Nye afgørelser fra klagenævnene trækker skarpe linjer op for kommunernes beføjelser, hvor især passivitet, manglende lovhjemmel og rigide klagefrister er i fokus.

De seneste måneder har bragt en række markante afgørelser inden for forfatnings- og forvaltningsretten, som i høj grad præciserer grænserne for myndighedernes råderum. Særligt sager fra Planklagenævne

Nye afgørelser fra klagenævnene trækker skarpe linjer op for kommunernes beføjelser, hvor især passivitet, manglende lovhjemmel og rigide klagefrister er i fokus.

De seneste måneder har bragt en række markante afgørelser inden for forfatnings- og forvaltningsretten, som i høj grad præciserer grænserne for myndighedernes råderum. Særligt sager fra Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet viser en tydelig tendens: Nævnene slår hårdt ned på forvaltningsretlige fejltrin som passivitet og anvendelse af forkert lovhjemmel, mens kommunerne omvendt indrømmes et bredt politisk og fagligt skøn, når spillereglerne overholdes.

I denne analyse gennemgås de vigtigste nye afgørelser, som både borgere, rådgivere og myndigheder kan uddrage konkret praksis af.

Kommunernes brug af lovhjemmel er under skarp kontrol

Et gennemgående tema i den seneste klagenævnspraksis er vigtigheden af at anvende den korrekte lovhjemmel, når forvaltningen griber ind i borgernes rettigheder.

En opsigtsvækkende sag fra Fanø Kommune illustrerer dette klart. Her havde kommunen nedlagt forbud mod udstykning af en stor sommerhusgrund med henvisning til Planloven § 12, stk. 3. Kommunen mente, at udstykningen stred mod kommuneplanens rammer for grundstørrelser. Planklagenævnet underkendte imidlertid afgørelsen fuldstændigt, idet nævnet præciserede, at kommuneplaner generelt ikke er direkte bindende for borgere. Selvom § 12, stk. 3 giver mulighed for at gribe ind, gælder det kun ved "opførelse af bebyggelse" eller "ændret anvendelse". En simpel udstykning falder uden for denne definition. For at forhindre udstykningen skulle kommunen i stedet have brugt Planloven § 14 til at nedlægge et midlertidigt forbud. Læs mere her: Lovguiden – Planklagenævnet ophæver Fanø Kommunes ulovlige forbud mod udstykning af sommerhusgrund

Et andet eksempel på stram fortolkning af hjemmelsgrundlaget ses i en sag fra Gladsaxe Kommune, hvor en borger havde opført en dobbeltcarport i strid med vejbyggelinjen i lokalplanen. Borgeren søgte om lovliggørende dispensation, men kommunen gav afslag, da lokalplanen eksplicit fastsatte, at der kun kunne tillades "højst én overdækket parkeringsplads". Planklagenævnet stadfæstede afslaget med den begrundelse, at kommunen ved at skrive "højst én" reelt havde begrænset sin egen kompetence til at dispensere efter Planloven § 19, stk. 1. At borgeren henviste til andre dobbelte carporte i området, ændrede ikke på resultatet, da lighedsgrundsætningen ikke giver ret til at få en ulovlig dispensation. Læs mere her: Lovguiden – Afslag på lovliggørende dispensation til dobbeltcarport i Bagsværd stadfæstet

I Aalborg forsøgte kommunen ligeledes at regulere antallet af boliger i en bygning gennem et afslag på dispensation, men her spændte princippet om "eksisterende lovligt forhold" ben for forvaltningen. Huset var oprindeligt opført i 1930'erne med fire lejligheder. Selvom lokalplanen fra 2006 kun tillod to boliger pr. ejendom, og huset i 2007 administrativt blev omregistreret i BBR til et enfamiliehus, havde bygningen altid fysisk bestået af fire lejligheder. Efter Planloven § 18, stk. 1 har en lokalplan kun fremadrettet virkning, og den fysiske indretning var derfor lovlig uanset den senere BBR-registrering. Læs mere her: Lovguiden – Planklagenævnet ophæver afslag på 4 lejligheder i Hasseris grundet eksisterende lovligt forhold

Forvaltningsretlige principper om frister og passivitet

Tidsfaktoren spiller en afgørende rolle i forvaltningsretten, både for myndighederne og for borgerne. Nævnene slår fast, at frister skal overholdes – men der stilles også krav til, at myndighederne handler rettidigt.

I en markant sag om passivitet underkendte Planklagenævnet Kalundborg Kommunes forsøg på at forhindre nedrivningen af en bevaringsværdig hovedbygning på et gods. Borgeren ansøgte formelt om nedrivning i oktober 2024, men først i oktober 2025 – et helt år senere – traf byrådet afgørelse om et forbud mod nedrivning. Nævnet statuerede, at et forbud efter planloven er en vidtgående indskrænkning af borgerens ejendomsret, som kræver, at kommunen reagerer inden for en "rimelig undersøgelses- og overvejelsestid".

Af forløbet stod det klart, at kommunen havde forholdt sig passiv for længe, hvilket medførte, at forbuddet led af en væsentlig retlig mangel og blev ophævet. Læs mere her: Lovguiden – Ophævelse af nedrivningsforbud på grund af kommunal passivitet

Mens borgerne nyder beskyttelse mod kommunal passivitet, slås der til gengæld hårdt ned på borgernes egne fristoverskridelser. Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste for nylig en sag om et landbrugspåbud, udelukkende fordi klagen blev indsendt to dage for sent. Klageren argumenterede for, at forsinkelsen skyldtes, at vedkommende ventede på svar på en aktindsigt fra styrelsen for at kunne skrive en fyldestgørende klage. Nævnet afviste blankt denne undskyldning under henvisning til Bekendtgørelse om forretningsorden for Miljø- og Fødevareklagenævnet § 7, stk. 1. Nævnet understregede sin restriktive praksis: En borger kan altid indgive en proforma-klage rettidigt og eftersende aktindsigtsmaterialet senere. Læs mere her: Lovguiden – Afvisning af klage over afslag på fristforlængelse vedrørende påbud om passende beboelse

Det uforpligtende referat og berettigede forventninger

Når borgeren og forvaltningen er i tidlig dialog om et projekt, kan der let opstå misforståelser om, hvad der faktisk er lovet. I forvaltningsretten kan en myndighed bindes af forudgående udtalelser, hvis de skaber en berettiget forventning.

Dette forsøgte en borger i Gladsaxe Kommune at gøre gældende, efter kommunen nedlagde et forbud mod en tilbygning til en bevaringsværdig villa (SAVE 4). Borgeren henviste til et mødereferat, hvor en kommunal sagsbehandler havde noteret, at kommunen godt kunne "acceptere fodaftryk" af den ønskede tilbygning. Nævnet fandt dog, at dette ikke udgjorde et bindende forhåndstilsagn, da referatet tydeligt indikerede, at projektets fulde detaljeringsgrad endnu ikke var kendt. Læs mere her: Lovguiden – Gladsaxe Kommunes forbud mod ombygning og tilbygning til enfamiliehus stadfæstet

Forskellen på et fagligt skøn og politisk planlægning

Selvom klagenævnene nøje overvåger forvaltningsretlige mangler, udviser de stor tilbageholdenhed over for kommunernes materielle, faglige skøn og politiske ret til at planlægge.

I Lejre Kommune havde en borger anmodet om at få ændret lokalplanen, fordi en ejendom var udlagt til et offentligt formål, der ikke længere var relevant. Kommunen afviste blankt pr. e-mail dagen efter. Borgeren klagede og krævede, at nævnet greb ind. Nævnet afviste dog sagen fuldstændigt, idet en afgørelse om ikke at ville planlægge er af politisk karakter. Planlovens regler rummer ingen overordnet planlægningspligt for eksisterende, fastlåste forhold – kun i ganske særlige tilfælde ved nye anlægsprojekter. Planklagenævnet kan i medfør af Planloven § 58, stk. 1 kun prøve retlige spørgsmål, og et politisk nej til at udarbejde en lokalplan udgør slet ikke en forvaltningsretlig afgørelse i lovens forstand. Læs mere her: Lovguiden – Planklagenævnet afviser klage over Lejre Kommunes afslag på at ændre lokalplan

Det kommunale skøn gælder ikke kun planlægning, men også æstetiske og visuelle vurderinger. I Hvidovre fik en bygherre afslag på at hæve et tag til 8,8 meter i et område, hvor lokalplanen sagde maksimalt 8,5 meter. Bygherren anklagede kommunen for at sætte sit "skøn under regel" – en forvaltningsretlig grundsætning der forbyder forvaltningen ukritisk at følge faste, stive interne regler frem for at vurdere sagen konkret. Nævnet frikendte dog kommunen. Man konstaterede, at selvom kommunen havde en meget restriktiv praksis, indgik der rent faktisk en konkret vurdering af byggeriets visuelle dominans og den uønskede præcedensvirkning.

"Planklagenævnet finder på denne baggrund, at kommunen har foretaget en konkret og individuel vurdering af det ansøgte. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det ikke er i strid med forbuddet mod ”skøn under regel”, at kommunen har en restriktiv praksis."

Sagen illustrerer et klassisk forvaltningsretligt domæne: Når kommunen træffer sin beslutning på et oplyst, sagligt grundlag og forholder sig til det konkrete projekt, vil klagenævnene sjældent blande sig i udfaldet af det faglige skøn – selv når en fravigelse på blot 30 centimeter nægtes. Læs mere her: Lovguiden – Stadfæstelse af afslag på dispensation til overskridelse af bygningshøjde i Hvidovre