KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2024/1450
af 23. maj 2024
om at gøre importen af mobilt adgangsudstyr med oprindelse i Folkerepublikken Kina til genstand for registrering
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (»grundforordningen«), særlig artikel 14, stk. 5,
efter at have informeret medlemsstaterne, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Den 13. november 2023 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (»indledningsmeddelelsen«) om indledning af en antidumpingundersøgelse (»antidumpingundersøgelsen«) vedrørende importen til Unionen af mobilt adgangsudstyr med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina«) som følge af en klage indgivet af Coalition to Restore a Level Playing Field in the EU Mobile Access Equipment Sector (»klageren«), som består af EU-producenter af udstyr.
1. Vare, der skal gøres til genstand for registrering
(2) Den vare, der er genstand for registrering, er mobilt adgangsudstyr beregnet til løft af personer, selvbevægende, med en maksimal arbejdshøjde på 6 m eller derover, og dele dertil samlet på forhånd eller leveret som samlesæt, undtagen enkelte komponenter, hvis disse foreligger særskilt, og undtagen udstyr til løft af personer monteret på køretøjer omfattet af kapitel 86 og 87 i det harmoniserede system, med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»den pågældende vare«).
(3) Varen tariferes, for mobilt adgangsudstyr, for øjeblikket under KN-kode ex 8427 10 10, ex 8427 20 19, ex 8428 90 90 og, for så vidt angår dele til mobilt adgangsudstyr samlet på forhånd eller leveret som samlesæt, under ex 8431 20 00 og ex 8431 39 00 (Taric-koder: 8427101010, 8427201910, 8428909020, 8431200060 og 8431390010). KN- og Taric-koderne angives kun til orientering, uden at det berører en senere ændring i toldklassificeringen.
2. Anmodning
(4) Den 15. januar 2024 og den 12. marts 2024 indgav klageren anmodninger om registrering i henhold til artikel 14, stk. 5, i grundforordningen. Klageren anmodede om, at importen af den pågældende vare gøres til genstand for registrering, således at der senere kan anvendes foranstaltninger mod denne import fra datoen for en sådan registrering.
(5) Den 22. januar 2024 fremsatte China Chamber of Commerce for Import and Export of Machinery and Electronic Products (»CCCME«) bemærkninger til den første anmodning om registrering af 15. januar 2024, idet det blev fremført, at denne anmodning ikke indeholdt tilstrækkelige beviser for en stigning i importen, navnlig for så vidt angår importen fra Kina efter indledningen af undersøgelsen, at der ikke blev taget hensyn til den sæsonbetingede efterspørgsel, og at det efterspørgselsstyrede marked for mobilt adgangsudstyr ikke muliggør uventet yderligere import eller lageropbygning, hvilket undergraver toldens afhjælpende virkning. Kommissionen afviste disse bemærkninger fra CCCME, da klagerens anden anmodning om registrering, som blev indgivet den 12. marts 2024, indeholdt tilstrækkelige beviser for stigningen i importen efter indledningen af undersøgelsen, herunder under hensyntagen til den sæsonbetingede efterspørgsel.
3. Begrundelse for registrering
(6) I henhold til grundforordningens artikel 14, stk. 5, kan Kommissionen pålægge toldmyndighederne at tage de nødvendige skridt til at registrere importen, således at der senere kan anvendes foranstaltninger over for denne import fra datoen for en sådan registrering. Importen kan gøres til genstand for registrering efter anmodning fra EU-erhvervsgrenen, hvis anmodningen herom indeholder tilstrækkelige beviser til at begrunde en sådan foranstaltning.
(7) Ifølge klageren er registreringen berettiget, da den pågældende vare dumpes, og lavprisimporten forvolder EU-erhvervsgrenen betydelig skade.
(8) Kommissionen har undersøgt anmodningen i lyset af antidumpinggrundforordningens artikel 10, stk. 4.
(9) Kommissionen efterprøvede, om importørerne havde kendskab til eller burde have haft kendskab til dumpingen, for så vidt angår omfanget heraf og den påståede eller konstaterede skade. Kommissionen undersøgte også, hvorvidt der var tale om en yderligere betydelig stigning i importen, som på baggrund af tidspunktet og omfanget samt andre omstændigheder i alvorlig grad vil kunne undergrave den afhjælpende virkning af den endelige antidumpingtold, der skal anvendes.
3.1. Importørernes kendskab til dumpingen, omfanget heraf og den påståede skade
(10) For så vidt angår dumping fremlagde klageren i klagen beviser for, at importen fra Kina fandt sted til dumpingpriser. Klageren fremlagde også tilstrækkelige beviser for påstået skade.
(11) Meddelelsen om indledning af denne procedure blev offentliggjort den 13. november 2023 og indeholdt et sammendrag af de fremlagte beviser. Ved offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende blev disse oplysninger gjort offentligt tilgængelige, og alle importører fik adgang til klagen. Kommissionen fandt derfor, at importørerne havde kendskab til eller burde have haft kendskab til den påståede dumpingpraksis, omfanget heraf og den påståede skade senest på det pågældende tidspunkt.
3.2. Yderligere betydelig stigning i importen og risiko for, at virkningerne af den endelige antidumpingtold vil blive undergravet
(12) I sine anmodninger om registrering fremlagde klageren de tilgængelige markedsoplysninger, hvoraf det fremgik, at importen til Unionen af den pågældende vare efter indledningen af proceduren steg med mellem 10 % og 90 % afhængigt af varetypen.
(13) Kommissionen efterprøvede statistikker (Surveillance) over importen af den pågældende vare på grundlag af de foreliggende oplysninger for de tre Taric-koder, der er identificeret i indledningsmeddelelsen for mobilt adgangsudstyr (jf. betragtning (3)) . På grundlag af de mængder, der blev importeret under de specifikke Taric-koder, der blev oprettet for den undersøgte vare ved indledningen af undersøgelsen, fastsatte den først importmængden af mobilt adgangsudstyr for en periode efter indledningen (december 2023 til marts 2024). Da importen under de KN-koder, der fandtes i undersøgelsesperioden (1. oktober 2022 til 30. september 2023), også omfattede andre varer, justerede Kommissionen mængderne med den procentvise andel af importen af den pågældende vare under KN-koderne på grundlag af andelen af den undersøgte vare i forhold til den samlede KN-kode i dataene for perioden efter indledningen af undersøgelsen. Kommissionen sammenlignede derefter disse mængder med importmængderne af mobilt adgangsudstyr i samme periode (december 2022 til marts 2023), som var en del af undersøgelsesperioden.
(14) På dette grundlag fastslog Kommissionen, at importmængden i perioden efter indledningen (december 2023 til marts 2024) steg med 16,2 % sammenlignet med importmængden i samme periode året før.
Tabel 1
Import fra Kina i perioden december-marts, år-til-år
| December 2022-marts 2023 | December 2023-marts 2024 | Ændring | Månedligt gennemsnit december 2022–marts 2023 | Månedligt gennemsnit december 2023–marts 2024 |
|---|
| Import fra Kina til Unionen (i ton) | 31 296 | 36 359 | 16,2 % | 7 824 | 9 090 |
| Kilde: Surveillance (justeret) | | | | | |
(15) Kommissionen fandt, at en sådan stigning i importen var betydelig. Selv om gennemsnitsprisen steg en smule i samme sammenligningsperiode, lå den stadig under gennemsnitsprisen i undersøgelsesperioden.
(16) I lyset af tidspunktet for importen vil mængden af dumpingimport og andre omstændigheder (f.eks. faldet i EU-erhvervsgrenens salg, omsætning, beskæftigelse og fortjeneste, der fremgår af klagen og af anmodningerne om registrering) sandsynligvis i alvorlig grad undergrave den afhjælpende virkning af en eventuel endelig told. Med indledningen af denne procedure er det endvidere rimeligt at antage, at importen af den pågældende vare vil kunne stige yderligere forud for vedtagelsen af eventuelle midlertidige foranstaltninger, og at importører hurtigt kunne opbygge lagerbeholdninger.
4. Fremgangsmåde
(17) Kommissionen har derfor konkluderet, at der foreligger tilstrækkelige beviser til at berettige registrering af importen af den pågældende vare i henhold til grundforordningens artikel 14, stk. 5.
(18) Alle interesserede parter opfordres til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og fremlægge dokumentation herfor. Kommissionen kan desuden høre interesserede parter, hvis de anmoder skriftligt herom og kan godtgøre, at der foreligger særlige grunde til, at de bør høres.
5. Registrering
(19) I henhold til grundforordningens artikel 14, stk. 5, bør importen af den pågældende vare gøres til genstand for registrering for at sikre, at hvis undersøgelsen skulle føre til indførelse af antidumpingtold, kan denne told, hvis de nødvendige betingelser er opfyldt, opkræves med tilbagevirkende kraft af den registrerede import i overensstemmelse med gældende retlige bestemmelser.
(20) Enhver fremtidig betalingsforpligtelse udspringer af resultaterne af antidumpingundersøgelsen.
(21) I de påstande i klagen, hvori der anmodes om indledning af en antidumpingundersøgelse, antages der at være tale om en gennemsnitlig dumpingmargen på mellem 178 % og 275,9 % og en gennemsnitlig målprisunderbudsmargen på 57,5 % for den pågældende vare. Beløbet for den mulige fremtidige betalingsforpligtelse er fastsat til målprisunderbuddet vurderet på grundlag af klagen, nemlig 57,5 % værditold på cif-importværdien af den pågældende vare.
6. Behandling af personoplysninger
(22) Personoplysninger, som indsamles i forbindelse med denne registrering, vil blive behandlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 —
VEDTAGET DENNE FORORDNING: