Forordningen om et interoperabelt Europa for digitale offentlige tjenester

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2024/903

af 13. marts 2024

om foranstaltninger til sikring af et højt niveau af interoperabilitet i den offentlige sektor i hele Unionen (forordningen om et interoperabelt Europa)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 172,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ,

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget ,

efter den almindelige lovgivningsprocedure , og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Det er nødvendigt at styrke udviklingen af grænseoverskridende interoperabilitet mellem net- og informationssystemer, der anvendes til at levere eller forvalte offentlige tjenester i Unionen, for at give offentlige forvaltninger i Unionen mulighed for at samarbejde og gøre det muligt for offentlige tjenester at fungere på tværs af grænserne. Det eksisterende uformelle samarbejde bør erstattes af en klar retlig ramme for at muliggøre interoperabilitet på tværs af forskellige forvaltningsniveauer og sektorer og for at lette gnidningsløse grænseoverskridende datastrømme, så der opnås ægte europæiske digitale tjenester, der styrker det indre marked, samtidig med at nærhedsprincippet overholdes. Interoperabilitet i den offentlige sektor har afgørende betydning for retten til fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital som fastsat i traktaterne, da besværlige administrative procedurer kan skabe betydelige hindringer, især for små og mellemstore virksomheder (SMV'er).

(2) Samarbejde om grænseoverskridende interoperabilitet mellem offentlige myndigheder kan tackle fælles udfordringer, navnlig i grænseregionerne, og kan sikre gnidningsløse grænseoverskridende datastrømme.

(3) Unionen og medlemsstaterne har i mere end to årtier arbejdet på at støtte moderniseringen af offentlige forvaltninger gennem digital omstilling og fremme de dybe sammenkoblinger, der er nødvendige for et ægte europæisk digitalt rum. I sin meddelelse af 9. marts 2021 med titlen »Det digitale kompas 2030: Europas kurs i det digitale årti« understregede Kommissionen behovet for at fremskynde digitaliseringen af de offentlige tjenester inden udgangen af 2030, herunder ved at sikre interoperabilitet på tværs af alle forvaltningsniveauer og på tværs af alle offentlige tjenester. Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2022/2481 fastsætter desuden et klart mål om, at der inden udgangen af 2030 er 100 % tilgængeligt onlineudbud af centrale offentlige tjenester. Covid-19-pandemien øgede desuden digitaliseringens hastighed og pressede de offentlige forvaltninger til at tilpasse sig onlinesystemer, herunder til grænseoverskridende digitale offentlige tjenester og til den mere intelligente og grønnere anvendelse af teknologier i overensstemmelse med de klima- og energimål, der er fastsat i den europæiske grønne pagt og i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 . Nærværende forordning har til formål at bidrage væsentligt til disse EU-mål ved at skabe en ramme for struktureret samarbejde om grænseoverskridende interoperabilitet mellem medlemsstaterne og mellem Kommissionen og medlemsstaterne for at støtte indførelsen af digitale offentlige tjenester, der bidrager til at reducere omkostninger og spare tid for borgere, virksomheder og den offentlige sektor.

(4) I bestræbelserne på at forbedre den grænseoverskridende interoperabilitet i Unionen er det vigtigt at understrege, at selv om interoperabilitet er af allerstørste betydning, sikrer den ikke isoleret set tilgængelige og gnidningsløse transeuropæiske digitale offentlige tjenester. Et omfattende og bæredygtigt økosystem af digitale infrastrukturer med tilstrækkelig finansiel støtte er lige så vigtigt for at nå målet fastsat i afgørelse (EU) 2022/2481. I overensstemmelse med Kommissionens meddelelse af 30. juni 2021 med titlen »En langsigtet vision for EU's landdistrikter — Hen imod stærke, forbundne, modstandsdygtige og fremgangsrige landdistrikter i 2040« bør der lægges særlig vægt på at udvide konnektiviteten til at omfatte landdistrikter og afsidesliggende områder i Unionen, områder i en industriel overgangsproces og områder, der lider af alvorlige naturbetingede eller demografiske ulemper af permanent art såsom øer, grænseregioner og bjergområder, for at sikre, at fordelene ved den digitale omstilling er tilpasset og understøtter etablerede EU-initiativer til øget regional inklusivitet og konnektivitet.

(5) Ved udviklingen af grænseoverskridende interoperabilitet for transeuropæiske digitale offentlige tjenester som fastsat i denne forordning bør tage hensyn til retlig interoperabilitet. Som katalysator for udvikling af organisatorisk, semantisk og teknisk interoperabilitet letter den retlige interoperabilitet udnyttelsen af fordelene ved grænseoverskridende interoperabilitet generelt, herunder hurtig adgang for borgere og virksomheder til oplysninger, hurtigere procedurer og tjenester samt reduktion af administrative hindringer. Da sprogbarrieren desuden er en af hindringerne for interoperabilitet, videreanvendelse af løsninger og oprettelse af grænseoverskridende tjenester, er semantisk interoperabilitet centralt for at fremme effektiv kommunikation i forskellige flersprogede miljøer, herunder på regionalt og lokalt plan.

(6) Transeuropæiske digitale offentlige tjenester er digitale tjenester, der leveres af EU-enheder eller offentlige myndigheder indbyrdes eller til fysiske eller juridiske personer i Unionen, og som kræver interaktion på tværs af medlemsstaternes grænser, mellem EU-enheder eller mellem EU-enheder og offentlige myndigheder, ved hjælp af deres net- og informationssystemer. Transeuropæiske digitale offentlige tjenester bør bl.a. omfatte centrale offentlige tjenester som defineret i afgørelse (EU) 2022/2481, som omfatter vigtige tjenester, der er relevante for større livsbegivenheder for fysiske personer, såsom når de finder et job eller studerer, og for juridiske personer i deres professionelle livscyklus. Det er hensigten, at centrale offentlige tjenester af transeuropæisk relevans giver borgere store fordele, hvor de bliver interoperable på tværs af grænserne. Eksempler på transeuropæiske digitale offentlige tjenester er tjenester, der ved hjælp af grænseoverskridende dataudveksling giver mulighed for gensidig anerkendelse af akademiske eksamensbeviser eller erhvervsmæssige kvalifikationer, udveksling af køretøjsdata med henblik på færdselssikkerhed, adgang til socialsikrings- og sundhedsdata, herunder pandemi- og vaccinationsattester, adgang til kvikskrankesystemer, udveksling af oplysninger om beskatning, told, akkreditering i forbindelse med offentlige udbud, digitale kørekort eller handelsregistre, og generelt alle de tjenester, der gennemfører engangsprincippet om adgang til data og dataudveksling på tværs af grænserne.

(7) Uden at det berører medlemsstaternes kompetence til at definere, hvad der udgør offentlige tjenester, tilskyndes EU-enheder og offentlige myndigheder til at reflektere over brugerbehov og tilgængelighed i forbindelse med udformningen og udviklingen af sådanne tjenester i overensstemmelse med den europæiske erklæring af 15. december 2022 om digitale rettigheder og principper for det digitale årti . EU-enheder og offentlige myndigheder tilskyndes også til at sikre, at personer med handicap, ældre personer og andre sårbare grupper har mulighed for at anvende offentlige tjenester på serviceniveauer svarende til dem, som andre borgere tilbydes.

(8) En ny styringsstruktur med Rådet for et Interoperabelt Europa i centrum bør oprettes og bør have et juridisk mandat til sammen med Kommissionen at fremme den videre udvikling af grænseoverskridende interoperabilitet i Unionen, herunder den europæiske interoperabilitetsramme (EIF) og andre fælles retlige, organisatoriske, semantiske og tekniske interoperabilitetsløsninger, f.eks. specifikationer og applikationer. Desuden bør der ved denne forordning indføres et klart og let genkendeligt mærke for visse interoperabilitetsløsninger (»løsninger for et interoperabelt Europa«). Etableringen af et dynamisk fællesskab omkring åbne forvaltningsteknologiløsninger bør fremmes.

(9) Regionale og lokale myndigheder vil spille en aktiv rolle i udviklingen af interoperabilitetsløsninger. De bør også søge at inddrage SMV'er, forsknings- og uddannelsesorganisationer og civilsamfundet og dele resultatet af sådanne udvekslinger.

(10) Reglerne for alle EU-enheder og offentlige myndigheder, der fastsætter bindende krav til transeuropæiske digitale offentlige tjenester og dermed påvirker disse enheders og myndigheders mulighed for at dele data gennem deres net- og informationssystemer, bør så vidt muligt tilpasses af hensyn til en sammenhængende tilgang til interoperabilitet i den offentlige sektor i hele Unionen og med henblik på at støtte princippet om god forvaltning og den frie udveksling af personoplysninger og andre data end personoplysninger i Unionen. Dette mål omfatter Kommissionen og andre EU-enheder samt offentlige myndigheder i medlemsstaterne på tværs af alle forvaltningsniveauer: nationale, regionale og lokale. EU-enheder spiller en vigtig rolle med hensyn til at indsamle reguleringsmæssige rapporteringsdata fra medlemsstaterne. Interoperabiliteten mellem sådanne data bør derfor også være omfattet af denne forordnings anvendelsesområde.

(11) Den grundlæggende ret til beskyttelse af personoplysninger er navnlig sikret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 og (EU) 2018/1725 . Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF beskytter desuden privatlivets fred og kommunikationshemmeligheden, herunder i form af betingelser for enhver form for lagring i og adgang til personoplysninger og andre data end personoplysninger fra terminaludstyr. Disse lovgivningsmæssige EU-retsakter udgør grundlaget for bæredygtig og ansvarlig databehandling, herunder når datasæt omfatter en blanding af personoplysninger og andre oplysninger end personoplysninger. Nærværende forordning supplerer og berører ikke EU-retten om beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred, navnlig forordning (EU) 2016/679 og (EU) 2018/1725 samt direktiv 2002/58/EF. Ingen bestemmelse i nærværende forordning bør anvendes eller fortolkes på en sådan måde, at retten til beskyttelse af personoplysninger, retten til privatlivets fred eller kommunikationshemmeligheden mindskes eller begrænses.

(12) Grænseoverskridende interoperabilitet muliggøres ikke kun gennem centraliserede digitale infrastrukturer i medlemsstaterne, men også gennem en decentraliseret tilgang. Dette indebærer behovet for tillid mellem offentlige forvaltninger, hvilket giver mulighed for dataudveksling mellem lokale myndigheder i forskellige medlemsstater uden nødvendigvis at gå gennem nationale knudepunkter. Det er derfor nødvendigt at udvikle fælles interoperabilitetsløsninger, der er videreanvendelige på tværs af alle forvaltningsniveauer. Interoperabilitetsløsninger antager forskellige former, lige fra værktøjer på højere niveau såsom begrebsmæssige rammer og retningslinjer til mere tekniske løsninger såsom referencearkitekturer, tekniske specifikationer eller standarder. Konkrete tjenester og applikationer samt dokumenterede tekniske komponenter såsom kildekode, herunder artefakter og modeller vedrørende kunstig intelligens, kan desuden være interoperabilitetsløsninger, hvis de vedrører retlige, organisatoriske, semantiske eller tekniske aspekter af grænseoverskridende interoperabilitet. Behovet for digitale interaktioner på tværs af grænserne er stigende, hvilket kræver løsninger, der kan opfylde disse behov. Hensigten med denne forordning er at lette og tilskynde til udveksling mellem alle forvaltningsniveauer, overvinde grænseoverskridende hindringer og administrative byrder og derved øge effektiviteten af offentlige tjenester i hele Unionen.

