Nye afgørelser fra klagenævnene og Højesteret kaster lys over de strenge processuelle krav til både borgere og myndigheder. Sagerne spænder fra bevisvurdering af forsæt i straffesager til benhårde tidsfrister i digitale klagesystemer.

De seneste måneder har budt på en række markante afgørelser inden for retspleje og forvaltningsproces, som tegner et tydeligt billede af et system, hvor de formelle spilleregler håndhæves med stor kon

Nye afgørelser fra klagenævnene og Højesteret kaster lys over de strenge processuelle krav til både borgere og myndigheder. Sagerne spænder fra bevisvurdering af forsæt i straffesager til benhårde tidsfrister i digitale klagesystemer.

De seneste måneder har budt på en række markante afgørelser inden for retspleje og forvaltningsproces, som tegner et tydeligt billede af et system, hvor de formelle spilleregler håndhæves med stor konsekvens. Hvad enten det gælder borgernes pligt til at overholde tidsfrister, nævnenes kompetencebegrænsninger eller myndighedernes pligt til at handle inden for rimelig tid, viser praksis, at procesfejl sjældent tilgives. Samtidig har Højesteret netop trukket en vigtig grænse for, hvor langt landsretternes bevisvurdering kan strækkes, når det gælder det nedre forsæt.

Digitale faldgruber og ufravigelige klagefrister

To nye afgørelser fra de administrative klagenævn understreger, hvor fatal en misforståelse af processuelle frister kan være for borgere og virksomheder. Nævnene opererer med en overordentlig restriktiv praksis, hvor selv en overskridelse på få dage eller en teknisk brugerfejl fører til kontant afvisning.

I en sag fra Miljø- og Fødevareklagenævnet havde en borger modtaget et påbud om passende beboelse, men indgav sin klage to dage efter udløbet af 4-ugers fristen, som er fastsat i Bekendtgørelse om forretningsorden for Miljø- og Fødevareklagenævnet § 7, stk. 1. Borgeren forsvarede sig med, at man afventede svar på en anmodning om aktindsigt hos myndigheden for at kunne skrive en fuldt oplyst klage. Dette argument afviste nævnet blankt og slog fast, at klageren burde have indgivet klagen rettidigt og blot eftersendt materialet senere. Nævnet formulerede sin nådesløse praksis således:

"En klage, der er indgivet efter udløbet af klagefristen, vil som udgangspunkt blive afvist, også selvom der er tale om overskridelse med blot en enkelt dag."

Læs mere her: Lovguiden – Afvisning af for sent indgivet klage over afslag på fristforlængelse i påbud om passende beboelse

Et tilsvarende formelt benspænd opstod i en sag fra Planklagenævnet. Her havde en borger forberedt sin klage i den digitale klageportal, men stoppede op ved en side med overskriften "Kvittering" i den tro, at sagen var afsendt. Klageren lukkede computeren og undlod at scrolle ned og trykke på knappen "Godkend". Klagen lå derfor blot som en kladde, indtil klagefristen udløb. Planklagenævnet afviste anmodningen om genoptagelse med henvisning til, at portalens design var tilstrækkeligt vejledende, især fordi systemet oplyste, at man ville modtage en e-mail som bekræftelse på indsendelsen. Manglen på denne e-mail burde have vakt borgerens mistanke.

Læs mere her: Lovguiden – Planklagenævnet afviser genoptagelse efter misforståelse af klageportalens godkendelsesprocedure

Myndighedens passivitet ophæver forbud

Mens kravene til borgerne er skærpede, viser en anden afgørelse fra Planklagenævnet, at også kommunerne kan fortabe deres rettigheder, hvis de er for længe om at træffe afgørelse.

Kalundborg Kommune havde nedlagt et forbud mod nedrivning af en hovedbygning på et gods i medfør af Planloven § 14. Ejeren havde dog informeret kommunen om nedrivningsplanerne i april 2024 og sendt en formel ansøgning i oktober 2024. Alligevel valgte kommunens udvalg først at nedlægge et formelt § 14-forbud i oktober 2025 – et helt år efter ansøgningen lå på kommunens bord.

Planklagenævnet underkendte kommunens afgørelse som følge af passivitet. Nævnet understregede, at et nedrivningsforbud er en vidtgående indskrænkning for borgeren, og at der derfor kun tilkommer kommunen "en rimelig undersøgelses- og overvejelsestid". En sagsbehandlingstid på 12 måneder lå langt uden for denne ramme, hvorfor forbuddet led af en væsentlig retlig mangel og blev ophævet.

Læs mere her: Lovguiden – Ophævelse af nedrivningsforbud på grund af kommunal passivitet

Nævnenes kompetence og juraens kompleksitet

Forvaltningsprocessen rummer også skarpe grænser for, hvad de administrative organer materielt vil og må tage stilling til. Når sager spænder over flere retsområder eller tidligere afgørelser spøger i kulissen, trækkes kompetencegrænserne skarpt op.

Huslejenævnet på Frederiksberg afviste nyligt en sag af væsentlig principiel karakter med henvisning til juraens kompleksitet, jf. Lov om boligforhold § 83, stk. 1. Sagen drejede sig om, hvorvidt en større udlejer havde udvidet lejernes klagefrist rent aftaleretligt ved at udsende et generelt brev. I brevet lovede udlejeren at regulere huslejen for "ALLE berørte lejemål" med tilbagevirkende kraft, hvis udlejeren tabte en principiel sag ved domstolene. Da dommen faldt, nægtede udlejeren imidlertid at regulere for specifikke lejere, der krævede kompensation. Lejerne henviste til brevet som en aftaleretlig suspension af forældelsesfristen. Huslejenævnet vurderede, at konflikten udgjorde et formueretligt aftalespørgsmål og ikke et snævert lejeretligt spørgsmål, hvorfor nævnet henviste parterne til at anlægge sag ved domstolene.

Læs mere her: Lovguiden – Huslejenævnet afviser sag om lejenedsættelse og suspension af forældelsesfrist grundet juridisk kompleksitet

En tilsvarende kompetenceafgrænsning udspillede sig i Planklagenævnet, hvor en borger klagede over et varslet påbud om at fysisk at fjerne en ulovligt opført bygning på 180 kvadratmeter. Klagen indeholdt detaljerede argumenter for, hvorfor ejendommen burde lovliggøres via en landzonetilladelse. Udfordringen var blot, at kommunen allerede havde givet et endeligt afslag på netop landzonetilladelsen året forinden – en sag nævnet i øvrigt havde afvist dengang, fordi klagegebyret ikke var betalt.

Nævnet fastslog under henvisning til Planloven § 58, stk. 1, at man kun kan behandle retlige spørgsmål knyttet til den specifikke afgørelse, der klages over. Da borgeren reelt procederede mod det gamle afslag (hvor fristen var sprunget) i stedet for at anfægte de processuelle mangler ved det nye påbud, kunne nævnet slet ikke tage stilling til argumenterne, uanset hvor saglige de måtte være.

Læs mere her: Lovguiden – Planklagenævnet afviser klage over påbud om lovliggørelse af bygning i landzone

Højesterets prøvelse af det nedre forsæt

Den seneste dom fra Højesteret berører den fine processuelle grænse mellem bevisbedømmelse og jura i straffesager. Sagen handlede om en fransk statsborger, T, der fungerede som chauffør for samkørsels-tjenesten BlaBlaCar. Han kørte fra Tyskland til Danmark med en aftalt passager, som desuden medbragte en ekstra passager, A. Ved grænsen viste det sig, at A var marokkansk statsborger uden gyldig rejselegitimation.

Både byret og landsret dømte T for overtrædelse af Udlændingeloven § 59, stk. 8 (menneskesmugling) til 30 dages fængsel og 6 års indrejseforbud. De lavere instanser lagde til grund, at T havde udvist dolus eventualis (positiv indvilligelse) ved ikke at tjekke As pas.

For Højesteret var det afgørende processuelle spørgsmål, hvorvidt retten overhovedet kunne gribe ind. Efter Retsplejeloven § 933, stk. 2 kan Højesteret ikke efterprøve selve den konkrete bevisbedømmelse – altså landsrettens vurdering af, hvem der taler sandt. Højesteret fastslog dog, at man gerne må tage stilling til, om landsretten har anvendt forsætsbegrebet juridisk korrekt på baggrund af de kendsgerninger, som er lagt til grund. I denne sag skred Højesteret ind med en markant frifindelse, idet selve præmissen for landsrettens domfældelse var juridisk bristfældig:

"Højesteret finder, at de faktiske omstændigheder, som landsretten har lagt til grund, ikke kan begrunde konklusionen om, at T handlede forsætligt i form af dolus eventualis (positiv indvilligelse). De anførte faktiske omstændigheder giver således ikke tilstrækkelig grundlag for at fastslå, at han indså, at det var muligt, at A ikke lovligt kunne indrejse i Danmark..."

Læs mere her: Lovguiden – Frifindelse for bistand til ulovlig indrejse: Højesterets vurdering af forsætskravet ved BlaBlaCar-transport

Afgørelsen cementerer at anklagemyndigheden og de lavere domstole ikke kan slutte fra passivitet (at undlade at spørge om pas) til forsæt i samkørselssager, medmindre der er konkrete omstændigheder, der objektivt godtgør, at chaufføren indså og accepterede muligheden for ulovlig indrejse. Den fungerer som en vigtig processuel påmindelse om, at selvom Højesteret ikke er en bevisinstans, fungerer den som en afgørende ventil, når lavere retsinstansers fortolkning af subjektive strafbarhedsbetingelser strækkes ud over bristepunktet.