kan normalt ikke se bort fra eksportørernes faktiske fortjeneste for hjemmemarkedssalget i forbindelse med beregningen af den normale værdi i et land, medmindre den kan afvises i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6, eller artikel 2, stk. 6a. Desuden omfatter grundforordningens artikel 7, stk. 2a, ikke beregningen af den normale værdi. I henhold til artikel 7, stk. 2a, kan Kommissionen fastsætte foranstaltningerne på samme niveau som dumpingmargenen i situationer, hvor klageren hævdede, at der forekom fordrejninger af råmaterialepriserne, og undersøgelsen bekræfter sådanne påstande. Den normale værdi beregnes uafhængigt af denne bestemmelse. Kommissionen kan derfor ikke se bort fra fortjenstmargenen for hjemmemarkedssalget i normal handel. Hvad angår den metode, som Kommissionen anvendte i forbindelse med den biodieselundersøgelse, som Musim Mas-gruppen nævnte, fremhæves det, at denne metode blev forkastet både af Retten i sagen Musim Mas mod Rådet , i sagen Pelita Agung Agrindustri mod Rådet og i sagen Wilmar Bioenergi Indonesia og Wilmar Nabati Indonesia mod Rådet og af WTO-panelet i sagen EU — Biodiesel (Indonesien) . Hvad angår den fortjenstmargen på 6 %, som Musim Mas-gruppen henviser til, er der tale om EU-erhvervsgrenens målfortjeneste, som er et andet begreb end fortjenstmargenen for eksportørernes hjemmemarkedssalg i normal handel. Målfortjenesten er den minimumsfortjeneste, der er fastsat i grundforordningen til beregning af målprisen og skadesmargenen. Påstanden blev derfor afvist.

(165) Musim Mas-gruppen anførte ligeledes, at ICOF Singapore fungerer som markedsføringsenhed for Musim Mas Holdings (»MMH«) og dennes dattervirksomheder. MMH er den øverste modervirksomhed for forskellige enheder. Ifølge Musim Mas-gruppen er MMH derfor en konsolideret juridisk enhed, der udgør en enkelt økonomisk enhed. Det blev endvidere anført, at Musim Mas var 95 % ejet af Musim Mas Resources, som igen ejes 99,95 % af MMH. ICOF Europe er en 100 % dattervirksomhed af ICOF Singapore. Musim Mas-gruppen anførte endvidere, at alle regnskaber, herunder oplysninger om resultatopgørelsen, blev konsolideret i MMH. Det blev derfor anført, at da MMH er en enkelt økonomisk enhed, skulle den fortjeneste, som Kommissionen anvendte ved beregningen af dumpingsatsen for Musim Mas-gruppen, omfatte fortjenesten for hele MMH og dennes dattervirksomheder, da Musim Mas, ICOF Singapore og ICOF Europe alle er dattervirksomheder af MMH. Kommissionen bør derfor ikke fratrække fortjenesten på 6,9 % for salg gennem ICOF Europe, da dette ville resultere i en overlappende justering af fortjenesten som følge af fortjenesten i den beregnede normale værdi eller fortjenesten fra salg på hjemmemarkedet. Det blev endvidere anført, at Kommissionen for så vidt angår ICOF Singapore ikke burde have fratrukket den hypotetiske fortjeneste på 6,9 % og ICOF Singapores faktiske SA&G-omkostninger. I den forbindelse henviste Musim Mas-gruppen til biodieselundersøgelsen, hvor Kommissionen fratrak ICOF Singapores faktiske avance ved biodiesel.

(166) Kommissionen var ikke enig i Musim Mas-gruppens påstand om, at Musim Mas og ICOF Singapore udgør en enkelt økonomisk enhed. Kommissionen fandt ikke, at Musim Mas på grundlag af alle relevante faktorer havde påvist, at Musim Mas og ICOF Singapore udgjorde en enkelt økonomisk enhed. Undersøgelsen viste faktisk, at salget mellem Musim Mas og ICOF Singapore var omfattet af en rammeaftale. ICOF Singapore forhandlede desuden som nævnt i betragtning 146 en lang række andre varer end den pågældende vare, og virksomheden var ikke part i noget af Musim Mas' hjemmemarkedssalg. De nærmere oplysninger om Kommissionens vurdering blev fremlagt for Musim Mas i den virksomhedsspecifikke fremlæggelse, da den omfattede fortrolige forretningsoplysninger.

(167) På baggrund af denne rammeaftale reviderede Kommissionen imidlertid beregningen af eksportprisen for salget via ICOF Singapore ved at trække den faktiske avance fra eksportprisen i stedet for den ikke forretningsmæssigt forbundne importørs fortjeneste og ICOF Singapores SA&G-omkostninger.

(168) For så vidt angår eksportsalget via den forretningsmæssigt forbundne importør ICOF Europe, er Kommissionen uenig i påstanden om, at der ikke bør fratrækkes fortjeneste for ikke forretningsmæssigt forbundne importører og SA&G-omkostninger. Da ICOF Europe er en importør i Unionen, bør eksportprisen for virksomhedens salg i Unionen fastsættes i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 9.

3.4. Dumpingmargener

(169) For de stikprøveudtagne samarbejdsvillige eksporterende producenter sammenlignede Kommissionen den vejede gennemsnitlige normale værdi for hver type af samme vare med den vejede gennemsnitlige eksportpris for den tilsvarende type af den pågældende vare, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 11 og 12.

(170) På dette grundlag fastsættes de endelige vejede gennemsnitlige dumpingmargener i procent af cif-prisen, Unionens grænse, ufortoldet, som følger:

Virksomhed	Endelig dumpingmargen
P.T. Musim Mas	46,4 %
P.T. Wilmar Nabati Indonesien	15,2 %

(171) For de samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven, beregnede Kommissionen den vejede gennemsnitlige dumpingmargen i henhold til grundforordningens artikel 9, stk. 6. Denne margen blev derfor fastsat på grundlag af de margener, der var opstillet for de stikprøveudtagne eksporterende producenter.

(172) På dette grundlag udgør den endelige dumpingmargen for de samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven, 26,6 %.

(173) For alle andre eksporterende producenter i Indonesien beregnede Kommissionen dumpingmargenen på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, i overensstemmelse med grundforordningens artikel 18. Med henblik herpå fastsatte Kommissionen de eksporterende producenters grad af samarbejdsvilje. Samarbejdsgraden er de samarbejdsvillige eksporterende producenters eksportmængde til Unionen udtrykt som en andel af den samlede import fra det pågældende land til Unionen i UP, som blev fastsat på grundlag af den metode, der er forklaret i betragtning 195.

(174) I dette tilfælde er samarbejdsgraden høj, da eksporten fra de samarbejdsvillige eksporterende producenter tegnede sig for den samlede import i UP. Ud fra ovenstående besluttede Kommissionen at fastsætte dumpingmargenen for ikke samarbejdsvillige eksporterende producenter på niveauet for den stikprøveudtagne virksomhed, som havde den højeste dumpingmargin.

(175) De endelige dumpingmargener, udtrykt i procent af cif-prisen, Unionens grænse, ufortoldet, fastsættes til følgende:

Virksomhed	Endelig dumpingmargen
P.T. Musim Mas	46,4 %
P.T. Wilmar Nabati Indonesien	15,2 %
Andre samarbejdsvillige virksomheder	26,6 %
Alle andre virksomheder	46,4 %

(176) I sine bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Greven-gruppen, at Kommissionen ikke var tilstrækkeligt gennemsigtig med hensyn til beregningen af dumpingmargenerne, og den burde fremlægge flere oplysninger herom.

(177) Kommissionen var ikke enig i denne påstand. Beregningsmetoden er udførligt forklaret i betragtning 129-175. Kommissionen kan imidlertid ikke fremlægge oplysninger om beregningerne af de individuelle dumpingmargener for de stikprøveudtagne eksporterende producenter til andre interesserede parter, da disse beregninger omfatter fortrolige oplysninger. Kommissionen har fremlagt nærmere oplysninger om beregningerne for de stikprøveudtagne eksporterende producenter, og de fik mulighed for at fremsætte bemærkninger hertil. Kommissionen behandlede disse bemærkninger i betragtning 147-168 og reviderede beregningerne, hvor det var relevant. Påstanden blev derfor afvist.

(178) Greven-gruppen hævdede også, at den store forskel mellem dumpingmargenerne for de to stikprøveudtagne eksporterende producenter ikke forekom rimelig.

(179) Dumpingmargenerne for de to stikprøveudtagne eksporterende producenter er blevet beregnet på grundlag af deres egne salgs- og omkostningsdata, som blev efterprøvet under kontrolbesøget i deres lokaler. Det forhold, at dumpingmargenen for en eksporterende producent var højere end for den anden, er irrelevant. Påstanden blev derfor afvist.

4. SKADE

4.1. Definition af EU-erhvervsgrenen og EU-produktion

(180) Undersøgelsen viste, at 15 EU-producenter fremstillede samme vare i undersøgelsesperioden. De udgør »EU-erhvervsgrenen« som omhandlet i grundforordningens artikel 4, stk. 1.

(181) Den samlede EU-produktion i undersøgelsesperioden blev fastsat til ca. 872 000 ton. Kommissionen fastsatte dette tal på grundlag af de makrodata, der var indeholdt i det spørgeskema, som CUTFA havde indsendt. De stikprøveudtagne EU-producenter tegnede sig for ca. 61 % af den samlede EU-produktion af samme vare.

(182) Wilmar og Musim Mas-gruppen hævdede, at visse EU-producenter burde udelukkes fra definitionen af EU-erhvervsgrenen på grund af en forretningsmæssig forbindelse med indonesiske og malaysiske producenter af den pågældende vare. Wilmar og Musim Mas-gruppen anførte navnlig, at KLK Emmerich GmbH (»KLK«), en stikprøveudtagen EU-producent, indgik i en malaysisk gruppe, der var forretningsmæssigt forbundet med en fedtsyreproducent i Indonesien. Wilmar og Musim Mas-gruppen anførte også, at Oleon var forretningsmæssigt forbundet med en malaysisk producent af fedtsyre, Oleon Asia-Pacific Sdn Bhd and Oleon Port Klang Sdn Bhd, som eksporterede til Unionen og konkurrerede med importen fra Indonesien. GOI anmodede også Kommissionen om at undersøge denne påstand.

(183) Undersøgelsen af ovennævnte påstand viste, at KLK importerede begrænsede mængder fedtsyre fra Indonesien, og at mindre end 5 % af virksomhedens EU-salg var videresalg af importerede varer. Desuden er det forhold, at Oleon var forretningsmæssigt forbundet med en virksomhed i Malaysia, ikke relevant for den nuværende undersøgelse, da denne undersøgelse omfatter importen fra Indonesien. Kommissionen fandt derfor ingen grund til at udelukke denne virksomhed fra definitionen af EU-erhvervsgrenen, hverken på grund af dens status som importør af fedtsyre eller på grund af dens forretningsmæssige forhold til virksomheder i Indonesien eller Malaysia.

(184) Wilmar påstod også, at Temix International — Temix Oleo var en del af samme gruppe som P.T. Sinar Mas Agro Resources and Technology TbK, som er en indonesisk eksporterende producent. Golden Agri Resources Ltd ejede 92 % af aktierne i P.T. Sinar Mas og 25 % af aktierne i Temix Oleo S.r.l. Wilmar hævdede derfor, at Temix Oleo S.r.l på grundlag af dette forretningsmæssige forhold burde udelades fra definitionen af EU-erhvervsgrenen.

(185) Det skal dog bemærkes, at Temix International — Temix Oleo ikke var en stikprøveudtagen producent, og at data vedrørende denne virksomhed kun er blevet anvendt til at fastslå makroøkonomiske tendenser såsom salgs- og produktionsmængder. Da sådanne data ikke kunne fordrejes af et forretningsmæssigt forhold til en eksporterende producent, blev det ikke anset for hensigtsmæssigt at undersøge dette spørgsmål yderligere.

4.2. EU-forbruget

(186) Kommissionen fastsatte EU-forbruget på grundlag af de efterprøvede oplysninger om EU-erhvervsgrenen, som CUTFA havde indsendt, vedrørende salget på det frie marked i Unionen og overførslerne til bunden anvendelse fra alle 15 producenter, der indgik i definitionen af EU-erhvervsgrenen. Importmængderne fra alle lande blev indhentet fra Eurostat.

(187) Fedtsyrer sælges normalt på det frie marked, men kan også anvendes som mellemprodukt til fremstilling af varer i efterfølgende produktionsled. Kommissionen konstaterede, at omkring 11 % af EU-producenternes produktion af samme vare var bestemt til bunden anvendelse. Disse mængder blev ganske enkelt overført (uden fakturering) og/eller leveret til afregningspriser inden for samme virksomhed eller grupper af virksomheder med henblik på yderligere forarbejdning i efterfølgende produktionsled.

(188) For at give så fuldstændigt et billede af EU-erhvervsgrenen som muligt indhentede Kommissionen oplysninger om hele produktionen af fedtsyre og fastsatte produktionen bestemt til bunden anvendelse og produktionen til det frie marked.

(189) Tabel 1 nedenfor viser, at kun en lille del af EU-erhvervsgrenens samlede produktion var bestemt til bunden anvendelse i den betragtede periode. Den viser også, at det bundne marked lå stabilt på omkring 8 % af forbruget i denne periode. For fuldstændighedens skyld, og hvor det er relevant, vises og analyseres tallene for det lille bundne marked særskilt som led i den samlede vurdering af den relevante skadesindikator. For andre indikatorer, såsom produktion, kapacitet, produktivitet, beskæftigelse og lønninger, er tallene nedenfor de samlede tal, og der var ikke behov for en adskillelse af tallene.

(190) EU-forbruget udviklede sig således:

Tabel 1

EU-forbrug (ton)

	2018	2019	2020	Undersøgelsesperiode
Samlet EU-forbrug	1 278 072	1 295 034	1 240 681	1 219 265
Indeks	100	101	97	95
Det bundne marked	92 607	92 409	87 133	94 575
Indeks	100	100	94	102
Forbrug på det frie marked	1 185 465	1 202 625	1 153 549	1 124 691
Indeks	100	101	97	95
Kilde: CUTFA og Eurostat.

(191) Forbruget på det frie marked i Unionen faldt med 5 % i løbet af den betragtede periode. En detaljeret analyse viser, at EU-markedet fra 2018 til 2019 voksede med 1 % fra ca. 1,19 til 1,20 mio. ton, og i 2020 faldt det med 4 % til omkring 1,15 mio. ton. I undersøgelsesperioden faldt forbruget på det frie marked med yderligere 2,5 % til 1,12 mio. ton.

(192) Udsvingene og det samlede fald i den betragtede periode skyldtes udviklingen i visse brugersektorer såsom rengøring i hjemmet, ofte på grund af faktorer i forbindelse med covid-19-pandemien og navnlig i 2020 og UP. Ud over dette midlertidige fænomen fandt EU-producenterne, at efterspørgslen efter fedtsyrer på EU-markedet generelt var stabil.

(193) Tendenserne og udviklingen på det samlede marked (dvs. inklusive bunden anvendelse) var meget lig dem, der blev observeret på det frie marked.

(194) Udviklingen på det bundne marked fremgår af og analyseres i tabel 5 nedenfor.

4.3. Import fra det pågældende land

4.3.1. Mængde og markedsandel for importen fra det pågældende land

(195) Kommissionen fastsatte importmængden på grundlag af de tal fra Eurostat, der var indsamlet for de KN-koder og Taric-koder, der var nævnt i indledningsmeddelelsen. For at opnå pålidelige importdata for den pågældende vare blev de tilgængelige importtal justeret, fordi ikke alle koder fuldt ud vedrørte den pågældende vare. For importkoder, der delvis vedrørte den pågældende vare, blev der indhentet en procentdel fra de Taric-koder, der blev fastsat på datoen for indledningsmeddelelsen. Dataene dækkede perioden fra december 2021 til april 2022. For disse koder blev der beregnet en procentdel for både importen fra Indonesien og for importen fra tredjelande. For alle lande blev der foretaget et yderligere fradrag på 2 % i importmængden for import, der blev registreret under de relevante koder, men som havde en DoS-værdi på under 97 %. Tallet på 2 % blev beregnet på grundlag af besvarelserne af stikprøveskemaet fra de samarbejdsvillige eksporterende producenter, som reviderede deres besvarelser af stikprøveskemaet, efter at Kommissionen havde præciseret varedækningen som anført i betragtning 71.

(196) Ovennævnte metode til beregning af importen blev beskrevet i et notat til sagen af 2. juni 2022, og interesserede parter fik mulighed for at fremsætte bemærkninger hertil. Importmængden omfatter ikke fedtsyre, der blev udelukket fra varedækningen i undersøgelsen.

(197) Flere interesserede parter fremsatte bemærkninger til notatet, men gjorde ikke indsigelse mod metoden som sådan, og de foreslog heller ikke en alternativ metode til en pålidelig fastsættelse af importmængderne af de fedtsyrer, der er omfattet af undersøgelsen.

(198) CUTFA anførte, at justeringen på 2 % ikke var hensigtsmæssig, og gjorde gældende, at Kommissionens metode baseret på procentsatser allerede tog hensyn til fedtsyrer med en DoS-værdi på mindst 97 %.

(199) Kommissionen bemærkede, at i hvert fald indtil udgangen af april 2022 omfattede beskrivelsen af de koder, der er anført i klagen, ikke DoS-kriteriet. Derfor var forslaget om at opgive justeringen på 2 % ikke berettiget og kunne ikke accepteres.

(200) Markedsandelen for importen fra alle tredjelande blev fastsat på grundlag af den samlede import pr. land og sammenlignet med forbruget på det frie marked, jf. tabel 1.

(201) Importen til Unionen fra det pågældende land udviklede sig som følger:

Tabel 2

Importmængde (i ton) og markedsandel

	2018	2019	2020	Undersøgelsesperiode
Importmængde fra det pågældende land (i ton)	202 755	228 139	231 243	228 156
Indeks	100	113	114	113
Markedsandel for det frie marked (%)	17,1	19,0	20,0	20,3
Indeks	100	111	117	119
Kilde: Eurostat og CUTFA.

(202) Mængden af dumpingimport fra det pågældende land steg fra ca. 203 000 ton til ca. 228 000 ton i den betragtede periode, dvs. en samlet stigning på 13 %. Importmængderne steg med 11 % i 2019, men forblev derefter stabile på ca. 230 000 ton. De oplysninger, der blev indsamlet i løbet af undersøgelsen, tydede på, at nogle eksporterende producenter oplevede problemer i forbindelse med covid-19-pandemien, herunder forsyningskædevanskeligheder (se navnlig betragtning 266).

(203) Ikke desto mindre steg markedsandelen for denne import i alle årene fra 17,1 % til 20,3 % i den betragtede periode, en samlet stigning på 3,2 procentpoint eller på 19 %.

4.3.2. Priser på importen fra det pågældende land, prisunderbud og pristryk

(204) Kommissionen fastsatte importpriserne på grundlag af tal fra Eurostat. Den relevante import blev fastlagt ved hjælp af metoden i betragtning 195. Disse tal blev krydstjekket med tallene fra de eksporterende producenter i stikprøven og bekræftede de samme tendenser.

(205) De vejede gennemsnitlige importpriser ved salg til Unionen fra det pågældende land udviklede sig som følger:

Tabel 3

Importpriser (EUR/ton)

	2018	2019	2020	Undersøgelsesperiode
Indonesien	912	765	805	1 023
Indeks	100	84	88	112
Kilde: Eurostat.

(206) Importpriserne fra Indonesien steg fra 912 til 1 023 EUR/ton i den betragtede periode, dvs. en stigning på 12 %. Priserne faldt med 12 % fra 2018 til 2020, men steg derefter med 27 % fra 2020 til UP. Denne udvikling skal ses i lyset af stigningen i råmaterialepriserne på verdensplan i denne periode, som er hovedårsagen til omkostningsstigningen. Som vist i tabel 7 var stigningen i råmaterialepriserne den vigtigste årsag til stigningerne i EU-priserne. Tilsvarende steg de indonesiske eksportørers enhedsproduktionsomkostninger også i UP i forhold til 2020 på grund af en stigning i deres råmaterialepriser.

(207) Kommissionen fastsatte prisunderbuddet i undersøgelsesperioden ved at sammenligne:

i) de vejede gennemsnitlige salgspriser pr. varetype, som de stikprøveudtagne EU-producenter forlangte af ikke forretningsmæssigt forbundne kunder på EU-markedet, justeret til et ab fabrik-niveau,

ii) de tilsvarende vejede gennemsnitlige priser pr. varetype for importen fra de stikprøveudtagne indonesiske eksporterende producenter ved salg til den første uafhængige kunde på EU-markedet som fastsat på cif-basis (dvs. inklusive omkostninger, forsikringer og fragt), med passende justeringer for told og omkostninger efter importen.

(208) I de tilfælde, hvor salget fra de stikprøveudtagne indonesiske eksporterende producenter til den første uafhængige kunde på EU-markedet fandt sted gennem en forretningsmæssigt forbundet salgsvirksomhed med hjemsted i Unionen, blev importprisen fastsat på cif-basis ved at justere salgsprisen til den første uafhængige kunde. Der blev taget hensyn til alle de omkostninger, der påløb mellem importen og videresalget, herunder den forretningsmæssigt forbundne importørs SA&G-omkostninger og til fortjeneste med fortjenstmargenen som fastsat i betragtning 143, ved analog anvendelse af grundforordningens artikel 2, stk. 9.

(209) Prissammenligningen blev foretaget for hver enkelt varetype for transaktioner i samme handelsled — med passende justeringer, hvor det var nødvendigt — og fratrukket rabatter og nedslag. Resultatet af sammenligningen blev udtrykt i procent af de stikprøveudtagne EU-producenters omsætning i undersøgelsesperioden. Det viste en vejet gennemsnitlig underbudsmargen på over 20 %. Af fortrolighedshensyn registreres de faktiske tal, der er beregnet, ikke her (da de kun er baseret på to virksomheder), men er blevet fremlagt for de pågældende samarbejdsvillige eksporterende producenter og ligger på mellem 11 % og 29 %. Alle stikprøveudtagne EU-producenters salg fandt sted direkte til uafhængige kunder uden forretningsmæssigt forbundne salgsenheder. En stikprøveudtaget eksporterende producent solgte også direkte til uafhængige kunder i Unionen uden inddragelse af dennes forretningsmæssigt forbundne salgsenheder i Unionen. For så vidt angår den anden eksporterende producent, fandt størstedelen af dens salg sted gennem en forretningsmæssigt forbundet salgsenhed i Unionen. Ingen af de interesserede parter anfægtede, at der forekom et betydeligt underbud.

(210) Kommissionen overvejede endvidere andre prisvirkninger, navnlig forekomsten af et betydeligt pristryk. Allerede i begyndelsen af den betragtede periode var EU-erhvervsgrenens salgspriser lave og rentabiliteten var også lav (jf. rentabilitetstallene i tabel 10). I 2019 blev EU-erhvervsgrenen tvunget til at sænke sine priser yderligere, hvilket førte til tab. Uden dumpingimporten, som viste den største stigning i 2019 og forblev på et højt niveau i 2020 og UP, ville EU-erhvervsgrenen sandsynligvis have været i stand til at holde sine priser på i hvert fald det niveau, der var nødvendigt for at sælge uden tab i 2019 og 2020. I 2020 og UP steg EU-erhvervsgrenens-salgspriser (parallelt med stigningen i produktionsomkostningerne), men igen på et niveau, der resulterede i tab i 2020 og kun marginal rentabilitet i UP. EU-producenterne mistede konsekvent markedsandele mellem 2019 og UP. Dumpingimporten var således i stand til at udøve et betydeligt pristryk på EU-salget, hvilket forhindrede EU-producenterne i at hæve priserne for at tage højde for omkostningsstigninger på en måde, der ville have gjort det muligt for dem at opnå en rimelig fortjeneste.

4.4. EU-erhvervsgrenens økonomiske situation

4.4.1. Generelle bemærkninger

(211) I overensstemmelse med grundforordningens artikel 3, stk. 5, omfattede undersøgelsen af dumpingimportens virkninger for EU-erhvervsgrenen en vurdering af alle de økonomiske indikatorer, der havde en indflydelse på EU-erhvervsgrenens situation i den betragtede periode.

(212) I forbindelse med konstateringen af skade skelnede Kommissionen mellem makroøkonomiske og mikroøkonomiske skadesindikatorer. Kommissionen evaluerede de makroøkonomiske indikatorer ud fra dataene i makro-spørgeskemabesvarelsen fra CUTFA. Disse oplysninger vedrørte samtlige EU-producenter. Kommissionen evaluerede de mikroøkonomiske indikatorer ud fra oplysningerne i spørgeskemabesvarelserne fra de fire stikprøveudtagne EU-producenter. Begge datasæt blev anset for at være repræsentative for EU-erhvervsgrenens økonomiske situation.

(213) De makroøkonomiske indikatorer blev udarbejdet af CUTFA på grundlag af en rapport fra LMC International Ltd. , en uafhængig virksomhed, der gennemfører markedsundersøgelser inden for landbrug og agroindustri, herunder oliekemiske produkter såsom fedtsyrer (»rapportens data«). Rapportens data har et bredere anvendelsesområde end de fedtsyrer, der er omfattet af denne undersøgelse, og anvendes i vid udstrækning af den oliekemiske industri. For at skelne mellem samme vare og andre varer anvendte CUTFA yderligere oplysninger om de anvendte råmaterialemængder under henvisning til, at samme vare kun blev fremstillet med specifikke råmaterialer såsom palmeolie, palmekerneolie eller talg. Der anvendes andre råmaterialer til de varer, der ikke er omfattet af undersøgelsen, som f.eks. rapsolie eller sojaolie. Ved at anvende denne metode var det muligt at fastsætte produktions- og salgsmængden for både den undersøgte vare og andre varer. Rapportens data forelå for perioden 2018-2020. Data for UP blev anslået pro rata på grundlag af udviklingen i produktionen og salget i de virksomheder, der gjorde deres data direkte tilgængelige for CUTFA. Data for andre indikatorer, der er nævnt nedenfor, blev også fastlagt ved hjælp af de samme virksomhedsdata. CUTFA's beregninger blev kontrolleret, og makrodataene blev krydstjekket med de data, som Kommissionen havde indsamlet fra de stikprøveudtagne EU-producenter, som tegner sig for 61 % af den samlede EU-produktion.

(214) Wilmar ønskede at vide, hvorfor mængderne i de makroøkonomiske data, som CUTFA havde indsendt, var lavere end rapportens data, som var bredt tilgængelige for den oliekemiske industri.

(215) Dette skyldtes de nødvendige justeringer, jf. betragtning 213, som CUTFA foretog for at udelukke varer fra varedækningen.

(216) De makroøkonomiske indikatorer er: produktion, produktionskapacitet, kapacitetsudnyttelse, salgsmængde, markedsandel, vækst, beskæftigelse, produktivitet, dumpingmargenens størrelse og genrejsning efter tidligere dumping.

(217) Dataene for de mikroøkonomiske indikatorer stammede fra de fire stikprøveudtagne producenter.

(218) De mikroøkonomiske indikatorer er: gennemsnitlige enhedspriser, enhedsproduktionsomkostninger, arbejdskraftomkostninger, lagerbeholdninger, rentabilitet, likviditet, investeringer, investeringsafkast og evne til at rejse kapital.

4.4.2. Makroøkonomiske indikatorer

4.4.2.1. Produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse

(219) Den samlede produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse i Unionen udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 4

Produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse

	2018	2019	2020	Undersøgelsesperiode
Produktionsmængde (ton)	936 063	924 837	862 055	872 185
Indeks	100	99	92	93
Produktionskapacitet (ton)	1 161 964	1 134 616	1 097 798	1 118 314
Indeks	100	98	94	96
Kapacitetsudnyttelse (%)	80,6	81,5	78,5	78,0
Indeks	100	101	97	97
Kilde: CUTFA.

(220) Af effektivitetshensyn er EU-produktionen af den undersøgte vare planlagt til 24 timer i døgnet, undtagen i perioder med normal vedligeholdelse. I nogle tilfælde og i et vist omfang viste undersøgelsen imidlertid, at andre varer kan fremstilles på de samme produktionsanlæg. Produktionen er ordrebaseret. Tabel 4 viste en uudnyttet kapacitet på ca. 20 % om året.

(221) I hele den betragtede periode faldt EU-erhvervsgrenens produktionsmængde med 7 %. En detaljeret analyse viser, at dette fald i produktionen hovedsagelig fandt sted i 2020.

(222) EU-produktionskapaciteten blev beregnet på grundlag af en opnåelig maksimal produktion på lang sigt under hensyntagen til vedligeholdelse. EU-produktionskapaciteten faldt med 4 % i den betragtede periode. Dette fald afspejler en omfordeling af kapaciteten til andre varer på grund af færre ordrer på fedtsyrer. EU-erhvervsgrenen var dog alligevel ikke i stand til fuldt ud at erstatte produktionen af fedtsyrer med andre varer.

(223) På trods af en reduktion af produktionskapaciteten på 4 % faldt EU-kapacitetsudnyttelsen med 3 % i den betragtede periode.

4.4.2.2. Salgsmængde og markedsandel

(224) EU-erhvervsgrenens salgsmængde og markedsandel udviklede sig som følger i den betragtede periode:

Tabel 5

Salgsmængde og markedsandel

	2018	2019	2020	Undersøgelsesperiode
Samlet salgsmængde på EU-markedet, inkl. bunden anvendelse (ton)	947 561	943 413	875 893	862 863
Indeks	100	100	92	91
Markedsandel (inkl. bunden anvendelse) (%)	74,1	72,8	70,6	70,8
Indeks	100	98	95	95
Bunden anvendelse	92 607	92 409	87 133	94 575
Indeks	100	100	94	102
Bunden anvendelse i % af det samlede salg på markedet	9,8	9,8	9,9	11,0
Indeks	100	100	102	112
Salget på det frie marked	854 953	851 004	788 760	768 288
Indeks	100	100	92	90
Markedsandel på det frie marked (%)	72,1	70,8	68,4	68,3
Indeks	100	98	95	95
Kilde: CUTFA.

(225) Tendensen for EU-erhvervsgrenens salg (herunder bunden anvendelse) svarede til udviklingen i produktionen i den betragtede periode. Dette skyldes, at produktionen i denne erhvervsgren er baseret på salgsordrer. Lagerplads er typisk begrænset, og kvaliteten af lagerbeholdninger af færdigvarer kan med tiden forringes eller falde uden for specifikationerne. Lagerbeholdningerne holdes derfor normalt på meget begrænsede mængder.

(226) I hele den betragtede periode faldt EU-erhvervsgrenens samlede salgsmængde i Unionen med 9 %.

(227) EU-salgsmængden på det frie marked faldt med 10 % i den betragtede periode. Fra 2018 til 2019 var salgsmængderne i Unionen uændrede. Fra 2019 til UP faldt disse mængder imidlertid med 10 %.

(228) EU-erhvervsgrenens bundne marked (udtrykt i procent af dens samlede EU-salg inklusive bunden anvendelse) var på ca. 10-11 % i hele den betragtede periode.

(229) Markedsandelen for EU-salget på det frie marked faldt fra 72,1 % til 68,3 % i den betragtede periode, dvs. et fald på 3,9 procentpoint eller 5 %.

Vækst

(230) I betragtning af at EU-erhvervsgrenen mistede 5 % af markedsandelen i den betragtede periode, og at dens salg på det frie marked faldt med 10 %, er det klart, at der ikke var tale om vækst, men snarere om en periode med nedgang både i absolutte tal og i forhold til forbruget på det frie marked.

4.4.2.3. Beskæftigelse og produktivitet

(231) Beskæftigelsen og produktiviteten udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 6

Beskæftigelse og produktivitet

	2018	2019	2020	Undersøgelsesperiode
Antal ansatte (FTÆ)	945	914	952	898
Indeks	100	97	101	95
Produktivitet (ton/ansat)	990	1 012	906	971
Indeks	100	102	91	98
Kilde: CUTFA.

(232) Beskæftigelsen i EU-erhvervsgrenen faldt med 5 % i den betragtede periode på grundlag af fuldtidsækvivalenter.

(233) Produktiviteten målt i ton pr. ansat faldt i 2020, men forblev generelt stort set stabil i den betragtede periode.

4.4.2.4. Dumpingmargenens størrelse og genrejsning efter tidligere dumping

(234) Dumpingmargenerne lå alle væsentligt over minimalniveauet. Virkningen af de faktiske dumpingmargeners størrelse på EU-erhvervsgrenen blev fundet væsentlig i betragtning af mængden af og priserne på importen fra det pågældende land.

(235) Dette er den første antidumpingundersøgelse vedrørende fedtsyre. Der forelå derfor ingen data, der kunne bruges til at vurdere virkningerne af mulig tidligere dumping.

4.4.3. Mikroøkonomiske indikatorer

4.4.3.1. Priser og faktorer, som påvirker priserne

(236) De vejede gennemsnitlige enhedssalgspriser hos de stikprøveudtagne EU-producenter ved salg til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder i Unionen udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 7

Salgspriser og enhedsproduktionsomkostninger i Unionen

	2018	2019	2020	Undersøgelsesperiode
Gennemsnitlig enhedssalgspris på det frie marked (EUR/ton)	879	770	861	1 101
Indeks	100	88	98	125
Enhedsproduktionsomkostninger (EUR/ton)	856	764	861	1 056
Indeks	100	89	101	123
Kilde: De stikprøveudtagne EU-producenter.

(237) Salget på EU-markedet til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder fandt sted til både uafhængige forhandlere og slutbrugere i en lang række brugersektorer. Priserne til begge typer kunder og til de forskellige sektorer blev fastsat på samme måde og på nogenlunde samme niveau.

(238) Salgspriserne på EU-markedet til ikke forretningsmæssigt forbundne parter (det frie marked) steg fra 879 EUR pr. ton til 1 101 EUR pr. ton i den betragtede periode, dvs. en stigning på 25 %. Disse salgspriser faldt med 12 % i 2019, men steg med 12 % i 2020 og 28 % i UP.

(239) Denne tilsyneladende positive tendens skal ses i sammenhæng med betydelige stigninger i råmaterialeomkostningerne. I undersøgelsesperioden udgjorde disse omkostninger mere end 70 % af de samlede enhedsproduktionsomkostninger. Disse enhedsproduktionsomkostninger steg med 23 % i den betragtede periode, dvs. i omtrent samme takt som stigningen i de gennemsnitlige salgspriser på det frie EU-marked.

4.4.3.2. Arbejdskraftomkostninger

(240) De gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger hos de stikprøveudtagne EU-producenter udviklede sig således i den betragtede periode:

Tabel 8

Gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger pr. ansat

	2018	2019	2020	Undersøgelsesperiode
Gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger pr. ansat (EUR)	81 344	85 487	89 010	87 188
Indeks	100	105	109	108
Kilde: De stikprøveudtagne EU-producenter.

(241) De gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger pr. ansat steg med 8 % i løbet af den betragtede periode. Lønudviklingen blev forhandlet med fagforeningerne, og andre personalerelaterede omkostninger blev fastsat af de nationale myndigheder.

4.4.3.3. Lagerbeholdninger

(242) De stikprøveudtagne EU-producenters lagerbeholdninger udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 9

Lagerbeholdninger

	2018	2019	2020	Undersøgelsesperiode
Slutlagre (i ton)	21 784	23 066	23 708	19 013
Indeks	100	106	109	87
Slutlagre i procent af produktionen	3,8	4,1	4,5	3,6
Indeks	100	108	116	93
Kilde: De stikprøveudtagne EU-producenter.

(243) Lagerbeholdningerne hos de stikprøveudtagne EU-producenter voksede med 23 % i løbet af den betragtede periode. Slutlagrene som en procentdel af produktionen var dog lave i hele perioden. Som nævnt i betragtning 225, skyldes dette, at fedtsyreindustrien generelt opererer på grundlag af ordrebaseret produktion, og at lagerbeholdningerne holdes på et lavt niveau, da varens kvalitet kan forringes, eller specifikationerne kan ændres. Denne indikator er derfor af mindre betydning i den samlede skadesanalyse.

4.4.3.4. Rentabilitet, likviditet, investeringer, investeringsafkast og evne til at rejse kapital

(244) Rentabiliteten, likviditeten, investeringerne og investeringsafkastet hos de stikprøveudtagne EU-producenter udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 10

Rentabilitet, likviditet, investeringer og investeringsafkast

	2018	2019	2020	Undersøgelsesperiode
Rentabilitet ved salg i Unionen til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder (% af omsætningen)	1,9	– 0,5	– 2,1	2,5
Indeks	100	– 27	– 108	128
Likviditet (EUR)	27 037 404	12 370 885	–1 239 176	22 774 816
Indeks	100	46	– 5	84
Investeringer (EUR)	7 394 509	11 769 077	10 473 680	8 531 863
Indeks	100	159	142	115
Investeringsafkast (%)	9,0	0,6	– 4,4	12,1
Indeks	100	7	– 48	134
Kilde: De stikprøveudtagne EU-producenter.

(245) Kommissionen beregnede de stikprøveudtagne EU-producenters rentabilitet som nettofortjenesten før skat ved salg af samme vare til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder i Unionen udtrykt i procent af omsætningen i forbindelse med dette salg. De stikprøveudtagne producenters rentabilitet var fortsat lav, nemlig under 3 %, i hele den betragtede periode og faldt endda fra 1,9 % i 2018 til – 2,1 % i 2020. I undersøgelsesperioden steg rentabiliteten til 2,5 %, selv om den fortsat lå på et lavt niveau. Det lille opsving i UP skyldtes, at kunderne på EU-markedet var mere tilbøjelige til at acceptere prisstigninger fra EU-producenterne, da de eksporterende producenter blev påvirket af krisen i forsyningskæden i forbindelse med covid-19-pandemien.

(246) Udviklingen i rentabiliteten sammenholdt med salgspriserne og produktionsomkostningerne i tabel 7 og de lave priser på importen fra Indonesien er tegn på et betydeligt pristryk. EU-erhvervsgrenen var ikke i stand til at hæve sine priser for i tilstrækkelig grad at afspejle omkostningsstigningerne for at kunne sælge til rimeligt rentable priser. Dette betød, at EU-erhvervsgrenens rentabilitet forblev lav i hele den betragtede periode, hvor dumpingimporten fra Indonesien allerede begyndte med et højt niveau for indtrængning (markedsandel på 17,1 %), øgede mængden med 22 % og nåede op på en markedsandel på 20,3 %, jf. tabel 2. På trods af betydelige stigninger i råmaterialepriserne steg gennemsnitsprisen på denne import desuden kun med 12 %, jf. tabel 3. I samme periode måtte EU-erhvervsgrenen øge sine priser med 25 % blot for at dække omkostningerne. Som det også konkluderes i betragtning 210, var der et vedvarende nedadgående pres fra importen fra Indonesien (både med hensyn til konstant store mængder og lave priser) allerede fra begyndelsen af den betragtede periode. De indonesiske priser var faktisk konsekvent lavere end EU-erhvervsgrenens priser fra 2019 og muligvis tidligere (se betragtning 302). Dette resulterede i trykkede og utilstrækkelige fortjenstniveauer i hele den betragtede periode og navnlig i undersøgelsesperioden.

(247) Wilmar fremsatte bemærkninger om det manglende pristryk, men dens konklusion var baseret på indekserede tendenser snarere end på EU-producenternes faktiske rentabilitet.

(248) Kommissionen fandt, at Wilmars konklusioner var ukorrekte, da de ikke tog hensyn til dumpingimportens indtrængen i hele den betragtede periode og det deraf følgende lave rentabilitetsniveau for EU-erhvervsgrenen. Påstanden blev derfor afvist.

(249) Musim Mas-gruppen indsendte årsrapporterne fra to EU-producenter og fremførte, at oplysningerne heri, navnlig indikatorerne for rentabilitet i UP, viser, at disse virksomheder ikke har lidt skade.

(250) I den forbindelse bemærker Kommissionen, at disse rapporter dækker betydeligt flere aktivitetsområder end de to EU-producenters aktiviteter i forbindelse med den undersøgte vare. Påstanden blev derfor afvist.

(251) Nettolikviditeten er et udtryk for EU-producenternes evne til at selvfinansiere deres aktiviteter. Udviklingen i nettolikviditeten udviklede sig på samme måde som afkastet af omsætningen, idet den faldt i 2019 og 2020 og havde en beskeden stigning i UP. Samlet set viste likviditeten en negativ tendens i den betragtede periode, hvor den faldt med 16 %.

(252) Investeringsafkastet er fortjenesten udtrykt i procent af den bogførte nettoværdi af investeringerne. Udviklingen i investeringsafkastet udviklede sig også på samme måde som afkastet af omsætningen, idet den faldt i 2019 og 2020 og havde en beskeden stigning i UP.

(253) De stikprøveudtagne EU-producenter fortsatte med at investere i den betragtede periode, hvilket fremgår af ovennævnte investeringstal. Investeringerne var på mellem 7 og 12 mio. EUR om året og blev hovedsagelig foretaget for at opnå effektivitetsgevinster og vedligeholde eksisterende anlæg. EU-erhvervsgrenen betjener mange forskellige typer kunder, hvis krav løbende udvikler sig. EU-erhvervsgrenen er nødt til at være fleksibel for at kunne fremstille det varesortiment og den mængde af varer, den kan udbyde på markedet. Sådanne investeringer trues af en faldende evne til at rejse kapital.

(254) Undersøgelsen viste også, at andre investeringer for at øge kapaciteten ikke var blevet gennemført som planlagt i den betragtede periode. Selv om disse investeringer er afgørende for at sikre erhvervsgrenens levedygtighed, måtte alle stikprøveudtagne virksomheder, herunder dem, der er en del af større grupper, udsætte investeringer i denne periode. Det utilstrækkelige investeringsafkast bringer også EU-erhvervsgrenens fremtidige evne til at rejse kapital og dermed dens overlevelse på mellemlang og lang sigt i fare.

4.4.4. Konklusion vedrørende skade

(255) Udviklingen i lagerbeholdningerne og den bundne anvendelse viste en beskeden forbedring i den betragtede periode. Stigningen i det bundne forbrug var begrænset til 2 %, og lagerbeholdningerne faldt. Undersøgelsen viste, at den bundne anvendelse ikke er direkte påvirket af dumpingimporten, og at lagerbeholdningerne er mindre relevante for fedtsyreindustrien, som hovedsagelig arbejder efter ordrer. Det betyder, at disse faktorer ikke er nøglefaktorer i forbindelse med skadesanalysen.

(256) Visse andre indikatorer, såsom salgspriser, rentabilitet, investeringsafkast og investeringer, viste en tilsyneladende positiv tendens i den betragtede periode. Undersøgelsen viste imidlertid, at den positive udvikling i salgspriserne hang sammen med udviklingen i råmaterialepriserne, som steg betydeligt i denne periode. Den beskedne forbedring af rentabiliteten og investeringsafkastet ændrede heller ikke det forhold, at resultaterne i den betragtede periode var på et niveau, der var utilstrækkeligt til at sikre EU-erhvervsgrenens levedygtighed på mellemlang og lang sigt (jf. også betragtning 266-269).

(257) Faktisk er den lave rentabilitet set i sammenhæng med udviklingen i salgspriser og produktionsomkostninger et klart bevis for pristryk. I hele den betragtede periode, hvor dumpingimporten stadig var på et højt niveau og med lave priser, var EU-erhvervsgrenen navnlig ikke i stand til at hæve priserne til et niveau, der ville give den mulighed for at dække sine omkostninger og nå målfortjenstmargenen (6 %).

