Nye afgørelser fra Planklagenævnet og Klagenævnet for Udbud trækker grænserne for forvaltningsretten skarpt op. Praksis viser en markant forskel på konsekvenserne af kommunal passivitet og borgernes overskridelse af klagefrister.

I de seneste afgørelser inden for forfatnings- og forvaltningsret kaster klagenævnene lys over balancen mellem borgernes retssikkerhed og myndighedernes skønsmargen. Afgørelserne spænder bredt fra åre

Nye afgørelser fra Planklagenævnet og Klagenævnet for Udbud trækker grænserne for forvaltningsretten skarpt op. Praksis viser en markant forskel på konsekvenserne af kommunal passivitet og borgernes overskridelse af klagefrister.

I de seneste afgørelser inden for forfatnings- og forvaltningsret kaster klagenævnene lys over balancen mellem borgernes retssikkerhed og myndighedernes skønsmargen. Afgørelserne spænder bredt fra årelang kommunal passivitet i byggesager til knivskarpe definitioner af udbudslovens dokumentationskrav. Fælles for sagerne er en streng fortolkning af lovens ordlyd og et konsekvent fokus på, hvem der bærer ansvaret for fejl og uklarheder.

Myndighedspassivitet spænder ben for lovliggørelseskrav

En opsigtsvækkende afgørelse fra Vesthimmerlands Kommune illustrerer konsekvenserne, når en kommune i årevis undlader at handle på et ulovligt forhold. Sagen drejede sig om en ejendom i Farsø, der i strid med lokalplanen var indrettet med tre boligenheder i stedet for én. Allerede i 2013 blev kommunen gjort opmærksom på den tredje lejlighed. I 2015 meddelte kommunen den daværende ejer, at man ville kræve fysisk lovliggørelse, men derefter lå sagen fuldstændig stille frem til 2022, hvor ejeren selv rykkede for svar. Planklagenævnet slår i afgørelsen fast, at tilsynspligten indtræder, når kommunen får kendskab til forholdet, men på grund af den massive forsinkelse konkluderede nævnet, at kommunen havde fortabt retten til at gribe ind efter Planloven § 51:

"Planklagenævnet finder, at dette forløb har givet klageren grund til at tro, at kommunens manglende opfølgning har været udtryk for, at kommunen ikke ønskede at håndhæve lokalplanen i forhold til den tredje bolig."

Læs mere her: Lovguiden – Planklagenævnet ophæver afslag på lovliggørende dispensation til tredje lejlighed – myndighedspassivitet i over 10 år

Borgernes klagefrister håndhæves med hård hånd

Hvor myndighedernes passivitet vurderes ud fra et skøn over den forløbne tid og berettigede forventninger, er der modsat ingen nåde at hente for borgere, der overskrider lovens faste klagefrister. Det demonstreres tydeligt i en sag fra Halsnæs Kommune, hvor en nabo klagede over en dispensation til oplagring af gods på Hundested Havn. Klagen blev indgivet mere end to år efter fristens udløb. Da naboen boede 110 meter væk og dermed ikke havde partsstatus i forvaltningsretlig forstand, var der intet krav om individuel klagevejledning. Fristen på 4 uger efter Planloven § 60, stk. 1 begyndte at løbe fra det øjeblik, klageren senest fik kendskab til dispensationen. Selv en påstået udmelding fra en kommunal medarbejder om, at sagen slet ikke kunne påklages, udgjorde ikke en undskyldelig omstændighed for overskridelsen.

Læs mere her: Lovguiden – Planklagenævnet afviser klage over dispensation fra lokalplan i Hundested – klagefrist overskredet med over 2 år

Et fuldstændigt lignende udfald ramte en borger i Hjørring Kommune, der ønskede at klage over et nyopført enkeltmandsbotilbud i et boligområde i Vrå. Her fastslog nævnet det principielle i, at selve byggetilladelsen fungerede som en indirekte planretlig afgørelse. Borgeren, der boede 85-90 meter væk, var heller ikke her part i sagen. Klagefristen begyndte dermed senest at løbe den dag, borgeren fik fuld aktindsigt i sagens dokumenter og dermed kendskab til byggetilladelsen. Da klagen blev indgivet knap en måned efter denne frists udløb, blev klagen pure afvist.

Læs mere her: Lovguiden – Planklagenævnet afviser klage over botilbud i boligområde – klagefristen overskredet efter aktindsigt

Ordlydens magt i lokalplaner og servitutter

Udover tidsfrister understreger de seneste ugers afgørelser afgørende vigtigheden af den præcise sproglige formulering i det retlige grundlag. I Sorø Kommune forsøgte byrådet at nedlægge et forbud mod udstykning af en ejendom med henvisning til kommuneplanens rammebestemmelser for boligområder. Kommunen brugte Planloven § 12, stk. 3 som sit juridiske våben. Planklagenævnet skred ind og ophævede forbuddet, idet lovens ordlyd udelukkende giver kommunen hjemmel til at forbyde opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse – men ikke udstykning. Den korrekte fremgangsmåde for at stoppe en uønsket udstykning ville have været et generelt forbud og udarbejdelsen af en decideret lokalplan.

Læs mere her: Lovguiden – Planklagenævnet ophæver Sorø Kommunes forbud mod udstykning – § 12, stk. 3 giver ikke hjemmel

En lige så stram ordlydsfortolkning fandt sted i en opsigtsvækkende byggesag fra Gribskov Kommune. Her havde kommunen dispenseret fra lokalplanens strenge krav om udlægning af udendørs opholdsarealer for at bane vejen for nye lejligheder indrettet i et eksisterende loftrum. Nævnet gennemførte en sproglig analyse af lokalplanen og påpegede, at bestemmelsen udtrykkeligt kun rettede sig mod "ny bebyggelse". En ren anvendelsesændring af et eksisterende loftrum til beboelse kan ikke karakteriseres som ny bebyggelse. Resultatet var, at kommunens dispensation i virkeligheden var juridisk overflødig, og den blev derfor ophævet.

Læs mere her: Lovguiden – Planklagenævnet ophæver unødvendig dispensation fra lokalplanens opholdsarealskrav ved boligindretning i Gilleleje

At ordlyden dog også skal læses i lyset af sit formål, bevises af en sag fra Ballerup. Her havde ejeren fået en dispensation mod til gengæld at acceptere en tinglyst servitut om, at der absolut ikke måtte monteres "vinduer" i en østvendt gavl – et vilkår sat i verden for at forhindre indbliksgener for naboerne. I et forsøg på at omgå ordlyden monterede ejeren i stedet en dobbelt glasdør. Kommunen svarede igen med et påbud om fysisk lovliggørelse, og Planklagenævnet var enig: Uanset at byggeelementet rent teknisk var en dør, skabte det samme udkig og funktion som et vindue. Dermed var glasdøren i direkte strid med servituttens ånd og bogstav.

Læs mere her: Lovguiden – Dobbelt glasdør i østlig gavl sidestillet med vindue – påbud om lovliggørelse stadfæstet af Planklagenævnet

Kommunalt skøn og lighedsgrundsætningen

Når kommunerne håndhæver lokalplaner, opstår der ofte tvister om ligebehandling. Borgerne forventer ens vilkår, men i Faaborg-Midtfyn Kommune måtte en borger sande, at sagerne skal være reelt identiske for at udløse lighedsgrundsætningen. Kommunen nægtede at lovliggøre et 30 kvadratmeter stort redskabsskur med ensidig taghældning. Årsagen var, at ejendommens hovedhus havde sadeltag, hvilket stred mod lokalplanens krav om ensartet tagform på samme ejendom. Forholdet var dermed ikke umiddelbart tilladt og krævede dispensation efter Planloven § 19. Ejeren rasede over, at en nabo længere nede ad vejen havde fået lov at bygge med fladt tag. Nævnet afviste dog argumentet med kirurgisk præcision: Naboens bygninger havde konsekvent fladt tag overalt og overholdt dermed reglen om "ens tagform på samme ejendom", hvorimod klageren forsøgte at blande sadeltag og ensidig taghældning. Forskelsbehandlingen var fuldt ud saglig.

Læs mere her: Lovguiden – Planklagenævnet stadfæster afslag på dispensation til redskabsskur med ensidig taghældning i Ringe

I Svendborg opstod der ligeledes strid om lighedsprincippet ved udregning af bebyggelsesprocent under det gamle Bygningsreglement for småhuse 1998 (BR-S 98). Kommunen valgte ikke at medregne en andel af et selvstændigt matrikuleret fælles friareal i grundens størrelse, hvorved byggeriet overskred bebyggelsesprocenten på 15. Bygherren påpegede vrede fortilfælde på vejen, hvor arealet var talt med. Planklagenævnet fandt imidlertid ikke anledning til kritik. Nogle af fortilfældene var behandlet under en ældre, strammere lokalplan, hvor der var et sagligt behov for at tælle fællesarealet med for at skabe bebyggelsesmuligheder. I et andet tilfælde var arealet talt med ved en ren administrativ fejl. En enkeltstående fejl fra forvaltningens side binder dog ikke kommunen til fremover at administrere i strid med sin fastlagte praksis, og byggeriet blev dermed vurderet til at kræve dispensation i henhold til udgangspunktet i Planloven § 18.

Læs mere her: Lovguiden – Planklagenævnet stadfæster afslag på dispensation til overskridelse af bebyggelsesprocent i Lundeborg – beregning af grundareal uden fælles friareal

Mundtlige udbudspræsentationer kræver skriftlige spor

De forvaltningsretlige formkrav er i ligeså høj grad til debat i forbindelse med offentlige indkøb. Klagenævnet for Udbud har netop truffet en principiel afgørelse om Varde Kommunes udbud af digitale byportaler. Virksomheden Unilyd InStore TV ApS mistede den lukrative opgave til en konkurrent og indgav en klage, idet kommunen i sin pointgivning straffede Unilyd for en manglende kalenderfunktion under en softwarepræsentation. Unilyd fremførte, at funktionen tydeligt var beskrevet i det skriftlige tilbud, og protesterede over kommunens manglende beviser fra det online Teams-møde.

Klagenævnet greb direkte ind i fortolkningen af dokumentationskravet i Udbudsloven § 5, stk. 3. Bestemmelsen tillader udtrykkeligt mundtlig kommunikation om ikke-grundlæggende elementer (som for eksempel præsentation af en softwares brugerflade), forudsat at ordregiveren kan levere tilstrækkelig dokumentation. Unilyd mente, at Varde Kommune burde have foretaget en decideret video- eller lydoptagelse. Nævnet afviste dette fuldstændigt med henvisning til lovens forarbejder: Loven opstiller ingen specifikke formkrav om optagelser. I den pågældende sag havde kommunens deltagende grafiker og kommunikationschef sendt to e-mails til udbudskonsulenten få minutter efter mødets afslutning, hvori de netop noterede, at kalenderfunktionen manglede. At et formelt skrevet referat ville have været en smukkere forvaltningsretlig løsning, ændrede ikke på, at de tidsnære elektroniske notater fuldt ud udgjorde tilstrækkelig og retvisende dokumentation. Varde Kommunes tildeling af millionkontrakten blev derfor opretholdt.

Læs mere her: Lovguiden – Klagenævnet for Udbud: Unilyd InStore TV ApS' klage over tildeling af byportalkontrakt til ATKI afvist – Varde Kommunes evaluering ikke åbenbart urigtig