Search for a command to run...
(Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/962 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/40/EU for så vidt angår tilrådighedsstillelse af EU-dækkende tidstro trafikinformationstjenester)
Ved denne forordning fastlægges de specifikationer, der er nødvendige for at sikre vejmyndigheders, vejoperatørers og tjenesteudbyderes adgang til samt udveksling, videreanvendelse og opdatering af vej- og trafikdata med henblik på at stille EU-dækkende tidstro trafikinformationstjenester til rådighed.
Den gælder for det samlede transeuropæiske vejnet samt motorveje, der ikke indgår i dette net, og prioriterede områder, der er udpeget af de nationale myndigheder, hvis disse anser det for relevant.
Den skal anvendes i overensstemmelse med .
I denne forordning anvendes definitionerne i .
Derudover forstås der ved:
(1) »det transeuropæiske hovedvejnet«: den vejtransportinfrastruktur, der indgår i hovednettet som defineret i forordning (EU) nr. 1315/2013
(2) »det samlede transeuropæiske vejnet«: den vejtransportinfrastruktur, der indgår i det samlede net som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1315/2013
(3) »motorvej«: en vej, der er udpeget som sådan af den medlemsstat, hvori den er beliggende
(4) »prioriterede områder«: vejstrækninger, som de nationale myndigheder udpeger, hvis de anser dette for relevant, navnlig i byområder, og som ikke indgår i det samlede transeuropæiske vejnet og ej heller er motorveje, på grundlag af intensiteten af tilbagevendende trafikpropper eller andre trafikledelseshensyn
(5) »adgang til data«: en mulighed for at anmode om og få adgang til data på ethvert tidspunkt i et maskinlæsbart format
(6) »statiske vejdata«: vejdata, som ikke ændrer sig ofte eller regelmæssigt, jf. punkt 1 i bilaget
(7) »dynamiske data over vejstatus«: vejdata, som ændrer sig ofte eller regelmæssigt, og som beskriver vejens status, jf. punkt 2 i bilaget
(8) »trafikdata«: data om vejtrafikkens karakteristika, jf. punkt 3 i bilaget
(9) »opdatering af data«: enhver ændring af de eksisterende data, herunder fjernelse af data eller tilføjelse af nye eller yderligere elementer;
(10) »tidstro trafikinformation«: information, der udledes af statiske vejdata, dynamiske data over vejstatus, trafikdata, eller en kombination heraf og stilles til rådighed af vejmyndigheder, vejoperatører og tjenesteudbydere til brugere og slutbrugere uanset kommunikationsmiddel
(11) »tidstro trafikinformationstjeneste«: en ITS-tjeneste, der stiller tidstro trafikinformation til rådighed for brugere og slutbrugere øjeblikkeligt
(12) »vejmyndighed«: enhver offentlig myndighed med ansvar for planlægning, kontrol eller forvaltning af veje, der henhører under dennes territoriale kompetence
(13) »vejoperatør«: enhver offentlig eller privat enhed med ansvar for vedligeholdelse og drift af vejanlægget
(14) »tjenesteudbyder«: enhver offentlig eller privat udbyder af et tidstro trafikinformationstjenester bortset fra simpel videregivelse af oplysninger til brugere og slutbrugere
(15) »bruger«: vejmyndigheder, vejoperatører, tjenesteudbydere, og producenter af digitale kort
(16) »slutbruger«: enhver trafikant samt fysiske eller juridiske personer, som har adgang til tidstro trafikinformationstjenester
(17) »adgangspunkt«: en digital grænseflade, hvor der gives adgang til statiske vejdata, dynamiske data over vejstatus og trafikdata tillige med de tilsvarende metadata med henblik på brugernes videreanvendelse, eller hvor der gives adgang til disse datas kilder og metadata med henblik på brugernes videreanvendelse
(18) »metadata«: en struktureret beskrivelse af indholdet af de data, hvormed søgningen i og anvendelsen af disse data lettes
(19) »søgetjenester«: tjenester, der gør det muligt at søge efter de ønskede data ud fra indholdet af de tilsvarende metadata og vise et sådant indhold
(20) »midlertidige trafikledelsesforanstaltninger«: midlertidige foranstaltninger, som skal afhjælpe en konkret trafikforstyrrelse, og som er udformet med henblik på at holde kontrol med og styre trafikstrømme
(21) »trafikplaner«: permanente trafikledelsesforanstaltninger, der er udformet af trafikledelsespersonalet for at holde kontrol med og styre trafikstrømme som reaktion på permanente eller tilbagevendende trafikforstyrrelser.
1. Hver medlemsstat skal oprette et nationalt adgangspunkt. Det nationale adgangspunkt skal give brugere et fælles adgangspunkt til vej- og trafikdata, herunder opdatering af data, som stilles til rådighed af vejmyndigheder, vejoperatører og tjenesteudbydere og vedrører en given medlemsstats område.
2. Eksisterende nationale adgangspunkter, der er blevet oprettet for at efterleve de krav, som følger af andre delegerede retsakter, og som er vedtaget i henhold til direktiv 2010/40/EU, kan anvendes som nationale adgangspunkter, hvis medlemsstaterne skønner dette hensigtsmæssigt.
3. Nationale adgangspunkter skal stille passende søgetjenester til rådighed for brugerne.
4. Vejmyndigheder og vejoperatører skal i samarbejde med producenter af digitale kort og tjenesteudbydere sikre, at de stiller de relevante metadata til rådighed, således at brugerne kan søge i og anvende de datasæt, hvortil der gives adgang via det nationale adgangspunkt.
5. To eller flere medlemsstater kan oprette et fælles adgangspunkt.
1. For at lette tilvejebringelsen af kompatible, interoperable og kontinuerlige tidstro trafikinformationstjenester i hele Unionen skal vejmyndigheder og vejoperatører stille de statiske vejdata til rådighed, som de indsamler og opdaterer i henhold til artikel 8, i et standardiseret format, hvis et sådant findes, eller i ethvert andet maskinlæsbart format.
2. Producenter af digitale kort og tjenesteudbydere inden for Unionen skal gives adgang til de data, der er nævnt i stk. 1, og de tilsvarende metadata, herunder oplysninger om kvaliteten heraf, med henblik på udveksling og videreanvendelse:
a) på et ikke-diskriminerende grundlag
b) inden for et tidsrum, som sikrer en rettidig tilrådighedsstillelse af tidstro trafikinformationstjenester
c) via et nationalt eller et fælles adgangspunkt som omhandlet i artikel 3
d) Vejmyndigheder, vejoperatører, producenter af digitale kort og tjenesteudbydere, som anvender statiske vejdata, jf. stk. 1, skal samarbejde om at sikre, at eventuelle unøjagtigheder vedrørende statiske vejdata straks meddeles til de vejmyndigheder og vejoperatører, hvorfra dataene stammer.
3. Når tjenesteudbydere anvender statiske vejdata, jf. stk. 1, der stilles til rådighed af vejmyndigheder og vejoperatører, skal de så vidt muligt tage hensyn til trafikplaner, som de kompetente myndigheder har opstillet.
1. For at lette tilvejebringelsen af kompatible, interoperable og kontinuerlige tidstro trafikinformationstjenester i hele Unionen skal vejmyndigheder og vejoperatører stille de dynamiske data over vejstatus, som de indsamler og opdaterer i henhold til artikel 9, til rådighed i formatet DATEX II (CEN/TS 16157 og efterfølgende opgraderede versioner) eller et andet maskinlæsbart format, der er fuldt kompatibelt og interoperabelt med DATEX II.
2. Tjenesteudbydere inden for Unionen skal gives adgang til de data, der er nævnt i stk. 1, og de tilsvarende metadata, herunder oplysninger om kvaliteten heraf, med henblik på udveksling og videreanvendelse:
a) på et ikke-diskriminerende grundlag
b) inden for et tidsrum, som sikrer en rettidig tilrådighedsstillelse af tidstro trafikinformationstjenester
c) via et nationalt eller et fælles adgangspunkt som omhandlet i artikel 3.
3. Når tjenesteudbydere anvender dynamiske data over vejstatus, jf. stk. 1, der stilles til rådighed af vejmyndigheder og vejoperatører, skal de så vidt muligt tage hensyn til midlertidige trafikledelsesforanstaltninger, som de kompetente myndigheder har truffet.
1. For at lette tilvejebringelsen af kompatible, interoperable og kontinuerlige tidstro trafikinformationstjenester i hele Unionen skal vejmyndigheder og vejoperatører stille trafikdata, som de indsamler og opdaterer i henhold til artikel 10, til rådighed i formatet DATEX II (CEN/TS 16157 og efterfølgende opgraderede versioner) eller et andet maskinlæsbart format, der er fuldt kompatibelt og interoperabelt med DATEX II.
2. Tjenesteudbydere inden for Unionen skal gives adgang til de data, der er nævnt i stk. 1, og de tilsvarende metadata, herunder oplysninger om kvaliteten heraf, med henblik på udveksling og videreanvendelse:
a) på et ikke-diskriminerende grundlag
b) inden for et tidsrum, som sikrer en rettidig tilrådighedsstillelse af tidstro trafikinformationstjenester
c) via et nationalt eller et fælles adgangspunkt som omhandlet i artikel 3.
3. Med henblik på at optimere trafikledelsen kan vejmyndigheder og vejoperatører anmode tjenesteudbydere om at stille de trafikdata, som de indsamler og opdaterer i henhold til artikel 10, til rådighed. Sådanne data skal stilles til rådighed i formatet DATEX II (CEN/TS 16157 og efterfølgende opgraderede versioner) eller et andet maskinlæsbart format, der er fuldt kompatibelt og interoperabelt med DATEX II via det adgangspunkt, der er omhandlet i artikel 3, og ledsages af de tilsvarende metadata, herunder oplysninger om kvaliteten heraf.
Tidstro trafikinformationstjenester skal bygge på opdateringer af statiske vejdata, dynamiske data over vejstatus og trafikdata eller en kombination heraf. Vejmyndigheder, vejoperatører og tjenesteudbydere skal regelmæssigt opdatere alle data i overensstemmelse med kravene i artikel 8 til 10. Vejmyndigheder, vejoperatører og tjenesteudbydere skal rettidigt korrigere unøjagtigheder, som de har opdaget i deres data, eller som en bruger eller slutbruger har meddelt til dem.
1. Opdateringer af statiske vejdata skal som minimum inddrage følgende parametre:
a) den type af statiske vejdata, jf. bilagets punkt 1, som opdateringen vedrører
b) stedsangivelse af det forhold, som opdateringen vedrører
c) type opdatering (ændring, tilføjelse eller fjernelse)
d) beskrivelse af opdateringen
e) dato, hvor dataene er blevet opdateret
f) dato og tidspunkt, hvor ændringen i et givet forhold har fundet sted eller efter planen vil finde sted
g) kvaliteten af opdateringen af dataene.
Stedsangivelsen af det forhold, der er berørt af opdateringen, skal fastlægges ved hjælp af en standardiseret eller en anden alment anerkendt metode til dynamisk stedsangivelse, som åbner mulighed for en utvetydig afkodning og fortolkning af denne stedsangivelse.
2. Vejmyndigheder og vejoperatører skal sikre en rettidig opdatering af statiske vejdata og — hvis der er mulighed for det — stille disse opdateringer til rådighed for brugere på forhånd.
3. Når producenter af digitale kort og tjenesteudbydere anvender opdateringer af statiske vejdata, skal de sikre, at disse opdateringer behandles rettidigt, således at dataene straks stilles til rådighed for slutbrugerne.
1. Opdateringer af dynamiske data over vejstatus skal som minimum inddrage følgende parametre:
a) den type af dynamiske data over vejstatus, jf. bilagets punkt 2, som opdateringen vedrører, og om fornødent en kort beskrivelse heraf
b) stedsangivelse af den hændelse eller det forhold, som opdateringen vedrører
c) varighed af den hændelse eller det forhold, som opdateringen vedrører
d) kvaliteten af opdateringen af dataene.
Stedsangivelsen af den hændelse eller det forhold, der er berørt af opdateringen, skal fastlægges ved hjælp af en standardiseret eller en anden alment anerkendt metode til dynamisk stedsangivelse, som åbner mulighed for en utvetydig afkodning og fortolkning af denne stedsangivelse.
2. Vejmyndigheder og vejoperatører skal sikre en rettidig opdatering af dynamiske data over vejstatus og — hvis der er mulighed for det — stille disse opdateringer til rådighed på forhånd.
3. Den tidstro trafikinformation skal ændres i overensstemmelse hermed eller trækkes tilbage, snarest muligt efter at de pågældende dynamiske data over vejstatus har ændret status.
4. Når tjenesteudbydere anvender opdateringer af dynamiske data over vejstatus, skal de sikre en rettidig behandling, således at dataene straks stilles til rådighed for slutbrugerne.
1. Opdateringer af trafikdata skal som minimum inddrage følgende parametre:
a) den type af trafikdata, jf. bilagets punkt 3, som opdateringen vedrører, og om fornødent en kort beskrivelse heraf
b) stedsangivelse af den hændelse eller det forhold, som opdateringen vedrører
c) kvaliteten af opdateringen af dataene.
Stedsangivelsen af den hændelse eller det forhold, der er berørt af opdateringen, skal fastlægges ved hjælp af en standardiseret eller en anden alment anerkendt metode til dynamisk stedsangivelse, som åbner mulighed for en utvetydig afkodning og fortolkning af denne stedsangivelse.
2. Vejoperatører og tjenesteudbydere skal ændre den tidstro trafikinformation i overensstemmelse hermed eller trække den tilbage, snarest muligt efter at de pågældende trafikdata har ændret status.
3. Når tjenesteudbydere anvender opdateringer af trafikdata, skal de sikre en rettidig behandling, således at dataene straks stilles til rådighed for slutbrugerne.
1. Medlemsstaterne skal vurdere, om vejmyndighederne samt vejoperatører, producenter af digitale kort og tjenesteudbydere efterlever kravene i artikel 3 til 10 i overensstemmelse med stk. 2 til 3.
2. Medlemsstaternes kompetente myndigheder kan med henblik på denne vurdering anmode vejmyndighederne samt vejoperatører, producenter af digitale kort og tjenesteudbydere om følgende dokumenter:
a) en beskrivelse af vej- og trafikdata, digitale kort eller tidstro trafikinformationstjenester, som de udbyder, samt oplysninger om kvaliteten heraf og betingelser for videreanvendelse af disse data
b) en evidensbaseret overensstemmelseserklæring om, at kravene i artikel 3 til 10 efterleves.
3. Medlemsstaterne skal foretage stikprøvekontrol for at kontrollere korrektheden af de erklæringer, der er omhandlet i stk. 2, litra b).
1. Senest den 13. juli 2017 forelægger medlemsstaterne Kommissionen en rapport om eventuelle iværksatte foranstaltninger med henblik på at oprette et nationalt adgangspunkt og om nærmere bestemmelser for denne enheds virkemåde samt i givet fald listen over motorveje, der ikke indgår i det samlede transeuropæiske vejnet, og udpegede prioriterede områder.
2. Senest den 13. juli 2018 og hvert andet kalenderår derefter forelægger medlemsstaterne Kommissionen en rapport med følgende oplysninger:
a) fremskridt angående adgang til samt udveksling og videreanvendelse af de typer af vej- og trafikdata, der er fastsat i bilaget
b) de tidstro trafikinformationstjenesters geografiske anvendelsesområde og indholdet af vej- og trafikdata samt kvaliteten heraf, herunder de kriterier, som anvendes til at fastsætte kvalitetsniveauet, og de metoder, der anvendes til at kontrolovervåge det
c) resultaterne af vurderingen af efterlevelsen, jf. artikel 11, af kravene i artikel 3 til 10
d) i givet fald en beskrivelse af ændringer af det nationale eller et fælles adgangspunkt.
e) i givet fald en beskrivelse af ændringer af de prioriterede områder.
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Den anvendes fra den 13. juli 2017.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 18. december 2014.
Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 885/2013 af 15. maj 2013 om supplering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/40/EU hvad angår tilrådighedsstillelse af informationstjenester vedrørende sikrede parkeringspladser for lastbiler og erhvervskøretøjer (EUT L 247 af 18.9.2013, s. 1).
Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 886/2013 af 15. maj 2013 om supplering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/40/EU hvad angår data og procedurer for vederlagsfri tilrådighedsstillelse, om muligt, af et minimum af generel trafiksikkerhedsinformation (EUT L 247 af 18.9.2013, s. 6).
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/98/EF af 17. november 2003 om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer (EUT L 345 af 31.12.2003, s. 90).
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/2/EF af 14. marts 2007 om opbygning af en infrastruktur for geografisk information i Det Europæiske Fællesskab (Inspire) (EUT L 108 af 25.4.2007, s. 1).
Kommissionens forordning (EU) nr. 1089/2010 af 23. november 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/2/EF for så vidt angår interoperabilitet for geodatasæt og –tjenester (EUT L 323 af 8.12.2010, s. 11).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1315/2013 af 11. december 2013 om Unionens retningslinjer for udvikling af det transeuropæiske transportnet og om ophævelse af afgørelse nr. 661/2010/EU (EUT L 348 af 20.12.2013, s. 1).
Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31).
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).
1. Statiske vejdata omfatter navnlig følgende:
a) vejforbindelser og disses fysiske karakteristika, f.eks.:
i) geometri
ii) vejbredde
iii) antal vognbaner
iv) gradienter
v) vejkryds/forgreninger
b) vejklassifikation
c) færdselstavler, der viser trafikregulering og gør opmærksom på farer, f.eks.:
i) begrænsninger for kørsel i tunneler
ii) begrænsninger for kørsel på broer
iii) permanente adgangsbegrænsninger
iv) anden trafikregulering
d) hastighedsgrænser
e) trafikplaner
f) regulering af godslevering
g) stedsangivelse af betalingsstationer
h) angivelse af betalingsveje, gældende faste vejafgifter og disponible betalingsmetoder
i) stedsangivelse af parkeringspladser og rastepladser
j) stedsangivelse af ladestationer til elbiler og betingelser for anvendelse
k) stedsangivelse af tankstationer, som tilbyder CNG (komprimeret naturgas), LNG (flydende naturgas) og LPG (flaskegas)
l) stedsangivelse af den kollektive trafiks stoppe- og omstigningssteder
m) stedsangivelse af leveringsområder.
2. Dynamiske data over vejstatus omfatter navnlig følgende:
a) vejlukninger
b) vognbanelukning
c) brolukning
d) overhalingsforbud for tunge godskøretøjer
e) vejarbejder
f) ulykker og hændelser
g) dynamiske hastighedsgrænser
h) færdselsretning for reversible vognbaner
i) dårlige vejforhold
j) midlertidige trafikledelsesforanstaltninger
k) variable vejafgifter og disponible betalingsmetoder
l) disponible parkeringspladser
m) disponible leveringsområder
n) parkeringsafgift
o) disponible ladestandere til elbiler
p) vejrforhold, der påvirker kørebanen og sigtbarheden.
Disse korttidsdata behøver ikke indgå i opdateringer af digitale kort, fordi de ikke betragtes som varige ændringer.
3. Trafikdata omfatter navnlig følgende:
a) trafikmængde
b) hastighed
c) stedsangivelse og længde af kødannelse
d) rejsetider
e) ventetider ved grænseovergange til stater uden for Unionen.
Genstand og anvendelsesområde
Definitioner
Nationale adgangspunkter
Adgang til samt udveksling og videreanvendelse af statiske vejdata
Adgang til samt udveksling og videreanvendelse af dynamiske data over vejstatus
Adgang til samt udveksling og videreanvendelse af trafikdata
Opdatering af data
Opdatering af statiske vejdata
Opdatering af dynamiske data over vejstatus
Opdatering af trafikdata
Vurdering af efterlevelsen
Rapportering
Ikrafttræden og anvendelse