(258) Til trods for at investeringerne blev holdt på et så højt niveau som muligt for at opretholde effektiviteten, opnåede EU-erhvervsgrenen tydeligvis ikke tilstrækkelig fortjeneste til at tilskynde til investeringer med henblik på at udvikle deres virksomheder i den betragtede periode og navnlig i undersøgelsesperioden. Forværringen af EU-erhvervsgrenens økonomiske situation fandt sted på et marked med et relativt stabilt forbrug (faldet i forbruget i 2020 og UP var i vid udstrækning midlertidigt på grund af virkningerne af covid-19-pandemien). EU-erhvervsgrenens markedsandel faldt med 5 % i løbet af den betragtede periode, fra 72,1 % i 2018 til 68,3 % i UP.

(259) Selv om skaden i denne undersøgelse hovedsagelig gav sig udtryk i pris- og resultatindikatorer såsom rentabilitet og evnen til at rejse kapital, oplevede EU-erhvervsgrenen også et fald i de undersøgte mængdeindikatorer. Produktionen, kapaciteten, kapacitetsudnyttelsen, salgsmængden og markedsandelen på EU-markedet faldt alle i den betragtede periode. Desuden blev der også konstateret fald i beskæftigelsen og produktiviteten, som var forbundet med de lavere produktions- og salgsmængder.

Bemærkninger efter fremlæggelsen af oplysninger

(260) I sine bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger fremsatte GOI bemærkninger til visse skadesindikatorer og konkluderede, at EU-erhvervsgrenen ikke blev forvoldt skade i den betragtede periode. Denne udtalelse blev fremsat på grundlag af følgende: 1) tabel 4 viste en stigning i produktionen og kapaciteten fra 2020 til UP, 2) tabel 5 viste en stigning i markedsandelen, herunder den bundne anvendelse, fra 2020 til undersøgelsesperioden, 3) tabel 7 viste en stigning i salgsprisen i den betragtede periode efterfulgt af en stigning i fortjenesten fra – 2,1 % i 2020 til 2,5 % i UP, 4) tabel 9 viste et fald i lagerbeholdningerne i den betragtede periode og 5) tabel 10 viste en stigning i rentabiliteten, likviditeten og investeringsafkastet fra 2020 til undersøgelsesperioden. GOI hævdede også, at Kommissionen vilkårligt anvendte en målfortjeneste på 6 % uden noget grundlag, og at stigningen i EU-erhvervsgrenens fortjeneste fra – 2,1 % i 2020 til 2,5 % i undersøgelsesperioden var betydelig og uden fortilfælde, og at den blev opnået under covid-19-pandemien. Wilmar hævdede, at Kommissionen ikke analyserede tabel 10 korrekt, og hævdede, at rentabiliteten steg i den betragtede periode og var høj i undersøgelsesperioden.

(261) Kommissionen var uenig i påstanden om, at de relevante data ikke viste væsentlig skade. Som nævnt i betragtning 202 steg importmængden fra Indonesien med 13 %, samtidig med, at forbruget faldt med 5 % i den betragtede periode. Det lykkedes også importen fra Indonesien at øge sin markedsandel i denne situation. Som forklaret i betragtning 192 var EU-forbruget generelt stabilt og forventes at stige igen efter det midlertidige fald i 2020 og UP, som skyldtes faktorer i forbindelse med covid-19-pandemien .

(262) For så vidt angår EU-erhvervsgrenens markedsandel steg markedsandelen inklusive bunden anvendelse på samme måde fra 70,6 % til 70,8 %. EU-erhvervsgrenens markedsandel på det frie marked, som er den relevante indikator, faldt imidlertid fra 68,4 % i 2020 til 68,3 % i undersøgelsesperioden. I hele den betragtede periode faldt EU-erhvervsgrenens markedsandel på det frie marked støt fra 72,1 % i 2018 til 70,8 % i 2019, 68,4 % i 2020 og 68,3 % i UP. I modsætning hertil steg markedsandelen for importen fra Indonesien samtidig støt fra 17,1 % i 2018 til 19,0 % i 2019, 20 % i 2020 og 20,3 % i undersøgelsesperioden.

(263) På samme måde skal påstanden vedrørende stigningen i den gennemsnitlige salgspris ses i sammenhæng med en betydelig stigning i omkostningerne ved råmaterialer, jf. betragtning 256. Som forklaret i betragtning 243 forblev slutlagrene i procent af produktionen desuden ret stabile i den betragtede periode, og erhvervsgrenen opererede på grundlag af produktion efter ordre, så lagrene blev holdt på et lavt niveau.

(264) Påstanden om resultatindikatorerne i tabel 10 så helt bort fra den fulde sammenhæng. F.eks. faldt likviditeten i den betragtede periode konstant fra 2018 til 2020 og blev negativ i 2020. I undersøgelsesperioden steg likviditeten og blev positiv, da EU-erhvervsgrenen formåede at øge sin fortjeneste, jf. betragtning 251 og 266. Likviditeten i UP var dog stadig betydeligt lavere end i 2018. Samlet set faldt likviditeten med 16 %.

(265) Med hensyn til målfortjenesten fandt Kommissionen, at det var passende at anvende en minimumsfortjeneste på 6 %. I grundforordningens artikel 7, stk. 2c, anses 6 % for at være det minimumsniveau for rentabilitet, der kan forventes under normale konkurrencevilkår ved beregningen af skadesmargenen. Dette niveau blev fastsat på grundlag af de langsigtede rentabilitetstal for erhvervsgrenene i Unionen. Der blev ikke fremlagt bevis for, at et sådant niveau var åbenlyst uhensigtsmæssigt for erhvervsgrenen i denne sag (se betragtning 268). Denne påstand kunne derfor afvises på dette grundlag.

(266) Ikke desto mindre bemærkede Kommissionen, at EU-erhvervsgrenens fortjeneste kun lå lidt over break-even i 2018 (1,9 %) og i UP (2,5 %), mens den var negativ i 2019 og 2020 (henholdsvis – 0,5 % og – 2,1 %). Desuden skal det positive niveau, der blev opnået i 2021, som dækker ni måneder af undersøgelsesperioden, ses i sammenhæng med betydelige forstyrrelser i forsyningskæden på markedet som følge af covid-19-pandemien, som i alvorlig grad påvirkede den indonesiske eksport til Unionen. Leveringen af fedtsyre til Unionen blev hæmmet af forsinkelser i skibstransporten fra Asien som følge af mangel på fragtskibe, tankskibe og arbejdstagere på grund af covid-19 og ekstreme stigninger i fragtomkostningerne som følge heraf . Disse midlertidige forstyrrelser påvirkede priserne på verdensplan og importen fra Indonesien, som faldt i absolutte tal mellem 2020 og UP. Som følge heraf forklarede EU-erhvervsgrenen, at den var i stand til at drage fordel af disse specifikke midlertidige forstyrrelser på markedet ved at hæve priserne til et rentabelt niveau på EU-markedet, uden at dens markedsandel generelt blev bragt i fare. Generelt svingede EU-erhvervsgrenens rentabilitet omkring break-even-punktet i hele den betragtede periode, importmængden fra Indonesien var betydelig, og dens markedsandel steg betydeligt fra 17,1 % og 20,3 % til trods for et let faldende forbrug. Alle faktorer viser klart, at EU-erhvervsgrenens rentabilitet er blevet negativt påvirket af dumpingimporten fra Indonesien i hele den betragtede periode, og at rentabilitetens toppunkt på 2,5 % i UP blev nået i en situation med forsyningsvanskeligheder for indonesiske eksportører, hovedsagelig på grund af eftervirkningerne af covid-19.

(267) Rentabiliteten i tabel 10 er beregnet på grundlag af omkostningerne ved EU-erhvervsgrenens salg af fedtsyrer fremstillet og solgt på EU-markedet til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder. Selv om EU-erhvervsgrenen generelt producerer på grundlag af ordrer, er der stadig begrænsede lagre som anført i tabel 9. I en erhvervsgren med begrænsede lagerbeholdninger er der derfor en lille forskel mellem enhedsproduktionsomkostninger og enhedsomkostninger ved solgte varer. Det følger heraf, at selv om EU-erhvervsgrenens gennemsnitlige enhedssalgspris i 2019 og 2020 var højere end eller lig med de gennemsnitlige enhedsproduktionsomkostninger, led EU-erhvervsgrenen tab som anført i tabel 10.

(268) Med hensyn til standardfortjenesten for fedtsyre under normale konkurrencevilkår forklarede GOI ikke, hvorfor den fortjeneste på 2,5 %, som erhvervsgrenen opnåede i UP, angiveligt var tilstrækkelig. GOI fremlagde heller ikke dokumentation for, hvilket fortjenstniveau der i stedet skulle anvendes, da den kritiserede den lovbestemte tærskel på 6 %, som Kommissionen anvendte, og forklarede heller ikke den indvirkning, covid-19-pandemien angiveligt havde på rentabilitetsniveauet. Kommissionen bemærkede, at der ikke er andre beviser i sagen om fedtsyreindustriens historiske rentabilitetsniveau i en situation uden dumpingimport fra Indonesien, som kunne underbygge GOI's påstand om, at rentabiliteten på 2,5 % var tilstrækkelig, eller undergrave valget af det anvendte fortjenstniveau på 6 %. Til gengæld blev Kommissionens konklusioner understøttet af offentligt tilgængelige oplysninger og oplysninger i det ikkefortrolige dossier. Kommissionen bemærkede, at ifølge en rapport udarbejdet af Rådet for Den Europæiske Kemiindustri (»CEFIC«) om bl.a. rentabiliteten i den bredere kemiindustri i Europa i 2020 er bruttodriftsoverskuddet som en procentdel af omsætningen i kemiindustrien på ca. 11 %. På grundlag af de statistikker, der er indsamlet af CSIMarket , var fortjenstmargenerne før skat for en kemisk fremstillingsindustri i 2021 desuden på ca. 13 %. Derudover anførte Greven-gruppen i sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger, at EBIT-margenerne (indtjening før renter og skat) for kemiindustrien i Europa i 2020 var på ca. 7 % (se nærmere i betragtning 294). På grundlag af de foreliggende beviser fandt Kommissionen således, at EU-erhvervsgrenen ikke nåede et rentabilitetsniveau, der stemte overens med normale konkurrencevilkår i hele den betragtede periode.

(269) Og hvad der er nok så vigtigt, har Kommissionen som anført i betragtning 253 og 254 bemærket, at EU-erhvervsgrenens investeringer var begrænsede i den betragtede periode med fokus på effektivitetsgevinster og opretholdelse af en smidig drift af de eksisterende faciliteter. På grund af det negative eller lave rentabilitetsniveau i hele den betragtede periode var EU-erhvervsgrenen ikke i stand til at foretage de investeringer, der var nødvendige for at innovere og opnå de effektivitets- og produktivitetsgevinster, der var nødvendige for at kunne konkurrere på markedet. EU-erhvervsgrenen betjener mange forskellige typer kunder, hvis krav løbende forandrer sig. I den betragtede periode udgjorde afskrivningsomkostningerne kun ca. 2 % af produktionsomkostningerne. En stigning i afskrivningsomkostningerne, som følge af investeringer, til 4 % af produktionsomkostningerne ville få EU-erhvervsgrenen op på break-even-niveau selv i det scenarie, at den vil være i stand til at opretholde de højere priser i undersøgelsesperioden, hvilket er højst usandsynligt i betragtning af årsagerne til, at disse priser steg i UP. Derfor er den fortjeneste, som erhvervsgrenen opnåede i hele den betragtede periode, ikke tilstrækkelig til at foretage de investeringer, der er nødvendige i denne sektor. Alle disse elementer modsagde klart GOI's udokumenterede påstande om det fornødne rentabilitetsniveau for EU-erhvervsgrenen.

(270) Endelig bemærkede Kommissionen, at dens analyse var fuldstændig og omfattende, fordi den dækkede alle fire år og alle skadesindikatorer, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 5. Desuden anvendte Kommissionen alle data i sin analyse, uanset om udviklingen var positiv eller negativ. Kommissionen påviste derfor, at dens konklusion om væsentlig skade var retligt og økonomisk forsvarlig. Disse påstande blev derfor afvist.

(271) GOI hævdede også, at konklusionen om skade ikke var i overensstemmelse med KLK's brev af 19. august 2022, hvori der blev fremsat bemærkninger om konkurrencen mellem KLK og de indonesiske eksporterende producenter og KLK's rentabilitet.

(272) Kommissionen afviste denne påstand, da brevet stammer fra en enkelt EU-producent og ikke udgør en fuldstændig vurdering af skaden. Et sådant udsagn kan derfor ikke tilsidesætte Kommissionens konklusioner om væsentlig skade.

(273) GOI hævdede også, at selv om fedtsyre, der anvendes til produktion af biodiesel, blev udelukket fra varedækningen, undlod Kommissionen at justere importstatistikkerne tilsvarende.

(274) Kommissionen afviste denne påstand og bekræftede, at importstatistikkerne ikke omfatter de importerede mængder fedtsyre, der produceres af affald og anvendes til produktion af biodiesel.

(275) Wilmar hævdede, at udviklingen i produktionen og kapacitetsudnyttelsen i tabel 4 ikke var skadevoldende.

(276) Kommissionen bemærkede, at produktionen faldt med 7 % i den betragtede periode og kapacitetsudnyttelsen med 3 %, hvilket fremgår af tabel 4. Wilmar vurderede ikke disse tendenser i deres rette sammenhæng. På et marked, hvor forbruget faldt med 5 % i den betragtede periode, steg importen fra Indonesien med 13 %, og dens markedsandel steg fra 17,1 % i 2018 til 20,3 % i undersøgelsesperioden. Kommissionen afviste derfor påstandene vedrørende produktion og kapacitetsudnyttelse.

(277) Wilmar hævdede, at Kommissionen med urette anførte, at lagerbeholdningerne i tabel 9 var af mindre betydning i skadesanalysen, og hævdede, at lavere lagerbeholdninger var et tegn på øget salg.

(278) Kommissionen bemærkede, at salgsmængderne faldt i hele den betragtede periode, jf. tabel 5. I betragtning af de lave slutlagre, som lå på under 4,5 % af produktionsmængderne i hele perioden, fastholdt Kommissionen også sine synspunkter vedrørende lagerbeholdninger i den overordnede skadesanalyse.

(279) Wilmar hævdede, at udviklingen i investeringer og investeringsafkast i tabel 10 ikke var skadevoldende.

(280) For så vidt angår investeringer blev påstanden behandlet i betragtning 269. Investeringsafkastet er værdien af den samlede fortjeneste ved den undersøgte vare divideret med værdien af de samlede anlægsaktiver, der anvendes til produktion af den undersøgte vare. I den betragtede periode var værdien af de samlede anlægsaktiver forholdsvis stabil. Udviklingen i investeringsafkastet følger derfor rentabilitetstendensen. Følgelig faldt investeringsafkastet mellem 2018 og 2020. I undersøgelsesperioden steg investeringsafkastet, da EU-erhvervsgrenens rentabilitet steg i forhold til de foregående år. Som forklaret i betragtning 266 var stigningen i rentabiliteten i undersøgelsesperioden dog kun midlertidig. Kommissionen fastholdt derfor sin konklusion om, at investeringsniveauerne var utilstrækkelige til at sikre EU-erhvervsgrenens fremtidige overlevelse (se betragtning 253, 254 og 269), og denne påstand blev derfor afvist.

(281) I sine bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Musim Mas-gruppen, at EU-erhvervsgrenen ikke havde lidt skade i UP. Denne gruppe anmodede faktisk Kommissionen om at fokusere skadesanalysen på undersøgelsesperioden og hævdede, at der i det pågældende år var en positiv udvikling i produktion, produktionskapacitet, markedsandel, gennemsnitspriser, investeringsafkast, likviditet, rentabilitet og lagerbeholdninger. Musim Mas-gruppen påpegede navnlig, at rentabiliteten var højest i undersøgelsesperioden (2,5 %).

(282) Kommissionen skal foretage skadesvurderingen for hele den betragtede periode og ikke kun for undersøgelsesperioden. I lighed med vurderingen fra GOI og Wilmar ovenfor ville den metode, som Musim Mas-gruppen foreslog, ikke udgøre en fuldstændig og nøjagtig analyse af EU-erhvervsgrenens skadessituation, jf. grundforordningens artikel 3. Den lille stigning i produktionsmængden (1,2 %), produktionskapaciteten (1,9 %) og faldet i lagerbeholdningerne skyldtes den midlertidige stigning i rentabiliteten, jf. betragtning 266. Likviditeten og investeringsafkastet fulgte udviklingen i rentabiliteten. EU-erhvervsgrenens markedsandel på det frie marked faldt i UP i forhold til 2020 fra 68,4 % til 68,3 %. EU-erhvervsgrenens salgspris steg i tråd med de øgede enhedsproduktionsomkostninger på grund af stigningen i råmaterialepriserne, som blev muliggjort af de midlertidige forsyningsafbrydelser og virkningerne af covid-19-pandemien, navnlig i UP. Påstanden blev derfor afvist.

(283) Musim Mas-gruppen satte også spørgsmålstegn ved beregningerne af underbud (som Musim Mas-gruppen fejlagtigt henviste til som »målprisunderbud«) vedrørende den indonesiske import og hævdede, at fremlæggelsesdokumentet vedrørende gennemsnitlige enhedsværdier i tabel 3 og 7 viser en langt mere beskeden prisvirkning på EU-erhvervsgrenens priser, der gik fra et overbud på 4 % i 2018 til et beskedent underbud på 7 % i UP.

(284) Denne eksporterende producent nåede frem til en konklusion om prisunderbud på grundlag af en direkte sammenligning mellem de indonesiske producenters gennemsnitlige importpris ved salg til Unionen og EU-erhvervsgrenens gennemsnitspris uden hensyntagen til, at alle eksportører og alle producenter i Unionen har varesortimenter, der kan variere betydeligt. For at opnå mere pålidelige underbudsmargener bør priserne sammenlignes for sammenlignelige varetyper for de enkelte eksporterende producenter, hvor der foreligger data. I UP hævdede eksportøren, at prisunderbuddet var på 7 % i gennemsnit, mens sammenligningen på varetypeniveau viste en underbudsmargen på over 20 %. Eksportørens bemærkninger vedrørende underbudsmargener blev afvist.

(285) I sine bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger var CUTFA enig i Kommissionens konklusioner vedrørende skade og påpegede, at analysen af salgspriser, underbud, målprisunderbud, pristryk, enhedsomkostninger og resultatindikatorer, som f.eks. afkastet af omsætningen, viste, at EU-erhvervsgrenen havde lidt skade i den pågældende periode. CUTFA pegede også på Kommissionens analyse af mængdeindikatorer såsom produktion, kapacitet, kapacitetsudnyttelse, salgsmængde og markedsandel, som viste, at EU-erhvervsgrenen også led skade med hensyn til mængdeindikatorer. CUTFA bekræftede desuden, at en lille forbedring af rentabiliteten i UP ikke havde skabt en bæredygtig og konkurrencedygtig situation for erhvervsgrenen på EU-markedet.

(286) På baggrund af ovenstående konkluderede Kommissionen, at EU-erhvervsgrenen blev forvoldt væsentlig skade, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 5, i undersøgelsesperioden.

5. ÅRSAGSSAMMENHÆNG

(287) I overensstemmelse med grundforordningens artikel 3, stk. 6, undersøgte Kommissionen, om dumpingimporten fra det pågældende land forvoldte EU-erhvervsgrenen væsentlig skade. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 3, stk. 7, undersøgte Kommissionen tillige, om andre kendte faktorer samtidig kunne have forvoldt EU-erhvervsgrenen skade. Kommissionen sikrede sig, at eventuel skade forvoldt af andre faktorer end dumpingimporten fra det pågældende land ikke blev tilskrevet dumpingimporten. Disse faktorer er: importen fra andre kilder end Indonesien, EU-erhvervsgrenens eksportresultater, udviklingen i bunden anvendelse, udviklingen i forbruget, råmaterialespørgsmål og EU-erhvervsgrenens påståede ineffektivitet.

5.1. Dumpingimportens virkninger

(288) Som det fremgår af tabel 2, steg mængden af dumpingimport fra Indonesien fra ca. 203 000 ton i 2018 til ca. 228 000 ton i undersøgelsesperioden, dvs. en stigning på 13 %. Markedsandelen steg i samme periode fra 17,1 % til 20,3 %, hvilket er en stigning på 19 %. Disse konstateringer faldt sammen med et fald på 10 % i EU-erhvervsgrenens salg på det frie marked og et fald i markedsandelen fra 72,1 % til 68,3 %, dvs. et fald på 5 %. I denne periode var salget på det begrænsede bundne marked stabilt. Undersøgelsen viste, at dumpingimporten også er steget støt fra år til år for så vidt angår mængde og markedsandel. I absolutte tal fortsatte stigningen i importmængderne i 2019 ikke i samme takt i 2020 og i UP på grund af problemer i forbindelse med covid-19-pandemien. På trods af et fald i forbruget på 5 % i den betragtede periode er det ikke desto mindre klart, at det hovedsagelig er importen fra Indonesien, der har oplevet en forbedring af situationen på markedet til trods for, at eksportørerne har forsyningsvanskeligheder som anført i betragtning 202.

(289) Som forklaret i betragtning 210 havde importen fra Indonesien forårsaget et pristryk i forhold til EU-erhvervsgrenens priser allerede i begyndelsen af den betragtede periode. I en situation med betydelige globale udsving i råmaterialeomkostningerne har EU-producenterne desuden ikke været i stand til at justere deres priser på en måde, der ville gøre det muligt for dem at nå en rimelig fortjeneste eller endda forblive rentable.

(290) Importen fra Indonesien havde mulighed for at trænge ind i den betragtede periode, fordi den undersøgte vare er en råvare, og prisen spiller en vigtig rolle i kundernes beslutningstagning. Det tidsmæssige sammenfald mellem forværringen af EU-erhvervsgrenens økonomiske situation og den betydelige tilstedeværelse af dumpingimport fra Indonesien, der underbød EU-erhvervsgrenens priser og trykkede priserne på EU-markedet, bekræfter en årsagssammenhæng mellem de to.

