EU-regler for gebyroplysning, flytning og basisadgang til betalingskonti

28.8.2014 DA Den Europæiske Unions Tidende L 257/214

---

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2014/92/EU

af 23. juli 2014

om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank ,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ,

efter den almindelige lovgivningsprocedure , og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I henhold til artikel 26, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) indebærer det indre marked et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital. Opsplitning af det indre marked skader konkurrenceevne, vækst og jobskabelse i Unionen. At fjerne direkte og indirekte hindringer for, at det indre marked kan fungere korrekt, er afgørende for dets gennemførelse. Unionens indsats for det indre marked for finansielle detailtjenesteydelser har allerede bidraget væsentligt til at udvikle betalingstjenesteudbyderes grænseoverskridende virksomhed, forbedre forbrugernes valgmuligheder og øge kvaliteten og gennemsigtigheden af tilbuddene.

(2) I den forbindelse er der i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF fastsat grundlæggende gennemsigtighedskrav til gebyrer, der opkræves af betalingstjenesteudbydere for tjenester i forbindelse med betalingskonti. Indførelsen af ensartede regler for ydelse af betalingstjenester og de oplysninger, der skal gives, har i høj grad lettet betalingstjenesteudbyderes virksomhed, reduceret den administrative byrde og bevirket omkostningsbesparelser for betalingstjenesteudbydere.

(3) Et velfungerende indre marked og udviklingen af en moderne og socialt inklusiv økonomi er i stigende grad betinget af et universelt udbud af betalingstjenester. Ny lovgivning i denne forbindelse skal være led i en intelligent økonomisk strategi for Unionen, som effektivt skal tage højde for de mere svagtstillede forbrugeres behov.

(4) Som anført i Europa-Parlamentets beslutning af 4. juli 2012 med henstillinger til Kommissionen om adgang til basale bankydelser skal der dog gøres mere for at forbedre og udvikle det indre marked for detailbankydelser. På nuværende tidspunkt hæmmer den manglende gennemsigtighed og sammenlignelighed af gebyrer samt problemerne med at flytte betalingskonto fortsat udfoldelsen af et fuldt integreret marked og bidrager til lav konkurrence i detailbanksektoren. Disse problemer skal der gøres noget ved, og der skal opnås standarder af høj kvalitet.

(5) De nuværende vilkår i det indre marked vil kunne afholde betalingstjenesteudbydere fra at udøve deres frihed til at etablere sig eller levere tjenesteydelser i Unionen på grund af vanskelighederne med at tiltrække kunder, når de går ind på et nyt marked. At gå ind på nye markeder er ofte forbundet med store investeringer. Sådanne investeringer kan kun betale sig, hvis kreditinstituttet kan forvente tilstrækkelige forretningsmuligheder og en tilsvarende efterspørgsel fra forbrugernes side. Forbrugernes ringe mobilitet for så vidt angår finansielle detailtjenesteydelser skyldes i stor udstrækning den manglende gennemsigtighed og sammenlignelighed af de gebyrer og tjenester, der tilbydes, samt problemerne med flytning af betalingskonti. Disse faktorer kvæler også efterspørgslen. Det gælder navnlig i grænseoverskridende sammenhæng.

(6) At de eksisterende nationale regelsæt er forskellige, kan desuden medføre betydelige hindringer for gennemførelsen af det indre marked for betalingskonti. De eksisterende nationale bestemmelser vedrørende betalingskonti og særlig vedrørende sammenlignelighed af gebyrer og flytning af betalingskonti afviger fra hinanden. Med hensyn til flytning har manglen på ensartede bindende foranstaltninger på EU-plan ført til forskellig praksis og forskellige foranstaltninger på nationalt plan. Disse forskelle er endnu mere udprægede inden for sammenlignelighed af gebyrer, hvor der ikke findes foranstaltninger på EU-plan, heller ikke selvreguleringsforanstaltninger. Bliver disse forskelle mere markante i fremtiden, fordi betalingstjenesteudbyderne er tilbøjelige til at tilpasse deres praksis til de nationale markeder, vil det øge omkostningerne ved udøvelse af virksomhed på tværs af grænserne sammenlignet med de hjemlige kreditinstitutters omkostninger og dermed gøre det mindre attraktivt at udøve grænseoverskridende virksomhed. Den grænseoverskridende virksomhed i det indre marked hæmmes også af de hindringer, der for forbrugerne er forbundet med at åbne en betalingskonto i udlandet. De nuværende restriktive kriterier kan forhindre EU-borgere i at bevæge sig frit i Unionen. Hvis alle forbrugere får adgang til en betalingskonto, vil de kunne deltage i og drage fordel af det indre marked.

(7) Da visse potentielle kunder ikke åbner en betalingskonto, enten fordi de får afslag, eller fordi de ikke tilbydes passende produkter, udnyttes den potentielle efterspørgsel efter betalingskontoydelser i Unionen i øjeblikket ikke fuldt ud. Større forbrugerdeltagelse i det indre marked vil give betalingstjenesteudbydere en yderligere tilskyndelse til at gå ind på nye markeder. At skabe de vilkår, der gør det muligt for alle forbrugere at have adgang til en betalingskonto, er også nødvendigt for at fremme deres deltagelse i det indre marked og give dem mulighed for at nyde godt af de fordele, det har ført med sig.

(8) Gennemsigtighed og sammenlignelighed af gebyrer har været overvejet på EU-plan i et selvreguleringsinitiativ iværksat af banksektoren. Man nåede dog ikke til endelig enighed om dette initiativ. Med hensyn til flytning udgør de fælles principper, som European Banking Industry Committee fastlagde i 2008, en standardmekanisme for flytning af betalingskonti mellem banker, som er etableret i samme medlemsstat. Men da principperne ikke er bindende, er disse fælles principper blevet anvendt på en uensartet måde i Unionen og med ineffektive resultater. De fælles principper vedrører desuden kun flytning af betalingskonti på nationalt plan, ikke på tværs af grænserne. Med hensyn til adgangen til en basal betalingskonto opfordredes medlemsstaterne i Kommissionens henstilling 2011/442/EU til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre anvendelsen heraf senest seks måneder efter offentliggørelsen. Til dags dato efterlever kun nogle få medlemsstater henstillingens hovedprincipper.

(9) Med henblik på at understøtte effektiv og problemfri finansiel mobilitet på lang sigt er det afgørende, at der indføres ensartede regler for at løse problemet med den ringe kundemobilitet og især for at forbedre sammenligningen af betalingskontoydelser og -gebyrer og tilskynde til flytning af betalingskonti samt for at undgå, at forbrugere, der ønsker at åbne og anvende en betalingskonto i udlandet, forskelsbehandles på grund af bopæl. Herudover et det meget vigtigt, at der træffes passende foranstaltninger til at fremme kundernes deltagelse i markedet for betalingskonti. Disse foranstaltninger vil tilskynde betalingstjenesteudbyder til at deltage i det indre marked og sikre lige konkurrencevilkår, hvilket vil skærpe konkurrencen og effektivisere ressourcefordelingen i Unionens marked for finansielle detailtjenesteydelser til gavn for virksomheder og forbrugere. Gennemsigtige oplysninger om gebyrer og flytningsmuligheder kombineret med retten til en betalingskonto med basale funktioner vil desuden gøre det nemmere for EU-borgere at bevæge sig frit og gøre indkøb i Unionen og dermed drage fordel af et fuldt fungerende indre marked for finansielle detailtjenesteydelser og vil bidrage til den videre udvikling af det indre marked.

(10) Det er endvidere afgørende at sikre, at direktivet ikke hæmmer innovationen inden for området finansielle detailtjenesteydelser. Hvert år bliver nye teknologier tilgængelige, hvilket kan gøre den nuværende betalingskontomodel forældet, som f.eks. mobilbanktjenester og forudbetalte betalingskort.

(11) Dette direktiv bør ikke være til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller vedtager strengere bestemmelser for at beskytte forbrugerne, forudsat at sådanne bestemmelser er i overensstemmelse med medlemsstaternes forpligtelser i henhold til EU-retten og dette direktiv.

(12) Bestemmelserne i dette direktiv om sammenlignelighed af gebyrer og flytning af betalingskonti bør finde anvendelse på alle betalingstjenesteudbydere som defineret i direktiv 2007/64/EF. Bestemmelserne i dette direktiv om adgang til betalingskonti med basale funktioner bør kun finde anvendelse på kreditinstitutter. Alle bestemmelser i dette direktiv bør omhandle betalingskonti, gennem hvilke forbrugere kan udføre følgende transaktioner: indsætte midler, hæve kontanter samt gennemføre og modtage betalingstransaktioner til og fra tredjemand, herunder gennemførelse af kredittransaktioner. Følgelig bør konti med mere begrænsede funktioner ikke være omfattet. F.eks. bør konti såsom opsparingskonti, kreditkortkonti, som der normalt kun indsættes midler på med henblik på tilbagebetaling af kreditkortgæld, realkreditlån på løbende konti eller e-pengekonti i princippet ikke være omfattet af direktivets anvendelsesområde. Hvis disse konti bruges til daglige betalingstransaktioner og indeholder alle de ovenfor anførte funktioner, vil de imidlertid falde inden for dette direktivs anvendelsesområde. Konti, der indehaves af virksomheder, også små virksomheder og mikrovirksomheder, bør falde uden for dette direktivs anvendelsesområde, medmindre de ejes personligt. Medlemsstaterne bør kunne vælge at udvide anvendelsen af dette direktiv til andre betalingstjenesteudbydere og andre betalingskonti, f.eks. konti med mere begrænsede betalingsfunktioner.

(13) Eftersom en betalingskonto med basale funktioner i dette direktiv er en type betalingskonto, bør bestemmelserne om gennemsigtighed og flytning også finde anvendelse på sådanne konti.

(14) Definitionerne i dette direktiv bør i det omfang, det er muligt, stemme overens med dem, der findes i anden EU-lovgivning, især definitionerne i direktiv 2007/64/EF og i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 .

(15) Det er vigtigt for forbrugerne at kunne forstå gebyrer, således at de kan sammenligne tilbud fra forskellige betalingstjenesteudbydere og træffe informerede beslutninger om, hvilken betalingskonto der bedst modsvarer deres behov. Gebyrer kan ikke sammenlignes, hvis betalingstjenesteudbyderne anvender forskellig terminologi for de samme tjenester og præsenterer oplysningerne forskelligt. Standardiseret terminologi kombineret med målrettede oplysninger om gebyrer, der omfatter de mest repræsentative tjenester, der er knyttet til betalingskonti, præsenteret på en ensartet måde kan være en hjælp til forbrugerne til både at forstå og sammenligne gebyrer.

(16) Forbrugerne vil få mest gavn af kortfattede oplysninger, som er standardiserede og nemme at sammenligne de forskellige betalingstjenesteudbydere imellem. De værktøjer, der stilles til rådighed for forbrugerne til sammenligning af tilbud om betalingskonti, vil ikke virke positivt, hvis den tid, det tager at gennemgå lange lister over gebyrer for forskellige tilbud, ikke står mål med fordelen ved at vælge det økonomisk mest fordelagtige tilbud. Disse værktøjer bør være mangesidede, og der bør gennemføres forbrugerundersøgelser. På nuværende tidspunkt bør terminologien for gebyrer kun standardiseres for de mest repræsentative udtryk og definitioner i medlemsstaterne for at undgå risikoen for, at der gives for mange oplysninger, og for at fremme en hurtig gennemførelse.

(17) Terminologien for gebyrer bør fastlægges af medlemsstaterne, så der kan tages hensyn til de lokale markeders særkendetegn. For at blive betragtet som repræsentativ bør en tjeneste være omfattet af et gebyr hos mindst én betalingstjenesteudbyder i en medlemsstat. Desuden bør den terminologi, der anvendes til at definere sådanne tjenester, i tilfælde hvor tjenesterne er fælles for et flertal af medlemsstaterne, standardiseres på EU-plan for at gøre det lettere at sammenligne betalingskontotilbud i hele Unionen. For at sikre, at de nationale lister er tilstrækkeligt ensartede, bør den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, »EBA«) oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 etablere retningslinjer, som medlemsstaterne kan støtte sig til, når de fastlægger de tjenester, som er mest udbredte, og som medfører de største udgifter for forbrugerne på nationalt plan. Med henblik herpå bør medlemsstaterne senest den 18. december 2014 meddele Kommissionen og EBA, hvilke myndigheder disse retningslinjer bør rettes til.

