Højesteret har i en principiel kendelse stadfæstet, at en beskikket forsvarer ikke er berettiget til salær for deltagelse i retsmøder i en sideløbende straffesag, når dette fremmøde ikke kan anses for nødvendigt for at varetage klientens forsvar. Sagen vedrører advokat Jakob Lunøe, der var forsvarer for en tiltalt (T1) i en sag om bedrageri af særlig grov beskaffenhed.
Baggrund og sagens forløb
Sagen var oprindeligt en samlet straffesag mod tre personer (T1, T2 og T3). På grund af længerevarende forfald hos T1 blev sagen mod denne person udskilt og behandlet separat. Mens sagen mod T2 og T3 fortsatte i byretten, blev der afsagt dom mod T1 den 28. september 2020. Denne dom blev straks anket til landsretten.
Tvisten om salæret opstod, fordi advokat Jakob Lunøe mødte op til 14 retsmøder i byretten i sagen mod T2 og T3 i perioden fra oktober 2020 til juni 2021, selvom hans klients sag på det tidspunkt verserede i landsretten.
Oversigt over de omstridte retsmøder
| Periode | Sagens status (T1) | Omfang | Afgørelse om salær |
|---|---|---|---|
| Sept. 2020 | Inden byretsdom | 2 retsmøder | Godkendt (efter takst) |
| Okt. 2020 – juni 2021 | Under anke | 14 retsmøder | Afvist (ikke nødvendigt) |
Højesterets konklusion
Højesteret præciserede, at fastsættelse af salær til beskikkede forsvarere sker på baggrund af de vejledende salærtakster, men at der altid skal tages hensyn til sagens karakter og arbejdets omfang. Det er den pågældende rets opgave at vurdere rimeligheden af tidsforbruget.
Højesteret udtalte i kendelsen:
"Efter de foreliggende oplysninger fandt Højesteret ligesom landsretten, at advokat Jakob Lunøes tilstedeværelse under retsmøderne i perioden fra den 1. oktober 2020 til den 28. juni 2021 i straffesagen i byretten mod T2 og T3 m.fl. ikke kunne anses for at have været nødvendig til varetagelse af T1’s forsvar i ankesagen."
Kompetence og takster
Et mindre punkt i sagen vedrørte to retsmøder afholdt i starten af september 2020. Her bemærkede Højesteret, at salæret rettelig burde have været fastsat af byretten, da sagen endnu ikke var anket på dette tidspunkt. Landsrettens afgørelse blev dog opretholdt her, da det tilkendte salær stemte overens med de vejledende takster fastsat af landsretspræsidenterne.
Med kendelsen stadfæster Højesteret landsrettens tidligere afgørelse og sætter dermed punktum for salærstriden1.
