(Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1349 af 14. maj 2024 om indførelse af en grænseprocedure for tilbagesendelse og om ændring af forordning (EU) 2021/1148)
1. Denne forordning opretter en grænseprocedure ved tilbagesendelse. Den finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere og statsløse, hvis ansøgning er blevet afvist i forbindelse med grænseproceduren ved asyl, der er fastsat i - (»grænseproceduren ved asyl«). Den fastsætter også midlertidige specifikke regler om grænseproceduren ved tilbagesendelse i krisesituationer som defineret i .
Denne forordning ændrer også forordning (EU) 2021/1148 med det formål at give mulighed for finansiering af støtte i henhold til nævnte forordning med henblik på solidaritetstiltag i forbindelse med forordning (EU) 2024/1351.
2. Midlertidige foranstaltninger, der vedtages i henhold til denne forordnings kapitel III, skal opfylde kravene om nødvendighed og proportionalitet, være egnede til at nå de fastsatte mål og sikre beskyttelsen af ansøgernes rettighederne og være i overensstemmelse med medlemsstaternes forpligtelser i henhold til chartret og folkeretten.
3. Foranstaltningerne i denne forordnings kapitel III må kun anvendes i det omfang, der er strengt påkrævet af situationen, på en midlertidig og begrænset måde og kun under ekstraordinære omstændigheder. Efter en anmodning må medlemsstaterne kun anvende foranstaltningerne i kapitel III i det omfang, det er fastsat i den i omhandlede afgørelse.
For de medlemsstater, der ikke er bundet af forordning (EU) 2024/1348, forstås henvisninger i nærværende forordning til bestemmelser i forordning (EU) 2024/1348 som henvisninger til tilsvarende bestemmelser, som de kan have indført i deres nationale ret.
I denne forordning forstås ved:
a) »ansøgning om international beskyttelse« eller »ansøgning«: ansøgning om international beskyttelse eller ansøgning som defineret i ,
b) »ansøger«: ansøger som defineret i , .
1. Tredjelandsstatsborgere og statsløse, der har fået afslag på deres ansøgninger i forbindelse med grænseproceduren ved asyl, gives ikke tilladelse til at rejse ind på den pågældende medlemsstats område.
2. Medlemsstaterne kræver, at personer som omhandlet i stk. 1 opholder sig i en periode på højst 12 uger på steder ved eller i nærheden af de ydre grænser eller transitområder. Hvis en medlemsstat ikke kan indkvartere sådanne personer på disse steder, kan den gøre brug af andre steder inden for sit område. 12-ugersperioden regnes fra den dato, hvorpå ansøgeren, tredjelandsstatsborgeren eller den statsløse ikke længere har ret eller tilladelse til at forblive på området. Kravet om at opholde sig på et bestemt sted i overensstemmelse med dette stykke betragtes ikke som tilladelse til indrejse eller ophold på en medlemsstats område. Forholdene på disse steder skal opfylde de standarder, som svarer til dem, der gælder for de materielle modtagelsesforhold og lægebehandling i overensstemmelse med og , da de finder anvendelse på personer, som stadig betragtes som ansøgere.
3. Artikel 3, artikel 4, stk. 1, artikel 5, artikel 6, stk. 1-5, og , -, , , -, og - finder anvendelse med henblik på nærværende artikel.
4. Hvis en afgørelse om tilbagesendelse ikke kan håndhæves inden for det maksimale tidsrum, der er omhandlet i stk. 2, fortsætter medlemsstaterne tilbagesendelsesprocedurerne i overensstemmelse med direktiv 2008/115/EF.
5. Uden at det berører deres mulighed for på et hvilket som helst tidspunkt frivilligt at vende tilbage, gives personer som omhandlet i stk. 1 en frist for frivillig udrejse, medmindre der er risiko for, at de vil forsvinde, eller hvis deres ansøgning i forbindelse med grænseproceduren ved asyl er blevet afvist som åbenbart grundløs, eller hvis den pågældende person udgør en risiko for den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller medlemsstaternes nationale sikkerhed. Fristen for frivillig udrejse gives kun efter anmodning, og den må hverken overstige 15 dage eller give ret til indrejse på den pågældende medlemsstats område. Med henblik på dette stykke skal sådanne personer overgive ethvert gyldigt rejsedokument, som de er i besiddelse af, til de kompetente myndigheder, så længe det er nødvendigt for at forhindre, at vedkommende forsvinder.
6. Medlemsstater, der efter at have afslået en ansøgning i forbindelse med grænseproceduren ved asyl, udsteder en afgørelse om nægtelse af indrejse i overensstemmelse med , og som i henhold til har besluttet ikke at anvende nævnte direktiv i sådanne tilfælde, sikrer, at behandlingen af og beskyttelsesniveauet for tredjelandsstatsborgere og statsløse, som nægtes indrejse, er i overensstemmelse med og svarer til den behandling og det beskyttelsesniveau, der er fastsat i stk. 2 i nærværende artikel og artikel 5, stk. 4, i nærværende forordning.
1. Frihedsberøvelse må kun pålægges som en sidste udvej, hvis det viser sig nødvendigt på grundlag af en individuel vurdering af den enkelte sag, og hvis andre mindre indgribende foranstaltninger ikke kan anvendes effektivt.
2. Personer som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i denne forordning, der er frihedsberøvet som led i grænseproceduren ved asyl, og som ikke længere har ret eller tilladelse til at forblive på området, kan fortsat frihedsberøves med henblik på at forhindre deres indrejse på den pågældende medlemsstats område, forberede deres tilbagesendelse eller gennemføre en udsendelse.
3. Personer som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i denne forordning, der ikke er frihedsberøvet som led i grænseproceduren ved asyl, og som ikke længere har ret eller tilladelse til at forblive på området, kan frihedsberøves, hvis der er risiko for, at de vil forsvinde, jf. direktiv 2008/115/EF, hvis de undviger eller lægger hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesproceduren, eller hvis de udgør en risiko for den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den nationale sikkerhed.
4. Frihedsberøvelse skal være af så kort varighed som muligt og må kun opretholdes, så længe der er rimelig udsigt til udsendelse, og så længe ordninger derfor er igangværende og gennemføres med nødvendig omhu. Frihedsberøvelsens varighed må ikke overstige den periode, der er omhandlet i denne forordnings artikel 4, stk. 2, og hvis der udstedes en efterfølgende frihedsberøvelse umiddelbart efter en periode med frihedsberøvelse som fastsat i henhold til nærværende artikel, medtages denne periode med frihedsberøvelse i beregningen af de maksimale perioder for frihedsberøvelse, der er fastsat i og .
5. Senest den 12. december 2024 udarbejder Den Europæiske Unions Asylagentur, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2303 , i overensstemmelse med artikel 13, stk. 2, i nævnte forordning, retningslinjer for forskellige praksisser som alternativ til frihedsberøvelse, der kan anvendes i forbindelse med en grænseprocedure.
1. I tilfælde af en krisesituation som defineret i og i forbindelse med tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold eller statsløse, hvis ansøgning er blevet afvist i forbindelse med grænseproceduren ved asyl i henhold til , og , og som ikke har ret eller tilladelse til at forblive på området, kan medlemsstaterne undtage som følger:
a) uanset nærværende forordnings artikel 4, stk. 2, kan medlemsstaterne forlænge den maksimale periode for tilbageholdelse af disse tredjelandsstatsborgere eller statsløse på de steder, der er omhandlet i nævnte artikel, med en yderligere periode på højst seks uger
b) uanset nærværende forordnings artikel 5, stk. 4, må perioden med frihedsberøvelse ikke overstige den i nærværende stykke, litra a), omhandlede periode og skal medtages i beregningen af de maksimale perioder for frihedsberøvelse, der er fastsat i og .
2. Denne artikels stk. 1 finder også anvendelse på ansøgere, tredjelandsstatsborgere og statsløse, der er omfattet af grænseproceduren ved asyl, og hvis ansøgning er blevet afvist inden vedtagelsen af Rådets gennemførelsesafgørelse omhandlet i , og som ikke har ret eller tilladelse til at forblive på området efter vedtagelsen af nævnte gennemførelsesafgørelse.
3. Organisationer og personer, der i henhold til national ret har ret til at tilbyde rådgivning og vejledning, skal have effektiv adgang til ansøgere, der tilbageholdes i faciliteter for frihedsberøvede eller befinder sig ved grænseovergangssteder. Medlemsstaterne kan indføre begrænsninger af sådanne tiltag, når sådanne begrænsninger i henhold til national ret er objektivt nødvendige af hensyn til sikkerheden, den offentlige orden eller den administrative forvaltning af en facilitet for frihedsberøvede, under forudsætning af at adgangen ikke begrænses i alvorlig grad eller umuliggøres.
Hvis en medlemsstat mener, at den står i en krisesituation som defineret i kan den indgive en anmodning om at anvende undtagelserne i nærværende forordnings artikel 6. Hvis en medlemsstat indgiver en sådan anmodning, finder - og og anvendelse, alt efter hvad det er relevant. Hvis en procedure med henblik på at opnå en undtagelse allerede er blevet iværksat i henhold til , kan medlemsstaterne indgive en anmodning om at anvende undtagelserne i artikel 6 i nærværende forordning i forbindelse med nævnte procedure.
En medlemsstat, der anvender undtagelsen i artikel 6, oplyser på behørig vis de pågældende tredjelandsstatsborgere eller statsløse på et sprog, som tredjelandsstatsborgerne eller de statsløse forstår eller med rimelighed formodes at forstå, om de anvendte foranstaltninger og om foranstaltningernes varighed.
I forordning (EU) 2021/1148 foretages følgende ændringer:
1) I artikel 2 tilføjes følgende nummer:
»11) »solidaritetstiltag«: et tiltag, hvis anvendelsesområde er fastlagt i , og som finansieres gennem finansielle bidrag fra medlemsstaterne, jf. nævnte forordnings artikel 64, stk. 1.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1351 af 14. maj 2024 om asylforvaltning og migrationsstyring, om ændring af forordning (EU) 2021/1147 og (EU) 2021/1060 og om ophævelse af forordning (EU) nr. 604/2013 (EUT L, 2024/1351, 22.5.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1351/oj).« "
2) I artikel 10 tilføjes følgende stykke:
»3. Støtte i henhold til denne forordning kan finansieres med henblik på solidaritetstiltag ved hjælp af bidrag fra medlemsstaterne og andre offentlige eller private donorer som eksterne formålsbestemte indtægter i overensstemmelse med artikel 21, stk. 5, i finansforordningen.«
3) I artikel 12 indsættes følgende stykke:
»7a. Bidraget fra EU-budgettet kan øges til 100 % af de samlede støtteberettigede udgifter til solidaritetstiltag.«
4) I artikel 29, stk. 2, første afsnit, indsættes følgende litra:
»aa) gennemførelsen af solidaritetstiltag, herunder en opdeling af de finansielle bidrag pr. tiltag og en beskrivelse af de vigtigste resultater, der er opnået som følge af finansieringen«.
5) I bilag II, punkt 1, tilføjes følgende litra:
»h) at støtte solidaritetstiltag i overensstemmelse med det anvendelsesområde for støtte, der er fastsat i bilag III, punkt 1.«
6) Bilag VI ændres således:
a) I tabel 1, punkt I, tilføjes følgende kode:
»030 Solidaritetstiltag«.
b) Tabel 3 ændres således:
i) Kode 005 og 006 affattes således:
»005 Den særlige transitordning omhandlet i artikel 17
006 Tiltag omfattet af «.
ii) Følgende koder tilføjes:
»007 Tiltag omfattet af
008 Krisebistand
009 Solidaritetstiltag«.
[[ #### Artikel 10
Denne forordning berører ikke offentlige myndigheders ret til at anfægte administrative eller retlige afgørelser som fastsat i national ret.
[[ #### Artikel 11
De frister, som er fastsat i denne forordning, beregnes på følgende måde:
a) hvis en frist, der er udtrykt i dage, uger eller måneder, skal regnes fra det tidspunkt, hvor en begivenhed indtræffer eller en handling foretages, medregnes selve den dag, hvor begivenheden indtræffer eller handlingen foretages, ikke ved beregningen af fristen
b) en frist, der er udtrykt i uger eller måneder, udløber ved udgangen af den dag, som i den sidste uge eller måned henholdsvis er den samme ugedag eller falder på den samme dato i måneden som den dag, hvor den begivenhed er indtruffet, eller den handling er foretaget, fra hvilken fristen regnes. Hvor en frist, der er udtrykt i måneder, ville udløbe på en dag, der ikke forekommer i fristens sidste måned, udløber fristen til midnat på månedens sidste dag
c) ved beregningen af fristerne medregnes lørdage, søndage og lovbestemte fri- og helligdage i den pågældende medlemsstat; hvis en frist udløber på en lørdag, en søndag eller en lovbestemt fri- eller helligdag, regnes den følgende arbejdsdag som fristens sidste dag.
[[ #### Artikel 12
Senest den 12. september 2024 forelægger Kommissionen i tæt samarbejde med medlemsstaterne og de relevante EU-organer, -kontorer og -agenturer Rådet en fælles gennemførelsesplan for at sikre, at medlemsstaterne er tilstrækkeligt forberedt til at gennemføre denne forordnings kapitel II senest den 1. juli 2026, indeholdende en vurdering af konstaterede mangler og påkrævede operationelle skridt, og den underretter Europa-Parlamentet herom.
På grundlag af denne fælles gennemførelsesplan udarbejder hver medlemsstat med støtte fra Kommissionen og de relevante EU-organer, -kontorer og -agenturer senest den 12. december 2024 en national gennemførelsesplan, hvori tiltagene og en tidsplan for gennemførelsen heraf fastsættes. Hver medlemsstat afslutter gennemførelsen af sin plan senest den 1. juli 2026.
Med henblik på gennemførelsen af denne artikel kan medlemsstaterne anvende støtte fra de relevante EU-organer, -kontorer og -agenturer, og EU-fondene kan yde finansiel støtte til medlemsstaterne, i overensstemmelse med de retsakter, der regulerer disse organer, kontorer, agenturer og fonde.
Kommissionen overvåger nøje gennemførelsen af de nationale gennemførelsesplaner.
[[ #### Artikel 13
Senest den 13. juni 2028 og hvert femte år derefter forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen af denne forordning i medlemsstaterne og foreslår ændringer, hvis det er relevant.
Medlemsstaterne fremsender senest den 12. september 2027 på Kommissionens anmodning de oplysninger til denne, der er nødvendige for udarbejdelsen af dens rapport.
[[ #### Artikel 14
1. Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
2. Denne forordning finder anvendelse fra den 12. juni 2026.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 14. maj 2024.
EUT C 75 af 10.3.2017, s. 97 og EUT C 155 af 30.4.2021, s. 64.
EUT C 207 af 30.6.2017, s. 67 og EUT C 175 af 7.5.2021, s. 32.
Europa-Parlamentets holdning 10.4.2024 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 14.5.2024.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1348 af 14. maj 2024 om en fælles procedure for international beskyttelse i Unionen og om ophævelse af direktiv 2013/32/EU (EUT L, 2024/1348, 22.5.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1348/oj).
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT L 348 af 24.12.2008, s. 98).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1359 af 14. maj 2024 om håndtering af krisesituationer og force majeure på migrations- og asylområdet og om ændring af forordning (EU) 2021/1147 (EUT L, 2024/1359, 22.5.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1359/oj).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1148 af 7. juli 2021 om oprettelse af instrumentet for finansiel støtte til grænseforvaltning og visumpolitik som del af Fonden for Integreret Grænseforvaltning (EUT L 251 af 15.7.2021, s. 48).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1351 af 14. maj 2024 om asylforvaltning og migrationsstyring, om ændring af forordning (EU) 2021/1147 og (EU) 2021/1060 og om ophævelse af forordning (EU) nr. 604/2013 (EUT L, 2024/1351, 22.5.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1351/oj).
Rådets afgørelse 2002/192/EF af 28. februar 2002 om anmodningen fra Irland om at deltage i visse bestemmelser i Schengenreglerne (EFT L 64 af 7.3.2002, s. 20).
EFT L 176 af 10.7.1999, s. 36.
Rådets afgørelse 1999/437/EF af 17. maj 1999 om visse gennemførelsesbestemmelser til den aftale, som Rådet for Den Europæiske Union har indgået med Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og den videre udvikling af Schengenreglerne (EFT L 176 af 10.7.1999, s. 31).
Rådets afgørelse 2008/146/EF af 28. januar 2008 om indgåelse, på Det Europæiske Fællesskabs vegne, af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (EUT L 53 af 27.2.2008, s. 1).
EUT L 160 af 18.6.2011, s. 21.
Rådets afgørelse 2011/350/EU af 7. marts 2011 om indgåelse, på Den Europæiske Unions vegne, af protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, navnlig for så vidt angår afskaffelsen af kontrollen ved de indre grænser og personbevægelser (EUT L 160 af 18.6.2011, s. 19).
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/1346 af 14. maj 2024 om fastlæggelse af standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse (EUT L, 2024/1346, 22.5.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2024/1346/oj).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (EUT L 77 af 23.3.2016, s. 1).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2303 af 15. december 2021 om Den Europæiske Unions Asylagentur og om ophævelse af forordning (EU) nr. 439/2010 (EUT L 468 af 30.12.2021, s. 1).
ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1349/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)
