(Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1022 af 20. juni 2019 om en flerårig plan for fiskeriet, der udnytter demersale bestande i det vestlige Middelhav, og om ændring af forordning (EU) nr. 508/2014)
1. Ved denne forordning opstilles en flerårig plan (»planen«) for bevarelse og bæredygtig udnyttelse af demersale bestande i det vestlige Middelhav.
2. Denne forordning finder anvendelse på følgende bestande:
| a) | blårød reje (Aristeus antennatus) i GFCM-underområde 1, 5, 6 og 7 |
|---|
| b) | dybvandsrosenreje (Parapenaeus longirostris) i GFCM-underområde 1, 5, 6 og 9-10-11 |
|---|
| c) | rød kæmpereje (Aristaeomorpha foliacea) i GFCM-underområde 9-10-11 |
|---|
| d) | europæisk kulmule (Merluccius merluccius) i GFCM-underområde 1, 5, 6, 7 og 9-10-11 |
|---|
| e) | jomfruhummer (Nephrops norvegicus) i GFCM-underområde 5, 6, 9 og 11 |
|---|
| f) | rød mulle (Mullus barbatus) i GFCM-underområde 1, 5, 6, 7, 9, 10 og 11. |
|---|
3. Denne forordning finder også anvendelse på bifangstarter, der fanges i det vestlige Middelhav i fiskeriet efter de bestande, der er anført i stk. 2. Den finder ligeledes anvendelse på enhver anden demersal bestand, der fanges i det vestlige Middelhav, og for hvilken der ikke foreligger tilstrækkelige data.
4. Denne forordning finder anvendelse på erhvervsfiskeri efter de demersale bestande, der er omhandlet i stk. 2 og 3, og som udøves i EU-farvande eller af EU-fiskerfartøjer uden for EU-farvande i det vestlige Middelhav.
5. I denne forordning fastsættes ligeledes de nærmere bestemmelser om gennemførelsen af landingsforpligtelsen i EU-farvande i det vestlige Middelhav for alle bestande af arter, der er omfattet af landingsforpligtelsen i henhold til artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013 og fanges under demersalt fiskeri.
6. Der kan i henhold til denne forordning fastsættes tekniske foranstaltninger som omhandlet i artikel 13 for en hvilken som helst bestand i det vestlige Middelhav.
Ved anvendelsen af denne forordning gælder ud over definitionerne i artikel 4 i forordning (EU) nr. 1380/2013, artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 og artikel 2 i forordning (EF) nr. 1967/2006 følgende definitioner:
»det vestlige Middelhav«: de farvande i GFCM's geografiske underområde (GSA'er) 1 (Det nordlige Alboránhav), 2 (Isla de Alborán), 5 (Balearerne), 6 (Nordspanien), 7 (Lionbugten), 8 (Korsika), 9 (Det Liguriske Hav og det nordlige Tyrrhenske Hav), 10 (det sydlige Tyrrhenske Hav) og 11 (Sardinien) som defineret i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1343/2011
»de relevante bestande«: de bestande, der er omhandlet i artikel 1, stk. 2
»den mest sårbare bestand«: den bestand, for hvilken fiskeridødeligheden det foregående år på tidspunktet for fastlæggelsen af den maksimale tilladte fiskeriindsats er længst fra den FMSY-værdi, som er fastsat i den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning
»FMSY-interval«: et værdiinterval fastsat i den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning, navnlig fra STECF eller et tilsvarende uafhængigt videnskabeligt organ, der er anerkendt på EU-plan eller internationalt plan, hvor alle fiskeridødelighedsniveauer inden for dette interval giver det maksimale bæredygtige udbytte (MSY) på lang sigt med et givent fiskerimønster og under de aktuelle gennemsnitlige miljøforhold uden at påvirke de relevante bestandes reproduktionsproces i betydelig grad. Intervallet er udledt, således at det langsigtede udbytte ikke reduceres med mere end 5 % sammenlignet med MSY. Der er lagt loft over intervallet, således at sandsynligheden for, at bestanden mindskes til under grænsereferencepunktet (BLIM), ikke er mere end 5 %
»FMSY-værdi«: værdien af den anslåede fiskeridødelighed, som giver det maksimale bæredygtige udbytte på lang sigt med et givent fiskerimønster og under de aktuelle gennemsnitlige miljøforhold
»MSY FLOWER«s: den laveste værdi i FMSY-intervallet
»MSY FUPPER«: den højeste værdi i FMSY-intervallet
»nedre FMSY-interval«: et interval, der indeholder værdier fra MSY FLOWER til FMSY-værdien
»øvre FMSY-interval«: et interval, der indeholder værdier fra FMSY-værdien til MSY FUPPER
»BLIM«: grænsereferencepunktet udtrykt som bestandens gydebiomasse og fastsat i den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning, navnlig fra STECF eller et tilsvarende uafhængigt videnskabeligt organ, der er anerkendt på EU-plan eller internationalt plan, under hvilken der kan være reduceret reproduktionsevne
»BPA«s: forsigtighedsreferencepunktet udtrykt som bestandens gydebiomasse og fastsat i den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning, navnlig fra STECF eller et tilsvarende uafhængigt videnskabeligt organ, der er anerkendt på EU-plan eller internationalt plan, som sikrer, at sandsynligheden for, at bestandens gydebiomasse er under BLIM, er mindre end 5 %
»fiskeriindsatsgruppe«: en flådeforvaltningsenhed i en medlemsstat, for hvilken der er fastsat en maksimal tilladt fiskeriindsats
»gruppe af bestande«: en gruppe af bestande, som fanges sammen som fastlagt i bilag I
»fiskedag«: enhver sammenhængende periode på 24 timer eller del deraf, hvor et fiskerfartøj befinder sig i det vestlige Middelhav og er ude af havn.
1. Planen skal være baseret på en fiskeriindsatsordning og tage sigte på at bidrage til opfyldelsen af de målsætninger for den fælles fiskeripolitik, der er anført i artikel 2 i forordning (EU) nr. 1380/2013, navnlig ved at anvende en forsigtighedstilgang i fiskeriforvaltningen, samt at sikre, at udnyttelsen af havets levende biologiske ressourcer genopretter og opretholder populationer af de befiskede arter over de niveauer, der kan give MSY.
2. Planen skal bidrage til elimineringen af udsmid, ved at uønskede fangster i videst muligt omfang undgås og reduceres, og til gennemførelsen af den landingsforpligtelse, der er fastsat i artikel 15 i forordning (EU) nr. 1380/2013 for de arter, som er underlagt bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelser i henhold til EU-retten, og som nærværende forordning finder anvendelse på.
3. Planen skal gennemføre den økosystembaserede fiskeriforvaltningstilgang for at sikre, at fiskeriets negative indvirkninger på det marine økosystem minimeres. Den skal være i overensstemmelse med Unionens miljølovgivning, navnlig målsætningen om at opnå en god miljøtilstand senest i 2020, jf. artikel 1, stk. 1, i direktiv 2008/56/EF.
4. Planen skal navnlig sigte mod at:
| a) | sikre, at de betingelser, der er beskrevet i deskriptor 3 i bilag I til direktiv 2008/56/EF, opfyldes |
|---|
| b) | bidrage til opfyldelsen af andre relevante deskriptorer i bilag I til direktiv 2008/56/EF, i det omfang fiskeriet spiller en rolle for opfyldelsen heraf, og |
|---|
| c) | bidrage til at opfylde de målsætninger, der er fastsat i artikel 4 og 5 i direktiv 2009/147/EF og artikel 6 og 12 i direktiv 92/43/EØF, navnlig for at minimere fiskeriaktiviteters negative indvirkning på sårbare habitater og beskyttede arter. |
|---|
5. Foranstaltningerne i henhold til planen skal træffes på grundlag af den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning.
1. Målet for fiskeridødeligheden i overensstemmelse med de FMSY-intervaller, der er defineret i artikel 2, skal være nået på et gradvist stigende grundlag inden udgangen af 2020, hvis det er muligt, og senest den 1. januar 2025 for de relevante bestande, og det skal derefter opretholdes inden for FMSY-intervallerne.
2. Der anmodes om FMSY-intervaller, baseret på planen, navnlig fra STECF eller et tilsvarende uafhængigt videnskabeligt organ, der er anerkendt på EU-plan eller internationalt plan.
3. Ved fastsættelsen af den maksimale tilladte fiskeriindsats i overensstemmelse med artikel 16, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1380/2013 fastsætter Rådet denne fiskeriindsats for hver fiskeriindsatsgruppe, således at den ligger inden for FMSY-intervallet for den mest sårbare bestand på det pågældende tidspunkt.
4. Uanset stk. 1 og 3 kan den maksimale tilladte fiskeriindsats fastsættes på niveauer, der er lavere end FMSY-intervallerne.
5. Uanset stk. 1 og 3 kan den maksimale tilladte fiskeriindsats fastsættes på niveauer, der er højere end FMSY-intervallet for den mest sårbare bestand på det pågældende tidspunkt, forudsat at alle de relevante bestande ligger over BPA:
| a) | hvis det på grundlag af den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning eller dokumentation er nødvendigt for at opfylde målsætningerne i artikel 3 i tilfælde af blandet fiskeri |
|---|
| b) | hvis det på grundlag af den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning eller dokumentation er nødvendigt for at undgå alvorlig skade på en bestand som følge af samspillet inden for en bestand eller mellem bestande, eller |
|---|
| c) | for at begrænse udsving i den maksimale tilladte fiskeriindsats mellem på hinanden følgende år til højst 20 %. |
|---|
6. Hvis der for en bestand, der er anført i artikel 1, stk. 2, ikke kan fastsættes FMSY-intervaller på grund af manglende tilstrækkelige videnskabelige oplysninger, forvaltes denne bestand i overensstemmelse med artikel 12, indtil FMSY-intervallerne er tilgængelige i henhold til nærværende artikels stk. 2.
Med henblik på artikel 6 anmodes om følgende bevarelsesreferencepunkter, navnlig fra STECF eller et tilsvarende uafhængigt videnskabeligt organ, der er anerkendt på EU-plan eller internationalt plan, baseret på planen:
| a) | forsigtighedsreferencepunkter udtrykt som bestandens gydebiomasse (BPA), og |
|---|
| b) | grænsereferencepunkter udtrykt som bestandens gydebiomasse (BLIM). |
|---|
1. Hvis den videnskabelige rådgivning indikerer, at bestandens gydebiomasse for en af de relevante bestande ligger under BPA, træffes der alle hensigtsmæssige afhjælpende foranstaltninger for at sikre en hurtig genoprettelse af de relevante bestande til niveauer, som ligger over det niveau, der kan give MSY. Uanset artikel 4, stk. 3, fastsættes den maksimale tilladte fiskeriindsats navnlig på et niveau, der svarer til en fiskeridødelighed, der ligger inden for FMSY-intervallet for den mest sårbare bestand, idet der tages hensyn til nedgangen i biomassen.
2. Hvis den videnskabelige rådgivning indikerer, at bestandens gydebiomasse for en af de relevante bestande ligger under BLIM, træffes der yderligere afhjælpende foranstaltninger for at sikre en hurtig genoprettelse af de relevante bestande til niveauer, som ligger over det niveau, der kan give MSY. Uanset artikel 4, stk. 3, kan sådanne afhjælpende foranstaltninger navnlig inkludere midlertidig indstilling af det målrettede fiskeri efter de relevante bestande og en tilstrækkelig reduktion af den maksimale tilladte fiskeriindsats.
3. De afhjælpende foranstaltninger, der er omhandlet i denne artikel, kan omfatte:
| a) | foranstaltninger i henhold til denne forordnings artikel 7, 8 og 11-14, og |
|---|
| b) | hasteforanstaltninger i overensstemmelse med artikel 12 og 13 i forordning (EU) nr. 1380/2013. |
|---|
4. Valget af foranstaltninger som omhandlet i denne artikel træffes på grundlag af arten, alvoren, varigheden og hyppigheden af den situation, hvor bestandens gydebiomasse er under de i artikel 5 omhandlede niveauer.
1. En fiskeriindsatsordning finder anvendelse på alle fartøjer, der fisker med trawl i de områder, grupper af bestande og længdekategorier, som er defineret i bilag I.
2. Hvert år fastsætter Rådet på grundlag af videnskabelig rådgivning og i medfør af artikel 4 en maksimal tilladt fiskeriindsats for hver fiskeriindsatsgruppe opdelt efter medlemsstat.
3. Uanset artikel 3, stk. 1, og nærværende artikels stk. 2 gælder følgende i de første fem år af planens gennemførelse:
| a) | I det første år af planens gennemførelse reduceres den maksimale tilladte fiskeriindsats, bortset fra i GSA'er, hvor fiskeriindsatsen allerede er reduceret med mere end 20 % i løbet af referenceperioden, med 10 % i forhold til referenceværdien. |
|---|
| b) | I det andet til det femte år af planens gennemførelse reduceres den maksimale tilladte fiskeriindsats med maksimalt 30 % i denne periode. Reduktionen af fiskeriindsatsen kan suppleres med eventuelle relevante tekniske foranstaltninger eller andre bevarelsesforanstaltninger, der er vedtaget i overensstemmelse med EU-retten, for at nå FMSY senest den 1. januar 2025. |
|---|
4. Den referenceværdi, der er omhandlet i stk. 3, beregnes af den enkelte medlemsstat for hver fiskeriindsatsgruppe eller GSA som den gennemsnitlige fiskeriindsats udtrykt i antal fiskedage i perioden 1. januar 2015-31. december 2017, og der tages kun hensyn til fartøjer, der var aktive i denne periode.
5. Hvis den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning indikerer, at der er taget betydelige fangster af en bestemt bestand med andre fiskeredskaber end trawl, kan den maksimale tilladte fiskeriindsats for dette eller disse specifikke fiskeredskaber fastsættes på grundlag af denne videnskabelige rådgivning.
1. Hvis den videnskabelige rådgivning indikerer, at rekreativt fiskeri har en betydelig indvirkning på fiskeridødeligheden for en af de i artikel 1, stk. 2, anførte bestande, kan Rådet fastsætte ikkediskriminerende begrænsninger for fiskere i det rekreative fiskeri.
2. Ved fastsættelsen af de begrænsninger, der er omhandlet i stk. 1, baserer Rådet sig på gennemsigtige og objektive kriterier, herunder kriterier af miljømæssig, social og økonomisk karakter. De anvendte kriterier kan navnlig omfatte indvirkningen af rekreativt fiskeri på miljøet, aktivitetens samfundsmæssige betydning og dens bidrag til økonomien i kystområder.
3. Medlemsstaterne træffer, hvor det er relevant, nødvendige og forholdsmæssige foranstaltninger til overvågning og indsamling af data for at kunne foretage et pålideligt skøn over de faktiske niveauer af fangster fra rekreativt fiskeri.
1. Medlemsstaterne forvalter den maksimale tilladte fiskeriindsats i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i artikel 26-34 i forordning (EF) nr. 1224/2009.
2. Hver medlemsstat fastlægger en metode for tildeling af den maksimale tilladte fiskeriindsats til de enkelte fartøjer eller grupper af fartøjer, der fører dens flag, i overensstemmelse med kriterierne i artikel 17 i forordning (EU) nr. 1380/2013.
3. En medlemsstat kan ændre sin fiskeriindsatstildeling ved at overføre fiskedage mellem fiskeriindsatsgrupper i samme geografiske område, forudsat at den anvender en omregningsfaktor, der understøttes af den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning. De udvekslede fiskedage og omregningsfaktoren stilles straks og senest inden for ti arbejdsdage til rådighed for Kommissionen og de øvrige medlemsstater.
4. Hvis en medlemsstat tillader fartøjer, der fører dens flag, at fiske med trawl, sikrer den, at et sådant fiskeri er begrænset til højst 15 timer pr. fiskedag, fem fiskedage om ugen eller tilsvarende.
Medlemsstaterne kan give dispensation på op til 18 timer pr. fiskedag for at tage hensyn til transittiden mellem havn og fiskeplads. Kommissionen og de øvrige berørte medlemsstater underrettes straks om sådanne dispensationer.
5. Hvis et fartøj fisker efter to forskellige grupper af bestande i løbet af en fiskedag, fratrækkes der uanset stk. 3 en halv fiskedag fra den maksimale tilladte fiskeriindsats, der er tildelt det pågældende fartøj for hver gruppe af bestande.
6. Hver medlemsstat udsteder fiskeritilladelser til de fartøjer, der fører dens flag, og som fisker efter de relevante bestande, for de i bilag I omhandlede områder og i overensstemmelse med artikel 7 i forordning (EF) nr. 1224/2009.
7. Medlemsstaterne sikrer, at den samlede kapacitet udtrykt i GT og kW, som svarer til de fiskeritilladelser, der er udstedt i overensstemmelse med stk. 6, ikke forøges i planens anvendelsesperiode.
8. Hver medlemsstat opstiller og ajourfører en liste over fartøjer med fiskeritilladelser udstedt i overensstemmelse med stk. 6 og stiller den til rådighed for Kommissionen og de øvrige medlemsstater. Medlemsstaterne fremsender første gang deres lister senest tre måneder efter denne forordnings ikrafttræden og derefter hvert år senest den 30. november.
9. Medlemsstaterne overvåger deres fiskeriindsatsordning og sikrer, at den maksimale tilladte fiskeriindsats som omhandlet i artikel 7 ikke overstiger de fastsatte begrænsninger.
10. I overensstemmelse med principperne for god forvaltningspraksis i artikel 3 i forordning (EU) nr. 1380/2013 kan medlemsstaterne fremme deltagelsesbaserede forvaltningssystemer på lokalt plan med henblik på at opfylde målsætningerne i planen.
1. Medlemsstaterne registrerer og indsender dataene om fiskeriindsatsen til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 33 i forordning (EF) nr. 1224/2009 og artikel 146c, 146d og 146e i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 404/2011 .
2. Dataene om fiskeriindsatsen aggregeres for hver måned og skal indeholde de oplysninger, der er fastsat i bilag II. Formatet for de aggregerede data skal være XML-skemadefinitionen baseret på UN/CEFACT P1000-12.
3. Medlemsstaterne indsender de i stk. 1 omhandlede data om fiskeriindsatsen til Kommissionen inden den 15. i hver måned.
1. Ud over, hvad der er fastsat i artikel 13 i forordning (EF) nr. 1967/2006, er anvendelse af trawl i det vestlige Middelhav forbudt tre måneder om året og, hvor det er hensigtsmæssigt, i træk inden for seks sømil fra kysten, bortset fra områder, der er dybere end 100 meters dybdekurven, på grundlag af den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning. Denne lukning tre måneder om året fastsættes af den enkelte medlemsstat og finder anvendelse i den mest relevante periode, som fastsættes på grundlag af den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning. Kommissionen og de øvrige berørte medlemsstater underrettes straks om den pågældende periode.
2. Uanset stk. 1, og forudsat at det er berettiget på grund af særlige geografiske forhold, f.eks. den begrænsede størrelse af kontinentalsoklen eller lange afstande til fiskepladser, kan medlemsstaterne på grundlag af den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning indføre andre områdelukninger, forudsat at der opnås en reduktion på mindst 20 % af fangsterne af kulmuleungfisk i hvert geografisk underområde. Kommissionen og de øvrige berørte medlemsstater underrettes straks om sådanne dispensationer.
3. Senest den 17. juli 2021 indfører medlemsstaterne på grundlag af den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning andre områdelukninger, hvis der er dokumentation for en høj koncentration af ungfisk under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse og for gydeområder for demersale bestande, navnlig for de relevante bestande.
4. De andre områdelukninger, der er indført i henhold til stk. 3, skal navnlig vurderes af STECF eller et tilsvarende uafhængigt videnskabeligt organ, der er anerkendt på EU-plan eller internationalt plan. Hvis denne vurdering viser, at de pågældende områdelukninger ikke er i overensstemmelse med målsætningerne, tager medlemsstaterne de pågældende områdelukninger op til fornyet overvejelse i lyset af disse anbefalinger.
5. Hvis de områdelukninger, der er omhandlet i denne artikels stk. 3, berører flere medlemsstaters fiskerfartøjer, tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 8 i forordning (EU) nr. 1380/2013 og nærværende forordnings artikel 18 med henblik på at indføre de pågældende områdelukninger på grundlag af den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning.
1. De bestande, der er omhandlet i denne forordnings artikel 1, stk. 3, forvaltes på grundlag af forsigtighedstilgangen i fiskeriforvaltning som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 8), i forordning (EU) nr. 1380/2013.
2. Forvaltningsforanstaltninger for de bestande, der er omhandlet i artikel 1, stk. 3, navnlig tekniske bevarelsesforanstaltninger såsom de foranstaltninger, der er anført i artikel 13, fastsættes under hensyntagen til den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning.
1. Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med nærværende forordnings artikel 18 og artikel 18 i forordning (EU) nr. 1380/2013 for at supplere nærværende forordning ved at indføre følgende tekniske bevarelsesforanstaltninger:
| a) | specifikationer for fiskeredskabers egenskaber og regler for deres anvendelse med henblik på at sikre eller forbedre selektiviteten, reducere uønskede fangster eller minimere den negative indvirkning på økosystemet |
|---|
| b) | specifikationer for ændringer eller supplerende anordninger til fiskeredskaber med henblik på at sikre eller forbedre selektiviteten, reducere uønskede fangster eller minimere den negative indvirkning på økosystemet |
|---|
| c) | begrænsninger af eller forbud mod brugen af visse fiskeredskaber og fiskeriaktiviteter i bestemte områder eller perioder med henblik på at beskytte gydefisk, fisk, som er under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, eller ikkemålarter eller minimere den negative indvirkning på økosystemet |
|---|
| d) | fastsættelse af bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelser for enhver af de bestande, som denne forordning finder anvendelse på, med henblik på at sikre beskyttelsen af unge marine organismer, og |
|---|
| e) | foranstaltninger vedrørende rekreativt fiskeri. |
|---|
2. Foranstaltningerne omhandlet i stk. 1 skal bidrage til opfyldelsen af målsætningerne i artikel 3.
For alle bestande af arter i det vestlige Middelhav, der er omfattet af landingsforpligtelsen i henhold til artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013, og for bifangster af pelagiske arter i fiskeri, som udnytter de bestande, der er anført i nærværende forordnings artikel 1, stk. 2, og som er omfattet af landingsforpligtelsen, tillægges Kommissionen beføjelse til, efter at medlemsstaterne er blevet hørt, at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med nærværende forordnings artikel 18 og artikel 18 i forordning (EU) nr. 1380/2013 for at supplere nærværende forordning ved at specificere denne forpligtelse som omhandlet i artikel 15, stk. 5, litra a)-e), i forordning (EU) nr. 1380/2013.
1. Artikel 18, stk. 1-6, i forordning (EU) nr. 1380/2013 finder anvendelse på de foranstaltninger, der er omhandlet i nærværende forordnings artikel 11-14.
2. Med henblik på denne artikels stk. 1 kan medlemsstater med en direkte forvaltningsmæssig interesse forelægge fælles henstillinger i overensstemmelse med artikel 18, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013:
| a) | første gang senest 12 måneder efter den 16. juli 2019 og derefter senest 12 måneder efter hver forelæggelse af den evaluering af planen, der skal foretages i henhold til nærværende forordnings artikel 17, stk. 2 |
|---|
| b) | senest den 1. juli i året før det år, hvor foranstaltningerne skal finde anvendelse, og/eller |
|---|
| c) | når de anser det for nødvendigt, navnlig hvis der sker en pludselig ændring i situationen for enhver af de bestande, som nærværende forordning finder anvendelse på. |
|---|
3. De beføjelser, der tillægges i henhold til denne forordnings artikel 11-14, berører ikke de beføjelser, som Kommissionen tillægges i henhold til andre bestemmelser i EU-retten, herunder forordning (EU) nr. 1380/2013.
1. Hvis videnskabelig rådgivning indikerer en ændring i den geografiske udbredelse af de relevante bestande, tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 18 for at ændre denne forordning ved at justere de områder, der er nævnt i artikel 1, stk. 2, og i bilag I, for at afspejle denne ændring.
2. Hvis Kommissionen på grundlag af videnskabelig rådgivning finder, at der er behov for at ændre listen over de relevante bestande, kan Kommissionen fremlægge et forslag til ændring af denne liste.
1. Med henblik på den årsrapport, der er omhandlet i artikel 50 i forordning (EU) nr. 1380/2013, omfatter de kvantificerbare indikatorer årlige skøn over den nuværende fiskeridødelighed over FMSY (F/FMSY), gydebiomasse (SSB) og socioøkonomiske indikatorer for de relevante bestande og, hvor det er muligt, for bifangstarter. De kan suppleres med andre indikatorer på grundlag af videnskabelig rådgivning.
2. Senest den 17. juli 2024 og derefter hvert tredje år aflægger Kommissionen rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om planens resultater og indvirkning på de relevante bestande, og på fiskeriet, der udnytter disse bestande, navnlig for så vidt angår opfyldelsen af målsætningerne i artikel 3.
1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.
2. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 11-14 og 16, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 16. juli 2019. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.
3. Den i artikel 11-14 og 16 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.
4. Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning.
5. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.
6. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 11-14 og 16 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.
Foranstaltninger til midlertidigt ophør, der er vedtaget for at opfylde målsætningerne for planen, anses for midlertidigt ophør med fiskeriaktiviteter med henblik på artikel 33, stk. 1, litra a) og c), i forordning (EU) nr. 508/2014.
I artikel 34 i forordning (EU) nr. 508/2014 foretages følgende ændringer:
| 1) | Stk. 4 affattes således: »4. Støtte i henhold til denne artikel kan ydes indtil den 31. december 2017, medmindre foranstaltningerne til endeligt ophør vedtages med henblik på at opfylde målsætningerne i den flerårige plan for bevarelse og bæredygtig udnyttelse af demersale bestande i det vestlige Middelhav, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1022. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1022 af 20. juni 2019 om en flerårig plan for fiskeriet, der udnytter demersale bestande i det vestlige Middelhav, og om ændring af forordning (EU) nr. 508/2014 (EUT L 172 af 26.6.2019, s. 1).« " |
|---|
| 2) | Følgende stykke tilføjes: »4a. Udgifter i forbindelse med foranstaltninger til endeligt ophør, der vedtages med henblik på at opfylde målsætningerne i forordning (EU) 2019/1022, er berettigede til støtte fra EHFF fra den pågældende forordnings ikrafttræden.« |
|---|
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Under hensyntagen til den miljømæssige, sociale og økonomiske bæredygtighed finder artikel 4 og artikel 6, stk. 1, anvendelse fra den 1. januar 2025.
Artikel 7 finder anvendelse fra den 1. januar 2020.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 20. juni 2019.
EUT C 367 af 10.10.2018, s. 103.
Europa-Parlamentets holdning af 4.4.2019 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 6.6.2019.
Maltas MedFish4Ever-ministererklæring. Ministerkonference om bæredygtigheden af fiskeriet i Middelhavet (den 30. marts 2017 i Malta).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF (EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22).
Rådets forordning (EF) nr. 1967/2006 af 21. december 2006 om forvaltningsforanstaltninger til bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne i Middelhavet, om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1626/94 (EUT L 409 af 30.12.2006, s. 11).
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet) (EUT L 164 af 25.6.2008, s. 19).
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle (EUT L 20 af 26.1.2010, s. 7).
Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT L 206 af 22.7.1992, s. 7).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 af 15. maj 2014 om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2328/2003, (EF) nr. 861/2006, (EF) nr. 1198/2006 og (EF) nr. 791/2007 samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1255/2011 (EUT L 149 af 20.5.2014, s. 1).
Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 af 20. november 2009 om oprettelse af en kontrolordning for Unionen med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik, om ændring af forordning (EF) nr. 847/96, (EF) nr. 2371/2002, (EF) nr. 811/2004, (EF) nr. 768/2005, (EF) nr. 2115/2005, (EF) nr. 2166/2005, (EF) nr. 388/2006, (EF) nr. 509/2007, (EF) nr. 676/2007, (EF) nr. 1098/2007, (EF) nr. 1300/2008, (EF) nr. 1342/2008 og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1627/94 og (EF) nr. 1966/2006 (EUT L 343 af 22.12.2009, s. 1).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1343/2011 af 13. december 2011 om visse bestemmelser for fiskeri i aftaleområdet for GFCM (Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet) og om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1967/2006 om forvaltningsforanstaltninger til bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne i Middelhavet (EUT L 347 af 30.12.2011, s. 44).
Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 404/2011 af 8. april 2011 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik (EUT L 112 af 30.4.2011, s. 1).
Fiskeriindsatsgrupper defineres som følger:
| A) | Fiskeri med trawl efter rød mulle, kulmule, dybvandsrosenreje og jomfruhummer på kontinentalsoklen og den øvre skrænt Redskabstype Geografisk område Grupper af bestande Fartøjslængde overalt Fiskeriindsatsgruppekode Trawl (TBB, OTB, PTB, TBN, TBS, TB, OTM, PTM, TMS, TM, OTT, OT, PT, TX, OTP, TSP) GFCM-underområde 1-2-5-6-7 Rød mulle i GSA 1, 5, 6 og 7; kulmule i GSA 1, 5, 6 og 7; dybvandsrosenreje i GSA 1, 5 og 6 og jomfruhummer i GSA 5 og 6 < 12 m EFF1/MED1_TR1 ≥ 12 m og < 18 m EFF1/MED1_TR2 ≥ 18 m og < 24 m EFF1/MED1_TR3 ≥ 24 m EFF1/MED1_TR4 GFCM-underområde 8-9-10-11 Rød mulle i GSA 9, 10 og 11; kulmule i GSA 9, 10 og 11; dybvandsrosenreje i GSA 9, 10 og 11 og jomfruhummer i GSA 9 og 10 < 12 m EFF1/MED2_TR1 ≥ 12 m og < 18 m EFF1/MED2_TR2 ≥ 18 m og < 24 m EFF1/MED2_TR3 ≥ 24 m EFF1/MED1_TR4 |
|---|
| B) | Fiskeri med trawl efter blårød reje og rød kæmpereje i dybt vand Redskabstype Geografisk område Grupper af bestande Fartøjslængde overalt Fiskeriindsatsgruppekode Trawl (TBB, OTB, PTB, TBN, TBS, TB, OTM, PTM, TMS, TM, OTT, OT, PT, TX, OTP, TSP) GFCM-underområde 1-2-5-6-7 Blårød reje i GSA 1, 5, 6 og 7 < 12 m EFF2/MED1_TR1 ≥ 12 m og < 18 m EFF2/MED1_TR2 ≥ 18 m og < 24 m EFF2/MED1_TR3 ≥ 24 m EFF2/MED1_TR4 GFCM-underområde 8-9-10-11 Rød kæmpereje i GSA 9, 10 og 11 < 12 m EFF2/MED2_TR1 ≥ 12 m og < 18 m EFF2/MED2_TR2 ≥ 18 m og < 24 m EFF2/MED2_TR3 ≥ 24 m EFF2/MED1_TR4 |
|---|
| Oplysninger | Definition og bemærkninger |
|---|---|
| 1) Medlemsstat | Den rapporterende flagmedlemsstats alfa-3-ISO-kode |
| 2) Fiskeriindsatsgruppe | Fiskeriindsatsgruppekode som fastlagt i bilag I |
| 3) Fiskeriindsatsperiode | Indberetningsmånedens startdato og slutdato |
| 4) Fiskeriindsatsmeddelelse | Samlet antal fiskedage |
Europa-Parlamentet og Rådet har til hensigt at ophæve beføjelserne til at vedtage tekniske foranstaltninger ved hjælp af delegerede retsakter i henhold til artikel 13 i denne forordning, når de vedtager en ny forordning om tekniske foranstaltninger, der omfatter en beføjelse, der omfatter de samme foranstaltninger.