(18) Når medlemsstaterne har fastlagt en foreløbig liste over de mest repræsentative tjenester, for hvilke der opkræves gebyr på nationalt plan, med tilhørende udtryk og definitioner, bør EBA gennemgå dem for ved hjælp af et udkast til de reguleringsmæssige tekniske standarder at udpege de tjenester, der er fælles for et flertal af medlemsstaterne, og ved hjælp af retningslinjer foreslå standardiserede udtryk og definitioner herfor på EU-plan på alle Unionens institutioners officielle sprog. EBA bør sikre, at der kun bruges ét udtryk for hver tjeneste på alle en given medlemsstats officielle sprog, som også er et af Unionens institutioners officielle sprog. Dette betyder, at forskellige udtryk for den samme tjeneste kan anvendes i forskellige medlemsstater, der deler et af Unionens institutioners officielle sprog, idet der tages hensyn til nationale særtræk. Medlemsstaterne bør derefter indarbejde alle de udtryk, der kan anvendes på EU-plan, i deres foreløbige lister og offentliggøre deres endelige lister på grundlag heraf.

(19) For at gøre det nemmere for forbrugerne at sammenligne gebyrer for betalingskonti i det indre marked bør betalingstjenesteudbyderne stille et gebyroplysningsdokument, som indeholder gebyrerne for alle de tjenester, der erknyttet til en betalingskonto, som er anført på listen over de mest repræsentative tjenester på nationalt plan, til rådighed for forbrugerne. Gebyroplysningsdokumentet bør, hvis det er relevant, anvende de standardiserede udtryk og definitioner, der er fastlagt på EU-plan. Dette forventes også at bidrage til at skabe lige konkurrencevilkår for betalingstjenesteudbydere, der konkurrerer med hinanden på markedet for betalingskonti. Gebyroplysningsdokumentet bør ikke omfatte andre gebyrer. Hvis en betalingstjenesteudbyder ikke tilbyder en tjeneste fra listen over de mest repræsentative tjenester, der er knyttet til en betalingskonto, bør det angive dette ved f.eks. at markere tjenesten med »tilbydes ikke« eller »ikke relevant«. Medlemsstaterne bør kunne kræve, at nøgleindikatorer såsom en samlet omkostningsindikator, der giver et overblik over forbrugernes samlede årlige omkostninger for betalingskontoen, angives i gebyroplysningsdokumentet. For at hjælpe forbrugerne med at forstå de gebyrer, de skal betale for deres betalingskonto, bør der stilles et glossar med tydelige, ikketekniske og utvetydige forklaringer af som minimum de gebyrer og tjenester, der er omfattet af gebyroplysningsdokumentet, til rådighed for dem. Glossaret bør fungere som et nyttigt værktøj til at fremme en bedre forståelse af gebyrer og dermed medvirke til at sætte forbrugerne i stand til at vælge fra et bredere udvalg af betalingskontotilbud. Betalingstjenesteudbyderne bør også forpligtes til vederlagsfrit og mindst en gang om året at oplyse forbrugerne om alle de gebyrer, der er opkrævet i forbindelse med deres betalingskonto, herunder overtræksrenten og kreditrentesatsen, hvis det er relevant.

Dette berører ikke bestemmelserne om kassekredit i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF . Disse bagudrettede oplysninger bør gives i form af et dokument benævnt »Gebyropgørelse«. Den bør indeholde en oversigt over påløbne rentebeløb og alle de gebyrer, der er opkrævet i forbindelse med brugen af betalingskontoen, så forbrugeren kan forstå, hvad der er betalt for, og tage stilling til, om han bør ændre sit forbrugsmønster eller skifte til en anden udbyder. Hvis de oplysninger, der gives om gebyrer efterfølgende, præsenterer de mest repræsentative tjenester i samme rækkefølge som de oplysninger, der gives om gebyrer på forhånd, vil den positive virkning være optimal.

(20) For at imødekomme forbrugernes behov er det nødvendigt at sikre, at oplysninger om gebyrer for betalingskonti er præcise, klare og sammenlignelige. EBA bør derfor efter høring af de nationale myndigheder og efter gennemførelse af forbrugerundersøgelser udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende et standardiseret præsentationsformat til gebyroplysningsdokumentet og gebyropgørelsen samt fælles symboler, så det sikres, at de er forståelige og sammenlignelige for forbrugerne. Alle gebyroplysningsdokumenter og gebyropgørelser fra alle kreditinstitutter i en medlemsstat bør have samme udformning, rækkefølgen af enkeltoplysninger bør være den samme, og de bør anvende de samme betegnelser for kategorier, så forbrugerne kan sammenligne de to dokumenter og således forstå og anvende oplysningerne bedst muligt. Gebyroplysningsdokumentet og gebyropgørelsen bør klart kunne skelnes fra anden kommunikation. Når udformningen fastlægges, bør EBA desuden også tage hensyn til, at medlemsstaterne kan vælge at udlevere gebyroplysningsdokumentet og gebyropgørelsen sammen med de oplysninger, der kræves i henhold til anden EU-lovgivning eller national lovgivning om betalingskonti og tilknyttede tjenester.

(21) For at sikre ensartet anvendelse af den gældende EU-terminologi i hele Unionen bør medlemsstaterne forpligte betalingstjenesteudbyderne til at anvende EU-terminologien sammen med den resterende standardiserede nationale terminologi, som er udpeget i den endelige liste, når de kommunikerer med forbrugerne, herunder i gebyroplysningsdokumentet og gebyropgørelsen. Betalingstjenesteudbyderne bør kunne anvende handelsnavne for deres tjenester i deres aftaleoplysninger, kommercielle oplysninger og markedsføringsoplysninger til forbrugere, forudsat at de tydeligt gør opmærksom på de hertil svarende standardiserede udtryk. Når de vælger at bruge handelsnavne i gebyroplysningsdokumentet eller gebyropgørelsen, bør det gøres som supplement til de standardiserede udtryk som en sekundær betegnelse, f.eks. ved hjælp af parentes eller mindre skriftstørrelse.

(22) Sammenligningswebsteder, der er uafhængige, er et effektivt middel for forbrugerne til at vurdere forskellige betalingskontotilbud på et sted. Sådanne websteder kan tilvejebringe den rette balance mellem behovet for klare og kortfattede og for fuldstændige og fuldt dækkende oplysninger, idet de giver brugerne mulighed for at få mere detaljerede oplysninger, hvis de ønsker det. De bør sigte mod at omfatte den bredest mulige vifte af tilbud for at give et repræsentativt overblik, samtidig med at de dækker en betydelig del af markedet. Webstederne kan også reducere udgifterne til søgning af information, da forbrugerne ikke behøver at indhente oplysninger hos de forskellige betalingstjenesteudbydere. Det er vigtigt, at de oplysninger, der gives på sådanne websteder, er troværdige, upartiske og gennemsigtige, og at forbrugerne oplyses om, at sådanne websteder er tilgængelige. Medlemsstaterne bør i denne forbindelse informere offentligheden om sådanne websteder.

(23) For at kunne indhente upartiske oplysninger om opkrævede gebyrer og rentesatser, der finder anvendelse på betalingskonti, bør forbrugerne kunne bruge offentligt tilgængelige sammenligningswebsteder, som er operationelt uafhængige af betalingstjenesteudbyderne, hvilket betyder, at ingen betalingstjenesteudbyder bør gives gunstigere behandling end andre i søgeresultaterne. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at forbrugerne har fri adgang til mindst ét sådant websted på deres respektive områder. Sammenligningswebsteder kan drives af eller på vegne af de kompetente myndigheder, andre offentlige myndigheder og/eller private operatører. Funktionen til sammenligning af gebyrer i forbindelse med betalingskonti kan også udfyldes af eksisterende websteder, der sammenligner en bred vifte af finansielle eller ikkefinansielle produkter. Sådanne websteder bør drives i henhold til bestemte kvalitetskriterier, herunder kravet om at formidle oplysninger om deres ejere, at præcise og ajourførte oplysninger, at angive tidspunktet for den seneste ajourføring, at fastsætte klare, objektive kriterier, som sammenligningen vil bygge på, og at omfatte en bred vifte af betalingskontotilbud, der dækker en betydelig del af markedet. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte, hvor ofte sammenligningswebsteder skal gennemgå og ajourføre de oplysninger, de leverer til forbrugerne, under hensyntagen til hvor ofte betalingstjenesteudbyderne generelt ajourfører deres gebyroplysninger. Medlemsstaterne bør ligeledes fastsætte, hvad der udgør en bred vifte af betalingskontotilbud, der dækker en betydelig del af markedet ved f.eks. at vurdere, hvor mange betalingstjenesteudbydere der findes, og/eller deres markedsandel og/eller deres geografiske placering, og dermed om et simpelt flertal eller mindre vil være tilstrækkeligt. Et sammenligningswebsted bør sammenligne de gebyrer, som skal betales for tjenester, som er opregnet på listen over de mest repræsentative tjenester, der er knyttet til betalingskonti, som er omfattet af listen over de, under anvendelse af EU-terminologi.

Det er hensigtsmæssigt, at medlemsstaterne bør kunne kræve, at sådanne websteder kan sammenligne andre oplysninger, f.eks. oplysninger om bestemmende faktorer for det serviceniveau, som betalingstjenesteudbyderne yder, såsom antallet og placeringen af filialer eller pengeautomater. Hvis der kun er ét websted i en medlemsstat, og dette websted ophører med driften eller med at efterleve kvalitetskriterierne, bør medlemsstaten sikre, at forbrugerne har adgang inden for rimelig tid til et andet sammenligningswebsted på nationalt plan.

(24) Det er almindelig praksis, at betalingstjenesteudbyderne tilbyder en betalingskonto som en del af en pakke sammen med produkter eller tjenester, som ikke er tjenester, der er knyttet til en betalingskonto, såsom forsikringsprodukter eller finansiel rådgivning. Denne praksis kan være et middel for betalingstjenesteudbyderne til at diversificere deres udbud og konkurrere med hinanden, hvilket i sidste ende kan komme forbrugerne til gode. Kommissionens undersøgelse fra 2009 vedrørende koblingssalg i den finansielle sektor samt relevante høringer og forbrugerklager har imidlertid vist, at betalingstjenesteudbydere i nogle tilfælde tilbyder betalingskonti i pakker med andre produkter, som forbrugerne ikke har anmodet om, og som ikke er væsentlige for betalingskonti, f.eks. boligforsikring. Det er desuden blevet bemærket, at denne praksis kan gøre priserne mindre gennemsigtige og sammenlignelige, begrænse forbrugernes købsmuligheder og indvirke negativt på deres mobilitet. Når betalingstjenesteudbydere tilbyder betalingskonti som en del af en pakke, bør medlemsstaterne derfor sikre, at forbrugerne får oplysninger om, hvorvidt betalingskontoen kan købes separat, og i så fald give særskilte oplysninger om de gældende priser og gebyrer, der er forbundet med hver af de øvrige produkter eller tjenester i denne pakke, der kan købes separat.

(25) Proceduren for flytning af betalingskonti bør harmoniseres i hele Unionen. På nuværende tidspunkt er de eksisterende foranstaltninger på nationalt plan ekstremt forskelligartede, og de sikrer ikke et tilstrækkeligt niveau af forbrugerbeskyttelse i alle medlemsstaterne. Fastsættelse af lovgivningsmæssige foranstaltninger vedrørende de hovedprincipper, som betalingstjenesteudbydere skal følge, når de leverer disse tjenester i de enkelte medlemsstater, vil forbedre den måde, det indre marked fungerer på både for forbrugere og betalingstjenesteudbydere. På den ene side vil det kunne sikre lige konkurrencevilkår for forbrugere, som kan ønske at åbne en betalingskonto i en anden medlemsstat, da det vil sikre, at der ydes et tilsvarende niveau af beskyttelse. På den anden side vil det kunne mindske forskellene mellem de lovgivningsmæssige foranstaltninger på nationalt plan og derfor begrænse den administrative byrde for de betalingstjenesteudbydere, som agter at tilbyde deres tjenester på tværs af grænserne. Følgelig vil foranstaltningerne vedrørende flytning kunne lette ydelsen af tjenester, der er knyttet til betalingskonti inden for det indre marked.

(26) Flytning bør ikke indebære overførsel af aftalen fra den overførende betalingstjenesteudbyder til den modtagende betalingstjenesteudbyder.

(27) Forbrugerne har kun incitament til at flytte deres betalingskonti, hvis proceduren ikke indebærer en uforholdsmæssigt stor administrativ og finansiel byrde. Derfor bør betalingstjenesteudbydere tilbyde forbrugerne en klar, hurtig og sikker procedure for flytning af betalingskonti, herunder betalingskonti med basale funktioner. En sådan procedure bør sikres, når forbrugerne ønsker at flytte fra én betalingstjenesteudbyder til en anden, og også når forbrugerne ønsker at flytte mellem forskellige betalingskonti inden for samme betalingstjenesteudbyder. Dette vil kunne gøre det muligt for forbrugerne at drage fordel af de mest hensigtsmæssige tilbud på markedet og nemt skifte fra deres nuværende betalingskonto til andre potentielt mere passende betalingskonti, uanset om det er inden for samme betalingstjenesteudbyder eller mellem forskellige betalingstjenesteudbydere. Hvis betalingstjenesteudbyderne opkræver gebyrer i forbindelse med flytningsservice, bør de være rimelige og modsvare de omkostninger, som betalingstjenesteudbyderen faktisk afholder.

(28) Medlemsstaterne bør i forbindelse med flytning mellem to betalingstjenesteudbydere, der begge er etableret på deres område, kunne fastsætte eller opretholde andre ordninger end dem, der er fastsat i dette direktiv, hvis det klart er i forbrugerens interesse.

(29) Flytningsproceduren bør være så ligetil som muligt for forbrugeren. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at den modtagende betalingstjenesteudbyder påtager sig ansvaret for at indlede og forestå proceduren på forbrugerens vegne. Medlemsstaterne bør kunne anvende yderligere midler, såsom en teknisk løsning, når de fastlægger flytningsservicen. Sådanne yderligere midler kan gå videre end kravene i dette direktiv, f.eks. kan flytningsservicen leveres inden for en kortere tidsramme, eller betalingstjenesteudbyderne kan pålægges at sikre, hvis en forbruger anmoder herom, automatisk eller manuel omdirigering af kredittransaktioner, der modtages på den tidligere betalingskonto, til den nye betalingskonto inden for en fastsat begrænset periode, som løber fra modtagelsen af tilladelsen til flytning. Sådanne yderligere midler kan også bruges af betalingstjenesteudbydere på frivillig basis, selv hvor en medlemsstat ikke kræver det.

(30) Forbrugerne bør kunne anmode den modtagende betalingstjenesteudbyder om at foretage flytningen af alle eller en del af deres indgående kredittransaktioner, stående ordrer om kredittransaktioner eller mandater til direkte debiteringer, ideelt set ved et enkelt møde med den modtagende betalingstjenesteudbyder. Med henblik herpå bør forbrugerne kunne underskrive én enkelt tilladelse til udførelse af hver af de ovennævnte opgaver. Medlemsstaterne kan kræve, at tilladelsen fra forbrugeren er skriftlig, men kan også vælge at acceptere tilsvarende midler, hvor det er relevant, f.eks. i tilfælde af et automatisk flytningssystem. Før forbrugeren giver sin tilladelse, bør han underrettes om alle etaper af den procedure, der er nødvendig for at gennemføre flytningen. F.eks. kan tilladelsen omfatte alle de opgaver, der er en del af flytningsservicen, og kunne give mulighed for, at forbrugeren kun kan vælge mellem disse opgaver.

(31) Det er nødvendigt for en vellykket flytning, at den overførende betalingstjenesteudbyder samarbejder i forbindelse med proceduren. Den modtagende betalingstjenesteudbyder bør modtage alle de oplysninger fra den overførende betalingstjenesteudbyder, der er nødvendige for at kunne iværksætte betalingerne på den anden betalingskonto. Disse oplysninger bør imidlertid ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at foretage flytningen.

(32) For at gøre det lettere at åbne konti på tværs af grænserne bør forbrugerne kunne anmode den nye betalingstjenesteudbyder om for den nye betalingskonto at oprette alle eller en del af stående ordrer om kredittransaktioner, acceptere de direkte debiteringer fra den dato, som forbrugeren har anført, og give forbrugeren oplysninger om den nye betalingskonto, ideelt set ved et enkelt møde med den nye betalingstjenesteudbyder.

(33) Forbrugerne bør ikke udsættes for økonomiske tab, herunder omkostninger og renter forårsaget af fejl, der er begået af en af de betalingstjenesteudbydere, som er involveret i flytningsproceduren. Navnlig bør forbrugerne ikke lide økonomiske tab som følge af betaling af yderligere gebyrer, renter eller andre afgifter samt bøder, strafafgifter eller anden form for økonomisk skade, der skyldes forsinkelser i udførelsen af betalinger.

(34) Medlemsstaterne bør sikre, at forbrugere, der ønsker at åbne en betalingskonto, ikke forskelsbehandles på grund af nationalitet eller bopæl. Det er ganske vist vigtigt, at kreditinstitutterne sikrer sig, at deres kunder ikke anvender det finansielle system til ulovlige formål som f.eks. svig, hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme, men de bør ikke stille hindringer i vejen for forbrugere, der ønsker at udnytte fordelene ved det indre marked ved at åbne og anvende betalingskonti i udlandet. Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF bør derfor ikke anvendes som påskud for at afvise kommercielt mindre attraktive forbrugere.

(35) Forbrugere, der har lovligt ophold i Unionen, bør ikke forskelsbehandles på grund af nationalitet eller bopæl eller af nogen anden grund omhandlet i artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«), når de ansøger om eller anvender en betalingskonto i Unionen. Adgangen til betalingskonti med basale funktioner bør desuden sikres af medlemsstaterne, uanset forbrugerens økonomiske situation, f.eks. deres beskæftigelsesstatus, indkomstniveau, kredithistorik eller personlige konkurs.

(36) Forbrugere, der har lovligt ophold i Unionen, og som ikke har en betalingskonto i en bestemt medlemsstat, bør kunne åbne og gøre brug af en betalingskonto med basale funktioner i den pågældende medlemsstat. Begrebet »lovligt ophold i Unionen« bør omfatte både unionsborgere og tredjelandsstatsborgere, der allerede nyder godt af de rettigheder, de har i henhold til EU-retsakter såsom Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 , Rådets direktiv 2003/109/EF , Rådets forordning (EF) nr. 859/2003 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF . Det bør også omfatte personer, der søger om asyl i henhold til Genèvekonventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling og protokollen af 31. januar 1967 og andre relevante internationale traktater. Desuden bør medlemsstaterne kunne udvide begrebet »lovligt ophold i Unionen« til også at omfatte andre tredjelandsstatsborgere, der befinder sig på deres område.

(37) Medlemsstaterne bør under fuld overholdelse af de traktatfæstede grundlæggende frihedsrettigheder kunne kræve, at forbrugere, som ønsker at åbne en betalingskonto med basale funktioner på deres område, påviser en ægte interesse heri. Uden at det berører de krav, der er fastsat i overensstemmelse med direktiv 2005/60/EF medhenblik på bekæmpelse af hvidvaskning af penge, bør fysisk tilstedeværelse på kreditinstitutternes forretningssted ikke være en forudsætning for at udvise en sådan ægte interesse.

(38) Medlemsstaterne bør sikre, at antallet af kreditinstitutter, der tilbyder betalingskonti med basale funktioner, er tilstrækkeligt til at sikre, at de kan stilles til rådighed for alle forbrugere, med henblik på at forhindre enhver form for forskelsbehandling af dem og hindre konkurrencefordrejning. De faktorer, der skal tages hensyn til ved fastlæggelsen af et tilstrækkeligt antal kreditinstitutter, bør omfatte dækningen af netværket af kreditinstitutter, størrelsen af medlemsstatens område, forbrugernes fordeling på området, kreditinstitutternes markedsandel, og hvorvidt betalingskonti med basale funktioner kun udgør en lille del af de betalingskonti, som kreditinstituttet stiller til rådighed. I princippet bør betalingskonti med basale funktioner tilbydes af så mange kreditinstitutter som muligt for at sikre, at forbrugerne kan åbne sådanne konti i et kreditinstitut, der ligger inden for kort afstand fra deres bopæl, og at forbrugerne på ingen måde forskelsbehandles i forbindelse med adgangen til disse konti og reelt kan gøre brug af dem. Medlemsstaterne bør navnlig sikre, at der ikke forekommer synlig forskelsbehandling i form af f.eks. et kort med et andet udseende eller et anderledes kontonummer eller et anderledes kortnummer. Det bør dog være muligt for en medlemsstat at fastsætte, at betalingskonti med basale funktioner kun tilbydes af et mindre antal kreditinstitutter, men dette bør være begrundet i den omstændighed, at disse kreditinstitutter for eksempel er så spredt ud over den pågældende medlemsstats område, at de kan betjene alle forbrugere, uden at de behøver at bevæge sig særlig langt væk fra deres hjem for at komme dertil. Endvidere bør forbrugere, der anvender betalingskonti med basale funktioner, på ingen måde stigmatiseres, og dette mål kan bedst opfyldes, hvis der udpeges et større antal kreditinstitutter.

(39) Medlemsstaterne bør kunne indføre mekanismer for at bistå forbrugere uden fast adresse, asylansøgere og forbrugere, som ikke har fået opholdstilladelse, men som ikke kan udvises af retlige eller faktiske grunde, således at de fuldt ud kan drage fordel af dette direktiv.

(40) Når medlemsstater tillader, at kreditinstitutter på en forbrugers anmodning stiller en kassekredit til rådighed i forbindelse med en betalingskonto med basale funktioner, bør de kunne fastsætte et maksimumsbeløb og en maksimumsperiode for en sådan kredit. Medlemsstaterne bør også kunne sikre, at forbrugerne oplyses om eventuelle forbundne gebyrer på en gennemsigtig måde. Endelig bør kreditinstitutter overholde direktiv 2008/48/EF, når de tilbyder en kassekredit sammen med en betalingskonto med basale funktioner.

(41) For at sikre, at brugere af betalingskonti med basale funktioner bliver betjent på en hensigtsmæssig måde, bør medlemsstaterne pålægge kreditinstitutterne at sikre, at det relevante personale er tilstrækkeligt uddannet, og at potentielle interessekonflikter ikke påvirker disse kunder på en negativ måde.

(42) Medlemsstaterne bør kunne tillade kreditinstitutter at afslå at åbne en betalingskonto med basale funktioner for forbrugere, der i forvejen har en aktiv eller mindst tilsvarende betalingskonto i samme medlemsstat. For at kontrollere, om en forbruger allerede har en betalingskonto, bør kreditinstitutterne kunne basere sig på en tro og love-erklæring, der fremlægges af forbrugeren.

(43) Medlemsstaterne bør sikre, at kreditinstitutterne behandler ansøgninger om en betalingskonto med basale funktioner inden for de frister, der er fastsat i dette direktiv, og at kreditinstitutterne i tilfælde af afslag på en sådan ansøgning underretter forbrugeren om de specifikke årsager til afslaget, medmindre dette ville være i strid med national sikkerhed, offentlig orden eller direktiv 2005/60/EF.

(44) Forbrugerne bør sikres adgang til en række basale betalingstjenester. Tjenester, der er knyttet til betalingskonti med basale funktioner bør omfatte muligheden for at indsætte midler og hæve kontanter. Forbrugerne bør kunne foretage væsentlige betalingstransaktioner såsom modtagelse af indkomst eller ydelser, betaling af regninger eller afgifter og køb af varer og tjenester, herunder også via direkte debitering, kredittransaktioner og anvendelse af betalingskort. Disse tjenester bør gøre det muligt at købe varer og tjenester over internettet og give forbrugerne mulighed for at initiere betalingsordrer via kreditinstituttets internetfaciliteter, når en sådan forefindes. Betalingskonti med basale funktioner bør dog ikke kun være til onlinebrug, da dette ville skabe en hindring for forbrugere, der ikke har internetadgang. Medlemsstaterne bør sikre, at, der i forbindelse med tjenesteydelser, der er knyttet til åbningen, driften og lukningen af en betalingskonto samt indsættelse af midler og hævning af kontanter og gennemførelse af betalingstransaktioner med betalingskort, bortset fra kreditkort, ikke er nogen grænse for det antal af transaktioner, forbrugeren har adgang til i henhold til de specifikke prisregler, som er fastsat i dette direktiv. Med hensyn til udførelsen af kredittransaktioner og direkte debiteringer samt transaktioner via kreditkort, der er knyttet til en betalingskonto med basale funktioner, bør medlemsstaterne kunne fastsætte et minimumsantal af transaktioner, forbrugeren vil have adgang til i henhold til de specifikke prisregler, som er fastsat i dette direktiv, forudsat at de tjenester, som transaktionerne relaterer sig til, vedrører forbrugerens personlige brug. Ved fastsættelse af, hvad der bør betragtes som personlig brug, bør medlemsstaterne tage højde for eksisterende forbrugeradfærd og almindelig kommerciel praksis. Gebyrer, der pålægges for operationer over minimumsantallet af transaktioner, bør aldrig overstige gebyrer efter kreditinstituttets almindelige prispolitik.

(45) Ved proceduren for fastsættelse af, hvilke tjenester der skal tilbydes sammen med en betalingskonto med basale funktioner, og hvilket minimumsantal transaktioner der skal omfattes, bør der tages hensyn til nationale særkendetegn. Navnlig kan visse tjenester anses for vigtige for at sikre, at en betalingskonto udnyttes fuldt ud, i en bestemt medlemsstat på grund af deres udbredte anvendelse på nationalt plan. I nogle medlemsstater anvender forbrugerne f.eks. stadig checks i vidt omfang, mens det betalingsmiddel meget sjældent anvendes i andre medlemsstater. Dette direktiv bør derfor gøre det muligt for medlemsstaterne at fastsætte yderligere tjenester, der anses for vigtige på nationalt plan, og bør leveres sammen med en betalingskonto med basale funktioner i den pågældende medlemsstat. Desuden bør medlemsstaterne sikre, at de gebyrer, som kreditinstitutterne opkræver for at tilbyde sådanne yderligere tjenester i forbindelse med betalingskonti med basale funktioner, er rimelige.

(46) For at sikre, at betalingskonti med basale funktioner er tilgængelige for så mange forbrugere som muligt, bør de tilbydes vederlagsfrit eller mod et rimeligt gebyr. For at tilskynde bankløse, svagtstillede forbrugere til at deltage i markedet for detailbankydelser bør medlemsstaterne kunne bestemme, at betalingskonti med basale funktioner skal tilbydes disse forbrugere på særlig gunstige vilkår, f.eks. vederlagsfrit. Medlemsstaterne bør frit kunne definere mekanismen til at identificere de forbrugere, der kan få tilbudt betalingskonti med basale funktioner på mere gunstige vilkår, når blot systemet sikrer, at svagtstillede forbrugere kan få adgang til en betalingskonto med basale funktioner. Under alle omstændigheder bør en sådan tilgang ikke berøre den ret, som alle forbrugere, herunder også ikkesvagtstillede forbrugere, har til at få adgang til betalingskonti med basale funktioner, i det mindste mod et rimeligt gebyr. Desuden bør alle øvrige gebyrer, som forbrugeren afkræves ved manglende overholdelse af aftalevilkårene, være rimelige. Medlemsstaterne bør afgøre, hvad der udgør et rimeligt gebyr, alt efter de nationale omstændigheder.

(47) Kreditinstituttet bør kun afslå at åbne — og bør kun opsige — en aftale om en betalingskonto med basale funktioner under særlige omstændigheder, f.eks. manglende efterlevelse af lovgivningen om hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme eller om forebyggelse og efterforskning af kriminalitet. Selv i disse tilfælde kan et afslag kun være berettiget, hvis forbrugeren ikke efterlever den pågældende lovgivning, ikke fordi proceduren med at kontrollere, om lovgivningen efterleves, er for besværlig eller dyr. Der vil dog kunne forekomme tilfælde, hvor en forbruger misbruger sin ret til at åbne og gøre brug af en betalingskonto med basale funktioner. En medlemsstat bør f.eks. kunne tillade, at et kreditinstitut træffer foranstaltninger over for en forbruger, der har begået en forbrydelse, som f.eks. grov svig imod et kreditinstitut, for at undgå, at en sådan kriminalitet forekommer igen. Disse foranstaltninger kan f.eks. omfatte begrænsning af den pågældende forbrugers adgang til en betalingskonto med basale funktioner i et vist tidsrum. Der kan desuden forekomme tilfælde, hvor det forudgående afslag på ansøgning om en betalingskonto kan være nødvendigt for at identificere forbrugere, der kunne tilbydes en betalingskonto på mere gunstige vilkår. I så tilfælde bør kreditinstituttet meddele forbrugeren, at han kan benytte en specifik mekanisme i tilfælde af afslag på ansøgning om en betalingskonto, der opkræves gebyr for, som fastsat i dette direktiv, til at få adgang til en gebyrfri betalingskonto med basale funktioner. Begge disse yderligere tilfælde bør dog være begrænsede, specifikke og baseret på præcist identificerede nationale retsforskrifter. Når der fastsættes yderligere tilfælde, hvor kreditinstitutter kan afslå at tilbyde betalingskonti til forbrugere, bør medlemsstaterne kunne inddrage bl.a. hensyn til den offentlige sikkerhed eller orden.

(48) Medlemsstaterne og kreditinstitutterne bør give forbrugerne klare og forståelige oplysninger om retten til at åbne og gøre brug af en betalingskonto med basale funktioner. Medlemsstaterne bør sikre, at kommunikationsforanstaltningerne er målrettede, og at der især tages hånd om bankløse, svagtstillede og mobile forbrugere. Kreditinstitutterne bør aktivt oplyse forbrugerne om de specifikke funktioner, der er forbundet med den tilbudte betalingskonto med basale funktioner, de dertil hørende gebyrer og vilkårene for deres anvendelse, og yde passende assistance i denne forbindelse, og ligeledes om, hvordan forbrugerne kan udøve deres ret til at åbne en betalingskonto med basale funktioner. Forbrugerne bør navnlig oplyses om, at køb af yderligere tjenester ikke er en forudsætning for at få adgang til en betalingskonto med basale funktioner.

(49) Medlemsstaterne bør fremme foranstaltninger, der støtter formidlingen af viden til de svagest stillede forbrugere og giver dem vejledning og bistand i en ansvarlig forvaltning af deres midler. Det er også nødvendigt at give oplysninger om den vejledning, som forbrugerorganisationer og nationale myndigheder kan give forbrugere. Medlemsstaterne bør endvidere fremme kreditinstitutternes initiativer med henblik på at kombinere tilbuddet om betalingskonti med basale funktioner og uafhængige uddannelsestilbud vedrørende økonomiske forhold.

(50) For at lette betalingstjenesteudbyderes mulighed for at levere deres tjenesteydelser på tværs af grænserne og af hensyn til samarbejde, informationsudveksling og tvistbilæggelse mellem de kompetente myndigheder bør de kompetente myndigheder med ansvar for at håndhæve dette direktiv være de myndigheder, der handler under EBA's tilsynsmyndighed, jf. forordning (EU) nr. 1093/2010, eller andre nationale myndigheder, forudsat at de samarbejder med de myndigheder, der handler under EBA's tilsynsmyndighed med henblik på at varetage deres opgaver i henhold til dette direktiv.

(51) Medlemsstaterne bør udpege de kompetente myndigheder, som har til opgave at sikre håndhævelsen af dette direktiv, og sørge for, at de har de nødvendige undersøgelses- og håndhævelsesbeføjelser samt tilstrækkelige ressourcer til at kunne varetage deres opgaver. De kompetente myndigheder kan for så vidt angår visse aspekter af dette direktiv indbringe en sag for en domstol, der er kompetent til at træffe en retsafgørelse, herunder i givet fald ved appel. Dette kan gøre det muligt for medlemsstaterne at overlade håndhævelsen af disse bestemmelser til relevante organer og til domstolene, navnlig hvis bestemmelserne i dette direktiv er gennemført i civilretten. Medlemsstaterne bør kunne udpege forskellige kompetente myndigheder for at håndhæve de vidtrækkende forpligtelser, der er fastlagt i dette direktiv. I forbindelse med nogle bestemmelser kan medlemsstaterne f.eks. udpege de kompetente myndigheder, der er ansvarlige for håndhævelse af forbrugerbeskyttelse, hvorimod de i forbindelse med andre bestemmelser kan beslutte at udpege tilsynsførende. Muligheden for at udpege forskellige kompetente myndigheder bør ikke berøre forpligtelsen til løbende tilsyn og samarbejde mellem de kompetente myndigheder som fastsat i dette direktiv.

(52) Forbrugerne bør have adgang til effektive procedurer for alternativ bilæggelse af tvister, der opstår i forbindelse med rettigheder og forpligtelser i henhold til dette direktiv. Dette er allerede sikret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU for så vidt angår relevante aftalerelaterede tvister. Forbrugerne bør dog også have adgang til alternativ tvistbilæggelse i tilfælde af tvister, der opstår inden aftaleindgåelsen vedrørende rettigheder og forpligtelser i henhold til dette direktiv, f.eks. hvis de har fået afslag på adgang til en betalingskonto med basale funktioner. Derfor fastsætter dette direktiv, at forbrugerne bør have adgang til procedurer for alternativ tvistbilæggelse med henblik på bilæggelse af tvister vedrørende rettigheder og forpligtelser i henhold til dette direktiv, uden skelnen mellem aftalerelaterede tvister og tvister, der opstår inden aftaleindgåelsen. Sådanne procedurer for alternativ tvistbilæggelse og de instanser, der tilbyder dem, bør opfylde de kvalitetskrav, som er fastsat i direktiv 2013/11/EU. Efterlevelse af nærværende direktiv kræver behandling af forbrugernes personoplysninger. Denne behandling er underlagt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF . Nærværende direktiv bør derfor være i overensstemmelse med direktiv 95/46/EF.

(53) Hvert andet år og første gang senest fire år efter dette direktivs ikrafttræden bør medlemsstaterne udarbejde pålidelige årlige statistikker om den måde, som de ved dette direktiv indførte foranstaltninger fungerer på. De bør hertil anvende alle relevante informationskilder og meddele oplysningerne til Kommissionen. Kommissionen bør udarbejde en rapport på grundlag af de oplysninger, den modtager fra medlemsstaterne, første gang fire år efter dette direktivs ikrafttræden og derefter hvert andet år.

(54) Dette direktiv bør tages op til fornyet gennemgang fem år efter ikrafttrædelsen for at tage højde for markedsudviklingen, f.eks. nye typer betalingskonti og betalingstjenester, samt udviklingen på andre områder af EU-lovgivningen og medlemsstaternes erfaringer. Rapporten, som baseres på denne gennemgang, bør omfatte en opregning af de traktatbrudssøgsmål, som Kommissionen har anlagt vedrørende dette direktiv. Den bør også omfatte en vurdering af størrelsen af de gennemsnitlige gebyrer i medlemsstaterne for betalingskonti, der er omfattet af dette direktiv, af spørgsmålet om de indførte foranstaltninger har forbedret forbrugernes forståelse af betalingskontogebyrer og sammenligneligheden af betalingskonti, og om de har gjort det nemmere at flytte betalingskonti, og af antallet af kontohavere, der har flyttet betalingskonti siden gennemførelsen af dette direktiv.

Den bør også analysere antallet af udbydere, der tilbyder betalingskonti med basale funktioner, og hvor mange af disse konti der er blevet åbnet, herunder af tidligere bankløse forbrugere, eksempler på bedste praksis blandt medlemsstaterne for at begrænse udelukkelsen af forbrugere fra adgang til betalingstjenester samt de årlige gebyrer, der opkræves for betalingskonti med basale funktioner. Den bør også vurdere omkostningerne og fordelene ved at indføre portabilitet af betalingskonti i hele Unionen, muligheden for at skabe en ramme for automatisk omdirigering af betalinger fra en betalingskonto til en anden inden for samme medlemsstat kombineret med automatiske meddelelser til betalingsmodtagere eller betalere, når deres overførsler omdirigeres, og ved at udvide flytningsservicen til tilfælde, hvor den modtagende og den overførende udbyder af betalingstjenester er etableret i forskellige medlemsstater. Den bør også omfatte en vurdering af effektiviteten af de eksisterende foranstaltninger og behovet for yderligere foranstaltninger til at øge den finansielle integration og bistå svagtstillede medlemmer af samfundet i forbindelse med overdreven gældsætning. Den bør også vurdere, om bestemmelserne om de oplysninger, betalingstjenesteudbyderne skal give, når de tilbyder pakkeprodukter, er tilstrækkelige, eller om der er behov for yderligere foranstaltninger. Den bør også vurdere, om der er behov for yderligere foranstaltninger for så vidt angår sammenligningswebsteder og for akkreditering af sammenligningswebsteder. Kommissionen bør forelægge Europa-Parlamentet og Rådet denne rapport, der ledsages af lovgivningsforslag, hvis det er relevant.

(55) I dette direktiv overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i chartret i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU).

(56) Målene for dette direktiv, nemlig gennemsigtighed og sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af behovet for at undgå markedsopsplitning og for at sikre lige konkurrencevilkår vilkår i Unionen bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(57) I overensstemmelse med den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter forpligter medlemsstaterne sig til i begrundede tilfælde at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. Med hensyn til dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelsen af sådanne dokumenter er begrundet.

(58) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

KAPITEL I

GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER