(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1371 af 5. juli 2017 om strafferetlig bekæmpelse af svig rettet mod Den Europæiske Unions finansielle interesser)
Dette direktiv fastlægger minimumsregler vedrørende definitionen af strafbare handlinger og sanktioner herfor med henblik på at bekæmpe svig og andre ulovlige aktiviteter, der skader Unionens finansielle interesser, for at styrke beskyttelsen mod strafbare handlinger, der skader disse finansielle interesser, i overensstemmelse med gældende EU-ret på dette område.
1. Med henblik på dette direktiv gælder følgende definitioner:
a) »Unionens finansielle interesser«: alle indtægter, udgifter og aktiver, som er opført på, opnået gennem eller tilfalder:
| i) | Unionens budget |
|---|
| ii) | budgetterne for Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer oprettet i henhold til traktaterne eller budgetter, som direkte eller indirekte forvaltes eller overvåges af dem |
|---|
b) »juridisk person«: en enhed, der i henhold til gældende ret har juridisk personlighed, med undtagelse af stater eller offentlige organer, når de udøver statsmyndighed, samt af offentlige internationale organisationer.
2. For så vidt angår egne indtægter hidrørende fra moms finder dette direktiv kun anvendelse i tilfælde af alvorlige lovovertrædelser mod det fælles merværdiafgiftssystem. Med henblik på dette direktiv anses lovovertrædelser mod det fælles merværdiafgiftssystem for alvorlige, når de i artikel 3, stk. 2, litra d), definerede forsætlige handlinger eller undladelser har tilknytning til to eller flere EU-medlemsstaters område, og den samlede skade udgør mindst 10 000 000 EUR.
3. Medlemsstaternes skattemyndigheders struktur og funktion berøres ikke af dette direktiv.
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at svig til skade for Unionens finansielle interesser udgør en strafbar handling, når det begås forsætligt.
2. Med henblik på dette direktiv anses følgende som svig til skade for Unionens finansielle interesser:
| a) | for så vidt angår udgifter, der ikke vedrører offentlige indkøb, enhver handling eller undladelse vedrørende: i) anvendelse eller afgivelse af falske, urigtige eller ufuldstændige erklæringer eller dokumenter, som medfører misbrug eller uretmæssig tilbageholdelse af midler eller aktiver fra Unionens budget eller budgetter forvaltet af eller på vegne af Unionen ii) manglende indberetning af oplysninger i strid med en specifik pligt og med samme følgevirkning eller iii) misbrug af sådanne midler eller aktiver til andre formål end de, hvortil de oprindelig blev bevilget |
|---|
| b) | for så vidt angår udgifter vedrørende offentlige indkøb, i det mindste når de begås med henblik på at sikre gerningsmanden eller en anden en ulovlig gevinst ved at skade Unionens finansielle interesser, enhver handling eller undladelse vedrørende: i) anvendelse eller afgivelse af falske, urigtige eller ufuldstændige erklæringer eller dokumenter, som medfører misbrug eller uretmæssig tilbageholdelse af midler eller aktiver fra Unionens budget eller budgetter forvaltet af eller på vegne af Unionen ii) manglende indberetning af oplysninger i strid med en specifik pligt og med samme følgevirkning eller iii) misbrug af sådanne midler eller aktiver til andre formål end de, hvortil de oprindelig blev bevilget, til skade for Unionens finansielle interesser |
|---|
| c) | for så vidt angår andre indtægter end egne indtægter hidrørende fra moms, jf. litra d), enhver handling eller undladelse vedrørende: i) anvendelse eller afgivelse af falske, urigtige eller ufuldstændige erklæringer eller dokumenter, som medfører en uretmæssig formindskelse af ressourcerne i Unionens budget eller budgetter forvaltet af eller på vegne af Unionen ii) manglende indberetning af oplysninger i strid med en specifik pligt og med samme følgevirkning eller iii) misbrug af en lovligt opnået fordel med samme følgevirkning |
|---|
| d) | for så vidt angår egne indtægter hidrørende fra moms enhver handling eller undladelse, der begås som led i grænseoverskridende svigagtige ordninger, vedrørende: i) anvendelse eller afgivelse af falske, urigtige eller ufuldstændige momsrelaterede erklæringer eller dokumenter, som medfører en formindskelse af ressourcerne i Unionens budget ii) manglende indberetning af momsrelaterede oplysninger i strid med en specifik pligt og med samme følgevirkning iii) fremlæggelse af korrekte momsrelaterede erklæringer med henblik på svigagtigt at dække over manglende betaling eller over stiftelse af uretmæssige krav på tilbagebetaling af moms. |
|---|
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at hvidvask af penge, jf. artikel 1, stk. 3, i direktiv (EU) 2015/849, som omfatter ejendom hidrørende fra lovovertrædelserne omfattet af nærværende direktiv, udgør en strafbar handling.
2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at passiv og aktiv korruption udgør strafbare handlinger, når de begås forsætligt.
| a) | I dette direktiv forstås ved »passiv korruption«, at en offentligt ansat direkte eller gennem en mellemmand fordrer eller modtager en fordel af en hvilken som helst art for sig selv eller en tredjepart eller accepterer et løfte om en sådan fordel mod at handle eller undlade at handle i overensstemmelse med sine pligter eller under udøvelsen af sit hverv på en måde, der skader eller må forventes at skade Unionens finansielle interesser. |
|---|
| b) | I dette direktiv forstås ved »aktiv korruption«, at en person direkte eller gennem en mellemmand lover, tilbyder eller yder en offentligt ansat en hvilken som helst fordel for den ansatte selv eller en tredjemand, mod at den pågældende handler eller undlader at handle i overensstemmelse med sine pligter eller under udøvelsen af sit hverv på en måde, der skader eller må forventes at skade Unionens finansielle interesser. |
|---|
3. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at misbrug af midler udgør en strafbar handling, når det begås forsætligt.
I dette direktiv forstås ved »misbrug af midler« det forhold, at en offentligt ansat, der direkte eller indirekte har til opgave at forvalte midler eller aktiver, forpligter eller udbetaler midler eller tilegner sig eller anvender aktiver på en hvilken som helst måde i strid med deres tilsigtede formål, som skader Unionens finansielle interesser.
4. I dette direktiv forstås ved »offentligt ansat«:
| a) | en EU-tjenestemand eller en national embedsmand, herunder enhver national embedsmand fra en anden medlemsstat og enhver national embedsmand fra et tredjeland. i) Ved »EU-tjenestemand« forstås en person, som: — er tjenestemand eller ansat ved kontrakt i Unionen i henhold til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og ansættelsesvilkårene for Unionens øvrige ansatte som fastsat i Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 (»tjenestemandsvedtægten«), eller — af en medlemsstat eller en offentlig eller privat institution er stillet til rådighed for Unionen, og som dér udøver funktioner svarende til de funktioner, der udøves af EU-tjenestemænd eller øvrige ansatte i Unionen. Med forbehold af bestemmelserne om privilegier og immuniteter i protokol nr. 3 og nr. 7 sidestilles medlemmer af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, der er oprettet i overensstemmelse med traktaterne, samt personalet i disse organer med EU-tjenestemænd, for så vidt tjenestemandsvedtægten ikke finder anvendelse på dem. ii) Ved »national embedsmand« forstås en embedsmand eller en anden offentligt ansat som defineret i national ret i den medlemsstat eller det tredjeland, hvor personen udøver sine funktioner. I tilfælde af retsforfølgning indledt af en medlemsstat, der involverer en national embedsmand i en anden medlemsstat eller en national embedsmand fra et tredjeland, er førstnævnte medlemsstat dog kun forpligtet til at anvende definitionen af »national embedsmand«, i det omfang definitionen er forenelig med dens nationale ret. Udtrykket »national embedsmand« omfatter enhver person, der bestrider et udøvende, administrativt eller judicielt hverv på nationalt, regionalt eller lokalt plan. Enhver person, der bestrider et lovgivende hverv på nationalt, regionalt eller lokalt plan, sidestilles med en national embedsmand |
|---|
| b) | enhver anden person, der er betroet og udøver en offentlig funktion, der omfatter forvaltning af eller afgørelser om Unionens finansielle interesser i medlemsstaterne eller tredjelande. |
|---|
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at anstiftelse af og medvirken og tilskyndelse til at begå en af de strafbare handlinger, der er omhandlet i artikel 3 og 4, kan straffes som strafbare handlinger.
2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at forsøg på at begå en af de strafbare handlinger, der er omhandlet i artikel 3 og artikel 4, stk. 3, kan straffes som en strafbar handling.
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at juridiske personer kan drages til ansvar for enhver af de strafbare handlinger omhandlet i artikel 3, 4 og 5, som til deres fordel begås af en person, der handler enten på egen hånd eller som en del af et organ under den juridiske person, og som har en ledende stilling inden for den juridiske person på grundlag af:
| a) | en bemyndigelse til at repræsentere den juridiske person |
|---|
| b) | en beføjelse til at træffe beslutninger på den juridiske persons vegne eller |
|---|
| c) | en beføjelse til at udøve kontrol inden for den juridiske person. |
|---|
2. Medlemsstaterne træffer også de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at juridiske personer kan drages til ansvar, når manglende tilsyn eller kontrol fra en af de i denne artikels stk. 1 omhandlede personers side har gjort det muligt for en person under den juridiske persons myndighed at begå en af de strafbare handlinger, der er omhandlet i artikel 3, 4 og 5, til fordel for den juridiske person.
3. Juridiske personers ansvar efter nærværende artikels stk. 1 og 2 udelukker ikke muligheden for strafforfølgning af fysiske personer, der har begået de i artikel 3 og 4 omhandlede strafbare handlinger, eller som har et strafferetligt ansvar efter artikel 5.
1. For så vidt angår fysiske personer sikrer medlemsstaterne, at de i artikel 3, 4 og 5 omhandlede strafbare handlinger kan straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til den strafbare handling og virker afskrækkende.
2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de strafbare handlinger, der er omhandlet i artikel 3 og 4, kan straffes med en maksimumstraf af fængsel.
3. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de i artikel 3 og 4 omhandlede strafbare handlinger kan straffes med en maksimumstraf på mindst fire års fængsel, når de indebærer betydelige skader eller fordele.
Skaderne eller fordelene, som følger af de strafbare handlinger, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, litra a), b) og c), og i artikel 4, formodes at være betydelige, når de beløber sig til mere end 100 000 EUR.
Skaderne og fordelene, som følger af de strafbare handlinger, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, litra d), og omfattet af artikel 2, stk. 2, formodes altid at være betydelige.
Medlemsstaterne kan også fastsætte en maksimumstraf på mindst fire års fængsel under andre alvorlige omstændigheder defineret i deres nationale ret.
4. Hvor en strafbar handling omhandlet i artikel 3, stk. 2, litra a), b) eller c), eller i artikel 4 beløber sig til skader for mindre end 10 000 EUR, eller de opnåede fordele ikke overstiger 10 000 EUR, kan en medlemsstat foreskrive anvendelse af andre sanktioner end strafferetlige sanktioner.
5. Stk. 1 berører ikke de kompetente myndigheders ret til at træffe disciplinære foranstaltninger over for offentligt ansatte.
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at det forhold, at en af de strafbare handlinger, der er omhandlet i artikel 3, 4 eller 5, er begået inden for rammerne af en kriminel organisation som defineret i rammeafgørelse 2008/841/RIA, betragtes som en skærpende omstændighed.
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at juridiske personer, som drages til ansvar efter artikel 6, pålægges sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til den strafbare handling og virker afskrækkende, hvilket skal omfatte strafferetlige eller administrative bøder og kan omfatte andre sanktioner, såsom:
| a) | udelukkelse fra offentlige ydelser eller tilskud |
|---|
| b) | midlertidig eller varig udelukkelse fra offentlige udbudsprocedurer |
|---|
| c) | midlertidigt eller varigt forbud mod at udøve erhvervsvirksomhed |
|---|
| d) | anbringelse under retsligt tilsyn |
|---|
| e) | likvidation efter retskendelse |
|---|
| f) | midlertidig eller varig lukning af forretningssteder, der er blevet brugt til at begå den strafbare handling. |
|---|
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at redskaber benyttet til og udbytte af de i artikel 3, 4 og 5 omhandlede strafbare handlinger kan indefryses og konfiskeres. Foranstaltninger fra medlemsstater, der er bundet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/42/EU , skal være i overensstemmelse med nævnte direktiv.
1. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at fastslå sin jurisdiktion med hensyn til de i artikel 3, 4 og 5 omhandlede strafbare handlinger, når:
| a) | den strafbare handling helt eller delvis er begået på dens territorium, eller |
|---|
| b) | gerningsmanden er statsborger i medlemsstaten. |
|---|
2. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at fastslå sin jurisdiktion med hensyn til de i artikel 3, 4 og 5 omhandlede strafbare handlinger, når gerningsmanden på tidspunktet for den strafbare handling er omfattet af tjenestemandsvedtægten. Hver medlemsstat kan undlade at anvende jurisdiktionsreglerne i dette stykke eller anvende dem kun i særlige tilfælde eller kun, når bestemte betingelser er opfyldt, og skal underrette Kommissionen herom.
3. En medlemsstat underretter Kommissionen, når den beslutter at udvide sin jurisdiktion til også at omfatte strafbare handlinger som omhandlet i artikel 3, 4 eller 5, der er begået uden for medlemsstatens område, i følgende situationer:
| a) | gerningsmanden har sædvanligt opholdssted på medlemsstatens område |
|---|
| b) | den strafbare handling er begået til fordel for en juridisk person, som har hjemsted på medlemsstatens område, eller |
|---|
| c) | gerningsmanden er en af medlemsstatens embedsmænd, der handler som led i sine tjenestepligter. |
|---|
4. I de i stk. 1, litra b), omhandlede tilfælde træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at udøvelsen af deres jurisdiktion ikke er betinget af, at retsforfølgning kun kan indledes på grundlag af en anmeldelse fra ofret på det sted, hvor den strafbare handling blev begået, eller en anmeldelse fra den stat, på hvis område den strafbare handling blev begået.
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at fastsætte en forældelsesfrist, der sikrer, at de i artikel 3, 4 og 5 omhandlede strafbare handlinger kan efterforskes, retsforfølges og pådømmes i tilstrækkelig lang tid efter, at disse handlinger blev begået, således at disse strafbare handlinger kan håndteres effektivt.
2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de i artikel 3, 4 og 5 omhandlede strafbare handlinger, som kan straffes med en maksimumstraf på mindst fire års fængsel, kan efterforskes, retsforfølges og pådømmes i mindst fem år efter, at disse strafbare handlinger blev begået.
3. Uanset stk. 2 kan medlemsstaterne fastsætte en forældelsesfrist, der er kortere end fem år, men ikke kortere end tre år, forudsat at fristen kan afbrydes eller suspenderes i tilfælde af nærmere bestemte handlinger.
4. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse af
| a) | en straf på mere end et års fængsel eller alternativt |
|---|
| b) | en fængselsstraf i tilfælde af en strafbar handling, der kan straffes med en maksimumstraf på mindst fire års fængsel, |
|---|
som ved endelig domfældelse for en af de i artikel 3, 4 eller 5 omhandlede strafbare handlinger er pålagt for mindst fem år fra datoen for den endelige domfældelse. Denne varighed kan omfatte forlængelser af forældelsesfristen som følge af afbrydelse eller suspension.
Dette direktiv er ikke til hinder for inddrivelse af følgende:
| 1) | på EU-plan beløb, der er blevet uretmæssigt udbetalt i forbindelse med en af de strafbare handlinger, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, litra a), b) og c), og artikel 4 og 5 |
|---|
| 2) | på nationalt plan ikkebetalt moms i forbindelse med en af de strafbare handlinger, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, litra d), og artikel 4 og 5. |
|---|
Dette direktiv berøres ikke af anvendelsen af administrative foranstaltninger, sanktioner og bøder efter EU-retten, navnlig artikel 4 og 5 i forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95, eller efter national ret vedtaget i overensstemmelse med en specifik forpligtelse efter EU-retten. Medlemsstaterne sikrer, at den korrekte og effektive anvendelse af administrative foranstaltninger, sanktioner og bøder, der ikke kan sidestilles med strafferetlig forfølgning, og som er fastsat i EU-retten eller nationale gennemførelsesbestemmelser hertil, ikke i urimelig grad påvirkes af retsforfølgning indledt på grundlag af nationale bestemmelser vedtaget til gennemførelse af dette direktiv.
1. Med forbehold af reglerne om grænseoverskridende samarbejde og gensidig retshjælp i straffesager samarbejder medlemsstaterne, Eurojust, Den Europæiske Anklagemyndighed og Kommissionen inden for rammerne af deres respektive beføjelser om at bekæmpe de i artikel 3, 4 og 5 omhandlede strafbare handlinger. Med henblik herpå yder Kommissionen og, hvor det er relevant, Eurojust enhver teknisk og praktisk bistand, som de kompetente nationale myndigheder har behov for for at lette koordineringen af deres efterforskninger.
2. Medlemsstaternes kompetente myndigheder kan inden for rammerne af deres beføjelser udveksle oplysninger med Kommissionen med henblik på at gøre det lettere at fastslå de faktiske omstændigheder og sikre en effektiv indsats mod de i artikel 3, 4 og 5 omhandlede strafbare handlinger. Kommissionen og de kompetente nationale myndigheder tager i hvert enkelt tilfælde hensyn til fortrolighedskravene og reglerne om databeskyttelse. Med forbehold af national ret om adgang til oplysninger kan en medlemsstat i den forbindelse, når den videregiver oplysninger til Kommissionen, fastsætte bestemte betingelser for, hvordan oplysningerne må anvendes af enten Kommissionen eller en anden medlemsstat, til hvilken oplysningerne videregives.
3. Revisionsretten og de revisorer, der er ansvarlige for revision af budgetterne for de EU-institutioner, -organer, -kontorer og -agenturer, der er oprettet i medfør af traktaterne, og for revision af budgetter, der forvaltes og revideres af institutionerne, underretter OLAF og andre kompetente myndigheder om ethvert forhold, som de måtte få kendskab til i forbindelse med udøvelsen af deres opgaver, og som kan udgøre en strafbar handling omhandlet i artikel 3, 4 eller 5. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale revisionsinstitutioner gør det samme.
Konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser af 26. juli 1995 med de tilhørende protokoller af 27. september 1996, 29. november 1996 og 19. juni 1997 erstattes af dette direktiv for så vidt angår de medlemsstater, der er bundet heraf, med virkning fra den 6. juli 2019.
For så vidt angår de medlemsstater, der er bundet af dette direktiv, gælder henvisninger til konventionen som henvisninger til dette direktiv.
1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 6. juli 2019 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De meddeler straks Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser. De anvender disse foranstaltninger fra den 6. juli 2019.
Disse foranstaltninger skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal også indeholde en tilkendegivelse om, at henvisninger i eksisterende love og administrative bestemmelser til den konvention, der erstattes af dette direktiv, for så vidt angår de medlemsstater, der er bundet af dette direktiv, gælder som henvisninger til dette direktiv. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for henvisningen og for affattelsen af den pågældende oplysning.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
1. Kommissionen forelægger senest den 6. juli 2021 en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet med en vurdering af, i hvilket omfang medlemsstaterne har truffet de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme dette direktiv.
2. Uden at dette berører de rapporteringsforpligtelser, der er fastlagt i andre EU-retsakter, indberetter medlemsstaterne årligt følgende statistikker vedrørende de i artikel 3, 4 og 5 omhandlede strafbare handlinger til Kommissionen, såfremt oplysningerne er tilgængelige på centralt niveau i den berørte medlemsstat:
| a) | antal indledte straffesager, afviste sager, sager, der er afsluttet med frifindelse, sager, der er afsluttet med domfældelse, og verserende sager |
|---|
| b) | de beløb, der er blevet inddrevet efter straffesagerne, og den anslåede skade. |
|---|
3. Kommissionen forelægger senest den 6. juli 2024 og under hensyntagen til dens rapport efter stk. 1 og de statistikker, som medlemsstaterne har indberettet i henhold til stk. 2, en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet med en vurdering af indvirkningen af den nationale lovgivning, der gennemfører dette direktiv, på forebyggelse af svig rettet mod Den Europæiske Unions finansielle interesser.
4. Kommissionen forelægger senest den 6. juli 2022 og på grundlag af de statistikker, som medlemsstaterne har indberettet i henhold til stk. 2, en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet, hvor det i lyset af det generelle mål om at styrke beskyttelsen af Unionens finansielle interesser vurderes, om
| a) | tærsklen i artikel 2, stk. 2, er hensigtsmæssig |
|---|
| b) | bestemmelserne vedrørende forældelsesfrister omhandlet i artikel 12 er tilstrækkeligt effektive |
|---|
| c) | dette direktiv effektivt imødegår tilfælde af svig i forbindelse med offentlige udbud. |
|---|
5. De i stk. 3 og 4 omhandlede rapporter ledsages om nødvendigt af et lovgivningsforslag, der kan indeholde en specifik bestemmelse om svig i forbindelse med offentlige udbud.
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 5. juli 2017.
EUT C 391 af 18.12.2012, s. 134.
Europa-Parlamentets holdning af 16.4.2014 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets førstebehandlingsholdning af 25.4.2017 (EUT C 184 af 9.6.2017, s. 1). Europa-Parlamentets holdning af 5.7.2017 (endnu ikke offentliggjort i EUT).
EFT C 316 af 27.11.1995, s. 48.
EFT C 313 af 23.10.1996, s. 1.
EFT C 221 af 19.7.1997, s. 11.
Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT L 312 af 23.12.1995, s. 1).
Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1).
Rådets rammeafgørelse 2008/841/RIA af 24. oktober 2008 om bekæmpelse af organiseret kriminalitet (EUT L 300 af 11.11.2008, s. 42).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11. september 2013 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (EUT L 248 af 18.9.2013, s. 1).
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 73).
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 89).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).
EUT C 383 af 12.12.2012, s. 1.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/42/EU af 3. april 2014 om indefrysning og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold i Den Europæiske Union (EUT L 127 af 29.4.2014, s. 39).