(13) Interoperabilitet fremmer en vellykket gennemførelse af politikker, navnlig politikker med en stærk forbindelse til den offentlige sektor såsom retlige og indre anliggender, beskatning og told, transport, energi, sundhed, landbrug og beskæftigelse, samt regulering af virksomheder og industri. Hvis man kun fokuserer på interoperabilitet inden for den enkelte sektor, er der imidlertid risiko for, at der vedtages forskellige eller inkompatible løsninger på nationalt niveau eller på sektorniveau, hvilket vil skabe nye elektroniske barrierer, der hindrer funktionen af det indre marked og den tilhørende frie bevægelighed. Der er også risiko for, at det undergraver det åbne og konkurrenceprægede marked og leveringen af tjenester af almen interesse til borgere og virksomheder. Denne forordning bør derfor også lette, tilskynde til og gælde for interoperabilitet på tværs af sektorer og dermed støtte fjernelsen af hindringer, uforeneligheder og fragmenteringen af digitale offentlige tjenester.

(14) For at eliminere fragmenteringen på interoperabilitetsområdet i Unionen bør en fælles forståelse af interoperabilitet i Unionen og en holistisk tilgang til interoperabilitetsløsninger fremmes. Et struktureret samarbejde bør støtte foranstaltninger, som fremmer udformningen af politikker, der som standard er digitaliseringsklar og følger tilgangen om indbygget interoperabilitet. Det bør desuden fremme EU-enheders og offentlige myndigheders effektive forvaltning og anvendelse af digitaltjenesteinfrastrukturer og deres komponenter, som gør det muligt at oprette og drive bæredygtige og effektive offentlige tjenester med henblik på at sikre tilgængeligheden op til den laveste administrative enhed.

(15) EU-enheder og offentlige myndigheder kan indføre bindende krav til transeuropæiske digitale offentlige tjenester. For at sikre, at sådanne tjenester kan udveksle data på tværs af grænserne, bør der oprettes en mekanisme, der gør det muligt at opdage retlige, organisatoriske, semantiske og tekniske hindringer for grænseoverskridende interoperabilitet (interoperabilitetsvurdering). Denne mekanisme bør sikre, at der tages passende hensyn til grænseoverskridende interoperabilitetsaspekter i alle beslutninger, der har indvirkning på udformningen af sådanne tjenester.

(16) For at fastsætte bindende krav til transeuropæiske digitale offentlige tjenester er det vigtigt at fokusere på interoperabilitetsaspektet så tidligt som muligt i den politiske beslutningsproces efter princippet om digital som standard og tilgangen om indbygget interoperabilitet. En EU-enhed eller offentlig myndighed, der har til hensigt at fastsætte bindende krav vedrørende en eller flere transeuropæiske digitale offentlige tjenester, som har indvirkning på grænseoverskridende interoperabilitet, f.eks. i forbindelse med digitaliseringen af centrale offentlige tjenester som omhandlet i afgørelse (EU) 2022/2481, bør derfor gennemføre en interoperabilitetsvurdering. For at sikre, at denne opgave er effektiv og virkningsfuld, kan en medlemsstat træffe afgørelse om de nødvendige interne ressourcer og det samarbejde mellem sine offentlige myndigheder, som er nødvendigt for at støtte gennemførelsen af disse interoperabilitetsvurderinger.

(17) En interoperabilitetsvurdering er nødvendig for at forstå omfanget af de planlagte kravs virkninger og foreslå foranstaltninger til at udnytte fordelene og håndtere de potentielle omkostninger. I situationer, hvor en interoperabilitetsvurdering ikke er obligatorisk, bør EU-enheden eller den offentlige myndighed have mulighed for frivilligt at udføre interoperabilitetsvurderingen. Denne forordning fremmer derfor interoperabilitet som helhed.

(18) Bindende krav omfatter forpligtelser, forbud, betingelser, kriterier eller begrænsninger af retlig, organisatorisk, semantisk eller teknisk art i love, administrative bestemmelser, kontrakter, udbud eller andre officielle dokumenter. Bindende krav påvirker, hvordan transeuropæiske digitale offentlige tjenester og deres net- og informationssystemer, der anvendes til at levere dem, udformes, indkøbes, udvikles og gennemføres, hvorved disse tjenesters indgående eller udgående datastrømme påvirkes. Opgaver såsom evolutiv vedligeholdelse, der ikke indfører væsentlige ændringer, sikkerhedsopdateringer eller tekniske opdateringer, eller enkle indkøb af standardudstyr til informations- og kommunikationsteknologi (IKT) påvirker dog normalt ikke den grænseoverskridende interoperabilitet af transeuropæiske digitale offentlige tjenester og fører derfor ikke til en obligatorisk interoperabilitetsvurdering som omhandlet i denne forordning.

(19) Tilgangen til gennemførelse af interoperabilitetsvurderinger bør være forholdsmæssig og differentieret i overensstemmelse med det niveau, hvorpå, og det omfang, hvori de gennemføres. Under visse omstændigheder kan det være rimeligt og økonomisk, hvis genstanden for en interoperabilitetsvurdering er bredere end et enkelt projekt, herunder hvis offentlige myndigheder har til hensigt at etablere en fælles applikation eller behandlingsplatform. I sådanne tilfælde bør det på det kraftigste tilskyndes, at interoperabilitetsvurderingen går videre end opnåelsen af målene for et interoperabelt Europa hen imod fuld gennemførelse af interoperabilitet. På samme måde bør kravene til interoperabilitetsvurderinger, der gennemføres i forbindelse med gennemførelsen af et enkelt projekt, f.eks. i en lokal myndighed, være pragmatiske og give mulighed for et snævert fokus under hensyntagen til, at de bredere fordele ved interoperabilitetsvurderinger generelt høstes i de tidlige faser af politikudformningen og udviklingen af referencearkitektur, specifikationer og standarder. Rådet for et Interoperabelt Europa bør i forbindelse med vedtagelsen af retningslinjerne for indholdet af interoperabilitetsvurderingen bl.a. tage hensyn til kapaciteten hos regionale og lokale offentlige myndigheder og undgå en uforholdsmæssig stor administrativ byrde.

(20) I forbindelse med høringen af de direkte berørte eller deres repræsentanter bør EU-enheden eller den offentlige myndighed kunne gøre brug af fastsatte høringspraksisser og aktuelle data.

(21) Interoperabilitetsvurderingen bør evaluere virkningerne for den grænseoverskridende interoperabilitet af de planlagte bindende krav til transeuropæiske digitale offentlige tjenester, f.eks. under hensyntagen til disse virkningers oprindelse, art, specificitet og omfang. Resultatet af denne vurdering bør tages i betragtning, når det afgøres, hvilke passende foranstaltninger der skal træffes for at fastlægge eller ændre de bindende krav til transeuropæiske digitale offentlige tjenester.

(22) EU-enheden eller den offentlige myndighed bør offentliggøre en rapport om resultatet af interoperabilitetsvurderingen på et offentligt sted, som de nationale kompetente myndigheder eller interoperabilitetskoordinatorerne for EU-enheder har udpeget, og som minimum på et officielt websted i et maskinlæsbart format. Offentliggørelsen af rapporten bør ikke føre til krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder eller forretningshemmeligheder og bør begrænses, hvis dette er begrundet i hensynet den offentlige orden eller sikkerhed. EU-retten om beskyttelse af personoplysninger bør overholdes. EU-enheden eller den offentlige myndighed bør dele resultatet af interoperabilitetsvurderingen elektronisk med Rådet for et Interoperabelt Europa. På dette grundlag bør Rådet for et Interoperabelt Europa analysere og fremsætte forslag med henblik på at forbedre den grænseoverskridende interoperabilitet af transeuropæiske digitale offentlige tjenester. Forslagene fra Rådet for et Interoperabelt Europa bør offentliggøres på portalen for et interoperabelt Europa.

(23) Der er behov for en fælles tjekliste for interoperabilitetsvurderingsrapporter for at gøre det lettere for EU-enheder og offentlige myndigheder at gennemføre opgaverne med disse vurderinger og gøre det muligt for Rådet for et Interoperabelt Europa at udarbejde anbefalinger på grundlag af resultaterne heraf for at forbedre den grænseoverskridende interoperabilitet. Rapporten med resultatet af interoperabilitetsvurderingsprocessen bør derfor sammenfatte det vurderede kravs virkninger for de retlige, organisatoriske, semantiske, tekniske og styringsmæssige dimensioner af den grænseoverskridende interoperabilitet sammen med den type løsninger for et interoperabelt Europa, der anvendes til at håndtere sådanne virkninger, og de resterende hindringer, der ikke er håndteret endnu. Anvendelsen af denne fælles tjekliste bør forklares nærmere ved hjælp af retningslinjer vedtaget af Rådet for et Interoperabelt Europa.

(24) Kommissionen bør tilvejebringe en brugervenlig metode til at håndtere og fremsende resultatet af vurderingerne, herunder i et maskinlæsbart format. Et onlineværktøj til interoperabilitetsvurderingsrapporter bør have til formål at tilvejebringe en enkel og brugervenlig grænseflade til udarbejdelse og offentliggørelse af sådanne rapporter. Et standardiseret output af rapporteringsdata i et maskinlæsbart format vil kunne anvendes til overvågningsformål. Et sådant værktøj bør også lette automatiseret oversættelse og bør integreres i portalen for et interoperabelt Europa. For at fremme interoperabilitet og gnidningsløs integration bør onlineværktøjet også fastsætte og følge en åben datamodel, der er baseret på den fælles tjekliste for interoperabilitetsvurderingsrapporter. Tilvejebringelsen af en applikationsprogrammeringsgrænseflade er afgørende, da den gør det muligt at integrere værktøjet i eksisterende rapporteringsplatforme og dermed maksimere nytteværdien og effektiviteten for alle interessenter. Selv om anvendelsen af onlineværktøjet bør være frivillig, bør en EU-enheds eller en offentlig myndigheds forpligtelse til at offentliggøre en rapport med resultatet af interoperabilitetsvurderingen på et offentligt sted anses for at være opfyldt ved at indsende de nødvendige data og muliggøre offentliggørelsen heraf på portalen for et interoperabelt Europa.

(25) EU-enheder eller offentlige myndigheder, der søger efter interoperabilitetsløsninger, bør kunne anmode andre EU-enheder eller offentlige myndigheder om de interoperabilitetsløsninger, som disse organer eller enheder anvender, såsom god praksis, specifikationer og softwarekode sammen med den tilhørende dokumentation. Deling bør blive en standard. EU-enheder eller offentlige myndigheder bør desuden søge at udvikle nye interoperabilitetsløsninger eller videreudvikle eksisterende interoperabilitetsløsninger. Når de gør dette, bør de prioritere løsninger, der ikke er underlagt restriktive licensbetingelser, hvis sådanne løsninger er ækvivalente. Ikke desto mindre bør deling af interoperabilitetsløsninger ikke forstås som et krav til EU-enheder og offentlige myndigheder om at give afkald på deres intellektuelle ejendomsrettigheder.

(26) Når offentlige forvaltninger deler deres løsninger med andre offentlige forvaltninger eller offentligheden, handler de i offentlighedens interesse. Dette er endnu mere relevant for innovative teknologier. Open code sikrer f.eks. gennemsigtige algoritmer og muliggør uafhængig kontrol og reproducerbare byggeblokke. Delingen af interoperabilitetsløsninger mellem offentlige forvaltninger bør danne grundlag for at opnå et åbent økosystem for digitale teknologier til den offentlige sektor, som kan give mange fordele.

(27) Når Rådet for et Interoperabelt Europa overvåger sammenhængen mellem de anbefalede interoperabilitetsløsninger og foreslår foranstaltninger til at sikre deres forenelighed med eksisterende løsninger, som har samme formål, bør det tage hensyn til løsningernes forældelse.

(28) EIF bør sikre sammenhæng og anerkendes som det fælles referencepunkt for Unionens tilgang til interoperabilitet i den offentlige sektor. Specialiserede interoperabilitetsrammer kan desuden imødekomme specifikke sektorers, områders eller forvaltningsniveauers behov. Disse rammer, som er af ikkebindende art, bør yderligere fremme gennemførelsen af interoperabilitetsløsninger og tilgangen om indbygget interoperabilitet.

(29) EIF bør bl.a. fremme princippet om flersprogethed i den offentlige sektor.

(30) EIF bør udvikles af Rådet for et Interoperabelt Europa. Rådet for et Interoperabelt Europa bør bestå af en repræsentant for hver medlemsstat og en repræsentant for Kommissionen. Medlemsstaterne er sammen med Kommissionen således i centrum for udviklingen og gennemførelsen af EIF. Rådet for et Interoperabelt Europa bør efter behov ajourføre EIF.

(31) De specialiserede interoperabilitetsrammer, der udstedes for at supplere EIF, bør tage hensyn til og ikke berøre de eksisterende sektorspecifikke rammer, der er udviklet på EU-plan, f.eks. i sundhedssektoren, negativt.

(32) Interoperabilitet er direkte forbundet med og afhænger af anvendelsen af åbne specifikationer og standarder. Den offentlige sektor i Unionen bør derfor have mulighed for at nå til enighed om tværgående åbne specifikationer og andre løsninger til fremme af interoperabilitet. Den nye ramme bør fastlægge en klar proces for etablering og fremme af anbefalede interoperabilitetsløsninger i fremtiden, som bærer mærket »Løsning for et interoperabelt Europa«. På denne måde vil den offentlige sektor få en mere koordineret stemme til at formidle den offentlige sektors behov og offentlige værdier i bredere drøftelser. Rådet for et Interoperabelt Europa bør nå til enighed om generelle kriterier, som interoperabilitetsløsninger bør følge. Rådet for et Interoperabelt Europa bør have mulighed for at trække sådanne anbefalinger tilbage. Når Rådet for et Interoperabelt Europa trækker sine anbefalinger tilbage, bør mærket »Løsning for et interoperabelt Europa« fjernes fra de relevante interoperabilitetsløsninger, og disse interoperabilitetsløsninger vil om nødvendigt kunne slettes fra portalen for et interoperabelt Europa.

(33) Mange interoperabilitetsspecifikationer, der anvendes af den offentlige sektor, kan udledes af den eksisterende EU-ret. Det er derfor nødvendigt at etablere en forbindelse mellem alle specifikationer for transeuropæiske digitale offentlige tjenester, som er bindende i henhold til EU-retten. Det er ikke altid let for gennemførelsesmyndighederne at finde kravene i det seneste maskinlæsbare format. Et centralt indgangspunkt i form af portalen for et interoperabelt Europa og klare regler for metadata for oplysningerne i forbindelse med sådanne krav har til hensigt at hjælpe offentlige myndigheder med at sikre, at deres digitaltjenesteinfrastrukturer overholder eksisterende og fremtidige regler.

(34) Portalen for et interoperabelt Europa bør udvikles på grundlag af eksisterende initiativer og bør oprettes som et lettilgængeligt referencepunkt for interoperabilitetsløsninger, -vurderinger, -viden og -fællesskab. Portalen for et interoperabelt Europa bør oprettes som et link til officielle kilder og bør være åben for input fra fællesskabet for et interoperabelt Europa oprettet ved denne forordning.

(35) Portalen for et interoperabelt Europa bør gøre interoperabilitetsløsninger, der følger EIF's principper om åbenhed, tilgængelighed, teknisk neutralitet, videreanvendelse, sikkerhed og privatlivets fred, offentligt tilgængelige og søgbare. Der bør være en klar skelnen mellem løsninger for et interoperabelt Europa, som Rådet for et Interoperabelt Europa anbefaler, og andre interoperabilitetsløsninger såsom dem, der deles proaktivt med henblik på videreanvendelse af offentlige forvaltninger, dem, der er knyttet til EU-politikker, og relevante løsninger fra nationale portaler. Brugstilfældene på portalen for et interoperabelt Europa bør være søgbare efter land eller efter den type offentlige tjeneste, de støtter. Rådet for et Interoperabelt Europa bør høres om, hvordan løsningerne skal kategoriseres på portalen for et interoperabelt Europa.

(36) Da open source sætter brugerne i stand til aktivt at vurdere og inspicere løsningers interoperabilitet og sikkerhed, er det vigtigt, at open source støtter gennemførelsen af interoperabilitetsløsninger. I denne sammenhæng bør anvendelsen af open source-licenser fremmes for at øge juridisk klarhed og den gensidige anerkendelse af licenser i medlemsstaterne. Med Den Europæiske Unions offentlige licens (EUPL) tilbyder Kommissionen allerede en løsning vedrørende en sådan licensordning. Medlemsstaternes portaler, som indsamler open source-løsninger, og som er forbundet med portalen for et interoperabelt Europa, bør give mulighed for at anvende EUPL uden at udelukke muligheden for, at sådanne portaler kan tillade anvendelsen af andre open source-licenser.

(37) Unionens offentlige tjenester, der leveres eller forvaltes elektronisk, afhænger på nuværende tidspunkt i mange tilfælde af tredjelandsudbydere. Det er i Unionens strategiske interesse at sikre, at den bevarer og udvikler vigtig teknologisk kapacitet til at sikre sit digitale indre marked og navnlig til at sikre levering af tjenester, beskytte kritiske net- og informationssystemer og levere centrale offentlige tjenester. Foranstaltningerne til støtte for et interoperabelt Europa bør hjælpe de offentlige forvaltninger med at udvikle sig, så de kan indarbejde nye udfordringer og nye områder i grænseoverskridende sammenhænge. Interoperabilitet er en forudsætning for at undgå teknologisk fastlåsning, muliggøre teknisk udvikling og fremme innovation, hvilket bør styrke Unionens globale konkurrenceevne, modstandsdygtighed og åbne strategiske autonomi.

(38) Det er nødvendigt at indføre en styringsmekanisme for at lette gennemførelsen af Unionens politikker på en måde, der sikrer interoperabilitet. Denne mekanisme bør målrettes mod interoperabel digital gennemførelse af politikker, når de er vedtaget i form af retsakter, og bør medvirke til at udvikle interoperabilitetsløsninger på et behovsbaseret grundlag. Mekanismen bør støtte offentlige myndigheder. Rådet for et Interoperabelt Europa bør forelægge støtteprojekter for gennemførelse af politikker til støtte for offentlige myndigheder for Kommissionen, som afgør, om støtteprojekterne skal iværksættes, under behørig hensyntagen til det potentielle behov for ikkeautoritative, maskineksekverbare udgaver af politikken såsom referencegennemførelsesmodeller eller -koder, der er videreanvendelige på alle forvaltningsniveauer.

(39) Alle forvaltningsniveauer bør samarbejde med innovative organisationer, herunder virksomheder og nonprofitorganisationer, om at udforme, udvikle og drive offentlige tjenester. Støtte til govtech-samarbejdet mellem offentlige myndigheder, forsknings- og uddannelsesinstitutioner, nystartede virksomheder og innovative SMV'er samt civilsamfundsorganisationer (civictech) er et effektivt middel til at støtte innovation i den offentlige sektor, fleksibilitet og fremme brugen af interoperabilitetsværktøjer på tværs af den private og den offentlige sektor. Ved at støtte et åbent govtech-økosystem i Unionen, som samler offentlige og private aktører på tværs af grænserne, og som involverer forskellige forvaltningsniveauer, bør det være muligt at udvikle innovative initiativer med hensyn til udformning og udbredelse af govtech-interoperabilitetsløsninger.

(40) Identifikation af fælles innovationsbehov og -prioriteter og målretning af den fælles govtech- og forsøgsindsats på tværs af grænserne vil hjælpe de offentlige myndigheder i Unionen med at dele risici, erfaringer og resultater af innovationsforanstaltninger. Disse aktiviteter vil navnlig udnytte Unionens rige reserve af nystartede teknologivirksomheder og SMV'er. Vellykkede govtech-projekter og innovationsforanstaltninger, der er afprøvet ved hjælp af innovationsforanstaltninger for et interoperabelt Europa, bør bidrage til at opskalere govtech-værktøjer og interoperabilitetsløsninger til videreanvendelse.

(41) Foranstaltninger til støtte for et interoperabelt Europa vil kunne have gavn af sikre områder til forsøg, som også sikrer ansvarlig innovation og integration af passende risikoafbødende foranstaltninger og garantier. For at sikre en retlig ramme, der er innovationsvenlig, fremtidssikret og modstandsdygtig over for forstyrrelser, bør det gøres muligt at gennemføre sådanne projekter i reguleringsmæssige sandkasser for interoperabilitet. Reguleringsmæssige sandkasser for interoperabilitet bør bestå af kontrollerede testmiljøer, der letter udviklingen og testningen af innovative løsninger, inden sådanne løsninger integreres i den offentlige sektors net- og informationssystemer. Etableringen af reguleringsmæssige sandkasser for interoperabilitet bør have til formål at fremme interoperabilitet gennem innovative løsninger ved at etablere et kontrolleret forsøgs- og testmiljø med henblik på at sikre tilpasning af disse løsninger til denne forordning og anden relevant EU-ret og national ret, øge retssikkerheden for innovatorer og de kompetente myndigheder og øge forståelsen af de muligheder, nye risici og virkninger, der er forbundet med de nye løsninger. For at sikre en ensartet gennemførelse i hele Unionen og for at opnå stordriftsfordele bør der fastsættes fælles regler for gennemførelsen af de reguleringsmæssige sandkasser for interoperabilitet. Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse har bemyndigelse til at pålægge EU-enheder administrative bøder i forbindelse med reguleringsmæssige sandkasser for interoperabilitet i overensstemmelse med .

(42) Der skal fastsættes regler for anvendelsen af personoplysninger, der er indsamlet til andre formål, med henblik på at udvikle visse interoperabilitetsløsninger i samfundets interesse inden for den reguleringsmæssige sandkasse for interoperabilitet i overensstemmelse med og , og uden at det berører . Alle andre forpligtelser for dataansvarlige og rettigheder for registrerede i henhold til forordning (EU) 2016/679 og (EU) 2018/1725 og direktiv (EU) 2016/680 finder fortsat anvendelse. Nærværende forordning udgør navnlig ikke et retsgrundlag som omhandlet i eller . Nærværende forordning har kun til formål at fastsætte bestemmelser for behandlingen af personoplysninger i forbindelse med den reguleringsmæssige sandkasse for interoperabilitet. Enhver anden behandling af personoplysninger, der falder ind under nærværende forordnings anvendelsesområde, ville kræve et særskilt retsgrundlag.

(43) For at øge gennemsigtigheden i EU-enheders og offentlige myndigheders behandling af personoplysninger bør portalen for et interoperabelt Europa give adgang til oplysninger om behandlingen af personoplysninger i forbindelse med reguleringsmæssige sandkasser for interoperabilitet i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679 og (EU) 2018/1725.

(44) Det er nødvendigt at fremme en god forståelse af interoperabilitetsspørgsmål, navnlig blandt ansatte i den offentlige sektor. Efter- og videreuddannelse er afgørende i denne henseende, og der bør tilskyndes til samarbejde og koordinering på dette område. Ud over uddannelse i løsninger for et interoperabelt Europa bør alle initiativer, hvor det er relevant, bygge på eller ledsages af udveksling af erfaringer og løsninger samt udveksling og fremme af bedste praksis. Med henblik herpå bør Kommissionen udvikle uddannelseskurser og undervisningsmateriale og bør fremme udviklingen af et certificeringsprogram for interoperabilitetsspørgsmål med henblik på at fremme bedste praksis, opkvalificering af de menneskelige ressourcer og en kultur af topkvalitet. Kommissionen bør bidrage til at øge den generelle tilgængelighed og udbredelse af uddannelse i interoperabilitet i den offentlige sektor på nationalt, regionalt og lokalt plan i overensstemmelse med Unionens strategier for digitale færdigheder. Kommissionen og medlemsstaterne bør fremme kapacitetsopbygning, navnlig inden for de offentlige forvaltninger, med hensyn til omskoling og opkvalificering, der er nødvendig for gennemførelsen af denne forordning.

(45) For at skabe en mekanisme, der letter en gensidig læringsproces mellem EU-enheder og offentlige myndigheder og udveksling af bedste praksis i forbindelse med gennemførelsen af løsninger for et interoperabelt Europa i medlemsstaterne, er det nødvendigt at fastsætte bestemmelser om peerreviewprocessen. Peerreview bør føre til værdifuld indsigt og værdifulde henstillinger til den offentlige myndighed, der er genstand for en sådan gennemgang. Peerreview kan navnlig bidrage til at lette overførslen af teknologier, værktøjer, foranstaltninger og processer mellem deltagerne i peerreview. Peerreview bør skabe en funktionel vej til udveksling af bedste praksis på tværs af medlemsstater og EU-enheder med forskellige modenhedsniveauer med hensyn til interoperabilitet. Det bør være muligt at gennemføre peerreview på frivillig basis efter anmodning fra en EU-enhed eller en offentlig myndighed, når det er nødvendigt. For at sikre, at peerreviewprocessen er omkostningseffektiv, giver klare og endelige resultater, og det undgås, at der pålægges unødvendige administrative byrder, bør Kommissionen kunne vedtage retningslinjer for peerreviews metode og indhold på grundlag af de behov, der opstår, og efter høring af Rådet for et Interoperabelt Europa.

(46) Rådet for et Interoperabelt Europa bør lette udviklingen af den generelle retning for det strukturerede samarbejde om et interoperabelt Europa i indsatsen for at fremme den digitale sammenkobling og interoperabilitet mellem offentlige tjenester i Unionen og føre tilsyn med de strategiske aktiviteter og gennemførelsesaktiviteterne i forbindelse med dette samarbejde. Rådet for et Interoperabelt Europa bør udføre dets opgaver under hensyntagen til de grænseoverskridende interoperabilitetsregler og -løsninger, der allerede er gennemført for eksisterende net- og informationssystemer.

(47) Visse EU-enheder, f.eks. Det Europæiske Datainnovationsråd og Udvalget for Det Europæiske Sundhedsdataområde, er blevet oprettet og har bl.a. fået til opgave at forbedre interoperabiliteten på et specifikt område- eller politikniveau. Ingen af de eksisterende enheder har imidlertid til opgave at håndtere bindende krav til transeuropæiske digitale offentlige tjenester. Rådet for et Interoperabelt Europa bør støtte de EU-enheder, der arbejder med politikker, tiltag og løsninger, som er relevante for den grænseoverskridende interoperabilitet af transeuropæiske digitale offentlige tjenester, f.eks. vedrørende semantisk interoperabilitet, der muliggør portabilitet og videreanvendelse for dataområder. Rådet for et Interoperabelt Europa bør interagere med alle relevante EU-enheder for at sikre overensstemmelse og synergier mellem grænseoverskridende interoperabilitetstiltag og sektorspecifikke interoperabilitetstiltag. Med henblik herpå kan Kommissionen som formand for Rådet for et Interoperabelt Europa indbyde eksperter med særlig kompetence inden for et punkt på dagsordenen, herunder repræsentanter for regionale og lokale myndigheder og fra open source- og standardiseringsfællesskaber.

(48) Fremme af interoperabilitet i den offentlige sektor kræver aktiv inddragelse af og engagement fra eksperter, fagfolk, brugere og interesserede borgere på tværs af medlemsstaterne. Denne indsats strækker sig over alle forvaltningsniveauer — nationale, regionale og lokale — og inddrager internationale partnere, forsknings- og uddannelsesinstitutioner samt relevante fællesskaber og den private sektor. For at udnytte deres ekspertise, færdigheder og kreativitet bør fællesskabet for et interoperabelt Europa, et særligt forum, hjælpe med at formidle feedback, brugerbehov og operationelle behov, identificere områder, hvor der er behov for yderligere udvikling, og prioriteter for samarbejdet om interoperabilitet i Unionen. Oprettelsen af fællesskabet for et interoperabelt Europa bør støtte koordineringen og samarbejdet mellem de strategiske og operationelle nøgleaktører inden for interoperabilitet.

(49) Fællesskabet for et interoperabelt Europa bør være åbent for alle interesserede parter. Det bør være så nemt som muligt at få adgang til fællesskabet for et interoperabelt Europa, og unødvendige hindringer og administrative byrder bør undgås. Fællesskabet for et interoperabelt Europa bør samle offentlige og private interessenter, herunder borgere, med ekspertise inden for grænseoverskridende interoperabilitet og med forskellig baggrund, f.eks. den akademiske verden, forskning og innovation, uddannelse, standardisering og specifikationer, virksomheder og offentlig forvaltning på alle niveauer. Der bør tilskyndes til aktiv deltagelse i fællesskabet for et interoperabelt Europa, herunder ved at identificere støtteforanstaltninger og finansieringsmuligheder.

(50) For at sikre, at reglerne i denne forordning gennemføres effektivt og virkningsfuldt, er det nødvendigt at udpege nationale kompetente myndigheder, der er ansvarlige for dens gennemførelse. I mange medlemsstater har bestemte enheder allerede fået til opgave at udvikle interoperabilitet. Disse enheder bør kunne overtage opgaven som kompetent myndighed i overensstemmelse med denne forordning og, hvis der er mere end én national kompetent myndighed, bør der udpeges et centralt kontaktpunkt blandt dem.

(51) Der bør udarbejdes en agenda for et interoperabelt Europa som Unionens vigtigste instrument til koordinering af offentlige investeringer i interoperabilitetsløsninger og fastlæggelse af køreplanen for gennemførelse af denne forordning. Den bør give et samlet overblik over finansieringsmuligheder og finansieringsforpligtelser på området og, hvor det er relevant, integrere de relaterede EU-programmer. Dette bør bidrage til at skabe synergier og koordinere finansiel støtte i forbindelse med udvikling af interoperabilitet og undgå overlapning på alle forvaltningsniveauer.

(52) Der bør indsamles oplysninger med henblik på at give vejledning om den virkningsfulde og effektive gennemførelse af denne forordning, herunder oplysninger med henblik på at støtte Rådet for et Interoperabelt Europas arbejde og input til evalueringen af denne forordning i overensstemmelse med den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning . Kommissionen bør derfor overvåge og evaluere denne forordning. Evalueringen bør baseres på følgende fem kriterier vedrørende effektivitet, virkningsfuldhed, relevans, sammenhæng og merværdi med et særligt fokus på denne forordnings indvirkning på grænseoverskridende interoperabilitet af transeuropæiske digitale offentlige tjenester som en katalysator for gnidningsløse og tilgængelige digitale offentlige tjenester, reduktionen af administrative byrder og behovet for yderligere foranstaltninger og politikker på EU-plan. Evalueringen bør også danne grundlag for konsekvensanalyser af eventuelle yderligere foranstaltninger. Endvidere bør Kommissionen efter høring af Rådet for et Interoperabelt Europa udarbejde metoden, processen og indikatorerne for overvågning. Overvågningsmekanismen bør udformes med henblik på at minimere den administrative byrde for medlemsstaterne ved så vidt muligt at videreanvende eksisterende datakilder og ved at skabe synergier med eksisterende overvågningsmekanismer såsom indekset over den digitale økonomi og det digitale samfund, benchmarket for e-forvaltning og forløbene af politikprogrammet for det digitale årti 2030 oprettet ved afgørelse (EU) 2022/2481.

(53) Kommissionen bør for Europa-Parlamentet og Rådet forelægge og præsentere en årsrapport om interoperabiliteten i Unionen. Denne rapport bør omfatte en redegørelse for de fremskridt, der er gjort med hensyn til den grænseoverskridende interoperabilitet af transeuropæiske digitale offentlige tjenester, hindringer og drivkræfter for gennemførelsen samt de resultater, der er opnået over tid, i overensstemmelse med de overvågningsemner, der er anført i denne forordning. For så vidt angår indikatorer, for hvilke der ikke foreligger data, bør medlemsstaterne levere dataene rettidigt gennem Rådet for et Interoperabelt Europa for at sikre en effektiv forelæggelse af rapporten. Kvaliteten af rapporten er betinget af, at der rettidigt foreligger data.

(54) For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at fastsætte regler og betingelser for etablering og drift af reguleringsmæssige sandkasser for interoperabilitet. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 .

(55) Målet for denne forordning, nemlig at styrke det indre marked ved at fremme grænseoverskridende interoperabilitet af transeuropæiske digitale offentlige tjenester, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af omfang og virkning bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(56) Anvendelsen af denne forordning bør udskydes til tre måneder fra datoen for dens ikrafttræden for at give medlemsstaterne og EU-enhederne tilstrækkelig tid til at forberede sig på anvendelsen af denne forordning. En sådan udskydelse er nødvendig for at oprette Rådet for et Interoperabelt Europa og fællesskabet for et interoperabelt Europa og for at udpege interoperabilitetskoordinatorer. Denne forordning bør desuden give medlemsstaterne og EU-enhederne tid til at forberede en effektiv gennemførelse af interoperabilitetsvurderinger og til, at hver medlemsstat udpeger en eller flere nationale kompetente myndigheder og et centralt kontaktpunkt. Derfor bør bestemmelserne om interoperabilitetsvurderinger, nationale kompetente myndigheder og centrale kontaktpunkter finde anvendelse ni måneder fra datoen for denne forordnings ikrafttræden.

(57) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med og afgav en udtalelse den 13. januar 2023 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Kapitel 1

Almindelige bestemmelser