(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/52/EF af 18. juni 2009 om minimumsstandarder for sanktioner og foranstaltninger over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold)
Dette direktiv forbyder beskæftigelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold for at bekæmpe ulovlig indvandring. Med henblik herpå fastsættes fælles minimumsstandarder for sanktioner og foranstaltninger, der skal anvendes i medlemsstaterne over for arbejdsgivere, som overtræder dette forbud.
Specifikt i dette direktiv forstås ved:
a) »tredjelandsstatsborger«: enhver person, der ikke er unionsborger som omhandlet i traktatens artikel 17, stk. 1, og som ikke er en person, der har ret til fri bevægelighed i henhold til fællesskabsretten, som defineret i artikel 2, stk. 5, i Schengengrænsekodeksen
b) »tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold«: en tredjelandsstatsborger, der er til stede på en medlemsstats område, og som ikke opfylder eller ikke længere opfylder betingelserne for ophold eller bopæl i medlemsstaten
c) »beskæftigelse«: udøvelse af aktiviteter, der omfatter alle former for arbejde reguleret ved national ret eller i overensstemmelse med etableret praksis, for eller under ledelse og/eller opsyn af en arbejdsgiver
d) »ulovlig beskæftigelse«: beskæftigelse af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold
e) »arbejdsgiver«: enhver fysisk person eller retlig enhed, herunder vikarbureauer, for hvem eller under hvis ledelse og/eller opsyn beskæftigelsen udføres
f) »underkontrahent«: enhver fysisk person eller retlig enhed, til hvem gennemførelsen af alle eller en del af forpligtelserne i henhold til en tidligere kontrakt overdrages
g) »juridisk person«: enhver retlig enhed, der har denne status i henhold til gældende national ret, dog ikke stater eller offentlige organer under udøvelsen af offentligretlige beføjelser samt offentligretlige internationale organisationer
h) »vikarbureau«: enhver fysisk eller juridisk person, som i overensstemmelse med national ret indgår en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med vikaransatte med henblik på at udsende dem til brugervirksomheder for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under disses opsyn og ledelse
i) »særligt udnyttende arbejdsforhold«: arbejdsforhold, herunder sådanne, som er resultat af kønsbaseret eller anden forskelsbehandling, der står i et stærkt misforhold til forholdene for lovligt beskæftigede arbejdstagere, og som f.eks. påvirker arbejdstagernes sundhed og sikkerhed og strider mod den menneskelige værdighed
j) »aflønning af tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold«: den løn eller anden form for vederlag, det være sig i rede penge eller naturalier, som arbejdstageren modtager direkte eller indirekte, i forbindelse med sin beskæftigelse, fra sin arbejdsgiver, og som svarer til den løn eller det vederlag, som sammenlignelige arbejdstagere i et lovligt ansættelsesforhold ville modtage.
1. Medlemsstaterne forbyder beskæftigelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold.
2. Overtrædelser af dette forbud straffes med de sanktioner og foranstaltninger, der er fastlagt i dette direktiv.
3. En medlemsstat kan beslutte ikke at anvende forbuddet i stk. 1 på tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, hvis udsendelse er blevet udsat, og som har tilladelse til at arbejde i henhold til national ret.
1. Medlemsstaterne pålægger arbejdsgiverne:
| a) | at kræve, at en tredjelandsstatsborger inden ansættelse er i besiddelse af og for arbejdsgiveren fremlægger en gyldig opholdstilladelse eller anden tilladelse til at opholde sig i medlemsstaten |
|---|
| b) | mindst så længe beskæftigelsen varer, at opbevare en kopi af eller dokumentation for opholdstilladelsen eller en anden tilladelse til at opholde sig i medlemsstaten, således at de kompetente myndigheder i medlemsstaterne eventuelt kan inspicere den |
|---|
| c) | at underrette de kompetente myndigheder, som medlemsstaterne har udpeget, om påbegyndelse af beskæftigelse af en tredjelandsstatsborger inden for en frist, som den enkelte medlemsstat fastsætter. |
|---|
2. Medlemsstaterne kan vælge at anvende en forenklet underretningsprocedure i henhold til stk. 1, litra c), hvis arbejdsgiveren er en fysisk person, der i privat øjemed beskæftiger en tredjelandsstatsborger.
Medlemsstaterne kan bestemme, at underretning i henhold til stk. 1, litra c), ikke er nødvendig, hvis den ansatte har opnået status som fastboende udlænding i henhold til Rådets direktiv 2003/109/EF af 25. november 2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding.
3. Medlemsstaterne sikrer, at arbejdsgivere, der har opfyldt deres forpligtelser i henhold til stk. 1, ikke gøres ansvarlige for overtrædelse af forbuddet i artikel 3, medmindre de vidste, at det dokument, der er fremlagt som gyldig opholdstilladelse eller anden tilladelse til at opholde sig i medlemsstaten, var en forfalskning.
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at overtrædelser af forbuddet i artikel 3 kan straffes med sanktioner over for arbejdsgiveren, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning.
2. Sanktionerne for overtrædelser af forbuddet i artikel 3 omfatter:
| a) | finansielle sanktioner, som øges efter antallet af ulovligt beskæftigede tredjelandsstatsborgere, og |
|---|
| b) | betaling af omkostningerne ved tilbagesendelse af ulovligt beskæftigede tredjelandsstatsborgere i de tilfælde, hvor der gennemføres tilbagesendelsesprocedurer. Medlemsstaterne kan i stedet beslutte, at de finansielle sanktioner under litra a) i det mindste skal afspejle de gennemsnitlige omkostninger ved tilbagesendelse. |
|---|
3. Medlemsstaterne kan indføre bestemmelser om nedsatte finansielle sanktioner i tilfælde, hvor arbejdsgiveren er en fysisk person, der i privat øjemed beskæftiger en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold, og uden at der er tale om særligt udnyttende arbejdsforhold.
1. I forbindelse med enhver overtrædelse af forbuddet i artikel 3 sikrer medlemsstaterne, at arbejdsgiveren er ansvarlig for betaling af:
| a) | udestående løn til den ulovligt beskæftigede tredjelandsstatsborger. Det aftalte lønniveau antages at have været mindst lønnen i henhold til gældende lovgivning om mindsteløn, kollektive overenskomster eller i overensstemmelse med etableret praksis i de relevante brancher, medmindre enten arbejdsgiveren eller arbejdstageren kan modbevise dette, idet de bindende nationale lønbestemmelser i relevant omfang skal overholdes |
|---|
| b) | et beløb svarende til skatter og bidrag til sociale sikringsordninger, som arbejdsgiveren ville have betalt, hvis den ulovligt beskæftigede tredjelandsstatsborger havde været lovligt beskæftiget, herunder tvangsbøder for forsinkelser og relevante administrative bøder |
|---|
| c) | om nødvendigt, omkostningerne ved at sende efterbetalinger til det land, som tredjelandsstatsborgeren er rejst eller blevet sendt tilbage til. |
|---|
2. For at sikre at der med henblik på anvendelsen af stk. 1, litra a) og c), er adgang til effektive procedurer, indfører medlemsstaterne, under behørig hensyntagen til artikel 13, ordninger til sikring af, at ulovligt beskæftigede tredjelandsstatsborgere:
| a) | inden en forældelsesfrist, der fastsættes i henhold til national ret, kan gøre krav gældende mod deres arbejdsgiver og eventuelt få fuldbyrdet en dom mod arbejdsgiveren vedrørende udestående løn, herunder i tilfælde, hvor de er rejst eller er blevet sendt tilbage, eller |
|---|
| b) | for så vidt der findes bestemmelser herom i national lovgivning kan anmode medlemsstatens kompetente myndighed om at anlægge søgsmål til inddrivelse af udestående løn, uden at den pågældende i så fald selv behøver at gøre krav gældende i sagen. |
|---|
Ulovligt beskæftigede tredjelandsstatsborgere informeres systematisk og objektivt om deres rettigheder i henhold til dette stykke og i henhold til artikel 13, inden en afgørelse om tilbagesendelse gennemtvinges.
3. Med henblik på anvendelsen af stk. 1, litra a) og b), fastsætter medlemsstaterne, at det antages, at der foreligger et arbejdsforhold af mindst tre måneders varighed, medmindre arbejdsgiveren eller den ansatte bl.a. kan modbevise dette.
4. Medlemsstaterne sørger for, at de nødvendige ordninger indføres for at sikre, at ulovligt beskæftigede tredjelandsstatsborgere kan modtage eventuelle efterbetalinger af løn, jf. stk. 1, litra a), som er inddrevet som følge af kravene i stk. 2, også i tilfælde, hvor de er rejst eller er blevet sendt tilbage.
5. I de tilfælde, hvor der er udstedt en opholdstilladelse af begrænset varighed, jf. artikel 13, stk. 4, fastsætter medlemsstaterne i national ret betingelserne for, at varigheden af sådanne tilladelser kan forlænges, indtil tredjelandsstatsborgeren har modtaget en eventuel efterbetaling af sin løn, jf. denne artikels stk. 1.
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at følgende foranstaltninger også i givet fald anvendes over for arbejdsgivere:
| a) | udelukkelse fra visse eller alle offentlige ydelser, tilskud eller støtte, herunder EU-finansiering forvaltet af medlemsstaterne, i op til fem år |
|---|
| b) | udelukkelse i op til fem år fra deltagelse i en offentlig kontrakt som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter |
|---|
| c) | inddrivelse af visse eller alle offentlige ydelser, tilskud eller støtte, herunder EU-finansiering forvaltet af medlemsstaterne, som er ydet til arbejdsgiveren i op til 12 måneder forud for opdagelsen af den ulovlige beskæftigelse |
|---|
| d) | midlertidig eller permanent lukning af de forretningssteder, der er blevet brugt til at begå overtrædelsen, eller midlertidig eller permanent inddragelse af en tilladelse til at drive den pågældende forretningsaktivitet, hvis det er begrundet i overtrædelsens alvor. |
|---|
2. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende stk. 1, hvis arbejdsgiveren er en fysisk person, og beskæftigelsen er i privat øjemed.
1. Når arbejdsgiveren er en underkontrahent, og uden at dette berører nationale retsforskrifter om ret til bidrag eller regres eller nationale retsforskrifter på området social sikring, sikrer medlemsstaterne, at den kontrahent, som arbejdsgiveren er direkte underkontrahent til, sammen med eller i stedet for arbejdsgiveren kan holdes ansvarlig for betalingen af:
| a) | alle finansielle sanktioner, som er pålagt efter artikel 5, og |
|---|
| b) | alle efterbetalinger, som skyldes i henhold til artikel 6, stk. 1, litra a) og c), og artikel 6, stk. 2 og 3. |
|---|
2. Hvis arbejdsgiveren er underkontrahent, sikrer medlemsstaterne, at hovedkontrahenten og enhver mellemliggende underkontrahent, hvis de har kendskab til, at den ansættende underkontrahent har beskæftiget tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, kan holdes ansvarlig for at foretage de i stk. 1 omhandlede betalinger sammen med eller i stedet for den ansættende underkontrahent eller den kontrahent, som arbejdsgiveren er direkte underkontrahent til.
3. En kontrahent, der har opfyldt kravene om nødvendig omhu som defineret i national ret, holdes ikke ansvarlig for så vidt angår stk. 1 og 2.
4. Medlemsstaterne kan fastsætte strengere ansvarsbestemmelser i national ret.
1. Medlemsstaterne sikrer, at overtrædelse af det forbud, der er omhandlet i artikel 3, udgør en strafbar handling, når den begås forsætligt, under hver af følgende omstændigheder som defineret i national ret:
| a) | Overtrædelsen fortsætter eller gentages konsekvent. |
|---|
| b) | Overtrædelsen vedrører samtidig ansættelse af et betydeligt antal tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold. |
|---|
| c) | Overtrædelsen er forbundet med særligt udnyttende arbejdsforhold. |
|---|
| d) | Overtrædelsen er begået af en arbejdsgiver som, uden denne er blevet sigtet eller dømt for en lovovertrædelse som fastslået i rammeafgørelse 2002/629/RIA, anvender arbejde eller tjenesteydelser, som arbejdsgiveren pålægger en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold at udføre vel vidende, at denne person er offer for menneskehandel. |
|---|
| e) | Overtrædelsen vedrører ulovlig beskæftigelse af en mindreårig. |
|---|
2. Medlemsstaterne sikrer, at tilskyndelse, medvirken til og anstiftelse af de i stk. 1 omhandlede former for forsætlig adfærd kan straffes som en strafbar handling.
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at fysiske personer, der begår den strafbare handling, der er omhandlet i artikel 9, kan straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning.
2. Medmindre dette udelukkes af generelle retsprincipper kan de strafferetlige sanktioner, der er omhandlet i denne artikel, i henhold til national ret pålægges, uden at det berører andre sanktioner eller foranstaltninger af ikke-strafferetlig art, og de kan ledsages af offentliggørelsen af den for sagen relevante retsafgørelse.
1. Medlemsstaterne sikrer, at juridiske personer kan drages til ansvar for den strafbare handling, der er omhandlet i artikel 9, såfremt den strafbare handling begås til deres fordel af en person, der beklæder en ledende stilling hos den juridiske person, og som handler enten som enkeltperson eller som medlem af et organ under den juridiske person, på grundlag af:
| a) | en bemyndigelse til at repræsentere den juridiske person |
|---|
| b) | en beføjelse til at træffe beslutninger på den juridiske persons vegne, eller |
|---|
| c) | en beføjelse til at udøve intern kontrol. |
|---|
2. Medlemsstaterne sikrer også, at en juridisk person kan drages til ansvar, når manglende tilsyn eller kontrol fra en af de i stk. 1 omhandlede personers side har gjort det muligt for en person, der er underlagt den juridiske persons myndighed, at begå en strafbar handling som omhandlet i artikel 9, til fordel for den juridiske person.
3. Juridiske personers ansvar i henhold til stk. 1 og 2 udelukker ikke strafferetlig forfølgning af fysiske personer, som begår, anstifter eller medvirker til den strafbare handling, der er omhandlet i artikel 9.
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at en juridisk person, der drages til ansvar i henhold til artikel 11, kan straffes med sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, herunder eventuelt foranstaltninger som dem, der er omhandlet i artikel 7.
Medlemsstaterne kan beslutte at offentliggøre en liste over arbejdsgivere, som er juridiske personer, og som er blevet draget til ansvar for den strafbare handling, der er omhandlet i artikel 9.
1. Medlemsstaterne sikrer, at der findes effektive ordninger, der gør det muligt for ulovligt beskæftigede tredjelandsstatsborgere at indgive klager over deres arbejdsgivere direkte eller gennem tredjemænd udpeget af medlemsstaterne, såsom fagforeninger eller andre sammenslutninger eller en kompetent myndighed i medlemsstaten, for så vidt der findes bestemmelser herom i national lovgivning.
2. Medlemsstaterne sikrer, at tredjeparter, der i henhold til kriterierne i deres nationale ret har en legitim interesse i at sikre, at dette direktiv overholdes, er berettigede til — enten på vegne af eller til støtte for en ulovligt beskæftiget tredjelandsstatsborger samt med dennes godkendelse — at indgå i eventuelle administrative eller civile søgsmål, der indledes med henblik på gennemførelsen af dette direktiv.
3. Bistand til tredjelandsstatsborgere med indgivelse af klager betragtes ikke som hjælp til ulovligt ophold, jf. Rådets direktiv 2002/90/EF af 28. november 2002 om definition af hjælp til ulovlig indrejse og transit samt ulovligt ophold.
4. Med hensyn til strafbare handlinger, der er omfattet af artikel 9, stk. 1, litra c) eller e), definerer medlemsstaterne i national ret de betingelser, under hvilke de på enkeltsagsbasis kan udstede opholdstilladelse af begrænset varighed, der er knyttet til varigheden af de relevante nationale procedurer, til de berørte tredjelandsstatsborgere efter retningslinjer svarende til dem, der gælder for tredjelandsstatsborgere, som er omfattet af direktiv 2004/81/EF.
1. Medlemsstaterne sikrer, at der foretages effektive og tilstrækkelige inspektioner på deres område for at kontrollere, om der beskæftiges tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold. Inspektionerne baseres først og fremmest på en risikovurdering, som de kompetente myndigheder i medlemsstaterne udarbejder.
2. For at øge effektiviteten af de inspektioner, der foretages, identificerer medlemsstaterne regelmæssigt på grundlag af en risikovurdering de aktivitetssektorer, hvor koncentrationen af beskæftigede tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold er størst på deres område.
Medlemsstaterne underretter for hver af disse sektorer hvert år inden den 1. juli Kommissionen om de inspektioner, både i absolutte tal og som en procentdel af arbejdsgiverne for hver sektor, som er udført i det forgangne år, samt om resultaterne heraf.
Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes ret til at vedtage eller opretholde bestemmelser, som er gunstigere for de tredjelandsstatsborgere, det finder anvendelse på, for så vidt angår artikel 6 og 13, forudsat at sådanne bestemmelser er forenelige med dette direktiv.
1. Kommissionen forelægger senest den 20. juli 2014 og derefter hvert tredje år Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, eventuelt med forslag til ændring af artikel 6, 7, 8, 13 og 14. Kommissionen undersøger navnlig i sin rapport medlemsstaternes gennemførelse af artikel 6, stk. 2 og 5.
2. Medlemsstaterne sender Kommissionen alle de oplysninger, der er relevante for udarbejdelsen af den i stk. 1 omhandlede rapport. Oplysningerne skal omfatte antallet og resultaterne af de inspektioner, som er foretaget efter artikel 14, stk. 1, foranstaltninger truffet i henhold til artikel 13 og så vidt muligt de foranstaltninger, som er gennemført i henhold til artikel 6 og 7.
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 20. juli 2011. De underretter straks Kommissionen herom.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.
Udfærdiget i Bruxelles, den 18. juni 2009.
EUT C 257 af 9.10.2008, s. 20.
Europa-Parlamentets udtalelse af 4.2.2009 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 25.5.2009.
EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1.
EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31.
EUT L 134 af 30.4.2004, s. 114.
EFT L 328 af 5.12.2002, s. 17.