(291) Endelig har de eksporterende producenters forsyningsproblemer som forklaret ovenfor midlertidigt mindsket presset på EU-erhvervsgrenen i undersøgelsesperioden. Dette gjorde det muligt for EU-erhvervsgrenen at hæve priserne til et niveau, hvor der blev opnået en vis fortjeneste, men ikke i tilstrækkelig grad til, at den kunne opnå en rimelig fortjeneste under normale konkurrencevilkår.

(292) Kommissionen konstaterede endvidere, at mellem 2018 og 2020, hvor forbruget på det frie marked faldt med 3 %, steg importen fra Indonesien med 14 %, og priserne faldt med 12 %. I den samme periode faldt EU-erhvervsgrenens salgsmængde med 8 %, og dens priser faldt med 2 %. Dette førte til finansielle tab, som også påvirkede EU-erhvervsgrenens finansielle situation i undersøgelsesperioden, hvor presset fra dumpingimporten fortsatte.

(293) I sine bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger var CUTFA enig i Kommissionens analyse af årsagssammenhængen i lyset af skadesindikatorerne og prissammenligningerne ovenfor samt mængden og markedsandelen for og priserne på importen fra Indonesien. CUTFA påpegede, at pristrykket fra den indonesiske import havde forhindret de tilstrækkelige prisstigninger, der var nødvendige, som følge af stigningen i råmaterialepriserne. CUTFA nævnte desuden, at stigningen i importen fra Indonesien havde bidraget til den forvoldte skade.

(294) I sine bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger fremsatte Greven-gruppen bemærkninger til EU-erhvervsgrenens rentabilitet og hævdede, at den fulgte den generelle tendens i den europæiske kemiindustri i den betragtede periode. Til støtte for dette argument fremlagde Greven-gruppen en oversigt over den europæiske kemiindustris EBIT-margener (indtjening før renter og skat), som viste et fald på 33,9 % eller 3,4 procentpoint fra 10,4 % i 2018 til 7,0 % i 2020. I lyset af disse oplysninger konkluderede Greven-gruppen, at faldet i EU-erhvervsgrenens rentabilitet skal betragtes som et gennemsnit for den europæiske kemiindustri, og at det derfor var uvæsentligt og kunne tilskrives andre faktorer end dumpingimporten fra Indonesien.

(295) Kommissionen bemærkede, at Greven-gruppen anvendte perioden fra 2018 til 2020 til sammenligningen. Hvis man tager udgangspunkt i EU-erhvervsgrenens faktiske rentabilitet på 1,9 % i 2018, vil en tilbagegang på 33,9 % medføre et fald til 1,26 % i 2020. I stedet faldt EU-erhvervsgrenens rentabilitet til et negativt niveau (– 2,1 %) i 2020. En sådan tilbagegang kan ikke anses for at være uvæsentlig eller endog tæt på tendensen i den (bredere) europæiske kemiindustri. Endnu vigtigere er det, at Greven-gruppens påstande er baseret på rentabilitetstendenser i form af relative ændringer i rentabiliteten, samtidig med at der fuldstændig ses bort fra de faktiske absolutte rentabilitetsniveauer i kemiindustrien. Desuden har et fald i procentpoint fra 10,4 % til 7,0 % ikke samme indvirkning på aktiviteterne i en virksomhed, hvis fortjeneste falder fra 1,9 % til – 1,5 %. I det første scenarie havde virksomheden ganske enkelt mindre overskud, mens virksomheden i det andet scenarie blev tabsgivende, hvilket bragte dens fremtid i fare. Det kan ikke anfægtes, at disse negative eller lave absolutte rentabilitetsniveauer i fedtsyreindustrien ligger under den europæiske kemiindustris normale gennemsnitlige fortjeneste. Som forklaret i betragtning 266 og 269 var de negative eller meget lave rentabilitetsniveauer i hele den betragtede periode ikke tilstrækkelige til, at EU-erhvervsgrenen kunne fortsætte sin forretningsaktivitet under normale forhold, da den ikke kunne hæve priserne til det niveau, der er nødvendigt for at absorbere stigningen i råmaterialeomkostningerne og opnå en regelmæssig fortjeneste. Industrien kunne heller ikke foretage de nødvendige investeringer for at innovere og holde trit med kundernes efterspørgsel efter specifikke produkter (se betragtning 253, 254 og 269). Greven-gruppen påviste ikke, hvordan sådanne negative eller lave rentabilitetsniveauer for fedtsyreindustrien i absolutte tal kunne begrundes under normale konkurrencevilkår, og de underbyggede heller ikke, hvilke andre specifikke faktorer end dumpingimporten fra Indonesien der påvirkede EU-erhvervsgrenens rentabilitet, bortset fra ved generelt at henvise til kemiindustriens rentabilitetstendenser. På grundlag af alle disse elementer konkluderede Kommissionen, at påstanden om, at den lave rentabilitet kan tilskrives andre faktorer, der ikke var forbundet med dumpingimporten af fedtsyre fra Indonesien, ikke blot er ubegrundet, men også grundløs, som det fremgår af ovenstående argumenter, og derfor må afvises.

(296) Wilmar hævdede, at stigningen i importen fra Indonesien ikke havde nogen indvirkning på EU-erhvervsgrenens salgsmængde. Wilmar hævdede navnlig, at tabel 2 ikke viste nogen væsentlig stigning i importen, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 3. Wilmar påstod, at importen fra Indonesien var stabil bortset fra 2019, hvor den steg med 25 384 ton, hvilket var ubetydeligt i forhold til det samlede forbrug på 1 295 034 ton. Importmængderne har været forholdsvis stabile siden da og steg med 1 % i 2020 og faldt med 1 % i undersøgelsesperioden, hvilket ifølge Wilmar svarede til normale markedsudsving. Wilmar hævdede endvidere, at den samlede stigning i importen i den betragtede periode var på 13 % og først fandt sted i 2019, dvs. at der ikke var nogen stigning i importen i de efterfølgende år på trods af den påståede dumping. Til sammenligning viste importen fra Malaysia en støt stigning mellem 2018 og 2020. Wilmar hævdede, at en stigning i importen, som fandt sted i 2019, ikke påvirkede EU-erhvervsgrenens salg i absolutte tal samme år. Wilmar påstod desuden, at den største nedgang i EU-erhvervsgrenens salg fandt sted i 2020 og undersøgelsesperioden i en periode, hvor importen fra Indonesien ikke steg. Wilmar tilføjede, at markedsandelen for importen fra Indonesien steg med 1,9 % i 2019 og med yderligere 1 % i 2020. Den samlede stigning mellem 2018 og undersøgelsesperioden var på 3,2 %. Denne stigning fandt sted på baggrund af et fald i EU-forbruget i 2020 og yderligere i undersøgelsesperioden som følge af virkningerne af covid-19, den økonomiske afmatning og afmatningen i bestemte industrier (f.eks. bilindustrien).

(297) Kommissionen bemærkede, at importen fra Indonesien steg med 13 % i den betragtede periode, og at dens markedsandel steg med 19 %. Desuden steg importen fra Indonesien mellem 2018 og 2019 med 13 % på et ret stabilt marked, hvor forbruget steg med 1 %, mens EU-erhvervsgrenens salg forblev næsten uændret. Dette førte til en stigning i markedsandelen for importen fra Indonesien fra 17,1 % til 19,0 %, mens EU-erhvervsgrenens markedsandel faldt fra 72,1 % til 70,8 %. Selv om EU-erhvervsgrenens salg i absolutte tal ikke faldt mellem 2018 og 2019, mistede EU-erhvervsgrenen markedsandele og var ikke i stand til at fastholde priserne på et rentabelt niveau i 2019 og 2020. Følgelig havde stigningen i importen fra Indonesien påvirket EU-erhvervsgrenen i denne periode i modsætning til, hvad Wilmar påstod, da EU-erhvervsgrenen mistede markedsandele og blev tabsgivende.

(298) På et marked med et fald i forbruget (på 4 %) fortsatte importmængden fra Indonesien mellem 2019 og 2020 med at stige, men i mindre grad, nemlig med 1,4 %, og opnåede en yderligere stigning i markedsandelen på 1 procentpoint. På den anden side mistede EU-erhvervsgrenen endnu flere markedsandele, nemlig 2,4 procentpoint, men måtte sænke sine priser endnu mere for ikke at miste flere markedsandele og oplevede derfor større tab i forhold til 2019, dvs. – 2,1 %. Mellem 2019 og 2020 fortsatte den indonesiske eksport derfor med at øge markedsandelen, mens EU-erhvervsgrenen mistede flere markedsandele og led større tab end i 2019.

(299) Kommissionen bemærkede endvidere, at den indonesiske import fra begyndelsen af den betragtede periode havde en betydelig markedsandel, nemlig 17,1 %. Det er derfor ikke overraskende, at importen fra Indonesien i en periode med et lille fald i forbruget ikke steg så kraftigt fra 2019 og fremefter som mellem 2018 og 2019. EU-erhvervsgrenen valgte at bevare sin markedsandel og led tab som følge af pristrykket fra importen fra Indonesien. Hvis EU-erhvervsgrenen havde valgt at opretholde højere priser og ofre en større markedsandel, ville de indonesiske fedtsyreeksportører have øget deres eksport endnu mere og konsolideret deres position som leverandører til de største kunder i Unionen. Derfor skal den langsommere stigning i importen fra Indonesien mellem 2019 og 2020 i forhold til stigningen mellem 2018 og 2019 ses i sammenhæng med EU-erhvervsgrenens reaktion for at beskytte sin markedsandel.

(300) Mellem 2020 og undersøgelsesperioden ændrede EU-markedet sig på grund af covid-19-pandemien. Forbruget faldt med 2,5 %, importmængden fra Indonesien faldt med 2,3 %, og EU-erhvervsgrenens salg faldt også med 2,6 %. I denne periode lykkedes det på grund af covid-19-pandemien, der forstyrrede forsyningskæderne og øgede priserne globalt, som forklaret i betragtning 266 endda at øge markedsandelen for den indonesiske import en smule med 0,3 procentpoint, mens EU-erhvervsgrenens markedsandel blev reduceret med 0,1 procentpoint. Uden forsyningskædevanskeligheder ville importen fra Indonesien sandsynligvis være steget endnu mere. Det skal erindres, at skaden i dette tilfælde som anført i betragtning 259 hovedsagelig vedrører prisvirkninger, selv om der også blev konstateret mængdemæssig skade. Dette bekræftes af det betydelige prisunderbud og pristryk, der blev konstateret i forbindelse med undersøgelsen, jf. betragtning 209 og 210, og af ændringen i niveauet af importen fra Indonesien og den tilsvarende markedsandel i hele den betragtede periode. Påstanden om, at stigningen i importen fra Indonesien ikke havde nogen indvirkning på EU-erhvervsgrenens salgsmængde, blev derfor afvist.

(301) Wilmar påstod desuden, at EU-erhvervsgrenen ikke blev påvirket af prisvirkninger, som skyldtes importen fra Indonesien. Wilmar anvendte oplysningerne om gennemsnitspriser i tabel 3 og 7 og EU-erhvervsgrenens prisstigninger som bevis. Den hævdede også, at importen fra Indonesien ikke konkurrerede med EU-erhvervsgrenens varer og derfor ikke kunne udøve pristryk. Wilmar hævdede endvidere, at Kommissionen udelukkende baserede sig på »end-to-end« (dvs. prissammenligninger fra 2018 til udgangen af undersøgelsesperioden) for at nå frem til sine konklusioner vedrørende prisen.

(302) For så vidt angår importpriserne fra Indonesien fastsatte Kommissionen mængden af og priserne på importen fra Indonesien på grundlag af den metode, der er anført i betragtning 195 og 199. Selv om denne metode er meget nøjagtig med hensyn til importmængden, finder Kommissionen det for så vidt angår priser nødvendigt efter parternes bemærkninger at sammenligne priserne i tabel 3 med de eksportpriser, som Wilmar har indberettet, navnlig for 2018. I 2018 eksporterede Wilmar langt størstedelen af den samlede import fra Indonesien til EU-markedet, og virksomhedens eksportpris er derfor et rimeligt benchmark for importprisen i 2018. Wilmars gennemsnitlige enhedseksportpris i 2018 var lavere end importprisen i tabel 3 og lavere end EU-erhvervsgrenens enhedssalgspris i tabel 7.

(303) Det skal desuden erindres, at Kommissionens analyse af pristendenser og pristryk i denne sag viste, at stigninger i råmaterialepriserne også skal tages i betragtning. I Kommissionens analyse blev der derfor taget hensyn til EU-erhvervsgrenens enhedsomkostninger og rentabilitet og både EU-erhvervsgrenens priser og priserne på importen fra Indonesien. Den prisstigning, som EU-erhvervsgrenen formåede at opnå i UP, var kun lige tilstrækkelig til at kompensere for stigningen i produktionsomkostningerne som følge af stigningen i råmaterialepriserne, der afholdes af erhvervsgrenen. Desuden lykkedes det kun erhvervsgrenen at hæve priserne i UP på grund af de forsyningskædevanskeligheder, som de indonesiske eksportører led under i forbindelse med covid-19-problemerne, jf. betragtning 266. Som anført af de stikprøveudtagne EU-producenter ville erhvervsgrenen uden den midlertidige markedssituation som følge af virkningerne af covid-19-pandemien ikke have været i stand til at hæve priserne i UP i takt med de højere produktionsomkostninger, og den forvoldte skade ville have været endnu mere omfattende. Det forhold, at det lykkedes de indonesiske eksporterende producenter at opretholde deres eksport og øge deres markedsandel i UP på trods af disse forsyningskædevanskeligheder, viser desuden, at de skadevoldende virkninger af deres dumpingimport kan og sandsynligvis fortsat vil forvolde EU-erhvervsgrenen skade.

(304) Desuden blev der foretaget en analyse af prisunderbuddet for undersøgelsesperioden opdelt efter varetype. Den viste, at der var stærk konkurrence mellem EU-erhvervsgrenen og importen fra Indonesien, og at størstedelen af de importerede varetyper konkurrerede med identiske typer, der solgtes af EU-erhvervsgrenen. Når det også tages i betragtning, at fedtsyrer er råvarer, der hovedsagelig sælges på grundlag af prisen, blev det konkluderet, at pristrykket på EU-markedet var meget stærkt. Den kendsgerning, at disse prisstigninger fandt sted i hele den betragtede periode i takt med, at råmaterialeomkostningerne steg, er ikke et sundhedstegn, hvis disse prisstigninger blot er tilstrækkelige til at dække omkostningerne uden at opnå de nødvendige fortjenstniveauer, hvilket er tilfældet her. Dette ses ved, at EU-erhvervsgrenens vækst og salg stagnerede i den betragtede periode på grund af utilstrækkelige priser, hvilket førte til utilstrækkelige rentabilitetsniveauer. Disse påstande blev derfor afvist.

(305) Wilmar hævdede også, at udviklingen i likviditeten ikke var skadevoldende, og antydede, at likviditetsproblemerne skyldtes, at EU-erhvervsgrenens kunder betalte fakturaer for sent, eller store investeringsprojekter.

(306) Disse påstande er ubegrundede og spekulative. Der blev ikke fremlagt beviser til støtte for nogen af disse påstande. Tværtimod er erhvervsgrenens lave og faldende likviditet i tråd med afkastet af omsætningen og andre indikatorer, som hovedsagelig skyldtes lave salgspriser og lave rentabilitetsniveauer. Kommissionen afviste derfor disse påstande.

(307) Wilmar hævdede også, at udviklingen i beskæftigelsen og produktiviteten ikke svarede til tendensen i importmængderne fra Indonesien.

(308) For det første skal det fastslås, at det ikke er nødvendigt, at alle skadesindikatorer viser en direkte sammenhæng med importen fra Indonesien, for at der kan træffes en samlet afgørelse om væsentlig skade i henhold til grundforordningens artikel 3. Desuden faldt både beskæftigelsesniveauet og produktiviteten i den betragtede periode, og Kommissionen tog passende hensyn til disse faktorer i afsnittet »Konklusion om skade«. Som anført i betragtning 259 forårsagede dumpingimporten imidlertid negative prisvirkninger for EU-erhvervsgrenen, der led væsentlig skade, da den ikke kunne hæve sine priser til et niveau, der gav mulighed for en rimelig fortjeneste. Kommissionen afviste derfor påstandene vedrørende beskæftigelsen og produktiviteten.

(309) Wilmar sammenlignede også priserne på EU-markedet med EU-erhvervsgrenens eksportpriser i den betragtede periode og anførte, at de var meget ens. Ud fra den antagelse, at EU-erhvervsgrenens eksportpriser blev fastsat på niveau med de globale markedspriser, nåede Wilmar til den konklusion, at EU-erhvervsgrenens priser ikke blev trykket af importen fra Indonesien, men blev fastsat på det globale prisniveau.

(310) Kommissionen bemærkede, at antagelsen om, at EU-erhvervsgrenens eksportpriser blev fastsat på et globalt prisniveau, ikke blev forklaret eller underbygget. Kommissionen sammenlignede direkte EU-erhvervsgrenens salgspriser og Wilmars eksportsalgspriser på grundlag af varekontrolnumre, og sammenligningen viste, at Wilmars priser i betydelig grad underbød EU-erhvervsgrenens priser. Kommissionen afviste derfor denne påstand.

(311) I sine bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger fremsatte Musim Mas-gruppen bemærkninger til og analyser af importmængden fra Indonesien og de gennemsnitlige priser og foretog sammenligninger med EU-erhvervsgrenens gennemsnitspriser og rentabilitet for at påvise, at importen fra Indonesien ikke var en årsag til den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt.

(312) Da sammenligningerne og konklusionerne er baseret på gennemsnitspriser, er de imidlertid mindre nøjagtige end de resultater, der blev konstateret på grundlag af specifikke underbudsberegninger, som viser et klart pristryk. Desuden tager bemærkningen om, at rentabiliteten var højest i undersøgelsesperioden, ikke højde for, at rentabiliteten selv i dette år var for lav til at sikre erhvervsgrenens levedygtighed, jf. betragtning 266 og 269. I modsætning til, hvad denne part hævder, viser disse omstændigheder netop årsagssammenhængen mellem den indonesiske dumpingeksport og den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt. EU-erhvervsgrenens beskedne genrejsning, som skyldes denne midlertidige forsyningsknaphed fra Indonesien, og usikkerheden i forbindelse med den indonesiske eksport til EU-markedet gjorde det faktisk muligt for brugerne at købe fedtsyre fra EU-producenter i stedet for indonesiske eksportører, jf. betragtning 266. Bemærkningerne blev derfor afvist.

(313) På grundlag af ovenstående konkluderede Kommissionen, at importen fra Indonesien forvoldte EU-erhvervsgrenen væsentlig skade.

5.2. Virkningerne af andre faktorer

5.2.1. Import fra tredjelande

(314) Ud fra den beregningsmetode, der er forklaret i betragtning 195, udviklede importmængden fra andre tredjelande sig som følger i den betragtede periode:

Tabel 11

Import fra tredjelande

Land		2018	2019	2020	Undersøgelsesperiode
Malaysia	Mængde (ton)	88 322	90 583	95 453	88 183
Indeks	100	103	108	100
Markedsandel (%)	7,5	7,5	8,3	7,8
Indeks	100	101	111	105
Gennemsnitspris	1 110	849	925	1 161
Indeks	100	76	83	105
Andre tredjelande	Mængde (ton)	39 435	32 899	38 092	40 064
Indeks	100	83	97	102
Markedsandel (%)	3,3	2,7	3,3	3,6
Indeks	100	82	99	107
Gennemsnitspris	1 331	1 522	1 329	1 443
Indeks	100	114	100	108
Alle andre tredjelande end Indonesien i alt	Mængde (ton)	127 757	123 482	133 545	128 247
Indeks	100	97	105	100
Markedsandel (%)	10,8	10,3	11,6	11,4
Indeks	100	95	107	106
Gennemsnitspris	1 178	1 028	1 040	1 249
Indeks	100	87	88	106
Kilde: Eurostat.

(315) Importmængderne fra Malaysia var forholdsvis stabile i den betragtede periode. Udtrykt i mængde var de på samme niveau i undersøgelsesperioden som i 2018, dvs. på ca. 88 000 ton. Markedsandelen for denne import var på mellem 7,5 og 8,3 % i den betragtede periode, selv om der samlet set var en stigning i markedsandelen på 5 % som følge af faldet i forbruget.

(316) Importen fra Malaysia kom hovedsagelig ind på EU-markedet under KN-kode 3823 11 00, 3823 12 00 og 3823 19 10. Det var også de koder, der hovedsagelig blev anvendt til importen fra Indonesien. De foreliggende oplysninger tyder på, at varesammensætningen i importen fra de to lande var uændret i den betragtede periode. De gennemsnitlige importpriser fra Malaysia var konsekvent højere end både de indonesiske priser (mere end 10 % højere hvert år) og EU-erhvervsgrenens priser.

(317) Importmængden fra andre tredjelande steg med 2 % i den betragtede periode. I hele perioden lå denne import stabilt på ca. 40 000 ton og udgjorde i alt mindre end 4 % målt i markedsandel.

(318) Importen fra andre lande foregik også hovedsagelig under KN-kode 3823 11 00, 3823 12 00 og 3823 19 10, hvilket tyder på et tilsvarende varesortiment. De gennemsnitlige importpriser fra disse andre tredjelande var konsekvent højere end både de indonesiske priser og EU-erhvervsgrenens priser.

(319) Wilmar hævdede, at importpriserne fra Argentina forvoldte EU-producenterne skade.

(320) I betragtning af at denne import var ubetydelig og kun tegnede sig for ca. 4 000 ton og en markedsandel på 0,4 % i UP, blev denne påstand imidlertid afvist.

(321) Kommissionen konkluderede derfor, at importen fra tredjelande ikke forvoldte EU-erhvervsgrenen væsentlig skade eller svækkede årsagssammenhængen for så vidt angår importen fra Indonesien.

5.2.2. EU-erhvervsgrenens eksportresultater

(322) EU-producenternes eksportmængde udviklede sig i den betragtede periode som vist i tabel 12. Dette tal blev beregnet ved hjælp de stikprøveudtagne EU-producenters eksport og ved ekstrapolering af tallet, således at det repræsenterer hele EU-erhvervsgrenen .

Tabel 12

De stikprøveudtagne EU-producenters eksportresultater

	2018	2019	2020	Undersøgelsesperiode
Eksportmængde (ton)	91 577	82 260	79 319	86 173
Indeks	100	90	87	94
Gennemsnitspris ved salg til ikke forretningsmæssigt forbundne parter (EUR/ton)	929	804	857	1 105
Indeks	100	87	92	119
Kilde: De stikprøveudtagne EU-producenter.

(323) EU-erhvervsgrenens eksportmængde faldt med 6 % i den betragtede periode. Salgspriserne på denne eksport steg med 19 % i samme periode, i betragtning af at disse priser også blev påvirket af udviklingen i omkostningerne, jf. tabel 7.

(324) I betragtning af, at eksportmængderne kun udgjorde ca. 10 % af EU-salgsmængderne, og at udviklingen i salgsmængder og -priser svarede til tendensen for EU-erhvervsgrenens salg på det frie marked i Unionen, er det klart, at EU-erhvervsgrenens eksportresultater ikke er et centralt element i den samlede vurdering af EU-erhvervsgrenens økonomiske situation.

(325) Kommissionen konkluderede derfor, at EU-erhvervsgrenens eksportresultater ikke forvoldte EU-erhvervsgrenen væsentlig skade eller var af et sådant omfang, at de svækkede årsagssammenhængen for så vidt angår den indonesiske import.

5.2.3. Forbrug

(326) Forbruget faldt med 5 % på det frie marked i Unionen i den betragtede periode, jf. tabel 1. Når den bundne anvendelse også medregnes, faldt det samlede EU-marked også med 5 %. Undersøgelsen viste, at faldet i forbruget hovedsagelig skyldtes faktorer relateret til covid-19-pandemien og dens indvirkning på brugersektorer i Unionen, såsom rengøring i hjemmet, jf. betragtning 191.

(327) Wilmar og P&G fremførte, at udviklingen i bilindustrien under covid-19-pandemien til dels var skyld i faldet i forbruget. Desuden hævdede de, at indførelsen af lovgivning om grænseværdier for 3-monochlorpropandiol (3-MCPD) også havde påvirket salget til fødevaresektoren.

(328) Kommissionen fandt, at det midlertidige fald i forbruget under covid-19-pandemien ikke kunne forklare den væsentlige skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt. Udviklingen i bil- og fødevaresektoren spillede ikke en stor rolle for den samlede udvikling i forbruget, hvis fald var begrænset til 5 %. Skadesanalysen viste, at den væsentlige skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt, hang sammen med prisspørgsmål såsom underbud og pristryk, som forhindrede EU-erhvervsgrenen i at hæve priserne i tråd med stigningen i omkostningerne til et passende fortjenstniveau.

(329) Undersøgelsen viste, at EU-erhvervsgrenens tab af produktions- og salgsmængde var større end faldet i forbruget i den betragtede periode. På trods af det faldende forbrug gavnede markedsudviklingen faktisk mest dumpingimporten fra Indonesien, hvis markedsandel blev øget med 19 % i den betragtede periode, jf. tabel 2.

(330) På grundlag af ovenstående konkluderede Kommissionen, at udviklingen i forbruget ikke var en årsag til EU-erhvervsgrenen væsentlige skade.

5.2.4. Problemer vedrørende råmaterialer

(331) De vigtigste råmaterialer til den undersøgte vare er talg, et materiale, som er fremstillet af animalsk fedt, og/eller vegetabilske olier såsom rå palmeolie. De udgør ca. 70 % af de samlede omkostninger ved produktion af fedtsyrer.

(332) EU-producenterne anvendte talg som et vigtigt råmateriale, men anvendte også store mængder vegetabilsk olie, inkl. rå palmeolie, som blev indkøbt fra både Unionen og Sydøstasien, herunder Indonesien. Talg er lokalt tilgængelig og egnet til fremstilling af fedtsyrer til fleste brugersegmenter. De eksporterende producenter i Indonesien anvendte hovedsagelig rå palmeolie, rå palmekerneolie og små mængder af andre lokalt tilgængelige vegetabilske olier, som f.eks. kokosolie i deres produktion. Undersøgelsen viste, at kvaliteten af og specifikationen for fedtsyre generelt afhænger af råmaterialet, selv om talg- og varer, der er baseret på rå palmeolie, i høj grad var indbyrdes udskiftelige. Desuden kan de fremstillede varer videreforarbejdes eller videreudvikles til varer med forskellige egenskaber ved hydrogenering og fraktionering for at opfylde visse kundekrav.

(333) Wilmar og P&G hævdede, at EU-erhvervsgrenens afhængighed af talg som råmateriale i stedet for rå palmeolie havde en negativ indvirkning på dens omkostninger og rentabilitet. Den hævdede, at udviklingen på talgmarkedet i Unionen havde øget konkurrencen om talg og presset talgpriserne op. Greven-gruppen fremførte, at den stigende anvendelse af afsmeltet animalsk fedt til produktion af biobrændstoffer havde en negativ indvirkning på den oliekemiske industris adgang til talg, og at knapheden havde forårsaget drastiske prisstigninger.

(334) Kommissionen bemærkede, at årsagen til skaden var de lave priser på importen fra Indonesien. Det er uden betydning for skadesanalysen, at disse lave priser skyldes muligheden for at købe billige råmaterialer , da undersøgelsen har fastslået, at de indonesiske eksportører har udøvet dumping.

(335) Kommissionen bemærkede endvidere, at EU-erhvervsgrenens råmaterialeomkostninger viste, at omkostningerne ved både talg og rå palmeolie var steget med op til 40 % i den betragtede periode. Desuden var de gennemsnitlige indkøbspriser på både talg og rå palmeolie meget ens, da rå palmeolie måtte importeres fra Sydøstasien. Transportomkostningerne var steget for importerede varer, navnlig under pandemien, hvor logistikomkostningerne var blevet påvirket af forsyningsproblemer. EU-erhvervsgrenens anvendelse af talg (ud over en blanding af andre typer råmaterialer) var således et rationelt og effektivt valg baseret på sund forretningslogik og kunne ikke betragtes som en kilde til selvforskyldt skade. Påstandene blev derfor afvist.

(336) Wilmar hævdede også, at anvendelsesmulighederne for den undersøgte vare blev begrænsede, hvis der anvendtes talg som råmateriale, fordi sådanne varer ikke kunne anvendes på halal- og koshermarkedet. Desuden kunne fedtsyrer fremstillet af talg som råmateriale ikke anvendes som dyrefoder.

(337) Undersøgelsen viste imidlertid, at sektoren for rengøring i hjemmet var langt den største køber af disse fedtsyrer, som tegnede sig for over 50 % af EU-forbruget. Desuden var EU-producenterne i stand til at sikre overholdelse af krav såsom kosher og halal ved at reservere en del af deres produktionsanlæg til udelukkende at producere fedtsyrer med vegetabilske olier som råmateriale. Påstanden blev derfor afvist.

(338) Wilmar hævdede også, at den manglende adgang til talg betød, at EU-erhvervsgrenens produktion og salg var begrænset.

(339) Wilmar fremlagde ingen dokumentation til støtte for sit synspunkt i den ikkefortrolige udgave af sit indlæg. De fortrolige beviser, der blev fremlagt, viste faktisk en stigning i andelen af talgforbruget i forbindelse med produktionen af fedtsyre i den betragtede periode. Påstanden blev derfor afvist.

(340) I betragtning af, at priserne på talg og vegetabilsk olie var sammenlignelige, navnlig i undersøgelsesperioden, den store indbyrdes udskiftelighed for talg- og produkter baseret på rå palmeolie og den begrænsede karakter af restriktionerne for anvendelsen af talgbaserede fedtsyrer, fandt Kommissionen, at anvendelsen af talg som råmateriale ikke var årsag til den væsentlige skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt.

(341) I deres bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger fremsatte Greven-gruppen, Wilmar, Musim Mas-gruppen og Schill + Seilacher-gruppen bemærkninger til spørgsmål vedrørende udviklingen i omkostningerne ved talg som råmateriale på grund af andre industriers øgede anvendelse heraf og til EU-erhvervsgrenen begrænsede adgang til råmaterialer. De vigtigste argumenter fra disse parter var, at Kommissionen i den endelige fremlæggelse af oplysninger ikke lagde tilstrækkelig vægt på virkningen af forringelsen af udbuddet af talg, som resulterede i en stigning i omkostningerne ved talg sammenlignet med palmeolie som råmateriale til fremstilling af fedtsyrer. Til støtte for sine synspunkter fremlagde Greven-gruppen statistikker og analyser, der viste udviklingen i forholdet mellem talg- og palmeoliepriserne i perioden 2008-2022. Desuden hævdede Greven-gruppen, at talgpriserne fortsat ville stige i fremtiden, og at EU-erhvervsgrenen undlod at foretage de betydelige investeringer, der var nødvendige for at muliggøre en omlægning af deres produktion til rå palmeolie som det vigtigste råmateriale.

(342) Kommissionen bestrider ikke, at udbuddet af talg i Unionen er faldet i årenes løb, at talgpriserne er steget som følge heraf, eller at der har været en historisk ændring i talgprisernes konkurrenceevne i forhold til priserne på vegetabilske råmaterialer. Som i alle industrier skal stigninger i råmaterialepriserne, navnlig for industrier med lav fortjeneste, væltes over på kunderne på et eller andet tidspunkt, for at virksomhederne kan forblive levedygtige. I den betragtede periode oplevede EU-erhvervsgrenen stigninger i råmaterialeomkostningerne på ca. 40 % for både palmeolie og talg. EU-erhvervsgrenen var ikke i stand til at hæve priserne på fedtsyrer tilstrækkeligt til at afspejle disse omkostningsstigninger og opnå tilstrækkelige rentabilitetsniveauer, selv om råmaterialeomkostningerne udgør ca. 70 % af de samlede omkostninger. Talgomkostningerne svarede også til omkostningerne ved rå palmeolie (inklusive logistikomkostninger) i den betragtede periode på grundlag af de verificerede omkostningsdata for de stikprøveudtagne EU-producenter. Årsagen til, at råmaterialepriserne ikke i tilstrækkelig grad var blevet væltet over på kunderne, er pristrykket på samme vare, som skyldes dumpingimportpriserne fra Indonesien. Under alle omstændigheder var priserne på rå palmeolie og priserne på talg (herunder transportomkostninger) meget ens for EU-producenterne af fedtsyrer, jf. ovenfor.

(343) For så vidt angår EU-producenternes evne til at flytte deres produktion fra en type råmateriale til en anden, bemærkede Kommissionen, at alle fire stikprøveudtagne EU-producenter allerede anvender forskellige typer råmaterialer, herunder talg og palmeolie, under hensyntagen til markedsvilkårene. Under alle omstændigheder er forventningerne til den fremtidige markedsudvikling, f.eks. udviklingen i talgpriserne, ikke relevante for vurderingen af skade og årsagssammenhæng i den betragtede periode.

(344) Derfor steg EU-salgspriserne på grund af stigningen i råmaterialepriserne, men EU-erhvervsgrenen kunne imidlertid ikke fastsætte sine priser på et rimeligt niveau på grund af lavprisdumpingimporten. Denne påstand kan derfor ikke accepteres.

5.2.5. EU-erhvervsgrenens påståede ineffektivitet

(345) Wilmar og P&G fremførte, at de indonesiske eksportører var vertikalt integrerede for så vidt som, de ejede palmeolieplantager og derfor havde konkurrencefordele i forhold til EU-erhvervsgrenen, som var ineffektiv.

(346) Kommissionen finder, at en påstået konkurrencefordel ikke kan berettige den skadevoldende dumping, som de indonesiske eksportører praktiserer på EU-markedet. Som forklaret i afsnittet »Dumping« sammenlignede Kommissionen de pågældende eksportørers pris ved salg til kunder i Unionen med deres normale værdi i Indonesien og konstaterede, at der forekom væsentlig dumping. Det betyder, at den konstaterede dumping udelukkende skyldes den kommercielle adfærd hos de indonesiske eksporterende producenter, som besluttede at eksportere til priser, der lå under deres salgspriser eller omkostninger på hjemmemarkedet. Undersøgelsen viste, at denne adfærd forvoldte EU-erhvervsgrenen væsentlig skade.

(347) Wilmar hævdede også, at EU-erhvervsgrenen led under manglende investeringer, hvilket kunne forklare den konstaterede skade.

(348) Som nævnt ovenfor foretog EU-erhvervsgrenen hovedsagelig investeringer i vedligeholdelse af den eksisterende kapacitet og i forbedring af effektiviteten. Undersøgelsen konkluderede, at den utilstrækkelige rentabilitet og den begrænsede evne til at rejse kapital, som skyldtes dumpingimporten, førte til begrænsede investeringer. Den påståede mangel på investeringer var således ikke årsagen til, men snarere konsekvensen af, den væsentlige skade, der var forårsaget af dumpingimporten fra Indonesien. Den massive tilstedeværelse af dumpingimport på EU-markedet havde en negativ indvirkning på EU-erhvervsgrenens rentabilitet og evne til at rejse kapital, og visse strukturelle investeringer kunne ikke gennemføres som planlagt, navnlig i undersøgelsesperioden.

(349) Wilmar hævdede, at visse EU-producenter, herunder KLK, havde importeret fedtsyrer fra Indonesien i den betragtede periode. Wilmar hævdede, at eventuel skade må anses for i det mindste delvist at være selvforskyldt.

(350) Undersøgelsen viste, at de stikprøveudtagne EU-producenters, herunder KLK's, køb fra Indonesien var ubetydelige, nemlig mindre end 3 % af deres årlige produktionsmængder i hele den betragtede periode. Påstanden blev derfor afvist.

(351) Wilmar hævdede også, at EU-erhvervsgrenen led under en ringe geografisk beliggenhed, der ikke gav adgang til dybvandshavnefaciliteter til indkøb af råmaterialer og salg af færdigvarer.

(352) Kommissionen afviste denne påstand, da undersøgelsen viste, at i hvert fald alle fire stikprøveudtagne EU-producenter, der, jf. betragtning 36 tegnede sig for 61 % af EU-produktionen, havde adgang til dybvands- eller flodhavnefaciliteter i den betragtede periode. Selv om visse mindre EU-producenter måske ikke har adgang til dybvandshavnefaciliteter, gælder dette derfor ikke for EU-erhvervsgrenen som helhed og forklarer således ikke den væsentlige skade.

(353) Wilmar hævdede også, at KLK-gruppens erhvervelse af anlægget i Düsseldorf skabte yderligere ineffektivitet i EU-erhvervsgrenen. Denne påstand er baseret på, at anlægget anvender talg som råmateriale.

(354) Som anført i betragtning 331-340 svarer talgprisen imidlertid til prisen på andre råmaterialer, og talg er teknisk egnet til produktion til de fleste brugersegmenter. Denne påstand blev derfor anset for at være ubegrundet.

(355) P&G og Wilmar hævdede, at EU-erhvervsgrenen var ineffektiv og beskæftigede et stort antal medarbejdere og derfor led under høje arbejdskraftomkostninger.

(356) I betragtning af, at EU-erhvervsgrenens arbejdskraftomkostninger (lønninger plus alle andre arbejdskraftrelaterede omkostninger) kun udgjorde 7,2 % af de samlede omkostninger i den betragtede periode, blev disse omkostninger ikke anset for potentielt at kunne forvolde EU-erhvervsgrenen væsentlig skade. Påstanden blev derfor afvist.

(357) Wilmar hævdede, at EU-erhvervsgrenen var ineffektiv med hensyn til at overholde leveringstider og sikre levering af relevante mængder, der efterspørges på EU-markedet. Denne påstand blev ikke ledsaget af beviser.

(358) Det fremgår imidlertid klart af tabel 4, at EU-erhvervsgrenen har en uudnyttet kapacitet på over 200 000 ton, som den straks kunne anvende, hvis der blev modtaget tilstrækkelige ordrer. Da der ikke forelå beviser for, at EU-erhvervsgrenen ikke var i stand til eller var uvillig til at levere, blev påstanden afvist.

(359) På grundlag af ovenstående kendsgerninger og betragtninger konkluderede Kommissionen, at eventuelle påståede problemer vedrørende effektivitet og råmaterialer ikke var af en sådan art, at de kunne forvolde EU-erhvervsgrenen væsentlig skade eller kunne have svækket årsagssammenhængen for så vidt angår importen fra Indonesien.

(360) I sine bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Wilmar, at årsagen til den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt, var stigninger i logistikomkostningerne som følge af covid-19-pandemien og stigninger i arbejdskraftomkostningerne. Det blev påstået, at disse spørgsmål gjorde EU-erhvervsgrenen ukonkurrencedygtig i forhold til de indonesiske eksporterende producenter.

(361) Logistikomkostningerne udgør en forholdsvis lille del af de samlede omkostninger (under 5 %). Arbejdskraftomkostningerne pr. ansat steg også kun med 8 % i løbet af de 4 år af den betragtede periode i overensstemmelse med forhandlinger med fagforeninger og nationale forvaltninger. Arbejdskraftomkostningerne udgjorde kun ca. 7,2 % af de samlede omkostninger. Kommissionen afviser derfor påstanden om, at øgede logistik- og arbejdskraftomkostninger forvoldte skade.

(362) Wilmar hævdede også, at årsagen til det urentable salg i 2019 og 2020 skyldtes stigninger i SA&G-omkostninger og finansieringsomkostninger.

(363) Denne påstand blev imidlertid fremsat på grund af Wilmars misforståelse i forbindelse med tabel 7 vedrørende produktionsomkostninger. I denne tabel forstås ved udtrykket »produktionsomkostninger« EU-producenternes fulde omkostninger, herunder SA&G-omkostninger og finansieringsomkostninger. Faktisk var SA&G-omkostningerne og finansieringsomkostningerne forholdsvis stabile i den betragtede periode. Kommissionen afviste derfor påstanden om, at øgede SA&G-omkostninger og finansieringsomkostninger forvoldte skade.

(364) I sine bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger satte Greven-gruppen spørgsmålstegn ved, om EU-producenterne har tilstrækkelig kapacitet til at erstatte importen fra Indonesien, selv om en markedsandel på 20 % i teorien kan dækkes af EU-erhvervsgrenens uudnyttede kapacitet på 20 %. Til støtte for denne påstand fremlagde Greven-gruppen data, der viste, at den nuværende kapacitetsudnyttelse i EU-fedtsyreindustrien (80 %) allerede ligger på det langsigtede gennemsnit for den europæiske kemiindustri i bred forstand. I lyset heraf hævdede Greven-gruppen, at en kapacitetsudnyttelse på 100 % hverken var bæredygtig eller mulig over en længere periode. Desuden henviste Greven-gruppen til sin egen efterspørgsel, som fra 2020 ikke kunne dækkes af EU-producenterne, enten på grund af utilstrækkelig kapacitet eller utilstrækkeligt udbud af råmaterialer. Navnlig inden for lægemiddel-, foder- og fødevaresektoren hævdede Greven-gruppen, at EU-producenternes produktionskapacitet var utilstrækkelig, da fedtsyrer til disse sektorer kun kunne fremstilles af vegetabilske eller palmebaserede materialer og skulle være RSPO-certificerede (Roundtable on Sustainable Palm Oil) eller massebalance-, Kosher- og Halal-certificerede.

(365) Kommissionen mindede om, at EU-produktionskapaciteten for fedtsyrer blev beregnet på grundlag af en opnåelig maksimal produktion på lang sigt under hensyntagen til vedligeholdelse. Det forhold, at den langsigtede gennemsnitlige kapacitetsudnyttelse i kemiindustrien i bred forstand er på 80 %, rejser derfor ikke tvivl om EU-fedtsyreindustriens evne til fuldt ud at anvende sin uudnyttede kapacitet som beregnet af Kommissionen i den foreliggende sag. Desuden har Greven-gruppen ikke fremlagt dokumentation for, at EU-erhvervsgrenens påståede manglende evne til at dække virksomhedens efterspørgsel skyldes systematiske og ikke tilfældige faktorer og ville vare ved på lang sigt. For så vidt angår fedtsyrer til lægemiddel-, foder- og fødevaresektoren var Kommissionen af den opfattelse, at lige konkurrencevilkår på EU-markedet for fedtsyrer ville genoprette rentabiliteten og gøre det muligt for og tilskynde EU-erhvervsgrenen til at foretage de investeringer, der er nødvendige for at afhjælpe kapacitetsmangler i forbindelse med specifikke varer. På baggrund af ovenstående blev disse argumenter afvist.

5.2.6. Bunden anvendelse

(366) Den bundne anvendelse steg med ca. 2 % i absolutte tal i løbet af den betragtede periode og udgjorde ca. 10 % af det samlede forbrug på markedet i hvert år i den betragtede periode, jf. tabel 5. Kommissionen fandt derfor, at udviklingen i den bundne anvendelse var stabil eller svagt positiv for EU-erhvervsgrenen.

(367) Udviklingen i den bundne anvendelse kunne derfor ikke have forvoldt EU-erhvervsgrenen væsentlig skade eller have svækket årsagssammenhængen for så vidt angår importen fra Indonesien.

5.3. Konklusion vedrørende årsagssammenhæng

(368) Der var 15 producenter af fedtsyrer i Unionen i undersøgelsesperioden, og de solgte til en lang række kunder i mange brugersektorer. Undersøgelsen viste, at tilstedeværelsen af den betydelige lavprisdumpingimport fra Indonesien havde den virkning, at priserne på EU-markedet blev trykket i den betragtede periode. Dette betød, at EU-erhvervsgrenens prisniveau ikke kunne matche prisstigningerne på råmaterialer i hele den betragtede periode. Rentabiliteten af EU-erhvervsgrenens salg var derfor lav eller endog negativ i hele den betragtede periode. Denne rentabilitet ligger under den fortjeneste, som erhvervsgrenen burde kunne opnå under normale konkurrencevilkår, og er tydeligvis utilstrækkelig til at sikre erhvervsgrenens overlevelse på lang sigt. EU-erhvervsgrenen måtte derfor foretage investeringer for at opretholde de eksisterende faciliteter, men den reducerede evne til at rejse kapital truede investeringsniveauet.

(369) Der var betydelige mængder indonesisk dumpingimport til lave priser på det frie marked i Unionen. Selv om dette marked gik tilbage med 5 % i den betragtede periode, steg importmængden fra Indonesien med 13 % og markedsandelen med 18 %. Som følge heraf tegnede den sig for ca. to tredjedele af den samlede import til EU-markedet i undersøgelsesperioden. Undersøgelsen viste, at denne markedsindtrængning også havde negative konsekvenser for EU-erhvervsgrenen, navnlig for produktions- og salgsmængderne, som faldt med henholdsvis 7 % og 10 % i den betragtede periode. Dette fremgår af tabel 4 og 5.

(370) Andre faktorer, der blev undersøgt, var importen fra andre kilder, EU-erhvervsgrenens eksportresultater, udviklingen i bunden anvendelse, udviklingen i forbruget og EU-erhvervsgrenens påståede ineffektivitet.

(371) Kommissionen har derfor skelnet mellem og adskilt virkningerne af alle kendte faktorer på EU-erhvervsgrenens situation i forhold til den skadevoldende virkning af dumpingimporten. Ingen af faktorerne, hverken enkeltvis eller samlet, blev anset for at have tilstrækkelig betydning for EU-erhvervsgrenens situation til at rejse tvivl om konklusionen om, at importen fra Indonesien forvoldte væsentlig skade.

(372) På grundlag af ovenstående konkluderede Kommissionen, at dumpingimporten fra det pågældende land forvoldte EU-erhvervsgrenen væsentlig skade. Skaden giver sig hovedsagelig udtryk i pristryk, utilstrækkelig rentabilitet, likviditet og evne til at rejse kapital, utilstrækkeligt investeringsafkast, tab af markedsandele samt fald i produktion, produktivitet, salgsmængde og beskæftigelse.

6. FORANSTALTNINGERNES OMFANG

(373) For at fastsætte foranstaltningernes omfang undersøgte Kommissionen, om en told, der er lavere end dumpingmargenen, ville være tilstrækkelig til at afhjælpe den skade, som dumpingimporten havde forvoldt EU-erhvervsgrenen.

(374) Klageren hævdede, at der forelå fordrejninger af råmaterialepriserne, jf. grundforordningens artikel 7, stk. 2a. Med henblik på at foretage en vurdering af det passende omfang af foranstaltninger fastsatte Kommissionen således først det toldbeløb, der var nødvendigt for at afhjælpe den skade, som EU-erhvervsgrenen blev forvoldt, idet der ikke forekommer fordrejninger i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 2a. Dernæst undersøgte den, om dumpingmargenen for de stikprøveudtagne eksporterende producenter ville være højere end deres skadesmargen (jf. afsnit 6.2).

6.1. Målprisunderbudsmargen

(375) Skaden ville blive afhjulpet, hvis EU-erhvervsgrenen kunne opnå en målfortjeneste ved at sælge til en målpris som omhandlet i grundforordningens artikel 7, stk. 2c og 2d.

(376) I overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 2c, har Kommissionen taget hensyn til følgende faktorer ved fastsættelsen af målfortjenesten: rentabilitetsniveauet inden stigningen i importen fra det undersøgte land, det rentabilitetsniveau, som er nødvendigt for at dække alle omkostninger og investeringer, udgifter til forskning og udvikling (FoU) og innovation samt det rentabilitetsniveau, som kan forventes under normale konkurrencevilkår. Denne fortjenstmargen bør ikke være lavere end 6 %.

(377) Oplysninger om fastsættelsen af den normale fortjeneste indgik i de spørgeskemaer, der blev sendt til de stikprøveudtagne EU-producenter. Dette omfattede rentabiliteten ved samme vare i de ti år, der gik forud for undersøgelsesperioden. EU-producenterne var imidlertid ikke i stand til at levere fuldstændige data på grund af ændringer i regnskabssystemerne og organisatoriske ændringer. Desuden var rentabiliteten ved samme vare i den betragtede periode lavere end 6 %, jf. tabel 10.

(378) Visse stikprøveudtagne EU-producenter hævdede, at deres investeringsniveau, FoU og innovation i den betragtede periode ville have været højere under normale konkurrencevilkår.

(379) Producenterne var imidlertid ikke i stand til at gøre nærmere rede for disse påstande. Det blev derfor konkluderet, at målfortjenesten burde fastsættes til 6 % i overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 2c.

(380) Kommissionen vurderede i overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 2d, de fremtidige omkostninger, der følger af multilaterale miljøaftaler og protokoller hertil, som Unionen er part i, samt i henhold til ILO-konventioner opført i bilag Ia til grundforordningen, og som EU-erhvervsgrenen vil pådrage sig i løbet af den periode, hvor foranstaltningen i henhold til artikel 11, stk. 2, anvendes. Kommissionen fastsatte en meromkostning på 0,1 %, som blev lagt til den ikke-skadevoldende pris. Et notat til sagsakterne om, hvordan Kommissionen beregnede denne yderligere omkostning, findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter.

(381) Disse omkostninger omfattede de yderligere fremtidige omkostninger i forbindelse med at sikre overholdelse af EU's emissionshandelssystem (EU ETS). EU ETS er en hjørnesten i den politik, som Unionen fører med henblik på at overholde multilaterale miljøaftaler. Disse yderligere omkostninger blev beregnet på grundlag af de gennemsnitlige skønnede yderligere EU-emissionskvoter (EUA), som skal erhverves i den periode, hvor foranstaltningerne anvendes (2022-2026). De EU-emissionskvoter, der blev anvendt ved beregningen, blev fratrukket eventuelle gratis kvoter og blev justeret for at sikre, at de udelukkende vedrørte den undersøgte vare. Omkostningerne i forbindelse med EU-emissionskvoterne blev ekstrapoleret for at tage hensyn til de forventede prisudsving inden for den periode, hvor foranstaltningerne finder anvendelse. Kilden til disse forventede priser er et udtræk fra Bloomberg fra den 23. juni 2022. Den forventede gennemsnitspris for EU-emissionskvoter (herunder Bloomberg New Energy Finance) for denne periode er på 91,8 EUR pr. ton udledt CO2.

(382) På dette grundlag beregnede Kommissionen en ikke-skadevoldende pris for samme vare for EU-erhvervsgrenen ved at anvende ovennævnte målfortjenstmargen (jf. betragtning 378) på de stikprøveudtagne EU-producenters produktionsomkostninger i undersøgelsesperioden og derefter lægge justeringerne til i henhold til artikel 7, stk. 2d, for hver enkelt varetype.

(383) Kommissionen fastsatte derefter målprisunderbudsmargenen på grundlag af en sammenligning mellem den vejede gennemsnitlige importpris hos de stikprøveudtagne samarbejdsvillige eksporterende producenter i Indonesien, som fastlagt ved beregningen af prisunderbud, og den vejede gennemsnitlige ikkeskadevoldende pris for samme vare, som de stikprøveudtagne EU-producenter solgte på EU-markedet i undersøgelsesperioden. Forskelle som følge af denne sammenligning blev udtrykt som en procentdel af den vejede gennemsnitlige cif-importværdi.

(384) I lyset af revisionerne af WETBV's SA&G-omkostninger, jf. betragtning 161 og 162, reviderede Kommissionen også beregningen af den beregnede cif-pris tilsvarende.

(385) For andre samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven, anvendte Kommissionen de vejede gennemsnitlige margener for de to stikprøveudtagne eksporterende producenter.

Virksomhed	Endelig dumpingmargen	Målprisunderbudsmargen
P.T. Musim Mas	46,4 %	30,5 %
P.T. Wilmar Nabati Indonesien	15,2 %	38,7 %
Andre samarbejdsvillige virksomheder	26,6 %	35,9 %

(386) I sine bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Wilmar, at virksomhedens skadesmargen ikke burde have været justeret for SA&G-omkostninger og fortjeneste i forbindelse med salg via WET B.V., fordi denne sammenligning med EU-priserne blev foretaget i et andet handelsled.

(387) Kommissionen bemærkede imidlertid, at den ikkeskadevoldende pris på samme vare fra EU-erhvervsgrenen kun omfattede produktionsomkostningerne for de stikprøveudtagne EU-producenter og ikke omfattede SA&G-omkostninger for noget salg fra forretningsmæssigt forbundne salgsenheder, eftersom hele den stikprøveudtagne EU-producents salg fandt sted direkte til forbrugerne (se betragtning 209). Kommissionen fandt derfor ikke, at der er nogen ubalance i handelsled. Denne påstand blev derfor afvist.

6.2. Undersøgelse vedrørende den margen, der er tilstrækkelig til at afhjælpe den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt

(388) Klageren fremlagde tilstrækkelige beviser i klagen for, at der forekommer fordrejninger af råmaterialepriserne som omhandlet i grundforordningens artikel 7, stk. 2a, for så vidt angår den pågældende vare i Indonesien. Ifølge beviserne i klagen var rå palmeolie og rå palmekerneolie, der tegner sig for mere end 70 % af produktionsomkostningerne ved den pågældende vare, omfattet af en eksportafgift, en eksportskat og en maksimumspris på hjemmemarkedet i Indonesien.

(389) På grundlag af ovenstående konkluderede Kommissionen, at det var nødvendigt at vurdere, om der er fordrejninger i forbindelse med den undersøgte vare, jf. grundforordningens artikel 7, stk. 2a, som ville betyde, at en told, der er lavere end dumpingmargenen, er utilstrækkelig til at afhjælpe den skade, der er forårsaget af dumpingimporten af den undersøgte vare, udelukkende for så vidt angår eksportøren Musim Mas, idet dumpingmargenen for Wilmar var lavere end skadesmargenen.

(390) Kommissionen identificerede først de vigtigste råmaterialer, som Musim Mas anvendte i produktionen af den pågældende vare. De råmaterialer, som må forventes at tegne sig for mindst 17 % af produktionsomkostningerne i forbindelse med den pågældende vare, betragtes som de vigtigste råmaterialer Kommissionen fastslog, at Musim Mas anvendte rå palmeolie og rå palmekerneolie til fremstilling af den pågældende vare. Rå palmeolie tegnede sig for mere end 30 % af de samlede produktionsomkostninger, mens rå palmekerneolie tegnede sig for mere end 40 %.

(391) Kommissionen undersøgte derefter, om nogle af de vigtigste råmaterialer, der blev anvendt i produktionen af den pågældende vare, blev fordrejet af en af de foranstaltninger, der er anført i grundforordningens artikel 7, stk. 2a: dobbelte prissystemer, eksportafgifter, eksporttillægsafgifter, eksportkvoter, eksportforbud, skattemæssige eksportafgifter, licensudstedelseskrav, mindstepris for eksport, nedsættelse eller ophævelse af momsrefusion, restriktioner for toldbehandlingssteder for eksportører, lister over kvalificerede eksportører, hjemmemarkedsforpligtelse, bundne minedriftsrettigheder. Med henblik herpå baserede Kommissionen sig på den relevante indonesiske lovgivning.

(392) Undersøgelsen viste, at både rå palmeolie og rå palmekerneolie var pålagt eksportafgift og eksportskat. Eksportafgiften består af en progressiv toldafviklingsplan for rå palmeolie og rå palmekerneolie (dekret nr. 166/PMK.010/2020 ). Desuden var der også en progressiv eksportskat på rå palmeolie og rå palmekerneolie (dekret nr. 57/PMK.05/2020 som ændret ved dekret nr. 76/PMN.05/2021 ).

(393) Kommissionen fastslog, at Musim Mas nød godt af eksportafgift og eksportskat.

(394) Kommissionen sammenlignede hjemmemarkedsprisen på rå palmeolie og rå palmekerneolie med et internationalt benchmark.

(395) Med hensyn til hjemmemarkedsprisen på rå palmeolie og rå palmekerneolie viste undersøgelsen, at den statsejede virksomhed Kharisma Pemasaran Bersama Nusantara (KPBN) afholder daglige udbud , hvor den statsejede virksomhed PTPN sælger rå palmeolie og rå palmekerneolie. Der afholdes ét udbud pr. dag for rå palmeolie og et ugentligt udbud for rå palmekerneolie, og der er kun én standardkvalitet for rå palmeolie og rå palmekerneolie og således kun én daglig pris for rå palmeolie og kun én ugentlig pris for rå palmekerneolie. Prisen fastsættes fob Dumai eller Belawan (to vigtige havne i Indonesien). PTPN fastsætter prisen, og virksomhederne accepterer den, eller de venter til den følgende dag. Kontrakter mellem private virksomheder anvender også den pris, der er fastsat af PTPN. Udbudsprisen er en offentlig pris, og alle aktører på markedet har kendskab til den. Undersøgelsen viste også, at kontrakter mellem forretningsmæssigt forbundne parter også er baseret på den pris, der er fastsat af PTPN. Derfor køber alle købere i Indonesien rå palmeolie og rå palmekerneolie til den dagspris, som PTPN har fastsat. Desuden viste undersøgelsen, at de små forskelle mellem udbudsprisen og den faktiske købspris hos de stikprøveudtagne eksportører hovedsagelig skyldtes transportomkostninger. For så vidt angår hjemmemarkedsprisen på rå palmeolie og rå palmekerneolie anvendte Kommissionen derfor de daglige udbudspriser, som PTPN havde fastsat i undersøgelsesperioden, og som en af de stikprøveudtagne eksporterende producenter havde indsendt.

(396) Med hensyn til det internationale benchmark for rå palmeolie og rå palmekerneolie anvendte Kommissionen flere benchmarks: 1) indonesiske fob-eksportpriser fra Global Trade Atlas (»GTA«), 2) malaysiske hjemmemarkedspriser , 3) malaysiske fob-eksportpriser fra GTA og 4) cif-spotpriser Rotterdam .

(397) Sammenligningen viste, at den indonesiske hjemmemarkedspris på rå palmeolie var 20 % lavere end de indonesiske fob-eksportpriser, 23 % lavere end de malaysiske hjemmemarkedspriser, 29 % lavere end de malaysiske fob-eksportpriser og 24 % lavere end cif-spotpriserne i Rotterdam (justeret til fob).

(398) Sammenligningen viste, at den indonesiske hjemmemarkedspris på rå palmekerneolie var 18 % lavere end den indonesiske fob-eksportpris, 19 % lavere end den malaysiske hjemmemarkedspris, 6 % lavere end den malaysiske fob-eksportpris og 22 % lavere end cif-spotpriserne i Rotterdam (justeret til fob).

(399) Endelig undersøgte Kommissionen, om rå palmeolie eller rå palmekerneolie individuelt tegner sig for mindst 17 % af produktionsomkostningerne ved den pågældende vare. Med henblik på denne beregning blev der anvendt en ikke-fordrejet pris på råmaterialet som fastsat ved eksport fra Indonesien og indhentet fra GTA. Kommissionen fastslog, at for Musim Mas udgjorde palmeolie over 40 % og rå palmekerneolie over 50 % af de samlede produktionsomkostninger.

(400) Kommissionen konkluderede derfor, at priserne på rå palmeolie og rå palmekerneolie var genstand for fordrejninger og var betydeligt lavere end priserne på de repræsentative internationale markeder, jf. grundforordningens artikel 7, stk. 2a.

7. UNIONENS INTERESSER

7.1. Unionens interesser i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 2b

(401) I overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 2b, undersøgte Kommissionen, om den klart kunne konkludere, at det var i Unionens interesse at fastsætte den endelig toldsats i overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 2a, udelukkende for så vidt angår Musim Mas. Wilmars antidumpingtold ville under alle omstændigheder blive fastsat til dumpingmargenen, fordi målprisunderbuddet blev fastsat på et højere niveau. Unionens interesser blev fastlagt på grundlag af en vurdering af alle relevante oplysninger i forbindelse med denne undersøgelse, herunder den uudnyttede kapacitet i eksportlandet, konkurrencen om råmaterialer og indvirkningen på EU-virksomhedernes forsyningskæder.

7.2. Uudnyttet kapacitet i eksportlandet

(402) GOI fremførte, at den samlede produktionskapacitet i Indonesien for den undersøgte vare i undersøgelsesperioden var på ca. 3 600 000 ton, mens den faktiske produktion var på ca. 2 600 000 ton. Den anførte, at begge skøn var baseret på en rapport fra den indonesiske sammenslutning af oliekemiske producenter (APOLIN).

(403) Kommissionen bemærker, at de oprindelige skøn er blevet ændret af GOI med en margen på op til +/– 30 % af fortrolighedshensyn, og at det deraf følgende skøn over en uudnyttet kapacitet på 1 000 000 ton er betydeligt lavere end den reelle størrelse. Tilsvarende er det deraf følgende skøn over en kapacitetsudnyttelse på 72 % betydeligt højere end den reelle størrelse. Kommissionen bemærker endvidere, at selv ud fra et skøn på 1 000 000 ton er den uudnyttede kapacitet i Indonesien højere end hele EU-produktionen, som beløb sig til ca. 872 000 ton i undersøgelsesperioden, og ville derfor kunne erstatte den. Den er også fire gange større end importmængden fra Indonesien, som var på ca. 228 000 ton.

(404) Ud fra ovenstående konkluderede Kommissionen, at de indonesiske producenter har en betydelig uudnyttet kapacitet, og at denne uudnyttede kapacitet, hvis den anvendes, potentielt ville kunne øge det globale udbud af den undersøgte vare, trykke priserne og dermed undergrave foranstaltningens effektivitet, hvis den ikke fastsættes til dumpingniveauet.

7.3. Konkurrence vedrørende råmaterialer

(405) Det vigtigste råmateriale, der anvendes til fremstilling af den undersøgte vare, er enten talg eller vegetabilsk olie såsom rå palmeolie og rå palmekerneolie.

(406) Som fastslået i betragtning 397 og 398 var priserne på rå palmeolie og rå palmekerneolie i Indonesien betydeligt lavere end priserne på rå palmeolie og rå palmekerneolie på repræsentative internationale markeder. Dette skaber en urimelig fordel for de eksporterende producenter i Indonesien i forhold til EU-erhvervsgrenen. Kommissionen konkluderede derfor, at selv om EU-erhvervsgrenen havde adgang til rå palmeolie og rå palmekerneolie, var den tilgængelig til en højere pris end for producenter i Indonesien. EU-erhvervsgrenen befinder sig derfor i en ugunstig situation i forhold til de indonesiske eksporterende producenter.

7.4. Virkning for EU-virksomhedernes forsyningskæder

(407) Som det fremgår af tabel 4, havde EU-erhvervsgrenen en uudnyttet kapacitet på næsten 250 000 ton i undersøgelsesperioden. Denne uudnyttede kapacitet var større end importmængden fra Indonesien i samme periode. Det følger heraf, at EU-erhvervsgrenen er i stand til at erstatte importen fra Indonesien med sin egen produktion og endda dække næsten hele efterspørgslen efter den undersøgte vare i Unionen.

(408) Undersøgelsen har desuden vist, at EU-brugere kunne købe den undersøgte vare fra tredjelande som Malaysia. Den samlede importmængde fra tredjelande var uændret i den betragtede periode, mens markedsandelen steg med 6 %. Uden dumpingimport fra Indonesien ville importen fra tredjelande stige, da salgspriserne på EU-markedet ville være mere attraktive.

(409) Wilmar hævdede, at det forhold, at EU-producenter som AAK anmodede om udelukkelse af visse fedtsyrer fra varedækningen i undersøgelsen, tyder på, at visse EU-producenter (af varer i efterfølgende produktionsled) havde et stort behov for adgang til alle importkilder.

(410) Kommissionen bemærker, at EU-erhvervsgrenens evne til at dække Unionens efterspørgsel vedrører en række forskellige fedtsyrer. Navnlig med hensyn til AAK's anmodninger om udelukkelse, jf. betragtning 108-118, kan de typer og mængder af fedtsyre, der er behov for, enten produceres af EU-producenter, når der igen er skabt lige konkurrencevilkår på EU-markedet, eller købes fra andre lande end Indonesien.

(411) Brugerne ville derfor have tilstrækkelig adgang til den undersøgte vare, selv hvis importen fra Indonesien faldt. Der forventes derfor ikke forstyrrelser i EU-brugernes værdikæder.

(412) I deres bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger fremsatte en række interesserede parter bemærkninger til foranstaltningernes indvirkning på forsyningskæderne i Unionen.

(413) Disse bemærkninger behandles i afsnit 7.9.2 i denne forordning. På grundlag af disse bemærkninger og den efterfølgende analyse finder Kommissionen det godtgjort, at eventuelle forsyningsvanskeligheder vil være midlertidige og håndterbare i lyset af de andre tilgængelige forsyningskilder, såsom Malaysia.

7.5. Konklusion vedrørende Unionens interesser i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 2b

(414) Efter at have vurderet alle relevante oplysninger i forbindelse med denne undersøgelse konkluderede Kommissionen, at det er i Unionens interesse at fastsætte den endelige told for Musim Mas i overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 2a.

(415) På baggrund af ovenstående analyse konkluderede Kommissionen, at det i overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 2a, er i Unionens interesse at fastsætte niveauet for den endelige told på grundlag af dumpingniveauet, med forbehold af de yderligere overvejelser i forbindelse med artikel 21, jf. afsnit 7.6.

(416) I sine bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Musim Mas-gruppen, at GOI's politik vedrørende rå palmeolie og rå palmekerneolie blev undersøgt i den sideløbende antisubsidieundersøgelse, der er nævnt i betragtning 3, og at anvendelsen af grundforordningens artikel 7, stk. 2a, i den nuværende antidumpingundersøgelse og anvendelsen af antisubsidietold på de samme politikker derfor ville føre til, at der blev anvendt dobbelttold på det samme sæt af GOI's politikker.

(417) Kommissionen vil behandle spørgsmålet om eventuel dobbelttold inden for rammerne af antisubsidieundersøgelsen.

7.6. Unionens interesser i henhold til grundforordningens artikel 21

(418) Efter en vurdering af Unionens interesse i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 2b, undersøgte Kommissionen, om den klart kunne konkludere, at det ikke var i Unionens interesse at vedtage foranstaltninger i dette tilfælde til trods for konstateringen af skadevoldende dumping, jf. grundforordningens artikel 21. Unionens interesser blev fastlagt på grundlag af en vurdering af alle de forskellige involverede interesser, herunder EU-erhvervsgrenens, importørernes, brugernes og andre relevante økonomiske aktørers interesser. Ingen ikke forretningsmæssigt forbundne importører samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen.

(419) Kommissionen sendte spørgeskemaer til kendte interesserede parter. Den modtog spørgeskemabesvarelser fra fire brugere, der tilhørte to grupper af virksomheder, nemlig Greven-gruppen og Schill + Seilacher-gruppen.

7.7. EU-erhvervsgrenens interesser

(420) Der findes 15 virksomheder, der producerer fedtsyrer i Unionen og har ca. 900 ansatte. Producenterne er spredt ud over hele Unionen. De stikprøveudtagne EU-producenter, der tegner sig for over 60 % af den samlede produktion, samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen.

(421) Efter tilbagetrækningen af klagen, der er omhandlet i afsnit 1.10, besluttede Kommissionen at fortsætte undersøgelsen og gennemførte sin analyse af skade og årsagssammenhæng med hensyn til EU-erhvervsgrenen som helhed uanset de enkelte EU-producenters støtte og/eller samarbejdsvilje, som nærmere forklaret i betragtning 64, 66, 68 og 69. Analysen i afsnit 4 og 5 i denne forordning bekræftede, at EU-erhvervsgrenen led væsentlig skade, og at den forårsagedes af dumpingimporten af den pågældende vare fra indonesiske eksporterende producenter. Kommissionen bemærkede endvidere, at den har vide skønsbeføjelser med hensyn til beslutningen om at fortsætte eller afslutte en procedure efter en tilbagetrækning af klagen.

(422) I brevet om tilbagetrækning af klagen anførte klageren, at årsagen til tilbagetrækningen var »interessenternes indflydelse« . Dette bekræfter, at klageren ikke satte spørgsmålstegn ved analysen og konklusionen om forekomsten af væsentlig skade forårsaget af dumpingimporten fra Indonesien, og at den eneste årsag til tilbagetrækningen var interessenternes indflydelse. En begrundelse vedrørende interessenters indflydelse på klageren ville ikke støtte en konklusion om, at det ville være i Unionens interesse at afslutte proceduren udelukkende af denne grund, når Kommissionen allerede har konkluderet, at der forekommer betydelig skadevoldende dumping. I den forbindelse bemærkede Kommissionen endvidere, at tilbagetrækningen af klagen fandt sted på et meget sent tidspunkt i proceduren efter den fulde fremlæggelse af oplysningerne for parterne, hvori det blev godtgjort, at EU-erhvervsgrenen havde lidt væsentlig skade på grund af dumpingimporten fra Indonesien. De bemærkninger, som parterne indsendte efter fremlæggelsen af oplysninger, ændrede ikke denne konklusion og støttede dermed den betragtning, at det under alle omstændigheder ikke ville være i Unionens interesse at afslutte proceduren uden at indføre foranstaltninger, også selv om klageren trak klagen tilbage.

(423) I betragtning af konklusionen om, at EU-erhvervsgrenen har lidt væsentlig skade, jf. betragtning 255-259, vil indførelsen af foranstaltninger give EU-erhvervsgrenen mulighed for at forbedre sin rentabilitet i retning af holdbare niveauer og øge investeringerne og dermed bevare en konkurrencedygtig stilling på sit kernemarked. EU-erhvervsgrenen ville også være i stand til at genvinde tabte markedsandele ved at øge salgsmængderne på EU-markedet.

(424) Hvis der ikke indføres foranstaltninger, vil dette sandsynligvis få yderligere betydelige negative virkninger for EU-erhvervsgrenen i form af lavere salgs- og produktionsmængder, yderligere pristryk, der fører til en yderligere finansiel forværring af dens økonomiske situation med hensyn til rentabilitet og investeringer, hvilket bringer dens fremtid og beskæftigelse i fare.

(425) I sine bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Musim Mas-gruppen, at EU-erhvervsgrenen, der anvender talg som råmateriale, ikke ville drage fordel af foranstaltningerne, og at det ville være de malaysiske eksporterende producenter, som i sidste ende ville drage fordel heraf.

(426) I betragtning af Kommissionens bemærkninger om, at talg ikke var en skadesfaktor, om de højere priser på importen fra Malaysia i den betragtede periode og EU-erhvervsgrenens evne til at øge rentabiliteten og investeringerne og dermed øge produktions- og salgsmængden, hvis der vedtages foranstaltninger, blev denne bemærkning imidlertid afvist.

(427) Indførelsen af foranstaltninger over for indonesisk fedtsyre er derfor klart i EU-erhvervsgrenens interesse.

7.8. Ikke forretningsmæssigt forbundne importørers/forhandleres interesser

(428) Ingen af de ikke forretningsmæssigt forbundne importører/forhandlere samarbejdede, jf. betragtning 38.

(429) Kommissionen havde derfor ikke oplysninger til præcist at fastslå, hvilken indvirkning indførelsen af foranstaltninger ville få på de ikke forretningsmæssigt forbundne importørers/forhandleres aktiviteter. Den manglende samarbejdsvilje tyder på, at importørerne ikke mener, at indførelsen af antidumpingforanstaltninger i væsentlig grad vil påvirke deres aktiviteter. Selv om der i første omgang kan konstateres et fald i importen og videresalget af varer, der er berørt af foranstaltninger, kan en sådan negativ indvirkning på omsætningen i sidste ende opvejes af et øget videresalg af varer købt fra andre kilder, som f.eks. Malaysia.

(430) Kommissionen konkluderede derfor, at virkningerne af foranstaltningerne ikke ville være uforholdsmæssige for importører/forhandlere.

7.9. Brugernes interesser

(431) Den undersøgte vare købes af flere erhvervsgrene på EU-markedet til fremstilling af varer såsom fødevarer, foder, lægemidler, kosmetik (daglige hygiejneprodukter og luksusskønhedsprodukter), produkter til hjemmepleje og personlig pleje samt vaskemidler til industriel anvendelse.

(432) Fire brugere, der tilhører to grupper af virksomheder, og som tegner sig for ca. 4-7 % af det samlede EU-forbrug, samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen og besvarede brugerspørgeskemaet.

(433) En gruppe anvendte fedtsyre til fremstilling af metalliske og alkaliske sæber samt estere, der anvendes som tilsætningsstoffer i plast, smøremidler og i tekstilindustrien. Den anden gruppe fremstiller kemikalier til tekniske tekstiler, læderkemikalier, kosmetik og finkemikalier.

(434) Undersøgelsen viste, at disse brugere tilsammen købte [6-9] % af den samlede import fra Indonesien, [4-7] % af EU-erhvervsgrenens samlede salg og [2-4] % af den samlede import fra andre lande i undersøgelsesperioden. Kommissionen havde derfor begrænsede oplysninger til at vurdere den samlede virkning af indførelsen af antidumpingforanstaltninger på brugernes aktiviteter.

(435) På grundlag af oplysninger fra de samarbejdsvillige brugere dækkede de i UP ca. [23-26] % af deres behov for fedtsyre ved køb fra Indonesien, [68-72] % fra EU-producenter og [2-5] % fra andre kilder. Den ene gruppe af brugere importerede ubetydelige mængder, mens den anden importerede mere end en fjerdedel af deres fedtsyrebehov fra Indonesien i denne periode.

(436) Salget af produkter, der indeholder fedtsyrer, lå på mellem 29 % og mere end 95 % af den samlede omsætning afhængigt af brugeren. Samlet set udgjorde andelen af fedtsyre fra alle oprindelser mellem 6 % og 52 % af de samarbejdsvillige brugeres samlede produktionsomkostninger.

(437) De samlede fortjenstmargener for de fire brugere varierede mellem encifrede og tocifrede fortjenstmargener.

(438) For så vidt angår foranstaltningernes indvirkning på de samarbejdsvillige brugere og i betragtning af varens begrænsede substituerbarhed fandt Kommissionen, at deres fortjeneste i nogen grad kan blive påvirket af indførelsen af foranstaltninger. I betragtning af deres fortjenstmargener ville virkningen ikke være uforholdsmæssig, da i hvert fald en del af prisstigningen vil kunne væltes over på deres kunder.

(439) I betragtning af EU-erhvervsgrenens utilstrækkelige rentabilitet og pristrykket på markedet kan det med rimelighed antages, at priserne vil stige efter indførelsen af foranstaltninger. Ikke desto mindre bør de virkninger, som foranstaltningerne kan have på visse brugere, afvejes mod risikoen for, at EU-erhvervsgrenens aktiviteter indstilles, da den nuværende situation ikke er holdbar. Hvis der ikke indføres foranstaltninger, vil det føre til mindre pålidelige og stabile forsyningskilder og uundgåeligt til prisstigninger på EU-markedet.

(440) P&G samarbejdede ikke til fulde i forbindelse med undersøgelsen, men erklærede, at virksomheden var imod indførelsen af foranstaltninger. Virksomheden anførte, at indførelsen af foranstaltninger ville bringe dens adgang til en pålidelig forsyningskilde til fedtsyre i fare. P&G hævdede, at indførelsen af antidumpingforanstaltninger ville have to centrale konsekvenser. For det første ville foranstaltningerne sandsynligvis føre til øgede produktionsomkostninger i industrien for forbrugsgoder, og disse omkostninger ville i sidste ende blive væltet over på forbrugerne. For det andet var det sandsynligt, at indførelsen af foranstaltninger ville forstyrre forsyningskæderne fra Indonesien på et tidspunkt, hvor der er en kraftig efterspørgsel efter fedtsyre, og hvor EU-producenterne opererede på fuld kapacitet. Greven-gruppen hævdede også, at efterspørgslen efter fedtsyre på EU-markedet ikke kunne imødekommes uden import af fedtsyre fra Indonesien.

(441) Kommissionen bemærkede, at P&G ikke besvarede brugerspørgeskemaet og ikke fremlagde detaljerede oplysninger om sine indkøb af fedtsyre og vægt heraf udtrykt i omkostninger ved de færdige varer. Kommissionen var derfor ikke i stand til at vurdere virkningen af indførelsen af foranstaltninger på P&G's aktiviteter.

(442) Desuden fandt Kommissionen, at EU-erhvervsgrenens produktionskapacitet var tilstrækkelig til at dække næsten hele forbruget på EU-markedet. EU-erhvervsgrenen har i øjeblikket en uudnyttet kapacitet på ca. 20 %, og hvis der genskabes lige konkurrencevilkår, kan EU-producenterne øge produktionen for at dække efterspørgslen i Unionen. Desuden er der uudnyttet kapacitet til produktion af fedtsyre i Malaysia. Kommissionen konkluderede derfor, at indførelsen af antidumpingforanstaltninger ikke kunne føre til mangel på fedtsyre på EU-markedet.

7.9.1. Generelle bemærkninger om brugernes interesser efter den endelige fremlæggelse af oplysninger

(443) Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger blev der modtaget bemærkninger om Unionens interesser fra Greven-gruppen, Schill + Seilacher-gruppen, P&G, Unilever, Henkel, Quaker Houghton, Evonik, NYCO, Kapachim, Omya, Stéarinerie Dubois, Wilmar, Musim Mas-gruppen, Ecogreen og CUTFA. Mange af disse parter var brugere, som ikke havde samarbejdet fuldt ud i forbindelse med undersøgelsen og ikke tidligere havde fremsat bemærkninger. Det gavnede derfor undersøgelsen med en bredere vifte af bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger, selv om oplysningerne ikke blev indgivet i form af en spørgeskemabesvarelse som krævet ved indledningen af undersøgelsen, og det var ikke muligt at kontrollere rigtigheden af alle de fremsatte bemærkninger.

(444) CUTFA påpegede, at foranstaltningerne kun ville have en begrænset indvirkning på brugerne, fordi de ville kunne vælte omkostningsstigninger over på deres kunder. Selv hvis dette ikke var tilfældet, ville fortjenesten være af et omfang, der skulle absorberes, således at virkningen af foranstaltningerne ikke ville være uforholdsmæssig.

(445) Den bredere vifte af bemærkninger fra brugerne syntes at tyde på, at brugerne kunne opdeles i to hovedkategorier.

a) Store multinationale grupper

(446) Den første kategori er store multinationale grupper som P&G, Unilever, Henkel, Quaker Houghton og Evonik, der fremstillede et stort antal færdigvarer ved hjælp af den undersøgte vare som et vigtigt råmateriale i deres produkter til rengøring i hjemmet, vaskemidler, produkter til skønhedspleje og personlig pleje. Da disse parter ikke samarbejdede til fulde, jf. ovenfor, var det imidlertid ikke muligt at fastslå, hvor stor en mængde fedtsyre der blev anvendt i deres produktion, eller hvilken betydning fedtsyre havde for produktionsomkostningerne ved selv de vigtigste produkter, hvortil der anvendes fedtsyre. Desuden viste data fra P&G, Unilever og Henkel, som er tilgængelige fra offentlige kilder , at gruppernes omsætning og fortjeneste i de seneste år var steget betydeligt, især hvad angår produkter til rengøring i hjemmet, som er det største marked for fedtsyrer.

(447) P&G forklarede, at de ikke havde indsendt en spørgeskemabesvarelse, fordi P&G, ligesom andre brugere af fedtsyre, er opsplittet på mange produktionsanlæg.

(448) P&G udfyldte imidlertid ikke engang det afsnit i spørgeskemaet, der vedrører køb af fedtsyre gennem deres centrale indkøbsenhed. Brugerindustriens fragmenterede karakter forhindrer ikke, i det mindste nogle af dem, i at indsende en spørgeskemabesvarelse. Det fremgår desuden af P&G's offentligt tilgængelige konsoliderede årsregnskab, at virksomhedens europæiske aktiviteter havde en meget stor omsætning i 2021 (16,7 mia. USD ). Rentabiliteten på verdensplan var på 23 % . Henkels omsætning i 2021 i Vesteuropa og Østeuropa var på 9,1 mia. EUR, og rentabiliteten i disse regioner var på 18,9 % . Disse oplysninger støttede Kommissionens synspunkt om, at de store købere af fedtsyrer i de største brugerindustrier (rengøring i hjemmet, vaskemidler, skønhedspleje og personlig pleje) ikke vil blive uforholdsmæssigt påvirket af de foreslåede foranstaltninger.

(449) Henkel anførte, at det manglende samarbejde fra brugernes side ikke betød, at foranstaltningerne på de niveauer, der blev foreslået i den endelige fremlæggelse af oplysninger, ikke ville have en alvorlig indvirkning på deres aktiviteter.

(450) Som nærmere beskrevet nedenfor gennemgik Kommissionen sine oprindelige afgørelser og konklusioner vedrørende indvirkningen på brugerne i lyset af de supplerende bemærkninger, der blev modtaget som svar på den endelige fremlæggelse af oplysninger, herunder bemærkninger fra nye interesserede parter.

(451) Henkel, Kapachim, Omya og Wilmar påpegede også, at brugernes interesser bør ses i lyset af den seneste udvikling forud for fremlæggelsen af oplysninger, såsom stigende råmateriale- og energipriser, inflation og forsyningskædevanskeligheder.

(452) Kommissionen bemærkede, at disse spørgsmål vedrører udviklingen efter undersøgelsesperioden. Det er ikke blevet godtgjort, hvilken indvirkning denne udvikling kan have på brugerindustrien. For eksempel er det ikke blevet godtgjort, om meromkostningerne er blevet væltet over på kunderne, og hvilken indvirkning der har været på rentabiliteten af varer, der indeholder fedtsyrer. Under alle omstændigheder er det ikke klart, om en sådan udvikling var af varig karakter. Disse påstande kunne derfor ikke accepteres.

(453) Unilever fokuserede i sit fortrolige indlæg på en bestemt vare, som ville blive påvirket af foranstaltningerne, og hævdede, at priserne ville stige betydeligt, og at virksomheden kunne blive nødt til at importere denne vare med deraf følgende indvirkning på dens produktion og beskæftigelse i Unionen. Den hævdede også, at forbrugerpriserne på denne vare ville stige som følge heraf. Unilever påpegede endvidere, at langt størstedelen af salget af denne vare blev eksporteret til lande uden for Unionen.

(454) Kommissionen var ikke i stand til at kontrollere disse påstande, da Unilever, ligesom de fleste brugere, ikke udfyldte et spørgeskema for brugere. Kommissionen var derfor ikke i stand til at fastslå betydningen af denne vare i forbindelse med Unilevers EU-aktiviteter for så vidt angår rentabilitet og omsætning. Kommissionen var heller ikke i stand til at fastslå betydningen af fedtsyre for Unilevers omkostninger ved denne eller andre varer. Den var heller ikke i stand til klart at vurdere, hvilken indvirkning tolden samlet set ville have på Unilevers rentabilitet på EU-markedet. Desuden viser Unilevers offentligt tilgængelige konsoliderede årsregnskab, at virksomhedens europæiske aktiviteter havde en omsætning på 11,3 mia. EUR og en rentabilitet på 1,8 mia. EUR eller over 16 %. Kommissionen havde derfor ikke modtaget oplysninger, der kunne påvise, at foranstaltningerne overfor fedtsyre fra Indonesien ville have en uforholdsmæssig stor indvirkning på Unilevers salg af denne vare eller mere generelt på virksomhedens aktiviteter i Unionen. Påstanden vedrørende stigninger i forbrugerpriserne og importen af denne vare var tydeligvis ikke underbygget i betragtning af den samlede rentabilitet af virksomhedens aktiviteter i Unionen. Kommissionen bemærkede endvidere, at Unilever vil have adgang til forædlingsprocedurer under toldkontrol, som kan afbøde virkningerne af foranstaltningerne.

b) Mindre virksomheder og grupper

(455) Den anden kategori af brugere bestod generelt af mindre virksomheder og grupper, som dem der samarbejdede fuldt ud i forbindelse med undersøgelsen (Greven-gruppen og Schill + Seilacher-gruppen) og anvendte fedtsyrer til fremstilling af varer i efterfølgende produktionsled såsom estere, aminer, smøremidler, sæbe osv.

(456) Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger fremsatte NYCO, Kapachim, Omya, Ecogreens tilknyttede virksomheder og Stéarinerie Dubois desuden bemærkninger. Generelt købte virksomhederne i denne kategori mindre mængder af den undersøgte vare. Disse brugere indsendte imidlertid ikke spørgeskemabesvarelser, der kunne underbygge de spørgsmål, de rejste. Derimod viste oplysningerne fra de fuldt ud samarbejdsvillige virksomheder, at de sandsynligvis ville blive mere påvirket af foranstaltningerne, fordi fedtsyre udgjorde en større del af deres samlede omkostninger, og salget af de pågældende varer i efterfølgende produktionsled havde begrænset rentabilitet. Desuden vil foranstaltningernes virkninger for alle brugere blive afbødet af, at brugerne ikke udelukkende sælger varer, der indeholder fedtsyrer. De fleste af de indkøbte fedtsyrer kom desuden enten fra EU-erhvervsgrenen eller fra leverandører i tredjelande. Det betyder, at prisstigningerne for disse indkøb forventes at være lavere end ved køb direkte fra indonesiske eksporterende producenter. Desuden blev de færdige varer, der fremstilles ved hjælp af fedtsyre, ofte eksporteret til lande uden for Unionen, hvilket betyder, at der kan være adgang til forædlingsprocedurer under toldkontrol, som kan mindske virkningen af foranstaltningerne.

(457) Ecogreen hævdede, at den vejede gennemsnitlige told for Ecogreen ville skade virksomhedens to forretningsmæssigt forbundne virksomheder i Unionen. Ecogreen hævdede også, at hele virksomhedens salg til Unionen var bestemt til bunden anvendelse, og at denne eksport derfor ikke kunne forvolde EU-erhvervsgrenen skade.

(458) Kommissionen bemærkede, at Ecogreens tilknyttede virksomheder, DHW og E&S, ikke udfyldte et spørgeskema for brugere, og at Ecogreens påstande vedrørende skade derfor ikke kunne verificeres. Ifølge Ecogreen køber en af dennes dattervirksomheder i Unionen visse typer fedtsyre fra EU-erhvervsgrenen. Det kan derfor ikke udelukkes, at der er konkurrence mellem Ecogreens varer og EU-erhvervsgrenens varer, i det mindste på visse markedssegmenter, som nævnt i betragtning 108. Påstanden vedrørende Ecogreens tilknyttede virksomheder og bunden anvendelse kan derfor ikke accepteres.

(459) På grundlag af de foreliggende oplysninger konkluderede Kommissionen derfor, at de foreslåede foranstaltninger ikke ville påvirke brugerne uforholdsmæssigt.

7.9.2. Bemærkninger om markedsforstyrrelser og forsyningsvanskeligheder

(460) Greven-gruppen, Henkel, Unilever, Kapachim, Evonik, Ecogreen, Quaker Houghton, Omya, NYCO, Stéarinerie Dubois, Musim Mas-gruppen og Wilmar fremsatte påstande vedrørende forstyrrelser på EU-markedet og forsyningsvanskeligheder som følge af indførelsen af foranstaltninger. Disse interesserede parter mente navnlig, at foranstaltningernes foreslåede niveau var for højt og i uforholdsmæssig grad ville påvirke interesserne for EU-erhvervsgrene i efterfølgende produktionsled. Virksomhederne hævdede også, at importen fra Indonesien ville ophøre eller begrænses i et sådant omfang, at der ville opstå en generel mangel på EU-markedet, hvilket også ville forårsage prisstigninger. Andre brugere fremsatte mere specifikke påstande vedrørende visse typer fedtsyrer, som de hævdede ikke kunne leveres i tilstrækkeligt omfang fra EU-erhvervsgrenen. AAK, Unilever og Greven-gruppen fremlagde e-mailkorrespondance med EU-producenter til støtte for deres påstand om forsyningsvanskeligheder på markedet, som ville blive forværret af foranstaltningerne.

(461) Unilever, Henkel og Ecogreen hævdede, at importen til Unionen af fedtsyrer med korte kulstofkæder såsom C8-C10 ville blive påvirket af foranstaltningerne. NYCO hævdede, at C8-C10-syrer var stadig vanskeligere at finde på EU-markedet, fordi producenterne øgede deres bundne anvendelse heraf. Som følge af denne mangel er priserne steget kraftigt siden september 2021. NYCO hævdede desuden, at manglen på fedtsyrer med korte kulstofkæder såsom C8-C10 ville have en indvirkning på industrier, som NYCO leverer specielle smøremidler til, såsom luftfarts- og forsvarsindustrien.

(462) Kapachim, Evonik og NYCO fremførte også, at de ville blive stillet ringere end producenter af de samme varer uden for Unionen. Andre virksomheder hævdede, at de måske ville blive nødt til at flytte til lande uden for Unionen.

(463) Stéarinerie Dubois hævdede, at den begrænsede indbyrdes erstattelighed for mange varetyper, der importeres fra Indonesien, i høj grad ville påvirke virksomhedens rentabilitet, da produktionsomkostningerne ville stige. Stéarinerie Dubois hævdede også, at de EU-producenter, der er anført i klagen, ikke nødvendigvis fremstillede tilstrækkelige mængder af samme type fedtsyre, som virksomheden har brug for. De påpegede også, at for to typer fedtsyrer, som virksomheden anvendte i sin produktion, kunne ingen af EU-producenterne matche virksomhedens specifikationer med hensyn til farve, som var en vigtig faktor for deres kunder i lægemiddelindustrien. Stéarinerie Dubois anførte, at da der ikke var noget EU-marked for fedtsyrer, der overholdt REACH-lovgivningen og var Kosher og Halal, forvoldtes EU-erhvervsgrenen ingen skade som følge af importen af disse varer.

(464) CUTFA påpegede, at EU-erhvervsgrenen sammen med importen fra både Indonesien og tredjelande ville kunne sikre tilstrækkelige forsyninger til EU-markedet, hvis der indføres foranstaltninger. Denne opfattelse blev suppleret med et søjlediagram, der viser de vigtigste forsyningskilder. CUTFA påpegede også, at importen fra Indonesien ikke ville ophøre, men at den ville fortsætte på lige vilkår.

(465) Kommissionen anerkendte, at levering af fedtsyrer til de forskellige EU-brugerindustrisektorer er afgørende, fordi fedtsyrer ikke i tilstrækkelig grad kan erstattes med andre varer. Kommissionen gennemgik derfor spørgsmålet om markedsforstyrrelser og forsyningsvanskeligheder i lyset af de modtagne bemærkninger.

(466) For det første blev tallene for uudnyttet kapacitet i betragtning 407, beregnet på grundlag af en bæredygtig snarere end en teoretisk kapacitet i EU-erhvervsgrenen under hensyntagen til normale produktionsstandsninger, såsom vedligeholdelse, og under hensyntagen til produktionen af andre varer, jf. betragtning 220. Det betyder, at der var en uudnyttet kapacitet på ca. 250 000 i Unionen i UP. Verifikationen af EU-erhvervsgrenens spørgeskemabesvarelser sikrede en konsekvent og nøjagtig tilgang til kapacitetstallene. Kapaciteten blev reduceret, hvor det var relevant, og de kontrollerede tal blev fremlagt for de involverede virksomheder.

(467) For det andet var det klart, at EU-erhvervsgrenens investeringer var blevet begrænset i den betragtede periode. De stikprøveudtagne virksomheder fortsatte deres investeringer, men de var begrænset til vedligeholdelse af eksisterende anlæg og udstyr snarere end forøgelse af kapaciteten og fjernelse af flaskehalse i produktionen. Indførelsen af foranstaltninger ville lette prispresset på erhvervsgrenen og give den mulighed for at fastsætte priserne på et niveau, hvorefter rentabiliteten ville være på et rimeligt niveau. Produktion og salg ville kunne øges for at forsyne markedet på grund af bedre markedsvilkår. Erhvervsgrenen ville også være i stand til at rejse kapital for at øge kapaciteten.

(468) Der kan forventes forsyningsvanskeligheder i den betragtede periode, hvilket fremgår af e-mailkorrespondancen, hvis en erhvervsgren har lidt væsentlig skade, der påvirker dens salgspriser, hvilket har ført til lav rentabilitet og manglende evne til at rejse kapital til investeringer. Indførelsen af foranstaltninger vil imidlertid skabe bedre markedsvilkår for EU-erhvervsgrenen, og den vil kunne øge produktionen og forbedre den mængde og det udvalg af fedtsyrer, den leverer til markedet.

(469) For det tredje forventes de foranstaltninger, der indføres ved denne forordning, ikke at forbyde import fra Indonesien. Der mindes om, at formålet med antidumpingforanstaltningerne ikke er at standse importen, men at genskabe lige konkurrencevilkår på markedet. Kommissionen afviste derfor påstanden om, at der ville være en generel mangel på EU-markedet, som ville forårsage uforholdsmæssige prisstigninger.

(470) Kommissionen bemærkede, at påstanden om en kraftig prisstigning for C8-C10 vedrørte det globale marked og ikke kun EU-markedet. Antidumpingforanstaltningernes virkninger på den globale konkurrenceevne for EU-brugere af C8-C10 vil derfor ikke adskille sig fra virkningerne for brugere af andre typer fedtsyrer. Kommissionen mindede desuden om, at den normalt ikke tager markedsudviklingen efter udgangen af undersøgelsesperioden i betragtning i sin vurdering. Hvad angår NYCO's synspunkt vedrørende luftfarts- og forsvarsindustrien, blev disse påstande om forstyrrelser ikke underbygget, og de blev derfor afvist.

(471) Kommissionen bemærkede endvidere, at varer fra Indonesien og EU-erhvervsgrenen i høj grad var indbyrdes udskiftelige Blot fordi visse EU-producenter ikke var i stand til at levere visse varetyper på visse tidspunkter på de markedsvilkår, der var gældende i den betragtede periode, betød dette ikke, at der fortsat vil være forsyningsvanskeligheder efter indførelsen af foranstaltninger. Kommissionen fandt desuden, at foranstaltningernes indvirkning på denne brugers omkostninger og rentabilitet ikke var underbygget, fordi Kommissionen i mangel af en spørgeskemabesvarelse ikke kunne vurdere, hvor store fedtsyreomkostningerne var for virksomheden i procent af de samlede omkostninger eller omsætningen. Disse påstande blev derfor afvist.

(472) De sandsynlige virkninger for konkurrenter uden for Unionen og risikoen for udflytning blev ikke dokumenteret. Desuden behandles faktorer, der kan afbøde toldens virkninger for brugerne, i betragtning 455.

(473) Wilmar skønnede, at omkostningerne ved fedtsyre som råmateriale på EU-markedet ville stige med ca. 32,9 % .

(474) Sådanne skøn er imidlertid overdrevne i forhold til de sandsynlige omkostningsstigninger for brugerne. Dette skyldes, at importen fra Indonesien udgjorde ca. 20 % af forbruget, og at der sandsynligvis vil forekomme meget lavere omkostningsstigninger for de brugere, der forsynes af EU-erhvervsgrenen, eller af import fra andre kilder. Desuden vil importen fra tredjelande som Malaysia uundgåeligt stige i løbet af foranstaltningernes levetid på grund af bedre markedsvilkår og et mindre indonesisk pristryk.

(475) Wilmar påpegede også, at en reduceret import af vegetabilsk olie, navnlig fra Ukraine, ville begrænse EU-erhvervsgrenens evne til at købe råmaterialer.

(476) Kommissionen bemærkede, at disse påstande vedrører udviklingen efter undersøgelsesperioden. Det er ikke blevet dokumenteret, hvilken indvirkning denne udvikling kunne have på EU-markedet, eller om en sådan udvikling ville være af varig karakter, da det af grundforordningens artikel 6, stk. 1, fremgår, at der normalt ikke skal tages hensyn til oplysninger vedrørende en periode efter undersøgelsesperioden. Disse påstande blev derfor afvist.

(477) Kommissionen kunne derfor ikke acceptere argumenterne om, at brugerne i Unionen generelt vil opleve en mangel på fedtsyre. Med hensyn til forsyningsvanskeligheder, der involverer bestemte varer, vil eventuelle markedsforstyrrelser sandsynligvis være midlertidige, mens producenterne og deres kunder tilpasser sig den nye markedssituation.

7.9.3. Konklusion om brugernes interesser

(478) I betragtning af bemærkningerne fra de interesserede parter og på grundlag af de foreliggende oplysninger er det klart, at der for de største fedtsyreforbrugende sektorer (rengøring i hjemmet, skønhedspleje, vaskemidler til rengøring i hjemmet og personlig pleje) ikke vil være nogen stor indvirkning efter indførelsen af foranstaltninger, da disse sektorer vil være i stand til at absorbere omkostningsstigninger, der ikke kan væltes over på kunderne.

(479) For de resterende sektorers vedkommende er der tegn på, at der kan forekomme omkostningsstigninger, som vil påvirke rentabiliteten. Kun to grupper besluttede imidlertid at samarbejde fuldt ud i forbindelse med undersøgelsen for at underbygge deres påstande.

(480) For alle brugere vil flere aspekter afbøde virkningerne af eventuelle omkostningsstigninger, f.eks. forædling under toldkontrol i forbindelse med import af fedtsyre, som vil blive anvendt til fremstilling af eksporterede varer. Der anvendes ikke fedtsyre til alle de varer, der fremstilles af brugerne. Desuden stammer ca. 80 % af de fedtsyrer, der forbruges på EU-markedet, ikke fra Indonesien, og de vil derfor ikke være omfattet af foranstaltningernes direkte virkning.

(481) Antidumpingforanstaltningerne har til formål at øge Unionens importpriser (efter told) for det pågældende land. Importpriserne fra tredjelande og EU-erhvervsgrenens priser vil sandsynligvis også stige. For at EU-erhvervsgrenen kan overleve, er den imidlertid nødt til at operere på mere retfærdige vilkår sammen med indonesiske eksporterende producenter på EU-markedet. EU-markedet har brug for tid til at tilpasse sig de nye vilkår, og i den periode kan der være en vis negativ indvirkning på bestemte markedsaktører og brugersektorer. Som nævnt ovenfor forventede EU-producenterne, at øgede investeringer ville øge kapaciteten. Nogle af disse investeringer vil give EU-erhvervsgrenens virksomheder mulighed for at levere en bredere vifte af fedtsyrer eller øge produktionen af specifikke varer. Blot fordi en EU-producent ikke var i stand til at forsyne markedet med specifikke varer på de nuværende vilkår med urimelig konkurrence, betyder det ikke, at EU-producenterne ikke har kapacitet til at tilpasse sig de nye markedsvilkår, som foranstaltningerne skaber.

(482) Kommissionen fastholder, at sådanne omkostningsstigninger er nødvendige for at EU-erhvervsgrenen kan konkurrere på retfærdige vilkår og til prisniveauer, der ikke bringer dens levedygtighed i fare. Det er klart, at rentabiliteten som vist i tabel 10 ikke er bæredygtig, og det er i alle brugeres interesse, at der fortsat produceres en lang række forskellige fedtsyrer i Unionen. De forventede omkostningsstigninger for brugerne anses ikke for at være uforholdsmæssige.

(483) Under hensyntagen til synspunkterne fra alle interesserede parter, der gav sig til kende, konkluderede Kommissionen derfor, at brugerne ikke ville blive uforholdsmæssigt påvirket af indførelsen af foranstaltninger.

7.10. Leverandørernes interesser

(484) Leverandører af råmaterialer i Unionen er hovedsagelig producenter af talg og vegetabilsk olie. Selv om disse råmaterialeleverandører ikke samarbejdede i forbindelse med denne undersøgelse, er det klart, at indførelsen af foranstaltninger også ville være til fordel for leverandørerne på lang sigt, fordi EU-erhvervsgrenen forbruger betydelige mængder talg og vegetabilske olier produceret i Unionen.

7.11. Konklusion vedrørende Unionens interesser

(485) På baggrund af ovenstående konkluderede Kommissionen, at der ikke var tvingende årsager til, at det ikke var i Unionens interesse at indføre foranstaltninger over for importen af fedtsyre med oprindelse i Indonesien.

8. ENDELIGE ANTIDUMPINGFORANSTALTNINGER

(486) På baggrund af Kommissionens konklusioner om dumping, skade, årsagssammenhæng, foranstaltningernes omfang og Unionens interesser bør der indføres endelige foranstaltninger for at forhindre, at EU-erhvervsgrenen forvoldes yderligere skade som følge af dumpingimporten.

(487) Som det fremgår af ovenstående vurdering, fastsættes den endelige antidumpingtold til niveauet for dumpingmargenen for Wilmar.

(488) For så vidt angår Musim Mas undersøgte Kommissionen, om en told, der var lavere end dumpingmargenen, ville være tilstrækkelig til at afhjælpe skaden. Kommissionen konkluderede, at eftersom den havde fundet fordrejninger af råmaterialepriserne i forbindelse med den pågældende vare som omhandlet i grundforordningens artikel 7, stk. 2a, nemlig i form af eksportafgifter og eksportskat på rå palmeolie og rå palmekerneolie, ville det være i Unionens interesse, jf. grundforordningens artikel 7, stk. 2b, at fastsætte tolden på niveau med dumpingmargenen, da en told, der er lavere end dumpingmargenen ikke ville være tilstrækkelig til at afhjælpe den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt.

(489) Den endelige told for de andre samarbejdsvillige virksomheder i Indonesien, der ikke indgik i stikprøven, er baseret på den vejede gennemsnitlige dumpingmargen, der er fastsat ovenfor for de to stikprøveudtagne virksomheder.

(490) I betragtning af den høje grad af samarbejdsvilje (eksporten fra de samarbejdsvillige eksporterende producenter udgjorde den samlede import i UP) blev niveauet for den landsdækkende told baseret på den højeste dumpingmargen for de to stikprøveudtagne samarbejdsvillige eksportører.

(491) På grundlag af ovenstående bør de endelige antidumpingtoldsatser, udtrykt i procent af cif-prisen, Unionens grænse, ufortoldet, være som følger:

Virksomhed	Endelig dumpingmargen	Endelig skadesmargen	Antidumpingtold
P.T. Musim Mas	46,4 %	46,4 %	46,4 %
P.T. Wilmar Nabati Indonesien	15,2 %	38,7 %	15,2 %
Andre samarbejdsvillige virksomheder	26,6 %	41,5 %	26,6 %
Alle andre virksomheder	46,4 %	46,4 %	46,4 %

(492) De individuelle antidumpingtoldsatser for de virksomheder, der er udtrykkeligt nævnt i denne forordning, blev fastsat ud fra konklusionerne i denne undersøgelse. De afspejler derfor den situation, der blev konstateret vedrørende disse virksomheder i forbindelse med denne undersøgelse. Disse toldsatser finder udelukkende anvendelse på importen af den pågældende vare med oprindelse i det pågældende land, fremstillet af de nævnte retlige enheder. Importen af den pågældende vare, fremstillet af andre virksomheder, som ikke er udtrykkeligt nævnt i denne forordnings dispositive del, herunder enheder, der er forretningsmæssigt forbundet med de udtrykkeligt nævnte enheder, bør være omfattet af toldsatsen for »alle andre virksomheder«. De bør ikke være omfattet af nogen af de individuelle antidumpingtoldsatser.

(493) For at sikre en korrekt håndhævelse af antidumpingtolden bør antidumpingtolden for alle andre virksomheder ikke kun finde anvendelse på de ikke samarbejdsvillige eksporterende producenter i forbindelse med denne undersøgelse, men også på de producenter, der ikke eksporterede til Unionen i undersøgelsesperioden.

(494) For at minimere risikoen for omgåelse som følge af den store forskel på toldsatserne er der behov for særlige foranstaltninger, som kan sikre anvendelsen af den individuelle antidumpingtold. Virksomheder med individuel antidumpingtold skal fremlægge en gyldig handelsfaktura for medlemsstaternes toldmyndigheder. Fakturaen skal overholde kravene i denne forordnings artikel 1, stk. 3. Import, der ikke er ledsaget af en sådan faktura, bør være underlagt den antidumpingtold, der finder anvendelse på »alle andre virksomheder«.

(495) Selv om det er nødvendigt at fremlægge denne faktura for toldmyndighederne i medlemsstaterne, således at de kan anvende de individuelle antidumpingtoldsatser på importen, er fakturaen ikke det eneste element, som toldmyndighederne skal tage i betragtning. Selv hvis det antages, at en sådan faktura opfylder alle kravene i denne forordnings artikel 1, stk. 3, skal medlemsstaternes toldmyndigheder foretage deres sædvanlige kontrol og skal i lighed med alle andre tilfælde kræve yderligere dokumenter (forsendelsesdokumenter mv.) for at kontrollere, at oplysningerne i erklæringen er korrekte, og sikre, at den efterfølgende anvendelse af den lavere toldsats er berettiget i henhold til toldlovgivningen.

(496) Hvis der er en betydelig mængdemæssig stigning i eksporten fra en af de virksomheder, der er omfattet af lavere individuelle toldsatser, efter indførelse af de pågældende foranstaltninger, kan en sådan mængdemæssig stigning i sig selv betragtes som en ændring af handelsmønstret som følge af indførelsen af foranstaltninger, jf. grundforordningens artikel 13, stk. 1. Under sådanne omstændigheder og forudsat, at betingelserne er opfyldt, kan der indledes en antiomgåelsesundersøgelse. Ved denne undersøgelse kan det bl.a. overvejes, om det bliver nødvendigt at fjerne individuelle toldsatser og pålægge en landsdækkende told.

(497) Flere interesserede parter fremførte, at foranstaltningerne var for høje eller ikke var fastsat på et passende niveau, og at Kommissionen burde reducere dem.

(498) Disse foranstaltninger er imidlertid blevet fastsat i overensstemmelse med den metode, der er beskrevet i denne forordning, og i overensstemmelse med grundforordningen. Beregningerne i forbindelse med fastsættelsen af dumping- og skadesmargenerne er blevet fremlagt for de relevante interesserede parter. Disse påstande må derfor afvises, da grundforordningen ikke indeholder bestemmelser om vilkårlig fastsættelse af told.

(499) I sine bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anmodede Ecogreen om et toldfrit kontingent som en konstruktiv løsning, som Kommissionen skulle undersøge, og anførte forskellige retsgrundlag for denne påstand.

(500) For det første tilbød Ecogreen ved at uddybe grundforordningens artikel 8 at indlede drøftelser om et pristilsagn, der omfatter et toldkontingent. I den forbindelse mindede den om, at kontingenterne var en del af de tilsagn, der blev godtaget i solpanelsagen , og hævdede, at Kommissionen ifølge WTO-panelet i sagen EC — Bed Linen var forpligtet til at overveje konstruktive løsninger i sager, der involverer udviklingslande, der er medlemmer.

(501) Kommissionen bemærkede, at det som nævnt i grundforordningens artikel 8, stk. 1, er op til Ecogreen at afgive et pristilsagn, som Kommissionen eventuelt kan godtage. Et sådant tilsagn bør fremsættes inden for den lovbestemte frist, der er fastsat i grundforordningens artikel 8, stk. 2. Kommissionen burde have modtaget Ecogreens tilsagn senest 5 dage før fristen for fremsættelse af bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger. Anmodningen med forslag om et pristilsagn blev først fremsat den 12. september 2022, dvs. meget senere end ovennævnte lovbestemte frist, og der blev ikke fremsat noget konkret forslag. Der blev derfor ikke afgivet noget pristilsagn, der kunne tages i betragtning i henhold til grundforordningen, og der kunne derfor ikke med rette påberåbes analogi med solpanelsagen og EC-Bed Linen-sagen. Derfor blev denne påstand afvist.

(502) For det andet anmodede Ecogreen om et toldfrit kontingent analogt med indførelsen af kontingenter for at beskytte handelsstrømme, der anses for uskadelige i forbindelse med beskyttelsesforanstaltninger, som er et andet handelsbeskyttelsesinstrument.

(503) I den forbindelse begrænsede Kommissionen sig til at bemærke, at denne undersøgelse var reguleret af grundforordningen, som ikke omfattede toldfrie kontingenter. Påstanden blev derfor afvist.

(504) For det tredje påberåbte Ecogreen sig et toldkontingent som en konstruktiv løsning i henhold til Rådets forordning (EU) 2021/2283 , senest ændret ved Rådets forordning (EU) 2022/972 , som angiveligt gav Kommissionen mulighed for at åbne og tildele toldkontingenter for landbrugs- og industrivarer.

(505) Kommissionen bemærkede, at forordning (EU) 2021/2283, senest ændret ved forordning (EU) 2022/972, fandt anvendelse på landbrugs- og industrivarer, der er opført i bilaget til forordning (EU) 2021/2283, hvor den undersøgte vare ikke er nævnt under nogen af dens Taric-koder. Påstanden blev derfor afvist.

(506) Endelig påpegede Ecogreen, at EU-toldkodeksen gav mulighed for at forædle en vis mængde import under toldkontrol (aktiv forædling). Ecogreen anmodede Kommissionen om at undersøge, hvordan en sådan ordning kunne gennemføres.

(507) Kommissionen fremhævede, at sådanne bestemmelser ikke henhører under dens beføjelser og ikke falder inden for rammerne af denne undersøgelse, som er omfattet af grundforordningen. Påstanden blev derfor afvist.

9. AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

(508) I henhold til er rentesatsen, når et beløb skal tilbagebetales som følge af en dom afsagt af Den Europæiske Unions Domstol, den sats, som Den Europæiske Centralbank anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, og som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven, den første kalenderdag i hver måned.

(509) Alle interesserede parter blev underrettet om de væsentligste kendsgerninger og overvejelser, der lå til grund for den påtænkte anbefaling af indførelsen af endelige antidumpingforanstaltninger. De fik også en frist, inden for hvilken de kunne fremsætte bemærkninger til denne fremlæggelse af oplysninger.

(510) Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved —

VEDTAGET DENNE FORORDNING: