KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2024/2217
af 6. september 2024
afslutning af den delvise interimsundersøgelse af antisubsidieforanstaltningerne vedrørende importen af visse dæk, nye eller regummierede, af gummi, af den art, der anvendes til busser og lastbiler, med belastningsevne over 121, med oprindelse i Folkerepublikken Kina
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1037 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (»antisubsidiegrundforordningen«), særlig artikel 19, og
ud fra følgende betragtninger:
1. SAGSFORLØB
1.1. Gældende foranstaltninger
(1) Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) indførte den 9. november 2018 ved gennemførelsesforordning (EU) 2018/1690 (»den oprindelige forordning«) en endelig udligningstold på importen af visse dæk, nye eller regummierede, af gummi, af den art, der anvendes til busser og lastbiler, med belastningsevne over 121, med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina«). Udligningstolden varierede mellem 3,75 EUR og 57,28 EUR pr. enhed. Den undersøgelse, der førte til indførelsen af de oprindelige foranstaltninger, er i det følgende benævnt »den oprindelige undersøgelse«.
(2) Efter en klage indgivet af China Rubber Industry Association og China Chamber of Commerce of Metals, Minerals & Chemicals Importers & Exporters, annullerede Den Europæiske Unions Ret den 4. maj 2022 ved sin dom i sag T-30/19 og T-72/19 (»Rettens dom«) den oprindelige forordning for så vidt angår flere eksporterende producenter.
(3) Efter Rettens dom genoptog Kommissionen undersøgelsen og genindførte den 4. april 2023 en endelig udligningstold over for flere eksporterende producenter ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/738 (»den anden forordning«).
(4) Den gældende udligningstold varierer mellem 3,75 EUR og 57,28 EUR pr. enhed. GITI Tire (Anhui) Company Ltd., GITI Tire (Fujian) Company Ltd., GITI Tire (Hualin) Company Ltd. og GITI Tire (Yinchuan) Company Ltd. er i øjeblikket pålagt en udligningstold på 11,07 EUR pr. enhed.
1.2. Anmodning om en delvis interimsundersøgelse, der er begrænset til subsidieaspektet
(5) Den 16. august 2021 indgav GITI Group (»ansøgeren«) en anmodning om en navneændring, der vedrører den eksporterende producent GITI Tire (Anhui) Company Ltd. Ansøgeren anmodede om at ændre navnet GITI Tire (Anhui) Company Ltd. til GITI Radial Tire (Anhui) Company Ltd. i den oprindelige forordning, idet sidstnævnte havde overtaget driften i førstnævnte. Kommissionen anmodede ansøgeren om at udfylde et spørgeskema med henblik på en navneændring. Ansøgeren indsendte besvarelsen af dette spørgeskema inden for den fastsatte frist.
(6) Ansøgeren forklarede, at virksomheden i april 2021 havde besluttet at omstrukturere nogle af sine aktiviteter i Kina, navnlig ved at fusionere tre virksomheder til GITI Radial Tire (Anhui) Company Ltd., nemlig GITI Tire (Anhui) Company Ltd., GITI Radial Tire (Anhui) Company Ltd. og Anhui GITI Tire Retreading Company Ltd.
(7) Efter yderligere udvekslinger meddelte Kommissionen ansøgeren, at anmodningen om navneændring ikke var egnet til at vurdere den omstruktureringsproces, som ansøgeren havde beskrevet, hvorved den eksporterende producent GITI Tire (Anhui) Company Ltd. med en Taric-tillægskode C332 ville blive afmeldt ved afslutningen af fusionsprocessen. Kommissionen forklarede, at en interimsundersøgelse ville være nødvendig for at vurdere omstruktureringsprocessen.
(8) Den 8. september 2023 modtog Kommissionen en anmodning om en delvis interimsundersøgelse i henhold til artikel 19 i antisubsidiegrundforordningen fra GITI Group (»ansøgeren«). Målet med anmodningen var at undersøge, om omstruktureringen af GITI Group skulle resultere i en ny beregning af subsidiemargenen for ansøgeren, og at ændre navnet på den eksporterende producent GITI Tire (Anhui) Company Ltd. til GITI Radial Tire (Anhui) Company Ltd.
1.3. Indledning af en delvis interimsundersøgelse, der er begrænset til subsidieaspektet
(9) Efter at have underrettet medlemsstaterne fastslog Kommissionen, at der forelå tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en delvis interimsundersøgelse, der var begrænset til en undersøgelse af subsidier for så vidt angår ansøgeren, og indledte den 15. december 2023 en delvis interimsundersøgelse i overensstemmelse med antisubsidiegrundforordningens artikel 19 ved en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (»indledningsmeddelelsen«).
(10) Forud for indledningen af den delvise interimsundersøgelse og i overensstemmelse med antisubsidiegrundforordningens artikel 10, stk. 7, meddelte Kommissionen Kinas regering (»GOC«), at den havde modtaget en behørigt dokumenteret anmodning om en delvis interimsundersøgelse, og inviterede GOC til konsultationer med henblik på at kaste lys over situationen vedrørende indholdet af anmodningen. Der blev dog ikke modtaget noget svar fra GOC.
1.4. Sideløbende udløbsundersøgelse
(11) Den 10. november 2023 indledte Kommissionen en udløbsundersøgelse vedrørende importen af visse dæk, nye eller regummierede, af gummi, af den art, der anvendes til busser og lastbiler, med belastningsevne over 121, med oprindelse i Kina i henhold til antisubsidiegrundforordningens artikel 18. Anmodningen om udløbsundersøgelsen blev indgivet af Coalition Against Unfair Tyres Imports, en ad hoc-sammenslutning af europæiske producenter på vegne af EU-erhvervsgrenen, jf. antisubsidiegrundforordningens artikel 10, stk. 6. Udløbsundersøgelsen er endnu ikke afsluttet.
1.5. Undersøgelsen
(12) Den delvise interimsundersøgelse, der var begrænset til subsidieaspektet, omfattede perioden fra den 1. juli 2022 til den 30. juni 2023 (»den nuværende undersøgelsesperiode«).
(13) Kommissionen underrettede ansøgeren, myndighederne i eksportlandet og EU-erhvervsgrenen om indledningen af den delvise interimsundersøgelse. Interesserede parter fik lejlighed til at fremsætte deres synspunkter skriftligt og til at blive hørt.
(14) Kommissionen fremsendte et spørgeskema til GOC. Kommissionen modtog ikke noget svar.
(15) Kommissionen sendte spørgeskemaer til GITI Group for at indhente de oplysninger, der var nødvendige med henblik på undersøgelsen. For at mindske den administrative byrde var Kommissionen enig i ansøgerens forslag om at anvende dennes svar på de spørgeskemaer, der blev indsendt i forbindelse med udløbsundersøgelsen. Besvarelserne blev indsendt inden for den fastsatte frist.
2. DEN PÅGÆLDENDE VARE OG SAMME VARE
2.1. Den pågældende vare
(16) Den undersøgte vare er den samme som i den oprindelige forordning og den anden forordning, nemlig visse dæk, nye eller regummierede, af gummi, af den art, der anvendes til busser og lastbiler, med belastningsevne over 121, henhørende under KN-kode 4011 20 90 og ex 4012 12 00 (Taric-kode 4012 12 00 10) og med oprindelse i Kina (»den pågældende vare«).
2.2. Samme vare
(17) Som fastslået i den oprindelige undersøgelse har den pågældende vare og den vare, der fremstilles og sælges i Unionen af EU-erhvervsgrenen, de samme grundlæggende fysiske egenskaber og anvendelsesformål.
(18) Kommissionen konkluderede derfor, at disse varer er samme vare i henhold til antisubsidiegrundforordningens artikel 2.
3. DE ÆNDREDE OMSTÆNDIGHEDERS VARIGE KARAKTER
(19) I overensstemmelse med antisubsidiegrundforordningens artikel 19, undersøgte Kommissionen, om de omstændigheder, der blev lagt til grund for de gældende foranstaltninger, havde ændret sig, og om denne ændring var af varig karakter.
(20) For det første anførte ansøgeren, at GITI Radial Tire (Anhui) Company Ltd., der er beliggende ved siden af GITI Tire (Anhui) Company Ltd., i juni 2023 havde gennemført integrationen af tre andre virksomheder i GITI Group, nemlig: (i) GITI Tire (Anhui) Company Ltd., (ii) Anhui Prime Cord Fabrics Company Ltd. og (iii) Anhui GITI Tire Retreading Company Ltd. I den oprindelige undersøgelse havde Kommissionen undersøgt alle disse virksomheder, undtagen Anhui GITI Tire Retreading Company Ltd. GITI Tire (Anhui) Company Ltd. var en af de eksporterende producenter, mens GITI Radial Tire (Anhui) Company Ltd., og Anhui Prime Cord Fabrics Company Ltd. leverede inputmaterialer. Kommissionen havde i den oprindelige undersøgelse konstateret, at alle disse virksomheder havde draget direkte fordel af subsidier, som f.eks. tilskud, præferentiel finansiering, skattelettelser eller statslig levering af varer og tjenesteydelser mod utilstrækkeligt vederlag.
(21) På grundlag af de beviser, som ansøgeren har fremlagt, vil den fusionerede virksomhed i vid udstrækning fortsætte med at udføre de samme produktions- og leveringsaktiviteter som de oprindelige undersøgte virksomheder. Der er intet, der tyder på, at retten til subsidier, som blev undersøgt i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, ville ændre sig væsentligt som følge af fusionen. I lyset af artikel 19, stk. 4, mener Kommissionen derfor ikke, at den indberettede fusion har ændret omstændighederne med hensyn til subsidiering, og at en ændring af antisubsidieforanstaltningerne vil være berettiget på dette grundlag.
(22) I lyset af den ovenfor beskrevne fusion anmodede ansøgeren om at erstatte henvisningerne til GITI Tire (Anhui) Company Ltd. med GITI Radial Tire (Anhui) Company Ltd. i den anden forordning. Den dokumentation, som ansøgeren har fremlagt, viser, at integreringen af GITI Tire (Anhui) Company Ltd. blev afsluttet den 6. juli 2023, som er den dag, hvor GITI Radial Tire (Anhui) Company Ltd. modtog sin nye erhvervslicens efter at have indgivet en ansøgning til de relevante myndigheder den 20. juni 2023. Kommissionen finder det derfor hensigtsmæssigt at ændre gennemførelsesforordning (EU) 2023/738 for at afspejle GITI Radial Tire (Anhui) Company Ltd.'s overtagelse af produktionsaktiviteterne i GITI Tire (Anhui) Company Ltd. og at tildele GITI Radial Tire (Anhui) Company Ltd. Taric-tillægskode C332.
(23) For det andet indberettede ansøgeren også andre virksomhedsændringer, der påvirkede flere virksomheder i GITI Group. Dette omfatter hovedsagelig i) ændringer i produktionsniveauet hos de eksporterende producenter og leverandørerne af inputmaterialer og ii) mindre virksomhedsændringer. Der er intet, der tyder på, at de indberettede virksomhedsændringer har ændret omstændighederne med hensyn til subsidiering, og at en ændring af niveauet for antisubsidieforanstaltningerne vil være berettiget på dette grundlag.
(24) Endelig identificerede og korrigerede Kommissionen skrivefejl i navnene på de fire eksporterende producenter i GITI Group, der er anført i artikel 1, stk. 2, i den anden forordning. Navnlig blev udtrykket »Co.,« slettet fra hvert navn.
(25) Ansøgeren fik mulighed for at fremsætte bemærkninger til denne forordning. Ansøgeren bemærkede, at Kommissionen som svar på den oprindelige anmodning om navneændring havde pålagt GITI Group at anmode om en interimsundersøgelse. Ansøgeren bemærkede, at man ikke forventede, at undersøgelsen blev afsluttet før den nye beregning af subsidiemargenen. Ansøgeren var imidlertid enig i konklusionerne og forstod Kommissionens beslutning om at afslutte undersøgelsen.
4. AFSLUTNING AF UNDERSØGELSEN
(26) De interesserede parter blev underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, der lå til grund for at afslutte denne undersøgelse, og fik mulighed for at fremsætte bemærkninger.
(27) Af ovennævnte grunde konkluderer Kommissionen derfor, at den delvise interimsundersøgelse vedrørende antisubsidieforanstaltningerne vedrørende importen af den pågældende vare med oprindelse i Kina bør afsluttes.
(28) Denne forordning er i overensstemmelse med udtalelsen fra det udvalg, der er nedsat i medfør af forordningens (EU) 2016/1037 artikel 25, stk. 1 —
VEDTAGET DENNE FORORDNING: