NIS 2-direktivet om et højt fælles cybersikkerhedsniveau i EU

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1148 tog sigte på at opbygge cybersikkerhedskapaciteter i hele Unionen, afbøde trusler mod net- og informationssystemer, der anvendes til at levere væsentlige tjenester i nøglesektorer, og sikre kontinuiteten af sådanne tjenester, når de står over for hændelser, og dermed bidrage til Unionens sikkerhed og til, at dens økonomi og samfund kan fungere effektivt.

(2)

Siden ikrafttrædelsen af direktiv (EU) 2016/1148 er der gjort betydelige fremskridt med hensyn til at øge Unionens niveau af cyberrobusthed. Evalueringen af nævnte direktiv har vist, at det har fungeret som katalysator for den institutionelle og lovgivningsmæssige tilgang til cybersikkerhed i Unionen og har banet vejen for en betydelig holdningsændring. Nævnte direktiv har sikret færdiggørelsen af nationale rammer for sikkerheden i net- og informationssystemer ved at fastlægge nationale strategier for sikkerheden i net- og informationssystemer og etablere nationale kapaciteter og ved at gennemføre lovgivningsmæssige foranstaltninger, der omfatter væsentlige infrastrukturer og enheder, som hver medlemsstat har identificeret. Direktiv (EU) 2016/1148 har også bidraget til samarbejdet på EU-plan gennem oprettelsen af samarbejdsgruppen og netværket af nationale enheder, der håndterer IT-sikkerhedshændelser. Uanset disse resultater har evalueringen af direktiv (EU) 2016/1148 afsløret iboende mangler, der forhindrer det i effektivt at tackle aktuelle og nye cybersikkerhedsudfordringer.

(3)

Net- og informationssystemer har udviklet sig til et centralt element i hverdagen med den hurtige digitale omstilling og forbundethed i samfundet, herunder i forbindelse med grænseoverskridende udvekslinger. Denne udvikling har ført til en udvidelse af antallet og typen af cybertrusler og skabt nye udfordringer, som kræver tilpassede, koordinerede og innovative svar i alle medlemsstater. Antallet, omfanget, den avancerede karakter, hyppigheden og virkningen af hændelser er stigende og udgør en alvorlig trussel mod net- og informationssystemernes funktion. Som følge heraf kan hændelser hindre udøvelsen af økonomiske aktiviteter i det indre marked, medføre økonomiske tab, underminere brugernes tillid og forårsage store skader på Unionens økonomi og samfund. Cybersikkerhedsberedskab og -effektivitet er derfor mere afgørende for et velfungerende indre marked end nogensinde før. Cybersikkerhed er desuden en vigtig katalysator for, at mange kritiske sektorer kan tage den digitale omstilling til sig med et positivt resultat og fuldt ud kan udnytte de økonomiske, sociale og bæredygtige fordele ved digitalisering.

(4)

Retsgrundlaget for direktiv (EU) 2016/1148 var artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), hvis formål er det indre markeds oprettelse og funktion ved at styrke foranstaltninger til indbyrdes tilnærmelse af de nationale regler. De cybersikkerhedskrav, der pålægges enheder, som leverer tjenester eller som udfører aktiviteter, der er økonomisk betydningsfulde, varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat med hensyn til typen af krav, detaljeringsgrad og tilsynsmetode. Disse forskelle medfører yderligere omkostninger og skaber vanskeligheder for enheder, der udbyder varer eller tjenester på tværs af grænserne. Krav, der stilles af en medlemsstat, og som er forskellige fra eller endog i konflikt med dem, der er pålagt af en anden medlemsstat, kan påvirke sådanne grænseoverskridende aktiviteter i væsentlig grad. Desuden har muligheden for en utilstrækkelig udformning eller gennemførelse af cybersikkerhedskravene i én medlemsstat sandsynligvis konsekvenser for cybersikkerhedsniveauet i andre medlemsstater, navnlig i betragtning af intensiteten af grænseoverskridende udvekslinger. Evalueringen af direktiv (EU) 2016/1148 har vist, at der er store forskelle i medlemsstaternes gennemførelse af det, herunder med hensyn til dets anvendelsesområde, hvis afgrænsning i vid udstrækning blev overladt til medlemsstaternes skøn. Direktiv (EU) 2016/1148 gav også medlemsstaterne meget vide skønsbeføjelser med hensyn til gennemførelsen af de sikkerheds- og hændelsesrapporteringsforpligtelser, der er fastsat deri. Disse forpligtelser blev derfor gennemført på vidt forskellige måder på nationalt plan. Der er lignende forskelle i gennemførelsen af bestemmelserne i direktiv (EU) 2016/1148 om tilsyn og håndhævelse.

(5)

Alle disse forskelle medfører en fragmentering af det indre marked og kan have en negativ indvirkning på dets funktion og navnlig påvirke den grænseoverskridende levering af tjenester og cyberrobustheden som følge af anvendelsen af forskellige foranstaltninger. Disse forskelle kan i sidste ende føre til, at visse medlemsstater har en højere sårbarhed over for cybertrusler, hvilket potentielt kan have afsmittende virkninger i hele Unionen. Dette direktiv sigter mod at fjerne sådanne store forskelle mellem medlemsstaterne, navnlig ved at fastsætte minimumsregler for, hvordan en koordineret reguleringsramme fungerer, ved at fastlægge mekanismer for effektivt samarbejde mellem de ansvarlige myndigheder i hver medlemsstat, ved at ajourføre listen over sektorer og aktiviteter, der er omfattet af cybersikkerhedsforpligtelser, og ved at tilvejebringe effektive retsmidler og håndhævelsesforanstaltninger, der er afgørende for effektiv håndhævelse af disse forpligtelser. Derfor bør direktiv (EU) 2016/1148 ophæves og erstattes af nærværende direktiv.

(6)

Med ophævelsen af direktiv (EU) 2016/1148 bør anvendelsesområdet for de enkelte sektorer udvides til at omfatte en større del af økonomien for at give en omfattende dækning af sektorer og tjenester af vital betydning for vigtige samfundsmæssige og økonomiske aktiviteter i det indre marked. Nærværende direktiv sigter navnlig mod at afhjælpe manglerne i differentieringen mellem operatører af væsentlige tjenester og udbydere af digitale tjenester, som har vist sig at være forældet, da den ikke afspejler sektorernes eller tjenesternes betydning for de samfundsmæssige og økonomiske aktiviteter i det indre marked.

(7)

I henhold til direktiv (EU) 2016/1148 havde medlemsstaterne ansvaret for at identificere de enheder, der opfyldte kriterierne for at blive betragtet som operatører af væsentlige tjenester. For at fjerne de store forskelle mellem medlemsstaterne i denne henseende og garantere retssikkerhed for så vidt angår foranstaltningerne til styring af cybersikkerhedsrisici og rapporteringsforpligtelserne for alle relevante enheder bør der fastsættes et ensartet kriterium for, hvilke enheder der er omfattet af nærværende direktivs anvendelsesområde. Dette kriterium bør bestå i anvendelsen af en regel om størrelsesloft, ifølge hvilken alle enheder, der udgør mellemstore virksomheder i henhold til artikel 2 i bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF , eller overskrider tærsklerne for mellemstore virksomheder fastsat i nævnte artikels stk. 1, og som opererer inden for de sektorer og leverer de typer tjenester eller udfører de aktiviteter, der er omfattet af nærværende direktiv, er omfattet af dets anvendelsesområde. Medlemsstaterne bør også sørge for, at visse små virksomheder og mikrovirksomheder, som defineret i nævnte bilags artikel 2, stk. 2 og 3, der opfylder specifikke kriterier, der tyder på en central rolle for samfundet eller økonomien eller bestemte sektorer eller typer af tjenester, omfattes af nærværende direktivs anvendelsesområde.

(8)

Udelukkelsen af offentlige forvaltningsenheder fra dette direktivs anvendelsesområde bør gælde for enheder, hvis aktiviteter hovedsagelig udføres inden for national sikkerhed, offentlig sikkerhed, forsvar eller retshåndhævelse, herunder forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af strafbare handlinger. Offentlige forvaltningsenheder, hvis aktiviteter kun er marginalt forbundet med disse områder, bør dog ikke udelukkes fra dette direktivs anvendelsesområde. Med henblik på dette direktiv anses enheder med reguleringsbeføjelser ikke for at udføre aktiviteter inden for retshåndhævelse, og de er derfor ikke på dette grundlag udelukket fra dette direktivs anvendelsesområde. Offentlige forvaltningsenheder, der er etableret i fællesskab med et tredjeland i overensstemmelse med en international aftale, er udelukket fra dette direktivs anvendelsesområde. Dette direktiv finder ikke anvendelse på medlemsstaternes diplomatiske og konsulære missioner i tredjelande eller på deres net- og informationssystemer, for så vidt sådanne systemer befinder sig i missionens lokaler eller drives for brugere i et tredjeland.

(9)

Medlemsstaterne bør kunne træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre beskyttelsen af væsentlige nationale sikkerhedsinteresser, opretholde den offentlige orden og sikkerhed samt tillade forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af strafbare handlinger. Med henblik herpå bør medlemsstater kunne undtage specifikke enheder, der udfører aktiviteter inden for national sikkerhed, offentlig sikkerhed, forsvar eller retshåndhævelse, herunder forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af strafbare handlinger, fra visse forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, for så vidt angår disse aktiviteter. Hvor en enhed udelukkende leverer tjenester til en offentlig forvaltningsenhed, der er udelukket fra dette direktivs anvendelsesområde, bør medlemsstater kunne undtage denne enhed fra visse forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, for så vidt angår disse tjenester. Endvidere bør ingen medlemsstat være forpligtet til at meddele oplysninger, hvis videregivelse efter dens opfattelse ville stride mod dens væsentlige interesser med hensyn til national sikkerhed, offentlig sikkerhed eller forsvar. Nationale regler eller EU-regler om beskyttelse af fortrolige oplysninger, hemmeligholdelsesaftaler og uformelle hemmeligholdelsesaftaler, f.eks. Traffic Light Protocol, bør tages i betragtning i denne sammenhæng. Traffic Light Protocol skal forstås som et middel til at informere om eventuelle begrænsninger for så vidt angår den videre spredning af oplysninger. Den anvendes i næsten alle enheder, der håndterer IT-sikkerhedshændelser (CSIRT'er), og i nogle informationsanalyse- og informationsdelingscentre.

(10)

Selv om dette direktiv finder anvendelse på enheder, der beskæftiger sig med produktion af elektricitet fra kernekraftværker, kan nogle af disse aktiviteter være knyttet til den nationale sikkerhed. Hvor det er tilfældet, bør en medlemsstat kunne udøve sit ansvar for at beskytte sin nationale sikkerhed med hensyn til disse aktiviteter, herunder aktiviteter inden for den nukleare værdikæde, i overensstemmelse med traktaterne.

(11)

Nogle enheder udfører aktiviteter inden for national sikkerhed, offentlig sikkerhed, forsvar eller retshåndhævelse, herunder forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af strafbare handlinger, og leverer samtidig tillidstjenester. Tillidstjenesteudbydere, der er omfattet af anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 , bør være omfattet af dette direktivs anvendelsesområde for at sikre samme niveau af sikkerhedskrav og tilsyn som det, der tidligere var fastsat i nævnte forordning, for så vidt angår tillidstjenesteudbydere. I overensstemmelse med udelukkelsen af visse specifikke tjenester fra forordning (EU) nr. 910/2014 bør dette direktiv ikke finde anvendelse på levering af tillidstjenester, der udelukkende anvendes i lukkede systemer i henhold til national ret eller aftaler mellem et defineret sæt deltagere.

(12)

Postbefordrende virksomheder som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF , herunder udbydere af kurertjenester, bør være omfattet af nærværende direktiv, hvis de leverer mindst ét led i postbefordringskæden, navnlig indsamling, sortering, transport eller omdeling, herunder afhentning, samtidig med at der tages hensyn til omfanget af deres afhængighed af net- og informationssystemer. Transporttjenester, der ikke udføres i forbindelse med et af disse trin, bør udelukkes fra anvendelsesområdet for posttjenester.

(13)

I betragtning af intensiveringen og den stadig mere sofistikerede karakter af cybertrusler bør medlemsstaterne bestræbe sig på at sikre, at enheder, der er udelukket fra dette direktivs anvendelsesområde, opnår et højt cybersikkerhedsniveau, og på at støtte gennemførelsen af tilsvarende foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici, der afspejler disse enheders følsomme karakter.

(14)

EU-retten om databeskyttelse og privatlivets fred finder anvendelse på enhver behandling af personoplysninger i henhold til dette direktiv. Navnlig berører dette direktiv ikke Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/679 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF . Nærværende direktiv bør derfor ikke berøre bl.a. de opgaver og beføjelser, der påhviler de myndigheder, der har kompetence til at overvåge overholdelsen af gældende EU-ret om databeskyttelse og om privatlivets fred.

(15)

Enheder, der er omfattet af dette direktiv med henblik på overholdelse af foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici og rapporteringsforpligtelser, bør inddeles i to kategorier, væsentlige enheder og vigtige enheder, der afspejler, i hvilket omfang de er kritiske for så vidt angår deres sektor eller den type tjenester, de leverer, samt deres størrelse. I den henseende bør der tages behørigt hensyn til eventuelle relevante sektorspecifikke risikovurderinger eller vejledning fra de kompetente myndigheder, hvor det er relevant. Tilsyns- og håndhævelsesordningerne for disse to kategorier af enheder bør differentieres for at sikre en fair balance mellem risikobaserede krav og forpligtelser på den ene side og den administrative byrde, der følger af tilsynet med overholdelsen, på den anden side.

(16)

For at undgå, at enheder, der har partnervirksomheder eller er tilknyttede virksomheder, betragtes som væsentlige eller vigtige enheder, hvor dette ville være uforholdsmæssigt, kan medlemsstaterne tage hensyn til den grad af uafhængighed, som en enhed har i forhold til sine partnervirksomheder eller tilknyttede virksomheder, når artikel 6, stk. 2, i bilaget til henstilling 2003/361/EF anvendes. Medlemsstaterne kan navnlig tage hensyn til, at en enhed er uafhængig af sine partnervirksomheder eller tilknyttede virksomheder med hensyn til de net- og informationssystemer, som enheden anvender i forbindelse med leveringen af sine tjenester, og med hensyn til de tjenester, som enheden leverer. På dette grundlag kan medlemsstaterne, hvor det er hensigtsmæssigt, anse en sådan enhed for ikke at udgøre en mellemstor virksomhed i henhold til artikel 2, i bilaget til henstilling 2003/361/EF, eller for ikke at overskride tærsklerne for en mellemstor virksomhed fastsat i nævnte artikels stk. 1, hvis den pågældende enhed i betragtning af dennes grad af uafhængighed ikke ville være blevet anset for at udgøre en mellemstor virksomhed eller at overskride disse tærskler, hvis kun dens egne data var blevet taget i betragtning. Dette berører ikke forpligtelserne fastsat i dette direktiv for partnervirksomheder og tilknyttede virksomheder, som er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde.

(17)

Medlemsstaterne bør kunne bestemme, at enheder, der inden dette direktivs ikrafttræden er identificeret som operatører af væsentlige tjenester i overensstemmelse med direktiv (EU) 2016/1148, skal betragtes som væsentlige enheder.

(18)

For at sikre et klart overblik over de enheder, der er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, bør medlemsstaterne udarbejde en liste over væsentlige og vigtige enheder samt enheder, der leverer domænenavnsregistreringstjenester. Med henblik herpå bør medlemsstaterne kræve, at enheder mindst indgiver følgende oplysninger til de kompetente myndigheder: navn, adresse og ajourførte kontaktoplysninger, herunder e-mailadresser, IP-intervaller og telefonnumre for enheden, og i givet fald den relevante sektor og delsektor omhandlet i bilagene samt i givet fald en liste over de medlemsstater, hvor de leverer tjenester, der er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde. Med henblik herpå bør Kommissionen med bistand fra Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed (ENISA) uden unødigt ophold fastlægge retningslinjer og skabeloner vedrørende forpligtelsen til at indgive oplysninger. For at lette udarbejdelsen og ajourføringen af listen over væsentlige og vigtige enheder samt enheder, der leverer domænenavnsregistreringstjenester, bør medlemsstaterne kunne indføre nationale mekanismer, hvorigennem enheder kan registrere sig selv. Hvor der findes registre på nationalt plan, kan medlemsstaterne træffe afgørelse om passende mekanismer, der gør det muligt at identificere enheder, der er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde.

(19)

Medlemsstaterne bør være ansvarlige for mindst at oplyse Kommissionen om antallet af væsentlige og vigtige enheder for hver sektor og delsektor omhandlet i bilagene, samt give relevante oplysninger om antallet af identificerede enheder og den bestemmelse blandt dem, der er fastsat i dette direktiv, på grundlag af hvilken de blev identificeret og den type tjeneste de leverer. Medlemsstaterne opfordres til at udveksle oplysninger med Kommissionen om væsentlige og vigtige enheder og, i tilfælde af en omfattende cybersikkerhedshændelse, relevante oplysninger såsom navnet på den berørte enhed.

(20)

Kommissionen bør i samarbejde med samarbejdsgruppen og efter høring af de relevante interessenter fastlægge retningslinjer for gennemførelsen af de kriterier, der gælder for mikrovirksomheder og små virksomheder, for vurderingen af, om de er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde. Kommissionen bør også sikre, at der gives passende vejledning til mikrovirksomheder og små virksomheder, som hører under dette direktivs anvendelsesområde. Kommissionen bør med bistand fra medlemsstaterne stille oplysninger til rådighed for mikrovirksomheder og små virksomheder i denne henseende.

(21)

Kommissionen vil kunne yde vejledning med henblik på at bistå medlemsstaterne med gennemførelse af dette direktivs bestemmelser om anvendelsesområde og evaluering af proportionaliteten af de foranstaltninger, der skal træffes i henhold til dette direktiv, navnlig for så vidt angår enheder med komplekse forretningsmodeller eller driftsmiljøer, hvorved en enhed samtidig kunne opfylde de kriterier, der er tildelt både væsentlige og vigtige enheder, eller samtidig kunne udføre aktiviteter, hvoraf nogle falder inden for og nogle uden for dette direktivs anvendelsesområde.

(22)

Dette direktiv fastsætter referencescenariet for foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici og rapporteringsforpligtelser på tværs af de sektorer, der er omfattet af dets anvendelsesområde. For at undgå fragmentering af EU-retsakters cybersikkerhedsbestemmelser bør Kommissionen, hvor yderligere sektorspecifikke EU-retsakter vedrørende foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici og rapporteringsforpligtelser vedrørende cybersikkerhed anses for nødvendige for at sikre et højt cybersikkerhedsniveau i hele Unionen, vurdere, hvorvidt sådanne yderligere bestemmelser vil kunne fastsættes i en gennemførelsesretsakt til dette direktiv. Er sådan en gennemførelsesretsakt ikke egnede til dette formål, vil sektorspecifikke EU-retsakter kunne bidrage til at sikre et højt cybersikkerhedsniveau i hele Unionen, samtidig med at der fuldt ud tages hensyn til de berørte sektorers specificiteter og kompleksiteter. Med henblik herpå er dette direktiv ikke til hinder for, at der vedtages yderligere sektorspecifikke EU-retsakter, der omhandler foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici og rapporteringsforpligtelser, der tager behørigt hensyn til behovet for en omfattende og sammenhængende ramme for cybersikkerhed. Dette direktiv berører ikke de eksisterende gennemførelsesbeføjelser, der er tillagt Kommissionen inden for en række sektorer, herunder transport og energi.

(23)

Hvor en sektorspecifik EU-retsakt indeholder bestemmelser, der kræver, at væsentlige eller vigtige enheder træffer foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici eller underretter om væsentlige hændelser, og hvor disse krav har en virkning, der mindst svarer til de forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, bør de pågældende bestemmelser, herunder om tilsyn og håndhævelse, finde anvendelse på sådanne enheder. Hvis en sektorspecifik EU-retsakt ikke omfatter alle enheder i en specifik sektor, der er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, bør de relevante bestemmelser i dette direktiv fortsat finde anvendelse på de enheder, der ikke er omfattet af nævnte retsakt.

(24)

Hvor bestemmelser i en sektorspecifik EU-retsakt kræver, at væsentlige eller vigtige enheder overholder rapporteringsforpligtelser med en virkning, der mindst svarer til de rapporteringsforpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, bør der sikres sammenhæng og effektivitet i håndteringen af hændelsesunderretninger. Med henblik herpå bør bestemmelserne vedrørende hændelsesunderretninger i den sektorspecifikke EU-retsakt give CSIRT'erne, de kompetente myndigheder eller de centrale kontaktpunkter for cybersikkerhed (det centrale kontaktpunkt) i henhold til dette direktiv øjeblikkelig adgang til de hændelsesunderretninger, der indgives i overensstemmelse med den sektorspecifikke EU-retsakt. En sådan øjeblikkelig adgang kan navnlig sikres, hvis hændelsesunderretninger uden unødigt ophold sendes til CSIRT'en, den kompetente myndighed eller det centrale kontaktpunkt i henhold til dette direktiv. Medlemsstaterne bør, hvor det er hensigtsmæssigt, indføre en automatisk og direkte rapporteringsmekanisme, der sikrer systematisk og øjeblikkelig udveksling af oplysninger med CSIRT'er, de kompetente myndigheder eller de centrale kontaktpunkter vedrørende håndtering af sådanne hændelsesunderretninger. Med henblik på at forenkle rapporteringen og gennemføre den automatiske og direkte rapporteringsmekanisme vil medlemsstaterne i overensstemmelse med den sektorspecifikke EU-retsakt kunne anvende et enkelt indgangspunkt.

(25)

Sektorspecifikke EU-retsakter, der kræver foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici eller rapporteringsforpligtelser med en virkning, der mindst svarer til dem, der er fastsat i dette direktiv, vil kunne fastsætte, at de kompetente myndigheder i henhold til sådanne retsakter udøver deres tilsyns- og håndhævelsesbeføjelser i forbindelse med sådanne foranstaltninger eller forpligtelser med bistand fra de kompetente myndigheder i henhold til dette direktiv. De berørte kompetente myndigheder vil kunne etablere samarbejdsordninger med henblik herpå. Sådanne samarbejdsordninger vil bl.a. kunne præcisere procedurerne for koordinering af tilsynsaktiviteter, herunder procedurerne for undersøgelser og kontrol på stedet i overensstemmelse med national ret og en mekanisme for udveksling af relevante oplysninger om tilsyn og håndhævelse mellem de kompetente myndigheder, herunder adgang til cyberrelaterede oplysninger, som de kompetente myndigheder i henhold til dette direktiv anmoder om.

(26)

Hvor sektorspecifikke EU-retsakter kræver eller skaber incitamenter for enheder til at underrette om væsentlige cybertrusler, bør medlemsstaterne også tilskynde til udveksling af væsentlige cybertrusler med CSIRT'erne, de kompetente myndigheder eller de centrale kontaktpunkter i henhold til dette direktiv for at sikre, at disse organer i højere grad er opmærksomme på cybertrusselsbilledet, og for at sætte dem i stand til at reagere effektivt og rettidigt, såfremt de væsentlige cybertrusler bliver til virkelighed.

(27)

Fremtidige sektorspecifikke EU-retsakter bør tage behørigt hensyn til de definitioner og tilsyns- og håndhævelsesrammer, der er fastsat i dette direktiv.

(28)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/2554 bør betragtes som en sektorspecifik EU-retsakt i forbindelse med dette direktiv for så vidt angår finansielle enheder. Bestemmelserne i forordning (EU) 2022/2554 om risikostyring inden for informations- og kommunikationsteknologi (IKT), styring af IKT-relaterede hændelser og navnlig indberetning af større IKT-relaterede hændelser, samt om test af digital operationel modstandsdygtighed, ordninger for udveksling af oplysninger og IKT-tredjepartsrisiko bør finde anvendelse i stedet for bestemmelserne i dette direktiv. Medlemsstaterne bør derfor ikke anvende bestemmelserne i dette direktiv om risikostyrings- og rapporterings forpligtelser vedrørende cybersikkerhed samt tilsyn og håndhævelse på finansielle enheder, der er omfattet af forordning (EU) 2022/2554. Samtidig er det vigtigt at opretholde stærke forbindelser og udveksle oplysninger med den finansielle sektor i henhold til dette direktiv. Med henblik herpå giver forordning (EU) 2022/2554 de europæiske tilsynsmyndigheder (ESA'erne) og de kompetente myndigheder i henhold til nævnte forordning mulighed for at deltage i samarbejdsgruppens aktiviteter samt udveksle oplysninger og samarbejde med de centrale kontaktpunkter såvel som CSIRT'erne og de kompetente myndigheder i henhold til dette direktiv. De kompetente myndigheder i henhold til forordning (EU) 2022/2554 bør også fremsende oplysninger om større IKT-relaterede hændelser og, hvor det er relevant, væsentlige cybertrusler til CSIRT'erne, de kompetente myndigheder eller de centrale kontaktpunkter i henhold til dette direktiv. Dette kan opnås ved at sikre øjeblikkelig adgang til hændelsesunderretninger og videresende af dem enten direkte eller via et enkelt indgangspunkt. Desuden bør medlemsstaterne fortsat medtage den finansielle sektor i deres cybersikkerhedsstrategier, og CSIRT'er kan dække den finansielle sektor i deres aktiviteter.

(29)

For at undgå huller mellem eller overlapning af cybersikkerhedsforpligtelser, der pålægges enheder i luftfartssektoren, bør nationale myndigheder i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 300/2008 og (EU) 2018/1139 , og de kompetente myndigheder i henhold til dette direktiv samarbejde om gennemførelsen af foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici og tilsynet med overholdelsen af disse foranstaltninger på nationalt plan. En enheds overholdelse af sikkerhedskravene i forordning (EF) nr. 300/2008 og (EU) 2018/1139 og i de relevante delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, der er vedtaget i henhold til nævnte forordninger, vil af de kompetente myndigheder i henhold til dette direktiv kunne anses for at udgøre opfyldelse af de tilsvarende krav, der er fastsat i dette direktiv.

(30)

I betragtning af de indbyrdes forbindelser mellem cybersikkerhed og enheders fysiske sikkerhed bør der sikres en sammenhængende tilgang mellem Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/2557 og nærværende direktiv. Med henblik herpå bør enheder identificeret som kritiske enheder i henhold til direktiv (EU) 2022/2557 betragtes som væsentlige enheder i henhold til nærværende direktiv. Endvidere bør hver medlemsstat sikre, at dens nationale cybersikkerhedsstrategi skaber en politisk ramme for øget koordinering i nævnte medlemsstat mellem dens kompetente myndigheder i henhold til nærværende direktiv og dem i henhold til direktiv (EU) 2022/2557 i forbindelse med udveksling af oplysninger om risici, cybertrusler og hændelser samt om ikke-cyberrelaterede risici, trusler og hændelser samt om udøvelse af tilsynsopgaver. De kompetente myndigheder i henhold til nærværende direktiv og de i henhold til direktiv (EU) 2022/2557 bør samarbejde og udveksle oplysninger uden unødigt ophold, navnlig vedrørende identifikation af kritiske enheder, om risici, cybertrusler og hændelser samt om ikke-cyberrelaterede risici, trusler og hændelser, der påvirker kritiske enheder, herunder cybersikkerhedsforanstaltninger og fysiske foranstaltninger, der træffes af kritiske enheder, såvel som resultaterne af tilsynsaktiviteter, der udføres med hensyn til sådanne enheder. For at strømline tilsynsaktiviteterne mellem de kompetente myndigheder i henhold til nærværende direktiv og i henhold til direktiv (EU) 2022/2557 og for at mindske den administrative byrde mest muligt for de berørte enheder bør disse kompetente myndigheder desuden bestræbe sig på at harmonisere modeller til hændelsesunderretning og tilsynsprocesser. Hvor det er hensigtsmæssigt, bør de kompetente myndigheder i henhold til direktiv (EU) 2022/2557 kunne anmode de kompetente myndigheder i henhold til nærværende direktiv om at udøve deres tilsyns- og håndhævelsesbeføjelser med hensyn til en enhed, som er identificeret som en kritisk enhed i henhold til direktiv (EU) 2022/2557. De kompetente myndigheder i henhold til nærværende direktiv og de i henhold til direktiv (EU) 2022/2557 bør samarbejde og udveksle oplysninger, om muligt i realtid, med henblik herpå.

(31)

Enheder, der tilhører sektoren for digital infrastruktur, er i det væsentlige baseret på net- og informationssystemer, og derfor bør de forpligtelser, der pålægges disse enheder i medfør af dette direktiv, på en omfattende måde omhandle sådanne systemers fysiske sikkerhed som led i deres foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici og rapporteringsforpligtelser. Da disse spørgsmål er omfattet af dette direktiv, finder forpligtelserne i kapitel III, IV og VI i direktiv (EU) 2022/2557 ikke anvendelse på sådanne enheder.

(32)

Opretholdelse og bevarelse af et pålideligt, modstandsdygtigt og sikkert domænenavnesystem (DNS) er afgørende faktorer for at bevare internettets integritet og er afgørende for dets fortsatte og stabile drift, som den digitale økonomi og det digitale samfund afhænger af. Derfor bør dette direktiv finde anvendelse på topdomænenavneadministratorer og DNS-tjenesteudbydere, der skal forstås som enheder, der leverer offentligt tilgængelige rekursive domænenavnsoversættelsestjenester til internetslutbrugere eller autoritative domænenavnsoversættelsestjenester til tredjepartsbrug. Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på rodnavneservere.

(33)

Cloudcomputingtjenester bør omfatte digitale tjenester, der giver mulighed for on demand-administration og bred fjernadgang til en skalerbar og elastisk pulje af delbare computerressourcer, herunder hvor sådanne ressourcer er fordelt mellem flere lokaliteter. Computerressourcer omfatter ressourcer såsom netværk, servere og anden infrastruktur, operativsystemer, software, lagring, applikationer og tjenester. Tjenestemodellerne for cloudcomputing omfatter bl.a. infrastruktur som en service (IaaS), platform som en service (PaaS), software som en service (SaaS) og netværk som en service (NaaS). Ibrugtagningsmodellerne for cloudcomputing bør omfatte privat, samfundsmæssig, offentlig og hybrid cloud. Cloudcomputingtjeneste- og ibrugtagningsmodellerne har samme betydning som de tjeneste- og ibrugtagningsmodeller, der er defineret i ISO/IEC 17788: 2014-standarden. Cloudcomputing-brugerens mulighed for ensidigt selvforsynende databehandlingskapacitet såsom servertid eller netlagring uden nogen menneskelig interaktion fra udbyderen af cloudcomputingtjenesters side kan beskrives som on demand-administration. Udtrykket »bred fjernadgang« anvendes til at beskrive, at cloudkapaciteten leveres over nettet og tilgås gennem mekanismer, der fremmer brugen af heterogene tynde eller tykke klientplatforme, herunder mobiltelefoner, tablets, bærbare computere og arbejdsstationer. Udtrykket »skalerbar« henviser til databehandlingsressourcer, der fordeles fleksibelt af udbyderen af cloudcomputingtjenester, uanset ressourcernes geografiske placering, med henblik på at håndtere udsving i efterspørgslen. Udtrykket »elastisk pulje« bruges til at beskrive IT-ressourcer, der tilvejebringes og stilles til rådighed alt efter efterspørgslen for hurtigt at øge eller mindske de tilgængelige ressourcer alt efter arbejdsbyrden. Udtrykket »delbar« bruges til at beskrive IT-ressourcer, der leveres til flere brugere, som deler en fælles adgang til tjenesten, men hvor databehandlingen foretages særskilt for hver bruger, selv om tjenesten leveres fra samme elektroniske udstyr. Udtrykket »distribueret« anvendes til at beskrive databehandlingsressourcer, der befinder sig på forskellige netforbundne computere eller enheder, og som kommunikerer og koordinerer indbyrdes ved at sende meddelelser.

(34)

I lyset af fremkomsten af innovative teknologier og nye forretningsmodeller forventes nye cloudcomputingtjeneste- og ibrugtagningsmodeller at dukke op på markedet som reaktion på nye kundebehov. I den forbindelse kan cloudcomputingtjenester leveres i en meget distribueret form, endnu tættere på de steder, hvor dataene genereres eller indsamles, hvorved man bevæger sig væk fra den traditionelle model og i retning af en meget distribueret model (»edge computing«).

(35)

Tjenester, der udbydes af datacentertjenesteudbydere, leveres ikke altid i form af cloudcomputingtjenester. Datacentre udgør derfor ikke altid en del af cloudcomputing-infrastrukturen. For at styre alle de risici, der er forbundet med sikkerheden i net- og informationssystemer, bør dette direktiv derfor omfatte udbydere af datacentertjenester, som ikke er cloudcomputingtjenester. I dette direktiv bør begrebet »datacentertjeneste« omfatte levering af en tjeneste, der omfatter strukturer eller grupper af strukturer, der er beregnet til central opbevaring, sammenkobling og drift af informationsteknologi (IT) og netværksudstyr, der leverer datalagrings-, -behandlings- og -transporttjenester, samt alle faciliteter og infrastrukturer til energidistribution og miljøkontrol. Begrebet »datacentertjeneste« bør ikke finde anvendelse på interne datacentre, der ejes og drives af den berørte enhed til dets egne formål.

(36)

Forskningsaktiviteter spiller en central rolle i udviklingen af nye produkter og processer. Mange af disse aktiviteter udføres af enheder, der deler, udbreder eller udnytter resultaterne af deres forskning til kommercielle formål. Disse enheder kan derfor være vigtige led i værdikæder, hvilket gør sikkerheden af deres net- og informationssystemer til en integreret del af det indre markeds overordnede cybersikkerhed. Begrebet »forskningsorganisationer« bør forstås som omfattende enheder, der primært beskæftiger sig med anvendt forskning eller udvikling i den i Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings Frascati-manual fra 2015 (»Guidelines for Collecting and Reporting Data on Research and Experimental Development«) anvendte betydning med henblik på at udnytte resultaterne heraf til kommercielle formål såsom fremstilling eller udvikling af et produkt eller proces, levering af en tjeneste eller markedsføringen heraf.

(37)

Den voksende indbyrdes afhængighed er resultatet af et stadig mere grænseoverskridende og indbyrdes afhængigt net af tjenester, der anvender centrale infrastrukturer i hele Unionen inden for sektorer såsom energi, transport, digital infrastruktur, drikkevand og spildevand, sundhed, visse aspekter af offentlig forvaltning samt rummet, for så vidt angår levering af visse tjenester, der er afhængige af jordbaserede infrastrukturer, som ejes, forvaltes og drives enten af medlemsstaterne eller af private parter, men ikke infrastruktur, der ejes, forvaltes eller drives af eller på vegne af Unionen som en del af dens rumprogram. Disse indbyrdes afhængighedsforhold betyder, at enhver afbrydelse, selv en, der oprindeligt var begrænset til én enhed eller én sektor, kan have kaskadevirkninger mere generelt, hvilket potentielt kan føre til vidtrækkende og langvarige negative virkninger for leveringen af tjenester i hele det indre marked. De intensiverede cyberangreb under covid-19-pandemien har vist stadig mere indbyrdes afhængige samfunds sårbarhed over for risici med lav sandsynlighed.

(38)

I betragtning af forskellene i de nationale forvaltningsstrukturer og for at beskytte allerede eksisterende sektorspecifikke ordninger eller Unionens tilsyns- og kontrolorganer bør medlemsstaterne kunne udpege eller oprette én eller flere nationale kompetente myndigheder med ansvar for cybersikkerhed og for tilsynsopgaverne i henhold til dette direktiv.

(39)

For at lette grænseoverskridende samarbejde og kommunikation mellem myndigheder og muliggøre en effektiv gennemførelse af dette direktiv er det nødvendigt, at hver medlemsstat udpeger et centralt kontaktpunkt med ansvar for koordinering af spørgsmål vedrørende sikkerheden i net- og informationssystemer og grænseoverskridende samarbejde på EU-plan.

(40)

De centrale kontaktpunkter bør sikre et effektivt grænseoverskridende samarbejde med andre medlemsstaters relevante myndigheder og, hvor det er relevant, med Kommissionen og ENISA. De centrale kontaktpunkter bør derfor efter anmodning fra CSIRT'en eller den kompetente myndighed have til opgave at videresende underretninger om væsentlige hændelser med grænseoverskridende virkninger til de centrale kontaktpunkter i andre berørte medlemsstater. På nationalt plan bør de centrale kontaktpunkter muliggøre et gnidningsløst tværsektorielt samarbejde med andre kompetente myndigheder. De centrale kontaktpunkter kan også være adressaterne for relevante oplysninger om hændelser vedrørende finansielle enheder fra de kompetente myndigheder i henhold til forordning (EU) 2022/2554, som de i givet fald bør kunne fremsende til CSIRT'erne eller de kompetente myndigheder i henhold til dette direktiv.

(41)

Medlemsstaterne bør være tilstrækkelig udstyret med både teknisk og organisatorisk kapacitet til at forebygge, opdage, reagere på og reetablere sig efter hændelser og risici og afbøde deres virkninger. Medlemsstaterne bør derfor oprette eller udpege en eller flere CSIRT'er i henhold til dette direktiv og sikre, at de har tilstrækkelige ressourcer og tekniske kapaciteter. CSIRT'erne bør opfylde kravene, der er fastsat i dette direktiv, med henblik på at sikre effektive og kompatible kapaciteter til at håndtere hændelser og risici og til at sikre et effektivt samarbejde på EU-plan. Medlemsstaterne bør kunne udpege eksisterende IT-beredskabsenheder (CERT'er) som CSIRT'er. Med henblik på at styrke tillidsforholdet mellem enhederne og CSIRT'erne bør medlemsstaterne, hvor en CSIRT er en del af en kompetent myndighed, kunne overveje en funktionel adskillelse mellem CSIRT'ernes operationelle opgaver, navnlig i forbindelse med udveksling af oplysninger og støtte til enhederne, og de kompetente myndigheders tilsynsaktiviteter.

(42)

CSIRT'erne har til opgave at håndtere hændelser. Dette omfatter behandling af store mængder til tider følsomme oplysninger. Medlemsstaterne bør sikre, at CSIRT'erne har en infrastruktur til udveksling og behandling af oplysninger samt veludstyrede medarbejdere, hvilket sikrer fortroligheden og pålideligheden af deres operationer. CSIRT'erne vil også kunne vedtage adfærdskodekser i den henseende.

(43)

For så vidt angår personoplysninger bør CSIRT'erne i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679 efter anmodning fra en væsentlig eller vigtig enhed være i stand til at foretage en proaktiv scanning af de net- og informationssystemer, der anvendes til levering af enhedens tjenester. I givet fald bør medlemsstaterne tilstræbe at sikre et ensartet niveau af teknisk kapacitet for alle sektorspecifikke CSIRT'er. Medlemsstaterne bør kunne anmode ENISA om bistand til at udvikle deres CSIRT'er.

(44)

CSIRT'erne bør være i stand til på anmodning fra en væsentlig eller vigtig enhed at overvåge de af enhedens aktiver, der har internetopkobling, både i og uden for enhedens lokaler, for at kortlægge, forstå og styre enhedens samlede organisatoriske risici hvad angår nyopdagede trusler fra forsyningskæden eller kritiske sårbarheder. Enheden bør tilskyndes til at meddele CSIRT'en, hvorvidt den driver en privilegeret forvaltningsgrænseflade, da dette vil kunne påvirke hastigheden af gennemførelsen af afbødende foranstaltninger.

(45)

I betragtning af betydningen af internationalt samarbejde om cybersikkerhed bør CSIRT'erne kunne deltage i internationale samarbejdsnetværk i tillæg til det CSIRT-netværk, der oprettes ved dette direktiv. Med henblik på udførelsen af deres opgaver bør CSIRT'erne og de kompetente myndigheder derfor kunne udveksle oplysninger, herunder personoplysninger, med nationale enheder i tredjelande, der håndterer IT-sikkerhedshændelser, eller tredjelandes kompetente myndigheder, forudsat at betingelserne i henhold til EU-databeskyttelsesretten for overførsel af personoplysninger til tredjelande, bl.a. betingelserne i artikel 49 i forordning (EU) 2016/679, er opfyldt.

(46)

Det er afgørende at sikre tilstrækkelige ressourcer til at opfylde målene i dette direktiv og gøre det muligt for de kompetente myndigheder og CSIRT'erne udføre opgaverne heri. Medlemsstaterne kan på nationalt plan indføre en finansieringsmekanisme til dækning af de nødvendige udgifter i forbindelse med udførelsen af opgaver, der påhviler offentlige enheder med ansvar for cybersikkerhed i medlemsstaten i henhold til dette direktiv. En sådan mekanisme bør overholde EU-retten og bør være forholdsmæssig og ikkediskriminerende og bør tage hensyn til forskellige tilgange til levering af sikre tjenester.

(47)

CSIRT-netværket bør fortsat bidrage til at styrke fortroligheden og tilliden og til at fremme hurtigt og effektivt operationelt samarbejde mellem medlemsstaterne. For at styrke det operationelle samarbejde på EU-plan bør CSIRT-netværket overveje at indbyde EU-organer og -agenturer, der er involveret i cybersikkerhedspolitikken, såsom Europol, til at deltage i sit arbejde.

(48)

Med henblik på at opnå og opretholde et højt cybersikkerhedsniveau bør de nationale cybersikkerhedsstrategier, der kræves i henhold til dette direktiv, bestå af sammenhængende rammer med strategiske mål og prioriteter på cybersikkerhedsområdet og den styring, der skal til for at nå dem. Disse strategier kan bestå af et eller flere lovgivningsmæssige eller ikkelovgivningsmæssige instrumenter.

(49)

Cyberhygiejnepolitikker danner grundlaget for beskyttelse af net- og informationssysteminfrastrukturer, sikkerheden af hardware, software og onlineapplikationer samt virksomheds- eller slutbrugerdata, som enhederne er afhængige af. Cyberhygiejnepolitikker med et fælles grundsæt af praksisser, herunder software- og hardwareopdateringer, ændringer af passwords, styring af nye installeringer, begrænsning af adgangskonti på administratorniveau og backup af data, fremmer en proaktiv ramme for beredskab og generel sikkerhed i tilfælde af hændelser eller cybertrusler. ENISA bør overvåge og analysere medlemsstaternes cyberhygiejne politikker.

(50)

Bevidsthed om cybersikkerhed og cyberhygiejne er afgørende for at forbedre cybersikkerhedsniveauet i Unionen, navnlig i lyset af det stigende antal forbundne enheder, der i stigende grad anvendes til cyberangreb. Der bør gøres en indsats for at øge den generelle bevidsthed om risici i forbindelse med sådant udstyr, mens vurderinger på EU-plan vil kunne bidrage til at sikre en fælles forståelse af sådanne risici inden for det indre marked.

(51)

Medlemsstaterne bør tilskynde til anvendelse af enhver form for innovativ teknologi, herunder kunstig intelligens, hvis anvendelse kan forbedre opdagelsen og forebyggelsen af cyberangreb og gøre det muligt at omdirigere ressourcer til cyberangreb mere effektivt. Medlemsstaterne bør derfor i deres nationale cybersikkerhedsstrategi tilskynde til aktiviteter inden for forskning og udvikling for at lette anvendelsen af sådanne teknologier, navnlig dem, der vedrører automatiserede eller halvautomatiske værktøjer inden for cybersikkerhed, og, hvor det er relevant, deling af data, der er nødvendige for at uddanne brugerne af en sådan teknologi og forbedre den. Anvendelsen af enhver innovativ teknologi, herunder kunstig intelligens, bør overholde EU-databeskyttelsesretten, herunder databeskyttelsesprincipperne om datanøjagtighed, dataminimering, rimelighed og gennemsigtighed samt datasikkerhed såsom kryptering på det aktuelle teknologiske stade. Kravene om databeskyttelse gennem design og gennem standardindstillinger, der er fastsat i forordning (EU) 2016/679, bør udnyttes fuldt ud.

(52)

Open source-cybersikkerhedsværktøjer og -applikationer kan bidrage til en højere grad af åbenhed og kan have en positiv indvirkning på effektiviteten af industriel innovation. Åbne standarder fremmer interoperabiliteten mellem sikkerhedsværktøjer, hvilket gavner industrielle interessenters sikkerhed. Open source-cybersikkerhedsværktøjer og -applikationer kan fungere som løftestang for det bredere udviklersamfund og give mulighed for leverandørdiversificering. Open source kan føre til en mere gennemsigtig proces for kontrol af cybersikkerhedsrelaterede værktøjer og en brugerdrevet proces for opdagelse af sårbarheder. Medlemsstaterne bør derfor kunne fremme anvendelsen af open source-software og åbne standarder ved at føre politikker vedrørende brugen af åbne data og open source som en del af konceptet »sikkerhed gennem gennemsigtighed«. Politikker, der fremmer indførelse og bæredygtig anvendelse af open source-cybersikkerhedsværktøjer, er af særlig betydning for små og mellemstore virksomheder, der står med høje gennemførelsesomkostninger, som kan reduceres ved at mindske behovet for bestemte applikationer eller værktøjer.

(53)

Forsyningsselskaberne er i stigende grad forbundet med digitale netværk i byerne med henblik på at forbedre byernes transportnet, opgradere vandforsynings- og affaldsbortskaffelsesfaciliteter og øge effektiviteten af belysning og opvarmning af bygninger. Disse digitaliserede forsyningsvirksomheder er sårbare over for cyberangreb og risikerer i tilfælde af et vellykket cyberangreb at skade borgerne i stor skala på grund af deres indbyrdes forbundethed. Medlemsstaterne bør som led i deres nationale cybersikkerhedsstrategi udvikle en politik, der tager højde for udviklingen af sådanne forbundne eller intelligente byer og deres potentielle indvirkning på samfundet.

(54)

I de senere år har Unionen oplevet en eksponentiel stigning i antallet af ransomwareangreb, hvor malware krypterer data og systemer og kræver betaling af løsepenge for at dekryptere dem. Den stigende hyppighed og alvor af ransomware-angreb kan være drevet af flere faktorer såsom forskellige angrebsmønstre, kriminelle forretningsmodeller omkring »ransomware som en service« og kryptovalutaer, krav om løsepenge og stigningen i angreb i forsyningskæden. Medlemsstaterne bør som led i deres nationale cybersikkerhedsstrategi udvikle en politik til håndtering af stigningen i antallet af ransomware-angreb.

(55)

Offentlig-private partnerskaber (OPP'er) inden for cybersikkerhed kan skabe en passende ramme for udveksling af viden, deling af bedste praksis og etablering af et fælles forståelsesniveau blandt interessenter. Medlemsstaterne bør fremme politikker til støtte for oprettelsen af cybersikkerhedsspecifikke OPP'er. Disse politikker bør bl.a. klarlægge anvendelsesområdet og de involverede interessenter, styringsmodellen, de tilgængelige finansieringsmuligheder og samspillet mellem de deltagende interessenter med hensyn til OPP'er. OPP'er kan udnytte ekspertisen i enheder inden for den private sektor med henblik på at bistå de kompetente myndigheder i udviklingen af tjenester og processer på det aktuelle teknologiske stade, herunder udveksling af oplysninger, tidlig varsling, cybertrussels- og -hændelsesøvelser, krisestyring og planlægning af modstandsdygtighed.

(56)

Medlemsstaterne bør i deres nationale cybersikkerhedsstrategier tackle små og mellemstore virksomheders specifikke cybersikkerhedsbehov. Små og mellemstore virksomheder udgør på tværs af Unionen en stor procentdel af industri- og forretningsmarkedet og kæmper ofte med at tilpasse sig nye forretningspraksisser i en mere forbundet verden og til det digitale miljø, hvor medarbejdere arbejder hjemmefra, og forretning i stigende grad drives online. Nogle små og mellemstore virksomheder står over for specifikke cybersikkerhedsudfordringer, såsom ringe cyberbevidsthed, manglende IT-sikkerhed i forbindelse med fjernarbejde, de store omkostninger forbundet med cybersikkerhedsløsninger og et øget trusselsniveau, som f.eks. ransomware, som de bør modtage vejledning i og assistance til. Små og mellemstore virksomheder er i stigende grad mål for angreb i forsyningskæden på grund af deres mindre strenge foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici og angrebsstyring, samt det faktum at de har begrænsede sikkerhedsressourcer. Sådanne angreb i forsyningskæden har ikke kun indvirkning på små og mellemstore virksomheder og deres aktiviteter isoleret set, men kan også have en kaskadevirkning på større angreb på enheder, som de leverede varer til. Medlemsstaterne bør gennem deres nationale cybersikkerhedsstrategier hjælpe små og mellemstore virksomheder med at tackle de udfordringer, de står over for i deres forsyningskæder. Medlemsstaterne bør have et kontaktpunkt for små og mellemstore virksomheder på nationalt eller regionalt plan, som enten yder vejledning og bistand til små og mellemstore virksomheder eller retter dem mod de relevante organer med henblik på vejledning og bistand med hensyn til cybersikkerhedsrelaterede spørgsmål. Medlemsstaterne tilskyndes også til at tilbyde tjenester såsom webstedskonfigurering og muliggørelse af logning til mikrovirksomheder og små virksomheder, der mangler disse kapaciteter.

(57)

Medlemsstaterne bør som led i deres nationale cybersikkerhedsstrategier vedtage politikker til fremme af aktiv cyberbeskyttelse som led i en bredere defensiv strategi. Snarere end at svare reaktivt består aktiv cyberbeskyttelse i forebyggelse, opdagelse, overvågning, analyse og afbødning af brud på netsikkerheden på en aktiv måde kombineret med anvendelse af kapaciteter i og uden for det net, der angribes. Dette vil kunne omfatte medlemsstater, der tilbyder gratis tjenester eller værktøjer til visse enheder, herunder selvbetjeningskontrol, opdagelsesværktøjer og fjernelsestjenester. Evnen til hurtigt og automatisk at udveksle og forstå trusselsoplysninger og -analyser, cyberaktivitetsalarmer og reaktionsforanstaltninger er helt afgørende for at muliggøre en forenet indsats med hensyn til på vellykket vis at forebygge, opdage, imødegå og blokere angreb på net- og informationssystemer. Aktiv cyberbeskyttelse er baseret på en defensiv strategi, der udelukker offensive foranstaltninger.

(58)

Eftersom udnyttelsen af sårbarheder i net- og informationssystemer kan forårsage betydelige forstyrrelser og skader, er hurtig identifikation og afhjælpning af sådanne sårbarheder en vigtig faktor med hensyn til at reducere risici. Enheder, der udvikler eller administrerer net- og informationssystemer, bør derfor indføre passende procedurer til håndtering af sårbarheder, når de opdages. Da sårbarheder ofte opdages og offentliggøres af tredjeparter, bør producenten eller udbyderen af IKT-produkter eller -tjenester også indføre de nødvendige procedurer for at modtage sårbarhedsoplysninger fra tredjeparter. I den forbindelse indeholder de internationale standarder ISO/IEC 30111 og ISO/IEC 29147 vejledning om henholdsvis håndtering af sårbarheder og offentliggørelse af sårbarheder. Styrkelse af koordineringen mellem de underrettende fysiske og juridiske personer og producenter eller udbydere af IKT-produkter eller -tjenester er særlig vigtig med henblik på at lette den frivillige ramme for offentliggørelse af sårbarheder. Koordineret offentliggørelse af sårbarheder angiver en struktureret proces, hvorigennem sårbarheder rapporteres til producenten eller leverandøren af potentielt sårbare IKT-produkter eller -tjenester på en måde, der gør det muligt for den at diagnosticere og afhjælpe sårbarheden, inden detaljerede sårbarhedsoplysninger offentliggøres for tredjeparter eller offentligheden. Koordineret offentliggørelse af sårbarheder bør også omfatte koordinering mellem den rapporterende fysiske eller juridiske person og producenten eller leverandøren af de potentielt sårbare IKT-produkter eller -tjenester med hensyn til tidspunktet for afhjælpning og offentliggørelse af sårbarheder.

(59)

Kommissionen, ENISA og medlemsstaterne bør fortsat fremme tilpasning til internationale standarder og industriens eksisterende bedste praksis på området for styring af cybersikkerhedsrisici, f.eks. inden for sikkerhedsvurderinger af forsyningskæden, udveksling af oplysninger og offentliggørelse af sårbarheder.

(60)

Medlemsstaterne bør i samarbejde med ENISA træffe foranstaltninger til at fremme koordineret offentliggørelse af sårbarheder ved at fastlægge en relevant national politik. Som led i deres nationale politik bør medlemsstaterne så vidt muligt tackle de udfordringer, som sårbarhedsforskere står over for, herunder deres potentielle strafansvar, i overensstemmelse med nationale ret. Eftersom fysiske og juridiske personer, der forsker i sårbarheder, i nogle medlemsstater vil kunne blive udsat for strafferetligt og civilretligt ansvar, opfordres medlemsstaterne til at vedtage retningslinjer for ikke-retsforfølgelse af informationssikkerhedsforskere og en fritagelse for civilretligt ansvar for deres aktiviteter.

(61)

Medlemsstaterne bør udpege en af deres CSIRT'er som koordinator med henblik på at fungere som betroet formidler mellem de rapporterende fysiske eller juridiske personer og producenterne eller udbyderne af IKT-produkter eller -tjenester, som sandsynligvis vil blive berørt af sårbarheden, hvor det er nødvendigt. Den CSIRT, der er udpeget som koordinator, bør bl.a. have til opgave at identificere og kontakte de berørte enheder, at bistå de fysiske eller juridiske personer, der rapporterer en sårbarhed, at forhandle tidsfrister for offentliggørelse og at håndtere sårbarheder, der påvirker flere enheder (koordineret offentliggørelse af sårbarheder med flere parter). Hvor den rapporterede sårbarhed vil kunne have væsentlig indvirkning på enheder i mere end én medlemsstat, bør de CSIRT'er, der er udpeget som koordinatorer, i givet fald samarbejde inden for CSIRT-netværket.

(62)

Adgang til korrekte og rettidige oplysninger om sårbarheder, der påvirker IKT-produkter og -tjenester, bidrager til en forbedret styring af cybersikkerhedsrisici. Kilder til offentligt tilgængelige oplysninger om sårbarheder er et vigtigt redskab for enhederne og for brugerne af deres tjenester, men også for de kompetente myndigheder og CSIRT'erne. Derfor bør ENISA oprette en europæisk sårbarhedsdatabase, hvor enheder, uanset om de er omfattet af dette direktiv, og deres leverandører af net- og informationssystemer samt de kompetente myndigheder og CSIRT'erne på frivillig basis kan offentliggøre og registrere offentligt kendte sårbarheder med henblik på at give brugerne mulighed for at træffe passende afbødende foranstaltninger. Formålet med denne database er at tackle de unikke udfordringer, som risiciene udgør for enheder i Unionen. ENISA bør desuden fastlægge en passende procedure for offentliggørelsesprocessen for at give enhederne tid til at træffe afbødende foranstaltninger med hensyn til deres sårbarhed og anvende foranstaltninger på det aktuelle teknologiske stade til styring af cybersikkerhedsrisici samt maskinlæsbare datasæt og tilhørende grænseflader. For at fremme en kultur med offentliggørelse af sårbarheder bør offentliggørelse ikke have nogen negativ effekt for den rapporterende fysiske eller juridiske person.

(63)

Selv om der findes lignende sårbarhedsregistre eller -databaser, hostes og vedligeholdes disse af enheder, der ikke er etableret i Unionen. En europæisk sårbarhedsdatabase, der vedligeholdes af ENISA, vil give større gennemsigtighed med hensyn til offentliggørelsesprocessen, inden sårbarheden offentliggøres, og modstandsdygtighed i tilfælde af en forstyrrelse eller en afbrydelse af leveringen af tilsvarende tjenester. For i videst muligt omfang at undgå dobbeltarbejde og tilstræbe komplementaritet bør ENISA undersøge muligheden for at indgå strukturerede samarbejdsaftaler med lignende registre eller databaser, der henhører under tredjelandes jurisdiktioner. ENISA bør navnlig undersøge muligheden for et tæt samarbejde med operatørerne af det fælles sårbarheds- og eksponeringssystem (CVE).

(64)

Samarbejdsgruppen bør støtte og lette strategisk samarbejde og udvekslingen af oplysninger samt styrke tilliden og fortroligheden blandt medlemsstaterne. Samarbejdsgruppen bør udarbejde et arbejdsprogram hvert andet år. Arbejdsprogrammet bør omfatte de foranstaltninger, som samarbejdsgruppen skal gennemføre for at nå sine mål og udføre sine opgaver. Tidsrammen for fastlæggelsen af det første arbejdsprogram i henhold til dette direktiv bør tilpasses tidsrammen for det sidste arbejdsprogram, der blev fastlagt i henhold til direktiv (EU) 2016/1148, for at undgå potentielle forstyrrelser af samarbejdsgruppens arbejde.

(65)

Når samarbejdsgruppen udarbejder vejledningsdokumenter, bør den konsekvent kortlægge nationale løsninger og erfaringer, vurdere virkningen af samarbejdsgruppens resultater på nationale tilgange, drøfte gennemførelsesudfordringer og formulere specifikke anbefalinger, navnlig om at lette harmonisering af gennemførelsen af dette direktiv blandt medlemsstaterne, som skal håndteres gennem bedre gennemførelse af eksisterende regler. Samarbejdsgruppen vil også kunne kortlægge de nationale løsninger for at fremme foreneligheden af de cybersikkerhedsløsninger, der anvendes i hver enkelt specifik sektor i hele Unionen. Dette er særligt relevant for sektorer med en international eller grænseoverskridende karakter.

(66)

Samarbejdsgruppen bør fortsat være et fleksibelt forum og være i stand til at reagere på skiftende og nye politiske prioriteter og udfordringer, samtidig med at der tages hensyn til de disponible ressourcer. Den vil kunne tilrettelægge regelmæssige fælles møder med relevante private interessenter fra hele Unionen for at drøfte samarbejdsgruppens aktiviteter og indsamle data og input om nye politiske udfordringer. Derudover bør samarbejdsgruppen foretage en regelmæssig vurdering af situationen med hensyn til cybertrusler eller hændelser såsom ransomware. For at styrke samarbejdet på EU-plan bør samarbejdsgruppen overveje at indbyde de relevante EU-institutioner, -organer, -kontorer og -agenturer, der er involveret i cybersikkerhedspolitikken, såsom Europa-Parlamentet, Europol, Det Europæiske Databeskyttelsesråd, Den Europæiske Unions Luftfartssikkerhedsagentur, oprettet ved forordning (EU) 2018/1139, og Den Europæiske Unions Agentur for Rumprogrammet, oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/696 , til at deltage i sit arbejde.

(67)

De kompetente myndigheder og CSIRT'erne bør kunne deltage i udvekslingsordninger for embedsmænd fra andre medlemsstater inden for specifikke rammer og i givet faldmed forbehold for den påkrævede sikkerhedsgodkendelse af embedsmænd, der deltager i sådanne udvekslingsordninger, med henblik på at forbedre samarbejdet og styrke tilliden medlemsstaterne imellem. De kompetente myndigheder bør træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at sætte embedsmænd fra andre medlemsstater i stand til at spille en effektiv rolle i den kompetente myndigheds eller CSIRT-værtens aktiviteter.

(68)

Medlemsstaterne bør bidrage til oprettelsen af EU-krisereaktionsrammen for cybersikkerhed som fastsat i Kommissionens henstilling (EU) 2017/1584 gennem de eksisterende samarbejdsnetværk, navnlig det europæiske netværk af forbindelsesorganisationer for cyberkriser (EU-CyCLONe), CSIRT-netværket og samarbejdsgruppen. EU-CyCLONe og CSIRT-netværket bør samarbejde på grundlag af proceduremæssige ordninger, der fastlægger den nærmere udformning af dette samarbejde, og undgå dobbeltarbejde. EU-CyCLONe's forretningsorden bør yderligere præcisere, hvordan dette netværk bør fungere, herunder netværkets roller, metoder for samarbejde, interaktion med andre relevante aktører og skabeloner for udveksling af oplysninger samt kommunikationsmidler. Med hensyn til krisestyring på EU-plan bør de relevante parter støtte sig til EU's integrerede ordninger for politisk kriserespons i henhold til Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1993 (IPCR-ordningerne). Kommissionen bør anvende den tværsektorielle krisekoordinationsproces på højt niveau, ARGUS, til dette formål. Hvis krisen har en vigtig ekstern dimension eller berører den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, bør EU-Udenrigstjenestens krisereaktionsmekanisme aktiveres.

(69)

I overensstemmelse med bilaget til henstilling (EU) 2017/1584 bør en omfattende cybersikkerhedshændelse forstås som en hændelse, der forårsager en forstyrrelse på et niveau, der overstiger en medlemsstats kapacitet til at reagere på den, eller som har en betydelig indvirkning på mindst to medlemsstater. Alt efter årsag og virkning kan omfattende cybersikkerhedshændelser eskalere og udvikle sig til fuldgyldige kriser, der forhindrer det indre markeds korrekte funktion eller udgør alvorlige risici for den offentlige sikkerhed for enheder eller borgere i flere medlemsstater eller for Unionen som helhed. I betragtning af sådanne begivenheders vidtrækkende omfang og i de fleste tilfælde grænseoverskridende karakter bør medlemsstaterne og de relevante EU-institutioner, -organer, -kontorer og -agenturer samarbejde på teknisk, operationelt og politisk plan for at koordinere indsatsen i hele Unionen.

(70)

Omfattende cybersikkerhedshændelser og kriser på EU-plan kræver en koordineret indsats for at sikre en hurtig og effektiv reaktion på grund af den store indbyrdes afhængighed mellem sektorer og medlemsstater. Tilgængeligheden af cybermodstandsdygtige net- og informationssystemer og tilgængeligheden, fortroligheden og integriteten af data er afgørende for Unionens sikkerhed og for beskyttelsen af dens borgere, virksomheder og institutioner mod hændelser og cybertrusler samt for at øge enkeltpersoners og organisationers tillid til Unionens evne til at fremme og beskytte et globalt, åbent, frit, stabilt og sikkert cyberspace baseret på menneskerettigheder, grundlæggende frihedsrettigheder, demokrati og retsstatsprincippet.

(71)

EU-CyCLONe bør fungere som en formidler mellem det tekniske og det politiske niveau under omfattende cybersikkerhedshændelser og kriser og bør styrke samarbejdet på operationelt plan og støtte beslutningstagningen på politisk plan. I samarbejde med Kommissionen og under hensyntagen til Kommissionens kompetence på krisestyringsområdet bør EU-CyCLONe bygge videre på CSIRT-netværkets resultater og anvende sin egen kapacitet til at udarbejde konsekvensanalyser af omfattende cybersikkerhedshændelser og kriser.

(72)

Cyberangreb er af grænseoverskridende karakter, og en væsentlig hændelse kan forstyrre og skade kritiske informationsinfrastrukturer, som det indre markeds funktion afhænger af. Henstilling (EU) 2017/1584 omhandler alle relevante aktørers rolle. Desuden er Kommissionen inden for rammerne af EU-civilbeskyttelsesmekanismen, der blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse 1313/2013/EU , ansvarlig for generelle beredskabstiltag, herunder forvaltning af katastrofeberedskabskoordinationscentret og det fælles varslings- og informationssystem, opretholdelse og videreudvikling af situationsbevidsthed og analysekapacitet, og tilvejebringelse og forvaltning af kapaciteten til at mobilisere og udsende eksperthold i tilfælde af en anmodning om bistand fra en medlemsstat eller et tredjeland. Kommissionen er også ansvarlig for at udarbejde analytiske rapporter om IPCR-ordningerne i henhold til gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1993, herunder i forbindelse med situationsbevidsthed og beredskab vedrørende cybersikkerhed samt for situationsbevidsthed og kriserespons inden for landbrug, ugunstige vejrforhold, konfliktkortlægning og -prognoser, systemer for tidlig varsling i forbindelse med naturkatastrofer, sundhedskriser, overvågning af infektionssygdomme, plantesundhed, kemiske hændelser, fødevare- og fodersikkerhed, dyresundhed, migration, told, nukleare og radiologiske kriser og energi.

(73)

Unionen kan, hvor det er hensigtsmæssigt, i overensstemmelse med artikel 218 i TEUF indgå internationale aftaler med tredjelande eller internationale organisationer, som giver mulighed for og tilrettelægger disses deltagelse i bestemte aktiviteter, der foretages af samarbejdsgruppen, CSIRT-netværket og EU-CyCLONe. Sådanne aftaler bør sikre Unionens interesser og tilstrækkelig databeskyttelse. Dette bør ikke udelukke medlemsstaternes ret til at samarbejde med tredjelande om håndtering af sårbarheder og styring af cybersikkerhedsrisici og lette rapportering og generel udveksling af oplysninger i overensstemmelse med EU-retten.

(74)

For at lette en effektiv gennemførelse af dette direktiv, herunder med hensyn til håndtering af sårbarheder, foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici, rapporteringsforpligtelser og ordninger for udveksling af cybersikkerhedsoplysninger, kan medlemsstaterne samarbejde med tredjelande og gennemføre aktiviteter, der anses for hensigtsmæssige til dette formål, herunder udveksling af oplysninger om cybertrusler, hændelser, sårbarheder, værktøjer og metoder, taktikker, teknikker og procedurer, beredskab og øvelser i forbindelse med styring af cybersikkerhedskriser, uddannelse, tillidsskabende tiltag og strukturerede ordninger til udveksling af oplysninger.

(75)

Der bør indføres peerevalueringer for at gøre det lettere at lære af fælles erfaringer, styrke gensidig tillid og opnå et højt fælles cybersikkerhedsniveau. Peerevalueringer kan føre til værdifuld indsigt og anbefalinger, der kan styrke de overordnede cybersikkerhedskapaciteter, skabe en ny funktionel kanal for udveksling af bedste praksis på tværs af medlemsstaterne og bidrage til at højne medlemsstaternes modenhedsniveauer for så vidt angår cybersikkerhed. Desuden bør peerevalueringer tage hensyn til resultaterne af lignende mekanismer, såsom CSIRT-netværkets peerevalueringssystem, og bør tilføre merværdi og undgå dobbeltarbejde. Gennemførelsen af peerevalueringer bør ikke berøre EU-retten eller national ret om beskyttelse af fortrolige eller klassificerede oplysninger.

(76)

Samarbejdsgruppen bør fastlægge en selvevalueringsmetode for medlemsstaterne med henblik på at dække faktorer såsom graden af gennemførelse af foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici og rapporteringsforpligtelser, kapacitetsniveauet og effektiviteten af udførelsen af de kompetente myndigheders opgaver, CSIRT'ernes operationelle kapacitet, graden af gennemførelse af gensidig bistand, graden af gennemførelse af ordningerne for udveksling af cybersikkerhedsoplysninger eller specifikke spørgsmål af grænseoverskridende eller tværsektoriel karakter. Medlemsstaterne bør tilskyndes til at foretage selvevalueringer regelmæssigt og til at fremlægge og drøfte resultaterne heraf i samarbejdsgruppen.

(77)

Ansvaret for at sikre sikkerheden i net- og informationssystemer ligger i vid udstrækning hos væsentlige og vigtige enheder. En risikostyringskultur, der indbefatter risikovurderinger og gennemførelse af foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici, som står i forhold til de foreliggende risici, bør fremmes og udvikles.

(78)

Foranstaltningerne til styring af cybersikkerhedsrisici bør tage hensyn til den væsentlige eller vigtige enheds grad af afhængighed af net- og informationssystemer og omfatte foranstaltninger til at identificere alle risici for hændelser, til at forebygge, opdage, reagere på og reetablere sig efter hændelser og til at afbøde deres indvirkning. Sikkerheden i net- og informationssystemer bør omfatte lagrede, overførte og behandlede datas sikkerhed. Foranstaltningerne til styring af cybersikkerhedsrisici bør omfatte en systemisk analyse, som tager højde for den menneskelige faktor, for at få et fuldstændigt billede af sikkerheden af net- og informationssystemet.

(79)

Da trusler mod sikkerheden i net- og informationssystemer kan have forskellig oprindelse, bør foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici bygge på en tilgang, der omfatter alle farer og sigter på at beskytte net- og informationssystemer og disse systemers fysiske miljø mod enhver begivenhed såsom tyveri, brand, oversvømmelse, telekommunikations- eller strømsvigt, eller uautoriseret fysisk adgang til, beskadigelse af eller indgreb i en væsentlig eller vigtig enheds informations- og informationsbehandlingsfaciliteter, som kan kompromittere tilgængeligheden, autenticiteten, integriteten eller fortroligheden af lagrede, overførte eller behandlede data eller de tjenester, der tilbydes af eller er tilgængelige via net- og informationssystemerne. Foranstaltningerne til styring af cybersikkerhedsrisici bør derfor også adressere den fysiske og miljømæssige sikkerhed i net- og informationssystemerne ved at inkludere foranstaltninger til beskyttelse af sådanne systemer mod systemsvigt, menneskelige fejl, ondsindede handlinger eller naturfænomener i overensstemmelse med europæiske og internationale standarder såsom dem, der indgår i ISO/IEC 27000-serien. Væsentlige og vigtige enheder bør med henblik herpå som led i deres foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici også adressere sikkerheden vedrørende menneskelige ressourcer og indføre passende adgangskontrolpolitikker. Disse foranstaltninger bør være forenelige med direktiv (EU) 2022/2557.

(80)

Med henblik på at påvise overensstemmelse med foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici og i mangel af passende europæiske cybersikkerhedscertificeringsordninger vedtaget i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/881 bør medlemsstaterne i samråd med samarbejdsgruppen og Den Europæiske Cybersikkerhedscertificeringsgruppe fremme væsentlige og vigtige enheders anvendelse af relevante europæiske og internationale standarder eller kan eventuelt kræve, at enhederne anvender certificerede IKT-produkter, -tjenester og -processer.

(81)

Med henblik på at undgå, at operatører af væsentlige og vigtige enheder pålægges en uforholdsmæssig stor økonomisk og administrativ byrde, bør foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici stå i et rimeligt forhold til den risiko, det pågældende net- og informationssystem er udsat for, under hensyntagen til sådanne foranstaltningers aktuelle teknologiske stade og i givet fald til relevante europæiske og internationale standarder samt omkostningerne ved deres gennemførelse.

(82)

Foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici bør stå i et passende forhold til graden af de væsentlige eller vigtige enheders risikoeksponering og til den samfundsmæssige og økonomiske indvirkning, som en hændelse ville have. Ved fastlæggelsen af foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici, der er tilpasset væsentlige og vigtige enheder, bør der tages behørigt hensyn til væsentlige og vigtige enheders forskellige risikoeksponering, herunder enhedens kritiske betydning, de risici, herunder samfundsmæssige risici, som den er eksponeret for, enhedens størrelse og sandsynligheden for hændelser og deres alvor, herunder deres samfundsmæssige og økonomiske indvirkning.

(83)

Væsentlige og vigtige enheder bør garantere sikkerheden af de net- og informationssystemer, som de anvender i forbindelse med deres aktiviteter. Disse systemer er primært private net- og informationssystemer, der forvaltes af de væsentlige og vigtige enheders interne IT-personale, eller hvis sikkerhed er blevet outsourcet. De foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici og rapporteringsforpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, bør finde anvendelse på de relevante væsentlige og vigtige enheder, uanset om disse enheder selv vedligeholder deres net- og informationssystemer eller outsourcer vedligeholdelsen deraf.

(84)

DNS-tjenesteudbydere, topdomænenavneadministratorer og udbydere af cloudcomputingtjenester, af datacentertjenester, af indholdsleveringsnetværk, af administrerede tjenester, af administrerede sikkerhedstjenester, af onlinemarkedspladser, af onlinesøgemaskiner, af platforme for sociale netværkstjenester og af tillidstjenester bør i betragtning af deres grænseoverskridende karakter være underlagt en høj grad af harmonisering på EU-plan. Gennemførelsen af foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici med hensyn til disse enheder bør derfor lettes ved hjælp af en gennemførelsesretsakt.

(85)

Håndtering af risici, der stammer fra en enheds forsyningskæde og dens forhold til sine leverandører såsom udbydere af datalagrings- og databehandlingstjenester eller udbydere af administrerede sikkerhedstjenester og softwareudgivere, er særlig vigtig i betragtning af udbredelsen af hændelser, hvor enheder har været udsat for cyberangreb, og hvor ondsindede gerningspersoner har været i stand til at kompromittere sikkerheden af en enheds net- og informationssystemer ved at udnytte sårbarheder, der påvirker tredjepartsprodukter og -tjenester. Væsentlige og vigtige enheder bør derfor vurdere og tage hensyn til den generelle kvalitet og modstandsdygtighed af produkter og tjenester, de heri integrerede foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici og deres leverandørers og tjenesteudbyderes cybersikkerhedspraksis, herunder deres sikre udviklingsprocedurer. Væsentlige og vigtige enheder bør navnlig tilskyndes til at indarbejde foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici i kontraktlige arrangementer med deres direkte leverandører og tjenesteudbydere. Disse enheder kunne overveje risici hidrørende fra leverandører og tjenesteudbydere i andre led.

(86)

Blandt tjenesteudbydere spiller udbydere af administrerede sikkerhedstjenester på områder såsom reaktion på hændelser, penetrationstest, sikkerhedsaudits og konsulentbistand en særlig vigtig rolle med hensyn til at bistå enheder i deres bestræbelser på at forebygge, opdage, reagere på eller reetablere sig efter hændelser. Udbydere af administrerede sikkerhedstjenester har imidlertid også selv været mål for cyberangreb og udgør på grund af deres høje grad af integration i enheders operationer en særlig risiko. Væsentlige og vigtige enheder bør derfor udvise forøget omhu ved udvælgelsen af en udbyder af administrerede sikkerhedstjenester.

(87)

De kompetente myndigheder kan i forbindelse med deres tilsynsopgaver også drage fordel af cybersikkerhedstjenester såsom sikkerhedsaudits, penetrationstest eller reaktion på hændelser.

(88)

Væsentlige og vigtige enheder bør også tage højde for risici hidrørende fra deres samspil og relationer med andre interessenter inden for et bredere økosystem, herunder i forbindelse med bekæmpelse af industrispionage og beskyttelse af forretningshemmeligheder. Navnlig bør disse enheder træffe passende foranstaltninger til at sikre, at deres samarbejde med akademiske institutioner og forskningsinstitutioner finder sted i overensstemmelse med deres cybersikkerhedspolitikker og følger god praksis med hensyn til sikker adgang til og formidling af oplysninger generelt og beskyttelse af intellektuel ejendom i særdeleshed. På samme måde bør væsentlige og vigtige enheder i betragtning af datas betydning og værdi for deres aktiviteter træffe alle passende foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici, når disse enheder benytter sig af datatransformations- og dataanalysetjenester fra tredjeparter.

(89)

Væsentlige og vigtige enheder bør indføre en bred vifte af grundlæggende cyberhygiejnepraksisser såsom »zero trust«-principper, softwareopdateringer, enhedskonfiguration, netværkssegmentering, identitets- og adgangsstyring eller brugerbevidsthed, arrangere kurser for deres personale og højne bevidstheden om cybertrusler, phishing og social engineering-teknikker. Disse enheder bør desuden evaluere deres egne cybersikkerhedskapaciteter og, hvor det er hensigtsmæssigt, stræbe efter at integrere cybersikkerhedsforstærkende teknologier, såsom systemer baseret på kunstig intelligens eller maskinlæring, for at forstærke deres kapaciteter og sikkerheden i net- og informationssystemerne.

(90)

For yderligere at håndtere centrale risici i forsyningskæden og bistå væsentlige og vigtige enheder, der opererer i sektorer, som er omfattet af dette direktiv, med at håndtere forsyningskæde- og leverandørrelaterede risici på en hensigtsmæssig måde, bør samarbejdsgruppen, i samarbejde med Kommissionen og ENISA og, hvor det er hensigtsmæssigt, efter høring af relevante interessenter, herunder fra industrien, foretage koordinerede sikkerhedsrisikovurderinger af kritiske forsyningskæder som dem, der er foretaget for 5G-net efter Kommissionens henstilling (EU) 2019/534 , med henblik på inden for hver enkelt sektor at identificere de kritiske IKT-tjenester, -systemer eller -produkter, relevante trusler og sårbarheder Sådanne koordinerede sikkerhedsrisikovurderinger bør identificere foranstaltninger, afbødningsplaner og bedste praksisser for modvirkning af kritiske afhængigheder, potentielle enkelte fejlpunkter, trusler, sårbarheder og andre risici knyttet til forsyningskæden og bør undersøge, hvordan væsentlige og vigtige enheder yderligere kan tilskyndes til at indføre disse. Potentielle ikketekniske risikofaktorer såsom et tredjelands utilbørlige påvirkning af leverandører og tjenesteudbydere, navnlig i forbindelse med alternative styringsmodeller, omfatter skjulte sårbarheder eller bagdøre og potentielle systemiske forsyningsforstyrrelser, navnlig i tilfælde af teknologisk fastlåsning eller udbyderafhængighed.

(91)

Ved koordinerede sikkerhedsrisikovurderinger af kritiske forsyningskæder bør der i lyset af kendetegnene ved den pågældende sektor tages hensyn til både tekniske og, hvor det er relevant, ikketekniske faktorer, herunder dem, der er defineret i henstilling (EU) 2019/534, i den EU- koordinerede risikovurdering af cybersikkerheden af 5G-net og i EU-værktøjskassen til 5G-cybersikkerhed, som samarbejdsgruppen er nået til enighed om. For at identificere de forsyningskæder, der bør gøres til genstand for en koordineret sikkerhedsrisikovurdering, bør følgende kriterier tages i betragtning: i) i hvilket omfang væsentlige og vigtige enheder anvender og er afhængige af specifikke kritiske IKT-tjenester, -systemer eller -produkter, ii) relevansen af specifikke kritiske IKT-tjenester, -systemer eller -produkter til udførelse af kritiske eller følsomme funktioner, herunder behandling af personoplysninger, iii) tilgængeligheden af alternative IKT-tjenester, -systemer eller -produkter, iv) modstandsdygtigheden af den samlede forsyningskæde for IKT-tjenester, -systemer eller -produkter i hele deres livscyklus over for forstyrrelser og v) for nye IKT-tjenester, -systemer eller -produkter, deres potentielle fremtidige betydning for enhedernes aktiviteter. Endvidere bør der lægges særlig vægt på IKT-tjenester, -systemer eller -produkter, der er underlagt specifikke krav hidrørende fra tredjelande.

(92)

For at strømline de forpligtelser, der pålægges udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester og tillidstjenesteudbydere med hensyn til sikkerheden af deres net- og informationssystemer, og for at gøre det muligt for de pågældende enheder og de kompetente myndigheder, i henhold til henholdsvis Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 og forordning (EU) nr. 910/2014, at drage fordel af de retlige rammer, der er fastsat i dette direktiv, herunder udpegelsen af en CSIRT med ansvar for håndteringen af hændelser, deltagelsen af de berørte kompetente myndigheder i samarbejdsgruppens aktiviteter og CSIRT-netværket, bør de pågældende enheder være omfattet af dette direktivs anvendelsesområde. De tilsvarende bestemmelser i forordning (EU) nr. 910/2014 og direktiv (EU) 2018/1972 vedrørende indførelse af sikkerhedskrav og underretningspligt for disse typer enheder bør derfor udgå. Reglerne om rapporteringsforpligtelser, der er fastsat i nærværende direktiv, bør ikke berøre forordning (EU) 2016/679 og direktiv 2002/58/EF.

(93)

Cybersikkerhedsforpligtelserne, der er fastsat i dette direktiv, bør betragtes som et supplement til de krav, der pålægges tillidstjenesteudbydere i henhold til forordning (EU) nr. 910/2014. Tillidstjenesteudbydere bør være forpligtet til at træffe alle passende og forholdsmæssige foranstaltninger for at styre de risici, der er forbundet med deres tjenester, herunder i forhold til kunder og tilknyttede tredjeparter, og til at rapportere hændelser i henhold til dette direktiv. Sådanne cybersikkerheds- og rapporteringsforpligtelser bør også vedrøre den fysiske beskyttelse af de udbudte tjenester. Kravene til kvalificerede tillidstjenesteudbydere i artikel 24 i forordning (EU) nr. 910/2014 finder fortsat anvendelse.

(94)

Medlemsstaterne kan tildele rollen som de kompetente myndigheder for tillidstjenester til de i forordning (EU) nr. 910/2014 omhandlede tilsynsorganer for at sikre videreførelsen af den nuværende praksis og bygge videre på den viden og erfaring, der er opnået i forbindelse med anvendelsen af nævnte forordning. I sådanne tilfælde bør de kompetente myndigheder i henhold til dette direktiv arbejde tæt sammen med disse tilsynsorganer ved rettidigt at udveksle relevante oplysninger for at sikre effektivt tilsyn med tillidstjenesteudbyderne og sikre deres overholdelse af kravene i dette direktiv og i forordning (EU) nr. 910/2014. I givet fald bør CSIRT'en eller den kompetente myndighed i henhold til dette direktiv straks informere tilsynsorganet i henhold til forordning (EU) nr. 910/2014 om enhver underretning om en væsentlig cybertrussel eller hændelse, der berører tillidstjenester samt om ethvert tilfælde af en tillidstjenesteudbyders overtrædelser af dette direktiv. Medlemsstaterne kan i rapporteringsøjemed i givet fald anvende det enkelte indgangspunkt, der er oprettet for at opnå en fælles og automatisk rapportering af hændelser til både tilsynsorganet i henhold til forordning (EU) nr. 910/2014 og CSIRT eller den kompetente myndighed i henhold til dette direktiv.

(95)

Hvor det er hensigtsmæssigt og for at undgå unødige forstyrrelser, bør eksisterende nationale retningslinjer der er vedtaget med henblik på gennemførelse af reglerne vedrørende sikkerhedsforanstaltninger i artikel 40 og 41 i direktiv (EU) 2018/1972, tages i betragtning ved gennemførelsen af nærværende direktiv, så der kan bygges videre på den viden og de færdigheder, der allerede er erhvervet i forbindelse med direktiv (EU) 2018/1972 med hensyn til sikkerhedsforanstaltninger og hændelsesunderretninger. ENISA kan også udvikle vejledning om sikkerhedskrav og om rapporteringsforpligtelser for udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester for at lette harmonisering og omstilling og minimere forstyrrelser. Medlemsstaterne kan tildele de nationale tilsynsmyndigheder rollen som de kompetente myndigheder for elektronisk kommunikation i henhold til direktiv (EU) 2018/1972 for at sikre videreførelsen af den nuværende praksis og bygge videre på den viden og erfaring, der er opnået som et resultat af gennemførelsen af nævnte direktiv.

(96)

I betragtning af den stigende betydning af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester som defineret i direktiv (EU) 2018/1972 er det nødvendigt at sikre, at sådanne tjenester også er omfattet af passende sikkerhedskrav i lyset af deres særlige karakter og økonomiske betydning. Eftersom angrebsfladen bliver stadig større, bliver nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester såsom meddelelsestjenester stadig mere udbredte angrebsvektorer. Ondsindede gerningspersoner anvender platforme til at kommunikere med og lokke ofre til at gå ind på kompromitterede websider, hvilket øger sandsynligheden for hændelser, der involverer udnyttelse af personoplysninger og, som følge deraf, sikkerheden i net- og informationssystemer. Udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester bør sikre et sikkerhedsniveau i net- og informationssystemer, der står i forhold til risiciene. Da udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester normalt ikke udøver egentlig kontrol over transmissionen af signaler via net, kan risikoniveauet for sådanne tjenester i visse henseender anses for at være lavere end for traditionelle elektroniske kommunikationstjenester. Det samme gælder interpersonelle kommunikationstjenester, som defineret i direktiv (EU) 2018/1972, der anvender numre, og som ikke udøver faktisk kontrol over signaltransmission.

(97)

Det indre marked er mere end nogensinde afhængigt af internettets funktionsdygtighed. Næsten alle væsentlige og vigtige enheders tjenester er afhængige af tjenester, der leveres over internettet. For at sikre en problemfri levering af tjenester, der udbydes af væsentlige og vigtige enheder, er det vigtigt, at alle udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet har indført passende foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici og rapporterer om væsentlige hændelser i forbindelse hermed. Medlemsstaterne bør sørge for, at sikkerheden af de offentlige elektroniske kommunikationsnet opretholdes, og at deres vitale sikkerhedsinteresser beskyttes mod sabotage og spionage. Eftersom international konnektivitet styrker og fremskynder den konkurrencedygtige digitalisering af Unionen og dens økonomi, bør hændelser, der påvirker undersøiske kommunikationskabler, rapporteres til CSIRT eller i givet fald til den kompetente myndighed. Den nationale cybersikkerhedsstrategi bør, hvor det er relevant, tage hensyn til undersøiske kommunikationskablers cybersikkerhed og omfatte en kortlægning af potentielle cybersikkerhedsrisici og afbødende foranstaltninger for at sikre dem det højeste beskyttelsesniveau.

(98)

For at beskytte sikkerheden af offentlige elektroniske kommunikationsnet og offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester bør brugen af krypteringsteknologier, navnlig end-to-end-kryptering samt datacentrerede sikkerhedskoncepter såsom kartografi, segmentering, tagging, adgangspolitik og adgangsstyring samt automatiserede adgangsbeslutninger fremmes. Om nødvendigt bør anvendelsen af kryptering, navnlig end-to-end-kryptering, være obligatorisk for udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester i overensstemmelse med principperne om sikkerhed og privatlivsbeskyttelse gennem standardindstillinger og gennem design med henblik på dette direktiv. Brugen af end-to-end-kryptering bør forliges med medlemsstaternes beføjelser til at sikre beskyttelsen af deres væsentlige sikkerhedsinteresser og offentlig sikkerhed og til at tillade forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af strafbare handlinger i overensstemmelse med EU-retten. Dette bør dog ikke svække end-to-end-kryptering, som er en teknologi af kritisk betydning for den effektive data- og privatlivsbeskyttelse og for kommunikationssikkerheden.

(99)

For at beskytte sikkerheden af og forhindre misbrug af og manipulation med offentlige elektroniske kommunikationsnet og offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester bør brugen af sikre routingstandarder fremmes for at sikre integriteten og robustheden af routingfunktionerne i hele økosystemet af udbydere af internetadgangstjenester.

(100)

For at beskytte internettets funktionalitet og integritet og fremme DNS'ens sikkerhed og modstandsdygtighed bør relevante interessenter, herunder enheder i Unionens private sektor, udbydere af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester, navnlig udbydere af internetadgangstjenester, og udbydere af onlinesøgemaskiner tilskyndes til at vedtage en diversificeringsstrategi for DNS-oversættelse. Endvidere bør medlemsstaterne tilskynde til udvikling og brug af en offentlig og sikker europæisk DNS-oversættelsestjeneste.

(101)

I dette direktiv fastlægges en flertrinstilgang for underretning om væsentlige hændelser med henblik på at finde den rette balance mellem på den ene side hurtig underretning, der bidrager til at afbøde den potentielle spredning af væsentlige hændelser og giver væsentlige og vigtige enheder mulighed for at søge assistance, og på den anden side dybdegående underretning, der gør det muligt at høste værdifulde erfaringer af individuelle hændelser og over tid forbedre individuelle virksomheders og hele sektorers cyberrobusthed. Direktivet bør i den henseende omfatte underretning om hændelser, som ud fra en indledende vurdering foretaget af den berørte enhed kunne forårsage alvorlige driftsmæssige forstyrrelser af tjenesterne eller økonomiske tab for denne enhed eller forvolde betydelig materiel eller immateriel skade for andre fysiske eller juridiske personer. En sådan indledende vurdering bør bl.a. tage i betragtning de berørte net- og informationssystemer, navnlig deres betydning for leveringen af enhedens tjenester, alvoren og de tekniske karakteristika af en cybertrussel, eventuelle underliggende sårbarheder, der udnyttes, samt enhedens erfaring med tilsvarende hændelser. Indikatorer såsom graden af påvirkning af tjenestens funktionsdygtighed, varigheden af en hændelse eller antallet af berørte tjenestemodtagere vil kunne spille en vigtig rolle med hensyn til at fastslå, om den driftsmæssige forstyrrelse af tjenesten er alvorlig.

(102)

Hvor væsentlige og vigtige enheder bliver opmærksomme på en væsentlig hændelse, bør de være forpligtet til at indgive en tidlig varsling uden unødigt ophold og under alle omstændigheder inden for 24 timer. Denne tidlige varsling bør efterfølges af en hændelsesunderretning. De pågældende enheder bør indgive en hændelsesunderretning uden unødigt ophold og under alle omstændigheder inden for 72 timer efter, at have fået kendskab til den væsentlige hændelse, navnlig med henblik på at ajourføre de oplysninger, der blev indgivet ved den tidlige varsling, og give en indledende vurdering af den væsentlige hændelse, herunder dens alvor og indvirkning, samt kompromitteringsindikatorer, hvor sådanne foreligger. En endelig rapport bør indgives senest en måned efter hændelsesunderretningen. Den tidlige varsling bør kun indeholde de oplysninger, der er nødvendige for at gøre CSIRT'en eller i givet fald den kompetente myndighed opmærksom på den væsentlige hændelse og give den pågældende enhed mulighed for om nødvendigt at søge assistance. En sådan tidlige varsling bør, hvis det er relevant, angive, om den væsentlige hændelse mistænkes for at være forårsaget af ulovlige eller ondsindede handlinger, og om den sandsynligvis vil have grænseoverskridende virkninger. Medlemsstaterne bør sikre, at forpligtelsen til at indgive den tidlige varsling eller den efterfølgende hændelsesunderretning ikke medfører, at den underrettende enhed bruger færre ressourcer på aktiviteter vedrørende håndtering af hændelser, idet disse bør prioriteres, så det forhindres, at forpligtelser vedrørende hændelsesrapportering enten omdirigerer ressourcer fra håndtering af væsentlige hændelser eller på anden måde kompromitterer enhedens indsats i denne henseende. I tilfælde af, at en hændelse pågår på tidspunktet for indgivelsen af den endelige rapport, bør medlemsstaterne sikre, at berørte enheder forelægger en statusrapport på det pågældende tidspunkt og en endelig rapport senest en måned efter deres håndtering af den væsentlige hændelse.

(103)

De væsentlige og vigtige enheder bør i givet fald og uden unødigt ophold underrette deres tjenestemodtagere om enhver foranstaltning eller modforholdsregel, de kan træffe for at afbøde risici fra en væsentlig cybertrussel. Disse enheder bør, hvor det er hensigtsmæssigt, og navnlig hvor den væsentlige cybertrussel sandsynligvis vil materialisere sig, også informere deres tjenestemodtagere om selve truslen. Kravet om at informere modtagerne om væsentlige cybertrusler bør opfyldes efter bedste evne, men bør ikke fritage disse enheder for forpligtelsen til for egen regning at træffe passende og øjeblikkelige foranstaltninger til at forebygge eller afhjælpe enhver trussel af denne art og genoprette tjenestens normale sikkerhedsniveau. Sådanne oplysninger om væsentlige cybertrusler bør stilles gratis til rådighed for modtagerne i et let forståeligt sprog.

(104)

Udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester bør indføre sikkerhed gennem design og gennem standardindstillinger samt informere deres tjenestemodtagere om væsentlige cybertrusler og om de foranstaltninger, de kan træffe for at beskytte deres enheder og kommunikation, f.eks. ved at anvende bestemte typer software eller krypteringsteknologier.

(105)

En proaktiv tilgang til cybertrusler er et afgørende element i styring af cybersikkerhedsrisici, som bør sætte de kompetente myndigheder i stand til effektivt at forhindre cybertrusler i at blive til hændelser, der kan forårsage betydelige materiel eller immateriel skade. Med henblik herpå er underretning om cybertrusler af afgørende betydning. Enhederne opfordres med dette for øje til på frivillig basis at rapportere cybertrusler.

(106)

For at forenkle rapporteringen af de oplysninger, der kræves i henhold til dette direktiv, og for at mindske den administrative byrde for enhederne bør medlemsstaterne stille tekniske midler til rådighed såsom et enkelt indgangspunkt, automatiserede systemer, onlineformularer, brugervenlige grænseflader, skabeloner og dedikerede platforme, som enheder, uanset om de falder ind under dette direktivs anvendelsesområde, til indgivelsen af de relevante oplysninger, der skal rapporteres. Unionens støtte til gennemførelsen af dette direktiv, navnlig inden for programmet for et digitalt Europa, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/694 , vil kunne omfatte støtte til enkelte indgangspunkter. Endvidere befinder enheder sig ofte i en situation, hvor en bestemt hændelse på grund af dens karakteristika skal rapporteres til forskellige myndigheder som følge af underretningspligten i forskellige retsakter. Sådanne tilfælde medfører ekstra administrative byrder og kunne også føre til usikkerhed med hensyn til formatet af og procedurerne for sådanne underretninger. Hvor der er oprettet et enkelt indgangspunkt, opfordres medlemsstaterne til også at anvende dette til underretninger om sikkerhedshændelser, der kræves i henhold til anden EU-ret, såsom forordning (EU) 2016/679 og direktiv 2002/58/EF. Anvendelsen af et sådant enkelt indgangspunkt til rapportering af sikkerhedshændelser i henhold til forordning (EU) 2016/679 og direktiv 2002/58/EF bør ikke berøre anvendelsen af bestemmelserne i forordning (EU) 2016/679 og direktiv 2002/58/EF, navnlig bestemmelserne vedrørende uafhængigheden af de deri omhandlede myndigheder. ENISA bør i samarbejde med samarbejdsgruppen udvikle fælles underretningsmodeller ved hjælp af retningslinjer, der kan forenkle og strømline de oplysninger, der skal rapporteres, i henhold til EU-retten, og mindske den administrative byrde for de underrettende enheder.

(107)

Hvor der er mistanke om, at en hændelse har forbindelse til alvorlige kriminelle aktiviteter i henhold til EU-retten eller national ret, bør medlemsstaterne opfordre væsentlige og vigtige enheder til på grundlag af gældende strafferetsplejeregler i overensstemmelse med EU-retten at rapportere hændelser af formodet alvorlig kriminel karakter til de relevante retshåndhævende myndigheder. Hvor det er relevant, og uden at det berører de regler om beskyttelse af personoplysninger, der gælder for Europol, er det ønskeligt, at Det Europæiske Center for Bekæmpelse af Cyberkriminalitet (EC3) og ENISA letter koordineringen mellem de kompetente myndigheder og de retshåndhævende myndigheder i forskellige medlemsstater.

(108)

Personoplysninger bliver i mange tilfælde kompromitteret som følge af hændelser. I den forbindelse bør de kompetente myndigheder samarbejde og udveksle oplysninger om alle relevante spørgsmål med de myndigheder, der er omhandlet i forordning (EU) 2016/679 og direktiv 2002/58/EF.

(109)

Det er afgørende at opretholde nøjagtige og fuldstændige databaser over domænenavnsregistreringsdata (»WHOIS-data«) og give lovlig adgang til sådanne data for at sikre DNS'ens sikkerhed, stabilitet og modstandsdygtighed, hvilket igen bidrager til et højt fælles cybersikkerhedsniveau i hele Unionen. Med henblik herpå bør topdomænenavneadministratorer og enheder, der leverer domænenavnsregistreringstjenester, være forpligtet til at behandle visse data, der er nødvendige for at opfylde dette formål. Denne behandling bør udgøre en retlig forpligtelse i den i artikel 6, stk. 1, litra c), i forordning (EU) 2016/679 anvendte betydning. Denne forpligtelse berører ikke muligheden for at indsamle domænenavnsregistreringsdata til andre formål, f.eks. på grundlag af kontraktlige arrangementer eller retlige krav, der er fastsat i anden EU-ret eller national ret. Denne forpligtelse har til formål at opnå et fuldstændigt og nøjagtigt sæt af registreringsdata og bør ikke medføre, at de samme data indsamles flere gange. Topdomænenavneadministratorerne og de enheder, der leverer domænenavnsregistreringstjenester, bør samarbejde med hinanden for at undgå dobbeltarbejde.

(110)

Tilgængeligheden af og den rettidige adgang til domænenavnsregistreringsdata for legitime adgangssøgende er afgørende for at forebygge og bekæmpe DNS-misbrug samt for at forebygge, og opdage og reagere på, hændelser. Ved legitime adgangssøgende forstås enhver fysisk eller juridisk person, der fremsætter en anmodning i henhold til EU-retten eller national ret. De kan omfatte myndigheder, som er kompetente i henhold til dette direktiv, og myndigheder, som i henhold til EU-retten eller national ret er kompetente til at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger, samt CERT'er eller CSIRT'er. Topdomæneadministratorer og enheder, der leverer domænenavnsregistreringstjenester, bør være forpligtet til at give lovlig adgang til specifikke domænenavnsregistreringsdata, som er nødvendige for anmodningen om adgang, for legitime adgangssøgende i overensstemmelse med EU-retten og national ret. Anmodningen fra legitime adgangssøgende bør ledsages af en begrundelse, der gør det muligt at vurdere nødvendigheden af adgang til dataene.

(111)

For at sikre, at nøjagtige og fuldstændige domænenavnsregistreringsdata er til rådighed, bør topdomænenavneadministratorer og enheder, der leverer domænenavnsregistreringstjenester, indsamle og garantere integriteten og tilgængeligheden af domænenavnsregistreringsdata. Topdomænenavneadministratorer og enheder, der leverer domænenavnsregistreringstjenester, bør navnlig fastlægge politikker og procedurer for indsamling og vedligeholdelse af nøjagtige og fuldstændige domænenavnsregistreringsdata samt for forebyggelse og rettelse af unøjagtige registreringsdata, i overensstemmelse med EU-databeskyttelsesretten. Disse politikker og procedurer bør så vidt muligt tage hensyn til de standarder, der er udviklet af multiinteressentstyringsstrukturerne på internationalt plan. Topdomænenavneadministratorerne og de enheder, der leverer domænenavnsregistreringstjenester, bør fastlægge og indføre forholdsmæssige procedurer til verifikation af domænenavnsregistreringsdata. Disse procedurer bør afspejle den bedste praksis, der anvendes i industrien, og så vidt muligt de fremskridt, der er gjort inden for elektronisk identifikation. Verifikationsprocedurerne kan eksempelvis bestå i forudgående kontrol, der foretages på tidspunktet for registreringen, og efterfølgende kontrol, der foretages efter registreringen. Topdomænenavneadministratorerne og de enheder, der leverer domænenavnsregistreringstjenester, bør navnlig verificere mindst én kontaktmåde for registranten.

(112)

Topdomænenavneadministratorer og enheder, der leverer domænenavnsregistreringstjenester, bør i overensstemmelse med præamblen til forordning (EU) 2016/679 forpligtes til at offentliggøre oplysninger om registrering af domænenavne, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for EU-databeskyttelsesretten, såsom data, der vedrører juridiske personer. For så vidt angår juridiske personer bør topdomænenavneadministratorerne og de enheder, der leverer domænenavnsregistreringstjenester, mindst offentliggøre registrantens navn og kontakttelefonnummer. Kontaktmailadressen bør også offentliggøres, forudsat at den ikke indeholder personoplysninger, såsom ved brug af e-mail-aliasser or funktionsmailadresser. Topdomænenavneadministratorer og enheder, der leverer domænenavnsregistreringstjenester, bør også give legitime adgangssøgende lovlig adgang til specifikke domænenavnsregistreringsdata om fysiske personer i overensstemmelse med EU-databeskyttelsesretten. Medlemsstaterne bør pålægger topdomænenavneadministratorer og enheder, der leverer domænenavnsregistreringstjenester, uden unødigt ophold at besvare anmodninger om udlevering af domænenavnsregistreringsdata fra legitime adgangssøgende. Topdomænenavneadministratorer og enheder, der leverer domænenavnsregistreringstjenester, bør fastlægge politikker og procedurer for offentliggørelse og udlevering af registreringsdata, herunder serviceleveranceaftaler til behandling af anmodninger om adgang fra legitime adgangssøgende. Disse politikker og procedurer bør så vidt muligt tage hensyn til eventuel vejledning og til de standarder, der er udviklet af multiinteressentstyringsstrukturerne på internationalt plan. Adgangsproceduren vil også kunne omfatte brug af en grænseflade, en portal eller et andet teknisk værktøj til at tilvejebringe et effektivt system til anmodning om og adgang til registreringsdata. Med henblik på at fremme en harmoniseret praksis i hele det indre marked kan Kommissionen, uden at det berører Det Europæiske Databeskyttelsesråds beføjelser, fastlægge retningslinjer for sådanne procedurer, som så vidt muligt tager hensyn til de standarder, der er udviklet af multiinteressentstyringsstrukturerne på internationalt plan. Medlemsstaterne bør sikre, at alle former for adgang til personlige og ikkepersonlige domænenavnsregistreringsdata er gratis.

(113)

Enheder, der er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, bør anses for at henhøre under jurisdiktionen i den medlemsstat, hvor de er etableret. Dog bør udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester anses for at henhøre under jurisdiktionen i den medlemsstat, hvor de leverer deres tjenester. DNS-tjenesteudbydere, topdomænenavneadministratorer, enheder, der leverer domænenavnsregistreringstjenester til topdomæner, og udbydere af cloudcomputingtjenester, af datacentertjenester, af indholdsleveringsnetværk, af administrerede tjenester, af administrerede sikkerhedstjenester, af onlinemarkedspladser, af onlinesøgemaskiner og af platforme for sociale netværkstjenester bør anses for at henhøre under jurisdiktionen i den medlemsstat, hvor de har deres hovedforretningssted i Unionen. Offentlige forvaltningsenheder bør henhøre under jurisdiktionen i den medlemsstat, der har oprettet dem. Hvis enheden leverer tjenester eller er etableret i mere end én medlemsstat, bør den henhøre under hver af disse medlemsstaters særskilte og parallelle jurisdiktion. De kompetente myndigheder i disse medlemsstater bør samarbejde, yde hinanden gensidig bistand og, hvor det er hensigtsmæssigt, gennemføre fælles tilsynstiltag. Hvor medlemsstaterne udøver deres jurisdiktion, bør de ikke pålægge håndhævelsesforanstaltninger eller sanktioner mere end én gang for den samme adfærd i overensstemmelse med princippet ne bis in idem.

(114)

For at tage hensyn til den grænseoverskridende karakter af de tjenester og operationer, der henholdsvis leveres og udføres af DNS-tjenesteudbydere, topdomænenavneadministratorer, enheder, der leverer domænenavnsregistreringstjenester, og udbydere af cloudcomputingtjenester, af datacentertjenester, af indholdsleveringsnetværk, af administrerede tjenester, af administrerede sikkerhedstjenester, af onlinemarkedspladser, af onlinesøgemaskiner og af platforme for sociale netværkstjenester, bør kun én medlemsstat have jurisdiktion over disse enheder. Jurisdiktionen bør tillægges den medlemsstat, hvor den pågældende enhed har sit hovedforretningssted i Unionen. For så vidt angår dette direktiv indebærer forretningsstedskriteriet i dette direktiv en faktisk udøvelse af virksomhed gennem faste ordninger. De pågældende ordningers juridiske form — hvorvidt der er tale om en filial eller et datterselskab med status som juridisk person — er ikke den afgørende faktor i denne forbindelse. Opfyldelsen af det nævnte kriterium bør ikke afhænge af, om net- og informationssystemerne fysisk befinder sig på et givent sted; tilstedeværelsen og anvendelsen af sådanne systemer udgør ikke i sig selv et sådant hovedforretningssted og er derfor ikke afgørende for fastlæggelsen af samme. Hovedforretningsstedet bør anses som værende i den medlemsstat, hvor beslutningerne vedrørende foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici overvejende træffes i Unionen. Det vil typisk være det sted, hvor enhedernes centrale administration i Unionen er placeret. Hvis en sådan medlemsstat ikke kan fastslås, eller hvis sådanne beslutninger ikke træffes i Unionen, bør hovedforretningsstedet anses for at være i den medlemsstat, hvor der udføres cybersikkerhedsoperationer. Hvis en sådan medlemsstat ikke kan fastslås, bør hovedforretningsstedet anses for at være i den medlemsstat, hvor enhedens forretningssted med det største antal ansatte i Unionen er beliggende. Hvor tjenesterne udføres af en gruppe af virksomheder, bør den kontrollerende virksomheds hovedforretningssted anses for at være hele gruppens hovedforretningssted.

(115)

Hvor en offentligt tilgængelig rekursiv DNS-tjeneste udbydes af en udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester kun som en del af dennes internetadgangstjeneste, bør enheden anses for at henhøre under jurisdiktionen i alle de medlemsstater, hvor dens tjenester udbydes.

(116)

Hvor en DNS-tjenesteudbyder, en topdomænenavneadministrator, en enhed, der leverer domænenavnsregistreringstjenester eller en udbyder af cloudcomputingtjenester, af datacentertjenester, af indholdsleveringsnetværk, af administrerede tjenester, af administrerede sikkerhedstjenester, af onlinemarkedspladser, af onlinesøgemaskiner eller af platforme for sociale netværkstjenester, som ikke er etableret i Unionen, udbyder tjenester i Unionen, bør denne udpege en repræsentant i Unionen. Med henblik på at afgøre, om en sådan enhed udbyder tjenester i Unionen, bør det fastslås, om enheden har til hensigt at udbyde tjenester til personer i en eller flere medlemsstater. Det blotte faktum, at der i Unionen er adgang til enhedens eller en formidlers websted eller til en e-mailadresse og andre kontaktoplysninger, eller at der benyttes et sprog, som almindeligvis benyttes i det tredjeland, hvor enheden er etableret, bør anses for utilstrækkeligt til at fastslå en sådan hensigt. Imidlertid vil faktorer såsom anvendelse af et sprog eller en valuta, der almindeligvis anvendes i en eller flere medlemsstater, muligheden for at bestille tjenester på det pågældende sprog eller omtale af kunder eller brugere, der befinder sig i Unionen, kunne gøre det åbenbart, at enheden har til hensigt at udbyde tjenester i Unionen. Repræsentanten bør handle på vegne af enheden, og det bør være muligt for de kompetente myndigheder eller CSIRT'er at kontakte repræsentanten. Repræsentanten bør have et udtrykkeligt skriftligt mandat fra enheden til at handle på sidstnævntes vegne for så vidt angår sidstnævntes forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, herunder rapportering af hændelser.

(117)

For at sikre et klart overblik over DNS-tjenesteudbydere, topdomænenavneadministratorer, enheder, der leverer domænenavnsregistreringstjenester, og udbydere af cloudcomputingtjenester, af datacentertjenester, af indholdsleveringsnetværk, af administrerede tjenester, af administrerede sikkerhedstjenester, af onlinemarkedspladser, af onlinesøgemaskiner og af platforme for sociale netværkstjenester, der leverer tjenester i hele Unionen, som er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, bør ENISA oprette og føre et register over sådanne enheder på grundlag af de oplysninger, som medlemsstaterne modtager, i givet fald gennem nationale mekanismer oprettet for, at enheder kan registrere dem selv. De centrale kontaktpunkter bør sende ENISA oplysningerne og eventuelle ændringer heraf. Med henblik på at sikre, at de oplysninger, som skal optages i dette register, er nøjagtige og fuldstændige, kan medlemsstaterne tilsende ENISA de oplysninger, der findes om de pågældende enheder i nationale registre. ENISA og medlemsstaterne bør træffe foranstaltninger til at fremme interoperabiliteten mellem sådanne registre, samtidig med at beskyttelsen af fortrolige eller klassificerede oplysninger sikres. ENISA bør fastsætte passende protokoller for klassificering og forvaltning af oplysninger for at sikre, at de udleverede oplysningers sikkerhed og fortrolighed bevares, og at adgangen til, lagringen af og overførsel af sådanne oplysninger begrænses til de tiltænkte brugere.

(118)

Hvor oplysninger, der er klassificeret i overensstemmelse med EU-retten eller national ret udveksles, rapporteres eller på anden måde deles i henhold til dette direktiv, bør de tilsvarende regler for håndtering af klassificerede oplysninger finde anvendelse. Endvidere bør ENISA have infrastruktur, procedurer og regler på plads til at håndtere følsomme og klassificerede oplysninger i overensstemmelse med de gældende regler for sikkerhedsbeskyttelse af EU's klassificerede informationer.

(119)

I takt med at cybertrusler bliver mere komplekse og sofistikerede, er evnen til at opdage sådanne trusler og træffe effektive forebyggelsesforanstaltninger mod dem i høj grad afhængig af regelmæssig udveksling af trussels- og sårbarhedsefterretninger mellem enheder. Udveksling af oplysninger bidrager til øget bevidsthed om cybertrusler, hvilket igen styrker enhedernes evne til at forhindre trusler i at blive til hændelser og sætter dem i stand til bedre at inddæmme virkningerne af hændelser og reetablere sig mere effektivt. I mangel af vejledning på EU-plan synes flere faktorer at have hæmmet en sådan udveksling af efterretninger, navnlig usikkerhed om foreneligheden med konkurrence- og ansvarsregler.

(120)

Enhederne bør tilskyndes til, med bistand fra medlemsstaterne, i fællesskab at udnytte deres individuelle viden og praktiske erfaring på strategisk, taktisk og operationelt plan med henblik på at styrke deres kapacitet til i tilstrækkeligt omfang at forebygge, opdage, reagere på eller reetablere sig efter hændelser eller afbøde deres virkninger. Det er derfor nødvendigt at gøre det muligt på EU-plan at etablere frivillige ordninger for udveksling af cybersikkerhedsoplysninger. Med henblik herpå bør medlemsstaterne aktivt bistå og tilskynde enheder, såsom dem der leverer cybersikkerhedstjenester og -forskning, samt relevante enheder, der ikke er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde til at deltage i sådanne ordninger for udveksling af cybersikkerhedsoplysninger. Disse ordninger bør etableres i overensstemmelse med EU-konkurrencereglerne og EU-databeskyttelsesretten.

(121)

Væsentlige og vigtige enheders behandling af personoplysninger vil i det omfang, det er nødvendigt og står i et rimeligt forhold til målet om at sikre sikkerheden i net- og informationssystemer, kunne anses for at være lovlig, når en sådan behandling overholder en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige, i overensstemmelse med betingelserne i artikel 6, stk. 1, litra c), og artikel 6, stk. 3, i forordning (EU) 2016/679. Behandling af personoplysninger vil også kunne være nødvendig for, at væsentlige og vigtige enheder samt udbydere af sikkerhedsteknologier og -tjenester, der handler på de nævnte enheders vegne, kan forfølge legitime interesser i henhold til artikel 6, stk. 1, litra f), i forordning (EU) 2016/679, herunder når en sådan behandling er nødvendig for ordninger for udveksling af cybersikkerhedsoplysninger eller frivillig underretning om relevante oplysninger i overensstemmelse med dette direktiv. Foranstaltninger vedrørende forebyggelse, opdagelse, identifikation, inddæmning, analyse og reaktion på hændelser, foranstaltninger til at øge bevidstheden vedrørende specifikke cybertrusler, udveksling af oplysninger i forbindelse med afhjælpning af sårbarheder og koordineret offentliggørelse af sårbarheder, frivillig udveksling af oplysninger om disse hændelser samt cybertrusler og sårbarheder, kompromitteringsindikatorer, taktikker, teknikker og procedurer, cybersikkerhedsadvarsler og konfigurationsværktøjer vil kunne kræve behandling af visse kategorier af personoplysninger såsom IP-adresser, uniform resources locators (URL'er), domænenavne, e-mailadresser og, hvor disse afslører personlige oplysninger, tidsstempler. De kompetente myndigheders, de centrale kontaktpunkters og CSIRT'ernes behandling af personoplysninger vil kunne udgøre en retlig forpligtelse eller anses for at være nødvendig for udførelsen af en opgave i samfundets interesse eller henhørende under offentlig myndighedsudøvelse, som den ansvarlige har fået pålagt, i henhold til artikel 6, stk. 1, litra c) eller e), og artikel 6, stk. 3, i forordning (EU) 2016/679, eller for forfølgelsen af væsentlige og vigtige enheders legitime interesser, som omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra f), i forordning (EU) 2016/679. Desuden vil der i national ret kunne fastsættes regler, der gør det muligt for de kompetente myndigheder, de centrale kontaktpunkter og CSIRT'erne, i det omfang det er nødvendigt og forholdsmæssigt for at sikre sikkerheden i væsentlige og vigtige enheders net- og informationssystemer, at behandle særlige kategorier af personoplysninger i overensstemmelse med artikel 9 i forordning (EU) 2016/679, navnlig ved at fastsætte passende og specifikke foranstaltninger til beskyttelse af fysiske personers grundlæggende rettigheder og interesser, herunder tekniske begrænsninger for videreanvendelse af sådanne data og anvendelse af sikkerheds- og privatlivsbevarende foranstaltninger på det aktuelle teknologiske stade såsom pseudonymisering eller kryptering, hvor anonymisering i væsentlig grad kan påvirke det forfulgte formål.

(122)

For at styrke de tilsynsbeføjelser og -foranstaltninger, der bidrager til at sikre effektiv overholdelse, bør dette direktiv indeholde en minimumsliste over tilsynsforanstaltninger og -midler, hvorigennem de kompetente myndigheder kan føre tilsyn med væsentlige og vigtige enheder. Desuden bør der ved dette direktiv indføres en differentiering af tilsynsordningen for henholdsvis væsentlige og vigtige enheder med henblik på at sikre en rimelig balance mellem forpligtelser for disse enheder og for de kompetente myndigheder. Væsentlige enheder bør derfor være underlagt en omfattende forudgående og efterfølgende tilsynsordning, mens vigtige enheder bør være underlagt en lettere, rent efterfølgende tilsynsordning. Vigtige enheder bør derfor ikke være forpligtet til systematisk at dokumentere overholdelsen af foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici, mens de kompetente myndigheder bør anvende en reaktiv efterfølgende tilgang til tilsyn og dermed ikke have en generel forpligtelse til at føre tilsyn med disse enheder. Det efterfølgende tilsyn med vigtige enheder kan udløses af dokumentation, tegn eller oplysninger, som de kompetente myndigheder gøres opmærksom på, og som efter deres opfattelse tyder på potentielle overtrædelser af dette direktiv. Sådan dokumentation, sådant tegn eller sådanne oplysninger kunne være af den type, som de kompetente myndigheder modtager fra andre myndigheder, enheder, borgere, medier eller andre kilder eller offentligt tilgængelige oplysninger, eller kunne hidrøre fra andre aktiviteter, der indgår i de kompetente myndigheders udførelse af deres opgaver.

(123)

De kompetente myndigheders udførelse af tilsynsopgaver bør ikke unødigt hæmme den berørte enheds forretningsaktiviteter. Hvor de kompetente myndigheder udfører deres tilsynsopgaver vedrørende væsentlige enheder, herunder i form af kontrol på stedet og eksternt tilsyn, efterforskning overtrædelser af dette direktiv og udførelse af sikkerhedsaudits eller -scanninger, bør de minimere indvirkningen på den berørte enheds forretningsaktiviteter.

(124)

Ved udøvelsen af efterfølgende tilsyn bør de kompetente myndigheder kunne træffe afgørelse om prioriteringen af de tilsynsforanstaltninger og -midler, som de har til rådighed, på en forholdsmæssig måde. Dette indebærer, at de kompetente myndigheder kan træffe afgørelse om en sådan prioritering på grundlag af tilsynsmetoder, som bør baseres på en risikobaseret tilgang. Mere specifikt vil sådanne metoder kunne omfatte kriterier eller benchmarks for klassificering af væsentlige enheder i risikokategorier og tilsvarende anbefalede tilsynsforanstaltninger og -midler pr. risikokategori, som f.eks. brugen, hyppigheden eller typerne af kontrol på stedet, målrettede sikkerhedsaudits eller -scanninger, typen af oplysninger, der skal anmodes om, og detaljeringsgraden af disse oplysninger. Sådanne tilsynsmetoder vil også kunne ledsages af arbejdsprogrammer og vurderes og revideres regelmæssigt, herunder vedrørende aspekter såsom ressourcefordeling og -behov. For så vidt angår offentlige forvaltningsorganer bør tilsynsbeføjelserne udøves i overensstemmelse med de nationale lovgivningsmæssige og institutionelle rammer.

(125)

De kompetente myndigheder bør sikre, at deres tilsynsopgaver i forbindelse med væsentlige og vigtige enheder udføres af uddannede fagfolk, som bør have de nødvendige færdigheder til at udføre disse opgaver, navnlig med hensyn til at udføre kontrol på stedet og eksternt tilsyn, herunder identifikation af svagheder i databaser, hardware, firewalls, kryptering og netværk. Denne kontrol og sådant tilsyn bør udføres på en objektiv måde.

(126)

Den kompetente myndighed bør i behørigt begrundede tilfælde, hvor den er blevet bekendt med en væsentlig cybertrussel eller en overhængende risiko, omgående kunne træffe håndhævelsesafgørelser med henblik på at forebygge eller reagere på en hændelse.

(127)

For at gøre håndhævelse effektiv bør der fastlægges en minimumsliste over håndhævelsesbeføjelser, der kan udøves for overtrædelse af foranstaltningerne til styring af cybersikkerhedsrisici og rapporteringskravene i dette direktiv, som opstiller en klar og konsekvent ramme for sådan håndhævelse i hele Unionen. Der bør tages behørigt hensyn til overtrædelsen af dette direktivs art, grovhed og varighed, den forvoldte materielle eller immaterielle skade, hvorvidt overtrædelsen var forsætlig eller uagtsom, tiltag truffet for at forebygge eller afbøde den materielle eller immaterielle skade, graden af ansvar eller eventuelle relevante tidligere overtrædelser, graden af samarbejde med den kompetente myndighed og enhver anden skærpende eller formildende omstændighed. Håndhævelsesforanstaltningerne, herunder administrative bøder, bør være forholdsmæssige, og pålæggelsen heraf bør være underlagt passende proceduremæssige garantier i overensstemmelse med de generelle principper i EU-retten og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (chartret), herunder adgangen til effektive retsmidler og retten til en retfærdig rettergang, uskyldsformodningen og retten til et forsvar.

(128)

Dette direktiv forpligter ikke medlemsstaterne til at pålægge strafferetligt eller civilretligt ansvar for fysiske personer, der er ansvarlige for at sikre, at en enhed overholder dette direktiv, for skader, som tredjemand påføres som følge af en overtrædelse af dette direktiv.

(129)

For at sikre en effektiv håndhævelse af de forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, bør hver kompetent myndighed have beføjelse til at pålægge eller anmode om pålæggelse af administrative bøder.

(130)

Hvor en administrative bøde pålægges en væsentlig eller vigtig enhed, der er en virksomhed, bør der ved virksomhed i denne forbindelse forstås en virksomhed i overensstemmelse med artikel 101 og 102 i TEUF. Hvor en administrativ bøde pålægges en person, der ikke er en virksomhed, bør den kompetente myndighed ved fastsættelsen af en passende bødestørrelse tage hensyn til det generelle indkomstniveau i den pågældende medlemsstat og personens økonomiske stilling. Det bør være op til medlemsstaterne at bestemme, om og i hvilket omfang de offentlige myndigheder bør kunne pålægges administrative bøder. Pålæggelse af en administrativ bøde berører ikke de kompetente myndigheders anvendelse af andre beføjelser eller andre sanktioner, der er fastsat i de nationale regler til gennemførelse af dette direktiv.

(131)

Medlemsstaterne bør kunne fastsætte regler om strafferetlige sanktioner for overtrædelse af de nationale regler til gennemførelse af dette direktiv. Dog bør pålæggelse af strafferetlige sanktioner for overtrædelse af sådanne nationale regler og af tilknyttede administrative sanktioner ikke føre til et brud på princippet ne bis in idem som fortolket af Den Europæiske Unions Domstol.

(132)

Hvor dette direktiv ikke harmoniserer administrative sanktioner eller hvor det i andre tilfælde er nødvendigt, f.eks. i tilfælde af en alvorlig overtrædelse af dette direktiv, bør medlemsstaterne indføre en ordning, der giver mulighed for at pålægge sanktioner, som er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning. Sanktionernes art, herunder om de skal være strafferetlige eller administrative, bør fastsættes ved national ret.

(133)

For yderligere at styrke effektiviteten og den afskrækkende virkning af de håndhævelsesforanstaltninger, der finder anvendelse på overtrædelser af dette direktiv, bør de kompetente myndigheder have beføjelse til midlertidigt at suspendere eller anmode om en midlertidig suspension af en certificering eller godkendelse vedrørende dele af eller alle de relevante tjenester, der leveres, eller aktiviteter, der udføres, af en væsentlig enhed, og kræve, at der indføres et midlertidigt forbud mod udøvelsen af ledelsesfunktioner for enhver fysisk person, der har ledelsesansvar på direktionsniveau eller som juridisk repræsentant. I betragtning af deres alvor og indvirkning på enhedernes aktiviteter og i sidste ende på brugerne bør sådanne midlertidige suspensioner eller forbud kun anvendes proportionalt med overtrædelsens alvor og under hensyntagen til omstændighederne i hver enkelttilfælde, herunder i lyset af, om overtrædelsen var forsætlig eller uagtsom, og ethvert tiltag, der er iværksat til at forebygge eller afbøde den materielle eller immaterielle skade. Sådanne midlertidige suspensioner eller forbud bør kun anvendes som en sidste udvej, dvs. først efter at de øvrige relevante håndhævelsesforanstaltninger, der er fastsat i dette direktiv, er udtømt, og kun indtil den pågældende enhed iværksætter de nødvendige tiltag for at afhjælpe manglerne eller opfylde kravene fra den kompetente myndighed, for hvilken sådanne midlertidige suspensioner eller forbud blev anvendt. Pålæggelse af sådanne midlertidige suspensioner eller forbud bør være underlagt passende proceduremæssige garantier i overensstemmelse med de generelle principper i EU-retten og chartret, herunder adgangen til effektive retsmidler og retten til en retfærdig rettergang, uskyldsformodningen og retten til et forsvar.

(134)

For at sikre, at enhederne overholder deres forpligtelser fastsat i dette direktiv, bør medlemsstaterne samarbejde med og bistå hinanden med hensyn til tilsyns- og håndhævelsesforanstaltninger, navnlig hvor en enhed leverer tjenester i mere end én medlemsstat, eller hvor dens net- og informationssystemer er beliggende i en anden medlemsstat end den, hvori den leverer tjenesterne. Når den anmodede kompetente myndighed yder bistand, bør den træffe tilsyns- eller håndhævelsesforanstaltninger i overensstemmelse med national ret. For at sikre, at den gensidige bistand i henhold til dette direktiv fungerer gnidningsløst, bør de kompetente myndigheder anvende samarbejdsgruppen som et forum til at drøfte sager og specifikke anmodninger om bistand.

(135)

For at sikre effektivt tilsyn og effektiv håndhævelse, navnlig i en situation med en grænseoverskridende dimension, bør en medlemsstat, der har modtaget en anmodning om gensidig bistand, inden for rammerne af denne anmodning træffe passende tilsyns- og håndhævelsesforanstaltninger over for den enhed, der er genstand for denne anmodning, og som leverer tjenester eller har et net- og informationssystem på denne medlemsstats område.

(136)

Dette direktiv bør fastlægge samarbejdsregler mellem de kompetente myndigheder og tilsynsmyndighederne i henhold til forordning (EU) 2016/679 med henblik på behandling af overtrædelser af dette direktiv vedrørende personoplysninger.

(137)

Dette direktiv bør sigte mod at sikre et højt ansvarsniveau for de væsentlige og vigtige enheders foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici og rapporteringsforpligtelser. Derfor bør de væsentlige og vigtige enheders ledelsesorganer godkende foranstaltningerne til styring af cybersikkerhedsrisici og føre tilsyn med deres gennemførelse.

(138)

For at sikre et højt fælles cybersikkerhedsniveau i hele Unionen på grundlag af dette direktiv bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår supplering af dette direktiv ved at præcisere, hvilke kategorier af væsentlige og vigtige enheder der skal anvende visse certificerede IKT-produkter, -tjenester og -processer eller indhente en attest i henhold til en europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning . For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(139)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af dette direktiv bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at fastlægge de proceduremæssige ordninger, der er nødvendige for samarbejdsgruppens funktion og de tekniske og metodologiske samt sektorspecifikke krav vedrørende foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici og til yderligere at præcisere typen af oplysninger, formatet og proceduren for underretning om hændelser, cybertrusler og nærvedhændelser og for kommunikation om væsentlige cybertrusler samt de tilfælde, hvor en hændelse skal anses for at være væsentlig. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 .

(140)

Kommissionen bør regelmæssigt evaluere dette direktiv efter høring af interessenter, navnlig med henblik på at afgøre, om det er hensigtsmæssigt at foreslå ændringer i lyset af skiftende samfundsmæssige, politiske eller teknologiske vilkår eller markedsvilkår. Som led i disse evalueringer bør Kommissionen vurdere relevansen af størrelsen af de berørte enheder, sektorerne, delsektorerne og typerne af enheder omhandlet i dette direktivs bilag for, hvordan økonomien og samfundet fungerer i relation til cybersikkerhed. Kommissionen bør bl.a. vurdere, hvorvidt udbydere, der er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde og er udpeget som meget store onlineplatforme i den i artikel 33 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/2065 anvendte betydning, vil kunne identificeres som væsentlige enheder i henhold til dette direktiv.

(141)

Dette direktiv tildeler ENISA nye opgaver og styrker derved dets rolle og vil også kunne resultere i, at ENISA vil skulle udføre sine eksisterende opgaver i henhold til forordning (EU) 2019/881 på et højere niveau end tidligere. For at sikre, at ENISA har de nødvendige finansielle og menneskelige ressourcer til at udføre eksisterende og nye opgaver samt til at opnå et højere gennemførelsesniveau for disse opgaver som følge af sin styrkede rolle, bør dets budget forhøjes tilsvarende. For at sikre en effektiv anvendelse af ressourcerne bør ENISA desuden gives større handlefrihed i sin interne ressourcefordeling for at sætte det i stand til at udføre sine opgaver effektivt og indfri forventningerne.

(142)

Målene for dette direktiv, nemlig at opnå et højt, fælles cybersikkerhedsniveau i hele Unionen, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af handlingens virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(143)

Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som anerkendes i chartret, navnlig retten til respekt for privatliv og kommunikation og retten til beskyttelse af personoplysninger, friheden til at oprette og drive egen virksomhed, ejendomsretten, adgangen til effektive retsmidler og retten til en retfærdig rettergang, uskyldsformodningen og retten til et forsvar. Adgangen til effektive retsmidler gælder også modtagere af tjenester, der leveres af væsentlige og vigtige enheder. Direktivet bør gennemføres i overensstemmelse med disse rettigheder og principper.

(144)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 og afgav en udtalelse den 11. marts 2021 —