17.6.2016 DA Den Europæiske Unions Tidende L 160/50
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2016/963
af 16. juni 2016
om ændring af forordning (EF) nr. 474/2006 for så vidt angår listen over luftfartsselskaber med driftsforbud i Unionen
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2111/2005 af 14. december 2005 om opstilling af en fællesskabsliste over luftfartsselskaber med driftsforbud i Fællesskabet og oplysning til passagerer om det transporterende luftfartsselskabs identitet, samt ophævelse af artikel 9 i direktiv 2004/36/EF , særlig artikel 4, stk. 2, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 474/2006 er der opstillet en liste over luftfartsselskaber med driftsforbud i Unionen i henhold til kapitel II i forordning (EF) nr. 2111/2005.
(2) En række medlemsstater og Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (»EASA«) har givet Kommissionen oplysninger, som er relevante i forbindelse med en ajourføring af denne liste, jf. artikel 4, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2111/2005. Tredjelande og internationale organisationer har også indgivet relevante oplysninger. På grundlag af disse oplysninger bør listen ajourføres.
(3) Kommissionen har underrettet alle berørte luftfartsselskaber, enten direkte eller via de myndigheder, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn med luftfartsselskaberne, om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke der kan træffes afgørelse om enten at nedlægge driftsforbud over for dem i Unionen eller at ændre betingelserne for et driftsforbud for et luftfartsselskab, der er opført på listen.
(4) Kommissionen har givet de berørte luftfartsselskaber lejlighed til at gennemgå de af medlemsstaterne fremlagte dokumenter, fremsætte skriftlige bemærkninger og give en mundtlig redegørelse til Kommissionen og det udvalg, der er nedsat ved Rådets forordning (EØF) nr. 3922/91 (»Udvalget for Luftfartssikkerhed«).
(5) Udvalget for Luftfartssikkerhed har modtaget ajourføringer fra Kommissionen om igangværende fælles samråd inden for rammerne af forordning (EF) nr. 2111/2005 og Kommissionens forordning (EF) nr. 473/2006 med de kompetente myndigheder og luftfartsselskaberne i Angola, Botswana, Georgien, Republikken Guinea, Indien, Indonesien, Iran, Kasakhstan, Madagaskar, Mozambique, Sudan, Taiwan, Thailand og Zambia. Udvalget for Luftfartssikkerhed har også modtaget oplysninger fra Kommissionen om luftfartssikkerhedssituationen i Afghanistan, Irak, Den Kirgisiske Republik, Libanon, Nepal, Pakistan, Ukraine og Zimbabwe og om de tekniske samråd med Den Russiske Føderation.
(6) Udvalget for Luftfartssikkerhed og Kommissionen har hørt redegørelser fra EASA om resultaterne af analysen af auditrapporterne fra Organisationen for International Civil Luftfart (»ICAO«) inden for rammerne af ICAO's verdensomspændende program for kontrol med sikkerheden. Medlemsstaterne er i den forbindelse blevet opfordret til at prioritere rampeinspektioner hos luftfartsselskaber med licens fra stater, over for hvilke ICAO har påpeget betydelige sikkerhedsmæssige betænkeligheder, eller over for hvilke EASA har konkluderet, at der findes betydelige mangler i deres sikkerhedstilsynssystem. Ud over Kommissionens høringer i medfør af forordning (EF) nr. 2111/2005 giver prioriteringen af rampeinspektionerne mulighed for at skaffe yderligere oplysninger om sikkerhedsforholdene hos luftfartsselskaberne med licens fra disse stater.
(7) EASA har også oplyst Kommissionen og Udvalget for Luftfartssikkerhed om resultaterne af analyserne af de rampeinspektioner, der er udført som led i programmet for sikkerhedsvurdering af udenlandske luftfartøjer (»SAFA«) i henhold til Kommissionens forordning (EU) nr. 965/2012 .
(8) Kommissionen og Udvalget for Luftfartssikkerhed har desuden hørt redegørelser fra EASA om de tekniske bistandsprojekter, der er udført i stater, som er berørt af foranstaltninger eller overvågning i medfør af forordning (EF) nr. 2111/2005. EASA har fremlagt oplysninger om sine planer for og anmodninger om yderligere teknisk bistand og samarbejde for at forbedre de civile luftfartsmyndigheders administrative og tekniske kapacitet med henblik på at afhjælpe en eventuel manglende overholdelse af de gældende internationale standarder for civil luftfart. Medlemsstaterne blev opfordret til at reagere på disse anmodninger på et bilateralt grundlag og koordinere med Kommissionen og EASA. I den forbindelse understreger Kommissionen nytten af at give oplysninger til det internationale luftfartssamfund, navnlig gennem ICAO's SCAN-database (Safety Collaborative Assistance Network), om teknisk bistand, der ydes af Unionen og dens medlemsstater for at forbedre luftfartssikkerheden på verdensplan.
(9) Udvalget for Luftfartssikkerhed og Kommissionen har modtaget en ajourføring fra Eurocontrol om status for SAFA's alarmfunktion og de aktuelle statistikker over alarmmeldinger for luftfartsselskaber med driftsforbud.
EU-luftfartsselskaber
(10) Efter EASA's analyse af oplysninger fremkommet ved rampeinspektioner for luftfartøjer, der tilhører EU-luftfartsselskaber, eller ved standardiseringsinspektioner, der er udført af EASA, såvel som specifikke inspektioner og audit, som er udført af nationale luftfartsmyndigheder, har adskillige medlemsstater iværksat håndhævelsesforanstaltninger og underrettet Kommissionen og Udvalget for Luftfartssikkerhed herom. Norge underrettede Kommissionen og Udvalget for Luftfartssikkerhed om foranstaltninger, der er truffet vedrørende luftfartsselskabet Airwing A/S.
(11) Medlemsstaterne har gentaget, at de er parat til at tage de nødvendige skridt, hvis relevante sikkerhedsoplysninger tyder på, at der er en umiddelbar sikkerhedsrisiko som følge af EU-luftfartsselskabers manglende overholdelse af passende sikkerhedsstandarder.
Luftfartsselskaber fra Angola
(12) Ved forordning (EF) nr. 474/2006 tillades luftfartsselskabet TAAG Angola Airlines, der er certificeret i Angola, at flyve til Unionen med fire luftfartøjer af typen Boeing 737-700 med registreringsnumrene D2-TBF, D2-TBG, D2-TBH og D2-TBJ, tre luftfartøjer af typen Boeing 777-200 med registreringsnummer D2-TED, D2-TEE og D2-TEF og tre luftfartøjer af typen Boeing 777-300 med registreringsnummer D2-TEG, D2-TEH og D2-TEI.
(13) TAAG Angola Airlines fremsatte den 25. april 2016 via Angolas kompetente myndigheder, Instituto Nacional da Aviação Civil (»INAVIC«), en anmodning om at tilføje et nyt luftfartøj af typen Boeing 777-300 med registreringsnummer D2-TEJ og et nyt luftfartøj af typen Boeing 737-700 med registreringsnummer D2-TBK i bilag B til forordning (EF) nr. 474/2006.
(14) Hvad angår godkendelsen af tredjelandsoperatører, jf. Kommissionens forordning (EU) nr. 452/2014 , har TAAG Angola Airlines kontinuerligt været i dialog med EASA siden november 2014 og har leveret faktiske og detaljerede oplysninger om deres luftfartøjsflåde og -operationer. Denne proces udmundede i en audit på stedet hos tredjelandsoperatøren, som fandt sted fra den 1. til den 3. februar 2016. Auditorholdet påpegede et begrænset antal niveau 2-anmærkninger og en enkelt bemærkning i henhold til del-TCO. TAAG Angola Airlines har indgivet en plan for afhjælpende foranstaltninger til EASA, som er blevet accepteret, og de pågældende anmærkninger er under udbedring.
(15) Den kontinuerlige dialog med TAAG Angola Airlines og de detaljerede og nøjagtige data, som TAAG Angola Airlines har indgivet om sin flåde og sine operationer, samt det positive resultat af auditten på stedet hos tredjelandsoperatøren viser, at TAAG Angola Airlines er i stand til at benytte sine luftfartøjer af typerne Boeing 737-700, Boeing 777-200 og 777-300 i overensstemmelse med de internationale sikkerhedsstandarder. Ud over at efterkomme anmodningen fra TAAG Angola Airlines finder Kommissionen det derfor hensigtsmæssigt at delvist lempe det nuværende forbud ved at give TAAG Angola Airlines tilladelse til at flyve til Unionen med alle luftfartøjer af typerne Boeing 737-700, Boeing 777-200 og Boeing 777-300 i luftfartsselskabets flåde.
(16) I henhold til de fælles kriterier, der er fastsat i bilaget til forordning (EF) nr. 2111/2005, vurderes det derfor, at listen over luftfartsselskaber med driftsforbud i Unionen bør ændres for at tilføje alle luftfartøjer af typen Boeing 737-700 og alle luftfartøjer af typerne Boeing 777-200 og 777-300 fra TAAG Angola Airlines i bilag B til forordning (EF) nr. 474/2006 som luftfartøjer med tilladelse til at flyve til Unionen.
(17) Medlemsstaterne vil fortsat skulle kontrollere TAAG Angola Airlines' faktiske overholdelse af de relevante sikkerhedsstandarder ved hjælp af prioritering af rampeinspektioner, som udføres for dette luftfartsselskabs luftfartøjer i medfør af forordning (EU) nr. 965/2012.
Luftfartsselskaber fra Botswana
(18) Botswanas civile luftfartsmyndighed (»CAAB«) har ved brev af 23. december 2015 fremlagt oplysninger for Kommissionen om de fremskridt, der er gjort for at afhjælpe de betydelige sikkerhedsmæssige betænkeligheder og andre ICAO-anmærkninger. ICAO konstaterede på sit ICVM-besøg (ICAO Coordinated Validation Mission) en forbedring af den faktiske gennemførelse af de internationale sikkerhedsstandarder, således at den er oppe på 71 %. På grundlag af dette resultat bekræftede ICAO den 31. december 2015, at begge de betydelige sikkerhedsmæssige betænkeligheder er blevet afhjulpet. CAAB har indgivet yderligere oplysninger om sikkerhedstilsyn vedrørende luftfartsselskaber, der er certificerede i Botswana.
(19) Den forbedrede gennemførelse af de internationale sikkerhedsstandarder og de tilgængelige sikkerhedsoplysninger viser en stærk udvikling hos CAAB og er ikke tegn på, at der er nogen tilbageværende negative tendenser i forbindelse med sikkerheden hos de luftfartsselskaber, der er certificeret i Botswana, som ville give anledning til bekymring ud fra et luftfartssikkerhedsmæssigt synspunkt.
(20) I henhold til de fælles kriterier, der er fastsat i bilaget til forordning (EF) nr. 2111/2005, vurderes det derfor, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen grund til at ændre listen over luftfartsselskaber med driftsforbud i Unionen ved at optage luftfartsselskaber fra Botswana på denne.
Luftfartsselskaber fra Georgien
(21) ICAO gennemgik i april 2016 de afhjælpende foranstaltninger, som Georgiens civile luftfartsmyndighed (»GCAA«) har truffet for at afhjælpe den betydelige sikkerhedsmæssige betænkelighed vedrørende certificeringsprocessen i forbindelse med udstedelse af »air operator certificates« (AOC, luftfartscertifikater). Denne betydelige sikkerhedsmæssige betænkelighed blev påpeget ved ICVM-besøget i oktober 2013. ICAO fastslog på baggrund af denne gennemgang, at GCAA's afhjælpende foranstaltninger har afhjulpet den betydelige sikkerhedsmæssige betænkelighed.
(22) Den forbedrede gennemførelse af de internationale sikkerhedsstandarder og de tilgængelige sikkerhedsoplysninger viser GCAA's stærke engagement i at afhjælpe sikkerhedsmangler og er ikke tegn på, at der er nogen tilbageværende negative tendenser i forbindelse med sikkerheden hos de luftfartsselskaber, der er certificeret i Georgien, som ville give anledning til bekymring fra et luftfartssikkerhedsmæssigt synspunkt.
(23) I henhold til de fælles kriterier, der er fastsat i bilaget til forordning (EF) nr. 2111/2005, vurderes det derfor, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen grund til at ændre listen over luftfartsselskaber med driftsforbud i Unionen ved at optage luftfartsselskaber fra Georgien på denne.
Luftfartsselskaber fra Republikken Guinea
(24) Som aftalt på det tekniske møde med Kommissionen, der blev afholdt i Bruxelles i januar 2013, har de kompetente myndigheder i Republikken Guinea, Direction Nationale de l'Aviation Civile (»DNAC«), jævnligt givet Kommissionen oplysninger om den igangværende gennemførelse af planen for afhjælpende foranstaltninger, der blev godkendt af ICAO i december 2012, såvel som om alle de aktiviteter, der er knyttet til den.
(25) I den seneste statusrapport, der blev indgivet af DNAC og modtaget af Kommissionen den 3. maj 2016, beskrives de seneste aktiviteter og den seneste udvikling med hensyn til gennemførelsen af planen for afhjælpende foranstaltninger, som på nuværende tidspunkt er koncentreret om uddannelse af inspektører inden for områderne operationer, luftdygtighed, udstedelse af licenser til personale og flyvepladser samt om fortsat certificering af luftfartsselskaber og om overvågningsprogrammet. Den fuldstændige ICAO-certificering (fem faser) af luftfartsselskabet Konair Guinée er gennemført, og dette luftfartsselskab har fået sit AOC den 17. september 2015 (AOC nr. 03/DNAC/2015). Tre andre luftfartsselskaber, nemlig Sahel Aviation Service Guinée, Fly Nimba Airlines og Ijet Aviation, er fortsat i gang med certificeringsprocessen. Ifølge DNAC er et overvågningsprogram blevet udarbejdet og gennemført.
(26) ICAO skal efter planen foretage et ICVM-besøg, der skal vare fra den 23. til den 29. november 2016.
(27) Den gradvise gennemførelse af planen for afhjælpende foranstaltninger, i overensstemmelse med hvad der blev godkendt af ICAO i december 2012, og de tilgængelige sikkerhedsoplysninger berettiger på nuværende tidspunkt ikke en afgørelse om at indføre et driftsforbud eller driftsmæssige begrænsninger over for luftfartsselskaber, der er certificeret i Republikken Guinea. Kommissionen agter dog fortsat at overvåge situationen nøje med hensyntagen til resultaterne af ICVM-besøget i november 2016.
(28) I henhold til de fælles kriterier, der er fastsat i bilaget til forordning (EF) nr. 2111/2005, vurderes det derfor, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen grund til at ændre listen over luftfartsselskaber med driftsforbud i Unionen ved at optage luftfartsselskaber fra Republikken Guinea.
(29) Kommissionen kan være nødsaget til at træffe foranstaltninger i henhold til forordning (EF) nr. 2111/2005, hvis relevante sikkerhedsoplysninger tyder på, at der er en umiddelbar sikkerhedsrisiko som følge af en manglende overholdelse af de internationale sikkerhedsstandarder.
Luftfartsselskaber fra Indien
(30) Den 3. maj 2016 blev der afholdt tekniske samråd mellem Kommissionen, EASA, en medlemsstat samt repræsentanter fra det indiske generaldirektorat for civil luftfart (»Indiens DGCA«) og luftfartsselskabet Air India, som er certificeret i Indien. Disse samråd blev afholdt i forbindelse med, at Indiens DGCA tidligere indvilligede i at afholde tekniske samråd med Kommissionen for at drøfte sine certificerings- og overvågningsforpligtelser med hensyn til indiske luftfartsselskaber, som Indiens DGCA har certificeret.
(31) I løbet af disse samråd fremsatte Indiens DGCA sin analyse af resultaterne hos de indiske luftfartsselskaber i SAFA-programmets regi, herunder Air India. Indiens DGCA indberettede, at det har udviklet en rampeinspektionsenhed, som er bestemt til formålet og skal bistå Indiens DGCA med forvaltningsforanstaltningerne i SAFA-programmets regi. Indiens DGCA fremlagde også data vedrørende første kvartal af 2016, som stammer fra dets egen rampeinspektionsaktivitet. Dertil fremlagde Indiens DGCA specifikke detaljer om de overvågningsaktiviteter, som det udfører i forbindelse med visse indiske luftfartsselskaber. De fremlagte data indeholder et overblik over de overvågningsaktiviteter, der blev udført i løbet af 2015. Ydermere fremlagde Indiens DGCA ajourførte oplysninger om sine bæredygtighedsinitiativer. Disse initiativer omfatter rekruttering og uddannelse af kvalificeret personale, udvikling indenfor databasestyring og en ajourføring vedrørende opgavetildeling ved fornyelse af certificering.
(32) Air India fremlagde nærmere detaljer om sit sikkerheds- og kvalitetsstyringssystem. Air India fremlagde også analysedata om flyvesikkerheden for 2015 såvel som sin tilgang til formidling af oplysninger om flyvesikkerheden og sit SAFA-forvaltningsprogram. De SAFA-data, som Air India har fremlagt, omfatter luftfartsselskabets egen dybdegående analyse af de SAFA-aktiviteter, som det er blevet udsat for. I denne forbindelse fremlagde Air India et overblik over sine interne processer og procedurer, herunder nærmere detaljer med hensyn til kerneårsagsanalyse og de derpå følgende afbødende foranstaltninger, som det har gennemført. Ydermere har Air India indberettet, at det regelmæssigt interagerer med Indiens DGCA, bl.a. med hensyn til dets SAFA-forvaltningsforanstaltninger.
(33) Ved breve af 24. maj 2016 gentog Kommissionen en række meddelelser til Indiens DGCA, bl.a. at det fortsat skal overvåge de indiske luftfartsselskabers SAFA-resultater nøje. Kommissionen påpegede også over for Air India, at den havde noteret sig de SAFA-forvaltningsforanstaltninger, som Air India har gennemført, men påpegede, at disse foranstaltninger skal føre til konsekvente og bæredygtige forbedringer i SAFA-programmets regi. Dertil påpegede Kommissionen igen over for både Indiens DGCA og Air India, at EASA i henhold til Kommissionens forordning (EU) nr. 452/2014 har ansvaret for at foretage sikkerhedsvurderinger af tredjelandsoperatører, og at resultaterne inden for SAFA-programmet er et af de nøgleelementer, som EASA tager i betragtning, når den foretager de pågældende vurderinger.
(34) Kommissionen noterer sig de oplysninger, som blev forelagt af Indiens DGCA og Air India. På baggrund af alle de tilgængelige oplysninger, herunder de nærmere detaljer, som blev fremlagt af både Indiens DGCA og Air India på det tekniske samrådsmøde den 3. maj 2016, og de foreløbige resultater af EASA's nylige audit af Air India inden for rammerne af Kommissionens forordning (EU) nr. 452/2014 vurderes det, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen grund til at indføre et driftsforbud eller driftsmæssige begrænsninger over for luftfartsselskaber, der er certificeret i Indien. Det vil dog fortsat være nødvendigt med tekniske samråd for at sikre, at sikkerhedsspørgsmål kan drøftes løbende.
(35) I henhold til de fælles kriterier, der er fastsat i bilaget til forordning (EF) nr. 2111/2005, vurderes det derfor, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen grund til at ændre listen over luftfartsselskaber med driftsforbud i Unionen ved at optage luftfartsselskaber fra Indien på denne.
(36) Kommissionen har til hensigt at fortsætte sine formelle samråd med Indiens DGCA i henhold til bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 473/2006.
(37) Medlemsstaterne skal fortsat kontrollere den faktiske overholdelse af de relevante sikkerhedsstandarder ved hjælp af prioritering af rampeinspektioner, som udføres hos indiske luftfartsselskaber i medfør af forordning (EU) nr. 965/2012.
Luftfartsselskaber fra Indonesien
(38) Der blev organiseret et EU-vurderingsbesøg på stedet i Indonesien i april 2016, som involverede eksperter fra Kommissionen, EASA og medlemsstaterne. Vurderingsbesøget fandt sted på kontorerne for Indonesiens generaldirektorat for civil luftfart (»Indonesiens DGCA«) og hos en række luftfartsselskaber, som er certificeret i Indonesien, nemlig Citilink, Lion Air, Batik Air, Indonesia Air Asia og Aviastar Mandiri (certificeret under CASR-135, regionale operationer og charteroperationer).
(39) Eksperterne konstaterede, at den indledende certificering af luftfartsselskaber udføres i overensstemmelse med fem-fasetilgangen, og at der er tilstrækkelig koordinering med de andre afdelinger i Indonesiens DGCA. Certificeringsauditterne dokumenteres, der fremsættes anmærkninger, og luftfartsselskaberne anmodes om opfølgning, hvilket indebærer afhjælpende foranstaltninger og kerneårsagsanalyser.
(40) Eksperterne kunne konstatere, at overvågningsaktiviteterne planlægges på årsbasis, både hvad angår audit og inspektioner, og at overvågningsaktiviteterne generelt udføres ifølge denne plan. Eksperterne bemærkede, at et betydeligt antal flyveoperations- og kabinesikkerhedsinspektører var nyligt rekrutteret og stadig mangler uddannelse i inspektionsmetoder og specifikke regler. Ydermere er det stadig nødvendigt at standardisere inspektørernes arbejdsmetoder vedrørende indberetning, formidling af anmærkninger, accept af afhjælpende foranstaltninger, herunder kerneårsagsanalysen, og fastsættelse af tidsrammer for opfølgning på anmærkninger.
(41) Indonesiens DGCA var i stand til at påvise, at der er blevet truffet håndhævelsesforanstaltninger. F.eks. er Aviastar Mandiris AOC (certificeret under CASR-121, indenrigsoperationer, nationale luftfartsselskabers operationer og supplerende luftfartsselskabers operationer, AOC nr. 121-043) blevet tilbagekaldt på grund af manglende overholdelse af reglen om minimumsantallet af luftfartøjer i flåden.
(42) Under EU-vurderingsbesøget på stedet fremlagde Citilink dokumentation for, at Citilink er i stand til at sikre overholdelsen af de nationale og internationale sikkerhedsstandarder. Citilink har vist, at det har et veludviklet sikkerheds- og kvalitetsstyringssystem, at dets organisation af den vedvarende luftdygtighed er veludviklet, og at det har en proaktiv tilgang til sikkerhed.
(43) Lion Group består af seks luftfartsselskaber, der er certificeret i tre forskellige stater, og anvender en integreret tilgang til sine operationer og sin sikkerheds- og kvalitetsstyring. Under Lion Group findes AOC-indehaverne Lion Air og Batik Air, som er certificerede i Indonesien. Lion Air og Batik Air påviste, således at eksperterne var tilfredse, at de begge har velfungerende systemer til sikkerheds- og kvalitetssikring og -styring. De to luftfartselskabers topledelse og ledelsen i Lion Group har god forståelse af disse systemer og anvender dem til at opdage risici og træffe passende foranstaltninger til at mindske de største risici til acceptable niveauer. Eksperterne konstaterede, at Lion Air og Batik Air har professionelle besætninger samt professionelt personale og har systemer til varetagelse af de forskellige operationer. Både de enkelte luftfartsselskabers ledelser og koncernens ledelse modtager og reagerer på fremlagte sikkerheds- og kvalitetsmæssige oplysninger og analyser. Ledelsen formidler også disse oplysninger og afhjælpende foranstaltninger via interne publikationer, både elektronisk og ikke-elektronisk.
(44) Indonesiens DGCA og luftfartsselskaberne Citilink, Lion Air og Batik Air blev hørt af Kommissionen og Udvalget for Luftfartssikkerhed den 31. maj 2016. Indonesiens DGCA fremlagde sin nuværende organisationsstruktur, herunder nærmere oplysninger om arbejdsstyrken tilknyttet direktoratet for luftdygtighed og flyveoperationer og de budgetmidler, der er disponible til tilsynsarbejde og uddannelse af inspektører. Indonesiens DGCA fremlagde nærmere oplysninger om de vigtige foranstaltninger, der er blevet truffet i det seneste år, især ajourføringen af bekendtgørelsen vedrørende civil luftfartsikkerhed, ajourføringen af inspektørernes retningslinjer, forbedringen af forvaltningssystemet for sikkerhedsoplysninger og påbegyndelsen af udviklingen af det statslige sikkerhedsprogram. Indonesiens DGCA fremlagde i løbet af sin redegørelse en sammenfatning af de afhjælpende foranstaltninger hvad angår de bemærkninger, som eksperterne fremsatte i løbet af EU-vurderingsbesøget på stedet.
(45) Citilink fremlagde sin plan for afhjælpende foranstaltninger, som blev udviklet på baggrund af de bemærkninger, der fulgte af EU-vurderingsbesøget på stedet. Planen for afhjælpende foranstaltninger omfatter afhjælpende og forebyggende foranstaltninger og bygger på en grundig kerneårsagsanalyse af disse bemærkninger. Derudover blev de vigtigste fremskridt siden november 2015 fremhævet, herunder en forbedret gennemførelse af flyvedataanalyseprogrammet, yderligere sikkerheds- og kvalitetsmæssige ressourcer samt den løbende udvikling af software til digital sikkerhedsrapportering.
(46) Strategien for de seks luftfartsselskaber i Lion Group blev fremhævet under Lion Airs og Batik Airs redegørelse. På baggrund af markedets udvikling vil koncernens strategi nu lægge fokus på vækst på markeder uden for Indonesien. Lion Air og Batik Air fremlagde begge en plan for afhjælpende foranstaltninger, som de har udviklet på baggrund af de bemærkninger, der fulgte af EU-vurderingsbesøget på stedet. Planen omfatter afhjælpende foranstaltninger og bygger på en kerneårsagsanalyse af disse bemærkninger. Ydermere redegjorde Batik Air for sin undersøgelse af et af deres luftfartøjers nylige indtrængen på start- og landingsbane, herunder de sikkerhedsforanstaltninger, som Batik Air har truffet umiddelbart efter hændelsen.
(47) Under høringen underrettede Indonesiens DGCA Kommissionen om, at ICAO i løbet af de sidste seks måneder uden at aflægge besøg på stedet har foretaget en validering af de afhjælpende foranstaltninger, som Indonesiens DGCA har truffet. Denne validerings endelige resultater er endnu ikke tilgængelige. Indonesiens DGCA forklarede også, at den samarbejder med Federal Aviation Administration om at forbedre sit sikkerhedstilsynssystem. Federal Aviation Administration gennemførte i februar 2016 en evaluering af den internationale luftfartssikkerhed, som udmundede i syv bemærkninger, og et opfølgningsbesøg i maj 2016. Ifølge Indonesiens DGCA er genstandene for samtlige bemærkninger blevet afhjulpet. Dog har Federal Aviation Administration anmodet Indonesiens DGCA om månedligt at aflægge rapport om uddannelsen af inspektører.
(48) På baggrund af de tilgængelige oplysninger, herunder resultaterne af EU-vurderingsbesøget på stedet og de oplysninger, der blev forelagt ved høringen, mener Kommissionen, at Indonesiens DGCA har gennemført forbedringer siden 2014. Det står dog klart, at Indonesiens DGCA bl.a. yderligere skal forbedre sit sikkerhedstilsynssystem, uddannelsen af inspektører og standardiseringen af inspektørernes arbejdsmetoder.
(49) Kommissionen bemærkede, at Citilink, Lion Air og Batik Air alle er i stand til at fremlægge specifikke detaljer med hensyn til sikker gennemførelse af deres respektive operationer. Kommissionen mener, at der er tilstrækkelig dokumentation for disse luftfartsselskabers overholdelse af den gældende indonesiske lovgivning og de internationale sikkerhedsstandarder.
(50) I henhold til de fælles kriterier, der er fastsat i bilaget til forordning (EF) nr. 2111/2005, vurderes det derfor, at listen over luftfartsselskaber med driftsforbud i Unionen bør ændres for at lade Aviastar Mandiri (AOC nummer 121-043), Citilink, Lion Air og Batik Air udgå af bilag A til forordning (EF) nr. 474/2006.
(51) Medlemsstaterne skal fortsat kontrollere den faktiske overholdelse af de relevante sikkerhedsstandarder ved hjælp af prioritering af rampeinspektioner, som udføres hos luftfartsselskaber, der er certificeret i Indonesien, i medfør af forordning (EU) nr. 965/2012.
(52) Hvis relevante sikkerhedsoplysninger tyder på, at der er umiddelbare sikkerhedsrisici som følge af manglende overholdelse af de internationale sikkerhedsstandarder, kan Kommissionen se sig nødsaget til at træffe yderligere foranstaltninger i henhold til forordning (EF) nr. 2111/2005.
Luftfartsselskaber fra Iran
(53) Luftfartsselskabet Iran Air, der er certificeret af Den Islamiske Republik Irans civile luftfartsorganisation (»CAO-IRI«), blev opført i bilag B til forordning (EF) nr. 474/2006 i marts 2010. Efter et EU-vurderingsbesøg på stedet blev de driftsmæssige begrænsninger for Iran Airs flåde yderligere specificeret i juli 2010.
(54) Der blev gennemført et nyt EU-vurderingsbesøg på stedet i Iran i maj 2016, som involverede eksperter fra Kommissionen, EASA og medlemsstaterne. Vurderingsbesøget fandt sted på kontorerne for Den Islamiske Republik Irans civile luftfartsorganisation og på Iran Airs kontorer og anlæg.
(55) Eksperterne konstaterede, at CAO-IRI er en velstruktureret civil luftfartsmyndighed, der som tilsynsmyndighed håndterer alle civilluftfartens aspekter. Eksperterne konstaterede også, at Iran har et omfattende reguleringssystem på plads, som ajourføres med jævne mellemrum. På baggrund af de fakta, som blev konstateret i løbet af EU-vurderingsbesøget på stedet, har eksperterne konkluderet, at CAO-IRI ikke mangler hverken evner eller villighed til at afhjælpe sikkerhedsmangler.
(56) Eksperterne konstaterede, at Iran Air siden det foregående EU-vurderingsbesøg på stedet i juli 2010 har afhjulpet genstandene for de bemærkninger, der blev fremsat på det tidspunkt. Styringen af den vedvarende luftdygtighed er blevet forbedret i Airbus A320-flåden og er nu på samme niveau som Airbus A300- og A310-flåden. Eksperterne konstaterede, at Iran Airs sikkerhedsstyringssystem er blevet forbedret gennem årene. Dog kan det forbedres yderligere, hovedsageligt inden for effektiv anvendelse af de beskrevne procedurer og yderligere integration af sikkerhedsstyrings- og kvalitetsstyringsfunktionen på virksomhedsplan. Eksperterne fremsatte en række bemærkninger på luftdygtighedsområdet, som kan være til hjælp for Iran Air med henblik på yderligere forbedring af sikkerheden og kvaliteten i selskabets operationer.
(57) Den 1. juni 2016 blev CAO-IRI og Iran Air hørt af Kommissionen og Udvalget for Luftfartssikkerhed. CAO-IRI redegjorde for luftfartsaktiviteterne i Iran, CAO-IRI's organisationsstruktur og en oversigt over Irans luftfartssikkerhedsregler. Derudover fremlagde CAO-IRI nærmere detaljer om sin ICAO-auditrapport og de afhjælpende foranstaltninger, der blev truffet. Disse foranstaltninger omfatter lovgivningsmæssige ændringer, der skal sikre CAO-IRI tilstrækkelige ressourcer og tilstrækkelig uafhængighed til at udføre sine tilsynssikkerhedsfunktioner. Fremlæggelsen bekræftede de generelt positive udviklinger, der blev bemærket i løbet af EU-vurderingsbesøget på stedet.
(58) Iran Air fremlagde en overordnet oversigt over selskabet, herunder dets nuværende flåde og tilgængelige ressourcer og anlæg, og understregede, at det efter selskabets egen opfattelse har kapacitet til at forny og udvide sin flåde. Ydermere fremlagde Iran Air de afhjælpende foranstaltninger, som selskabet traf på baggrund af de bemærkninger, der fulgte af EU-vurderingsbesøget på stedet i juli 2010, herunder forbedringer af styringen af luftdygtighed for Airbus A320-flåden og forbedringer af selskabets sikkerheds- og kvalitetsstyring. Iran Air fremlagde sin plan for afhjælpende foranstaltninger, som blev udviklet på baggrund af de bemærkninger, der fulgte af EU-vurderingsbesøget på stedet i maj 2016. Planens hovedelementer består af forbedring af flyvedataanalyseprogrammet og indførelsen af bedre software til at støtte sikkerhedsstyringssystemet.
(59) En vigtig del af redegørelsen var afsat til Iran Airs plan for fornyelse og udvidelse af sin flåde. Iran Air har planer om at tilføje luftfartøjer af en eksisterende type til sin flåde og om at indføre en ny type luftfartøj til sin flåde. Ifølge deres redegørelse etableres der et omfattende forandringsledelsesprojekt med en til formålet nedsat projektgruppe, der proaktivt skal udpege, forvalte og afbøde eventuelle sikkerhedsrisici i forbindelse med indførelsen af en ny type luftfartøj. De almindelige dokumenterede processer anvendes ved alle eksterne og interne ændringer af de operationer, som er knyttet til indførelsen af en ny type luftfartøj, og som kan udgøre en sikkerhedsrisiko.
(60) Der blev dog ikke fremlagt nogen relevante oplysninger om forbedring af styringen af luftdygtighed med hensyn til de eksisterende luftfartøjer af typen Fokker F100 og Boeing B747 i Iran Airs flåde.
(61) På baggrund af de tilgængelige oplysninger, herunder resultaterne af EU-vurderingsbesøget på stedet i maj 2016 og høringen, mener Kommissionen, at Iran Air kontinuerligt har gennemført forbedringer af styringen af Airbus A320-flådens luftdygtighed, og at Iran Air har vist, at selskabet evner at indføre nye typer af luftfartøjer i sin flåde.
(62) Kommissionen anerkender ligeledes, at CAO-IRI og Iran Air er fuldt ud villige til at samarbejde med Kommissionen. Det vurderes, at CAO-IRI overordnet set evner at varetage sine opgaver som tilsynsorgan for luftfartsselskaber, der er certificeret i Iran. Kommissionen mener, at der er tilstrækkelig dokumentation for Iran Airs overholdelse af de gældende internationale sikkerhedsstandarder og anbefalet praksis. Der er dog stadig behov for forbedring med hensyn til forvaltningen af Fokker F100- og Boeing 747-flåden. På dette grundlag vurderer Kommissionen, at de nuværende driftsmæssige begrænsninger for Iran Air kan udgå, dog med undtagelse af de nuværende begrænsninger for luftfartøjer af typen Fokker F100 og Boeing B747 i Iran Airs flåde, som skal opretholdes.
(63) I henhold til de fælles kriterier, der er fastsat i bilaget til forordning (EF) nr. 2111/2005, vurderes det derfor, at listen over luftfartsselskaber med driftsforbud i Unionen bør ændres for at ajourføre listen, så de driftsmæssige begrænsninger med hensyn til Iran Air i bilag B til forordning (EF) nr. 474/2006 afgrænses til alle luftfartøjer af typen Fokker F100 og Boeing B747.
(64) Medlemsstaterne skal fortsat kontrollere den faktiske overholdelse af de relevante sikkerhedsstandarder ved hjælp af prioritering af rampeinspektioner, som udføres for luftfartsselskaber, der er certificeret i Iran, i medfør af forordning (EU) nr. 965/2012.
(65) Hvis relevante sikkerhedsoplysninger tyder på, at der er umiddelbare sikkerhedsrisici som følge af manglende overholdelse af de internationale sikkerhedsstandarder, kan Kommissionen se sig nødsaget til at træffe yderligere foranstaltninger i henhold til forordning (EF) nr. 2111/2005.
Luftfartsselskaber fra Kasakhstan
(66) Siden juli 2009 har alle luftfartsselskaber, der er certificeret i Kasakhstan, på nær ét, været omfattet af et totalt driftsforbud, hvilket hovedsageligt skyldes, at myndigheden med ansvar for sikkerhedstilsynet med luftfartsselskaber certificeret i Kasakhstan, Kasakhstans udvalg for civil luftfart (»CAC«), ikke har været i stand til at gennemføre og håndhæve de gældende internationale sikkerhedsstandarder. Luftfartsselskabet Air Astana, som er certificeret i Kasakhstan, blev i december 2015 fjernet fra bilag B til forordning (EF) nr. 474/2006 og har fået tilladelse til at flyve til Unionen.
(67) Et ICVM-besøg fandt sted i Kasakhstan i april 2016. CAC underrettede Kommissionen om, at den faktiske gennemførelse af de internationale sikkerhedsstandarder er forbedret med en stigning fra 64 % til 74 % som foreløbigt resultat. På baggrund af ICVM-besøgets foreløbige resultat konstaterede ICAO den 20. april 2016, at CAC har afhjulpet den betydelige sikkerhedsmæssige betænkelighed. Den endelige rapport om ICVM-besøget bliver tilgængelig i juli 2016.
(68) Det konkluderes ud fra de oplysninger, som på nuværende tidspunkt er tilgængelige for Kommissionen, at der er sket yderligere fremgang i reformen af Kasakhstans civilluftfart. Der foreligger dog endnu ikke detaljerede oplysninger om ICVM-besøget i april 2016. Før der kan træffes afgørelse om ændring af de driftsmæssige begrænsninger for luftfartsselskaber, der er certificeret i Kasakhstan, kræves der kontrol på stedet af forbedringerne i CAC's system for sikkerhedstilsyn med civilluftfarten.
(69) I henhold til de fælles kriterier, der er fastsat i bilaget til forordning (EF) nr. 2111/2005, vurderes det derfor, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen grund til at ændre listen over luftfartsselskaber med driftsforbud i Unionen for så vidt angår luftfartsselskaber fra Kasakhstan.
Luftfartsselskaber fra Madagaskar
(70) Luftfartsselskabet Air Madagascar, som er certificeret i Madagaskar, er underlagt driftsmæssige begrænsninger og opført i bilag B til forordning (EF) nr. 474/2006. Samrådet med Madagaskars kompetente myndigheder, Aviation civile de Madagascar (»ACM«), og Air Madagascar er blevet videreført med sigte på at få ajourførte oplysninger om de fremskridt, der er blevet gjort med hensyn til gennemførelsen af afhjælpende foranstaltninger.
(71) Den 2. oktober 2015 blev der afholdt tekniske samråd med eksperter fra Kommissionen, EASA og højstående repræsentanter for ACM og for Air Madagascar. På dette møde fremlagde ACM og Air Madagascar oplysninger om de fremskridt, som de har gjort med hensyn til de respektive handlingsplaner for afhjælpende og forebyggende foranstaltninger, som er blevet iværksat med henblik på at afhjælpe de sikkerhedsmangler, der er omhandlet i betragtning 66 til 74 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2011 . Da disse sikkerhedsmangler er blevet tilstrækkeligt afhjulpet, anmodede ACM sammen med Air Madagascar om en omvurdering af de driftsmæssige begrænsninger, som er pålagt Air Madagascar.
(72) Den anmodning blev drøftet i november 2015. Selv om de fremskridt, som ACM og luftfartsselskabet Air Madagascar har gjort, bør anerkendes, konkluderede Kommissionen, at det fortsat var nødvendigt at kontrollere den faktiske gennemførelse af de internationale sikkerhedsstandarder, før det nuværende delvise forbud for Air Madagascar kan ændres.
(73) I marts 2016 foretog eksperter fra EASA sammen med en ekspertobservatør fra en medlemsstat en audit af Air Madagascar i forbindelse med Air Madagascars ansøgning om godkendelse fra EASA af en tredjelandsoperatør i henhold til Kommissionens forordning (EU) nr. 452/2014.
(74) I forbindelse med auditten besøgte eksperterne fra EASA og ekspertobservatøren også ACM. Under dette besøg forelagde ACM dokumentation for effektiviteten af sin afhjælpende og forebyggende handlingsplan, som blev udarbejdet og gennemført efter, at Air Madagascar blev pålagt driftsmæssige begrænsninger. ACM forelagde også dokumentation for sin kapacitet til at varetage sine tilsynsforpligtelser i henhold til ICAO's standarder for sine certificerings- og tilsynsaktiviteter. ACM påviste, at den siden EU-vurderingsbesøget på stedet i februar 2014 har gennemført fornyelse af certificeringen af ni luftfartsselskaber, har afvist fornyelsen af ét luftfartsselskabs AOC og har fortsat certificeringsprocessen for et nyt luftfartsselskab. De certificeringssagsmapper, som ekspertholdet har gennemgået, var velorganiserede og struktureret i overensstemmelse med ICAO's certificeringsproces. Tilsynsprogrammet blev gennemgået for fire operatører, og ekspertholdet bemærkede, at ACM havde udviklet sit traditionelle tilsynsprogram for overholdelse til en tilsynsaktivitetsplan med en risikobaseret tilgang. Ekspertholdet bemærkede også, at 90 % af de planlagte aktiviteter inden for områderne operationer, udstedelse af licenser og vedvarende luftdygtighed var blevet gennemført for perioden 2014-2015.
(75) Ved auditten af Air Madagascar blev effektiviteten af de afhjælpende og forebyggende foranstaltninger, som dette luftfartsselskab har udviklet og gennemført, påvist. Navnlig forelagde Air Madagascar dokumentation for, at forvaltningen af dets Airbus A340-flåde er identisk med forvaltningen for alle luftfartsselskabets andre flåder, og at Airbus A340-flåden også er fuldt ud omfattet af dets kvalitets- og sikkerhedsstyringssystemer. Ved relevante prøver af Air Madagascars aktiviteter fremkom der ikke tegn på manglende overholdelse af de internationale sikkerhedsstandarder i et omfang, som kunne sætte flysikkerheden i fare.
(76) Ved vurderingsbesøget på stedet i marts 2016 blev det med hensyn til de fælles kriterier i bilaget til forordning (EF) nr. 2111/2005 påvist, at ACM og Air Madagascar er villige og i stand til at afhjælpe de resterende sikkerhedsmangler. Ydermere er det blevet påvist, at ACM har tilstrækkelig evne til at gennemføre og, når det er nødvendigt, håndhæve de relevante internationale sikkerhedsstandarder, herunder de luftfartssikkerhedsregler, som ACM har udstedt.
(77) På grundlag af alle de aktuelt tilgængelige oplysninger, herunder resultaterne af auditten i marts 2016, er det Kommissionens opfattelse, at ACM og Air Madagascar kontinuerligt har gennemført forbedringer over et længere tidsrum. Kommissionen anerkender også, at ACM og Air Madagascar er fuldt ud villige til at samarbejde med Kommissionen på løbende basis. Det vurderes, at ACM evner at varetage sine opgaver som tilsynsorgan for luftfartsselskaber, der er certificeret i Madagaskar, og at der er tilstrækkelig dokumentation for Air Madagascars overholdelse af de gældende internationale sikkerhedsstandarder og anbefalet praksis.
(78) I henhold til de fælles kriterier, der er fastsat i bilaget til forordning (EF) nr. 2111/2005, vurderes det derfor, at listen over luftfartsselskaber med driftsforbud i Unionen bør ændres for at lade Air Madagascar, som er certificeret i Madagaskar, udgå af bilag B til forordning (EF) nr. 474/2006.
(79) Medlemsstaterne vil fortsat skulle kontrollere Air Madagascars faktiske overholdelse af de relevante sikkerhedsstandarder ved hjælp af prioritering af rampeinspektioner i medfør af forordning (EU) nr. 965/2012. Hvis resultaterne af disse inspektioner eller andre relevante sikkerhedsoplysninger tyder på, at der er umiddelbare sikkerhedsrisici som følge af manglende overholdelse af de internationale sikkerhedsstandarder, kan Kommissionen se sig nødsaget til at træffe yderligere foranstaltninger i henhold til forordning (EF) nr. 2111/2005.
Luftfartsselskaber fra Mozambique
(80) Det tekniske bistandsprojekt, som blev indledt efter EU-vurderingsbesøget på stedet i april 2015, har fortsat ydet støtte på forskellige områder til de kompetente civile luftfartsmyndigheder i Mozambique: Instituto de Aviação Civil de Moçambique (»IACM«). Lovgivningen om oprettelse af IACM med udvidede beføjelser og autonomi blev enstemmigt godkendt af parlamentet den 30. marts 2016 og skal nu udstedes af statsoverhovedet. En række retlige og tekniske forskrifter er blevet nøje gennemgået og er i øjeblikket på forskellige etaper i enten deres udarbejdelse eller godkendelse. Uddannelsen af det eksisterende tekniske personale inden for områderne luftdygtighed, operationer, udstedelse af licenser til personale, flyvepladser, lufttrafikstyring, håndtering af luftfartsinformation og luftfartssikkerhed er fortsat. En ny rekrutteringsrunde af teknisk personale inden for områderne operationer, luftdygtighed og luftfartssikkerhed er blevet gennemført. Der er blevet uddannet lægefaglige eksperter i forbindelse med en samarbejdsprotokol med Portugal. Der arbejdes fortsat på systematisk at afhjælpe og afslutte genstandene for de åbne bemærkninger fra ICAO's verdensomspændende program for kontrol med sikkerheden, således at der kan opnås en væsentlig forbedring af den faktiske gennemførelsesgrad. Der har været regelmæssig kontakt med alle de eksisterende operatører, og en række diskussionsrunder vedrørende forbedringer af deres operationer har fundet sted. Alle de af IACM's interne procedurer og processer, som kræver gennemgående reform, er tidligere blevet udpeget, og arbejdet med at indføre betydelige forbedringer fortsætter.
(81) Luftfartsselskabet Linhas Aéreas de Moçambique (LAM), som er certificeret i Mozambique, var udsat for et flystyrt i Namibia den 29. november 2013. Den endelige ulykkesrapport blev officielt offentliggjort den 30. marts 2016 af Republikken Namibias Directorate of Aircraft Accident Investigation under Ministry of Works and Transport. I rapporten konkluderes det, at flystyrtet skyldes bevidst handling fra kaptajnens side. I rapporten rettes der fem anbefalinger til ICAO, og en anbefaling rettes til IACM om at fastsætte krav om, at der skal være to besætningsmedlemmer til stede i cockpittet under hele flyvningen. IACM gennemførte anbefalingen ved hjælp af sikkerhedsdirektiv DOS-02/16, som blev offentliggjort i maj 2016.
(82) IACM's evne til at føre tilsyn med de civile luftfartsaktiviteter i Mozambique er dog endnu ikke i fuld overensstemmelse med de internationale sikkerhedsstandarder. Der er derfor ikke tilstrækkelig dokumentation til at berettige en afgørelse om at ændre driftsforbuddet for alle luftfartsselskaber, der er certificeret i Mozambique.
(83) Der er ikke sket tilstrækkelige forbedringer til at berettige en ændring af det nuværende forbud, men situationen er dog lovende nok til at berettige et yderligere EU-vurderingsbesøg på stedet i de kommende måneder.
(84) Ifølge en liste forelagt af IACM den 13. maj 2016 er to nye luftfartsselskaber blevet certificeret i Mozambique, nemlig CHC Helicópteros Lda (AOC MOZ-22) og Inter Airways Lda (AOC MOZ-24). IACM var dog ikke i stand til at fremlægge dokumentation for, at sikkerhedstilsynet med disse luftfartsselskaber sker i overensstemmelse med de internationale sikkerhedsstandarder. I samme liste underrettede IACM Kommissionen om, at AOC'erne for luftfartsselskaberne Kaya Airlines Lda (AOC MOZ-09) og Trabalhos e Transportes Aéreos Lda (AOC MOZ-16) er blevet tilbagekaldt.
(85) I henhold til de fælles kriterier, der er fastsat i bilaget til forordning (EF) nr. 2111/2005, vurderes det derfor, at listen over luftfartsselskaber med driftsforbud i Unionen bør ændres for at opføre luftfartsselskaberne CHC Helicópteros Lda og Inter Airways Lda i bilag A til forordning (EF) nr. 474/2006 og for at lade luftfartsselskaberne Kaya Airlines Lda og Trabalhos e Transportes Aéreos Lda udgå af det nævnte bilag.
Luftfartsselskaber fra Den Russiske Føderation
(86) Kommissionen, EASA og medlemsstaterne er i den sidste tid fortsat med nøje at overvåge sikkerhedsforholdene hos luftfartsselskaber, der er certificeret i Den Russiske Føderation og beflyver Unionen, herunder ved hjælp af prioritering af de rampeinspektioner, som skal udføres hos visse russiske luftfartsselskaber i henhold til forordning (EU) nr. 965/2012.
(87) Den 4. marts 2016 mødtes Kommissionen, bistået af EASA, med repræsentanter for den russiske føderale lufttransportmyndighed (»FATA«). Formålet med mødet var at gennemgå sikkerhedsresultaterne for russiske luftfartsselskaber på grundlag af SAFA-rampeinspektionsrapporter for perioden 21. februar 2015 til 20. februar 2016 og at udpege forhold, der kræver særlig opmærksomhed.
(88) Under mødet gennemgik Kommissionen SAFA-resultaterne mere indgående for fire luftfartsselskaber fra Den Russiske Føderation. FATA underrettede Kommissionen om tilbagekaldelsen i december 2015 af AOC for et af disse fire luftfartsselskaber og om foranstaltninger, som to ud af disse fire luftfartsselskaber selv har truffet.
(89) På mødet påtog FATA sig yderligere at optrappe sit arbejde med det fjerde luftfartsselskab for at sikre, at luftfartsselskabet forbedrer sine SAFA-resultater. Da dette luftfartsselskab også havde indgivet en ansøgning om godkendelse fra EASA af en tredjelandsoperatør i henhold til Kommissionens forordning (EU) nr. 452/2014, benyttede Kommissionen ved dette møde muligheden for at tydeliggøre sammenhængen mellem forordning (EF) nr. 2011/2005 og Kommissionens forordning (EU) nr. 452/2014. Som følge af yderligere drøftelser mellem FATA og dette fjerde luftfartsselskab har FATA fjernet luftfartsselskabets godkendelse til flyvninger til EU fra dets AOC. Følgeligt besluttede dette luftfartsselskab at trække sin ansøgning hos EASA tilbage.
(90) Ud fra de tilgængelige oplysninger blev det konkluderet, at der ikke er behov for en høring i Kommissionen og Udvalget for Luftfartssikkerhed af de russiske luftfartsmyndigheder eller af luftfartsselskaber, der er certificeret i Den Russiske Føderation. Det blev imidlertid aftalt, at de regelmæssige møder mellem sikkerhedseksperter fra Kommissionen og de russiske myndigheder, som finder sted mindst én gang før hvert møde i Udvalget for Luftfartssikkerhed, skal fortsætte.
(91) I henhold til de fælles kriterier, der er fastsat i bilaget til forordning (EF) nr. 2111/2005, vurderes det derfor, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen grund til at ændre listen over luftfartsselskaber med driftsforbud i Unionen ved at optage luftfartsselskaber fra Den Russiske Føderation på denne.
(92) Medlemsstaterne vil dog fortsat skulle kontrollere Den Russiske Føderations luftfartsselskabers faktiske overholdelse af de internationale sikkerhedsstandarder ved hjælp af prioritering af rampeinspektioner i henhold til forordning (EU) nr. 965/2012.
(93) Hvis disse inspektioner peger i retning af en umiddelbar sikkerhedsrisiko som følge af manglende overholdelse af de relevante sikkerhedsstandarder, kan Kommissionen se sig nødsaget til at træffe foranstaltninger mod luftfartsselskaber fra Den Russiske Føderation i henhold til forordning (EF) nr. 2111/2005.
Luftfartsselskaber fra Sudan
(94) Sudans civile luftfartsmyndighed (»SCAA«) har i den seneste tid haft jævnlig kontakt med Kommissionen, navnlig i forbindelse med vurderingen af luftfartsselskaber, som er registreret i Sudan. Ifølge en ajourført liste over luftfartsselskaber fra Sudan, som SCAA fremlagde den 22. december 2015, blev ingen nye luftfartsselskaber certificeret, og seks luftfartsselskaber fik kaldt deres AOC tilbage: Almajal Aviation Service, Bentiu Air Transport, Dove Airlines, Fourty Eight Aviation, Marsland Company og Mid Airlines. I samme brev underrettede SCAA Kommissionen om, at Sudan har udviklet sin håndbog om det statslige sikkerhedsprogram og Sudans civile luftfartsforskrifter, del 19 — sikkerhedsstyring, som indeholder standarder for og lovgivningsmæssige krav til de relevante tjenesteydere hvad angår oprettelse og vedligeholdelse af sikkerhedsstyringssystemer.
(95) I henhold til de fælles kriterier, der er fastsat i bilaget til forordning (EF) nr. 2111/2005, vurderes det derfor, at listen over luftfartsselskaber med driftsforbud i Unionen bør ændres for at lade luftfartsselskaberne Almajal Aviation Service, Bentiu Air Transport, Dove Airlines, Fourty Eight Aviation, Marsland Company og Mid Airlines udgå af bilag A til forordning (EF) nr. 474/2006.
Luftfartsselskaber fra Taiwan
(96) Kommissionen har videreført sine drøftelser med Taiwans kompetente myndigheder, Civil Aeronautics Administration (»CAA Taiwan«). Den 23. maj 2016 blev der afholdt et møde mellem Kommissionen, EASA, eksperter fra CAA Taiwan og eksperter fra luftfartsselskabet TransAsia Airways (»TNA«), som er certificeret i Taiwan.
(97) På dette møde fremlagde CAA Taiwan sine fremskridt i gennemførelsen af de foranstaltninger, der blev indledt efter en række ulykker og hændelser, som involverede TNA. CAA Taiwan fremlagde også resultaterne af tilsynsprogrammet for TNA. CAA Taiwan tilkendegav også, at alle de anbefalinger, som blev udstedt af eksterne organisationer på baggrund af deres respektive vurderingsbesøg på stedet i 2015, var blevet godkendt og gennemført.
(98) Ydermere underrettede CAA Taiwan Kommissionen om, at den først vil give TNA tilladelse til at øge antallet af operationer, efter at CAA Taiwan har valideret effektiviteten af de afbødende foranstaltninger, som TNA har truffet. Til sidst indvilligede CAA Taiwan og TNA i at indgå i yderligere tekniske samråd med henblik på at give Kommissionen mulighed for at følge gennemførelsen af planerne for henholdsvis afhjælpende og forebyggende foranstaltninger og sikre hensigtsmæssige drøftelser af sikkerhedsrelaterede spørgsmål.
(99) På grundlag af de oplysninger, som Kommissionen havde til rådighed, blev det vurderet, at der ikke er behov for, at CAA Taiwan og luftfartsselskabet TNA møder i Kommissionen og Udvalget for Luftfartssikkerhed, og at det ikke er nødvendigt med et driftsforbud for luftfartsselskaber fra Taiwan.
(100) I henhold til de fælles kriterier, der er fastsat i bilaget til forordning (EF) nr. 2111/2005, vurderes det derfor, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen grund til at ændre listen over luftfartsselskaber med driftsforbud i Unionen for så vidt angår luftfartsselskaber fra Taiwan.
Luftfartsselskaber fra Thailand
(101) Et teknisk møde blev afholdt den 2. maj 2016 i forbindelse med de aktive høringer med Thailands civile luftfartsmyndighed (»CAAT«) for at orientere Kommissionen om de fremskridt, der er blevet gjort siden november 2015. CAAT fremlagde ajourførte oplysninger om deres vigtigste håndhævelsesaktiviteter inden for sikring af flyvesikkerheden, herunder tilbagekaldelsen af ét AOC, udstedelse af startforbud for luftfartøjer på grund af sikkerhedsproblemer, afregistrering af luftfartøjer på grund af manglende finansiel kapacitet hos luftfartselskaberne og inspektion af flyve- og tjenestetid. Ydermere fremlagde CAAT oplysninger om fremskridtet i fornyelsen af AOC-certificering med støtte fra en ekstern organisation, om CAAT-organisationens bæredygtighed og kapacitetsopbygning og om CAAT's nuværende organisationsstruktur.
(102) CAAT udtrykte flere gange, at den anser det for værende vigtigere at træffe bæredygtige afhjælpende foranstaltninger end at gennemføre »lappeløsninger«. CAAT forklarede, at der er tilstrækkeligt politisk engagement til denne fremgangsmåde, men også at den vil kræve tid. Kontrakten med den eksterne organisation er indgået, og fornyelsen af certificeringen af luftfartsselskaberne indledes inden længe med henblik på at forny certificeringen af de internationale operatører i løbet af de næste ni måneder. Dette vil også danne grundlaget for afhjælpningen af ICAO's betydelige sikkerhedsmæssige betænkelighed.
(103) Med hensyn til projektet om kapacitetsopbygning på langt sigt, som CAAT ønsker at indlede med støtte fra EASA under det aftalememorandum, der blev underskrevet i 2015, anmoder CAAT om at få EASA-eksperter ind i syv centrale strategiske afdelinger hos CAAT. Disse eksperter ville fungere som vejledere for CAAT's ledere med hensyn til gennemførelsen af de internationale sikkerhedsstandarder.
(104) Thailands regering og CAAT udviser et tydeligt engagement i forbedringen af sikkerhedstilsynssystemet i Thailand og har fremlagt dokumentation for, at der er sket relevante fremskridt i løbet af det seneste år. Derudover giver de foreliggende sikkerhedsoplysninger om luftfartsselskaber, der er certificeret i Thailand, ikke anledning til at støtte en afgørelse om at indføre et driftsforbud eller driftsmæssige begrænsninger. For at kunne overvåge situationen nøje skal samrådet med de thailandske myndigheder fortsætte i overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 473/2006.
(105) I henhold til de fælles kriterier, der er fastsat i bilaget til forordning (EF) nr. 2111/2005, vurderes det derfor, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen grund til at ændre listen over luftfartsselskaber med driftsforbud i Unionen for så vidt angår luftfartsselskaber fra Thailand.
(106) Medlemsstaterne skal fortsat kontrollere den faktiske overholdelse af de relevante sikkerhedsstandarder ved hjælp af prioritering af rampeinspektioner, som udføres for luftfartsselskaber, der er certificeret i Thailand, i medfør af forordning (EU) nr. 965/2012.
(107) Hvis relevante sikkerhedsoplysninger tyder på, at der er umiddelbare sikkerhedsrisici som følge af manglende overholdelse af de internationale sikkerhedsstandarder, kan Kommissionen se sig nødsaget til at træffe yderligere foranstaltninger i henhold til forordning (EF) nr. 2111/2005.
Luftfartsselskaber fra Zambia
(108) Der blev gennemført et EU-vurderingsbesøg på stedet i Zambia i april 2016. Eksperter fra Kommissionen, EASA og medlemsstaterne deltog i vurderingsbesøget. EU-vurderingsbesøget på stedet fandt sted på kontorerne for Zambias civile luftfartsmyndighed (»ZCAA«) og via en relevant prøve på kontorerne for luftfartsselskaberne Proflight Commuter Services (dba Proflight Zambia) og Royal Air Charters, som er certificeret i Zambia.
(109) Hovedkonklusionerne af dette EU-vurderingsbesøg på stedet kan angående ZCAA sammenfattes på følgende vis: ZCAA er overordnet set villig og i stand til at afhjælpe sikkerhedsmangler og evner i tilstrækkelig grad at gennemføre og om nødvendigt håndhæve både de relevante internationale sikkerhedsstandarder og Zambias egne krav til civilluftfarten. ZCAA var i stand til at vise, at dens personale overordnet set er tilstrækkeligt erfarent og kvalificeret til at udføre tilsynsopgaver korrekt. På den anden side anførte eksperterne, at det ville være til gavn for ZCAA at bygge videre på sit hidtidige fremskridt med hensyn til standardiseringen af sine tilsynsaktiviteter, herunder den fortsatte uddannelse af sine tilsynsinspektører. Ligeledes ville det være til gavn for ZCAA at være særlig opmærksom på yderligere at forbedre sine processer og procedurer med hensyn til kontrol af og adgang til dokumentation.
(110) Hovedkonklusionen af EU-vurderingsbesøget på stedet hvad angår Proflight Commuter Services (dba Proflight Zambia) er, at luftfartsselskabet er fuldt ud villigt og overordnet set fuldt i stand til at afhjælpe sikkerhedsmangler. Ydermere fandt eksperterne tilstrækkelig dokumentation for, at Proflight Commuter Services (dba Proflight Zambia) generelt set er i stand til at sikre overholdelsen af de relevante internationale sikkerhedsstandarder og Zambias krav til civilluftfarten.
(111) Hovedkonklusionen af EU-vurderingsbesøget på stedet hvad angår Royal Air Charters er, at luftfartsselskabet er fuldt ud villigt og fuldt i stand til at afhjælpe sikkerhedsmangler. Ydermere fandt eksperterne tilstrækkelig dokumentation for, at Royal Air Charters er i stand til at sikre overholdelsen af de relevante internationale sikkerhedsstandarder og Zambias krav til civilluftfarten.
(112) ZCAA blev hørt af Kommissionen og Udvalget for Luftfartssikkerhed den 1. juni 2016. Proflight Commuter Services (dba Proflight Zambia) blev på dette tidspunkt også hørt.
(113) ZCAA fremlagde sin nuværende organisationsstruktur, herunder sine inspektørers uddannelse og kvalifikationer. ZCAA forklarede, at den er fast besluttet på at fortsætte standardiseringen af sit inspektionspersonale. Hvad angår certificerings- og overvågningsaktiviteter indberettede ZCAA, at den på nuværende tidspunkt har tilsynsansvaret for kun ti AOC-indehavere. ZCAA fremlagde oplysninger om deres certificering og en sammenfatning af de vigtigste overvågningselementer, som de er underlagt. Dertil understregede ZCAA, at den er fast besluttet på fortsat at følge sin politik om løbende forbedring, herunder det vigtige arbejde med standardisering af sikkerhedstilsynet.
(114) Derudover fremlagde ZCAA en sammenfatning af sine afhjælpende foranstaltninger vedrørende de bemærkninger, der blev gjort ved EU-vurderingsbesøget på stedet i april 2016.
(115) Proflight Commuter Services (dba Proflight Zambia) fremlagde detaljer om sin organisationsstruktur, sine udviklingsplaner og specifikke oplysninger om sine sikkerheds- og kvalitetsstyringssystemer, herunder processen og detaljerne vedrørende håndtering og vurdering af sikkerhedsrapporter. Dertil afgav det rapport om sine afhjælpende foranstaltninger vedrørende de bemærkninger, der blev gjort ved EU-vurderingsbesøget på stedet i april 2016.
(116) Kommissionen bemærkede, at Proflight Commuter Services (dba Proflight Zambia) ved høringen afgav en tilfredsstillende rapport og var i stand til at fremlægge specifikke detaljer vedrørende sikkerheden i gennemførelsen af sine operationer.
(117) På baggrund af de tilgængelige oplysninger, herunder resultaterne af EU-vurderingsbesøget på stedet og de oplysninger, der blev fremlagt ved høringen, mener Kommissionen, at der hvad angår de luftfartsselskaber, der er certificeret i Zambia, foreligger tilstrækkelig dokumentation for overholdelse af de gældende internationale sikkerhedsstandarder og anbefalede praksis.
(118) På baggrund af de på nuværende tidspunkt tilgængelige oplysninger, herunder resultaterne af EU-vurderingsbesøget på stedet og de oplysninger, der blev forelagt ved høringen, mener Kommissionen, at ZCAA har gennemført bæredygtige forbedringer. Kommissionen anerkender også, at ZCAA har været fuldt ud villig til at samarbejde med Kommissionen på løbende basis, og at ZCAA er transparent i sin anerkendelse af, at den bør fortsætte videreudviklingen af sine sikkerhedstilsyns- og -overvågningsprocedurer. Det vurderes, at ZCAA evner at varetage sine opgaver som tilsynsorgan for luftfartsselskaber, der er certificeret i Zambia. Ved høringen indvilligede ZCAA i at fortsætte dialogen om sikkerhed med Kommissionen, bl.a. gennem yderligere møder eller besøg, hvis og når Kommissionen finder det nødvendigt.
(119) I henhold til de fælles kriterier, der er fastsat i bilaget til forordning (EF) nr. 2111/2005, vurderes det derfor, at EU's liste over luftfartsselskaber med driftsforbud i Unionen bør ændres for at lade alle luftfartsselskaber, der er certificeret i Zambia, udgå af bilag A til forordning (EF) nr. 474/2006.
(120) Medlemsstaterne skal fortsat kontrollere den faktiske overholdelse af de relevante sikkerhedsstandarder ved hjælp af prioritering af rampeinspektioner, som udføres for luftfartsselskaber, der er certificeret i Zambia, i medfør af forordning (EU) nr. 965/2012.
(121) Hvis relevante sikkerhedsoplysninger tyder på, at der er umiddelbare sikkerhedsrisici som følge af manglende overholdelse af de internationale sikkerhedsstandarder, kan Kommissionen se sig nødsaget til at træffe yderligere foranstaltninger i henhold til forordning (EF) nr. 2111/2005.
(122) Forordning (EF) nr. 474/2006 bør derfor ændres.
(123) Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for Luftfartssikkerhed —
VEDTAGET DENNE FORORDNING: